Det eneste der rigtig skinnede igennem, var en smerte og Damias nervøse væremåde. Han ville så gerne lægge en hånd på hendes skulder og fortælle hende det hele nok skulle gå, at hun ikke skulle være så bekymret. Men hvordan skulle han kunne sige de ting, når han ikke selv troede på dem? Og hvem sagde enegtlig at ulvene var væk? Uroligt prøvede Nathan at sætte sig op i sengen, men midt i bevægelsen måtte han stoppe for at hoste noget blod op. ,,For shatan".. han lavede en væmmende grimasse, og lagde sig igen tilbage. Virkningen fra hans drik, var begyndt at aftage men smerterne synes at holde op, eller også var han bare ved at glide ud af bevidsthed? En skyldfølelse over at stresse Damia på den måde han nu gjorde, voksede hastigt i ham. Det skulle jo være hende der blev plejet, og ikke ham der fik roddet dem ud i ballade.. men heldigvis var de da ikke kommet efter Damia. Om hun var i rummet eller ej, var han ikke helt sikker på, men han begyndte lige så stille at messe en hel række "undskyld" og håbede hun ville høre det.

Nathan Grath. Kan læse tanker og forvandle sig til en ulv.
Når han er ulv er det ene øje grønt, og det andet blåt.
Han er HOMOSEKSUEL
Billed fra Photobucket.com
Krystallandet
