Sted: Syd for Dødens Kløft.
Tid: Tidligt på eftermiddagen.
Vejr: Skyfri himmel, solskin, varmt.

Hsin gik i sine sædvanlige, lange og målrettede skridt. Det var samme gang han havde haft i over fyrre år, og der var umiddelbart ingen grund til, at det nogensinde skulle ændre sig. Hsin havde et mål, en mission, en opgave, hvilket var grunden til, at han betrådte sine forfældres land så ganske nonchalent, som han gjorde. Hsin var der for at bringe Krystallandet i knæ – og helst gøre det på diplomatisk måde. Det var at foretrække, at riget kunne ledes på rette spor.

Den enorme mand var gået i land fra sin båd et vilkårligt sted på Nordlandets vestkyst, og var begyndt at gå, uden at se sig tilbage en eneste gang. Flere gange havde Hsin kunne fornemme øjne på sig, nysgerrige blikke, men hver gang var der ingen at se, når han vendte sig for en konfrontation. Hsin ønskede at lade sit budskab høre af alle i hele riget; hvordan de burde bøje sig i støvet og acceptere den redning, som han tilbød dem, i forlængelse af sin klanleder. Hsin kunne placere sig selv nogenlunde på det geografiske kort, som han gik med inde i hovedet. Han havde retning imod hovedstaden, hvor han havde tænkt sig det var oplagt at begynde sin omvendelse af indboerne i landet. Han ville starte sig i toppen og arbejde ned efter – det virkede mest logisk.

Bump, bump, bump... Sådan lød det hver gang en af Hsins bestøvlede fødder ramte jorden. Han havde set skikkelser, som han antog var ”mennesker”, og øjeblikkeligt bemærket det store størrelsesforskel imellem dem. Eftersigende, så var den forevigede forfædre, Mika, også et menneske. Klanen havde i sandhed gennemgået et mirakel af en udvikling, som kun den nuværende klanleder kunne takkes for. Disse ”mennesker” løb så alt hvad remmer og tøj kunne holde til, ligesom alle de andre nysgerrige blikke, som Hsin kunne fornemme. Hvorfor de løb fra ham forstod han ikke, hvis det da var ham de løb fra – og det ville komplicere hans arbejde ganske betragteligt, hvis han ikke kunne italesætte rigets forskellige racer. Hovedstaden måtte dog være forskellige – og han burde kunne opnå dialog med en konge, en hersker – eller endog lysets dronning.

Da kom noget tumult imidlertidigt til syne, længere nede af Nordvejen, som var hvad og hvor Hsin valfartede. Hsin så hvordan fire større skikkelser havde omringet en enkelt noget mindre af slagsen. Det så ud til, at der ville ske et slagsmål af en art, som altså ikke under nogen omstændigheder burde høre hjemme på landevejen. Hsin mærkede på sin stridshammer, som han gik med i højre hånd og havde lænt over samme skulder. Helst undgik den enorme mand kamp for enhver pris – men slås kun for, at forsvare sig selv eller en direkte allieret. Hsin mærkede, hvordan samtlige af de impliceredes blikke drejedes i hans retning, som han efterhånden kom tættere og tættere på. Omkring fem meter fra den mindre forsamling standsede Hsin op og så udtryksløst fra den ene til den anden i et par sekunder, inden han åbnede munden. En af de større skikkelser var begyndt at svede i voldsom grad og kiggede sig panisk omkring, og de andre så ud som om, at de var ved at tabe både næse og mund. Monotont talte Hsin, i sin dybe stemme:

”Manden agter at udspørge de diminutive komedianter i madammens nærhed, om disse har bemyndigelse til at bedrive deres vigorøse gøremål?”
 

Så afventede den store mand bare svar. Højre hånd hvilede på skaftet af den enorme stridshammer, og den venstre hang ned langs siden. Hsin som som hamret til jorden, uden at bevæge en muskel. Voldsom adfærd hørte ingen steder hjemme, men en dommer, et råd, en lov eller et æreskodeks kunne lovliggøre, at man gennemførte en forudbestemt straf. Det var grunden til, at Hsin netop spurgte om hvorvidt de implicerede havde netop disse ting på deres side - for så var alt jo i sin skønneste orden, uanset hvordan det så ud.

Hun kunne have sagt sig selv, at de ville opfange hende igen en dag. I det mindste var telepaten ikke med, måske blev han ikke betalt nok til at ville være med til dette? Hun havde i hvert fald ingen intentioner om, at lade det svin tage kontrollen igen, så meget var helt sikkert. Så nu var fire større mænd i stedet blevet sendt efter hende på den adelige mands anmodning. Hun ville sagtens kunne løbe fra dem, men af én eller anden grund havde de formået at liste sig ind på hende denne dag. Hun satte skylden på sin træthed, der havde været vedvarende siden hun havde reddet Ezrael fra kløerne på en anden adelig, ækel mandsling. Om ikke andet var hun i denne ubehagelige situation, lige nu og her, hvor at de fire mænd omringede hende og hun måtte tænke hurtigt for at komme ud af situationen. Én af mændene havde fat i hende bagfra før hun nåede at finde på en plan, igen fordi hun måske ikke lige var helt oppe på dupperne.

De blev dog afbrudt da en gigantisk blå mand troppede op ved dem med ord der var så komplicerede at selv en halvklog kvinde som Jocasta, næsten ikke kunne følge med. Hun hævede koncentreret et øjenbryn, før hun trådte manden der havde fat i hende på foden, således at han gav slip på hende. "Hvis du spørger om de har tilladelse til sådan noget her, så nej!" udbrød hun, frustreret. Mændene skævede fra hende til den store mand, før én af dem forsøgte på den "diplomatiske" måde. "Vores herre har sendt os til at tage os af denne kvinde.. Hvis De blot går videre, får vi ingen problemer. Vi går hver til sit, eh?" det var tydeligt på manden at han var nervøs for kæmpen. Jocasta blev ved med at holde øje rundt omkring sig selv, for at undgå dem. Hun havde ikke lyst til en slåskamp lige nu. Dem havde hun efterhånden haft for mange af på det sidste.
"Han har ikke en skid at skulle have sagt. De har ingen tilladelse, de er hverken byvagter eller en del af lysets hær. De er bare vagter for en adelig mand der åbenbart er sur på mig," med det samme blev mændene stor-øjede. Den adelige var ikke bare sur. Han var edderspændt, samt rædselsslagen for hende. Så meget havde de fire vagter da i det mindste fundet ud af.

Hsin fortrak ikke en mine, da hans følelsesløse blik vandrede fra menneske til menneske, som han blev tiltalt, som var han en dommer for hvem de plederede deres sag – og måske det faktisk også var tilfældet. På daværende tidspunkt ville han i hvert fald foretage en vurdering, og så enten skride til handling på kvindens vejne, eller også blande sig uden om, og lade mændene deres arbejde i fred. Kvinden talte først, og Hsin betragtede hende roligt. Hun hævdede, at der ikke var hold i de, og mændene handlede for egen regning. Hsin flyttede lidt på sin store stridshammer, som for at markere, at den var der, hvis nogen nu skulle have glemt det. Da talte en af mændene, som virkede særdeles nervøs, og erklærede egentligt ikke, at have ret til sin handling, men konstaterede i stedet, at det var bestemt af dennes befaler. Kvinden talte igen, og forklarede at hendes fjender hverken havde den ene eller anden autoritet, men at det blot skyldes en sur ”adelig”. Hsin så hvordan mændene spærrede deres øjne op.
 
Hsin flyttede en smule på sig; stillede sig med benene mere spredt, og fattede så sit kolossale våben med begge hænder, og lod det store, tunge hoved af stridshammeren slå imod jorden lige nede for sig, imellem fødderne. Det gav et højt, hult smæld, da det ramte jorden. Hsin kiggede fra person til person, inden han åbnede munden og talte langsomt, og i ramme alvor:

”Mandens anskuelse af det forekommende foretagende er dubiøst for bestandigt. Manden agter, uagtet denne påkaldte ”Herre”, at agere til hinder for de iltres aggressioner, da dette foretagende må og skal bero på hjemmel i et retsgyldigt foreskrift. Det er antageligvis ikke tilfældet. Skulle anklagen imod den lille valkyrie vedvarende fastholdes, så er det Mandens hensigt, at forlange ord med en autoritet”

…Og øjeblikkeligt, lige så pludseligt som da han var begyndt at tale, nærmest uden at trække vejret udenvejs, blev den store blå mand helt stille igen, imens han vagtsomme blik bare gled fra én til den næste, i et forsøg på at aflæse sindsstemningen. Det var Hsins klare opfattelse, at enten ville mændene da pakke deres sager sammen og gå andetsteds, eller også ville en af dem hente en lovmand, der kunne bekræfte deres historie. Hsin havde ikke noget egentligt forhold til nogen af partnerne, og det rørte ham ikke det fjerneste, at kvinden stod overfor en endefuld – eller måske måtte lade livet, men det virkede bare som om, at hun faktisk havde retten på hendes side, hvorfor han naturligvis ikke havde andet valg, end at støde til.

Det høje hule smæld fra den blå mands hammer fik samtlige af folkene, inklusiv Jocasta, til at rykke uroligt på sig. Selv var Jocasta ved at være mere nervøs for den blå mand end for de folk der omringede hende, for hun vidste godt hvad der skete hvis ikke de stoppede: Manden ville gøre brug af våbnet. Og det ville resultere i død. Hvem kunne overleve et måde med sådan et gigantisk våben? Absolut ingen. I hvert fald ikke nogen af menneskelig natur, det var fuldstændig sikkert.
Mandens hænder var på størrelse med, hvis ikke større, end hendes hoved, og hans hammer var et dødsværktøj. Det kunne sikkert ruinere bygninger med få sving, når det var i hænderne på en mand af hans størrelse. Og samtidig talte han med et så avanceret sprogbrug, at Jocasta ikke helt var sikker på om hun skulle grine eller græde. Derfor stod hun egentlig bare frosset til stedet mens hun stirrede ind i hans kulsorte øjne. Det så dertil ud til, at manden ikke havde tænkt sig at lade dette ligge. Han var derimod fuldstændig overbevist om, at en lovmand kunne trække trådene ud og finde ud af hvad der skulle gøres ved det. Men de var jo midt ude i ingenting? Hvis én af disse vagter skulle kunne finde på at hente en sådan mand, så ville det tage dage. Dage hvor resten af dem kunne stå her og være akavede og nervøse i betrækket.

Både heldigvis, samt desværre, for vagterne, blev beslutningen taget for dem, da de alle sammen begyndte at bakke bagud. Ingen af dem havde lyst til at begive sig i kamp mod den blå gigant. Bedst som de ville til at gå retræte, fik de alle sammen et tomt udtryk i ansigtet. "Du står i vejen," lød det i kor fra dem. Jocasta spærrede øjnene op som hun huskede på hvad præcis denne adelige havde i sin baglomme. Et es. En telepat, som hun godt vidste styrken hos. Telepaten rodede nu i vagternes hjerner og med det samme vidste Jocasta det bare: De kom ikke ud af det her i live. Hun knyttede langsomt næverne. "Flyt dig, lad mig få mit bytte," igen sagde de det i kor og Jocasta rystede næsten af skræk. Havde hun virkelig lydt sådan? Fælt. Hun trådte lidt væk fra én af vagterne der gik lidt for tæt på, mens hun skævede op mod den blå mand. "De er under kontrol.. De... De går ikke, ikke engang ved skrækken af dit våben," konstaterede hun mens to af dem begyndte at løbe hovedkuls imod manden. De ville ikke stoppe, for de havde fået en ordre der ikke var til at stille spørgsmålstegn til. Samtidig begyndte nogle af vagterne at gå for tæt på Jocasta, der med det samme trådte hen på én af skyggerne som der var tættest på. Hun smeltede ned i den uden et ord og dukkede derefter op i én af de andre mænds skygger, kun for at placere en knyttet næve lige i hans ansigt. Men hun vidste godt at det ikke var nok, han ville ikke stoppe før han enten var død eller bevidstløs. Men det var vel en start?

Hsin betragtede undrende, uden at give tegn derpå, hvad mændende foretog sig. Hsin havde halvt forventet, at de ville droppe foretagende – og det så det ud til, at de gjorde, indtil de pludselig vendte sig imod ham igen og atter begav sig i hans retning. Han forstod slet ikke hvad der skete, da de ud af det blå pludseligt fortalte ham, i kor, at han stod i vejen. Mændene gik imod ham, øjensynligt stålfaste og med aggressive handlinger i tankerne. Hsin vurderede sine muligheder, da kvinden begyndte at tale til ham, erklærede at de var ”under kontrol”. Hsin gloede på mændene der kom nærmere og nærmere, da han slap grebet om sin stridshammers skæfte, og lod det falde til jorden. Kvinden forsvandt – Hsin gættede på, at det var en af de ”magiske evner” han havde hørt så meget om, og stak så pludseligt op igen og gav en af banditterne en knytnæve lige på næsen. Hsin besluttede da, at han ville gøre hende kunsten efter – eller sådan nogenlunde, i hvert fald.
 
Med flad hånd slog Hsin den nærmeste lige på kinden, med et voldsomt smæld, der medførte at manden øjeblikkeligt gik ubevægelig i jorden. Manden åndede dog stadig, og hans kind blev meget hurtig blodrød. Med den anden hånd hev han fat i kraven på en anden, løftede ham op i den ene hånd, og kastede ham direkte ind i manden, som kvinden havde slået, hvorefter de begge tumlede om på jorden. Hsin trådte imod den sidste af mændene, der fattede sig sværd og stak Hsin lige i underarmen, en god håndfuld centimeter ind – og blåt blod begyndte at løbe fra såret. Hsin fortrak fortsat ikke en mine, men gennemførte i stedet, med samme hånd, et voldsomt slag imod mandens tinding med bagsiden af hånden. Altså var samtlige af de fire mænd bevidstløse, inden de overhovedet rigtigt var kommet igen. Hsin trak sværdet ud af sin arm, som manden havde sluppet da han mistede bevidstheden, og holdt det op foran sit hoved, imens han studerede æggen og sit eget blod på det. Så lod han våbnet falde på jorden, ved siden af sig, bukkede sig ned og fattede sin stridshammers skæfte, og rettede endeligt opmærksomheden tilbage imod den lille menneskekvinde igen.
 

”Manden beklager, hvis Mandens tilstedeværelse influerede madammens gøremål negativt – det var ingenlunde tilsigtet” begyndte han, og løftede så sin stridshammer op og lagde den over skulderen igen, hvorefter han kiggede ned på dyngen af bevidstløse mænd. De havde ikke været nogen réel trussel, men det ville måske være noget andet, hvis det var Hsin de var ude efter, og ikke kvinden – og var ved deres fulde fem. ”Skal Manden føre de bevidstløse til en autoritet? Hvorledes rapporterer Manden denne hændelse?” spurgte Hsin og flyttede atter blikket tilbage på kvinden.

Først slog hun en mand. Derefter lød et højt klask og kort efter fløj manden hun havde stående foran sig, flere meter væk, da en af de andre mænd var blevet kastet ind i ham. Det så virkelig voldsomt ud, især idet en mand formåede at stikke sit sværd i overarmen på den blå gigant, der ikke virkede til at tage sig det mindste af det. Det så virkelig voldsomt ud, da han slog manden i tindingen med sin håndryg og manden bare væltede om uden et ord. Slap som en kludedukke. Jocasta stoppede imidlertidigt alle bevægelser og stod egentlig bare dér og stirrede, mens den blå mand trak sværdet ud af sin arm og samtidig så ud til at heale såret. Han var en kæmpemand, OG han kunne heale hurtigt? Det var kun mere skræmmende.

Da han talte til hende, blev hun ved med at stå stille som en stensøjle, før det gik op for hende, at han faktisk talte til hende.
"Øøh... Jeg... Øøh... Det er bare i orden," hendes blik flakkede mellem manden og den store bunke af mænd han havde lavet. "Det.. Det ville sikkert være en god idé at få de her mænd hen til hovedstaden.. Til byvagten," hun gik stille og roligt hen til bunken af mænd, som hun godt vidste, at hun ikke fik slæbt med sig på egen hånd. "Vil.. Øh, vil Manden hjælpe med at få denne bunke af individer med til byvagten?" hun gjorde en håndgestus mod mændene og sendte den blå mand et lille, hjælpeløst smil.

Grundet mangel på svar i lang tid lukker jeg denne.