"Ja, det kan man vist godt sige," sagde Ask med en let klukkende latter. Han havde egentlig aldrig tænkt over det, men det var jo rigtigt; hans hjem var langt, langt væk, og hans forældre og søskende lige så langt. Det var også længe siden, han havde hørt fra dem, men han havde jo heller ikke skrevet til dem. Måske havde de glemt ham, eller også troede de, at han havde glemt dem? Ask blev pludselig ramt af en voldsom blanding af skyldfølelse og hjemve, og havde han været i nærheden af et skib, var han nok sprunget på det og sejlet hjem. Men han ledte jo efter Kaliyah, og han kunne ikke med god samvittighed tage hjem uden at have fundet hende først, død eller levende. 

"Jeg har rejst meget omkring," fortsatte han for at distrahere sig selv fra de triste tanker. "Jeg tror efterhånden ikke, der er et område i Krystallandet, jeg ikke har set. Det føles i hvert fald, som om jeg har været over det hele. Har du rejst meget?"

Han smilede til Ferghus.

Ferghus skævede lidt til manden, der først kluklo, men så virkede til at blive slået af en hård tanke. Hjemve var noget dværgen vidste alt om og det var lige før, at han kunne lugte den i luften. Men han sagde ikke noget. Der var nok en grund til, at denne rødhårede mand ikke længere var ved sit hjem og det var ikke Ferghus' lod at spørge ind til det.
I stedet så han frem for sig, fik øje på endnu et spor og kunne tilfreds konstatere, at de var på rette vej. Det så dog stadig ikke ud til, at hesten havde sat farten ret meget ned. Hvor langt mon de skulle?

Spørgsmålet fik Ferg til at brumme lidt, inden han brugte sin ord som svar.
"Mest i den nordlige del af Krystallandet, men jeg har også være så langt syd på som Medanien." Og Kzar Mora, men det sagde han ikke højt. Han havde været lidt rundt, men han boede og levede i den nordlige del og det var sjældent, at han kom længere syd på en Dianthos, som han i øvrigt forsøgte at undgå. Han brød sig ikke om hovedstaden, der var for mange væsner.

"Mit arbejde sender mig lidt rundt, men går der for lang tid, virker min evne ikke." Tre dage og sporet ville være ved at gå koldt. Nogle gange lidt mere eller lidt mindre, det kom helt an på vejret.
Han stoppede op og satte sig på hug i græsset, lod fingrene røre ved et hovspor og så op. Endeligt havde hesten sænket farten. Han rejste sig igen og fortsatte. Den var stadig på vej mod den store sø.

Ask stoppede også op og kiggede nysgerrigt på Ferghus. Han havde altid været imponeret af folk med magiske evner, ligegyldigt hvor trivielle de måtte se ud for andre. Han havde aldrig selv udvist nogen former for magiske evner for noget som helst, men han havde nu klaret sig helt fint uden hele sit liv. Han kunne dog godt nogle gange ønske sig, at han besad en magisk evne, der kunne opspore de personer, han elskede. Det ville gøre hans søgen efter Kaliyah meget nemmere.

Han kløede sig i nakken og fulgte hurtigt efter Ferghus, da han begyndte at gå igen.

"Kan du se andre spor?" spurgte han. "Jeg mener, sammen med hestens. Hvis den nu var stjålet, så ville der vel være andre spor, ville der ikke?"

Om den anden havde magiske evner eller ej, var Ferghus ret ligeglad med. Han vidste, at han var velsignet med den, han havde. Den havde gjort lykke i minerne, en rigtig dværgeevne til at opspore de krystaller, metaller og mineraler, de skulle bruge. Også mere triste formål, som dengang minen kollapsede og han brugte den til at finde levende og døde dværge. Deriblandt også sin egen far, der ikke havde overlevet. Ville hans liv havde været anderledes uden evnen? Nej, han var nok endt samme sted som nu, bare med et andet arbejde. Men det var ikke rigtigt noget, han tænkte nærmere over, for selvom han gerne ville, kunne han ikke ændre fortiden.

Spørgsmålet fik ham til at ryste kort på hovedet.
”Der er ikke andre spor end hestens. Men hvis der sidder en på ryggen af den, ville jeg ikke kunne se det. Det er en tung hest og vægten af et væsen ville ikke gøre den store forskel.” Han pegede frem i den retning, hesten løb. ”Men vi tænkende væsner vil gerne tage veje, der er lavet i forvejen. Vi tænker logisk. Hesten følger sit instinkt. Og den måde denne hest løber af sted siger mig, at den nok er sluppet fri og løber for sig selv. Den har sænket farten, sikkert ikke vant til at løbe så hurtigt så langt. En rytter ville holde tempoet lidt endnu.” Han havde sporet for mange løbske heste. Og stjålne. Mønstret var ofte det samme.

"Imponerende," mumlede Ask og tænkte for sig selv, at han virkelig gerne ville lære at spore på den måde. Det ville være enormt praktisk, når man gik på jagt. Gad vide om dværgen havde lyst til at få en lærling...?

"Dine sporingsteknikker," begyndte han, mens han troeligt fulgte med Ferghus, "er det noget, alle kan lære? Jeg mener, du har naturligvis din evne, der hjælper dig, men resten... Tror du det er noget, jeg kunne klære?"

Ferghus skævede op mod den høje mand, da denne spurgte, om han kunne lære det, Ferg kunne. Det fik en brummen ud af ham, inden han så fremad igen. 
"Det kunne du sikkert godt, der er ikke noget mystisk over det. Man bruger sine øjne og sin forstand." Om den rødhårede mand havde meget af den sidste, havde den ældre dværg ikke besluttet sig for endnu. Han snakkede meget og var nysgerrig, men om det var af dumhed eller af interesse, det var svært at sige uden at kende ham bedre. Men lige nu så det ud til, at de skulle bruge længere tid sammen, så det fandt han nok ud af hen af vejen.

Selvom han normalt ikke var snakkesaglig, begyndte han alligevel at fortælle lidt om det at spore. Hvordan man tydede nedtrådte græs, en knækket gren eller spor i mudderet. Det var tydeligt, at han havde beskæftiget sig med emnet længe, men han var også en ældre dværg, der levede af at spore for andre. Det var noget, han havde lært, da han havde været spion hos Mørket, før det havde han blot brugt sin evne i minerne. 

De gik og gik, men hesten dukkede ikke op. På et tidspunkt var den sat i løb igen, sikkert skræmt af noget og Ferg måtte efterhånden indse, at de ikke ville nå tilbage før mørket faldt på. Åh, hvor kunne han godt have klaret det her job på ryggen af Nille, men sådan var det ikke. 
Han faldt hen i tavshed igen, træt af at tale og efterhånden også træt i sine ben.

// Lukket efter aftale