Falk grinede, da Liv tilbød at tage hendes vasketøj, og skævede rundt i sit værelse, uden at bevæge sit hoved, hvor der lå tøj rundt omkring på det meste af gulvet. Det meste af det var ikke engang beskidt. Det meste af det havde malerpletter. Men det talte ikke som at være beskidt, hvis man spurgte Falk.

"Nah, jeg har ikke så meget vasketøj," svarede hun med et skuldertræk.

Da Liv blev færdig med hendes hår, smilede Falk til hende og brød ud i latter, da hun fik at vide hvor smuk hun var. Det havde Liv altid gjort meget ud af at fortælle hende, så Falk havde ikke nogen problemer med at tro på det.

"Det er fordi du er min mor," svarede hun og poserede med en hånd under sin hage.

"Det er sandt," klukkede Liv og lænede sig ned for at kysse Falks pande. "Er du sulten? Skal vi finde noget mad til os?"

Liv sagde "os", men hun mente i virkeligheden Falk. Efter 6000 år behøvede Liv efterhånden slet ikke at spise mere. Hun spiste udelukkende for nydelsens skyld, hvilket ville sige, at hun kun spiste god, lækker mad. Hun mente, at hun var gammel til at kunne tillade sig at være kræsen.

Falk blinkede op til sin mor, med sine lange, mørke øjenvipper, efter hun havde kysset hendes pande, selvom hun vidste at Liv altid syntes hun var smuk.

"Jeg er altid sulten!" Udbrød hun da mad blev bragt op og pludselig glemte hun alt om at se sød ud, imens hun kæmpede sig ud af sengen og op at stå. Det kunne godt være at Liv ikke skulle spise, men det skulle Falk - også selvom hun ofte glemte det, når hun malede. 

Liv kunne stadig huske, hvordan det havde føltes at se ind i øjnene på sit allerførste barn. Det havde været en overvældende følelse af kærlighed så ekstrem, at hun næsten ikke havde kunnet holde det ud. Tragen til at have sit barn tæt, så tæt, at hun næsten havde lyst til at æde det, havde været intens, og det havde overrasket hende. I mange, mange år havde hun troet, at hun kun var i stand til at elske kort og overfladisk, men dette barn havde bevist, at hun rent faktisk kunne elske dybt, og elske noget mere, end hun elskede sig selv.

Det var uendeligt mange år, siden Liv havde født sit første barn, men følelsen kunne stadig overraske hende. Nu hvor hun så ind i Falks smukke øjne, blev hun grebet af den samme dyriske, jaloux kærlighed, der gav hende lyst til at låse sig inde i et lille rum med Falk, så hun kunne passe på sin datter og skærme hende mod verden for evigt. Hun lænede sig ned og kyssede hendes ansigt, indtil hun var helt stakåndet.

Hun kæmpede også lidt imod, da Falk pludselig ville ud af sengen, men lod hende til sidst komme væk med et suk.

"Hvad kunne du tænke dig?" spurgte hun og satte sig ordenligt op.

Falk vidste godt hvor højt Liv elskede hende, men hun tog det også for givet. Selvfølgelig skulle hendes mor elske hende ubetinget og selvfølgelig skulle det komme til udtryk på alle tænkelige måder - i gaver og kys og kram, i forkælelse med mad på kroer, og med alle de værktøjer og farver hun havde brug for til sine malerier. Hun fik sagt tak engang imellem, men hun tænkte sjældent over hvor heldig hun var. Hvis hun engang imellem så en person, der ikke på samme måde blev elsket eller forkælet af deres mor, fik hun ondt af dem, men det var også dét.

"Den største bøf vi kan finde!" svarede Falk med et smil i hele hovedet og så ned ad sig selv for at tjekke, at hun var anstændigt klædt på, inden hun blev hev sin trøje lidt tættere om sig. Hendes hår sad fint, så det var så fin som hun følte at hun behøvede være.

Liv rakte en hånd ud og rettede lidt på Falks hår, inden hun rejste sig fra sengen og rettede lidt på sit eget tøj. 

"Jamen, så må vi hellere finde sådan en til dig," sagde Liv og smilede og lænede sig ned for at kysse Falks krøller. Hun svøbte sig i sin pels og lagde en arm om Falks skuldre, mens de forlod værelset. Liv elskede, at Falk stadig lod hende nusse så meget om hende, og hun gruede for den dag, hvor det ville stoppe. Hverken Sakse eller nogen af de andre lod hende gøre det, og Liv savnede det uendeligt meget. Derfor holdt hun også Falk tæt, mens de gik ned ad gaden, og hun nød blikkene hun selv og Falk fik. Hun havde lyst til at ruske folk og spørge, om de nu også havde set, hvor smuk hendes datter var. Hun gjorde det dog ikke, men beholdt i stedet blot sin besidderiske hånd på Falks skulder.

Falk smilede i hele hovedet, da Liv gik med til at give hende præcis, hvad hun havde bedt om. Hun nød den opmærksomhed og kærlighed hun fik af sin mor, og hun var glad for at hun ikke behøvede at dele den med nogen. Ikke lige nu i det mindste. Hun var godt nok ikke helt den yngste, men hun kæmpet sig til at få mest mulig opmærksomhed alligevel, og der havde ikke været nogen babyer siden Falks lillesøster, der kun var et par år yngre end hende selv. Falk gav sig selv skylden for dét - hun havde været god til at holde mænd væk fra sin mor.

Falk var mindst lige så besidderisk overfor Liv, som Liv var overfor hende, og Falk ville slet ikke tænke på muligheden for at hendes mor en dag ville få andre børn, hun ville give mere opmærksomhed.