Det var sent. En ting man langt om længe havde kunne vurdere fordi solen og dermed også foråret var på vej tilbage. luften vr endnu kold men håbet om en høst til efteråret og magisens tilbagevenden havde givet landet et helt nyt liv. Sammen med hendes frue af godset, Avaion, var Florence også vendt, nogenlunde, helskindet hjem til Medianen. Tiden der havde fæltes som en evighed og noget havde nærmest sat sig fast i hende som hun ikke kunne beskrive. Men aldrig havde hun været gladere for at se solen som kunne forvandle hende til aske da de var hjemvendt.

Især på tider af døgnet som disse. Florence havde stået et par timer op før hun plejede og holdt sig indendøre og væk fra vinduer indtil hun var sikker på t solen kun knapt lige kiggede hen over horisonten. Himlen var farvet i pasteller af lilla og pink, med en baggrund af stærk orange og gul. Det var hendes yndligs tid på døgnet, de få minutter imellem nat og dag hvor hun, når hun stod i døråbningen til den enorme altan der førte ud imod haverne tilhørende godset, kun kunne mærke en smugle prikken fra solens sidste stråler i huden. 
Det var det tætteste hun kom på at se direkte på solen. Men det var også det tidpunkt at solen pralede mest af hvad den kunne gøre med sit lys. Skabe et nyt mesterværk på himmelen hver eneste aften.

Siden Florence var kommet til godset havde Avaion opfordret hende til at finde noget at distrahere tankerne med når hun ikke arbejdede og havde tilbudt hende mange variationer af forskellig litteratur håndarbejde og musik. Det sidste havde bidt sig fast i hende og hun havde fundet en lille sølv trumpet som havde hængt på væggen til pynt i biblioteket. Evigheder var gået hvor bare en lyd var umuligt at få frem, men med tiden far tonen blevet ren og næsten blid.

Det var sammen med scenariet foran hende at vampyren fandt det mest beroligende at spille hvilket heller ikke var en undtagelse denne gang. Hun satte instrumentet for munden og begyndte at blæste så det gav ekko imod godsets murer bag ved hende og ud over bakker og skove.

//https://www.youtube.com/watch?v=zgOe4eqxkQc hvis du er interesseret i sangen//

Så rolig som Nadir nu engang kunne være, havde han.. Nej.. Hun.. Dæmonen sad trods alt i en, temmelig veldrejet, kvindekrop. Selvom den da havde gjort sit i forsøget på at få mere muskler og mindre runde former frem på skikkelsen, noget der endnu ikke helt var lykkedes. Med sig på slæb havde hun to heste, begge to pragtdyr, men ligeledes begge to med en vis uro omkring vredesdæmonen. Hun havde ikke redet på dem men haft dem med sig i grimer og tov, engang imellem anvendende sin magi på dyrene for at få dem til at makke ret.
Endelig var hun nået til godset, men havde af visse årsager valgt ikke at træde ind af porten eller vise sig, ikke før det begyndte at blive aftentid, hvor man kunne håbe at husets frue var travlt beskæftiget med at æde sig smældefed i aftensmaden.

Det gav pludselig et mindre spjæt i den ene krikke, en hoppe han havde bundet til et træ der stod ude ved vejen, med hingsten bundet til det modsat stående træ. Grunden til hoppens urolighed var dog ikke til at overhøre. Nadir skar en grimasse inden hun prøvende stak en hånd frem, blot for a tjekke at der ikke var kommet magiske sikkerhedsforanstaltninger op siden sidst. Heldigvis ikke. Skridt på skridt gik hun ind mod gårdspladsen, følgende lyden af trompetens lange toner.
Hendes nysgerrighed gav en overraskende bonus. At se Florence stå der oppe på balkonen fik det til at glippe ganske kort i hende, overrasket over at se vampyren sådan, men også mindst lige så overrasket over at de var hende der spillede.. Hun trettede kort på det mørkegrønne tørklæde hun bar for at skjule de gevækster der var begyndt at skyde ud af knolden på kroppen; begyndelsen på horn. Normalt tog det længere tid, men af en eller anden uforklarlig grund synes kroppen nærmest at trives med dæmonen inde i hylstret.
Et suk forlod hende kort, inden hun teleporterede sig op, om bag ved Florence, hvor armene sneg sig så ubemærket som muligt om den mindre kvindes liv, mens hun lænede sig let ind over Florence, nok til at nå øret. " Du er lige så irriterende at høre på som jeg husker det. " Lød det i en silkeblød stemme der overhovedet ikke passede med væsnet indeni kroppen. Kroppen som der var iklædt mandlige bevandter. Praktisk klædt om end kavalerganen gjorde at hun havde været nødt til at knappe nogle knapper ned i skjorte for at give bedre bevægelsesfrihed. Huden var lysere end Nadir foretrak det på sine kroppe, men nøden havde tvunget ham lidt til det. 

Florence havde netop afsluttet første halvdel af melodien og havde trukket en lang vejrtræning ind for at påbegynde den anden halvdel da hun mærkede arme omkring hendes liv. Berøringen var ikke så overraskende da hendes frue havde det med at hilse på Florence på de mest .. besynderlige måder. Så det var ikke armene omkring hendes liv der fik hende til at reagere men stemmen der talte til hende. En fremmed stemme som ikke stemte overens med den hilsen hun fik.

Med en PFFIIIIIRK lyd fra trompeten hoppede Florence fremad og så sig forfærdet over skulderen. Ikke nok med at stemmen havde været fremmed men kvinden der havde hilst på hende var også en hun aldrig havde set før. Ikke engang en der så ud til at arbejde for Fruen. Hvordan i al verden var hun kommet herop uden at det havde givet den mindste lyd fra sig?

"Jeg ehm eh undskyld mig men har de et ærinde med godsets Frue?" spurgte Florence i håb om at der var en grund til at den fremmede var her. Indtil hun opfangede hvad kvinden faktisk havde sagt. Lige så irriterende at høre på som jeg husker det. Var hun en hun kendte. Kvinden i det ret mandlige tøj så på ingen måde bekendt ud. Men alligevel var der et eller andet der ikke satte Florence igang med at smide kvinden for døren.

"Irriterende?" gentog hun inden hun så ned på sit instrument i hænderne. "Åh gud! Er det den De mener? Det må De undskylde!" begyndte hun og gik en smugle panik over at nogle havde hørt hende øve. Og til og med syntes det var forfærdeligt. Der var for det meste ingen udendørs på denne tid da de fleste spiste eller arbejdede indendørs ved solnedgangen. "Jeg har ellers forsøgt at gøre det til en nogenlunde lyd, men hvis De finder det så irriterende eller grimt skal jeg nok holde op med det samme!" forsikrede Florence kvinden uden helt at kunne skjule sin skuffelse over at hun tilsyneladende ikke var så god igen som hun havde opfattet det selv.

Florences reaktioner på Nadirs nye krop var umådelig morsomt, hvilket han også lod hende vide ved at give hende et næsten varmt smil. Hun slap sit greb om livet på Florence, hun kunne altid komme tættere på, men for nu ville hun bare nyde synet af den forvirrede, flove og forskrækkede Florence. 
" Om jeg har et ærinde med fruen? Det kan man vel godt sige at jeg på sin vis har. " Hun tog et par skridt frem og lod en finger glide hen over kanten af balkonens rækværk. 

En nikken forlod hende. " Ja, irriterende. " Lød det konstanterende. 
Igen tog hun et skridt frem, lænede sig ind over Florence, lidt nydende at kroppen var højere end den gamle. " Men jeg kan se det bringer dig glæde, så hvis det gør dig glad i mit fravær så bare spil. " Hun løftede en hånd op for at fjerne en forvildet hårtot fra Florences ansigt. " Bare undgå det når jeg er her. "
Hun behøvede knapt at søge ud med sin magi for at kunne fornemme forvirringen og flovheden ved vampyren.
" Men nu er plagerne ovre, så burde du ikke være så sørgmodig, selvom jeg godt kan se at den sidste plage kom sig til sin ret for dig." 
Hun drillede hende, selvom tonen var temmelig neutral, forsøgte at se hvor langt ud hun kunne drive dette, før det gik op for den hvidhårede kvinde, der mente hun var hendes kæreste, før hun opfattede hvem kroppens indehaver var. 

Florences blik flakkede fra kvindens ansigt til hendes hånd, der kørte en tot hår væk fra hendes ansigt, inden hun blidt, men standhaftigt skubbede den væk med bagsiden af hendes eget håndled. Hvad gav denne fremmede kvinde ret til at røre Florence som hun lystede. "Jeg bliver nødt til at spørge Dem hvad Deres ærinde er?.. Jeg kan ikke lade Dem vandre rundt i Fruens private områder uden et formål der ikke udgør nogen fare." forklarede hun inden hun satte trompeten forsigtigt på jorden ved siden af gelænderet.

Hun gik forbi kvinden hen imod en ret bred trappe der gik ned til haven under balkonen. Det var ikke fordi Florence havde så meget tid til at skule tage sig af en forvildet kvinde så hun håbede på at hun faktisk havde et formål med at være her.
Plagen var kommet til sin ret..? Viste kvinden om forandringerne i hendes magi? Hun havde ellers gjordt alt for at skjule det. Selv Avaion viste ikke engang til det endnu. Heldigvis.

Florence vendte sig om med et stadig venligt men dog undrende udtryk. "Hvem er De?" spurgte hun så da hun gav nysgerrigheden og forvirringen afkald.

Et lumsk smil bredte sig over hendes læber. 
" Uden et formål der bringer farer? Mit formål kan skam hurtigt bringe farer hvis det er hvad du vil foretrække. "
Hun holdt dog sin hånd for sig selv, ingen grund til at få Florence til at blive så hysterisk at hun sendte bud efter vagterne eller noget lignende.
Velbehageligt og uden at gøre nogen tegn på at ville efterlade balkonen lige med det samme, lænede hun sig op af rækværket.
" Hvem jeg er? Nu skuffer du mig jo helt Flo-rence~ "  Egentligt var det bare en falsk skuffelse der viste sig på kvindens læber, men det behøvede Florence jo ikke at vide.
Istedet trak Nadir sin magi lidt tilbage til sig selv og fik omdannet noget af den energi hun havde opsnappet på turen derhen, mest af de utrygge heste der stadig stod ude ved porten, fik hun omdannet dem til nogle små mørke orber, der glimtede let i solnedgangens skær.  " Du ville have ballade?  " Hun hævede koket et øjenbryn. Stadig uden at svare Florence på hvem hun var. Så vidt hun selv vidste var hun den eneste Florence kendte med en magi som hendes, så det i sig selv burde jo give et tavst, men tydeligt svar til vampyren. 

Nej.. kvinden viste ikke til Florences... forandring. Heldigvis, var der noget hun fandt pinligt og næste ydmygende var det hendes "ny vunde" magi. Hvilket også fik hendes skuldre til at synke. hun havde ikke lagt mærke til at de var anspændte med de sank sammen da lettelsen indfandt sig. 

Det ændrede sig dog igen da hun fik fremvist kvindens magi fra sig. Den uhyggelig tanke strejfede Florence da hun kun kendte en enkelt person der havde den slags mørke-magi. Det løb koldt ned ad ryggen ved tanken, og så alligevel. Det var en besynderlig følelse at se på den fremmede og have denne mistanke.

Med få sekunder og meget raske skridt kom Florence helt tæt på kvinden og stillede sig op på tæerne så de var næsten i samme øjenhøjde. Hendes bordeaux øjne flikkede fra kvindens en øje til det andet, undersøgende. 
"Galavant?" spurgte hun velvidende om at HVIS det var ham på den anden side af denne ... voluminøse kvindes øjne ville han helt sikkert genkende navnet og give udtryk for af det er ham.

Smilet bredte sig lidt mere på Nadir.. Nadias læber. Det var.. Mildest talt, interesseant at se Florences fysiske reaktioner.
Så kom hun over mod hende, og hun lod hende. Betragtede hende blot inden hun blinkede med det ene øje af Florence. Et kort nik forlod hende. Det var trods alt bedst at hun blot blev kaldt ved sit gamle navn i steder hvor andre folk kunne færdes og forstyrre dem. 
" Hvad synes du om min nye krop? " Hun skubbede sig lidt fra rækværket inden hun drejede rundt for ligesom at give et fuldt udsyn fra de forskellige vinkler.

Inden en finger røg op og løftede Florences ansigt nok til at danne øjenkontakt. " Du er tilgivet, for nu.. Fornuftigt valg. " Med disse ord slap hun igen fingerens greb imens hun fik de små sorte orber til at smuldre idet hun frigav den sammenpressede energi og hurtigt lappede den i sig inden der skete unødig skade på omgivelserne. Det var trods alt ikke derfor hun var kommet.

Lettere lammet over situationen stod Florence bare og kiggede på kvinden som havde svaret på hendes mistanke og bekræftet den. Nadir... i en kvindekrop. Hvad i al verden tænkte på? Hvis han overhovedet havde tænkt over det. Hvorfor pokker var han tvunget til det forrige krop? Var han kommet ud for noget? Var det frivilligt?VarDetPermanent?VarDetBevidstEnKvindesKropHanHavdeValgt?VilleHunSelvKunneAcceptereDet?Nsdkjgaænrgigbkfdjsgbldfkjgb

Tankerne kørte rundt oppe i hovedet på hende indtil hun blev distraheret af huden mellem nogle af hendes fingre der sprækkede lige nok til at enkelte dråber af fortyndet blod piblede ud som hun tørrede væk i hendes sorte kjole. Den kunne vaskes senere og det ville alligevel ikke kunne ses når det ikke kuregolerede som hvis det havde været rent blod.

"Den er...tynd" kommenterede Florence, men var lige ved at sluge ordene igen da hun tænkte på at det var lettere fornærmende imod kvinden... og så alligevel. 
For trods det meget kvindelige former så hun lettere udhungret ud. Florence lagde sine stadigt en smugle blødende hænder om bag ryggen som hun naturligt gjorde. "Er du sulten?" spurgte hun med en lettere uidentificerbar tone. Lidt en blanding af bekymret, lidt venlighed.. og så en tredje ting.

Nadia trak let på skuldrene, mens et moret smil dansede både på læberne, men også sært upassende, i øjnene, som havde han endnu ikke helt kontrol over hvordan kroppen skulle styres, hvilket egentligt ikke var langt fra sandheden, det havde været århundreder siden han sidst havde befundet sig i en kvindekrop, og dengang havde det været fordi hans daværende herre ikke havde nogen kvindelig modpart at lade sin søn danse med og underholde af.. Gyseligt! 

" Ja jeg ved det, den var skind og ben, da min gamle krop ikke kunne holde sammen i sømmene længere. Men den var mere tiltalende end så mange andre af de kroppe der lå der. " Hun sagde det skødesløst, som havde hun bare været på markedet og se på kreaturer.
Hun gik tættere på, forsøgte at læse Florences følelser, det lod dog til at være mere besværligt end sidst, som havde vampyren lært at kontrollere sine mentale barrierer bedre, hvilket nok også var godt nok. 
Nadia løftede en hånd og strøg nærmest kærligt hende over håret. " Jeg synes altid du fodrer mig når vi ses, du ender jo med at ligge mig i gæld til halsen. Men jeg takker ja, for denne gang. " Hun følte sig godt nok ikke synderligt sulten, men hun vidste at kroppen havde brug for sulen for at kunne opbygge muskler. Ikke at tanken var at forblive i kroppen, nej den var en nødløsning.  " Og på et tidspunkt kunne du så ikke stikke hovedet ind til din arbejdsiver og lave en aftale med hende om et tidspunkt jeg kan mødes med hende? " Det var nok en god ide at forsøge at komme på god, eller... bedre fod med Florences arbejdsgiver. Mystisk og tillokkende, men ikke uden sine dæmoniske hints.. Det lå jo nærmest over bygningen. 

Det var lige før Florence havde slået hånden af sig som strøg hende over håret. På trods af at personen foran sig skulle forestille en hun kendte så godt var hvad hun så stadig fremmed og det var meget distraherende. Men hun endte med at skjule bevægelsen ved at stryge noget af håret bag øret. 

En kort latter forlod hendes læber da han talte om gæld. Hvis der var nogen der stod hinanden i gæld var de da hende til ham. "Dig? I gæld til mig? Jeg syntes lidt fodringen har været ret gensidig" sagde hun imens hun gik rundt forbi Nadir og åbnede døren ind til en lavt oplyste gang. 
"Tværtimod vil jeg mene det er mig der står dig i gæld hvis jeg stadig kan finde ud af at tælle" bemærkede hun og kom til at grine lidt ved tanken om første gang hun egentlig havde smagt på hans blod i et halvt ødelagt hus midt i hovedstaden. Noget af et fjernt minde, men det sad stadig indebrændt om et gammel ar der aldrig ville hele.

Med instrumentet i den en hånd og den anden til at holde døren åben stod hun og ventede på at han ville gå indenfor.
"Fruen?" spurgte hun lidt overrasket. "Hmm altså hvis jeg kan stå inde for at du ikke vil hende noget ondt. Så kan jeg godt komme med foreslaget om et møde. Hvad vil du hende?" spurgte hun af nysgerrighed. Nok var hendes frue velhavende og i hvertfald ikke menneskelig, men hvad kunne Nadir have af ærinder hos hende?

Nadir kunne godt fornemme at den lille dame foran hans nye krop ikke helt var okay med situationen, men det var nu engang sådan den var, og han var bare nødt til at vente tålmodigt på at folkene i Rubinien havde fedet og trænet sig selv nok op til at han kunne finde en værdig mandig krop igen. Istedet for denne bryster-på-ben-skabning. I det mindste kunne han holde den fra at være frugtsommelig, det var altid noget.
Hun smilte skævt. " Så mad for mad. Er det sådan vi kører nu? " Lød det drillende som hun velvilligt gik indenfor i den svagt oplyste gang og så sig omkring.
" Ja, Fruen..  Jeg agter ikke at gøre hende ondt hvis det er hvad du er bange for.. Vi skal bare snakke forretning. " Ordet blev udtalt på dæmonsk, forhåbentligt ville Florence forstå hvilken type forretning der var tale om der. Nadir var ikke meget for at ssamarbejde med andre dæmoner, men hvis kvinden var hvem han efterhånden havde temmeligt gode anelser om, kunne hun være god at have i baghånden til at få sparket Mørkets Lord ud af Kzar Mora. 

" Det, og at undskylde for drabet af hendes krikke.. Jeg tog et par nye med, de står udenfor. Pragteksemplarer som hun kan avle på hvis hun skulle have lysterne til det. " Lød det henkastet. 

Florence hævede øjebrynene. Men ikke i hendes efterhånden meget brugt udtryk i Nadir's selvskab som viste overraskelse. Det var mere et uimponeret udtryk som om hun skulle til at sige hun ikke troede på en disse af hvad han sagde til hende. "Forretning?" gentog hun ham på fællessproget imens hun lukkede døren og begyndte at vise vejen ned ad gangen.

Hun holdt det stille imellem dem imens hun gik ned af gangen og ned ad et par brede trapper. Hun viste vejen til det enorme bibliotek som var en af Avaions stoltheder. "Hvilke forretninger?" spurgte hun i en tone som var det en mor der skulle tredjegradsforhøre et barn. Hun åbnede et cabinet og lagde instrumentet på plads inden hun vendte sig op men armene over kors. 
Hendes ansigt var dog ikke vred i den tone hun havde spurgt. Det var mere en smugle bekymret. Hun ville ikke have han skulle rode sig ud i nogle dumdristige aftaler nu hvor han endelig var på egne ben... og efter hvad hun kunne se gik det allerede en smugle skævt.
"Jeg ved godt hun selv kan være meget.. overbevisende. Men avaion er ikke en kvinde du har lyst til at lægge dig ud med og true til at få din vilje." forklarede hun. "Hun er udspekuleret og ikke særligt venlig overfor folk hun ikke kan bruge til noget". Florence viste godt hvor ubehøvlet det egentlig lød over for hendes Frue, men det var nu og vel sandheden omkring den lettere uhyggelige kvinde.

Om Florence troede hans ord eller ej, var han egentligt ragende lige glad med, så længe han kunne komme i kontakt med husets frue, og helst under fire øjne. " Ja, forretning. " Så længe han stadig havde mistanke om hvem den kvindelige dæmon var, havde han ikke tænkt sig at slippe fri i sin stædighed. Hans idé kunne være til gavn for dem begge, muligvis endda også Florence. Blikket gled kort ned mod den hvidhårede skikkelse. 
Men i al fald for dæmonerne i Kzar Mora. " Forretninger der angår særlige steder som jeg helst ikke vil snakke med dig om, men hende. Hvis hun er hvem jeg tror hun er, vil hun om muligt kunne hjælpe. Hvad ed hendes pris for sådan en hjælp ville være.. " Det sidste forsvandt hen i en mumlen, for ærligt var han ikke sikker på hvad kvinden foretrak at blive betalt med.. Lyst? Sex..? Begge dele synes i Nadirs ører som gyselige forslag. 
" Du kan også kalde det en fredstraktat med gevinster for begge parter, hvis du ønsker."

En snert af irritation kunne se si Nadirs øjne, som Florence begyndte at belære ham. " Tror du ikke godt jeg allerede ved det? " Kom det snerrrende fra de læber, som stadig virkede fremmede for ham. 
" Så længe jeg ikke ved om der er  magi eller lignende der holder øje og ører med os, har jeg ikke tænkt mig at nævne flere ord om den forretning. " Han skulede rundt, mens han med sammenbidt ansigt, forsøgte at tøjle sit temperament. 

Florence lod armene falde opgivende ned lang sine sider med et kort ryst på hovedet. Det var faktisk en anelse frustrerende for hende at han ikke ville tale med hende omkring visse emner. Det var meget muligt at hun havde det med at bliver mere forskrækket over ting end andre, men hun blev ikke ligefrem traumatiseret.

"Der bliver altid lyttet til os når vi er inde i bygningen. Men det er kun hendes ører der hører det" forklarede hun. Det var en hvis forsikring var Florence blevet fortalt. Hvordan Avaion gjorde det viste hun ikke helt præcist. Men det var ikke bare ligegyldige samtaler hun lyttede til. "Kzar Mora?" spurgte hun så med hovedet lidt på skrå. hænderne var kommet op og grebet fat i hvert sit ærme omkring hendes albuer. "Jeg er ikke 5. Jeg har selv været der.. Du behøver ikke holde hånden over mig på den måde" forklarede hun imens hun greb fastere i stoffet for at holde en tone nede som hun helst ikke ville frembringe.

Stoffet begyndte at gå op i sømmene der hvor hun holdt fast.

" Og hvordan kan du vide dig sikker på at det kun er  hendes ører der hører det? Medmindre hun har en magisk evne til at placere usynlige ører, eller forlængelige ører, rundt om i rummene, har jeg stadig mine tvivl. " Nadias stemme var blevet et par grader køligere at høre på, hvorfor skulle Florence også være så besværlig!? Det gjorde det jo ikke ligefrem lettere for ham at holde sit eget temperament under kontrol, især ikke da han tydeligt kunne fornemme hvordan det begyndte at emme af negative energier omkring Florence, nærmest som om de var fysisk håndterbare, hvilket for Nadia ikke var langt fra sandheden.

Et kort nik forlod hende. " Ja, Kzar Mora. Og hvis du ikke er et lille 5-årigt pattebarn, vil du så stoppe med den skaberi..?" Hun nikkede let imod Florences greb i ærmerne.  " Men du vil måske ikke have at jeg holder hånden over dig, er det dér den ligger? Hvis det var sådan min kære..Var du allerede død ved gaden. " Hun havde lænet sig tættere ind over Florence, sænket stemmen, som den truende vrede hun nu engang var, sænket stemmen betydeligt... Også trådte hun bagud og væk fra den hvidhårede. Mens det kunne skimtes i hendes ansigt hvordan dæmonen kæmpede mod trangen til at flænse i kød, til at skabe ballade. Igen, igen måtte Nadia minde sig selv om at hun var på en anden dæmons territorie.  
Det var ikke blod og vold hun havde haft i hensigterne da hun kom, og det skulle forhåbentligt heller ikke ende sådan ud. 

"Holdt hånden over mig?!" det var næsten som om man kunne se bærret der var ved at flyde over. Hendes vejrtrækning blev så langsom at den næsten var ikke eksisterende og hendes øjenfarve glimtede kort da hun begyndte at tale igen. "Var det dig der holdt hånden over mig da jeg gang på gang gik tilbage til Ra? Var det dig der holdt hånden over mig da jeg fulgte dig ned i dæmonkælderen? Var det DIG der besluttede det var sådan en FANTASTISK ide at slå min hest ihjel midt ude i sne ødemarken i KZAR MORA?!" 
Florence stemme var hævet et en råben. At Nadir mente han var den der havde holdt hånden over hende var dråben og ved den sidste stavelse slog hun foden i jorden og hende ærmer blev næsten flæset af hendes arme og rifter og revner viste sig på hendes arme. "Det eneste du har gjordt for mig er at fnyse af mig, grine af min opførsel og latterliggøre alt jeg tror og står for! Jeg forstår ikke min tiltrækning til dig det driver min til vanvid, men du driver mig også til vanvid!" Som hun stod og råbte blev skaderne på hendes krop værre og værre indtil en af revnerne nåede op på kinden af hende og hun stoppede endelig.

Hun stod lidt uden at trække vejret med et skuffet og vred udtryk og en aura der var tyk og slimet af vrede. Så enkelte dråber af blod det piblede ned langs hendes hænder og dryppede ned på gulvet.

" Nej, men i det mindste forsøgte jeg at skaffe info om hvem han var, hvad hans svagheder var og hvordan jeg kunne få dig fra ham. At du så gang på gang gik tilbage til ham var din egen dumhed og fejltagelse. " Det rykkede lidt omkring hendes ene øje, som irritationen steg i hende, mens hun tydeligt kunne mærke at den også gjorde det ved Florence.  Hun rettede sin ryg yderligere. " Og dæmonkælderen ville jeg ikke have kunnet beskytte dig imod, jeg advarede dig imod det, men håbede at du ville fortryde og vende om når du gik ned i kælderen. Du mærkede selv hvor stærk og meget magi der er det sted...  Og selve cellen.. Ingen mulighed for at bruge magi inde i. "
Hendes skridt var blevet mere anspændte, som et andet vilddyr ude på rov. Hun stoppede op som Florence gjorde det, sendte et køligt blik imod hende, velvidende at hun burde forsvinde fra præmisserne nu. Det havde været en chance, en chance for en aftale der hermed var blevet forspildt. 
" Fint, så kan vi være vanvittige sammen! Og din tiltrækning.. Lad mig gætte løst... Fordi du er  hvad du nu engang er, er du blevet afhængig af mit blod, eller dæmoners blod på den ene eller anden måde. "

hun knurrede videre, tilbage, frustreret over den lille vampyrs frembrusenhed. " Men hvis du virkelig mener at vi er  så umage, burde vi nok stoppe det her... Det hele. Forhold og kendskab til hinanden. Hvis det vil glæde dig skal jeg nok behandle dig som en fremmed fra nu af!"  Hvor Nadia havde bemærket de oprimmede søm, bemærkede hun ikke i starten blodet, men til gengæld revnerne der dukkede op. Hvad pokker var der sket med tøsen? Nej hun ville ikke tænke videre over det. 
 " Du ødelægger dig selv. "  Lød det konstanterende.

"Tror du ikke jeg ved det?" gav hun hende ret imens hun slyngede armen ud i en gestus det flikkede dråber af hendes fortyndede blod ud i rummet. "Men jeg prøver ikke at understrege hvad jeg gør ved mig selv. Jeg prøver at få dig til at se hvad du gør ved mig" forklarede hun igen hun tog en dyb indånding for at få lidt styr på sig selv.
"Du bliver ved med at skubbe skylden væk fra dig. Nadir kan ikke gære noget galt. Nadir er offer for alle andres fejltagelser." Florence talte roligt og fattet igen, men hendes ord var stadig spydige og fyldt med en had hun ikke engang selv forstod. Der var absolut ingen tvivl om at hun holdt så pokkers meget af Nadir. Hun til og med elskede ham, men det var netop derfor det gjorde så pokkers ondt at skulle sige dette til ham. 
"Jeg tvivler Nadir. Jeg tvivler på om de følelser jeg har er gengældte. Om det er de samme slags jeg har for dig som du har for mig. Jeg vil lade mig brænde op, tage en hvilken som helt pæl eller spyd for at vide at du har det godt. Hvad end der lige slå sådan en som mig ihjel! Men jeg er ikke sikker på at du ville gøre det samme for mig. 
Ja jeg ødelægger mig selv. Både fysisk og psykisk, men du gør ikke andet end at konstatere det og bare se på det ske."
Florence foldede de ødelagte ærmer op så det ødelagte stof var skjult væg og tørrede sine arme af så godt hun nu kunne i sit skørt, at rengøre det kunne hun bekymre sig om senere.

En knurren forlod hendes strube mens hun vitterligt måtte gribe fat i sig selv for ikke at gøre noget hun ville fortryde. " Fint. Vi to er hinandens svagheder. Men vi vil aldrig blive hinandens styrker. " Hun gjorde et irriteret kast med hovedet. " Om jeg føler det samme for dig? Florence... Den person du kalder for kæreste, er en der afskyer kærlighed og finder det kvamende, jeg trives på kaos og egtive følelser ikke det plidderpladder med at være romantiske og ville giftes for at leve lykkeligt til sine dages ende.  Jeg er dæmon, og en 'synd' som du nok meget godt ved.. Min synd er  vrede, og din frues, hvis jeg har ret i mine antagelser, men direkte modsætning hvad det angår. Du virkede så desperat dengang, jeg troede du med tiden ville indse hvor stor en fejl det var for dig at indlede et frohold med dig, og det lade til at du endelig er nået til det punkt. Løftet jeg gav dig kan knækkes let, men jeg vil hellere foretrække at høre sætningen fra dine egne læber end mine. "

Stemmen var blevet underlig rolig i hendes talen mens hun betragtede den lidt lavere hvidhårede vampyr, og det tynde blod der omgav hende. 
*For hvordan skulle jeg kunne redde dig fra mig andet end at skabe afstand?*