Sofie smilede ind i kysset, og hendes hånd lagde sig endelig til hvile på hans brystkasse, over hans hjerte. Hun kunne mærke det hamre afsted, og indså hendes eget gjorde det samme, hvilket kun gjorde hendes smil større og hendes kinder mere røde, hvis det da efterhånden var muligt.
"Godt jeg var her til at gribe dig så" sagde hun lidt drillende da deres læber skiltes igen. Hendes blik flakkede over hans ansigt. Hans øjne. Hans læber. Hans stakkels stakkels næse der altid lod til at komme til skade.. Uden at tænke over det, plantede hun et kys på hans næse. I det mindste var den ikke kommet noget til denne gang.

Sofie sukkede dybt, og lagde sit hoved mod Rofus skulder, som hans hånd vandrede. Hun havde skyet berøring siden hun var vågnet op på helbrederhuset, selv Rofus'. Men lige nu var der intet i verden hun hellere ville, end bare mærke hans hud mod sin. Der var tusinde grunde til hvorfor det var en dårlig idé, men ingen af dem kom rigtig i fokus for hende. Ingen af dem virkede lige så vigtige, som hende og Rofus, sammen, lige nu, lige der..

Et lille gisp undslap Sofies læber som Rofus hånd fandt nye områder at udforske. Hun så op på ham, hendes ansigt lige så rødt som hans, mens hun bed sig storsmilende i læben. Hendes blik gled nedad..

"WOW"udbrød hun pludseligt "Den er jo ENORM! Jeg viste slet ikke de kunne blive så store!" fortsatte hun, inden hun nåde at tænke mere over det. Det var ganske vist ikke den første hun så! Smedens søn tilbage i Azurien havde engang vist hende sin.. men den havde ikke engang været halv størrelse af det der! Og den hang slet heller ikke! Deres vægtløse bevægelse gennem rummet fik den til at svaje. Det så sygt mærkeligt ud!
Hånden der før havde lagt på Rofus brystkasse, var allerede på vej ned for at prikke til den, totalt distraheret af det nye mysterie. Gad vide..

Rofus rystede storsmilende på hovedet af hendes kommentar. Egentligt skulle han til at sige et eller andet, men kysset på næsten fik ham til at smile fjoget med hele ansigtet. Efter han i ren refleks havde rynket et par gange med næsen. Det vitterlig det dejligste der nogen sinde var sket for den, det var ret mystisk hvor ofte at filfælde gik ud over hans næse, heldigvis var stadig normal at se på. Det var han ihvertfald ret sikker på.

Efter turen på helbrederhuset kunne han godt forstå at hun ikke havde haft lyst til at nogen kom for tæt på, han fik stadigvæk ind i mellem kvalme af at tænke på hendes fortælling om det. Så at kunne røre hende, og se hende. Var som at give ham vinger, befriende på en måde han aldrig havde kunnet forestille sig. Bekymringer havde de så mange af, så den frihed de havde med hinanden lige nu, ville han aldrig slippe hvis han kunne.

Heldigvis var hun ikke blevet sur over hans hånds vandring, smilet derimod sagde nærmere at han skulle fortsætte! Et let undskyldende blik kom dog stadig i hendes retning. Som hans hånd kærtegnede hendes inderlår. 

Han måtte blinke et par gange, enorm ligefrem "Øh okay? Du må gerne rører hvis du vil?" kom det meget roligere end han havde ventet, hele hans hoved var ildrødt. Hvad skulle det betyde at den var enorm? Var det en god eller end skidt ting?!? spændt fulgte hans øjnene hendes hånd som den vandrede ned, hvad var det hun ville..? 
Han havde ikke længere styr på hvad der var op og ned, og slet ikke hvem af dem der lå øverst, på et eller andet tidspunkt var de vist begyndt at dreje langsomt rundt, det havde ikke ligefrem været vigtigt der.

Sofie gav et lille hvin fra sig som Rofus kærtegnede hendes indelår. "D-det kilder" fnes hun, men tilføjede hurtigt "Men på en god måde!" hun ville ikke have ham til at stoppe, selvom hun følte sig lidt klistret dernede. Det var som om alt bare var lidt bedre når Rofus var tæt på, også selvom han kilede! Hun følte sig så varm, i ansigtet, i brystet men også længere nede, nærmere hans hånd. Det var en anderledes varme, men hun havde følt den før, nogle gange når hun kiggede på Rofus. Især når hun så ham træne uden sin trøje på.

Trods distraktionen var hendes eget eventyr ikke glemt, og hun rakte det sidste stykke ned mod ham. Forsigtigt prikkede hun til ham, og trak fingeren lidt til sig med et overrasket gisp. Hun havde forventet den var hård, som en spændt muskel, men det var slet ikke tilfældet! Den var langt mere blød, og hun kunne ikke lade være med at smile fjoget over hvordan hendes prik fik den til at hoppe.
Det tog ikke længe for Sofie at samle moddet til sig igen, og tage fat omkring Rofus, bestemt men også forsigtigt. Hun ville ikke skade ham, og hun anede ærligt ikke hvor følsom den var.

Hvinet fik Rofus til at trække sine fingre til sig, hvorefter han blinkede lidt forvirret og fortsatte igen. Han ville ikke have hende til at føle sig utilpas! Måden han kærtegnede hende var lidt forsigtigere end før, dog blev han lidt forvirret da de pludselig føltes vådt. Indtil han endnu engang blev rød i hovedet, da det gik op for ham hvad det betød. Han havde overhørt hans mor fortælle hans søster om hvordan det foregik at være sammen med en mand. Og så hvordan søsteren havde fortalt ham om det! 

At have hende til at prikke til ham der var en vildt spøjs oplevelse! Det var pludseligt meget tydeligt hvor meget den svajede når den blev prikket til på den måde. Genert så han hen mod hende og hendes fjogede smil. Heldigvis lod hun til at have det sjovt. Et gisp undslap hans læber som Sofie greb fat om ham, "U-uh, det føles rart". Han kunne mærke hvordan den del af ham pulserede i takt med hans hjerte. Der var i fuld gang med at galopere af afsted.

Med et kom Rofus i tanke om et trick der skulle føles godt for hende. Legende ledte hans fingre efter hvor hendes inderlår var blevet våde fra, for "at lade fingrene danse ved indgangen skulle gøre hende klar." Havde hans søster sagt som en kryptisk læresætning, hvad end det nu var for en indgang han skulle finde.

Sofies smil blev bredere ved Rofus ord "Okay! .. du må sige til hvis jeg.. gør noget forkert?" hun var ikke helt sikker på hvad hun lavede til at starte med, men Rofus lod til at kunne lide det, og hun var vildt nysgerrig! Hun prøvede at ændre sit greb en smule, og håbede det også var godt. Hun kunne mærke ham dunke i sin hånd, i takt med hans hjerteslag. Det virkede så syret!

Hendes tanker blev afbrudt da Rofus fingre bevægede sig op og begravede sig i hendes nedre hår, der stadig bar hendes naturlige hårfarve, og heldigvis ikke var blevet gyldent. Sofies krop sitrede ved hans berøring og endnu et lille gisp undslap hendes læber. Et gisp af en tydeligt anden karakter end det før. Dybere og mere luftigt.
Sofie havde aldrig troet det kunne være så rart at blive rørt der, af alle steder, men hun håbede han aldrig ville stoppe!

Forsigtet klemte Sofie lidt mere om Rofus, mens hendes anden hånd fandt vej ned forbi den første. Hvis det kunne føles så godt for hende, så kunne det måske også for ham? Det var dog noget markant andet hun fandt mellem hans ben, end hun var van til fra sig selv. Hun fangede hans blik smilende, og mens hendes fingre nysgerrig dansede rundt, mødte hendes læber hans i et dybt kys. Hun ville have mere. Mere af ham. Mere af hvad han gjorde ved hende. Mere af den fantastiske følelse han fyldte hende med.

Rofus sukkede tilfreds. "Bare tag det roligt! Du ka-kan bevæge hånden op og ned hvis det er!" Kom det med det bredeste smil han havde haft længe. Det var noget helt andet end nå han selv havde prøvet at stoppe den når han havde tænkt over hvordan hun havde set ud i sin gennemblødte skjorte den dag. Det var helt fortryllende at se hende være så nysgerrig over at undersøge ham.

Han viste det jo egentlig godt, men han blev ved med at glemme at hendes rigtige hårfarve ikke var lysende gyldent! Det var vildt at tænke på at hun var så glad for hans berøring! Men de lyde hun lavede gav ham kun mere blod på tanden, for at se om han kunne få hende til at nyde det mere! Det virkede ihvertfald til at hans hånd blev mere fugtig, og det var vist et godt tegn!

Denne gang blev det Rofus tid til at gispe som hun klemte om ham, og den anden hånd legede under den anden. Det havde han alligevel ikke prøvet før. Fuldkommen forgabt i hende lod han sig rive med i kysset. Han måtte have mere. Mere af hans havfrue, mere af den nærhed de havde lige nu!
"So-Sofie, je-jeg er nødt til at være i dig" Kom det forpustet fra ham som han dunkede i hendes hånd. Han kunne ikke holde sig tilbage meget længere, men han ville ikke skade hende!

Sofie kom med en lille oh lyd som Rofus fortalte hvordan hun skulle gøre, og hendes eget smil kunne ikke anden end vokse som hun så Rofus reaktion på hendes berøring. Lidt forsigtigt forsøgte hun at trække hånden op og ned og fandt til sin overraskelse at huden nærmest fulgte med! Hun skævede til Rofus ansigt igen, og gættede fra hans reaktion at hun gjorde det rigtigt.. så hun blev ved!

At se Rofus blive så opildet over hende var fuldstændig berusende og at blive rørt ved, uden frygt var befriende!
"O-okay!" svarede Sofie lidt overrasket, da Rofus ord nåde hende, selvom hun ikke ikke helt forstod hvad han mente med at 'være i hende'. Langsomt og modvilligt slap hun ham, mærkede hvordan han gjorde det samme og pludselig forstod hun. Han ville ind i hende! Hun kiggede ned på ham, så op på hans ansigt, og ned igen og bed sig en anelse i læben. Hun kunne ikke forestille sig der ville være plads, men Rofus lød næsten desperat, og bare tanken om ikke bare at være nær ham, men på en måde være ét med ham fik hendes krop til at sitre.

Det tog et par akavede, men ihærdige forsøg, men i fællesskab fandt de vejen. Sofie gispede som han trængte ind "V-vent!" udbrød hun pludselig og lagde en hånd mod hans bryst. Smerten var kommet pludseligt og uventet, som om hun var ved at sprænges! Han var for stor!
Men langsomt fortog smerten sig, og følelsen der tog over var intet andet end ubeskrivelig. "Okay.. jeg er klar. Men forsigtig, okay?". Hun foldede benene om hans og med et dybt suk trak hun nærmere, et suk der hurtigt udviklede sig til et luftigt støn.

Det havde været noget mere besværligt end Rofus havde troet det ville være, men ved alle guderne det var besværet værd! Hele hans krop sitrede, det var et held at de svævede i luften, for han følte sig både blød i knæene og svag i armene.
Det var nærmest ubeskriveligt den følelse han følte som han kom tættere på hende end nogensinde før.
"Er du okay?!" svarede han hurtigt, bekymringen var tydelig i hans stemme. Han ville ikke kunne bære at have skadet hende, forsigtigt aede han hende kind. "Er du sikker" kom det forsigtet, egentlig havde det taget meget at holde igen, så det var befriende at få lov til at fortsætte.

At kysse Sofie, havde været et højde punkt Rofus aldrig havde troet han ville finde noget der kunne måle sig med, men det her var fantastisk på en måde han aldrig havde troet han skulle prøve noget det føltes så godt! Det var som at hans krop instinktivt viste hvad den skulle gøre, og tog kontrollen. Men han var forsigtig, for hun skulle nyde det, det var han sikker på at hun gjorde.
Kys blev plantet på hendes hals, kind og kraveben. Han kunne mærke enden komme nærmere, men han holdt ud. Han ville føle det her med hende så længe som de kunne.

"Uhh-huuh!" bekræftede Sofie, og det brede, hede smil på hendes læber bar vidne om at hun bestemt mente det. Hans nænsomhed var hjertevarmende, men der gik ikke længe før den blev mere og mere frustrerende. Hendes hænder vandrede overalt, som de prøvede at være overalt på hans krop, på samme tid. 
Hele hendes krop sitrede og hvert lille kys fra Rofus læber brændte mod hendes hud og krildrede hele vejen igennem hende, til hun havde det som om hun ville eksplodere! Hendes vejrtrækning var hurtigt og blev mere og mere støjende som Rofus lod sine instinkter tage over.

Rofus var hendes, og hun ville aldrig slippe ham igen. Hun ville bare blive der, i hans favn, have ham så nær. Han var fantastisk, han var hendes verden!

Sofies hænder fandt Rofus ansigt og hendes øjne lyste om kap med hendes hår som hendes blik mødte hans for et øjeblik, inden hun lod deres læber mødes igen.
Hele hendes krop skælvede intenst og for et øjeblik forsvandt alt omkring dem, som de svævede sammen i ren lykke. Som øjeblikket fortog sig lettede den intense følelse der havde fyldt hende sig langsomt, og gav vej for en træt ro.

Jo mere og mere Rofus hørte hvordan hun nød det, jo svære var det at holde sig tilbage. Nej, det var hun kunne lide det! Og med det lod han instinkterne tage fuldt over. Hans hænder undersøgte grådigt Sofies former, dansende let over hendes hud, for ind i mellem at begrave sig. Tage følelsen af hende ind. 
Hans åndedræt var som hendes blevet meget tungere, og meget meget højlydt. Kun afbrudt af endnu et fantastisk kys, hendes lysende sjæleglans lige så tydelig med lukkede øjne, som åbne. 
Hele hans væsen ønskede at deres øjeblik sammen ville vare evigt, men som hendes krop begyndte at skælve kunne han ikke holde tilbage længere, det hele var for fantastisk.

Rofus var træt i hele kroppen, så han gjorde det eneste han kunne. Og omfavnede hende som de blidt svævede i luften. "Jeg elsker dig" kom det stille fra ham. "Af hele mit hjerte" Hvorefter han begravede Ansigtet i Sofies hår, hun duftede så fantastisk. Hans egen lille havfrue...

Sofies arme lagde sig om Rofus, og hun lod sit hoved hvile mod hans bryst, som han hvilede sit mod hendes hår. "Jeg elsker også dig... jeg vil aldrig være uden dig igen" sukkede hun lavmælt, og lod sine trætte øjne glide i. "Aldrig.." gentog hun, hendes stemme fjernere. Han var så dejlig, men hun følte sig pludselig så træt.

Træt fra deres intense 'middag', træt af manglen på søvn, træt fra kombinationen af alt for lidt mad og alt for meget alkohol, og ikke mindst træt fra den intensive brug af hendes evne, fra alt den energi hver eneste lille berøring fra Rofus havde givet hende, og den samme mængde hun havde været nød til at bruge, for det ikke ophobende sig. Trods hendes anstrengelser var hendes hår stadig næsten mere brune krøller end gyldent efterhånden!

Men det var alt sammen lige meget, for hun nu lå hun i Rofus favn, og havde aldrig følt sig så sikker, så tryg, siden hendes mor for 10 år siden havde fisket hende op fra en brønd.
Den næste dag ville blive hård, uden tvivl. Hun ville have det som var hun blevet slæbt efter en hest i fuld gallop! Men synet af Rofus ville stadig få hende til at smile, på trods af træthed og hovedpiner og ømhed i hele kroppen. Han ville altid få hende til at smile. 

Sofies åndedræt blev roligere, og mere jævnt og hendes greb om Rofus krop blev løsere, som hun faldt i søvn i hans arme, med et lykkeligt lille smil på læberne. Ingen grund til at tage forskud på mogendagens hovedpine.

//Out?

Rofus dybe vejtrækning overdøvede det fleste lyde i den nu stille kro. "Aldrig" Gentog han stille efter hende.  Han ville ønske at det hele kunne være sådan her! Med hende i hans arme, svævende i luften.
Dog fik en pludselig lyd hans boble til at briste. "Rhhrrrnnng!" Kom det fra hans lille havfrue, der var begyndt at snorke noget så voldsomt.  Et klask rungede i krostuen, for han havde været nødt til at dække sin mund for at undgå at fnise så højt at han kunne komme til at vække hende.

Langsomt dalede de ned, skyggen og pigen med hår som solen. 
Let slingrende med Sofie i favnen, bevægede han Rofus sig op mod den nærmeste seng. Alkoholden kunne han meget tydeligt mærke. Alle hans led føltes lette som skyer, så at gå op af trappen var noget mere besværligt end det plejede. Sofie havde han puttet i hans egen trøje, den var noget nemmere at give hende på, og selvom han ikke havde lyst til at give slip på hende var det nok bedre at han ikke sov ved siden af hende. Hendes hår skulle nødigt blive helt brunt og krøllet!
Endelig nåede han hendes værelse, hvor han blidt svævede hende under dynen. Hun så så fredfuldt ud som hun lå der. Det var synd at hun skulle opleve alle han problemer, men inderst inde havde han aldrig været mere taknemlig for noget. Så evigt taknemmelig for at han havde hende ved hans side... 
Med et thump dumpede han ned vedsiden af sengen, han ville lige hvile øjnene et øjeblik, for han fandt sin egen seng. Men så sikkert som han elskede hende, fandt søvnen ham. En let snorken i kor fra de to teenagere, ekkoede i den ellers forladte kro. 
De næste dage skulle nok blive hårde for de to, men sammen skulle de nok klare det.