Det var en lille, men oprigtig forandring i Aldrics træk. Et mere oprigtigt smil der kom frem på hans læber, der viste at noget i hendes ord havde bragt noget godt med sig. Hvilket resulterede i at Helena ligeledes fik mere liv i sit smil. Med hans evner hørte han til et sted hvor han kunne hjælpe. Noget der virkede til at passe med hans mentalitet. At ville hjælpe andre. Healerhuset i Dianthos var for alle. Alle kunne komme dertil og få hjælp - hvilket også betød at der oftest var travlt og der kunne være lang ventetid hvis ens skader var mindre hårde og faretruende. Helena havde ikke været der ofte, men taget i betragtning af at hun desværre med jævne mellemrum led under hårde hænder, var stedet ikke uvant.

Helenas smil falmede en smule og blev mere alvorligt. Hun vidste hvad han sagde, men kunne ikke love at overholde den del af aftalen. At de ikke ville se hinanden igen. At Helena ikke ville komme til skade på en måde, hun normalvis gjorde. Men hensigten bag hans ord fik de blå øjne til at kigge mere blidt imod ham. "De har et godt hjerte, unge mand. Lad det ikke bløde over ting De ikke kan kontrollere" Hendes stemme var blid, rolig og afklaret. Hun vidste hvad liv hun havde. Hun vidste hvad det betød for hendes eget helbred. Og hun vidste at hun ville få brug for healere igen engang. Det kunne ingen af dem gøre noget ved.
"Tak for Deres hjælp. Jeg håber De finder alt hvad de søger i Dianthos. At De vil falde til" Hun lavede et let buk med hovedet til ham, som afsked. Hun havde allerede været afsted længe, og trods vagten intet havde sagt, kunne hun fornemme hans blik i nakken. Ingen grund til at trække den yderligere. Efter sin afsked vendte hun sig og gik tilbage til den brune hoppe, og fik ganske vant, og mindre besværet denne gang, sat sig tilbage op i sadlen. Han havde hjulpet hende, og det ville hun aldrig glemme ham for. Helena glemte aldrig dem som hjalp hende.

Kvindens smil blev kønnere for et øjeblik, mere oprigtigt. Det klædte hende og Aldrig tog sig i at ønske, at se ægte glæde i hendes øjne en dag. Men hvad var sandsynligheden for det? Så han tog sig til takke med det korte, lidt mere ægte smil, der dog blev alvorligt ved hans ord. Hans eget smil forsvandt langsomt. Ja, han havde et godt hjerte, det gjorde nogle ting meget besværligt, men han kunne ikke se det dårlige i det.
”Jeg skal prøve.” Han forstod godt, at hun mente det på en god måde.

Da hun gjorde sin afsked, bukkede han for hende.
”Det var mig en glæde, at kunne hjælpe. Og mange tak. Det håber jeg også.” Hans stemme havde et ærligt strejf. Han var ikke så gammel, selvom han godt kunne opføre sig sådan. Det grønne øje hvilede på hende, som hun kom på hesten og hun red videre. Vagten kastede et blik på ham, og Aldric valgte at tyde det som taknemmeligt, inden han også satte sin hest i gang.

For et øjeblik blev Aldric stående og så efter dem, tankerne rodende rundt i hans hoved. Alt fra kvindens situation til hans egen. Vagten. Og Dianthos. Med et suk rettede han igen på tørklædet og begyndte så at gå i retning mod byen. Måske han bare skulle få det overstået. Se om han kunne skabe sig et nyt liv i den store by.