Hun smilte lettere ironisk en dyb sandhed gik op for hende.. "Min Kære ven," Sagde hun roligt, "Jeg stoler skam på Dem" Hendes blik var rettet mod blomsterne. "Det var et spørgsmål" Sagde hun med blid stemme, og drejede rundt, så direkte imod ham. Lagde hånden på hans kind "Du skal ikke ofre dit liv for mit" Sagde hun bare, og aede blidt hans kind, mens der i et kort øjeblik gled noget som kunne minde om følelser, sorg. Igennem hendes blik, inden hun drejede sig væk fra ham igen, som om at der aldrig var sket noget. "Det er ikke dit liv jeg ønsker" Sagde hun roligt. "Jeg ønsker ikke at stå alene, jeg ønsker ikke at være skyld i din død. Så Det spørgsmål jeg stilte dig var bare for at vide, om du ville kæmpe sammen med mig og hæren, eller styre hæren på afstand." Sagde hun roligt. "Jeg er åben for begge forslag. Men jeg har tænkt mig at kæmpe, mit liv har ikke været en hændring for mig, i forhold til at stå midt i kampen." Sagde hun roligt. "Min død er forlængst forudset. Og Fastsat" Det kolde var igen tilbage ved hende. "Jeg kan hjælpe dig nogle dage endnu, men jeg har et mød emed min ende" Sagde hun med et køligt smil. "Lad os se hvor længe han kan udsætte det" Mumlede hun bare for sig selv. Hun havde mødt overmagten, som havde lovet at angribe hende, en ting hun ikke brød sig om, men hendes stolthed forbød hende at flygte, men bare at møde smerten, som sikkert førte døden med sig, den tid den sorg. "Jeg ved ikke hvor mange timer jeg har igen." Sagde hun med et let smil. "Men jeg vil håbe det er nok til at jeg kan arbejde sammen med dig, men du bliver nødt til at gøre det endeligt, hvis det er forsent for mig" Hun smilte koldt, og rettede ryggen let. Hun havde for længe siden ind set sin skæbne. For selvom Navia var stolt, var hun langt fra dum. Men hvem ved, måske drejede skæbnen.


(( Ked af hvis det var forvirrende xD ))

Han lyttede igen intenst og med alvorlige øjne så ind i hendes. Da han så følelserne, der pludselig tydeligt blev vist i de så smukke øjne. Han fik dog ikke et andet udtryk, end ville det kunne beskrives med ét ord: alvor. I hans øjne ville man måske kunne se noget blødt og trygt, hvis man kendte ham. Det bølgede igen i hans kappe og hår og hans mørkerøde øjnes farve var klar. Da hun vendte sig bort fra ham, tog han stille fat i hendes arm, den der var længst væk, og vendte hende mod sig selv igen. Han lod sin hånd glide ned af armen. Det var noget af en chance at tage, men det måtte han bare gøre.
"Deres død behøver ikke indtræffe nu," sagde han og smilede, "De kan jo sådan set selv bestemme det, ville jeg mene. Men med hensyn til min død, så vil De aldrig kunne være skyld i den på nogen måde. Hvis jeg dør under en kamp med Dem, så er det min skyld, for jeg valgte det helt selv. Men jeg vil arbejde og kæmpe ved din side". Han smilede lidt større.
"Jeg ofrer ikke mit liv for Dem medmindre jeg føler for det, dog vil jeg heller ej sige, at jeg udelukker muligheden. Jeg tror bare, at min død indtræffer før Deres," sagde han mildt og tabte lidt af smilet. Roserne, der plejede at være så smukke var bare visne og lå så sølle på jorden. Den eneste hele og smukke rose, der var tilbage, var den han havde siddende i sit tøj. Den var stadig ligeså smuk som den var, da han havde plukket den.

Navia rettede sit mørke blik mod ham, rettede let ryggen ud og smilte et svagt, anstrengt smil.
"Ingen bestemmer tiden for sin død" Sagde hun så, med kold stemme.
"Men alle bestemmer selv, hvornår de mister håbet i livet"
Hun smilte svagt, så rundt. Lod bare hans hånd være.
Normalt ville hun vel havde lagt sit sværd imod den, til advarelse.
Hvis han havde været et menneske, havde hun hugget den af.
Men lige nu gad hun egentlig ikke bekymre sig om den slags ting.
Hendes sind var fyldt med tanker og overvejelser, fra mange års levetid.
Og hun vidste at hun nok ville leve mange år endnu,
hvis ikke hun selv gjorde noget få at komme væk.
Problemet var bare at hun havde en fornemmelse for at inden der var gået for mange år.
Ville der ske noget som ødelagde hendes liv som hun kendte det.
Og som ville ændre hendes personlighed.
Hun vidste bare ikke om hun ville blive koldere eller blidere,
og egentlig ville hun ikke tænke på det nu, hun var som hun var.
Den stolte kolde Elver, som vidste hvor i verdenen hun stod,
og som vidste hvordan verdenen var i forhold til hende.
Det mørke blik var blevet fjernt mens tankerne fløj igennem hovedet på hende.
Pludselig trak hun sig bare væk fra ham.
Rystede let på hovedet så det lilla hår flød fare side til side, for at klare tankerne, og smilte så svagt igen.

Han så på den så stolte og smukke elver. Følelserne og tankerne sås i hendes øjne, dét at de var så fjerne viste ham bare at følelserne farede rundt indeni hendes krop lige nu. Han tabte det smil han ellers havde haft siddende i lidt tid nu. Da hun trak sig væk fra ham, blev han skuffet. Hvorfor havde hun trukket sig væk? Af stolthed? Af svaghed mon? Han sukkede og så Navia ind i øjnene, hvor kunne hun dog tabe alt på gulvet nu! Det var nok det værste tidspunkt, at gøre noget så tåbeligt som at tabe hele ens liv på gulvet. Han gik nærmere, men ikke så tæt, så hun ville føle sig truet eller klemt.
"Frøken Navia," sagde han og sukkede, "jeg ved godt, at De nok ikke vil stå ved dette, og tilgiv mig venligst, hvis jeg tager fejl, men det ser ud til, at De lige nu har tabt alt det De har omtalt så fint som håb. Man siger, at øjnene afslører én.. og jeg vil ikke sige, at det er løgn, når jeg ser på Dem". Han så hende i øjnene og prøvede at trøste hende på hans bedste måde. Han var dog så dårlig til det, så det nok mere ville virke som fakta end trøstende ord, dog var der noget ved hans måde at sige det på, at man ville kunne finde det som det mest rigtige, der nogensinde har været en rigtigt at gøre. Hans sværd klingede svagt i siden og han rettede sig op.
"Jeg vil ikke se Dem tabe håbet i at ting kan forandres i livet," sagde han og tøvede lidt. Han vidste bare at sådan noget skete, når kvinder trak sig væk. Det var bare det typiske.
"... Hvis De vælger at kramme mig, som jeg nu spørger Dem om De vil, så holder jeg det mellem os to og ingen andre. De har al mulig grund til at sige nej, føle Dem frastødet og alt andet tænkeligt, men jeg må indrømme, at jeg håber på et andet svar," sagde han med en så blød stemme som han aldrig havde brugt i offentligheden, og specielt ikke foran hende. Han havde samlet hænderne bag på ryggen og kappen flagrede endnu engang med vinden, samt håret.

Hun så på ham med samme mørke blik som hun plejede, det stolte var helt og holdent tilbage i den ellers så fornuftige elver.
"Undskyld min svaghed" sagde hun roligt, "Det vil aldrig ske igen." Hendes blik var roligt.
En let brise lejede med det lilla hår og fik det til at virvle rundt, men Navia gjorde intet mod det, hun tog ikke imod hans mulighed for at give hende et kram.
Hun ville ikke, om det så blev mellem dem, for hende var det nemlig det samme som at indse det der lige var kørt gennem tankerne på hende, var ved at blive sandt.
Og var der noget hun ville undgå, så var det den sandhed.
Hun smilte derfor bare roligt, og lige så kontrolleret som da de mødtes.
"Jeg går ud fra at dette aldrig vil blive nævn andet steds" Sagde hun roligt, hun regnede godt nok ikke med at han ville sige det til nogen, men for lige at understreje at det var noget som skulle blive mellem dem.

Han så på Navia med et følelsesladet blik, men alvorligt. Kontrolleret ligesom hendes. Han bed hårdt sammen, så det næsten gjorde ondt i kæberne af bar ærgelse over at denne stolte hun-elver ikke engang turde vise sit sande jeg. Han sukkede over hende og smilede svagt over hendes.. jah, latterlighed.
"Navia," sagde han roligt og stille, "Svaghed gør ofte en stærkere, ofte mere end en opstillet facade gør. Det giver kun folk udefra et indtryk af styrke. Hvis man vil imponere alle, samt en selv, så burde man også kunne vise svaghed som en styrke. Styrken af at kunne komme op på hesten efter et grusomt fald". Han sukkede endnu engang og smilede venligt til hende. Han tog rosen op fra sin lomme og gav hende den. Regndråberne lå stadig følsomt på rosenbladene. Han tabte smilet og trak kappen tættere om sig. Han bukkede let, men respektfuldt.
"Jeg håber, for Deres eget bedste. Vi ses forhåbentlig igen," sagde han og nikkede som et sidste farvel-buk, inden han vendte sig om og gik. Inden da vendte han sig om og så hende direkte ind i øjnene, alvorligt.
"Tænk over det, Navia," sagde han, "Vi ses". han forsvandt ud af labyrinten med håbet om, at hun ville tænke på det.

Navia lyttede til hans ord uden rigtig at fortrække en mine, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hun havde ingen ord som ville lyde passende på dette tidspunkt, så hun lod være med at sige noget lige med det samme, sagde så efter lidt tid. "Men at vise svagheden har aldrig gjort nogen stærkere" Smil ikke, men sagde det bare lidt konstaterende. "Måske gør det en stærkere af at være svag, men det har vidst aldrig været det at vise svagheden der gjorde en stærkere" Hendes smil var fuldkommen væk nu. "Og Hvis det er at vise svaghed du mener gør en stærkere, så kommer det meget an på hvem man viser det" Sagde hun bare. "Verden er fuld af forhindringer, som alle skal passeres med største forsigtighed." Hun smilte svagt. "Det nytter ikke at løbe over den glatte træstamme som ligger over åen" Hun talte i billeder nu, "For hvis du falder, brækker du måske halsen" Hun nikkede svagt. "Så hellere gå forsigtigt over træstammen, og overleve" Hun rystede let på hovedet. Så efter ham da han gik, "For din skyld, vil jeg tænke over det" Sagde hun bare, egentlig lidt trist over at hun gik. Men rystede så fornemmelsen af sig, rettede ryggen og begyndte at gå mod skoven, hvor hun hørte hjemme.

//out/

Rena kommer langsomr gående, hun syntes her er så stille og roligt, og så alle roserne giver en vidunderlig duft.. men ikke i dag, der er der jo ikke nogle roser på buskende da der stadig ligger lidt sne hist og pist, men hun sætter sig alligevel på bænken i midten

//skal spise tager ca 20 min ^^'

Løber gennem de smalle gange i labyrinten og kigger sig flygtigt over skulderen fra tid til anden. De hurtige skridt fra hans sko giver lyd på den frosne jordbund, og man kan næsten se gennem de visne buske, der har et tyndt lag sne over sig.
Amadeus har det sædvanlige tøj på, traditionel trøje og bukser fra sit eget kongerige, eller rettere resterne af det, en lang kappe der blafre efter ham imens han løber og en kinesisk stil stråhat der skygger for hans ansigt. Korte og lidt forpustede vejrtrækninger lyder fra hans mund i tagt med at små skygger hvisser sig i luften på grund af kulden. Gennem buskene kan han svagt skimte en skikkelse, og laver et skarpt sving til venstre, selvom der ikke er nogen. Fortsætter løberiet.

hun ser op og ser en skikkelse. hun ryster bare på hovedet, og ser ned i jorden igen, hun piller lidt ved sin nerderdel, og mærker et koldt vindpust mod sine bare ben hun ryster let af kulde over overvejer at gå hjem

I sit løberi ender han ved et tilfælde inde i midten af labyrinten hvor Rena sidder og kigger ned i jorden, selv om han endeligt helst ville løbe videre bliver han stående.
Underligt nok stoppede lyden af fodtrin ikke da han stoppede med at løbe.

hun ser hurtigt op da hun tydeligt kan mærke nogle er der, hun genkender ham med det samme, og rejser sig
"A.. Amadeus?" spørger hun forsiktigt for at være på den sikre side

"Hvad laver du her?" Besvare hendes spørgsmål med et andet spørgsmål, som samtidig bekræfter det usagte svar på hendes spørgsmål.
Lyden af fodtrin bliver skiftevis lavere og højere. Amadeus står på en måde, der godt kunne se ud som om han ikke var stoppet helt. Kappen falder slapt ned og dækker hans ben. Han trækker forpustet efter vejret.

"jeg.. kan bare godt lide at være her.." siger hun lavt, og ser ned i jorden igen, hun undre sig en smule over de fodtrin, der er da ikke ande end dem, eller hvad?

Pludseligt forsvinder fodtrinene og bliver afløst af en raslen af grene. Med en hurtig bevægelse er Amadeus inde i indersiden af den inderste cirkel, og presser sig op af en af 'væggene' Holder en finger op til munden i tegn til at hun skal være stille.

hun ser på ham med et uorstående blik, men bliver dog musse stille da han signalere til at hun skal være stille, ikke nok med at hun er stille, står hun også helt stille.. Hun forstår ikke hvorfor hun skal, men hvis Amadeus siger det.. x'D

Stilheden sænker sig over labyrinten og efter nogle minuter lister han stille over til hende. Da han er ovre ved bænken lænner han sig lidt fremover og hvisker ind i hendes øre: "Kender du et sikkert sted? Svar stille". Afventer et svar.

et sikkert sted? hved mener han? hun ser helt fortvivlert ud, men svare dog.. "uhm.." hun bider sig let i underlæben "jeg ved ikke men, efter min mening er kroen da et sikkrt sted" siger hun ganske stille men Amadeus vl sagtens kunne høre det

Nogle puslende lyde høres et stykke derfra.
Bag en busk dukker en rødlig ræve-skikkelse op.
Hastigt springer den frem fra busken og sætter sig lidt fra Amadeus, hvor den begynder at slikke sig ren.
Dens ene øre virrer let ..

OOC: Jeg kan simpelthen slet ikke finde ud af, at skrive idag ._o ..

Kigger kort over på ræven, men før han kan nå at gøre noget kommer der en kutteklædt skikkelse ned oppe fra toppen af de høje buske og sparker ham i ryggen så han falder forover med ansigtet ned i jorden. Med en hurtig og veltrænet bevægelse sætter han sin venstre hæl på bagsiden af hans hals så at han tvinger Amadeus til at strækker halsen ud. Stiller den anden fod på hans venstre hånd. Den fremmedes position gør ham istand til at knække hans nakkehvirvel hvis han prøver at gøre modstand.