Max kommer roligt gående med en sort kutte med hætten godt ned over hovedet.
Han går med lette skridt og stopper kort op ide han kigger ud over havet, heldigt for ham er solen gået om bag nogle skyer og det er blevet temmelig overskyet og så også ud til at der snart ville komme regn, men han kom aligevel med et lille smil, da havet altid gav ham ro i sjælen.
havet er så smukt... tænkte han og tog den ene hånd op til brystkassen og knyttede sin hånd i det sorte stof som kutten nu var lavet af.
man kunne ikke se hans ansigt, så man ville sikkert tro han var en af de skumle typer der bare var ude på balade, men entlig kunne Max ikke gøre en flue fortræd.

En hul lyd fra en rubust, tohornet hests hove giver genlyd på den hårde klippegrund, og dyrets krop svejer tungt i det svage lys det er lykkets solen at få igennem skyerne. I takt med hesten vipper satyren på hendes ryg roligt fra side til side med blikket kastet mod horisonten. Hans små, ikke spor maskuline hænder finder vej til den mørke flaske i bæltet, og med en træt bevægelse ryger korkproppen af, og den gyldne væske løber ned af Tavis' hals. Han er lidt småfuld, allerede, men kroen var lummer og uselvskablig at blive på. Så hellere ride rundt ved havet, hvor den værste lugt er den af tang, og den højeste larm bølgernes kollison med landet.

Et kort bjæf lyder fra den mørke fårehund, der indtil nu dovent har vandret ved siden af hesten, men som er stoppet op og betragter den fremmede længere henne.
"Hm?" kommer det sløvt fra satyren, før han drejer sit kappetildækkede hoved mod manden, "Pyt nu med det, Damon. Han gør ikke noget."
Efter et mislykket forsøg på at berolige hunden lader Tavis hesten træde et par skridt længere frem, men det lykkes ham stadig ikke at se Max' ansigt. I stedet vælger han at hilse på den fremmede.
"God eftermiddag," kommer der venligt fra ham, før han tager endnu en slurk af flasken.

han høre godt nogen komme og det gør at han knytter sin hånd imod stoffet endnu merre.
da han så høre der også er en hund og den pludselig begynder at gø af ham, vendte han hovedet hurtigt om og fik også kroppen til at rykke med.
Ide han vendte sig om faldt hans hætte tilbage og et skræmt blik kunne nu ses i max,es øjne.
"ehm.. sød hund.. søød... h...hund.." sagde han og gik et skridt tilbage.
Da den anden fik hunden til at tie stille faldt han lidt til ro og han så nu på den fremmede som sagde hej til ham og han bukkede dog høfligt og bed sig lidt i læben.
"øøhh.. g...goddag hr." sagde han og virkede temmelig nervøs, det var tydeligt at han ikke brød sig om farlige ting og da slet ikke med alt det der var sket i hans liv.

Et uvilkårigt fnis stiger op fra Tavis' hals, men bliver hurtigt kvalt igen. Klart at drengen er bange, hvor gammel er han, næppe mere end en 18-19 år. Det nok ikke en sjov alder at være fanget midt en i krig i. Men hvornår er det sjovt at være i krig? Han bider sig let i læben. Familien har stadig ikke hørt fra Ryker, og Lysets Krigere vil ikke give nogle informationer ud. Forældrene bevarer håbet, men Tavis er langt mere pissimistisk. Han er tilfangetagen. Et gidsel hos Mørket, og hvorvidt han overhovedet er i live er tvivlsomt. Iris er synderknust, og et kvælende mørke æder Tavis mere og mere op for hver gang han ser sin ulykkelige svigerinde. Godt at han bruger det meste af dagen i bjergene.

En vred gøen kommer atter fra den mørke hund, men Damon tier da Tavis svinger sig ned fra hesten, og holder hunden fast i dets tørklæde.
"Undskyld Damons opførsel," beklager satyren, og kaster et olmt blik mod det urolige dyr, "han er ikke vant til fremmede."

Max kigger stadig en smule bange på den lille hund, men så op på den underlige skikkelse igen.
Han kigger lidt underligt på den mystiske satyr og har vist aldrig set en levende satyr før, dog har han læst en masse om alle mulige magiske væsner så han viste godt han var en satyr.
"hvem... er du?" spurte han dog ikke ner så nervøst som før.
Han rettede lidt i sin hætte og kiggede kort op på himlen, solen har aligevel ved at gå ned og der var blevet overskyet så hans hætte kunne ligeså godt være nede, solen ville jo ikke skade ham.
Han kiggede nu på hunden igen da den gøede og han holdte sine hænder nervøst forand sig og bed sig atter i læben.
"håber ikke hunden... v.. vil æde mig.." sagde han lidt uroligt bagefter.

Noget modvilligt sætter Damon sig ned, efter hans ejer presser ham ned mod jorden. Tavis betragter den unge fyr med en beroligende mine. Til trods for at han ikke er mere end få år ældre den den fremmede, føler han sig alligevel meget mere moden og stærk end drengen, selvom sandheden jo nok er, at Tavis' mentale udvikling er noget haltende.
Alligevel rækker han venligt den ene hånd frem med et nik som hilsen.
"Mit navn er Tavis Dimitri. Du skal ikke være bange."
Så snart ordene er ude, finder Tavis sig overrasket over at have tiltalt drengen som 'du'. Hvis der er noget han normalt er god til, så er det høflighed, og var det hvilken som helst anden han havde mødt, havde hilsenen været mere formel.

Han må undertrykke et grin, da knægten får endnu et skræmt udtryk over Damon.
"He.. han spiser dig ikke, bare rolig."

han sank en klump i halsen og slappede så lidt mere af, efter han havde sagt hunden ikke var farlig.
"m...mit navn er.. max.. " sagde han og kom på med et lille skævt smil.
"det...det glæder mig at møde dem hr." sagde han og gik så nogle få skridt frem mod satyren, da han var havnet godt ude ved kanten af klippen.
han var stadig nervøst anlagt, men dog var han også rolig.
Kiggede så roligt på den anden og bed sig så igen i læben.
bare han ikke vil skade mig... ligesom alle de andre.. nej.. ham her virker da oka venlig.. tænkte han lidt nervøst og kom så igen med et skævt smil.
"de er en satyr... det er første gang jeg har set en i levende live" sagde han så lidt efter.

((max er så ynkelig.. men jeg elsker ham alivegel xD))

(( x3 ))

Stadig smilende venligt sætter Tavis atter proppen på flasken og sætter den tilbage på sin plads ved siden af det korte sværd i bæltet. Han er ikke interesseret i at dele. Ikke endnu i hvert fald, og desuden er der ikke meget tilbage af den nykøbte drik. Nok ikke det mest høflige. Men på den anden side, drengen ligner ikke en der drikker reglmæssigt. Og drikken er rimeligt stærk.

"Æh.." Han rynker lidt på næsen og kaster forlegne blikke ned i jorden ved Max' kommentar. Det er ikke sjældent at den slags sætninger bliver smidt i hovedet af ham, men alligevel har det altid føltes underligt, da han jo derimod næsten aldrig har været sammen med andre end satyrer. Menneskers ben er et mysterie for ham.
"Ja. Vi er en uddøende race," mumler han så, og lader uvilkårigt sin ene hånd finde vej op til de små, sorte horn i panden, som han blidt nulrer, "Men vi er alligevel en del endnu.. en halvtreds stykker i bjergene."

max gik Satyren nærmere og løftede så sin ene hånd ide han så prikkede den anden på kinden.
"så... virkelig.. så.. pææn.." sagde han og rørte ham så blidt på hornende han havde i hovedet.
Lige nu opførte max sig som en lille glad dreng, for han havde julelys i øjnene og tænkte ikke lige over hva han lige lavede.
Der stod jo en vaske ægte Satyr foran ham, så måtte han jo se om det nu var rigtigt eller bare ren indbilning.
Det gik så op for ham, at det nok var temmelig uhøfligt bare at gøre sådan noget overfor en fremmede, så han tog hurtigt hånden til sig igen og kiggede ned.
"åh... det må du undskylde... jeg tænkte mig ikke om at det måske kunne genere dig.. endnu engang undskyld.." sagde han og var helt ude af den.
Hva havde han dog lige gang i her.

Forskrækket tager Tavis et par skridt tilbage da drengen kommer i mod ham, men alligevel bliver han ramt af den udstrakte finger. Utilfredst klemmer han øjnene sammen et kort øjeblik, før han slår ud med hænderne for at få drengen fra sig. Hvad fanden? Det slår ham at den unge knægt enten er fuld eller bare ikke rigtig i hovedet, for det kan umuligt være normalt at gå rundt og røre ved fremmede på den måde, selv for mennesker. I et øjeblik ville Tavis ønske at han var hjemme ved sin familie i bjergene, men så snart han husker den tunge, triste stemning, fortryder han. Han er efterhånden draget ned til byen hver eneste aften, bare for at undgå familiens sløve sørgen. Så hellere vente til alle er gået til ro.

"Hmpf." Noget tyder på at satyren ikke godtager Max' undskyldning, og noget fornærmet vender han siden til. Hunden knurrer faretruende fra sin herres side, men Tavis holder den dog stadig tilbage. Han kan godt slås selv, hvis det endelig skulle være

han knuede let hænderne i det sorte stof og bed sig atter i læben..
"undskyld... jeg har bare aldrig oplevet en satyr i levende live før.. og ville bare... sikre mig du var virkelig og...og ikke noget jeg fantaserede mig.." sagde han nu igen lidt nervøst.
Hunden der knurrede af ham, gjorde ham en smule bange og det fik hans bange blik til at komme tilbage og trådte et skridt tilbage...
Han ville jo ikke nogen eller noget ondt, så hvorfor skulle han hades ?
Dog mærkede han en mindre sult indefra og det fik ham til at tage sig til brystkassen ide han kneb sine øjne sammen så det mere lignede at han havde ondt.

Han ville sikre sig om han var virkelig? Herregud, går det irriteret igennem Tavis' tanker, kan man nu ikke engang gå på gaden uden at blive antaget for en illusion? Egentlig har han - fornærmet og forlegen - mest lyst til at svinge sig op på hesten igen og ride sin vej, men da Max krummer sig sammen af sult, bløder satyren op. Den stakkels knægt må være dødsulten, at dømme på hans ansigtsudtryk. Han var måske en gadedreng, chancerene er ikke små, det er mere end ofte Tavis har set unge mennesker sidde i rendestenen, lignende noget katten har slæbt ind. Eller ud, for at være mere præcis.

Efter kort tids tøven spankulerer Tavis over til hoppen og trækker en lille pakke op af hendes saddeltaske, og en sursød lugt af kold grød breder sig omkring dem. En madpakke, ikke specielt indbydende, hvilket også var derfor Tavis havde valgt at spise på kroen, end at indtage resterne fra aftensmaden dagen før. Desuden bryder han sig ikke om at moderen bliver ved med at give ham frokost med. Som om han ikke kan skaffe mad selv.

hans hud var næsten helt krid hvid, da der næsten ingen farve var tilbage i den.
Svagt knugede han atter hånden til det sorte stof igen og røg ned på knæ.
sååhh... sulten... må... have.....mad.. tænkte han og kiggede op igen.
han kunne godt lugte den mad som tavis havde taget frem, men han var ikke et helt almindeligt menneske, mere en vampyr men det viste tavis jo ikke og det ønskede max heller ikke at han skulle finde ud af, for så ville han sikkert bare hade ham endnu mere som pæsten.
nu var hans øjne begyndt at lyse svagt op, men han gæmte hurtigt sit ansigt ved at tage sin hætte over hovedet
"m..mad..." viskede han svagt og virkede nu mere svag, en før.

"Her. Få dig noget at spise." kommer det roligt fra gedeknægten, og med en let bevægelse kaster han den lille pakke hen til drengen. At han er vampyr er ikke gået op for Tavis, og han har ikke tænkt sig at komme tæt nok på drengen til at opdage det, så i stedet sætter han sig på en flad klippe, tømmer resten af flasken, ventende på at Max' begynder at spise.
Hesten brummer selv utilfredst, og en med irriteret trippen erklærer den, at det er ved at være på tide at komme videre. Damon har derimod lagt sig fladt ned i det sparsomme græs, med et vågent øje på den fremmede dreng. Tavis selv er ikke videre berørt af dyrenes opførsel, men betragter bare skiftevis vampyren og den mørke horisont.
"Har du ikke nogen penge?" kommer det så endelig fra ham.

((argh, ingen inspiration))

han er stille i lidt tid og kigger på den pakke der blev kastet hen til ham, han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede så op på Satyren igen.
"jeg kan ikke spise menneskemad..." kom det svagt og hæst fra ham
rejste sig så lidt op og vaklede roligt hen mod satyren, men faldt ned på knæ igen ide han kort hostede.
"og nej har ikke så mange penge.. men hva skal jeg bruge dem til når jeg ikke kan spise?" sagde han så og kiggede nu op på Tavis igen..
Hans øjne lyste svagt rødt og man kunne godt skimte hans ansigt nu ide han slikkede sig om munden som et sultent dyr.
nej... det er forkert.. jeg kan ikke bare angribe andre.. tænkte han og tog atter sin hånd op til brystkassen.
Det var ikke det kan elskede i hele verden.. men han husker så hva Alwyn havde lert ham om overlevelse.. og det fik ham til at blive i tvivl.
"jeg... jeg... vi...vil ikke skade dig... men.." han stopper sin sætning ide han bider sig i læben igen.

Vanessa kom trippende i sin katteskikkelse. De mosgrønne øjne lyste klart i aftenen, og hendes rolige skridt var knapt hørlige for det normale øre. Hun havde brugt hele sin aften på at jage mus (det var altid lettest at spise, når hun var i en af de mindre skikkelser, for mæthedsfornemmelsen var den samme i de andre), og nu ledte hun blot efter læ fra blæsten, der pev i hendes ører. Hendes vågne blik gled hen på de to skikkelser så snart hun fandt ud af, hvor strømmene af tanker kom fra - hun vurderede dem fra afstand. Hun fik en dårlig smag i munden over Max' sidste tanke.

Satyren må indrømme, at hele den underlige situation er ved at gøre ham utryg. Han rynker undrende et øjenbryn da knægten siger at han ikke kan spise menneskemad, til trods for at grøden teknisk set er lavet til satyrer, men det går langsom op for ham, at drengen ikke er et almindeligt menneske. Hans hånd glider diskret ned over kroppen, og falmer lidt mellem sværdet i bæltet, og hyrdestaven der er bundet over ryggen. Tavis er ikke specielt stærk, og selvom drengen ikke ser ud som et muskelbundt, er han nu alligevel ikke sikker på, hvor godt han kan klare sig i kamp mod en vampyr. De kan sikkert en eller anden form for tricks.

"Damon..." Tavis stemme er ikke mere end en hvisken, og han kan mærke hvordan hjertet hamrer nådesløst af nervøsitet. Hunden lægger ørerne tilbage i en advarende knurren, ikke kun af vampyren, men også af kvinden i katteskikkelse der kommer nærmere. Splittet i to, ved dyret ikke hvorvidt det skal beskytte sin ejer, eller jagte killingen.

han så godt den anden person komme gående i katteskikkelse, men det var ligemeget nu var han sulten og hvis ikke han snart fik mad, så kunne det ende med at han døde.
"jeg vil ikke gøre folk ondt... men... jeg bliver nød til at... til at... overleve.." sagde han og så op på himlen.
Fuldmånen var kommet frem og han krympede sig så sammen af smerte som nu kom frem.
"arrrhh!" udbrød han og blev så kort stille ide han så rejste sig op og smed sin kutte væk.
Nu kom hans tynde og skrøbelige krop frem, men med rødglødende øjne og med tænderne fremme.
Max var ikke længere helt sig selv.
Nu stod han med et tomt blik og kiggede over på Tavis.
"blod..." sagde han næsten helt fjernt og tog et skridt imod ham hvorefter han rakte sin hånd ud imod ham.
en eller anden red mig... jeg ønsker ikke at gøre det her.. tænkte han men reagerede ikke på hans tanker, nu havde hans instinkt overtaget.

Vanessas ører virrede uroligt da fuldmånen fandt frem på himlen. Hun reagerede lynhurtigt over den sidste tanke hun hørte - "red mig". Det skulle han ikke tænke, sige eller råbe to gange, hverken af hensyn til den ufrivillige blodsuger eller satyren, som overhovedet ikke fortjente den skæbne.
I et nu endte hun i skikkelsen af en kulsort ulv, bevægede sig adræt et par spring frem så hun var på nært hold af dem. Knurrende så hun på Max med advarsler og trusler gnistrende i de grønne øjne. <i>"Du skal ikke engang tænke på det!"</i> lød en beordrende kvindestemme - Vanessas - i Max's hoved. Hun var fuldstændig klar på at gøre noget hvis hun blev angrebet - hendes sanser var fuldstændig klare.

Til sin egen overraskelse udstøder Tavis et lille, feminint skrig da det store dyr springer ind imellem de to. Han var ellers klar til at kæmpe, sværdets kolde metal glimter stadig i månelyset, og Damon var igen på alle fire og spring. Men ulvens tilstedeværelse får Tavis på andre tanker, da hoppen forskrækket stejler og forsøger på at stikke af. Dette ville egentlig også være det mest fornuftige, men satyren vælger ikke at følge sine instinker, men skynder sig i stedet at få hesten på plads.

"Sh.. r-rolig, Gertruda..." mumler han, ligeså skrækslagent som hoppen, ind i den lyse man, stadig med sine lysegrå øjne fæstnet på det store dyr. Af en eller anden grund, virker den ikke som en af de normale ulve der render rundt her omkring.