Ah Medanien. Hjemstedet for de små skrøbelige bønder, hvis eneste formål i livet var at reproducere sig og sørge for at kunne anskaffe sig nok føde til at holde liv i alle de skrigende unger de nærmest kastede om sig. Fattig, men en ganske roligt og vellidt folk.
Det trak i mundvigen, og afslørede de spidse rovdyrtænder. Shenzi havde været her før. Hun havde før begivet sig rundt i dette markfyldte land, med det som de fleste ville kalde et behageligt klima. Shenzi klagede ikke, selvom sandets hede og ubarmhjertighed var hende nært og kærligt. Det brændende sand var jo nærmest en kærtegnelse af de trætte poter!
"Moar! Sofía har taget min dukke!!" børn.. De små yngler som forpestede jorden med deres blødhed og uskyldige øjne. En lavmæld knurren gled over hyænen, der krummede sig bedre sammen i busken, de gule øjne fæsnet på den knap syvårige Sofía der kom løbende over højen, ganske rigtigt med den kluddede drukke trykket ind til sig.

Shenzi kravlede ganske let og lydløst frem af buskadset til hun nåede et ensomt træ et håndkast væk. Et træ hun lænede sig op ad med morskab malet i de gule øjne. "Det er ikke pænt at sjæle" stemmen var hæs men silkeblød farlig. Noget der kunne bringe kuldegysninger ned af rygsøjlen. Pigen havde sat sig op af en sten og leget med den beskidte dukke, stivnede på stedet. De uskyldige blå øjne nåede dobbel størrelse som hun kiggede op på hyænekvinden. "Skrig og du dør" Pigen havde gjort antræk til at åbne munden men lod den langsomt klappe i igen.

Legesygt bevægede Shenzi sig langsomt nærmere. Trak det i langdrag som frygten blussede op i den spinkle bondeunge. Hun satte sig på hug foran barnet, der forsøgte at kravle direkte ind i stenen for at komme væk. Shenzi tog en dyb indånding gennem næsen og lukkede øjnene. Frisk kød havde sådan en dejlig lugt. Men hvis man legede lidt først, smagte de ekstra godt. "Har dine forældre ikke fortalt dig det er farligt at vandre alene?"

Marklandet havde været hjem til Caiside fra Lindskoven de sidste par måneder. Han havde mødt en sød pige her og han havde boet hos hende noget tid nu. Folkene i omegnene var begynd at kende Caiside og havde nær accepteret ham som en del af deres dagligdag. Han legede med børnene, hjalp på de mange marker og hyggede sig med beboerne af Medanien. Desværre var det en smule underligt endnu for Caiside der var vant til høje træer, farver og andre af hans slags, andre satyrer. Men her var Sasha og her var Meles, så han kunne klare sig.
Idag var Meles og Sasha dog hjemme mens Caiside var taget ud for at bare gå en tur. Han havde ikke aftalt med nogen at hjælpe idag og derfor ville han endelig begive sig ud og lære mere om naturen og dyrene her. Især nu da hans stemme igen kunne tale med dem ordentligt istedet for at alt virkede så tavst som under plagerne der havde taget sin told på Medaniens marker især.

Ved et lille skov areal løb Caiside lystigt om kap med flere fugle, en hjort og en enkelt odder der svømmede lystigt i vandløbet ved siden af dem. Det var længe siden han havde kunne hygge sig på den her måde, men det blev afbrudt som han hørte en lille fugl synge; "Åh nej. En hyæne!" som den hurtigt fløj over hans hoved. Caiside havde ikke før set en hyæne, men han havde hørt om dem, dog aldrig hørt at de skulle bo her i Medanien. Han gik derfor mod stedet fuglen fløj fra og kunne høre en ukendt stemme. Og som Caiside fra et træ kom til syne kunne han se det fuglen faktisk havde talt om. Et halvdyr? Vent! Er det der ikke en af Kristinas børn?
Caiside handlede i panik og prøvede på ikke at larme for meget som han så hyænen sætte sig på hug ved barnet. Han ville ikke lade hvem end personen var skade barnet og med det glubske blik Caiside synes dyret havde så måtte han handle på den ene eller anden måde. En sten blev samlet op og han trådte hurtigt ud fra bag hans skjulested med stenen hævet over hovedet. "Gå væk fra barnet, el- eller- ellers kaster jeg altså!?" stammede Caiside. Han var ikke en krigere og han hadede for alt i verden kamp, men barnet ville han ikke lade komme til skade, koste hvad det ville!

Pigens underlæbe begyndte at vibrere faretruende, mens tårerne begyndte at løbe ned af de røde kinder. Det var en smukt syn. "Mmmh Salt til kødet" Shenzis smil blev større til tænderne skilte sig fra hinanden. Pigen kom med en pivende lyd der døde ud igen som blev hendes lunger piftet. Hyænegrinet løb over hendes læber som hun lænede sig tættere på med hovedet på skrå. "Oh kitty kan ikke klare mosten? hvad med jeg tæller til ti og du begynder at løbe? Så ser vi hvem der vinder?" de gule øjne nærmest spandt af spænding, mens hun kørte en lang finger ned af den bløde kind, med neglen krassende ned. Der gik hul så nemt som ingenting, og blodet løb ned af hendes finger. Fingeren blev løftet op, betragtet med sult, inden hun langsomt lod sin tunge slikke blodet af. "Du smager sødt"

Selvfølgelig var det en indkaldelse til at blive forstyrret. Langsomt, nærmest pinefuldt langsomt fjernede Shenzi sine gule øjne fra ofret, for at kigge op på hvad de nok ville kalde den modige kriger i hvid rustning, eller hvad filan det nu hed. Hun hævede ganske roligt et øjenbryn og lagde hovedet på skrå. Langsomt rejste hun sig på, lod barn være barn og kiggede indtagende på Satyren foran sig. Mmmh det var lang tid siden hun sidst havde fået gedeben at smage. Shenzi slikkede sig langsomt over tænderne inden hun begyndte at grine lavmælt. "Er du ikke en stor stærk helt" Shenzi lod en hånd glide igennem håret på den lille pige, der stadig sad stivnet med tårerne trillende ned af kinderne. Hendes hulken begyndt dog at blive tydelig nu. "Er du sikker på du overhovedet kan ramme?" ej det var alt for godt.

Caiside som med stenen stod hævet over hans hoved vidste da godt han ikke var nogen helt. Han var ikke en ridder i en stor styk sølvrustning der kunne redde dagen, men han havde ikke tænkt sig at andre skulle komme til skade uden han i det mindste prøvede på at hjælpe dem. "Je-jeg jeg mener det!" han virkede ikke særlig sikker i sine ord og udseendet af kvinden var skræmmende for ham. Han ville helst løbe og bare blive ved med det for at være i sikkerhed, men så efterlod han den lille pige der så bare ville have endnu flere problemer end han nu havde. "Jeg kaster den og- og derefter, ja så- så slår jeg dig altså!" han så på hyæne damen og så på barnet der nu tydeligt var begyndt at hulke og det bristede Caisides hjerte at se. Bare han kunne løbe til det og fortælle det alt ville blive okay, at det var i sikkerhed og han nok skulle klare problemet, men det var ikke sandheden. Han var vidst i størst fare nu ud af det to.

Selv med hans stammen i tonen ville han gøre et forsøg. Så han ventede på kvindens reaktion. Ventede på hun ville gøre noget og hvis hun gjorde barnet nået så ville han kaste, uden tanke om noget for han måtte prøve det ene eller andet.

Nærmest fraværende begyndte Shenzi at lade sin fingre køre gennem det blonde hår på pigen, som en lettere ubehagelig form for aening, som pigebarnet tydeligvis ikke satte pris på, men var for bange til at gøre noget ved. Omend man kunne se de store øjne tigge om at hun skulle stoppe. Shenzi smilede bredt, visende de lange spidse rovdyrtænder tydeligt for ham. "Ser man det..." så han mente det? Jamen dog. Så stor i sine ord han da var. Ikke at han så synderligt stor og stærk ud selv. Faktisk ville han blive et nemt måltid, når det kom til stykket. Hun havde bare ikke bestemt sig til hvad hun helst ville have endnu.
Shenzi kastede hovedet tilbage i et hyænisk lattersudbrud, hvorefter de gule øjne vendte tilbage til ham, med tændt jagtinstinkt og morskab i samme blanding. Hun elskede skam også når tingene ikke gik alt for nemt. Og denne satyr ville da ikke give op. "Slår du virkelig på piger?" grinede hun ondsindet, og lod langsomt sine kløer glide ud af det blonde hår, mens hun mistede interessen for pigebarnet der ikke rigtig gav noget igen. Andet end at sidde og hulke som det lille forsvarsløse barn hun var. "Jamen så kom da? Eller venter du på at jeg rent faktisk begynder at flå i den lyse hud og smage på det søde blod?" tirrede hun ham, som hun rettede sig op i stedet for at stå foroverbøjet, som hun havde gjort siden hun var kommet nær barnet.

Caiside var lamslået. Han ville bare ikke skade damen, hvis hun nu bare gik sin vej istedet, så ville de ikke skulle op og tosses. Men sådan skulle det nu ikke være, det skulle det vel aldrig. Han så utilfreds mod den ulækre hyæne som den grinte og som den begynde at tirre ham kastede han stenen der havde ventet sin tur gennem luften for at ramme bæstet. "Pige!? Du skal ikke prøve på at få mig til at undskylde dine horrible handlinger overfor pigen der!" han så lidt væk og hans øjne mødte til hans overraskelse stenen som var forret gennem luften og land i nærheden af Hyænen? Han havde glemt at holde øje med den, så han var ikke helt sikker på om den havde ramt, for han havde meget travlt med at råbe af hende.
"Lad pige gå. Det der var en advarsel. Næste gang er det min fod." det her ville være virkeligt pinligt hvis han ikke havde ramt, men for nu følte han sig stolt af hans ord. Han havde undgået og stamme og han virkede jo næsten selvsikker og modig, også selvom han inderst inde var ved at tisse en smule i bukserne ved bare at vide hvor meget af hendes opmærksomhed lige nu lå på ham. De glubske øjne fortalte ham jo næsten at hvis hun misset sit ene måltid så ville han være det næste og det fik ham til at synke en meget stor klump i halsen som han frygtede det kunne blive en realitet.

Stenen fløj ganske som lovet igennem luften, med solid fart gennem luften og ramte hende på skulderen. Hun rykkede den ikke engang en centimeter som den ramte hende, selvom hun da godt kunne mærke ubehagen ved at den ramte. I stedet kiggede hun på sin arm, for derefter at kigge tilbage på Saryren. Shenzi løftede et øjenbryn af ham.  "Hvad har dine handlinger med mine at gøre? Trode fyre som dig havde ære i livet" drillede hun ondskabsfuldt. Hun var i realiteten ligeglad med kønsroller det meste af tiden, men man måtte udnytte hvad man kunne.
"Så må man sandelig håbe at din fod slår hårdere end dine kasteevner" hun rynkede knurrende næsen af ham, selvom det var tydeligt at se at det hele var en sjov leg for hende. Øjnene havde et skær af ren morskab over dem. Sadistisk ond morskab, men ikke destro mindre var det tydeligt at hun ikke tog sin modstander spor alvorligt. "Lille bukkebruse vil lege helt.. Ved du hvad der sker med helte i de sande eventyr?" hun strak sine fingre ud, kløerne for alvor var synlige, mens hun ganske hensynsløst slap taget om pigebarnets blonde hår, for at have fokus et andet sted. "De overlever sjældent til at fortælle hvad der hente dem" færdiggjorde hun sin sætning med en hyænisk latter, inden hun satte af i et par spring imod ham, for at springe imod satyren med åbent gab og kløerne fremme.

Hendes ord ramte ham egentligt hårdt. Han følte selv at ære var vigtigt og at han selv var meget ærefuld, men hendes tirren fik ham ikke til at være irriteret, bare undrende. Kort glemte han næsten at han kunne ende i kamp. Men hendes øjne fangede hans og hurtigt huskede han at selveste Zaladin måtte stå foran ham, for intet menneskeligt ville nogensinde kunne se så ondt ud og brænde med sådan et mørke bag deres øjne.
"Jeg- jeg er ikke nogen buk-bukkebruse! Ik' en helt." stammede han som hendes klør kom til syne. Det var svært at virke modig og stærk når hendes udseende skreg så meget af død. Og hendes grin. Det var skabt som hvis han konstant var fanget i et mareridt, for det ville ihvertfald fremtræde der de næste mange dage.

Hurtigt kastede Caiside sine arme op foran hans hoved for at beskytte sig en smule, for han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var en elsker, ikke en kriger. Han kunne ikke kæmpe, så det handlede bare om at pigen kunne nå at stikke af før han selv ville kunne det. "Undskyld..." hviskede han som hendes hurtige spring bragte hende lige mod ham. Han undskylde ikke til hende, men i håbet om at hans familie ville kunne tilgive ham for at kaste sit liv væk på den måde han nu havde gjort, for han frygtede at ingen ville kunne redde ham. Han havde reddet pigen, men hvem ville dog redde ham? 

Shenzi grinede over hans svar. Så udmyg han da var. udmyg, naiv og ubeskrivelig uheldig. Nok havde han selv valgt at blande sig, i et forsøg på heltemodigt at redde en lille pige, eller hvad end hans motivation måtte være. Men Shenzi fandt denne drejning, ganske underholdende. "Ved du hvad.. Du ligner heller ikke nogen helt" gav hun ham skadefro ret. Hun lagde hovedet let på skrå, med det store gab let åbnet hvor den rødne ånde af lig faldt sin vej frem i atmosfæret, kun gjort mere skræmmende af de sylespidse tænder.

Shenzi opfangede egentlig ikke hvad han sagde. Hun var efterhånden køligt vant til at hendes ofre talte i vilde tunger, ofte tiggende om ikke at dø. De skarpe negle kradsede sig fast i hans ene skulder, samt brystkasse, mens hun holdte det snudede hoved over hans ansigt, bringende en ubehagelig ånde og nervepirrende nærvær frem. Hun klukkede som den mørke tunge gled over hendes læber - sultent. Pigen skreg hjerteskærende et sted i baggrunden, men Shenzi var langt mere optaget af at lege med sin mad. At lade den mørke tunge slikke op af satyrens kind. "Smager du lige så sød som du lyder" pirrede hun ham med latter i stemmen.

Caiside så ud til ikke at kunne finde den samme nydelse i gerningerne hyænen gjorde mod ham som hun kunne. Faktisk fandt han kun dette frastødende og han ville inderligt bare gerne sparke hende i fjæsset for at få hende væk, men teknisk set havde hun ikke gjort ham ondt og pigen var ikke længere i samme fare som hun ellers kort før havde været. Men hvad skulle han så gøre. Hendes tunge var mod hans kind og hendes ord pirrede sin vej ind i hans hjerte og forårsagede kun han endnu mere bare ville have hende væk fra ham.
Han trådte et enkelt skridt væk fra hyænen og hold hans hænder frem mod hende. "Det er der ingen grund til at ta-ta-tale om. Ingen grund ti-til kamp." hans hænder rystede i frygt for hvad hun kunne finde på. Ville hun blive ved med at lege med ham som en kat med en mus, eller ville hun bare angribe?

"Je-jeg har ikke lyst til at kæmpe, så vær nu ba-bare sød at lade os væ-ære." stammede han så som hans øjne så på hende. Modet der tidligere havde gemt sig i dem var forsvundet, for han ville virkelig ikke have brug for at skulle kæmpe. Han kunne ikke engang lide tanken om at slå hende eller hende ham. Dog brænde der i ham en trang til bare at sparke hende væk fra ham og så tage benene på nakke.

Shenzi lagde hovedet på skrå, som satyren begyndte at stamme noget så kraftigt. Hun fik et skadefrogt smil på læben og et glimt af ren morskab i øjnene. Shenzi havde mere eller mindre glemt den lille pige bag sig.  "Nu er du kedelig.." fnøs Shenzi meget utilfreds og begyndte at knurre i stedet. Nok elskede hun at lege, men hun kunne også blive utålmodig.
"Og hvorfor skulle jeg det?" hendes blik var koldt som hun stirrede på ham, med et let løftet øjenbryn. Hun blottede tænderne og gjorde klar til at springe imod ham.

At springe direkte kunne være risikabelt i forhold til at han kunne forsvare sig, men når alt kom til alt, var Shenzi overbevidst om at hun var stærkest og hurtigst. Men ingen grund til at påtage sig smerte uden grund. Hun knækkede de lange fingre, og begyndte at kredse rundt om ham, inden hun sprang imod ham, med sigt mod brystkassen og halsområde, med et sultent udtryk.

Virkeligt ønskede Caiside ikke at kamp skulle være løsningen på det her problem med det så det ud til. Intet af hvad han havde sagt så ud til at føre nogle steder og hun virkede kun mere og mere oprevet for hver gang Caiside havde sagt noget om det. Hun virkede næsten til at hellere ville høre om hvordan han ville lege helt og prøve at gøre noget. Men Caiside var en elsker, ikke en kæmper.
Caiside så bare nervøst til som monstret begynde at cirkle om ham. Han ville virkeligt ikke kampe så da hun sprang mod ham responderende han hurtigt ved at kaste sig på siden på maven for ikke at blive ramte. Og slaget af jorden mod hans mave gjorde godt nok ondt, men nok mindre ondt end det ville have gjort hvis hun havde ramt ham.

"Ikke kæmpe, jeg vil ikke kæmpe, vær nu sød." halv råbte han som han vende sig på sin ryg og begynde at skubbe sig tilbage, væk fra monstret som stod foran ham. Hvis han faktisk prøvede at kæmpe ville det sikkert også være til ingen verdens nytte. Hun var sikkert stærkere og mere trænet end ham, og hvis han løb var hun sikkert hurtigere end ham også.
Hvad skulle man gøre hvis man var i sådan en situation. Ud over at bede til at guderne ville sende en hjælpen man har brug for.

Shenzi var bedøvende ligeglad med hvor meget elsker denne satyr så end var. Alt hun så for sig lige nu var et velstægt gedelår til aftensmad, og hun begyndte at savle bare ved tanken. Imponerende nok, var han også hurtigt til fods og ikke fuldstændig stivnet i skræk. Det gjorde legen det mere morsom for hende. Så kunne hun jagte ham lidt. Det blinkede i hendes øjne af morskab over den udvikling. Hvordan byttedyret var panisk. Hun elskede det.

Shenzi sprang frem igen i et forsøg på at lande over ham, for at trykke ham ned imod den muldne jord, holde ham fast så han ikke kunne slippe væk. Hans ord fik hende til at grine hysterisk. "Ved du hvad der sker med dem som ikke vil kæmpe? De dør!" oh de fredelige væsner - så dumme de da var. Shenzi slikkede sig om munden og blottede de lange gule tænder, da lyden af løben og fjerne stemmer nåede de lødne øre. Irriteret løftede hun hovedet let, lyttende, hvor hendes udtryk gik fra underholdt til stærkt irriteret. Enten skulle det gå stærkt med aflivningen eller også fik hun intet lækkert måltid i disse timer.

Caiside lå skræmt som hyænen nu var over ham og holde ham nede. Hvad helvede skulle han nu gøre. Ville det være her han skulle dø!? Han ville ikke dø, så ud af ren panik løftede han hans ene ben og prøvede desperart at sparke hyænen i maven som den lå over ham. Alt sortnede nærmest som han i panik bare handlede.
Barnet var rejst sig og begynde at løbe som Caiside lå der og havde brug for hjælp og da han lagde mærke til det skreg han hurtigt til pigen "Hent hjæææææææælp!!" hans hjerte sad nærmest i halsen på ham og om det så det så blev det sidste, nej, hvis han skulle gøre noget, så ville det blive at få hende væk og komme levende ud af det her!

"Hvis du dræber mig nu får du intet sjov ud af det!?" prøvede han i sin kamp for livet at sige. Hun virkede allerede sindsyg i hans hoved, så hvorfor ikke. Måske hvis han prøvede at gejle hende op til en kamp kunne han få lov at leve, bare til hjælpen kunne finde hen til ham... Hjælp mig...

Latteren nåede til sidst højder der næsten overdøvede satyrens råb til den lille pige som spurtede hen over marken med det lyse hår blafrende i luften. Shenzi var ret ligeglad med det pigebarn nu hun havde fået andet legetøj. "hent hjælp, hent hjælp.. I er så ynkelige hver og en" Shenzi begyndte at fnise, hvilket var meget upassende til hele situationen havde det ikke været for det ondskabsfulde og psykotiske udtryk i hendes ansigt. Det var ikke svært at se at hun nød dette. Dette var nok højdepunktet af hendes dag.

Shenzi lænede sig knurrende helt ned til hans ansigt, mens hun med sin styrke og kropsvægt holdte ham nede mod den kolde brune jord under ham. "Du er vidst ikke klar over hvor lang tid det kan tage at dø" svarede hun med det tydelige tandsmil og den varme ånde der ramte mod hans hud. Hun begyndte at grine igen, som hun åbnede gabet og snappede ud efter ham for at lade tænderne synke ned i den menneskelignende hud og kød ved kravebenet, såfremt hun var hurtig nok til at ramme ham. Den var altid så blød og saftig, og nemt tilgængelig, grundet den manglende pels. Så ligetil at man nærmest kunne høre det røde blod pumpe rundt i kroppen og hvor let det var at få frem. Det var en berusende tanke.

Caiside frygtede mere og mere for sit liv. Synet af hendes tænder borede sig ind i ham og hendes grin. Hvilken ugudelig lyd det lavede. Hun var rendyrket ondskab i følge ham og han havde aldrig troet at han i sit liv skulle ramle ind i noget så forfærdeligt som hende her. Han prøvede at vende og dreje sit hoved for at se efter hjælp, folk, redskaber, sten, planter... Men først som hans øjne mødte en lille solsort der fløj fra sin rede fik han tænkt sig om. "Du-Du har helt ret. Jeg ved ikke hvor lang tid det kan tage." Caiside virkede til at blive mere rolig og han vidste præcis hvorfor. Han måtte holde sine følelser i ro, og han måtte begynde at tage sig af hendes.
Trods han aldrig ville kunne kæmpe mod hende direkte fik synet af fuglen ham til at tænke på at kalde dem til sig, at håbe på at hans forbindelse til naturen ville gøre at hjælp ville finde ham. Men han ville ikke bringe en eneste sjæl i fare for hans.

"V-ved du hvad en rose har?" Caiside måtte trække tiden ud. Alt han sagde og gjorde var i et desperart forsøg på at komme levende gennem alt der nu ville udfolde sig. Hans øjne begynde at se farverne der omgav både ham og hyænen. Han kunne se hendes aura, følelserne der lå bag hendes angreb. Han var ikke sikker på hvordan han skulle tyde hendes lyst til at dræbe ham efter at have leget med ham, men stille måtte han prøve at ændre det til følelser af sorg. Intet andet kunne han gøre. Han måtte bare håbe at han ikke var død om nogle minutter og at hun ikke længere ville have en trang til at æde ham.
Men? Han havde aldrig prøvet på en person med så intense følelser som nu. Han havde ikke overvejet om hun overhovedet ville kunne blive påvirket af det. Alt lå op til skæbnen. Desværre.

((Du vælge bare udkommet af hans evne. Om han faktisk har en effekt eller om han ikke har. Jeg skal nok klare mig med hvad end))

Ganske korrekt svar til det spørgsmål. Det var ikke mange der vidste hvor lang tid det kunne tage at dø, og hun havde efterhånden lært hvordan man kunne dræbe sit offert hurtigt og smertefrit, eller omvendt. Langsomt og meget smertefuldt. Lige nu hugede hun mest efter det sidste af de to ting. At se ham sprælle for livet. Skrige af smerte. Tungen slikkede sig over de spidse tænder mens hun nynnede i en munter mine.

Hans spørgsmål fik hende dog til at kigge meget undrende på ham, med krøllede øjenbryn og et noget forkert udtryk i ansigtet. Hvad fanden var det for et spørgsmål? "Hvis du svare torne så bider jeg" knurrede hun irriteret. Men hun fik det underligt. En følelse der overhovedet ikke hørte til begyndte at snige sig ind på hende. Shenzi knurrede og rystede sig som om en kuldegysning gik igennem kroppen på hende. Øjnene blev kort matte, men blev revet tilbage til en intens vrede som hun stirrede ned på satyren under sig. "Leg med mine følelser, en gang til og jeg skal sørge for at dit lig bliver ædt op, bid for bid!!" råbte hun ned i hans ansigt med mere intens vrede. Morskaben hun før havde var forsvundet, så noget der var lykkes for ham at manipulere. Nu var hun i stedet bare vred. Meget vred.

Shenzi snappede arrigt ud efter ham, i et forsøg på at få fat i skulderen og begrave tænderne dybt. Smage hans blod, mærke kødet mellem sine tænder og musklerne der strittede imod. Hvilken blodrus det ville give.
Men det var også her stemmerne blev højere. Lyden af folk der nærmede sig, og de lød ikke venligsindede.

Hendes svar fik hans mundviger til nærvøst at vende sig op ad. Han ville egentligt ikke svare "torne" men blot sikre sig at hun ikke gjorde noget i forvirringen eller irritationen. Alt han kunne gøre lige nu for at få tiden til at strække sig ud så hjælp ville kunne komme. Men han var ikke forberedt på hendes råben i hans fjæs eller tænderne i hans skulder der fulgte. Aldrig havde Caiside direkte været i kamp og følelsen af blod der rendt fra ham eller tænderne i ham var ubehagelige.
Caiside begynde uden noget at råbe skrige af smerten for at håbe på at hjælp endelig ville finde ham. Han havde ikke selv lagt mærke til stemmerne der kom nærmere eller lød til at være med ham. For han var alt for klar på at skulle dø lige nu ved klør og tænderne af monsteret der var over ham lige nu.

Caiside prøvede at skubbe Shenzi fra sig og prøvede at rulle og vride sig så vildt og voldsomt han kunne med smerten i sin skulder, men han vidste godt inderst inde at Shenzi var stærkere. Men han kunne ikke bare ligge her over vente på at blive dræbt. Han måtte gøre noget selv. Han måtte da prøve at komme væk!

Det hjerteskærende skrig af smerte som satyren mærkede tænderne borede sig ind i hans skulder, var som sød musik for hendes øre. Oh hvor havde hun ventet længe på at høre ham for alvor skrige for sit liv. Mærke hvordan han strittede imod, kæmpede for sit liv som han måtte indse at livet var begyndt at rinde ud.
Hun rystede hovedet, flåede for at få kødet fri, da pilen sussede forbi hendes øre. Hun slap sit tag med munden dækket og fyldt med det friske klistrede blod fra sit offer. Hun knurrede arrigt og så til sin store irritation hvordan mænd kom nærmere og flere gjorde sig klar med pile til at regne ned over det store stygge monster. "Denne gang er du heldig - men ser jeg dig igen min lille gedebuk, er du dødsens" Hendes stemme var vulgær men samtidigmed blødsøden som hun hviskede i hans øre og slikkede ham op af kinden, hvilket efterlod en slimet stribe af spyt og blod i hans ansigt.

Derefter var med at få benene på nakken. Shenzi sprang væk fra satyren og undgik med nød og næpppe en pil ved at springe til siden. Hun spurtede væk over markerne, lod mændene nå frem til det offer hun havde haft planer om at mæske sig i. Hun ærgede sig dybt og inderligt, og det var i ren vrede at hun hvæsede som hun løb. Næste gang. Næste gang skulle han for alvor mærke smerte. Det skulle hun nok sørge for.

//out - du er velkommen til at afslutte den.

Caiside opdagede hurtigt hvordan farven af hendes aura ændrede sig og hendes ord undertrykkede denne underlige ændring. Caiside havde ikke lagt mærke til lydende af folk som hans koncentration havde været fuldt fanget af bidet der var jaget ned i hans skulder. Han ville råbe og skrige mere, men et slik op af hans kind med hyænekvindens klamme og klistrede tunge gjorde blot at han måtte vride sig i forstyrrelsen.
Dog som hun vende sig og tog halen mellem benene tog han hænderne til sit sår på skulderen mens vriden af smerte stadig lod ham fange af jorden til redningsmændende kom ham til undsætning. "Men jeg ønsker hende intet ondt..." sagde han inden mændende tyssede på ham og bad ham tage det roligt så han ikke skulle bløde for meget.

Dette var Caisides første faktiske slagsmål og han havde aldrig forventet at smerten af kamp kunne være så uudholdelig. Men han var dog taknemmelig for at hjælpe kom ham til undsætning så han kunne få hjælpen han havde brug for at en healer i den nærmeste by.
Aldrig igen ville han håbe på at se Hyænen. For ærgerlig talt var han overbevist om at næste gang så ville være hans sidste gang.

//Out (Afsluttet)