Hun følte sig ikke spor stolt over at have fanget ham satyren, faktisk blev hun bare ved og ved og ved med at bebrejde sig selv for det, selvom det ikke havde føltes som om at det var hendes handlinger dengang. Lige som nu, to dage senere, hvor hun var blevet "bedt" - nok nærmere kommanderet - til at holde vagt ved det her store egetræ. Hun havde ikke engang fået nogen forklaring så det gav bare ingen mening. Og samtidig kunne hun for alt i verden ikke få sig selv til at gå væk fra træet, som hun nu sad op af. De to nætter hun havde tilbragt her, havde været i total mørke, uden bål, hvilket ville sige, at hun havde frosset som af helvede til. Og med de forskellige rifter på armen og hen over venstre øre så stadig næsten lige så drabelige ud. Det samme med det sår hun havde påført sig selv i sit forsøg på at fange satyren med blodmagi, fordi hun åbenbart havde været så besat af at få ham med sig til den mand, som hun STADIG ikke kendte navnet på. Det var vildt frustrerende!

Det gjorde også temmelig ondt i siden efter at fået sådan et sæt satyrklove lige ind i ribbenene. Men hun klagede ikke. Hun holdt vagt. Det var jo dét som hun havde fået besked på nu, ikke andet. Heller ikke selvom hun både var pisse sulten og tørstig, så var det bare fuldstændig umuligt, bare at rejse sig op og gå væk.
Som morgenduggen lagde sig, kiggede hun sig søvnigt, ja, næsten surt rundt. Her var en pæn solopgang. Men det hjalp ikke på hendes tvære humør, for hun var træt og ville egentlig bare gerne redde den stakkels satyr ud af den situation hun havde puttet ham i. 
Mens hun sad dér, kunne hun høre nogen gå tæt forbi, og med det samme antog Jocasta at det var ham der havde bedt hende om at holde vagt så hun kiggede op fra sin sammensunkne stilling med et nært håbefuldt blik. "Må jeg godt gå nu? Hvorfor skulle jeg også overhovedet holde vagt her, der er jo ingenting?" han havde ikke bedt hende om at holde kæft, så hun så ingen grund til ikke at spørge ind til hvor dumt det her egentlig var.

Det var ikke tit Izvara rejste fra Rubinien og især ikke helt til Hovedstaden og folk så da også noget forvirret eftersom hendes tøj absolut ikke passede ind og de aldrig havde set en Ørkenelver før. Klart da hun var en af de eneste der kom så langt mod Nord. Selv havde hun aldrig rejst meget længere end til Hovedstaden, men det var også ved at være 50 år siden hun sidst havde været her så en hel del ting var sket i mellem tiden og den tidligere generation der havde set hende var vel også tæt på døden nu ifølge Izvaras tankegang om den menneskelige alder.
Men hendes tur i Hovedstaden var også over nu. Hun var færdig med at aflevere hendes mange bøger på biblioteket og havde lånt nye som lå i hendes store skuldertaske sammen med mange af hendes ”værktøjer”. Tiden var dog til at komme hjem nu og rejsen ville være lang.

Dog var der noget der irriterede Izvara umådeligt. Hun havde i morges trukket sine tarotkort frem efter en nat af ulidelige drømme og trukket kortene Omvendt Tårn, Solen og Fem Sværd. Men endnu var hun ikke stødt på hvad de skulle betyder. Hun havde brugt lang tid på at overbevise folk og sig selv om deres virkelige kræft men endnu havde hun ikke fundet det, indtil hun så en dame der bare var nær et træ. Hun så ikke spor glad ud, tilfreds eller for den sags skyld så hun ikke engang ud til at lave andet end at se ligeud i luften. Det var først da Izvara hørte hendes ord der brød stilheden at hun spærrede øjnene op og tænkte tilbage på kortene!

”Vent hvad?” spurgte Izvara hende fra 20 meters afstand. ”Holder du udkig? Er du byvagt eller hvad? Og hvorfra skulle jeg have autoriteten til at sige du må gå?... Også selvom du ikke ligefrem ligner en byvagt.” Izvara så forvirret på kvinden ved træet indtil et enkelt skridt mere ned af landevejen advarede hende. Den sjæl?... Er det hendes der kalder på mig? Izvara stoppede pludseligt op og så mod kvinden med undren i blikket.
”Har… Du brug for hjælp frøken?” spurgte hun som Izvaraa næsten kunne sværge hun kunne mærke hendes sjæl kalde på hendes hjælp. Hendes indre ville så gerne hjælpe kvinden, men havde hun brug for hjælp eller var det noget hun bare bilde sig ind?

Det var ikke hans stemme der besvarede hende. Det var næsten som om at det sidste lys i verden blive slukket for sit blotte øje og Jocasta tog sig til hovedet med begge hende, frustrationen tydelig. Hun havde en hastigt stigende hovedpine, der bare ikke ville gå væk og hun ville helst af alt bare gerne slippe fri. Men det var umuligt. Hun havde modstredet ordrerne før, og det gjorde bare ondt. "Selvfølgelig er jeg ikke en byvagt," mumlede hun bare, irriteret mens hun tog sig til tindingerne og forsøgte at fjerne den ubehagelige dunken i hovedet. Hun var ikke engang sikker på, om det bare var fra telepatens magt, for hun var også virkelig træt og ville helst bare gerne sove, men hun skulle holde vagt, længere var den bare ikke.

Hun så op. Kvinden der stod nogle meter væk lignede ikke en type, hun havde set før. Tøjet virkede dog noget sydligt, nærmest som om at kvinden kom fra Rubinien? Det var et velkomment syn for Jocastas trætte øjne og hun hvilede hagen mod sine knæ, der var trukket op til hendes krop, mens hun observerede den fremmede, der havde stillet hende et spørgsmål til.
"Jeg!.... Ja, jeg har brug for hjælp," indrømmede hun sagte. For det havde hun, virkelig. Hvordan brød man fri af en telepats kontrol? Det virkede for hende umuligt, men hun havde brug for at komme fri, så hun kunne hjælpe satyren.
"Hvis du gider hilse ham der satte mig til at holde vagt her, med et rigtig hårdt slag lige i ansigtet, så... Så tror jeg næsten jeg kunne give et kram til gengæld. Bare ikke nu.. Jeg skal holde vagt," hun var dybt forvirret over sine egne ord. Hun gik tilbage til at gemme sit ansigt i mellem sine knæ.

Izvaras øjne så blidt på damen hvis navn hun ikke kende som havde sagt hun faktisk havde brug for hjælp. Det var ikke bare noget Izvara havde forestillet sig, hendes sjæl havde kaldt hende hertil. "Så bliv ved med at holde vagt." sagde Izvara og gik hen til hende og satte sig ned på sine knæ og lagde hendes taske ved sin side. Om det sidste hun gjorde var at hjælpe kvinden så ville Izvara gøre det. Så fra hendes store skindtaske trak hun en enkel røgelses pind, eller sådan så det ud indtil hun tænde den. "Jeg håber ikke du har et problem hvis jeg tænder den her, det vil hjælp dig med din-" hun stoppede med at tale som røgen forvandlede sig stille fra en grålig farve til et skær af blå. Oh nej... tænkte hun så mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Røgelses-pinden lignede egentligt bare det, en røgelse-spind, men det var langt fra sandheden. Det var et af Izvaras mange forskellige værktøjer og meningen med den var at røgen ville afsløre essensen af den nærmeste magiske aura og da den blå farve slog klik i hovedet på Izvara og let forklarede hende at telepati var involveret så hun på kvinden der sad med ansigtet i sine knæ.

"Det vil hjælp dig med din vagt." sagde hun så en smule nervøs. Hun frygtede at alt hvad hun sagde og viste kvinden kunne blive set og hørt af telepatten der måtte være involveret. Så hun måtte skjule helt præcis hvad hun lavede. Så hun begynde at rode i sin taske efter forskellige ting, heriblandt prøvede hun at se om hun havde noget der ville hjælp hende, men desværre var hun ikke helt sikker på om hun havde noget ud over Elverod. Men hun måtte prøve med det så.
Hun rakte kvinden en lille skål med mindre stykker af roden, små nok til kunne få søvn effekten til at slå ind så arbejdet ville være mindre kompliceret, men også små nok til lige at kunne spises uden besvær. "Spis en af dem her, det vil hjælpe." sagde hun så og ventede, det var alt der skulle til, det ville gøre sjæle-arbejdedet lettere for Izara at lege rundt med istedet for at Telepatten muligvis kunne gøre modstand.

Idet den fremmede, lidt underlige kvinde nævnte at hun bare skulle blive ved med at holde sin vagt, trak hun sig bare mere sammen, dødtræt og irriteret, til hun hørte kvinden sætte sig og rumstere. Det fik hende til at skæve op, og hun kiggede lidt på røgelsespinden. Hun fattede hat af hvad der foregik. Hvorfor sendte røgelsespinden lilla røg ud? Er jeg virkelig så træt? Ser jeg nu også syner? Hun rystede på hovedet, flere gange og kraftigt i et forsøg på at se om det fungerede, men det gjorde hende bare mere rundtosset og træt end før. Men hun skulle stadig holde vagt. Men hun måtte også stadig gerne snakke. Til gengæld havde hun ikke rigtig energien til det, så hun kiggede bare forvirret på røgskyen mens hun skjulte et gab bag sin hånd. Det var simpelthen for mærkeligt, men kvinden sagde at det ville hjælpe hende med vagten og hun så ingen grund til ikke at tro på hende. Ikke lige nu i hvert fald. Det var hun for træt til.

Hun var lige ved at blive helt lykkelig over at få noget at spise idet kvinden rakte hende en skål med små sjove rødder. Hun forstod ikke herbalisme så for det her lignede det mest mad og kvindens ord måtte vel betyde, at hun ville få næring og derved mere styrke til at kunne holde vagt. Måske endda ville hun kunne vågne bare lidt mere op? Aldrig havde hun taget så godt fejl. "Tak, tusind tak," mumlede hun taknemmeligt med et venligt blik rettet mod kvinden, før hun stak den første af rod-stykkerne i munden. Det smagte lidt underligt, men hun tog sig ikke af det og ventede lidt med at tage det næste stykke, fordi hun gerne ville gemme maden lidt. Det var virkelig et stykke tid siden hun sidst havde fået noget at spise, så hun turde ikke rigtigt spise hurtigt.
Dertil gik der heller ikke længe før trætheden virkelig blev overmandende. Hun blinkede et par gange og begyndte at gå i en let panik. Hun kunne ikke sove på sin vagt, OG hun havde ikke tid til det heller. Hun ville fri så hun kunne redde satyren.
"Nej... Nej nej neeeej, jeg har ikke tid til at sove! Jeg kan ikke bare lade ham i stikken!" hun rystede kraftigt på hovedet og tabte skålen som hun begyndte at gnide sig i øjnene i et forsøg på at forblive vågen. Men hun var bare så træt, at hun ikke kunne modstå det, og til sidst kollapsede hun også sidelæns ned på jorden, da hun gik ud som et lys.

Som kvinden på vagt spiste smilede Izvara bare blidt. Hun havde godt nok løget, men hun ville kunne forstå det når det var gjort. Dog som kvindens ord ramte Izvaras øre: "...Jeg kan ikke bare efterlade ham i stikken!" følte hun næsten hun havde gjort noget forkert ved at hjælpe hende. Men hun rystede bare på hovedet som kvindens krop faldt over i søvnens baner. Hun ville ikke have længe vis telepatten var stærk nok til at tage kroppen mens den ikke selv kunne noget, så hun måtte arbejde hurtigt.
Fra Izvaras taske trak hun flere af røgelses pindende og satte dem i jorden omkring dem og træet. Hun ville gerne have lavet sine tegn på jorden men tiden var knap så hun måtte bruge alt hun havde ved sig og tvinge resten gennem hendes egen chakraer.

"Herrer over Krop og Sjæl, Paradigme af Ånddrag..." Det var ikke tit Izvara havde skåret et telepatisk bånd fra folk, men det var før set at hun havde gjort det. Bare ikke med så få ressourcer. "...Syv Flammers Klinge. Kald Fra Det Hensides, Tillad Passage..." hendes venstre hånd lagde sig på kvindens kind som hun holde hendes hoved. Og i et brud af lys fra Izvaras øjne omringede røgelsen begge deres kroppe. "...Skær det Ubudne, Befri din Fange!"
Izvara rejste hendes højre hånd til himmels som et skær af åndelige blå flammer formede sig omkring den. Heldigt for Izvara var ingen til at se det næste for det ville kun kunne have bragt hende i problemer hvis nogen troede at hun ville stikke kvinden ned.

Ilden blev et næsten gennemsigtig lanse som Izvara kort forstod. Kvindens ånd tillod det, hun havde en mission der havde bragt hast til sjælen. Så med hendes nåde bragte Izvara lansen gennem kvindens bryst, gennem hjerte og sjæl og røgelsen forsvandt ind i Izvara som de døde hen, hver gnist forsvundet fra dem.
Lansen forsvandt af sig selv og efterlod hverken sår, hul eller blod. Men en underlig følelse ville blive for en tid og ligge i hvile i kvindens bryst. Men Izvara havde gjort hendes job. Nu var det bare at vække kvinden. Og Izvara var ikke forberedt på at sjælen ville have det skulle gå så hurtigt, for hun havde ingen remedier med. Så hun måtte bare vente til hun vågnede.
Izvara placerede sig ikke langt væk, bare på den anden side af vejen uden et træ og begynde at slappe af. Det var hårdt at skære sådanne en kontrol væk, så hun måtte lige slappe af. Men hun ville ikke gøre det lige foran hende for hun havde trods alt løget for det bedst.

Jocasta bemærkede intet af, hvad der skete. Hun sov meget tungt og hendes krop reagerede blot med et mindre sæt idet den gennemsigtige lanse borede sig ind i hende. Derefter lå hun bare stille og sov videre, om muligt faktisk noget mere fredeligt end før. Hun var dødtræt, men samtidig også voldsomt sulten og tørstig, så selvom hun måske burde have sovet i op til flere dage oven på at være kommet til skade og derefter være tvunget til at holde sig vågen og holde vagt. Derfor sov hun kun resten af dagen og dertil også natten frem til lidt før solen ville stå op på ny. Hvad den anden kvinde havde tænkt sig at lave var et godt spørgsmål, og da Jocasta endelig vågnede op var hun ekstremt tung i hovedet og havde lidt ondt over alt. Hun havde sovet en smule forkert og var ikke i den bedste tilstand i forvejen rent fysisk.

Men det første der gik gennem hendes sind var at hun havde misset sin vagt og et kort øjeblik fyldtes hendes øjne med panik, derefter forvirring som hun bemærkede en underlig, tom følelse i hovedet og en anden, sær følelse i brystet. Til sidst gik hun tilbage til sin halvpaniske tilstand. Satyren! Hun satte sig brat op og tog sig omgående til hovedet, småsvimmel. Der gik ikke længe før hendes blik fandt frem til kvinden fra før. Hvad end der var sket følte hun ikke længere trangen til at skulle holde vagt og hun rejste med det samme med et blik af foragt rettet mod det træ hun havde spenderet de sidste tre dage ved, før hun gik hen på den anden side af vejen, der hvor kvinden sad. "Hvem.. Hvor.. Hvad skete der? Hvor længe har jeg.. Sovet?" hun vidste jo ikke engang om hun overhovedet havde sovet. Om kvinden måske havde gjort noget.. Andet? I hvert fald var hun fri nu. Det var da i det mindste noget. Jocastas blik var på ingen måder anklagende, men derimod forvirret. Hun valgte at sætte sig ned ved siden af kvinden, da hun følte sig alt for desorienteret til at stå op.

Tre dage gik mens kvinden sov. Normalt varede det ikke så længe når nogen indtog roden, men kvinden havde måske haft brug for det ovenpå ting der var sket for hende. Izvara havde derfor efter den første dag af venten ikke et problem med at rejse og gå hen til Hovedstadens bibliotek og låne en bog. Hun kom derefter tilbage, heldigvis var kvinden ikke vågnet, men Izvara satte sig til at memorisere bogen som hun læste den. Igen og igen.
Da kvinden på den tredje dag vågnede så Izvara forbløffet på hende. Og som hun kom over til hende klappede hun jorden ved hendes side og bladrede en side videre. "Du burde ikke stå. Du har været sovende længe." sagde hun og slikkede så sine fingre og bladrede igen videre.

"Du er stadig her ved din tidligere vagt post. Men jeg satte dig fri og du kan nu gå hvor du vil igen. Og en ting mere. Jeg ved ikke hvad. Men du har vist noget du skal, ikke sandt?" sagde hun med en rolig og blid stemme der tit virkede beroligende til folk der lige var vågnet. Kvindens sjæl havde forhastet sig med at ritualet skulle gennemføres. For hvad vidste Izvara ikke, men hun havde bare følt det. Og Izvara blev meget rolig som kvinden satte sig, men selv rejste hun sig kort efter op. Og gik på hug ved kvinden med bogen lukket i sin ene hånd. Den anden placerede hun over kvindens ene knæ. "Jeg hjælper dig op." sagde hun blidt og førte sin hånd ned af kvindens skinneben med de elviske ord "Vand og Vind, sæt kvinden fri.". Det var ikke alle der troede på Izvaras evner, men hun havde udført flere ritualer der hjalp folk gennem tiden, så hun havde taget overtroen til sig og rakte så kvinden sin hånd for at hjælpe hende op på benene. Hun ville ikke lade hendes mission vente.

Det virkede virkelig til at denne kvinde vidste en del om hvad der egentlig foregik, og på den ene side var det en lettelse, mens det på den anden side var ret så fandens til skræmmende. Jocasta skævede mod hende, uvidende om hvad hun egentlig skulle sige til det, tavs som graven over det spørgsmål, kvinden havde stillet, til denne kom hen, satte sig på hug, og begyndte at sige flere, lettere mærkelige ting. Hun forstod det ikke helt og sad blot med et hævet øjenbryn mens kvinden åbenbart bad vinden og vandet om at sætte hende fri. Men hun var fri. Hun var helt og aldeles fri og hun havde behov for at komme videre, lige nu!

"Jo... Jo, jeg skal videre, jeg er fri nu trods alt," mumlede hun lidt langsomt, før hun rejste sig, trådte uden om kvinden og hen til sin oppakning. Til at starte med ville hun bare været gået, men til sidst vendte hun sig alligevel rundt. "Tak forresten.. Ehm.. Hvad end du gjorde, så virkede det ret godt. Men jeg har lidt travlt, jeg har én jeg skal redde," hun gav kvinden et respektfuldt nik, før hun smeltede ned i træens skygger og mere eller mindre bare var forsvundet.

Afsluttet.... Har teknisk set været længe....