Damia betragtede ham, ordknap. Hun fulgte ham med blikket og bed sig i læben, da hun følte ubehag ved denne situation. Måske skyldes det hendes uhjælpsomme tilstand. Hun ville så gerne hjælpe ham, men vidste ikke hvordan.
"Nathan, lad nu være. Det er ikke mig du skal sige undskyld til,, kærligt så hun på sin fortvivlede broder. Det gjorde ondt at se ham sådan, og hun ønskede at hun blot havde holdt sin flab lukket.
Men de havde nu mere tilfælles end som så.
De var begge blevet forladt af forældrene, den ene efterladt i skoven, den anden svigtet af sin moder. De havde begge mistet deres livs kærlighed, så pludseligt, og havde begge været igennem den rædselsfulde sorg. Damia havde dog fundet den tabte kærlighed igen, hun havde jo Zeroy, som hun elskede.
Hun så hen på Nathan "Vi tror at vores første kærlighed er den sidste, og den sidste vores første,, et svagt smil ænses men det forsvinder igen.
Det sidste spørgsmål gjorde hende paf. Hun kravlede hen til ham og lagde sin hånd på hans kind og rystede på hovedet,
"Jo, jo... selfølgelig gør du det. Det var ikke... jeg ville ikke... Undskyld,, hun lagde hovedet mod hans
"Jeg synes at du er den bedste lille broder man nogensinde kunne ønske sig. Jeg ved jeg ikke kan erstatte Antrev, det er der måske ingen der kan, men... Måske møder du ikke en som Antrev igen, men måske en anden, som du kommer til at holde af,, Hun smilede
"Men det behøver ikke være nu. Ikke nu...,,
- Avatar og profil billede lavet af mig
Krystallandet
