Aishe smilede lidt over Rex's smil, og så mod den anden skikkelse, da denne spurgte, Rex? Aishe løftede op i sin nederdel, da han så slap hendes hånd, og så mod den anden kvinde. Caime? Huh.
Hun satte hovedet på skrå. Ikke nogen hun kendte, men, hun kendte nu heller ikke så mange.
".. Goddag?" sagde hun så prøvende, med et stille smil. Imødekommende over for fremmede, der er en eller anden man kenders ven. Det lød som en ret god plan i Aishe's ører.

Hun reagerede ikke rigtig på Rex'es tydelige vien fra den andens hånd. Lige da ville hun have gjort klart på hvem der stod foran hende, da nerverne var på det højeste. Hun hævede brynene i et håbefuldt ansigtsudtryk, da svaret syntes at gengælde hendes håb om det var en person hun kendte. Hun satte af fra stedet hvor hun stod, og trak sig selv op nærmere imod dem. Hendes glæde syntes at være stor, men da opdagede hun noget. Rex var ikke en kvinde mere? Hun rynkede brynene, og trådte dem endnu nærmere, så hun kun stod omkring fire meter fra dem,
,,Jo tak, i lige måde"
svarede hun ham mumlende, med et lettere spidst tonefald. Da standsede hun sine skridt.
Hvis han ikke var en kvinde længere, var han forvandlet tilbage? Hvem havde hjulpet ham? Nej det var nærmere ligegyldigt, da det hele blot betød, at hun havde spildt sin tid fuldstændig. Hun havde rendt byen rundt for at finde lægen, for derefter at klatre helt herop for at kontrollere kilden, uden nogen grund.
Hun trak vejret tungt, og lukkede øjnene i for derefter at stirrer åbenlyst på Rex,
,,Du har fået den hjælp du skulle bruge, kan jeg se?"
hun lagde hovedet let til den ene side, og skævede hen imod Aishe, da hun regnede med at hjælpen kom fra hende. Hun spærrede øjnene let op, og så studerende imod den anden, som tydeligvis var en kvinde. Hun nikkede frem imod hende, og gengjaldt hendes hilsen:
,,Godaften.."
mumlede hun let, og gjorde et enkelt vift med hånden.
Hun vendte atter blikket tilbage imod Rex,
,,Fortæl mig om det en næste gang, så jeg ikke spilder min tid på at rende rundt alverdens steder!.."
hun trådte let bagud, og drejede rundt. Med et elegant spring, satte hun af fra afsatsen, og landede tungt på jorden fra klippen.

Han lavede en bevægelse somom han ville stoppe hende, hvilket han nok ville have gjort hvis han ikke havde stoppet sig selv.
"Ca...Caime!" Han stod i nogle sekunder og stirrede efter hende. "Ca...Caime! U..undskyld! Undskyld jeg fik dig blandet ind i det her! Jeg er ked af hvis du har... AT du har spildt din tid på mig." han knugede hænderne og så på Aishe med et forvirret blik. Han anede ikke hvad han skulle sige.
Han vendte sig imod Caime igen.
"Det er jo uretfærdigt! Du skal ikke blive sur på mig bare fordi jeg..." han bed sig i læben og så igen på Aishe for hjælp. Han betragtede hende med et fortvivlet blik før han igen vendte sig imod Caime.
"Aishe, hvorfor er kvinder så...? "

Aishe stod lidt paf over den pludselige fjendtlighed imod Rex fra den anden kvinde, og hun mærkede hvordan hun blev mere og mere irriteret, hun gik så et par skridt mod Caime.
"Undskyld mig." sagde hun så, roligt, "Nu blander jeg mig måske, alt for meget, men du er altså ikke retfærdig overfor Rex." Hun lod sit blik hvile på Caime, "Men .. Burde du ikke være GLAD for at han er .. Sig selv..? Eller.. Hvordan det nu fungerede.."
Hun skævede mod Rex igen, da han spurgte om hvorfor kvinder er så....?

".. Jeg ved det ikke, det er sikkert noget med hormonerne."

Hun standsede hårdt sine skridt, men måtte alligevel gribe fat i det nærmeste tynde træ for at stoppe skridtene fuldstændig. Stedet var simpelthen for stejlt, til at man kunne kontrollere sine skridt hundred procent.
Hun vendte blikket bagud imod dem begge to, og rynkede let brynene. Hun kunne ikke lade være med at skæve den anden vej, da Rex tydeligvis ombestemte sig undervejs i sin forklaring - hvorefter han måtte søge hjælp hos en anden. Hun sukkede let, og vendte atter blikket tilbage imod ham og ikke mindst den anden,
,,For det første, jo jeg er da glad for at se at han har fundet tilbage til sin normale form, men hvis han fortryder at få hjælp fra mig og i sidste ende beslutter sig for at finde hjælp hos en anden, kan han i det mindste give mig besked om at jeg skulle stoppe min søgen efter oplysninger om kilderne, da det ikke mindst spilder min tid, og han slipper for se mig senere, eller i det hele taget få mig på nakken."
forsvarede hun sig imod dem begge, og hævede let brynene,
,,Ikke sandt?"
hendes tonefald virkede i den grad overbevidsende overfor hendes ord. Hun virkede en anelse berørt overfor situtationen, hvorfor var det ikke rigtig til at sige. Enden var det fordi hun var træt, og blev en anelse irritabel over hendes timevise vandren var spild, eller også var der en helt anden grund.

Rex stirrede på hende med et mut ansigtsudtryk. Hvordan kunne hun sige sådan noget? Han havde da også hjulpet hende. Hans blik blev formørket og fjernt og han vendte ansigtet en smule opad. Han smilte for sig selv og betragtede Caime med et køligt blik.
"Nåja. Du har ret. Og så igen... Jeg burde vel ikke have hjulpet dig, dengang ved teatret. Ser du; Hvis jeg ikke havde reddet reddet dit liv dengang, så havde du ikke skubbet mig suppedasen, bogstavligt talt og så havde du ikke spildt dine dyrebare dage med at vade efter en modgift. Det faktum at du nu ikke behøver hjælpe mig alligevel, eftersom jeg genkalder en vis tværhed over at skulle hjælpe mig i første omgang, så har jeg igen, rent hypotetisk tænkt, gjort dig endnu en tjeneste. I hele denne lille historie er det dig der er offeret, og du har da også evnen til at troppe op og være mut over samplige resultater til alt hvad du foretager dig."
Han holdt en pause og lod tungen glide over de tørre læber. Han skævede til Aishe, blot for at forsikre sig at hun ikke var gået. Et eller andet sted var fustrerende at hun skulle vidne dette, men han var også taknemlig for at hun var der. Hun beroligede ham.
Han vendte sig atter imod Caime. Han afventede egentlig ikke et svar, for det var jo en kendsgerning at det var ham der havde haft det hårdt; Hun havde blot fået lidt motion, hvor HAN... Ja det havde han slet ikke lyst til at tænke på.

Aishe så fra den ene til den anden, da deres måde at snakke på, ændrede sig til noget mindre positivt. Hesten prustede let, og gnubbede sig op af hendes ryg, som et tegn på at den gerne snart ville videre væk fra det mørke og småtågede bjergtop.
Men Aishe gik ikke. Selvom at det ganske givet, ikke var rart at overvære, blev hun der. Hun havde jo trods alt set Rex's minder, og selvom det kun var glimt, kan hun nemt regne ud at han ikke havde haft det godt. Faktisk fandt hun Caime umanerlig uforskammet, men det nævner hun ikke. Hun skæver da lidt mod Rex.

//Da jeg skal på studietur, og ikke er tilbage før fredag, er i velkomne til bare at fortsætte uden mig ^^; det ville være unfair, at forlange at i skulle vente så længe med at fortsætte.

Hun rynkede brynene, og trådte nærmere med et lettere fustreret ansigtsudtryk. Hun åbnede munden for at tale, men da hun ville have en lyd ud, syntes der blot at blive lukket en anelse åndedræt ud. Hun så fra ham, og vendte blikket imod jorden ved hendes fødder,
,,Jeg var yderst taknemlig over din tjeneste den gang, og ikke mindst nu, men hvordan vil du have jeg skal gengælde min tjeneste, hvis du får andre til at gøre det for mig?"
hviskede hun næsten, og rettede ryggen let op,
,,Du gør mig en tjeneste? Du gør mig en tjeneste siger du? Hvis du vil gøre mig en tjeneste, så fortæl mig da inden at du ikke behøver min hjælp inden,"
mumlede hun sammenbidt, kun så lavt at hun selv ville kunne hører det.
Hun kørte hånden febrilsk igennem sine hårtotter, og snøftede let. Hun kunne mærke hvordan hendes øjne blev våde. Ikke mindst fordi hun var træt, hvilket gjorde hende hurtigt hysterisk. Hun hadede det, hun hadede det som pesten,
,,Jeg forstår godt at dig godt, da det da ikke er rimeligt at jeg ikke kan give dig noget tilbage for at du reddede mit liv, og efter at jeg ved et uheld skubbede dig.."
startede hun, ,,Men du kunne i det mindste, holde din mening tilbage om dengang ved teateret, og om hvordan du pludselig fortryder din redning!"
Hun kiggede ham gennemborende i øjnene, og vendte kort blikket imod den anden,
,,Undskyld mig, men jeg vil trække mig tilbage nu. De fortjener ikke at lytte til denne samtale"
undskyldede hun, med et sammenbidt tonefald. Hun vendte ryggen til, og trådte forsigtigt ned med foden, imod den første sten.

OCC: Så venter vi da bare ikke på dig, Michi! :0

Rex stirrede efter Caime med et skærende blik; han var ikke vant til at skulle snakke af kvinder og han brød sig da bestemt heller ikke om det. Han lukkede kort øjnene, da hun havde talt ud og havde vendt sig om. Han nød kulden imod sin hud og åndede den friske luft ind. Han nød brisen.
Caime var ligesom en tordenstorm på en sommerdag: Hun var der lige pludselig og så kunne man ikke få hende ud af hovedet.
"Caime..." sukkede han og åbnede sine øjne. Han så efter hende med et beklagende blik. "Du ved da at jeg ikke fortryder at jeg redede dit liv." mumlede han og så kort over skulderen til Aishe. Han var nu glad for at hun var der. Han havde hende i ryggen.
Han tog et skridt efter Caime. "Jeg er ked af at du har brugt din tid på mig og... Det var et rent tilfælde at... Hvis du havde været i min situartion, ville du så ikke også gøre alt for at blive normal igen? Jeg er dybt taknemlig for din hjælp og for alt du har gjort, Caime..." sukkede han.

Hun standsede sine skridt med besvær, da hun denne gang ikke havde nogle steder at gribe fat i. Hun bøjede let i knæerne, og lagde alt vægten imod jorden, i håb om de ville standse med at skride. Og dette hjalp hende, meget,
,,Det skal du ikke være ked af.."
hviskede hun og vendte blikket over skuldren,
,,Jo selvfølgelig vil jeg da det, det måtte da være et skrækkelig fornemmelse at se sig dybt anderledes"
svarede hun ham, stadig med let sammenknebne øjne. Hun turde næsten ikke blinke, da hun mærkede hvordan tårene pludselig begyndte at presse på. Det var ubegribeligt hvor meget hun hadede sig selv, og sin situation lige nu. Specielt fordi hun var oppe i et skænderi, men allermest fordi hun tilsyneladende var begyndt at græde over det. Hun fattede ikke sig selv, forstod ikke hvordan hun kunne stille sig op og græde over at skænderi med Rex.
,,Du ved da at jeg ikke fortryder at jeg redede dit liv" - havde han sagt, dette gjorde hende bare endnu mere fortvivlet og ikke mindst forvirret. Denne gang så hun fra ham, med blikket vendt ind imod klippens tykke kredt,
,,Hvorfor nævnte du det så på forhånd?"
hvislede hun, og satte en håndside for munden. For første gang i langtid, mærkede hun hvordan en tårer gled ned over hendes rosenrøde kind. Hun tørrede den diskret væk, i håb om at ingen af dem ville se hendes bevægelse - hvilket selvfølgelig var svært.

Da han så en tårer glide ned af hendes kind, fik han en ubegribelig dårlig fornemmelse i kroppen. Han tager et hurtigt skridt imod hende og betragter hende indgående.
"Jeg..." han tav. Han hvad?
"Undskyld! Jeg blev vidst revet med. Jeg tabte hovedet og sagde ting jeg ikke mente. Det sker jo. Ikke?" mumlede han usikkert og sank en klump. Han rømmede sig og knugede sine hænder. Han var usikker.
Han betragtede hende indgående og forsøgte at finde på noget at sige, men han var tom for ord.

Hun lukkede øjnene i, og mærkede hvordan et lydløst hulk trænge igennem hendes hals. På en måde var det vidunderligt at græde, da det at fælde at par tårer gjorde at man slap et pres på sig selv. Det slap den ufattelig dårlige fornemmelse der lå i maven på en, og ikke mindst følelsen af vrede eller fustration. Men derimod var det også hæseligt at græde, især overfor andre der skulle være øjenvidner til en.
Hun åbnede atter øjnene, og trak vejret tungt for at afslutte tårernes strømmen. Heldigt at hun havde grædt lydløst, og ganske kort. Men hans ord gjorde det ikke nemmere for hende. Omsorg gjorde at man fik bekræftet, at det var synd for en, eller hvad personen nu hentydede til det var. Sådan følte hun det i hvert fald.
Hun vendte blikket over skuldren imod ham, og så hvordan han betragtede hende. Hun lod øjnene let falde sammen, i en rolig mine, og gengjaldt hans betragten. Det var næsten underligt at se ham igen, specielt da han var blevet mere mandig end før - meget,
,,Jo, jeg undskylder også.. Jeg burde ikke have været så hysterisk. Det var jo mig der havde skubbet dig, og ikke mindst dig det hele var gået udover.."
mumlede hun næsten, og vendte ganske blidt blikket imod hans øjne. Hun smilede svagt, prøvende.

Rex betragtede hende og da et smil bredte sig over hendes læber, slappede han af med et sagligt smil. Han skulle til at påpege at det ikke var hendes skyld at han var havnet i den her situartion, men så ville alle nægtelserne komme, og så ville hele "jo det var;" "nej det var ej," eskapaden slå til og så ville de bare stå og modsige hinanden; og det ville jo ikke føre nogle steder hen. Så i stedet stod han blot og betragtede hende som hun stod dér, lidt nede af bakken.
Han skævede kort til Aishe, (som sikkert laver et eller andet spændende XD) og vendte sig igen imod Caime.
"Så... Du... Går nu eller..?" spurgte han tøvende.
"Ikke fordi jeg vil have dig til at gå! Jeg ... Ville bare lige, du ved, gerne vide det.. Altså..." han bed sig i tungen for at få sig selv til at holde munde. Han var jo ynkelig. Han rømmede sig og lod en hånd glide igennem håret.

Hun kunne ikke lade være med at brede smilet endnu længere ud, da han tumlede rundt i sine egne ord. Hun satte hånden for munden, og grinte ganske blidt. Grinet varede ikke længe, så hun fjernede hånden for at tale,
,,Jeg ved ikke. Hvis det ønskes at jeg skal blive her, så bliver jeg da"
svarede hun ham, og vendte fronten frem imod ham, ved at dreje sig.
Hun trådte et enkelt skridt frem imod ham, og da hun flyttede foden for at gøre dette, mærkede hun hvordan jorden under hendes bagerste fød, syntes at rygge sig. Hun spærrede øjnene let op, og da hun syntes til at skulle reagere på dette, var det desværre allerede forsent. Benene led frem under hende, og hun så ud til at ville lande på bagen. Hun gispede, men nåede akkurat at gribe udefter et lille tynd træ. Hun holdte sig selv oppe, men hang let i luften med benene frem for sig.
Da mærkede hun hvordan en let rosa farve dannede sig i kinderne på hende. Hvor flovt!
,,Nej nej nej.."
hviskede hun hvislende, og bed tænderne hårdt sammen, da hun mærked hvordan farven spredte sig i hendes hovede. Skrækkeligt!

(Huhu, søde Aishe P;)

Han skulle til at svare hende da hun pludselig skvattede. Han betragtede hendes akavede stilling, som hun holdt kramp agtigt fat i det lille hjælpeløse træ. Han kæmpede med sig selv, for ikke at le af hende. Han smilte blot og rømmede sig en anelse. Det ville jo ikke være desideret venligt at le af hende, men...
Han rømmede sig igen og tog et hurtigt skridt imod hende og rakte hende en hjælpende hånd.
"Med henblik på din egen sikkerhed, så tror jeg det er klogest at du bliver. Det har Aishe nok ikke noget imod." han skævede imod Aishe der blot stod smilende og betragtede dem. (I control you Aishe! Feel my powah! ... Ej jeg må godt. Hun ville alligevel bare stå og glo ... XD ej ...)
"Du-øh.. Slog dig ikke eller noget, vel?" mumlede han en anelse bekymret, men dog med så meget kontrol som det nu var muligt. Hvis hun havde slået sig ville hun vel sige til, og hun så ikke ud somom hun led fysiske men, blot psykiske: Men hendes stolthed havde jo også lige fået en over nallerne.

Hun lukkede let øjnene i, i et sammenknebet ansigtsudtryk for så at sige,
,,Haha, sjovt.."
sagde hun sammenbidt, men kunne alligevel ikke lade være med at smile flovt over sin situation. Hun prøvede ihærdigt at hive sig selv op, men uden held. Hun vendte blikket op fra jorden, og så imod hånden der blev rakt hende. Hun slap forsigtigt træet, og greb omkring hans håndled for at trække sig selv op, måske rigtig uden at vide han selv ville trække hende op - dette ville ikke ænde i et kønt syn, hvis han havde tænkt sig at gøre dette.
Hun hævede let brynene, og sendte ham et lille roligt smil,
,,Nej nej, heldigvis ikke"
svarede hun ham, stadig med den svage rosafarve i kinderne.

Da hun greb om hans håndled, lukkede han blidt grebet om hendes, eftersom han jo ikke rigtig kunne andet. Han havde nu egentlig forventet at hun ville tage hans hånd og ikke hele armen, men... Var der egentlig ikke en gammel vending der sagde det? Han trak på skuldrene og trak hende dels op og stå, selvfølgelig blidt. Han ville jo ikke slæbe hende op til sig... Hvilket det jo så endte med da hun samtidig trak sig selv op, vha. armen. Dette resulterede i at hun væltede ind i ham, hvilket fik ham til at skvatte bagover og falde på halen. (Hvad der så sker med hende, vælger du selv).

Hun smilte let frem imod ham, men da hun mærkede hvordan farten i rykket pludselig blev højere gispede hun. Hun spærrede øjnene hvidt op, da han væltede bagover og landede på bagen. Meget muligt at hun kom op og stå, men da han havde grebet omkring hendes hånd, røg hun også med i faldet. Hun gav et lille let hvin fra sig, og dumpede nedover ham.
Heldigt for ham, landede hendes knær imellem hans knær og dermed udenfor farezonen. Men derimod slog hun panden imod hans næse, hvilket hun og sikkert også han, tydeligt ville kunne mærke.
Hun hvilkede hånden ud fra hans, og satte den i stedet på hans brystkasse. Hun prøvede ihærdigt at skubbe sig selv op i en siddende stilling efter faldet, men dette var svært. Stedet under hende var så galt!
,,Nej nej! Slog du dig? Jeg kunne mærke jeg ramte dig i hovedet!"
gispede hun, og vendte blikket op fra hans hage og lagde det i stedet imod hans øjne. Hun kneb let det ene øje sammen, da hun mærkede smerten i hendes pande. Slaget imod hans næse, havde været små kraftigt.

Rex missede øjnene sammen og skar en grimasse. Han lagde begge hænder op over næsen og peb. "Iieh..." han åbnede munden for at sige noget. "Jeg tror sgu min næse er blevet fem centimeter kortere..." brummede han og følte med to-tre fingre på næsebenet. Der var heldigvis for ham ikke noget brud: Heldigt sluppet.
Så vendte han blikket imod Caime og så en anelse chokeret ud. "Sidder du godt?" brummede han og rømmede sig. "Eller... Uanset hvad så... Må jeg godt stå op igen?" brummede han og rømmede sig. Han lavede nogle underlige ansigtstræk, eftersom hans næse gjorde bidende ondt.
"Er du... Forresten okay? Hvad ramte du mig med?" Han log igen en hånd op til ansigtet og gned sin næse en smule.. Av...

Hun så indtrængende imod hans næse, og havde næsten forventet at den var brækket, hvilket klart var en overdrivelse. Heldigt var der ikke sket noget ydligere aldvorligt, men han havde da alligevel slået sig hårdt.
Hun spærrede hvidt øjnene op, og virrede let med hovedet, hvorefter hun hurtigt rejste sig fra jorden. Heldigt var den denne gang mere fast under hendes fødder, og hun holdte sig oppe,
,,Jo. Jo! selvfølgelig - Og ja jeg er skam okay"
svarede hun ham hastigt, og pillede kort febrilsk ved et alene hængende tot hår bag hendes ører. Hun rynkede bekymret brynene, og rakte en hjælpsom hånd imod ham,
,,Tør du? Eller vil du helst selv rejse dig?"
spurgte hun, med et lille smil bredt ud på læben. Der gik ikke langtid før hun igen talte:
,,- Og jeg tror det var mit hovede der ramte dig. Sådan føltes det i hvert fald - Slog dig dig ellers?"
spurgte hun ham til sidst, og så undersøgende på ham.