Sted: I en lille lund af træer langs Sydvejen
Tid: Efter solnedgang
Vejr: Få skyer og forårslunt

Stjernerne glimtede i mellem de få, tynde skyer på den mørke nattehimmel. Der var stille omkring Ezra, som verden var gået til ro for natten, og ud over et par enkelte nattedyrs lyde, var der kun knitren fra det lille bål at høre. Det var fantastisk rart at sidde der og nyde den naturlige stilhed, i stedet for hovedstadens konstante larm. Selv om natten havde det været svært at finde ro. Det var nogle dage siden, at han med lettelse var gået ud af de store porte og var begyndt på sin planløse vandring rundt i Krystallandet igen. Siden da havde han fået fyldt sin mave på to kroer og havde endda også fået et bad i en å, så nu var han både mæt og nogenlunde ren. Det var ikke mange timer siden, at han havde forladt den sidste kro, hvor han endda havde fået tilbuddet om at overnatte. Men vejret var lige til at sove ude i, og han havde stadig brug for stilheden. Stilheden, der lod hans fantasi få plads til at fare rundt i alle verdenshjørner.

Lige nu sad han og tyggede på et gammelt rynket æble, han havde fået et par stykker af på kroen, inden han gik videre. Ejeren af kroen havde åbenbart fået lidt ondt af ham. Han så også tynd ud, som det ikke ligefrem havde været mad, han havde fået mest af i hovedstaden. Ingen krystaller og ingen der ville betale for at lytte til ham. Men det bekymrede ham ikke så meget, han var vant til at det svingede lidt med mad. Men nu var de på vej ind i sommeren og der ville der være nok at spise for en satyr som ham.

Bålet var ikke så stort, det var mest for lidt varme og lidt hygge, at han havde lavet det. Dets lys kastede skygger rundt i den lille lysning i den lille lund, han havde fundet. Der havde været tegn efter andre bål, så han var ikke den første, der havde holdt hvil her. Det var også lige op af en af de store veje. Han regnede med at dreje af, når han fandt en mindre vej, der så ud til at lede videre syd på, som landevejen også gjorde. Ingen grund til at tage den direkte rute, han havde ikke travlt. Det var en løs plan, men han havde lyst til at se Rubinien. Og hvis han nu gav sig god til, kunne han bruge vinteren dernede. Der måtte da være varmere end oppe nord på, hvor han fik istapper på hornene.

Han blev færdig med sit æble og sad og stirrede lidt ind i ilden, mens han lod sine tanker ture rundt, som de havde lyst. Til sidst gabte han og besluttede sig for, at det var en god idé at lægge sig. Tasken blev brugt som hovedpude og kappen som tæppe, da han lagde sig med ryggen til ilden. Et smil lagde sig om hans læber. Ah, stilhed. Fred og ro. Hvor han elskede at være en fri fugl i Krystallandets skønne verden. Det tog ikke lang tid, før han, træt efter dagens lange vandring, gode mad og forestilling, faldt i søvn.

Der var noget galt. Der var virkelig, virkelig noget galt. Jocasta vidste knap nok hvad der foregik, kun at hendes krop reagerede på en form for usynlig kraft og at hendes sind gerne ville gøre disse handlinger. Han havde bedt hende om det i en tone, som hun ikke fandt særlig flink eller respektfuld og selvom hun burde bede ham om at rende og hoppe, så havde hun med det samme sagt ja, og var nu på vej ud på den sydlige landevej, væk fra den lille kro, hun havde været på. Hun skulle finde én. Hun skulle finde ham, og han skulle med tilbage, om hun så var nødt til at slå ham ned, men inderst inde fandt hun tanken om sine handlinger og tanker virkelig frastødende. Hvorfor helvede skulle hun nu også det? Hun havde ikke lyst til at gøre det, men samtidig så havde hun bare sådan lyst til det. Som om at manden havde projiceret sine følelser over på hende og fået dem til at indvadere hendes hoved, der nu føltes overfyldt. Af samme grund havde hun en meget koncentreret grimasse i hele ansigtet som hun gik og ledte efter ham. Satyren. Hun havde fået at vide at han ville være her i nærheden.

Hun fandt frem til en lysning, hvor et lejrbål fremviste en skikkelse der lå og sov, men eftersom hun ikke kunne se hvad eller hvem det var, valgte hun at tage en hurtigere og mere stille vej frem. Hun satte sig på hug og placerede en hånd i én af de mange skygger. Med et fast besluttet blik på den skygge, som skikkelsen dannede ved hjælp af sig selv og bålet, smeltede hun først ned i den ene skygge og dukkede op ud af den anden med en kniv klar i sin hånd. Forsigtigt holdt hun den ned mod halsen på skikkelsen og kiggede på hans ansigt. Han havde de træk der var blevet beskrevet. Det var ham.
Hun lod det kolde blad røre den udsatte hud ved hans hals, meget forsigtigt og lagde derefter en hånd på hans hoved, bare så han ikke blev forskrækket og endte med at myrde sig selv på hendes kniv. Det ville være katastrofalt, for Jocasta ville virkelig IKKE have andres blod på sine hænder. "Hey... Hey, vågn op! Vi skal af sted, kom nu!" hendes stemme bar præg af hvor vigtigt det var at han fulgte med, men iveren virkede nærmest påduttet. Som om at oprigtigheden ikke strålede ud af hende.

Ezra sov normalt ikke alt for tungt, netop for at opdage, hvis nogen kom i nærheden af hans lejr, men han var stadig træt efter ugerne i hovedstaden og manglen på mad, så han sov lidt tungere end han plejede. Hvilket gjorde, at han ikke opdagede, at der var nogen, der dukkede op ved siden af ham, før nogen lagde en hånd på hans hoved og næsten begyndte at råbe af ham. Forskrækket spærrede han øjnene op. Hans hoved var mast fast i mod tasken under ham og han begyndte automatisk at sprælle for at komme fri. En skarp smerte fra hans hals gjorde ham opmærksom på, at der var en kniv og at den lå i mod hans hals. Han havde ikke skåret sig slemt, bare nok til at en enkelt dråbe blod løb ned over hans tynde hud. Fornemmelsen sendte endnu en bølge af panik igennem ham, men tanken om kniven fik ham til at ligge stille. I stedet forsøgte han at se, hvem der havde fat i ham. Et menneske. En hunkøn. Et øjeblik var han ved at ty til sin sædvanlige løsning med at snakke sig ud af problemerne, men en lille vind fik de sidste flammer i bålet til at bevæge sig og oplyse hendes øjne. Gåsehuden spredte sig på hans bare arme og han tog en hurtig beslutning.

Han var forberedt på noget ala dette og havde derfor som altid sin store kniv til at ligge ved siden af tasken, han brugte som hovedpude. Pigens øjne havde et tomt skær, som fortalte Ezra, at der var noget helt galt. Han havde før set folk hypnotisere andre på de markeder, han havde besøgt og blikket var lige så tomt som de frivillige ofres. Derfor var der et eller andet der sagde ham, at ord ikke kunne bruges. Hurtigt greb han kniven og slog ud efter hendes arm med den for at få hende til at slippe. I samme øjeblik hun slap ham, skubbede han sig tilbage og kom på benene inden han trillede ind i bålet. Kappen faldt til jorden og han bakkede endnu længere tilbage, hvilket fik ham til at gå igennem det halvdøde bål. Han registrerede det overhovedet ikke, da det gik så stærkt, at varmen ikke nåede at skade hans klove.

"Hvad vil du mig?" Hans stemme var fyld med forskrækkelsen og hans øjne store, som han forsøgte at se i mørket. Var der flere? Var det bare hende? Hvorfor angreb hun ham? "Hvor vil du have med hen?" Kniven dirrede let i hans hånd. Det var ikke ofte, at han faktisk brugte den til forsvar. Men han kunne bruge den og det kunne man også se på den måde han holdt den og stod parat med benene bedst placeret for balance. Han kunne ikke ret meget forsvar, men nogen havde lært ham det mest basale og det havde ind til videre også været godt nok. Han var ikke blevet angrebet mens han sov før og han var rundt på gulvet over det hele.

Han vred sig allerede, men Jocasta var vidst den lille bitte tand stærkere end ham. Det hjalp dog ikke på, da han tog en stor kniv og jog den ned i hendes højre arm - direkte ned oven i hendes forbandede tattoveringer, så hun med det samme trak hånden til sig med et gisp af smerte. Det gjorde mere ondt når lige de tattoveringer blev ramt, og hun fattede det stadig ikke helt. Præcis som hun ikke fattede hvad hun havde gang i lige nu. Lige gyldigt hvor meget hun så end modstred ordren inden i hendes hoved, så var det som om at et slør holdt hendes tanker lukket inde. Det tog virkelig al hendes viljestyrke bare at holde tilbage i de sekunder det tog satyren at væltede væk og smadre sit eget bål. Mørket lagde sig over dem - og med mørket kom flere skygger. Hendes domæne spredte sig for hendes blik og gjorde hende både glad og rædselsslagen på samme tid.

"Have dig med," svarede hun med det samme på hans første spørgsmål, som om det var det letteste svar i verden. Derefter kiggede hun forvirret på ham. "Hvorfor siger du sådan noget? Smid ham ud, du kan jo godt!". Men hun kunne ikke. Hun tog sig kort til hovedet med lidt mindre tomt udtryk i øjnene, men snart kom sløret tilbage over hendes blik og hun tog et mere hårdt greb om sin kniv. "Han bad mig ikke fortælle dig, hvor du skulle hen. Følg med," hun rystede hårdt på hovedet, hendes mentale kamp var nået til det stadie hvor hun havde ondt i det. Hun ønskede ikke at gøre ham noget ondt, men da hun tabte midlertidigt til lysten til bare at indfange ham, uden at snakke mere, smeltede hun ned i den skygge som hun stod oven på. Igen dukkede hun op lige i nærheden af ham. Nærmere sagt bag ved ham. Hun spildte ikke tiden da hun slog ud efter hans baghoved med knivens håndtag. Hvis hun bare lige kunne ramme hårdt nok ville han forhåbentlig bare lægge sig? Så kunne hun vel slæbe ham med. Det var jo hendes ordre.

Ezra var så hylet ud af det, at hendes svar ikke gav mening for ham. Have ham med? Hvorfor? Hvad havde han nu gjort, der kunne skabe denne form for ønske mod ham? Som han stod og gloede på kvinden igennem det dunkle mørke, fik han en fornemmelse af, at hun kæmpede i mod sig selv. Eller det, der havde magten over hende. Hendes næste ord bekræftede hans formodning - nogen havde givet hende en ordre, sikkert sammen med noget hypnose. Men inden han kunne nå at åbne munden og begynde at snakke med hende, i håb om at kunne gøre bare et eller andet for at få hende til at blive sig selv, om det så var bedre eller ej, det kunne han ikke vide, forsvandt hun. Det så ud som om, at hun smeltede ned i jorden.

Han stirrede i et sekund eller to på det sted, hvor hun havde stået. Men et eller andet fik ham til at dreje hovedet, hvilket viste sig at være meget heldigt, da en eller anden var ved at slå ham ned bagfra. Men i stedet for at ramme hans hovedskal, ramte slaget hans ene horn, hvilket gav et ubehageligt træk i hans nakke, men frelste ham for slaget. Kvinden var dukket op bag ham som hun var forsvundet på den anden side af bålet.
Forskrækket sparkede han bagud med sin ene hårde klov i håb om at ramme hendes ben og få hende til at bakke væk. Om han ramte eller ej, så ville han snurre rundt til siden i et forsøg på at komme væk. Han brugte ikke kniven, han hadede vold og ville ikke skade nogen mere end nødvendigt. Selvom han ikke ville have noget i mod at bruge den i en nødsituation, hvilket det her snart kunne betegnes som. Kvinden var ikke sindssygt høj, men noget højere end ham og hun var tydeligvis stærkere end ham. Hvis han ikke kunne få hende overtalt til at stoppe sit forhenværende, ville han være i problemer. Han var ikke skabt til at slås.

”Frøken, jeg ved ikke, hvorfor De forsøger at få mig med, men hvis De nu bare stopper op og giver mig en chance, så må vi kunne snakke om det her. Der er ingen grund til alt det vold.” Mens han snakkede, bakkede han hurtigt noget skridt væk fra hende, stadig med kniven løftet, klar til forsvar. Hans hjerte bankede højlydt og selvom hans øjne allerede næsten havde vænnet sig til mørket, var der stadig meget mørkt og han havde ingen anelse om der var andre i nærheden. Ved  Haldis, han var i problemer. Han sank en klump, da han havde sagt sine ord og greb bedre fat om kniven.

Hendes slag ramte satyrens horn, og det fik hende kort ud af balance, nærmest ned i knæ, mens han sparkede bagud. Det der ville have ramt hendes ben, ramte i stedet et par ribben, der bestemt ikke var tilfredse med dén udveksling! Smerten strålede op af siden på hende og hun stoppede kort sit nært-maniske forsøg på at indfange satyren fordi hun lige skulle vænne sig til at hendes vejrtrækning nu var anderledes og mere besværet. Mens hun stod der og tog sig til det sted hvor hans spark havde ramt, så det ud til at han stadig favoriserede at snakke frem for at slås omkring det. Men det kunne hun bare ikke. Hun havde fået at vide, at hun skulle tage ham med. Ikke at hun skulle sidde og hyggesnakke med ham.
 
”Der er ikke noget at snakke om. Du skal med. Jeg skal tage dig med,” hendes indre stred virkelig hårdt imod, men hendes krop gjorde noget helt andet, da hun skulle til at smelte ned i en skygge igen – samtidig kastede hun sin kniv efter ham, primært for at distrahere ham. Det var den bedste måde at kæmpe imod satyren på, distraktioner, tydeligvis. Desværre var det ikke muligt at dukke op lige bag ham denne gang, men hun lukkede hurtigt afstanden mellem dem ved at sætte i løb og bogstaveligt talt springe op på hans ryg med et fast greb om hans horn. Det gjorde røvhamrendes ondt, men hun var som en ustoppelig kraft, i og med at hun ikke kunne stoppe sig selv ligegyldigt hvor ondt det så end gjorde.
”Slap.. Af.. Og stop med at gør modstand.. Gider du?” der var noget nært høfligt over den måde ordene kom ud gennem hendes sammenbidte tænder.

Det virkede ikke rigtigt til, at det hjalp at snakke til hende, hun var stadig opsat på at tage ham med, koste hvad det ville, åbenbart. Hun kastede kniven i mod ham. Metallet glimtede som det fløj igennem luften og han nåede at flytte sig fra dens bane. Da han fokuserede på kvinden igen, var hun væk. Hun havde sikkert lavet samme trick som før, som Ezra ikke havde nået at spekulere nærmere over. Forvirret åbnede han munden for at sige noget, men en person ramte ham pludseligt bagfra, hårdt og tungt, så han voldsomt væltede forover, ude af stand til at modstå eller bære vægten af en person.

Jorden tog hårdt i mod ham og han kunne mærke sin bare hud på brystkasse, armene og hagen skrabe i mod sten, grene og hvad der ellers lå under ham. Vægten på hans ryg og slaget i mod jorden bankede luften ud af ham og han tabte kniven som han ramte jorden. Det sortnede et øjeblik for hans øjne, som hele hans krop løb tør for ilt, men hans lunger krævede luft og hans mellemgulv trak sig desperat sammen for at efterleve kravet, hvilket fik ham til at gispe efter vejret.

Stadig klar over faren famlede han febrilsk efter kniven, der heldigvis ikke var røget langt væk og hans fingre fandt hurtigt det kolde metal. Utroligt nok uden at skære sig, fik han hurtigt trukket kniven til sig, taget godt fat om skaftet og derefter svingede han armen bagud i en desperat ukontrolleret bevægelse. Han anede ikke, hvordan han ellers skulle få kvinden til at slippe hans horn og flytte sig fra ham. Hvis han havde været lidt mindre panisk, ville han nok have været noget fornærmet over at hun tog ved hans horn. Men det eneste han kunne tænke på lige nu var, at hun skulle væk fra ham, han skulle have luft og op fra jorden, hvor han var frygtelig sårbar.

Hvis han fik hende til at flytte sig, ville han kravle fremad, skubbe sig selv på benene og løbe et par skridt frem, hvor han ville vende sig i mod hende. Hvis hun var kommet på benene ville han gøre noget totalt desperat, som lå under hans værdighed, men som virkede som en måde at uskadeliggøre kvinden. Han ville løbe frem mod hende, bukket forover og forsøge at banke sit hove dog de to store horn ind i hende.

Satyren væltede forover og landede så lang som han var, med hende oven på sig. Jocasta holdt stadig fast i hans horn og havde egentlig planlagt at ville smadre hans ansigt ned i jorden, men desværre var han hurtigere da han svingede sin kniv bagud og den ramte hende ved kravebenet, hvilket med det samme fik hende sig at give slip med en grimasse af smerte.
Hun skulle til at kravle tilbage på ham, da han kravlede væk og rejste sig. Som ren reaktion gjorde hun det samme, lidt langsomt og med en hånd mod det nye sår han havde påført hende. Satyren så ud til at vende sig rundt og hun kiggede på ham, forventende flere ord fra ham. I stedet løb han direkte mod hende, og fordi hun var langsomt - grundet let blodtab - ramte han plet. Hans horn ramte lige ind i hendes ribben og lige som han selv havde gjort det, sekunder før, var hun heller ikke i stand til at holde sig på benene. Hun faldt bagover, ned i jorden, og al luft var væk fra hendes lunger, der skreg på ny luft.

Mens al farve forlod hendes ansigt og hun gispede efter vejret formåede hun dog lige at få fat i hans horn igen. Det gjorde afsindigt ondt der hvor de havde ramt, og hendes greb var i starten ikke særligt stærkt, men som de telepatiske lænker strammede deres greb om hendes sind, fandt hun ny ikke-eksisterende styrke, der på sin vis blot overbelastede og stressede hendes krop i længden. Hun forsøgte med det samme at kravle op oven på ham igen, denne gang noget mere stædig end før.
Hvis det lykkedes hende, ville hun derefter forsøge at hamre hans hoved mod jorden.

Trods den korte afstand i mellem dem, havde han alligevel fået godt med kraft bag sit forsøg på at stange hende. Hårdt bankede han hovedet ind i hendes krop. Hans egen balance var ikke eksisterende efter det hårde faldt på jorden og han kunne intet gøre, da han fulgte efter kvinden i faldet. Forvirret og rundt på gulvet var han ikke hurtig nok til at komme væk og pludseligt havde hun endnu en gang fat i hans store hvide horn. Panisk forsøgte han at komme fri, men hun var stærkere end hun så ud og ikke mange øjeblikke senere havde hun placeret sig ovenpå ham igen. Med voldsomme, paniske bevægelser forsøgte han at få hende af sig, men pludseligt hev hun op i hans hoved - og smadrede det ned i jorden. Smerten var intens, som hans pande blev banket ned i jorden, der var dækket af småsten, grene og diverse og han vendte nærmest det hvide ud af øjnene i panik over ikke at kunne komme fri. Igen mødte hans pande jorden og hans bevægelser blev svagere, som bevidstheden begyndte at trække sig tilbage. Tredje gang hun slog hans hoved i jorden blev han slap, som hans pande stødte mod en lidt større sten, halvt gravet ned i jorden. For Ezra blev hele verden barmhjertigt sort på et splitsekund.

Nu ville Jocasta have en slap og bevidstløs satyr på hænderne. En satyr der var fyldt med hudafskrabninger på fronten, beskidt efter sammenstød med jorden, kun klædt i et pat løse bukser. De plader, som mest blev brugt til pynt, var pakket ned i hans taske, sammen med den værdifulde fløjte og hans få andre ejendele. Kappen lå på jorden ved siden af bålet, hvor han havde tabt den og kniven lå ved siden af hans slappe hånd. Hvis hun valgte at undersøge ham, ville hun finde endnu en mindre kniv, i en skede, spændt fast til hans pelsede lår, gemt under bukserne. Han blødte temmeligt meget fra hullet i panden, hvilket løb ned over hans pande og ned på jorden. Hans hår var fyldt med skidt, grene og blade. Heldigvis (for ham) sad hans næsepiercing der endnu.

Altså, samlet set, et rigtigt sørgeligt syn af en nu ret sølle satyr, der ville være bevidstløs et stykke tid endnu.

Efter tre slag blev satyren slap og Jocasta faldt ned af hans krop, forpustet og øm. Med et lettere forpint gisp af smerte, skævede mod satyren med et endnu mere forpint blik, som hun nu var klar over, at hun havde vundet. Et eller andet sted, inderst inde, havde hun håbet at han ville vinde, for så skulle hun ikke gøre alvor af sine ord. Men det var hun nødt til, for det havde manden sagt, så der gik ikke længe før hun kæmpede sig på benene og skulle til at tage fat i satyrens bevidstløse krop. Hendes tyve-øje fik midlertidigt øje på hans taske, og hun samlede den hurtigt op. Manden havde intet sagt om at hun ikke måtte tage andre ting, så hun så intet problem i at slynge tasken over skulderen og derefter slæbe af sted med satyren.

Hvilket jo så var en del mere hårdt end hvad hun først lige havde antaget. Da hun endelig var ved mødestedet, var hun også så udmattet, at hun næsten var parat til at lægge sig til at sove, men manden havde andre planer, så da hun stod dér, og tog sig til siden, hvor ribbenene var bøjede, oven ud lykkelig over endelig at være fri for telepatens kontrol, kiggede manden bare koldt på hende og bad hende om to ting mere: At binde satyren og derefter holde vagt ved træet til han kom tilbage.
Selvfølgelig gjorde hun som befalet og da hun var færdig og stillede sig ved det forbandede træ som hun nu skulle til at holde vagt ved, kom flere skikkelser frem og tog fat i satyren. Der gik ikke længe for de alle sammen forsvandt og efterlod hende ved det træ, som hun inden længe ville komme til at hade mere end noget andet.

//Out

Og den stakkels løgnagtige satyr kunne nu se frem til et liv som slave - eller kunne han? Fortsættelse følger!