Der var overraskende lidt tøven over hendes bevægelse, da han gav hende orden til at angribe ham, og hun så gjorde det. For selvom at hun havde givet tydelige tegn på, at ikke være meget for at gøre netop det - og da slet ikke med en kniv, der var noget skarpere, end noget andet hun hidtil havde holdt i sine små skrøbelige fingerfyldte legemer - så var det her jo noget helt andet. Det her var leg, og hun stolede på sin vis på Cayden til at han ikke ville ende med en blad i maven.

Derefter gik det hele hurtigt. Det ellers så koncentrerede udtryk, der havde hærget hendes lysende ansigt, ændrede sig med det samme han fik skubbet hende bevæbnede arm væk fra dens originale position, til ren og skær forbløffelse. Hun nåede heller ikke så meget som at bekymre sig om at spidde sig selv med kniven i hendes hånd, inden hun følte hans hånd mod hendes hoved, og hun derefter blev skubbet frem, hvilket som man kun kunne forvente, resulterede i, at hun mistede balancen og tog et par klodsede skridt frem. Det var kun på grund af, at han pludselig greb om hende igen, at hun ikke var endt tilbage i gruset med hønsene.
Overraskelsen og forundringen var stadig klar som fuldmånen på nattehimlen, da hun endelig kunne rette sit blik mod dæmonen igen, og hun måtte blinke et par gange, som var hun ikke helt sikker på, hvad der var sket. Hun havde hurtigt mistet fokus på ham under manøvren, hvilket fascinerede hende. Hun nikkede som tegn på, at hun havde hørt og forstået hans korte forklaring, hvorefter hun måtte gøre sig umage op at finde ordentligt fodfæste igen, inden hun lod ham give slip på hende. ”Så du bruger den andens momentum frem for din egen energi?” tilføjede hun nysgerrigt.

Atter forsvandt den lamslåede forbløffelse, og hendes muntre beslutsomhed vendte tilbage, som hun endnu en gang nikkede. Denne gang mere bekræftende. Var det ’sjov’, hun havde? Hun stillede sig som vist. Og angreb igen som før. Men i tilfælde af at han igen gik efter at skubbe hendes arm væk, nåede hun at reagere ved at denne gang udnytte skubbet til at dreje omkring sig selv og så kunne stå klar mod ham igen. Hvis altså det ikke havde været fordi hun stadig ikke stod stabilt i sin jordiske form og derfor straks valtede truende til hun muligvis endte på sin bagdel. Igen.
Hun var ingen kriger.

Cayden så på hende med slet skjult beundring, da han genfandt fodfæstet og stillede ham et spot-on spørgsmål. "Lige præcis. Det har du forstået perfekt," svarede han og gav hende et broderligt klap på armen, som havde han lige trænet en rekrut i hæren, der havde gjort noget dygtigt. Ikke at situationen var langt fra det nu, men det var trods alt en civil kvinde han havde med at gøre. Det glemte han helt et øjeblik.

Han lod hende angribe igen, overbevist om at des flere gange de tog den, des bedre ville Mia forstå det - om lidt ville hun få lov til at være den, der stod i hans sted, for han tænkte, at det var dét der ville blive mest sandsynligt. Han kunne slet ikke forestille sig, at hun ville angribe nogen, men han kunne tydeligt forestille sig at andre ville finde en grund til at angribe hende. Om ikke andet, så for at kidnappe hende. Udover at være en stjerne, var hun jo også en smuk, ung kvinde.

Endnu en gang så han imponeret på hende, da det lykkedes hende at dreje sig om sig selv, men så snart hun så ud til at miste fodfæstet, trådte han et hurtigt skridt hen til hende og greb hende ved at få en hånd under hendes liv, så hun var få centimeter fra gulvet, inden han havde fået fat på hende og hev hende op at stå igen. Denne gang flyttede han ikke sin hånd fra hendes ryg, men lod dem stå præcist så tæt som det havde været nødvendigt for at gribe hende.

"Der er plads til forbedring, men du lærer hurtigt," roste han hende.