Sted: Byvagternes træningsplads
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Lettere overskyet, men ikke frygteligt køligt

Det var blevet sent på dagen og træningspladsen var tom. Normalt ville Karkhos opsøge byvagternes træningsplads om morgenen, da han godt kunne lide at træne tidligt sammen med byvagterne, men i dag havde han haft travlt med at eskortere Morpheus til noget møde ved paladset, hvor han havde stået sammen med de andre soldater og livvagter og lyttet til al snakken, hvilket selvfølgelig havde trukket ud. Efter det timelange diskussion havde han haft brug for at hvile sig lidt. Hans ben og ryg var ved at være for gamle til at kunne stå stift i så mange timer og hans led blev ømme, men han havde ikke brokket sig.
Det var ikke fordi, at det overraskede ham, at det var en del af hans arbejde her, han havde fulgt med den ældre Lord Atillian til hovedstaden mange gange og det var altid det samme. Nu var det bare det unge brushoved til Morpheus, der skulle sidde og diskutere politik og forsøge at få deres lille område med på papiret. Ind til videre gik det overraskende godt, Karkhos var imponeret. De havde selvfølgelig vendt alt, hvad der var blevet sagt og gjort, da de kom tilbage til deres lille hus. Selvom Karkhos var soldat og ikke politiker, var Morpheus, som sin far, altid interesseret i at høre, hvad han havde fået ud af det, som tavs beskuer.
Efter de havde fået noget at spise, havde Morpheus forladt hjemmet uden at ville have Karkhos med. Det passede Karkhos fint, for det betød, at han kunne tage ud og træne og få varmet sine ømme led op igen.

Som sagt var pladsen tom - byvagterne var på vagt og hvad de nu ellers lavede, så Karkhos måtte træne sig selv. Ikke noget problem. Han benyttede sig gladeligt af de dukker, lavet af træ og halm, som stod på pladsen. Skydeskiver og andre ting, man kunne skyde på mål efter. Han havde sit lange sværd med og sine knive, der både kunne bruges i nærkamp og til at kaste med. Der stod også en række andre våben på pladsen i forvejen og i dag følte han for at gribe et spyd, som han lavede nogle angreb- og forsvarsøvelser med, som ikke behøvede en bevægelig modstander.
Derfor lod han den lange jakke, sværdbæltet med sværd og skede og knivene ligge på en bænk, så han havde større bevægelsesfrihed i resten af tøjet, der som sædvanligt bestod af den sorte kofte med en læderbrynje indenunder og en langærmet sort trøje inderst, sorte bukser og de lange læderstøvler.

Efterhånden som han kom igennem sine øvelser, blev han mere og mere irritabel, for smerterne efter de mange timers stående stille forsvandt ikke, men blev ved med at hæmme hans bevægelser og gøre ham langsom. Hvis han havde skulle slås med en af byvagterne, ville han have været den tabende part i dag.
Selvom han godt vidste, at det var en del af at blive gammel, havde han stadig svært ved at finde sig i, at det skulle være sådan. Han havde brugt hele sit liv på at kæmpe og øve med våben, han kendte ikke til andet og tanken om at mærke sin krop forfalde uden at kunne gøre noget, gjorde han frustreret og vred. Normalt forsøgte han ikke at lade sig påvirke, og normalt kunne folk slet ikke se, at han var begyndt at få problemer, da han var god til at bide det i sig, men i dag var det for meget og til sidst blev han så frustreret, at han kom med et højt vredt udbrud og kylede spyddet af helvede til, sigtende mod en af de store målskiver. Til sig store ærgrelse skød han forbi og spyddet fortsatte ned mod hjørnet af gården, hvor der var en mindre gyde mellem gårdens mur og væggen på et hus. Efter at have bandet inderligt, gik han derhen for at hente spyddet. Han kunne ikke efterlade et rod, når han gik.

Det var ikke unormalt for den unge glædespige at befinde sig omkring, hvad der var bedst kendt som byvagternes kvarter. Der var blot det faktum, at det var meget få der havde kendskab til hendes tilstedeværelse. Eller hendes nysgerrig og observerende øjne. De var – til hendes held – altid så engageret i deres træning. Intens eller ej. For som en der havde været tilskuer siden hun kom til, var det ikke svært at skille de ønskende fra de dovne. Og hen over årene var der hobet sig flere og flere af de dovne op. Meget muligt var det plagerne der var til at give skylden for netop dét på det seneste. Det var næsten en skændsel for hende at overvære, da det til tider kunne fremkalde en form for misundelse i hende. For hvorfor var de blevet givet en chance, mens hun var dømt ubrugelig fra starten. Allerede før hun overhoved ville kunne stille sig frem til mulig valgstrækning. Men dette havde bare gjort, at hun ikke havde noget imod at bryde reglerne for at få en smag af det, som hun gik og drømte om. Og denne tidlige aften var ingen undtagelse. Det eneste der var anderledes fra den almene rutine, var at hun ikke var kommet midt i fællestræningen, hvor hun kunne opsnuse mange forskellige tekniker på en gang, men i stedet havde hun kun en sølle gammel mand at beskue. En fremmed, som man ville sige. En der til trods for hans alder alligevel pludselig viste sig at have en god del kræfterne skjult i sin krop, da han sendte sit valgte våben igennem luften.

Det var bestemt kommet bag på April, da spyddet som ud af ingenting kom direkte mod hende. Men selvom det var med nød og næppe, at hun undveg det, da det passerede hende, blot for at spidde sin spids ned i jorden kort bag hende, var hendes bevægelse stadigvæk smidig og strategisk gennemtænkt. Og der var ikke et tydeligt lag af forskrækkelse, blot fornemmelsen af at hun kort havde mistet pusten, som hun først så med spyddet der sad fast i jorden med en spids vinkel, så mod gerningsmanden, der allerede var på vej direkte mod hende, og så tilbage til spyddet. Det var med rolige bevægelser at hun trippede et par skridt tilbage og greb om spyddet for at trække det ud ad den grussede jord med mindre anstrengelse. Det var klart at se, at våbenet var en tand for stort til hendes lille krop, men alligevel håndterede hun det endnu ordentligt. Det var et spontant valg. Lige som det næste, da hun i stedet for at lægge spyddet og begive sig væk i tide, strammede hun grebet i begge sine hænder og begav sig den stil modsatte vej. Ud ad gyden. Og ind på trænings området, hvor hun lod sig stå helt fremme for manden at se. Hendes simple kjole, der sad stramt om hendes barm og talje og sluttede i et luftigt skørt om hendes ben. det lange blonde hår der svang ved hendes ryg i den sædvanlige fletning. Og de lilla øjne der prægede hendes følelsesneutrale ansigt.

”De er ikke en af byvagterne.” startede hun ud uden at hilse eller præsentere sig yderligere fra starten. Spyddet lå afslappet i hendes hænder. Som bragte hun ham blot våbenet frem for at stå klar med det. ”Jeg ville ikke have troet, at deres træningsplads var åben for alle i det offentlige.” Hun svang let spyddet en enkelt gang i sine hænder, så hun kunne rakke det frem for sig imod den rette ejer med enden først, som afleverede hun en kniv.

Vreden var allerede på vej ud af Karkhos krop, da han gik hen i mod det sted, han havde fået kylet spyddet hen. Det nyttede ikke at være vred over noget, han ikke kunne ændre. I stedet blev det bare til irritation, som sås tydeligt i hans ansigt. Gammel. Han gad ikke blive gammel. Hans tanker gled kort hen over Adhémar og hans åbenbart evige ungdom. Karkhos kunne ikke lade være med at være misundelig, selvom han ikke mente, at det var en ting, man skulle pille ved som menneske. Evigt liv og magi. Det kunne kun have en pris, man ikke havde lyst til at betale.

Som han nærmede sig hjørnet af pladsen, dukkede der en person op med spyddet i hænderne. Straks forsvandt det meste af irritationen fra Karkhos' ansigt og holdning. I stedet rettede han sig en smule op trods den trætte ryg og en rynke dukkede op i hans pande. Fra at være fordybet i tanker, var han nu på vagt. Selvom han var i et af de mere sikre steder i hele Krystallandet, kunne man aldrig være for forsigtig.
Han lod blikket glide over den unge, ikke ret store, kvinde og hans første tanke var, at hun var ufarlig. Men da han kom nær nok til at se hendes ansigt og øjne tæt på, skiftede han mening. Hun var ikke ufarlig. Om det var hendes specielle øjne, de følelsesløse træt eller den måde hun holdt spyddet på, var der noget, der fortalte ham, at kvinden var mere, end hun så ud til. Han overvejede kort, om han skulle stoppe op. Han havde ingen våben på sig. Men han ville kunne forsvare sig i mod et spyd, også selvom han var træt.

Så han gik helt hen og stoppede nogle skridt foran kvinden, hvis kønne stemme lød i mod ham. Det varede et par sekunder inden han svarede, som han tænkte over sit svar. Noget han næsten altid gjorde og som kunne få nogen til at tænke, at han var langsom i hovedet. Dem der kendte ham vidste dog, at han aldrig sagde noget vigtigt uden at have tænkt over det.
"Jeg har tilladelse til at være her." Han var lige ved at udspørge hende om, hvorfor hun var der, da hun med en elegant bevægelse rakte ham spyddet med enden uden spids først. Langsomt rakte han ud og tog i mod det. Træet gled igennem den ru hånd, som han lod den stumpe ende glide ned og dunke i jorden, så spyddet stod oprejst i hans hånd.

Han burde smide hende ud, for han regnede ikke med, at hun havde tilladelse til at være der. Men et eller andet holdt ham tilbage. Der var et eller andet over hende, som gjorde ham nysgerrig. Hun var en køn pige, ingen tvivl om det, trods de specielle øjne, der næsten gjorde ham utilpas. Men det var ikke hendes ydre, der fik ham til at tøve. Det nærmeste han kunne komme på en forklaring, var hendes håndtering af spyddet. Der var noget over det, der fortalte ham, at hun ikke var uvant med våben, men alligevel...
"Ved De, hvordan man bruger et spyd? Jeg mangler en træningspartner." Han sagde det i sin sædvanlige brummende tone med den tydelige nordlige accent, men samtidigt en smule henkastet, så hun ikke skulle føle, at han krævede det af hende.

At han i det hele taget spurgte var specielt. Han ville normalt ikke slås mod en kvinde, som ikke så ud til at være trænet til det. Der var kvinder i byvagten og det var fint med ham, men normalt var det ikke kvindelige krigere, han mødte flest af. Men et eller andet sagde ham, at der var mere i den kønne kvinde end hvad man lige kunne se. Og af en eller anden grund havde han lyst til at se, hvad det var. Karkhos var en tænksom mand, men samtidigt fulgte han også indskydelser uden at spekulere dybt og inderligt over dem. Om det var hans evne, der havde lært ham at stole på sig selv eller om det bare var alderen, ja, det kunne han ikke svare på.
Roligt rakte han spyddet frem mod kvinden igen som indbydelse til at træne med ham.

Overraskelsen spejlede sig i hendes ansigt over hans spørgsmål. Det var trods alt ikke hver dag, at en som hende blev taget meget seriøst. Og da slet ikke vedrørende skarpe våben. Det tætteste man normalt ville forestille sig en glædespige fra det nedre bydistrikt bære rundt med sig eller kunne håndtere, var en kniv eller en lille daggert. Og da kun vildfarent i truede situationer med mænd – eller kvinder – der ikke kunne tage en afvisning selv hvis det gjaldt deres liv. Men denne ældre mand var anderledes, så det ud til. Og det var netop dét som der forbløffede hende i de første små øjeblikke, efter at hans ord havde forladt hans mund. Der var kommet en smule mere nysgerrighed og liv frem i hendes øjne, og diskret havde hendes hoved løftet hagen bare den smule højere, som var hun blevet vækket fra en dagdrøm og nu havde sin opmærksomhed fuldt ud rettet mod personen foran hende. Efterfølgende faldt hendes udstråling i overvejende folder, mens hun kortvarigt så sig omkring dem, inden det langt fra afvigende blik atter faldt tilbage på ham. Og spyddet, som han rakte frem mod hende, som var dét det mest normale at gøre.

”Mit valgte våben er godt nok noget kortere i form af et kortsværd…” forklarede hun sig ydmygt. ”Men et spyd har jeg haft i mine hænder før, ja.” Ikke noget at råbe højt om, dog. Hun havde ikke trænet med et før. Blot set på, når de var blevet tvunget omkring under byvagternes egen træning. Lidt lige som, hun havde overværet ham gøre det samme blot lidt tid siden. Hun trådte da et skridt tilbage for at kunne bøje sig frem over, uden at risikere at støde ind i hverken ham eller spyddet. Ganske roligt tog hun om sin kjoles skørt og løftede den med sig op. Ikke for at fremvise sine varer, men for at binde en knude på det ved hendes hofte, så det ikke skulle komme i vejen for hendes fodarbejde. ”Og siden De spørger så pænt, hvordan kan nogen sige nej.” Med det sagt så hun nu med antydningen til et selvsikkert smil på læberne, inden hun rettede sig op med rettet ryg, og tog endelig imod våbenet, som han holdt frem mod hende.

Igen tog April det i begge sine hænder og vejede det for at finde tyngdepunktet. Det var en meget anderledes form for våben end et sværd. Og da specielt et kortsværd, hvis vægt lå i den korrekte ende til hende og hendes daværende styrkeklasse. Hun følte træet mod sine bløde hænder, hvilket var det stik modsatte af det kolde metal. Træet klirrede ikke mod den enkle hånd-kæder, der var at finde på begge hendes hænder. Hun studerede spyddet noget mere. Så op og ned af det, inden hun prøvede sig af med det. Kørte sin ene fod en smule bagud og drejede en tand for at give bedre balance, hvorpå hun førte spyddets spids frem mod denne ukendte mand. Sørgede for at have det overskydende af skaftet lå under hendes arm og godt ind mod hendes hofte i et håb om at det ville gøre det nemmere for hende at kontrollere dens længde og vægt lidt bedre.

Karkhos blik forlod ikke hendes ansigt og han kunne se, at hans spørgsmål overraskede hende, men også en følelse, han gættede på var stolthed, dukkede op. Han fik med det samme en fornemmelse af, at ikke mange valgte at give denne kvinde muligheden for at vise, hvad hun kunne. Karkhos havde mødt mange personer igennem sit liv af alle slags racer. Og en ting han havde lært var, at man aldrig skulle undervurdere, hvad folk kunne, hvis de ville eller hvad der var nødvendigt. Satyrer der kunne slås, minotaurer med sans for kunst og orker, der kunne handle og forhandle. Hvis han havde fået at vide, hvad hun ernærede sig som, ville han nok løfte øjenbrynene, men ellers bare trække på skuldrene. Hvorfor skulle en glædespige ikke kunne håndtere våben? Det ene udelukkede ikke det andet.
Han bemærkede hendes blik rundt. Hun var altså ikke velkommen på pladsen. For ham var det ligegyldigt. Han var ikke en del af byvagten og hvis nogen skulle blive vrede på ham, ville det værste være, at han selv ikke længere var velkommen der. Og selvom han godt kunne lide at træne med byvagterne, ville han finde en anden løsning. Der var altid en anden løsning.
Det var ikke fordi at han ville sætte noget på spil for at se en fremmed kvinde slås, men nu var hun der og han havde brug for en træningspartner. Om hun kunne slås eller ej.

"Jeg tager, hvad jeg kan få." Hans stemme var stadig brummende, men usædvanligt venlig. Normalt var han en følelsesforladt mand, der lukkede alting inde, men måske var det fordi, at han vidste, at hun havde set hans unormale udbrud af vrede, at han var knapt så tillukket som han plejede. Uden at sige mere, fulgte han hende med blikket, som hun bukkede sig og hev op i skørtet for at binde det fast. Allerede der var der et tegn på, at hun ikke var helt nybegynder i forhold til at skulle kæmpe. Der var intet i ham, der reagerede ved fremvisningen af ben. Tøsebarnet var for ungt til, at han havde nogen interesse af den slags, lige meget hvor flot hun var at beskue.

Han slap roligt spyddet, da hun tog det og betragtede hende tavst. Han havde en fornemmelse af, at hun ikke var klar til at følge med ham ud på pladsen for at hente en spyd til ham og han var nysgerrig over, hvad hun vil gøre. Han lagde mærke til, hvordan hun vejede spyddet i hænderne, flyttede en fod for balance og hvordan alle hendes bevægelser gjorde klar til at bruge spyddet. Det var så tydeligt for det trænede øje, at han var helt klar, da spidsen kom i mod ham. Hurtigt drejede han i overkroppen, greb han fat i skaftet og trak det hårdt til siden, så han derved brugte spyddet til at skubbe hårdt i mod hendes hofte. Hvis han havde ret, ville hendes balance ligge dårligt, så i samme bevægelse trådte han frem og satte et ben bag hendes, hvilket burde få hende til at få overbalance og derved vælte om på jorden. Hvis det skete, ville han følge hendes fald med spyddet og sin egen kropsvægt og gå i knæ ved siden af hende for at holde vægten på spyddet og derved holde hende trykket ned i mod jorden med spyddet hen over hendes hofter.
"Du lægger din balance forkert." Det ville være alt, han ville sige, som han så roligt på hende. Intet af det havde fået hans puls op.

Hvis det ikke lykkedes ham at vælte hende, ville han i stedet træde tilbage og slippe spyddet igen med en anerkendende nikken.
"En god start."

April burde have forventet at blive overmandet. Eller i det mindste burde hun have forventet, at hans evner ville have været på et højere niveau end hendes. Det betød dog heldigvis ikke, at hun ikke selv ville kunne klare sig. Ganske rigtigt var der et noget overrasket udtryk at finde i hendes blege ansigt i det samme som han satte i gang. Men så let gav hun ham ikke sejren. Hun nåede knap nok at kunne mærke presset mod hendes hofte, da han greb om spyddet og trykkede det hårdere ind mod hende, før hun let og elegant satte af fra jorden og samlede sine ben under sig, som hun sprang hen over skaftet, mens hun stadig holdt et blødt tag i det for ikke at bremse sin egen bevægelse. Desværre havde hun ikke læst langt nok ind i hans serie af angreb, så til trods for at hun havde undgået det første trin i at skabe ubalance ved hende, nåede hun ikke at undgå det, da han glidende spændte ben for hende og fik hende i gulvet så let som var det ingenting. En sagte lyd kom fra hendes strube, da luft blev mast ud af hendes lunger, idet at hun hårdt ramte den grusede jord. Automatisk forsøgte hendes krop efterfølgende at vride sig fri fra spændet han havde hende i og prøvede også en enkelt gang at se, om hun var stærk nok til at løfte spyddet op fra sig. Men der gik ikke længe, før hun så ud til at have accepteret sin skæbne og rettede i stedet et par køligt rolige øjne direkte op mod den ældre herre over sig. Hun var langt fra vred, det kunne man tydeligt skimme over hende. Dog havde hun heller ikke et stort smil på læberne for at indikere, at hun var fyldt med glæde. I stedet var der en anelse af, hvad man kunne antage som værende overvågende. Observerende.

Hun foldede langsomt sin ene hånd ud til flad, og hun ville have løftet den mod ham, hvis ikke en bestemt sætning poppede frem i hovedet på hende lige i det, hun selv kunne fornemme en stigende varme fra kæderne, om hendes hånd. Først og fremmest skal du lære at bruge dit våben. Lad være med at springe ud i kombinationer med din magi i starten. Hun lukkede hånden igen og lagde den afslappet på jorden. Én ting ad gangen. Med ét greb hun dog om en mindre mængde løst sand og i en svingende bevægelse kastede hun et tyndt lag støv op mod hendes modstanders øjne. Det var et beskidt kneb, uden tvivl, men dette var ikke en træningssektion for hende at lære om kamp kunst. Dette var en oprigtig træningskamp. Selvom livet aldrig var rigtig på spil, var det så ikke disse tidspunkter, hvor man skulle kæmpe, som var det?

I et håb om at det gav hende et splitsekund, hvor han ikke holdt hende ned med så meget styrke som før, skubbede hun kraftigt ned i spyddet, så det ikke længere lå omkring hendes hofter, i takt med at hun igen trak sine ben op mod sig for til sidst at have spyddet liggende under sig i stedet. Straks viklede hun sine ben omkring hans overkrop under hans arme, og gjorde hvad hun gjorde bedst: Ved hjælp af sine undervurderedes mavemuskler og sin egen kropsvægt, svang hun ham ned at ligge frem for hende. Og tog styringen. Dog blev hun ikke siddende længe. Hvis ikke han havde nået at gribe om hende, sprang hun op at stå og trådte flere skridt tilbage for at skabe afstand mellem dem. Nu ham med spyddet og hende uden. I modsætning til ham, havde det lille trick også gjort hende lettere forpustet.  
”Jeg er begyndt at tvivle på, om det kun omhandler balance og ikke også teknik.”

Hendes forsøg på at undvige hans bevægelse med spyddet overraskede ham lidt, men fik ham ikke til at stoppe. Og få øjeblikke efter, lå hun på jorden under skaftet fra spyddet, mens han selv sad ved siden af på hug. Det var gået overraskende godt for ham, selvom de hårde, hurtige bevægelser havde gjort opmærksom på sig selv i hans knæ og ryg. Men han viste det ikke, selvom en lille uvillig trækning nok dukkede op i hans ene mundvig.
Hendes forsøg på at skubbe spyddet væk, havde han ingen problemer med at forhindre, som han bare skulle holde sin vægt på spyddet. Han var en tung mand og han lagde heller ikke al vægten på hende, da han så kunne komme til at skade hende. Og det var ikke meningen.

Hans blik gled ned til hendes ene hånd, der åbnede sig, og for et øjeblik flimrede det inde i hans hoved, som om hans evne ikke helt kunne finde ud af, om der skulle ske noget eller ej. Det havde han ikke prøvet ret mange gange før og det forstyrrede ham så meget, han kun lige nåede at opfange hendes hånd og sandet, der kom mod hans ansigt. Hurtigt trak han sig lidt tilbage og drejede hovedet til siden med lukkede for ikke at få sand i øjnene. Han mærkede hende flytte spyddet fra sig, men inden han kunne nå at gøre noget, havde hun benene om hans overkrop og med en overraskende stærk bevægelse fik hun ham ned at ligge. Det var ikke ligefrem en rar fornemmelse at mære jorden tage hårdt i mod ham, det var noget der skete overraskende lidt, for han var en svær mand at vælte.

Lige så hurtigt hun fik ham ned, lige så hurtigt var hun væk. For et øjeblik blev han liggende og kiggede op i himlen, stadig en smule konfus over at være endt på jorden, væltet af den lille kvinde. Hendes stemme afslørede, at hun var lidt forpustet, men det kunne Karkhos nu ikke fortænke hende i.
Langsomt fik han sig skubbet op at sidde, både besværet af læderbrynjen, men også ryggen, der sendte stråler af brokkende smerte igennem ham. Han forsøgte at skjule sit besvær, som han kom helt op at stå med en rolig dyb vejrtrækning, der skulle modvirke lysten til at komme med et dæmpet støn. Som han strakte sine knæ ud, gav det et mindre smæld i begge. Endeligt kunne han begynde at banke støv af sit nu knapt så sorte tøj. Spyddet lod han ligge for et øjeblik.

”Hvis du havde haft en god balance til at starte med, ville du ikke have haft brug for så meget taktik. Du lagde vægten forkert, da du angreb. Jeg kan vise dig, hvordan du skal gøre.” Det var ikke så meget et spørgsmål som en konstatering og han bukkede sig ned efter spyddet, denne gang uden at det kunne ses på ham, at han havde problemer. Som han rettede sig op, så han på hende igen, denne gang med et anerkendende blik og et svagt smil. ”Men din kreative løsning fungerede. Du fik mig ned at ligge.” Han uddybede ikke bemærkningen, der igen bare var en konstatering. Han pralede aldrig med sine egne evner. I stedet gik han hen til hende og rakte hende spyddet igen. ”Stil dig op som før.”

”Er dette nu blevet til en oplærings sektion?” Der var kun gode grunde til hendes forvirring, også selvom det var et mere retorisk spørgsmål. For havde han ikke oprindeligt bare søgt en træningspartner og ikke en lærling? Derudover tvivlede hun stærkt på, at hun ville være en god lærling for ham. Noget sagde hende, at han nok ikke havde tålmodigheden til at arbejde med hendes skjulte stædighed. Og da bestemt ikke på en dag som denne, hvor rastløsheden sad yderst i hendes fingerspidser. Heldigvis virkede den spontane kamp til at hjælpe på det ved at vige hendes tanker et andet sted hen, så der skulle ikke meget til for hende at tage imod spyddet uden videre. For selvom hun ikke var stor fan af at have sin balancekunst kritiseret på må og få. Han var ikke den eneste, der havde påpeget, at det var der hendes problem lå, men hun havde stadig svært ved at se at det var det, da hun selv var overbevist om at hendes styrker lå i det sammen med hendes smidighed. I så faldt måtte han bevise det or hende.

April så sig diskret henover skulderen og med et kropsafslappende suk trådte hun et par skridt tilbage for at skabe en god afstand, inden hun tog om spyddet, som hun havde gjort før. Hun gjorde sig umage om at have det samme mellemrum mellem sine hænder og ved at mærke hvor vægten lå satte hun dem det samme sted. Hun hævede spyddet med spidsen rettet mod den ældre herre, drejede den et par gange i hånden for at igen vænne sig til fornemmelsen. Hun valgte godt nok at stramme forskelligt om skaftet. Strammere med den forreste og blidere med den bagerste, hvor på hun placerede træet ind mod sin hofte endnu en gang. ”Men nu De er i gang, ville en fordel for mig vel også være at lære brugen af et spyd? Dette er første gang jeg holder et i længere end 20 sekunder.” kommenterede hun, som skulle det egentlig sidde en antydning til et større og mere kækt smil i hendes mundvige, før hun atter kørte sin fod en smule længere bag ved den anden og drejede den for at stå mere fast.

Endnu en tung vejrtrækning og et lille kast med hovedet for at få et enkelt generende hårstrå væk fra dens plads tværs ned over hendes porcelænsfarvede ansigt senere, havde hun nu styr på sine forpustede åndedrag, og det karismatisk intense blik var tilbage i hendes øjne, som de sad stift mod ham, som kunne hun se igennem ham. Igen var hun klar. Denne gang en smule mere på vagt, som forventet, at det nummer han netop havde gjort.

Hendes spørgsmål fik ham til at brumme lidt og smile kort. Var det blevet en oplæringslektion? Allerede i det øjeblik han havde set hende stå med spyddet første gang. Efter alle de år som underviser, ikke bare for Morpheus, men også for andre unge soldater og byvagter, lå det helt naturligt for den ældre mand at give videre af sin viden. Han nød det på en eller anden sær måde, følte at han gjorde en forskel. Og han kunne lide at undervise, hvilket man måske ikke skulle tro, når man så på ham. Han så ikke venlig ud, nej han lignede den hårdkogte soldat han var. Men han kunne faktisk lide at lære fra sig. Det gav ham et andet formål end bare at være soldat.
”Hver eneste træningstime er en oplæringslektion.”

Han fulgte hendes bevægelser med blikket. Selvom hun tydeligvis var utrænet, havde hun en naturlig forståelse for teknikken, det var han ikke i tvivl om, som han betragtede hende. Hun ville blive dejlig nem at lære ting, hvis hun altså mentalt havde lyst til at lære. For et øjeblik måtte han lige tage sig selv mentalt i nakken. Det var ikke meningen, at han skulle tage en civil kvinde til sig som elev, dette var blot fordi hun alligevel var der, at han valgte at lære hende lidt. Måske var det fordi, at han snart ikke kunne lære Morpheus mere, måske var det fordi, at knægten ikke længere var interesseret i at blive undervist, men Karkhos kunne godt have lyst til at starte forfra med en fast elev. Det var dog ikke noget, der ville ske. Han tjente under Atillian og der var ikke flere børn at tage fat i.

Som kvinden fik stillet sig på plads, gik han en smule rundt om hende, så han stod ved hendes side.
”Jeg kan ikke lære dig at bruge et spyd på en dag.” Han tog fat i spyddet og rettede lidt på den måde hun holdt det på, så det hvilede en smule anderledes på hendes hofte og hun havde fat en smule længere tilbage. Derefter brugte han sin ene fod til at rette på hendes ene.
”Det føles nok en smule underligt at stå sådan til at starte med. Men det forbedrer Deres balance.” Uden forvarsel gav han hende et skub. Ikke meget hårdt, men hårdt nok til, at hun ville være væltet, hvis han ikke havde rettet på hendes tyngdepunkt. ”Som De kan se.”

Han gik tilbage og stillede sig foran hende med et betragtende blik.
”De har et naturligt talent for våbenbrug.” En større kompliment kunne en fremmed nok ikke forvente at få fra en mand som Karkhos, selvom han ikke så spor mere venlig ud, da han sagde det. I stedet lavede han en bevægelse ind mod pladsen med den ene hånd.
”Tilbuddet står fast, hvis De vil være med til at træne.” Og med det mente han selvfølgelig, at han ville føre hende igennem nogle øvelser, der ville lægge grundstenen for at lære at bruge et spyd, men det sagde han ikke.

April lagde allerede mærke til, hvordan hun nærmest klamrede sig til sit våben, idét at den ældre mand begyndte at rette på hende. Det var ikke noget hun selv ønskede, eftersom det gav hende en følelse af, at hun ville være ingenting uden det i sine hænder. En forlængelse af sin krop. Mange af de hæderlige krigere, hun havde haft besøg af i sin seng havde ytret sig på den måde til hende, når hun endelig fik dem til at tale. Ved de fleste havde det været nemt, huskede hun, da specielt byvagter nød at prale og lægge tykt på for skønne kvinder. En kategori, som hun heldigvis lå i.
Han havde ret - hvem en han så var: Den position han havde placeret hende i virkede noget unaturlig for hendes ellers normale skønjomfru kropsholdning. Automatisk blev det dybe svaj i hendes ryg gjort mindste og gjorde rygsøjlen mere lige. Det var ikke fordi, at det var fysisk umuligt for hendes krop at stå, som han havde henvist, men selv med hvordan hendes ben blev spredt bare lidt mere ud for at skabe en langt bedre stabilitet, var det hende uvant. Hendes livsstil måtte alligevel have påvirket hende mere end hvad hun brød sig om. Men hvad andet kunne man forvente, hvis man var blevet modelleret til noget andet siden barnsben. Det havde kun været den overordnede teknik hun havde kunne tage fra at være en simpel tilskuer.

Pludselig blev Aprils ellers så følelsesneutrale ansigtsudtryk foldet ud for at afsløre en næsten barneuskyldig overraskelse, efter at være blevet givet et skub, som ikke væltede hende eller fik hende til at valke det mindste. Hun havde ellers troet, at hun havde fin balance, men det her var helt anderledes fra, hvordan hun havde holdt balancen første gang, han havde fået overhånden i deres meget, meget korte sparing. Bevidst krummede hun sine tær og følte fascinerende jorden under sig, efterfulgt af et par oprejsninger på balletfod som et afgørende tjek, før de lilla øjne blev løftet op for at fange hans dømmende brune med de rosa læber skilt ad bare en smule i forundring.

”Det ville være en skam, hvis jeg afviste Deres tilbud.” svarede hun ham atter med den samme rolige og ydmyg stemme. Spyddet blev fjernet fra sin hvile ved hendes hofte, så den skarpe spids rakte mod himlen, i takt med at hun stillede sig normalt i håb om, at hun ville kunne stille sig, som han havde sørget for før uden yderligere problemer. ”Men De må vide, at jeg ikke har noget at give igen.” Taknemligheden var så småt begyndt at sive ud imellem hendes ord sammen med en velmødt krusning i mundvigen. ”Hvad jeg kan give Dem, er mit navn. April Foster.”

At se hendes reaktion, da han skubbede til hende, og hun stod fast, var det hele værd. Et smil dukkede kort op i hans øjne, som han blev glad for at se hendes glædelige overraskelse over noget, for ham, så simpelt. Og i det øjeblik var han klar over, hvor meget denne unge kvinde havde lyst til at lære at bruge våben og slås. På en måde sørgeligt, for hvad var verden, når så køn og ung en kvinde ville den slags? Men samtidigt livsbekræftende. Lysten til at kæmpe var for Karkhos en positiv ting, et tegn på styrke. Og styrke var en god ting.

Kvinden trådte ud af positionen og lod spyddets spids pege mod himlen. Karkhos ville rette hende gang efter gang, til den sad naturligt i hendes krop og hun selv under pres ville glide ind i den. Stillingen var ikke kun til spyd, men en mere grundlæggende kunnen i forhold til mange våben. Hun ville komme til at hade ham for det, ingen tvivl om det. I starten.

Han lyttede til hendes ord og nikkede let, som hun sagde sit navn.
”Mit navn er Karkhos Ruadon. Og jeg vil intet have. Den unge mand jeg har trænet de sidste mange år, kan snart ikke lære mere og jeg mangler noget at lave.” Det var mange ord på én gang for Karkhos, især fordi han afslørede lidt om sig selv uden at være blevet spurgt. Men han kunne godt lide denne kvinde og var faktisk ved at kunne lide tanken om at skulle lære hende det, han kunne. Selvfølgelig ville det ikke blive officielt. Han var hyret under Lord Atillian til at træne og holde øje med hans søn. Så at tage endnu en elev, endda en som tydeligvis ikke var adelig, det ville ikke være velset. Han ville komme i problemer. Men af en eller anden grund var det ikke rigtigt et problem for ham lige nu. Han ville dette. Hvis hun tillod ham det, selvfølgelig.
”Frøken Foster. Er De frisk på at starte med det samme?”

”En skam. Jeg ville aldrig havde troet, at man ville kunne nå et punkt, hvor man ikke længere kunne lære noget nyt.” sagde hun en smule for ligeud og lod sit blik falde fra Karkhos igen og hen imod spyddet i sin hånd i stedet for. Det var en ganske yndefuld bevægelse. Næsten sagligt. Lige som hendes stemme til tider sammenlignede. Der var nok ingen tvivl om, at April var et relativt roligt væsen af natur. ”Eller arbejde videre på allerede eksisterende talenter.” Hun betragtede kort, hvordan hendes egen alt for fine hånd havde sit greb omkring spyddets skaft. Noget sagde hende, at hun ville være nød til at få langer mere hård hud på sin krop, hvis hun skulle kunne konkurrere med andre krigeriske figurere i fremtiden.
Blidt løftede hun sit hoved igen og fangede læremesterens blik med et fast besluttet svar i hendes øjne. Hun havde automatisk ranket sig en smule højere, og det forsigtige og mest af alt taknemmelige smil, sad stadig som en antydning i på hendes rosa læber. Hun havde aldrig drømt om at blive den finesserede prinsesse, som diverse mænd havde forsøgt at behandle hende som. Og selvom hendes udseende virkede så skrøbeligt og sart som en porcelænsdukke, fortalte den lilla flamme i hendes øjne som en anden ønsket skæbne.



"Urg!"
Luften blev endnu engang hamret ud af hende, da hun hårdt blev kastet ned at ligge på den grusede jord. 31. Denne gang tog det hende lidt længere tid at komme op at stå igen, men hun blev ikke bare liggende et eneste øjeblik. Ryggen smertede efter de mange gange, hun var endt i støvet. Og hendes ben rystede under hende, som hun med ømmende støn kæmpede sig op. Spyddet havde hun hurtigt grebet omkring igen, da det havde landet ved hende side, og hun tillod sig at bruge det til at støtte sig, indtil hun stod helt oprejst igen. Støv og overfladiske afskrabninger dækkede nu hele hendes krop. Hovedsageligt hendes ben, som ikke havde haft stof til at give en smule beskyttelse, men hun var sikker på at flere steder under kjolen ville hun også finde svige. Og en enkel skabe var også at finde på hendes ene kindben. Hårtotter havde vildfaret sig fra den lange fletning og hang enten ned over hendes ansigt eller strittede ud til alle sider.
Hun var noget forpustet, men hun hev ikke efter vejret. Det var blot tunge vejrtrækninger, der fik brystkassen til at hæve og sænke sig markant. Hun gjorde et enkelt fast med hovedet for at fjerne hår fra sine øjne, inden hun uden videre stillede sig i kampstillingen, som gradvist henover de 31 tabte og meget korte kampe mod Karkhos, havde blevet bedre og bedre. ”Igen..!”

Den unge kvindes ord fik et lidt sørgmodigt smil til at glide over Karkhos’ ansigt. For han var helt enig med hende, men Morpheus var en utålmodig sjæl, der ikke længere ønskede deres træning og kun deltog, fordi det forventedes af ham hjemmefra.
”Nogle gange må eleven finde sin egen måde at lære på. Jeg kan ikke lære den unge Lord mere.” … når han ikke ville lære, men det sagde han ikke højt.
De gamle øjne hvilede lidt på April og han kunne lide, det han så. Ikke hendes kvindelige former eller den yndige statur, men udtrykket i hendes øjne og den ranke ryg. Der var noget over det, som fortalte ham, at arbejde med hende vil være noget helt andet end at arbejde med Morpheus. Og efter tyve år med en næsten uvillig elev, glædede han sig til at få noget andet mellem hænderne.
________________________

Endnu en gang fik Karkhos væltet pigebarnet af fødderne og sendt hende i jorden. Det var blevet sværere for hver gang, men det lykkedes stadig uden for store problemer. Han rettede på hende hver gang, tålmodigt forklarende, hvad hun gjorde forkert. Og det var virkeligt rart at arbejde med nogen, der havde tålmodigheden til at lytte og lære. Og iveren var da ikke til at tage fejl af, så snart hun var på fødderne, var hun klar igen.
Tiden gik og mørket var ved at lægge sig omkring dem. Det var på tide at stoppe. Ikke bare på grund af, at dagen gik på hæld, men også fordi Karkhos var ved at have ondt. Ryg og ben værkede hårdt og de sidste par gange, han havde fået hende væltet, havde han nær ikke fået rettet sig op igen. Spyddet blev efterhånden mere et hjælpemiddel han kunne støtte sig til. Og selvom det var underholdende at træne hende, var hans ansigt en smule mere sammenbidt end det plejede.

Hendes ene ord fik ham til langsomt at ryste på hovedet.
”Nej, det er nok for i dag,” brummede han bestemt og rettede sig helt op med en svag grimasse. ”Det har været en god start.” Han væltede det stående spyd og begyndte at gå over mod holderen med resten af spyddene. Hans gang var mere stiv end han brød sig om at vise, men det var der ikke noget at gøre ved. Spyddet blev sat af og han gik de få skridt over til bænken, hvor hans ting lå. Jakken gav han op på at få på helt uden at prøve, så i stedet svang han sværdbæltet med det lange tohåndssværd og knivene om livet og spændte det. Han sagde ikke noget og så ikke på hende, som han gjorde alt dette, træt i sin krop og lige nu egentligt bare med ønsket om at komme hjem og lægge sig ned. Han burde virkeligt snakke med en healer om det, men der var nok ikke så meget at gøre ved det. Det var alderdom. Og i dag havde været en meget hård dag. Heldigvis var det sjældent så slemt.

Det var skuffende at få at vide, at det var slut. For denne gang i hvert fald. April ønskede at fortsætte. Hun vidste ikke, hvornår hun ville få lov til at træne med ham igen, og det pirrede i hendes nerver. Han havde sagt, at han ville tage hende under sin vinge. Men hvor længe betød det? Var dette den eneste gang, bare fordi at hun tilfældigvis havde været til stede? Hun tvivlede på, at det ville udvikle sig til meget, så hun havde presset sig denne gang i håb om, at få så meget ud af det som muligt. Dog betød det desværre også, at hun mulighed havde presset sig for hårdt. Eller lå lige på grænsen til det.
Hun kunne stadig så oprejst uden yderligere problemer. Men hun var udmattet. En form for udmattelse, der først trådte i kraft, da hun for første gang i et stykke tid slappede af igen. En udmattelse der nærmest fik hendes ranke kropsholdning til at falde sammen, da hun tog den dybe indånding og virkelig pustede ud med et suk. Dette var for det bedste.

Hun løftede roligt sin frie hånd og kørte forsigtigt dens håndryg hen over sin ene kind for at tørre den smule støv væk, der havde sat sig. Den svigende fornemmelse kom som en overraskende, eftersom hun knap havde haft tid til at lægge mærke til de små afskrabninger, men til hendes held så hun ikke engang det mindste tegn på blod, da hun undersøgte sin hånd efterfølgende. Det værste var dog ryggen, hvor kjolens stof gned sig op og ned af den rå overflade ved hver bevægelse hun gjorde. Hun var hårdfør, men selv en hårdfør kvinde havde tillade til at skære en grimasse over svige og samtidig drømme om at lade den ømme krop blive omgivet af næsten kogende vand.
Forsigtigt fulgte hun Karkhos med øjnene, som han fik slæbt sig hen til stativet til spyddene. Hun kunne ikke undgå at se undrende på ham. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro, at han var i en klart værre tilstand end hende, hvilket ikke gav meget mening for hende. De gange hun havde vundet deres små kampe, var klart underlegent overfor de gange han havde.
Med relativt rolige skridt bevægede hun sig hen imod ham, mens han gjorde sig klar til at gå sin egen vej igen. Hun fik placeret sit eget spyd tilbage på dets rette plads, hvorefter hun diskret skævede i retning af den ældre herre. Og selvom det havde taget hende et stykke tid at faktisk gøre noget, så var havde det ikke været på grund af tøven. ”Her.” sagde hun blidt, inden hun fluks fik åbnet for knuden, der holdte hendes kjole kort og straks der efter trådte tættere på ham og holdte sin arm ud som et tilbud som støtte. Hun ville ikke bare gå hen og holde ham om ham. Han virkede trods alt som en stolt mand. Også derfor kommenterede hun ikke åbenlyst på, hvor brugt han så ud. ”Som tak for i dag, kan jeg i det mindste følge Dem, hvor De skal hen.” April var stærkere end, hvad hun så ud til at være. Langt fra lige så stærk som ham, men i hvert fald stærk nok til at kunne give ham den støtte han havde brug for.

Karkhos var sådan set klar til at gå, da den unge kvindes stemme lød bag ham. Han vendte sig om, lettere overrasket, og så på hendes tilbudte arm. Hun tilbød ham støtte. Det var næsten som en blanding mellem et slag i maven og et surt opstød, som det gik op for ham, at han alligevel så så svag ud, at hun følte det nødvendigt at tilbyde ham støtte. For et øjeblik stirrede han bare på hendes arm, som diverse følelser rullede igennem ham, usynlige på hans ansigt, der kun udstrålede en træt sammenbidthed. Skulle han tage den? Bede hende skride til dødsriget for fornærmelsen? Høfligt sige nej og vende hende ryggen? Han vidste det ikke og til sidst sukkede han og løftede blikket til hendes ansigt, hvor han blot så venlighed. Dette mildnede hans ansigtstræk en smule.

”De forstår at få en ældre mand til at føle sig gammel.” Der var intet vredt i hans tone og han fik endda presset et mindre smil frem. Det forsvandt dog med det samme igen. Han var ikke en smilende mand.
”Det er meget pænt af Dem, men jeg vælger at sige nej tak. Den unge Herre jeg er her i Hovedstaden med, vil ikke se med milde øjne på, at jeg har valgt at undervise en ung dame som Dem.” Alvoren i hans øjne var ikke til at tage fejl af, alvoren og en form for sorg over sine egne ord. At sige, at Morpheus ikke ville se med milde øjne på April, var en pæn måde at sige det på.
”Så for vores begges skyld, bør vi nok ikke være at se sammen i nærheden af vores residens.” Ingen tvivl om, at han ikke var glad for at skulle sige noget som dette, men man kunne heller ikke være i tvivl om, at han mente det.

”Ikke at jeg ikke vil følges med Dem. Måske jeg kunne have æren af at følge Dem hjem?” Og som han sagde dette, rakte han en arm frem. Ikke for støtte til hende, men som et galant tilbud. Nok var han den ældste, men han var dog stadig en mand og at tilbyde en ung, køn kvinde sin arm, var trods alt hans opgave. Og en fornøjelse. Hvad hun tjente sine penge på, vidste han ikke, selvom et eller andet havde givet ham en fornemmelse - men det rørte ham ikke så meget. Det var ikke det, han så, når han kiggede på det. Han så en med en krigers sind og det var næsten det vigtigste for ham. Plus at hvad han havde opfanget ind til videre, virkede hun som en ganske behagelig person at være sammen med.