I aften var der ingen kampe og det irriterede Cyrine grænseløst. Hvad forventede de, at hun bare skulle sidde derhjemme med hænderne i skøddet?! Forbandede byvagt, der også skulle patruljere på de forkerte tidspunkter! Hun havde holdt ud i en uge nu, og det var forfærdeligt, taget i betragtning, at hun i hvert fald var ude at slås mindst hver anden dag. Det kløede i hendes knoer og hænderne rystede voldsomt. Hun havde behov for at slå tænderne ud på nogen! Lige nu!
Hun valgte at tage på Det Halve Svin i et forsøg på at drikke sit indre raseri og uro væk, men selv efter talløse krus af øl hjalp det ikke. Nu var hun både fuld og gal i skralden. Hun sad ved et bord for sig selv med en hel tønde, som hun havde købt for de mange krystaller hun og Sklar havde stjålet. Heldigvis var deres indkomst god denne uge, netop fordi hun havde haft tid til at stjæle fra huse og andet i stedet for at skulle ud at slås, men det hjalp STADIG ikke. Hun var så vred. Hun trængte virkelig, VIRKELIG til at tæske nogen sanseløs.

Det var nærmest som om at han kom som en redning. En ganske fremmed fyr der satte sig helt uden invitation og placerede sin hånd på hendes inderlår, faretruende tæt på et sted, hun ikke ønskede at blive rørt på. Hun kiggede op fra bordet med et morderisk koldt blik på manden. "Gør det.. Giv mig en god grund til at tæske livet ud af dig," sagde hun koldt. Han var så fuld, at han slet ikke antastede hendes ord og førte hånden videre. Hun responderede ved at slå ham direkte i munden. Hun kunne mærke tænderne på sine knoer, hans våde tunge, og hun greb fat i underkæben, lige ved hans tænder, hvorefter hun hamrede hans hoved ned i bordet med al den styrke hun kunne mønstre. Manden faldt livløs ned på gulvet - han trak stadig vejret, bare mere snottende og snorkende nu, men folk begyndte nu at få den samme uro som hende. Et kroslagsmål var under opsejling og allerede nu dukkede der en gnist op i Cyrines døde øjne. Hun rejste sig, tog sin stol op og brugte sin telekinse til at kaste den i hovedet på den nærmeste, og sekunder efter var kaosset godt i gang. Knytnæver fløj til højre og venstre for hende og hun kunne ikke undgå at smile.

Randall sad på en kro i det Nedre Bydistrikt. Han var velkendt her, som han ofte kom og smed penge i biksen. Han havde dog en stående advarsel om, at han hverken måtte stjæle, slås, opføre sig uanstændigt eller smadre noget, men det var nu okay. Selve kroen faldt lige i hans smag og der var næsten altid nogen at få et godt grin med. I dag sad han dog alene og hang over et krus med øl. Han var ved at løbe tør for krystaller og var ved at overveje, hvor han skulle skaffe nogen. Om han skulle kontakte ham, der altid havde et job til ham eller om han skulle gå solo denne gang og forsøge at finde ud af noget.

Egentligt kedede han sig bravt og havde måske drukket et krus øl eller to for meget, så han sad egentligt bare og var småfuld for sig selv. Ikke det mest spændende at lave og måske han skulle se at komme videre. Som han havde lagt nakken tilbage og var ved at tømme kruset, kom en stol flyvende igennem rummet og tumult opstod. Inden han nåede at sætte kruset ned, væltede en person ind i hans bord og helvede brød løs. Råb og skrig, folk der væltede rundt og lyden af ting, der gik i stykker. Det hele udfoldede sig for Randalls store grå øjne, der var spærret op i overrasket glæde. Han mindede i det øjeblik nok mest om et barn, der havde fået øje på julegaverne under juletræet. Med et begejstret hyl, sprang han ud bag fra bordet og stak en knytnæve i fjæset på den, der var nærmest. Endeligt noget sjov!

Fuldstændig ligeglad med, hvem hans næver ramt, deltog han i masseslagsmålet med et grin på sit ansigt og en vanvittig form for morskab ved at deltage i noget så åndssvagt voldeligt. En eller anden havde trukket en kniv og en eller anden stakkel var allerede blevet stukket, skrigende af smerte. Ærligt talt var det en smule usportsligt, men Randall var hamrende ligeglad - indtil kniven pludseligt var på vej mod ham. Hurtigt undgik han den, greb fat i personens arm og smadrede den ned over sit knæ, så et højt knæk hørtes, da albuen brækkede. Kniven faldt til gulvet og forsvandt mellem fødderne på de voldelige folk. Randall smadrede sin egen albue ind i personens ansigt og bakkede så et par skridt væk. Hvilket fik ham til at bakke ind i en anden person, der havde ryggen til. Hurtigt vendte han sig for at være klar til at slå, men næven stoppede i luften - det var en kvinde. Og hun var da absolut en fryd for øjet. Randall som Randall var, ville til at åbne munden for at fyre en eller anden åndssvag scorereplik af.
"Jamen dog, hvad laver sådan en pæn tøs på et sted som..." Sammen med sætningen fulgte hans sædvanlige charmerende skrå smil og et lettere perverst blik i øjnene, som han helt sikkert lagde op til at de to skulle noget andet end at være på en kro.

Cyrine nød dette i fulde drag. Hun slog enhver der kom for tæt på, kastede med nogle flere ting, samt mennesker. Der var én der fik en flyvetur hen over et bord, og derefter hørte hun smertesskrigende fra én der blev stukket ned. Hun ignorerede lyden, men var nu også blevet gjort opmærksom på, at det ikke kun var knytnæver der fløj rundt. Et krus øl ramte hende i nakken, men hun tog sig ikke rigtig af det, og fandt egentlig bare den nærmeste, som det var muligt at losse i maven. Manden hun gjorde det ved bukkede sammen ved hendes knyttede næve, og hun skubbede ham hårdt ind i en anden tilfældig person. Bedst som hun stod dér, triumferende, bakkede en anden person ind i hende og hun vendte sig øjeblikkeligt til en næve der stoppede i luften og en mand med et perverst blik skulle til at fyre en scorereplik af i hovedet på hende. Hendes knyttede næve kolliderede med hans ansigt og samtidig rev huden sig på hendes knoer sig op. Hun havde slået nok på folk, var det som om at hendes hænder prøvede på at fortælle hende. Hun ignorerede det.

"Hvad tror du selv?" hendes svar var koldt, og da endnu en mand kom løbende, greb hun fat i hans nakkehår og slog hans ansigt ned mod sit eget knæ. Manden tumlede om for hendes fødder og hun smilede et lidt småsygt smil. Hun var ret sikker på at hun havde hørt noget knase under den bevægelse. Hun stod nu mere eller mindre ansigt til ansigt med Hr Scorereplik.

Randall nåede ikke at gøre sin charmerende scorereplik færdig, før han fik en knytnæve lige i smasken. Fortumlet bakkede han et skridt og stirrede overrasket på hende, som han tog sig til næsen, der heldigvis ikke var brækket. Men blodet fossede ud af den. Stadig stirrende så han hende gribe den næste og smadre hans ansigt ned i sit knæ, inden hun skubbede ham fra sig. Langsomt spredte der sig et grin på Randalls ansigt, et grin der så noget forstyrret ud på grund af al blodet, der løb ned fra hans næse og ned over hans mund. Han flyttede hånden fra sit ansigt og skulle til at sige noget mere til kvinden, men hans opmærksomhed blev fanget af en mand, der væltede frem mod ham fra siden, klar til at klaske ham en. Randall gik hurtigt i knæ og med mandens egen fremdrift som hjælp, skubbede han ham ind over sig og knaldede ham direkte ned i et bord. Her gav han ham to hurtige knytnæveslag, inden han vendte sig mod kvinden igen, som nu stod overraskende tæt på.

"En kvinde, der slår en proper næve! Det kan jeg lide!" En eller anden blev skubbet ind i hans ryg og han måtte tråde frem for at holde balancen, hvilket fik ham endnu tættere på dette underskønne væsen. Hendes fysiske nærhed var næsten for meget for ham, som han løftede hænderne og kæmpede for at modstå trangen til at lægge dem på hende. Hans blik løb ned over hende, inden han igen så på hendes ansigt med et skævt smil og spillende øjne.
"Jeg kender et lille privat område ikke så langt herfra, hvis du kunne tænke dig lidt fred og ro med mig." Hans øjenbryn vippede lidt, som han understregede, hvad han hentydede til. Hende her, hun var... wauw.

Det var overraskende for mange når de forsøgte sig med hende. Cyrine vidste godt at nogle kunne lide hendes udseende. Hun vidste også godt, at nogle af de nogle, havde en tendens til at lægge an på hende. Og ham her var ikke anderledes. Hun snerrede let over hans dårlige replikker og trådte tættere på ham, som han blev puffet tættere på hende. Der var nærmest kun centimeter mellem dem nu og hendes grønne øjne forblev kolde. Så kolde at de nærmest sendte knive af is mod manden.
"Jeg giver dig én chance. Du kender mig tydeligvis ikke," hun smækkede albuen i ansigtet på hvem der tog fat i hende bagfra og hendes blik slog let gnister. "Jeg gør ikke i fred og ro. Det hører sig ikke til for én som mig.. Det her er så du forstår hvad jeg mener," som hun sagde ordene, løftede hun venstre hånd og lagde den mod hans brystkasse. Som ved en usynlig kraft skubbede hun ham væk, mod kroens dør, der i samme nu åbnede. Han landede for fødderne af en byvagt og adskillige flere kom ind ad døren for at få ro på krostuen. Nogen måtte have sladret. Normalt var Cyrine altid væk lang tid før at byvagten dukkede op, men denne mand havde distraheret hende. Hun rullede med øjnene af ham og slog endnu en mand der kom for tæt på ned.

Der gik ikke længe før de fleste krogæster enten var smuttet væk eller var blevet lagt ned af byvagten. Cyrine? Nej. Hun stod faktisk i dette øjeblik og nikkede én af byvagterne en skalle uden at tænke nærmere over det. Flere kom den første mand til undsætning. Cyrine havde ingen anelse om hvad der var sket for ham manden, og hun var også pisse ligeglad. Hun skulle satme ikke en tur i brummen! Det havde hun ikke tid til!
Mens de begyndte at gå tættere på hende, tog hun et ølkrus fra et tilfældigt bord og slugte al indholdet deri. Hun kastede det efter den første og bedste, hvorefter hun gik i kødet på ham. Hun tæskede løs til højre og venstre, men selv en vild og halvt psykotisk kvinde som Cyrine havde alligevel svært ved at følge med i hvad seks forskellige vagter havde gang i. Hun var fuld og let distraheret. Til sidst ramte en sværdknop hende i baghovedet og hun væltede omkuld bevidstløs. Vagterne var meget hurtige med at sørge for at hun ikke kunne gøre nogen noget efter dette, for de var meget hurtige til at smide håndjern om hendes hænder, før de begyndte at slæbe hende og de resterende alt for problematiske folk med ud og tilbage til byvagtens celler. Det så ud til, at der ville være fyldt i dag.

Derfor blev der smidt to folk ind i hver celle og da Cyrine endelig vågnede op var det til synet af den samme mand som der havde været kæk tidligere. Hun sukkede, dybt frustreret og blev ellers bare siddende op af den væk hun var blevet placeret ved. Hendes hænder var stadig lænket, men for hende var det bare en sjov udfordring. Godt at hun ikke havde vist byvagterne sine rigtige evner. Hun raslede let med de irriterende lænker, men valgte ellers at slappe af, fordi hovedet gjorde temmelig ondt. "Tak.. Det var lige det jeg havde brug for," hendes blik sad ætset fast på manden og hendes sarkastiske snerren var ikke til at tage fejl af.

Kvindens kønne grønne øjne stirrede koldt på ham, men det lod Randall ikke slå sig ud af. Der skulle en del til at få ham til at opgive at overtale den udvalgte kvinde til at, ehm, hygge sig med ham. Hendes ord rørte ham overhovedet ikke, som det lidt fjogede, blodige grin stadig sad på hans ansigt. Som hun lagde en hånd på brystet af ham, kiggede han ned, men inden han kunne nu at sige noget, mærkede han et skub i brystet med en noget større kraft end det kvinden fysisk ville være i stand til. Som han fløj igennem luften, afvist og smidt ud, fik han et drømmende udtryk i ansigtet. Sikke en kvinde. Hårdt landede han på gulvet på maven. Det første han fik øje på, var et par støvler. Med det samme fjogede og drømmende udtryk i ansigtet kiggede han op af personen, der stod foran ham. Tøjet afslørede hurtigt, at det var en byvagt.
"Jeg tror, at jeg er forelsket." Som hans blik ramte ansigtet på byvagten, blev hans smil bredere, som var han glad for at se ham. "Løjtnant Cicero, dejligt at se dig! Det er længe siden!"
Byvagten kvitterede hans hilsen ved at smække en hæl direkte i ansigtet af ham, hvilket denne gang fik hans næse til at brække og ham til at se stjerner for et øjeblik.

Da han åbnede øjnene igen, med et ansigt der dunkede og smagen af blod i munden, fik han øje på sin udkårne, der smækkede et byvagt en skalle, tømte et krus og kastede sig over det næste offer.
En eller anden havde lagt Randall i håndjern. Ved siden af ham stod en ung byvagt, sikkert sat til at holde øje med, at han ikke forsvandt. Det ville ikke være første gang, at han smuttede ud mellem hænderne på lovens lange arm. Randall lænede sig lidt ind mod manden.
"Jeg vil giftes med den kvinde. Er hun ikke fantastisk?"
Byvagten rynkede på næsen ved Randall kropslugt og stanken af øl fra hans ånde og lænede sig væk fra ham. Randall trak på skulderen og så kvinden blive slået ud. Ikke at det rørte ham trods kærlighedserklæringen, han lige var kommet af med. Når man slog måtte man få slag. Hun så også ud til at kunne holde til det.

De folk, der var blevet anholdt, blev ført til cellerne i byvagternes hovedkvarter. Randall havde været her før, mere end én gang. Et kedeligt sted. Ingen sprut, ingen kællinger og ikke noget at lave. Som de var ved at blive ført ind, stoppede hans gode ven løjtnant Cicero ham og vagten, der havde i ham.
"Tag ham med." Endnu en vagt blev hidkaldt og Randall blev slæbt med om bagved, hvor der ikke var andre.
"Jamen løjtnant, er du så glad for at se mig, at vi ligefrem skal have et privat øjeblik." Der var intet i Randalls stemme eller kropsholdning der viste, at han havde nogen problemer med, hvad der skulle ske nu. En fod blev sat i knæhasen af ham og han røg ned på knæ, med en byvagt, der havde fat i hver af hans arme. Løjtnanten vendte sig mod ham. Hans ansigt mørkt af vrede.
"Jeg burde skære pikken af dig, dit svin."
Randall fik et skuffet udtryk i ansigtet.
"Nu synes jeg, at du bliver grov i tonen..."
Byvagten knyttede sine hænder og trådte tættere på, som man kunne se, at han var ved at miste tålmodigheden. Randall sagde "pis være med det" oppe i hovedet og fortsatte med at snakke. Det ville ende ud med smerte lige meget hvad.
"... men jeg sværger altså, jeg vidste ikke, at hun var ..." Første slag ramte hans ansigt, men trods smerten snakkede han videre. "... gift, og slet ikke ... med en ... byvagt ... hun virkede ... nu villig ... nok ... og hun ... nød det ... uden tvivl!" Slag efter slag ramte hans ansigt, men det fik ham ikke til at holde kæft. Efter de sidste ord var der et par sekunders pause og Randall var lige ved at tro, at han var færdig, men nej, en fod med en tung støvle hamrede direkte ind i maven på ham og slog al luften ud af ham. Gispende efter vejret og med en lyst til at brække sig, knækkede han sammen og blev kun holdt oppe af de to mænd.
"Smid ham ind i cellen med kvinden. Måske de kan få lidt sjov ud af hinanden." Hvad vagten mente var, at han håbede at den psykotiske kvinde ville banke videre på Randall. De to byvagter slæbte den ubehjælpsomme Randall ind i huset og kastede ham ublidt ind i cellen, hvor han landede på det beskidte gulv, stadig uden helt at have fået vejret tilbage igen.

Lidt efter fik han skubbet sig op at sidde på den eneste bænk. Hans mellemgulv brændte og hans ansigt føltes som om, at det havde været i kontakt med en mur. Hans hænder var stadig lænket bag ryggen. Det var da irriterende. Så med et dæmpet støn, som smerten skød ud fra hans mave, fik han skubbet lidt rundt på sig, så han kunne stikke to fingre i sin ene støvle. Da han trak dem op, havde han en dirk i mellem dem. Et øjeblik senere klikkede låsen, håndjernene faldt klirrende ned på bænken og han kunne gnide sine håndled, inden han stak dirken på plads i støvlen.
Med et suk betragtede han kvinden, der så ud til at være på vej til overfladen igen. Og ganske rigtigt, lidt efter slog hun øjnene op så rundt. Randall begyndte at undersøge sit ansigt med forsigtige fingre. Det skulle nok se kønt ud dage efter, hans ene øje var allerede begyndt at lukke.
De sarkastiske ord ramte ham ikke, som svar knækkede han sin næse på plads med sammenknebne øjne. Han hadede at have brækket næsen. Derefter snøftede han hårdt ind for at rense den for blod.
"Jeg tilbød dig noget helt andet, men neeej, du ville hellere slå på en byvagt." Han vidste godt, at det ikke var det hun mente, men det var han ligeglad med. "Men jeg må sige, du er en ganske imponerende kvinde!" Uforbederlig måtte han lige forsøge igen med at rose hende. Det kunne jo være, at hun blødte op. At de var låst inde i en celle, pff, Randall var ikke kræsen, når det kom til steder. Det forstyrrede ham ikke med publikum.

Cyrines grimasse af irritation blev faktisk tydelig af mandens ord. Hun gad ham ikke, tydeligvis, men han kunne åbenbart ikke opfatte en hentydning. Hun rystede på hovedet, frustreret før hun lagde en finger på håndjernene, der åbnede sig for hende. Ikke nok med det skruede boltene sig faktisk fri og selve lænkestykkerne åbnede sig også. Hun greb de nu ødelagte lænker i hånden, og tog stykkerne frem foran sig. Med en sur mine begyndte hun at manipulere nogle af de mere solide lænkestykker med sin telekinese, så de til sidst lignede nogle improviserede knojern. "Jeg har ingen interesse i dit tilbud," svarede hun koldt, mens hun først afprøvede knojernene og derefter puttede dem i en lomme. Hans kompliment havde den modsatte effekt af hvad han måske ville have ønsket og hun rejste sig brat og gik hen til ham, gribende fat i kraven på hans jakke. Hendes øjne slog næsten gnister, og hun havde faktisk for en gangs skyld svært ved at holde sine vrede følelser inde. Han havde lige sørget for at hun ikke kunne komme hjem til Sklar og guderne vide hvad han var i gang med lige nu!

"Jeg har ikke tid til dine rosende ord, fremmede! Jeg har ikke tid til at være her!" hendes ord kom ud i en sammenbidt snerren og hun var faretruende tæt på overvejelsen mod at stikke manden en skalle. Men hun lod være. I stedet slap hun ham bare, som om hun havde rørt ved et pestoffer og gik væk fra ham, kun for at begynde at gå rastløs frem og tilbage i cellen. Hun havde ingen intentioner om at blive her. Men først havde hun i sinde at udtænke en plan. Det var dog ikke nemt i hendes fulde, rasende tilstand.

Randalls blik blev nysgerrigt, da kvinden lavede noget bag ryggen og derefter hev sine håndjern frem, pillet fra hinanden. Hvis han ikke havde haft så ondt i ansigtet, ville han have skudt øjenbrynene i vejret, men han måtte nøjes med at spærre det gode øje op og smile imponeret. Så han havde ikke bare drømt det, hun havde nogle evner inden for telekinese. Som han sad og betragtede hendes arbejde med at lave knojern (Åh, hun var da en fantastisk kvinde, han kunne ikke lade være med at føle en varme i maven, som hun sad der og lavede ting til at udøve vold med), begyndte en idé at forme sig i hans hoved. Ikke en specielt original idé, men en idé som måske kunne få dem ud derfra. Inden nogen besluttede sig for at smide ham i fængsel i stedet for kachotten. Kvindens evner ville blive gode at have i baghånden.

Pludseligt stod hun foran ham med et fast tag i hans krave og et udtryk der sagde, at hun havde lige så meget lyst til at slå hans ansigt i smadder som den kære løjtnant. Hun skulle da sådan set være velkommen, men hun skulle bare regne med, ar han slog igen. Det havde han ikke ligefrem haft muligheden med løjtnanten, men hvis han nogensinde mødte ham alene på gaden... Ikke at Randall var den hævngerrige type, men man kunne jo lige så godt statuere et eksempel. Han så dog ikke ud til at være bange for, at hun skulle slå, heller ikke med sine nye fine knojern.

Ikke tid? Og hvad mente hun så med det?
"Ikke tid til at være her? Hvorfor ikke? Glemt at vande blomsterne?" Han lænede sig afslappet tilbage med armene over kors og virkede som en, der havde alverdens tid og ikke havde noget i mod at sidde i den lille celle. Hans hoved gled en smule på skrå som han så på hende med sit ene gode øje.
"Jamen så er det da godt, at jeg har en idé til, hvordan vi kan komme ud herfra. Hvis du har mere energi tilbage til at flytte rundt på ting." Han nikkede mod hende for at indikere, at det var hendes evne, han snakkede om.

Hendes frustrationer var tilsyneladende ikke ovre, for manden blev bare ved med at sige irriterende ord. Vande blomster? VANDE BLOMSTER?! Hvad helvede regnede han med? At hun var én eller anden gammel, bange tante? Fandme nej.
"Ja, jeg skal hjem og vande blomster," svarede hun, dybt, dybt sarkastisk. "Hvad helvede tror du selv? Du burde ha' lært efterhånden, at jeg ikke gør mig i den slags," tilføjelsen kom ret hurtigt, for hun var faktisk ikke helt sikker på, om manden var dum eller om han bare gjorde det her for at tirre hende til det yderste. Hun troede mest på det sidste, men det første kunne skam også være muligt. "Jeg har steder at være og ting at tage mig til. Man tjener ikke til føden ved at være i kasjotten," hun trak på skuldrene og gik tilbage i sin kølige stemning, mens hun skævede mod tremmerne. Der var ikke nogle vagter tæt på lige nu. Godt for dem.

Da han nævnte at han havde en idé, fik han hendes fulde opmærksomhed. Hun stirrede på ham mens spanden i hjørnet begyndte at krølle sig sammen ved hendes kommando. Det gav en let knækkende lyd da træ gik i splinter. "Jeg er ikke engang tæt på træt. Prøv mig, jeg kan flytte hvad som helst," hun mente hvert et ord, som hun trådte tættere på ham og til sidst satte sig på gulvet foran ham. "Hvad er din plan, fremmede?"

Kvindens sarkasme lavede ikke et eneste hak i Randall, i stedet fortsatte han bare med at se på hende med sit lidt skæve smil, der udtrykte tid, tålmodighed og en smule drilleri. At hidse hende op var morsomt, at se hende vred var tirrende. Han kunne virkeligt gode lide hende og han ærgrede sig noget kun over, at hun ikke virkede til at have lyst til at have sjov med ham. Han havde en fornemmelse af, at hun nok var fantastisk at have med i høstakken.
Men det var der tydeligvis ikke tid til. Hun var åbenbart desperat efter at komme ud herfra. Det kunne han da sagtens forstå, men SÅ desperat? Havde hun en unge, der ventede hjemme? Så burde hun ikke sidde på kro og drikke, burde hun?

Hans tanker blev afbrudt af en knagende, flækkende lyd, som lortespanden i hjørnet krakelerede og krøllede sammen. Hans smil blev større og han kunne ikke skjule sin begejstring. Sikke en evne!
"Fantastisk!" Han lænede sig frem og satte albuerne på knæene, mens han så på hende, som om at han skulle til at dele verdens største hemmelighed. Hans ene øje var klart og man kunne ikke se, at han lige havde været beruset. Han var det stadig lidt, men en omgang slag i hovedet havde renset ud for det meste.
"Nu ved jeg ikke, hvor kendt du er i disse etablissementer, men jeg har været på besøg nogle gange, uden grund selvfølgelig, og jeg kender vejen ud. Af bagvejen altså. Men der er en lille ting i vejen for turen ud." Han pegede med fingeren mod døren. "Jeg tvivler på, at selv en minotaur kan komme igennem de døre. Men en lås burde vel ikke være et problem for en smuk og begavet kvinde som dig?" Han blinkede til hende med det gode øje.

Inden hun nåede at svare, snakkede han videre, så han kunne nå at få det hele med. "Vores våben ligger på et bord ude i rummet. Jeg vil dog anbefale dig at forsøge at lade være med at slå byvagter ihjel, det tager de ikke så pænt, så får du ikke fred nogen steder." Ikke at han selv havde slået en byvagt ihjel, men han kendte dem efterhånden godt nok til at vide, at man ville ende øverst på deres lister over folk, der skulle lide og dø.

Endelig så det ud til at der kom noget fornuftigt ud af mandens mund! Cyrine stirrede bare på ham som han forklarede. Hun skulle lige til at snerre af ham da han kaldte hende en smuk kvinde, men han afbrød hende før hun nåede at gøre det ved at fortælle resten af planen. Hvorfor helvede skulle hun da også dræbe byvagterne? Det var jo bare dumt! Hun gloede kort på ham i tavshed, lod ham vente lidt før hun bare nikkede og gik hen til tremmerne. hun tog knojernet af og formede en lidt primitiv dirk én kæderstykkerne, hvorefter hun begyndte det møjsommelige arbejde der bestod i at få åbnet låsen. Egentlig kunne hun sagtens bare få tremmerne til at bevæge sig så de godt kunne komme ud uden at gøre det, men det ville bare larme, og det var unødvendigt.
"jeg troede lige du sagde jeg var begavet? Man kan ikke være begavet og så samtidig så dum at man bare uden lige slår en byvagt ihjel!" vrissede hun dog lavt af ham samtidig med at hun arbejdede. Til sidst gav låsen sig med et lille klik og hun vendte sit blik mod manden, stadig koldt og kynisk.

"Så, let røven. Døren er åben, kvinderne først," hendes lille joke var nok den eneste, manden nogensinde ville få, så hun trak derefter bare på skuldrene og lod ham gå ud først. Derefter vendte hun sig omgående mod det bord hvor både hendes handsker, knojern, samt en grumt udseende kniv lå på. Hans våben lå der også, men det var hun pænt ligeglad med. I stedet tog hun blot sine egne og lod ham om hans sager.
Mens hun trak i handskerne, dukkede en byvagt op og hun skyndte sig egentlig bare at gribe fat i ham, mens hendes øjne langsomt blev sorte. "Hold din kæft. Sæt dig. Og hold ædespalten lukket til i morgen," det skræmmende blik var nok til at vagten nikkede, mens rystede over det hele og næsten virkede til at kollapse af bare rædsel. Igen var Cyrine bare ligeglad, og mens hun vendte sig mod sin cellekammerat, forsvandt de sorte vener fra hendes kinder, samtidig med at hendes øjne igen antog deres normale farve. "Nå, hvad venter vi på? Har du snøvlet dig færdig?"

Randall stirrede lidt på kvinden, mens han ventede på at finde ud af, om hun havde fattet noget som helst af det, han sagde. Først så det ikke ud til det, måske skønheden var for fuld, men til sidst rejste hun sig op og gik over til døren. Her fik hun lavet en dirk, der var stor nok til at klare låsen i døren. Den Randall havde i støvlen var for lille, men normalt skulle han heller ikke klare andet end håndjern og en lille dør i ny og næ. Ikke en celledør. Han blev siddende og betragtede hende arbejde. Praktisk med en handy tøs. Hendes vrissen om hans advarsel fik ham bare til at trække på skuldrene.
”Man kan aldrig vide, kan man? Du var ved at slå ret meget på en tilbage på kroen.” Hans stemme var afslappet og han viste ingen tegn på at mene noget dårligt med det, han sagde. Han tænkte bare på sig selv, for de flygtede sammen. Så var det ligegyldigt med, hvem der havde slået en vagt ihjel, de ville være jagtet vildt begge to.

Låsen klikkede og Randall kom på benene. Han var en smule svimmel, mest på grund af slagene, men det kunne være meget værre. Han skulle dog nok lige passe på de næste par dage, det var ikke første gang, at han ville blive syg og dårlig over en gang tæv i hovedet.
Kvindens ord fik ham til at skære ansigt og han modstod virkeligt en trang til at klaske hende bagi, som han gik forbi. Det var ikke lige nu, at han skulle have hende til at pande sig én. Han kastede et kort blik op af trappen til ovenpå, men der var ingen. Derefter gik han til bordet og samlede sine våben op. Den lange kniv røg på plads i skeden på ryggen, sværdet i bæltet og den mindre kniv ligeledes i bæltet. Han tog også sin pung, der stadig havde et par krystaller i sig og stak den på plads i bæltet. Selvom de havde travlt, var han lige ved at lade blikket løbe over bordet og han fik øje på mere end én mere eller mindre fyldt pung.

Som han var ved at samle sammen, dukkede der en byvagt op, men inden nogen af dem nåede at reagere, havde kvinden taget fat i ham og sagde til ham, at han skulle være stille. Byvagten så ud som om, at han var ved at skide i bukserne, noget Randall ikke forstod, før kvinden vendte sig i mod ham. Et mørke forsvandt fra hendes øjne og sorte blodårer var at se omkring hendes øjne. Det tog ham et par sekunder at ryste en grim fornemmelse af sig, som hun snakkede til ham.
”Ja ja, snuske, jeg kommer nu.” Han kastede et blik på byvagten, som han gik forbi ham og besluttede sig for, at de ikke ville få problemer med ham. Ellers havde han slået ham ud. I stedet koncentrerede han sig om at få dem ud, helst ubemærket.

Trappen ledte op til en gang. Hvis man drejede til venstre ville man bevæge sig ned til et rum, hvor der altid var mindst to byvagter til at tage i mod folk. Til den anden side var byvagternes pauserum og forbi det - udgangen. Det var heldigvis et godt tidspunkt på dagen, de fleste byvagter var ude at patruljere eller lå og sov.
Der var ingen på gangen og Randall vinkede let med hånden for at få kvinden til at følge med. I stilhed forhåbentligt. Der var ikke ret langt fra døren ned til cellerne og hen til pauserummet og man kunne høre nogen sidde og snakke dæmpet derinde. Så stille som muligt listede Randall ned til døren, der stod åben og skævede ind. De to vagter sad med ryggen til. Der lå et par stykker og sov på et par bænke. Så mindst fire, plus dem der var ude i det første rum. Nok var Randall god og kvinden virkede ikke til at være uden evner, men det var for mange at klare. Han så tilbage mod kvinden, lagde en finger for læberne og pegede ned mod den store dør, der ledte ud. Om den var låst vidste han ikke, det havde den ikke været sidst, han havde benyttet den.

Meget forsigtigt listede han forbi den åbne dør. Ingen begyndte at råbe op og han skyndte sig en smule ned til den store dør og skubbede håndtaget ned. Den var åben. De havde ikke lært at tidligere fejl! Som han skubbede døren op, lød der en klirren. De havde lært noget. De havde sat en klokke på. En ed gled over hans læber, som man kunne høre de to mænd komme på benene og kigge ud i gangen. Randall gav pokker i vold for kvinden og satte i løb, da råberiet begyndte.

Det gav en let trækning i Cyrines mundvige da manden kaldte hende snuske igen. Hun rystede irriteret på hovedet. "Mit navn er hverken snuske eller smukke. Mit navn er Cyrine," svarede hun frustreret, før de gik videre op ad trapperne, hvor hun lod ham tage føringen. Han så ud til at have mere erfaring med dette end hvad hun havde, så hun lod ham bare snige sig af sted mens hun selv bevægede sig lydløst bag ham, rynkende på næsen over den lugt af sved der hang ved ham. Og blodet ej at forglemme. Hun var dog nogenlunde vant til det fra sig selv, så det var ikke noget hun blev helt døende af, at lugte til.
De nåede op til et sted hvor der var to veje ud. Det endte med at manden valgte den store dør og med det samme fik Cyrine bagtanken, at det nok var lidt nemmere end hvad det så ud til. Hun var forberedt på det værste og selv da manden så ud som om at det var successfuldt, at åbne døren stille, så lød lyden af en klokke idet døren blev åbnet. Snart kom lyden af råb og manden var allerede sat i løb. 

Selv beregnede Cyrine sine chancer, men da hun så mindst fire vagter, satte hun også i løb, efter ham. Hun nåede relativt hurtigt op på siden af ham og mens hun hørte råben længere nede af gaden hev hun fat i kraven på hans jakke og trak ham med ind i en gyde, for at løbe videre hen til den næste gyde. Tømmermænd og fuldskab samt tæv sløvede dog ærligt talt dem begge ret meget ned så selv da de nåede ind i en ny gyde, kunne Cyrine stadig høre råbene ret tæt på. "Er det her en del af din plan, hvad?!" hun vrissede lavt for at undgå at blive hørt og stirrede vredt på manden, spørgende. Afventende. Han måtte vel have ét eller andet form for es i ærmet?!

Randall vidste til at starte med ikke, om kvinden var med. Han var også pishamrende ligeglad, han tænkte som sædvanligt kun på sig selv. Men kvinden, som havde introduceret sig selv som Cyrine, dukkede hurtigt op ved hans side. Pludseligt hev hun fat i hans krave og hev ham efter sig i en gyde og videre ind i en anden. Randall nåede slet ikke at brokke sig. Slagene gjorde ham en smule konfus og han prøvede at trække hende med en anden vej, da hun hev ham ind i den sidste gyde. Allerede inden de kom derind vidste Randall, at den var lukket. Hun havde ført dem direkte ind i en fælde.

Som hun slap ham, rykkede han læderjakken på plads og så bebrejdende på hende.
”Jeg HAVDE en plan, men den gik til højre og ikke til venstre for to gyder siden.” Hans blik gled rundt i gyden. Ingen chance for at slippe ud. Ikke for dem begge i hvert fald. Hurtigt pegede han på taget af det ene hus, der udgjorde den ene side af gyden.
”Giv mig en fod, så kyler jeg dig derop.” Han gik lidt ned i knæ og foldede hænderne, klar til at give hende en hestesko. Lige så snart hun var klar, hev han op og fik hende slynget op på taget. Mens han hev både sværd og lange kniv ud af deres skeder, så han op på hende med et grin.

”Cyrine. Et smukt navn til en smuk kvinde. Tænk lige på mig, når du går i seng i aften, gider du?” Han blinkede med det gode øje og vendte sig mod gydens åbning, hvor de første vagter dukkede op. På en måde slog han to fluer med et smæk. Han kom ikke i fængsel og forhåbentligt ville byvagterne tro på hans død. Om de vidste, at han ville dukke op igen, vidste han faktisk ikke. Måske han skulle finde ud af det. Nå, det måtte blive en anden gang. Nu skulle han lege dagens helt og forhåbentligt knuse et kvindehjerte. Okay, hun virkede ikke som en, der ville græde over hans død. Skidt med det. Dette var bare god humor.
Han svingede elegant kniven i den ene hånd og løb så med et brøl ned mod byvagterne. Han gjorde intet aktiv forsøg på at ramme dem, det var der ingen grund til. Det tog ikke mange øjeblikke før smerten fra de skarpe sværd overtog hans verden, der hurtigt blev sort. Smerten gjorde ikke så meget, den var snart væk. Han døde med et skævt smil på læberne, han morede sig stadig lidt over det cirkus han kunne lave ved at dø.




Med et højt gisp efter vejret, satte han sig op. Det regnede en smule og en vind strøg igennem træerne omkring ham. Fantomsmerterne sad i hans krop og han skar ansigt. Hvor mon han var endt? Oppe nord på i en skov et sted. Som han så rundt, fik han øje på toppen af et bjerg. Ah, så langt nord på. Det ville tage ham et stykke tid at komme tilbage til hovedstaden. Medmindre han fik fat på en hest. Måske han skulle finde en hest. Med et suk kom han på benene. Han havde en kvinde, han skulle finde.

Mandens bebrejdende blik fik Cyrine til at ryste irriteret på hovedet. Hvor helvede skulle hun da også vide fra, at dette var en blindgyde?! Heldigvis så han ud til at have en plan da han tilbød hende en hestesko, som hun bare valgte at tage imod uden tøven. Så kunne det være at han kunne blive hevet herop selv. Hun skulle til at række ham en hånd, da hun så hvad han havde planer om at gøre. "Hva'?! Vær nu ikke dum," hun stirrede vredt ned på ham. Hun ville ikke lade nogen som helst dø for hendes skyld, om hun så hadede personen eller ej. Hun brød sig ikke om tanken, og blev kun mere og mere rasende da hun fra sit punkt oppe på taget kunne se hvordan byvagterne var nødt til at dræbe manden, fordi han ikke stoppede. De slæbte liget med og på vejen røg hans pung med krystaller ud af bæltet. Hans blodige våben lå der også, og Cyrine så sit snit, som byvagterne var kommet langt nok væk. Hun hoppede ned fra taget og tog de ting, manden havde efterladt med en frustreret grimasse. Manden kunne vel ikke bruge sine ting, hvis han var død.

"Din tåbe," mumlede hun for sig selv, mest rettet mod den fremmede mand hvis navn hun aldrig havde fået. Det måtte snart være tid til én af de gadekampe igen. Hun havde behov for at komme af med noget raseri. Som hun gik ned ad gaden begyndte hendes hænder at ryste, tegnet på trangen til at ødelægge noget smukt, lige her og nu.

// Slut-prut!