"Hør, vi må da kunne snakke om det... ups!" Ezra sprang knapt så elegant tilbage og undgik derved den store klov, der blev sendt i mod ham. Det var hans første dag i hovedstaden og selvfølgelig skete dette! Han havde lige så stille passet sig selv, var gået forbi en stor bygning, han ikke kunne få øjnene fra og var selvfølgelig gået direkte ind i en minotaur. Sikkert den eneste, der var at finde i hele byen! Som sædvanligt var Ezras mund løbet af med ham, og nu sprang han for livet for ikke at blive trampet ned af det gigantiske tyrevæsen, der ragede omkring en meter mere op over ham. En rasende halvtyr, der kunne knække ham på midten uden anstrengelse. 

Ezras mund fortsatte med at forsøge at berolige det vilde dyr, mens hans øjne lettere panisk forsøgte at finde en udvej. Endnu en gang måtte han springe tilbage, hvilket nær fik ham til at vælte over noget. Et trappetrin! På en smal, usikkert udseende trappe, der ledte op langs et hus i zigzag. Hans redning! Hurtigt vendte han ryggen mod den vrede minotaur og så hurtigt han kunne på sine små klove, spænede han op af trappen. Han nåede lige at mærke nogle fingre forsøge at få fat i hans rejsekappe, men han hev den hurtigt til sig uden at miste et skidt. Dog vaklede han, da hele trappen begyndte at ryste og han kastede et blik over skulderen. Minotauren var trådt på på trappen, der nu helt uden tvivl ikke ville kunne holde til den. På de bedre dage vejede Ezra lidt over 50 kilo, men minotauren så ud til at veje mindst 250 og det var trappen uden tvivl ikke bygget til. Det så ud til, at det var de samme tanker, der gik igennem den halve tyrs hoved, for han trådte ned igen. I stedet så han overvejende på trappen og begyndte prøvende at rykke i den. Ezra spærrede øjnene op. Ville han ligefrem rykke den ned?!

Nu var gode råd dyre. Ezra ville ikke kunne komme samme vej ned igen, der var intet ud i luften og til den anden side... han så op af bygningen. Måske han kunne finde en vej af trappen. Hurtigt løb han videre og næsten helt oppe fik han øje på det, han ledte efter. Et åbent vindue. Og i sidste øjeblik. Et hårdt ryk fik ham til at vakle og han var nær væltet. Men med held blev han på sine ben og nåede sidste trin op, inden han kunne vælte ind af vinduet, klodset som han var på sine gedeben, der ikke stod så godt fast.

Efter at være kommet direkte ude fra solen, var rummet bag vinduet noget mørkt, og siden han nærmeste var røget baglæns ind, fik han ikke set, hvad der var derinde. Hurtigt kom han på benene og bakkede væk fra vinduet, med et lettet smil på læberne.
"I sikkerhed." Stadig smilende vendte han sig om, for at se, hvor han var endte henne.

Det var noget af et syn at møde, så snart man selv bevægede sig ind ad døren til sit såkaldte eget hjem, som April blev mødt med. Hun tvivlede stærkt på, at hun ville være den eneste, der ville se noget skævt til, da en komplet fremmed gedebuk væltede ind ad vinduet, som hun uheldigvis havde haft åbnet for at få noget af den friske luft ind. Yderst overrasket havde hun stoppet op i døråbningen og bare stirret til uden at vide, hvad der foregik. Det eneste hun egentlig fik fokusere på først var de to pelsbelagte ben, der stak direkte op i vejret i det øjeblik, før personen fik kæmpet sig op at stå i den rette retning og afslørede for hende, at det ikke blot var en ged, der havde faret sig vej ind på hendes værelse men i stedet en ung mand. Eller satyr, var nok det rette ord at bruge for ham. Det gjorde dog ikke det meget mindre bizard.

Hun blev godt nok ikke stående og studerede sin nye ubudne gæst. Nej, i stedet rakte hun i en hurtig og så lydløs bevægelse ud efter et kortsværd, hun havde stående i hjørnet bag døren. Og samtidig med at hun fik viklet sin ene bare fod omkring døren og roligt smækkede den i bag sig, trådte hun med hastige og lette skridt frem mod denne mulige trussel, mens sværdet blev trukket fra sit læder – hvilket blot blev kastet til siden. Og som havde hun kordineret det hele ned til mindste detalje, løftede hun lige netop sit våbens skarpe side op mod satyrens hals, i det at han selv drejede omkring med fronten mod hende.
Det var ikke kun sværdet mod strube, som han ville blive mødt, men også det noget intense blik i de lilla øjne samt det følelsesneutrale ansigtsudtryk, som hun stod stabilt foran ham uden at vige fra sin plads. Vind blæste blidt ind ad vinduet og lige som det fik fat i gardinerne, fik den ligeledes fat i den tynde silke kåbe hun bag halvt åbent hen over sin kun undertøjsbeklædte krop. Hun havde tydeligvis ikke haft nogen planer om at skulle ud i offentligheden. Derimod lignede hun en der ventede besøg, taget i betragtning af hvor de befandt sig.

”Sikkerhed fra hvad?” spurgte hun uden en forventet spydighed. I stedet talte hun med en blid stemme. ”De burde vide, at det ikke er normal pli at bryde ind hos andre. Hvad er Deres grund til at være her?” At hun brugte dis mod ham var ikke en handling af høflighed mere end det var en vanesag.

Ezra havde overhovedet ikke opdaget kvinden i rummet og hørte heller ikke døren smække, nok fordi han var så lettet af at være kommet væk fra den gale tyr. Så i det han fik vendt sig og fik øje på sværdet, der var peget mod hans hals, forsvandt smilet for et overrasket udtryk og det gav et baglæns ryk i hans krop, men han blev stående. For hvor kunne han løbe hen? Ud til minotauren? Så ville han ærligt talt hellere håndtere... ja, hvem? Hans blik ramte først en halvnøgen kvindekrop, klædt i en tynd silkekåbe. Hurtigt løftede han blikket og mødte i stedet for et par øjne med en usædvanlig lilla farve, der ikke passede til den krop, han lige havde set.

Hurtigt løftede han sine hænder op i hovedhøjde for at indikere, at han ikke havde våben i hænderne og ikke ville hende noget ondt og samtidigt vendte smilet tilbage til hans ansigt. Ikke fordi der stod en halvnøgen kvinde foran ham, men simpelthen for at virke venlig og ufarlig. Og fordi han var en meget smilende person.
"Jeg underskylder mange gange for min indtrængen, madame, det er ikke min mening at forstyrre, men jeg befandt mig i en mindre knibe, bestående af en meget vred minotaur, og Deres åbne vindue gav en stakkels trængt satyr en mulighed for at komme ud af ilden, som man så må sige." I en forsigtig bevægelse sænkede han den ene hånd og satte en finger mod sværdets æg for forsigtigt at skubbe lidt til det i en bevægelse væk fra hans hals. "Der er absolut ingen grund til at svinge rundt med noget så spidst som dette udsøgte sværd, det ender bare med, at nogen kommer til skade, og det er der ikke brug for, synes De vel?"

Han skubbede lidt hårdere til sværdet, forsigtig med ikke at skære sin følsomme finger på det, og hans smil blev lidt undskyldende. Lige som han skulle til at åbne munden for at fortsætte sin snak, kunne man høre en vred brølen et eller andet sted i huset og hans smil forsvandt som dug for solen og blev i stedet erstattet af et noget bekymret udtryk. Fingeren blev fjernet fra sværdet og han lod blikket glide rundt i rummet i et forsøg på at finde en udvej fra den vrede minotaur, der var på vej.
"Men måske jeg skulle vende tilbage hvor jeg kom fra, inden min vrede ven finder mig her og river mine lemmer af, et af gangen. Det skulle ikke være så behageligt, har jeg hørt." Han trådte tilbage og gjorde tegn til at ville hoppe ud af vinduet igen. Om det var en god idé kunne sikkert diskuteres, men hvis minotauren fandt ha, ville han med sikkerhed ikke være en levende satyr ret meget længere.

Satyrens tilgang til at være smilende var ikke noget der smittede af på April. Hun forblev en statue, der ikke ligefrem virkede til at ville give efter. Det var først da an begyndte at skubbe sværdet væk fra sin strube, at hendes blik veg væk fra hans ansigt og kortvarigt ned på hans finger. Arrogance var det eneste hun fangede det den handling. Troede han ikke, at hun faktisk ville bruge sit våben mod han? Eller vidste han allerede, at hun ikke havde en god nok grund til at gøre det? Hans forklaring derimod virkede både oprigtig og svær at tro fuldstændigt. Han havde ikke været den eneste der havde sneget sig ind på bordellet i den tid, hun havde været en del af det. Og hun havde hørt mange historier fra før hun blev taget ind. Det var almen viden, at der fandtes lumske mænd. Hun havde et par gange skulle håndtere en af den slags, hvilket nok forklarede det næsten rolige blik i hendes øjne.

”At komplimentere mit våben vil ikke hjælpe meget på Deres situation.” kommenterede hun langt fra afskrækket, men blev lige som ham brat afbrudt af den brølende lyd fra en tyr, der meget muligt havde set rødt. Fluks fløj hendes hoved omkring for at se sig over skulderen i retningen af døren, hun netop havde smækket i. Og et svagt udtryk af indsigelse, at han havde talt sandt, strøg hen over det porcelænsblege ansigt. Hun stod lidt uden meget opmærksomhed mod satyren og lyttede efter tunge skridt. Bare for at placere minotauren i huset.
Hun drejede så fokus tilbage på manden, der pludselig så ud til at være klar til at springe ud af vinduet igen. Sværdet sænkede hun endelig og svang det en enkelt gang i håndleddet for at mærke vægten af det. En vane. ”Du er ikke helt klog, er du vel? Det ville forklare, hvorfor du har en rasende tyr i hælene.” Selvom hendes krop havde spændt sig lidt mere op var måden hun talte til ham stadig kontrolleret ned til mindste detalje. I en hurtig bevægelse kom hun ned på hug for at lade sværdet glide ind i et skjul under sengen, inden hun rejste sig op igen og greb om satyrens overarm i et forsøg på at stoppe ham i hans flugt og for at sætte ham i den rette stilling for det næste. Der kunne nu høres nogle hvin fra samme etage som de var på og April skyndte sig hen til sine private ejendele, hvor hun fandt en et glas med en stof pumpe frem for at vende tilbage til flygtningen. Og uden at spørge eller vise meget nåde holdte hun parfumen op og begyndte at spraye ham et par gange. ”Ind i klædeskabet!” kommanderede hun ham så og fik lukket kæben på rekordtid.

Og så tog hun en dyb indånding, inden det var hende tur til at hvine for at få opmærksomheden fra minotuaren.  Hun var ikke mester til skuespil, men i det mindste bar hun ikke sine løgne på ydersiden, hvilket kom hende til gode, idét at det ikke gik længe før bæstet havde ramlet sig ind af døren til hendes værelse. Hun gjorde sit bedste for at se forskræmt og fortvivlet ud, da hun stirrede tilbage på det vrede udyr og pegede med en rystende finger mod det stadig åbne vindue. ”Han hoppede ud af vinduet!” Hun priste sig lykkelig for at de ikke ligefrem var det klogeste væsen der fandtes, for det tog det kun et par sekunder at storme ud igen.

Hvis nogen nu havde kendt Ezra dybere end til bare det store smil, løgnene og de spillende blå øjne, ville man nok vide, at det ikke var arrogance, der lå bag hans forsøg på at fjerne sværdet. Overmod måske, men ikke arrogance. Og satyren ville blive ret fornærmet, hvis nogen sagde, at han var arrogant. Han var mange ting, men arrogant var ikke en af dem. Nej, de var bare et forsøg på at få den spidse og livsfarlige genstand væk fra sin hals.

Mens den kønne, halvnøgne kvinde så mod døren, var Ezra i fulde sving med at liste over til vinduet og var ved at løfte det ene behårede ben for at svinge det ud af vinduet, men han stoppede op og fik et fornærmet udtryk i ansigtet, da hun såede tvivl om hans intelligens. Måske han skulle koncentrere sig om at stikke af, men dét kunne han ikke lade gå uhørt hen.
"Nej, nu må jeg lige! Det er ikke min skyld, at det store utyske har en hjerne med en kapacitet som en sten og en lunte, der er kortere end hårene på mine ben, og ikke forstår en sofistikeret undskyldning! Jeg forsøgte at forklare ham..." Han blev afbrudt i sit brok, da an blev hevet væk fra vinduet af kvinden, der ikke så ud til at lytte til ham alligevel. Hvad i alverden skete der nu? Ville hun forære ham til minotauren eller? Han åbnede munden for at spørge, hvor hun troede, hun havde gang i, da hun pludseligt begyndte at sprøjte en, i hans øjne, stinkende væske på ham. Det fik ham instinktivt til at lukke øjnene (og munden, heldigvis) og holde vejret for ikke at få mere end højest nødvendigt af stanken ind i næsen.

Og pludseligt væltede han ind i et klædeskab, så rundforvirret, at hans horn bankede mod bagbeklædningen og han ikke helt nåede at fatte, hvad der skete, før dørene var blevet lukket og der blev mørkt. Ud over en tynd revne, han lige netop kunne skimte værelset udenfor igennem. Kvinden, som han antog var menneske trods de lilla øjne, begyndte at hvine, hvilket fik ham til at skære tænder. Han vidste stadig ikke, hvad hun ville og hans hjerte var begyndt at banke noget hurtigt. I et klædeskab havde han ingen flugtmulighed, så hvis kvinden valgte at angive hans ufrivillige gemmested til minotauren... lydløst listede Ezra sin kniv op af skeden og holdt den klar.
Men hans bekymringer var ubegrundede, kvinden sagde, at han var sprunget ud af vinduet og minotauren løb af sted for at fange ham.

Så snart man ikke kunne høre hans skidte mere, skubbede Ezra skabsdøren op og væltede ud med en grimasse. Stanken fra parfumen sad fast i hans næsebor.
"Ved Aladrios, hvad i alverden er det du sprøjtede på mig, jeg stinker værre end et hor... oooh." Han var lige ved at sige horehus, hvilket fik det til at gå op for ham, hvor han var. Den pludselige opdagelse fik ham til at klappe i og se rundt. Så det var sådan, sådan et så ud. Det var da kedeligt. Hans blik vendte tilbage til kvinden. Han burde vel egentligt sige tak for hjælpen, hun havde trods alt lige sendt minotauren på vildspor. Så han stak kniven tilbage i skeden uden at fjerne blikket fra hende.
"Men det var vældigt pænt af Dem, at hjælpe." Han bukkede sig forover og slog lidt teatralsk ud med den ene arm. "Ezrael Lyntunge, poet og skjald til Deres tjeneste." Han sendte hede et af sine store spillende smil, der nåede op til hans øjne. Der var ingen tegn på, at han var påvirket af hendes mangel på tøj, hverken på den ene eller den anden måde.

Idét at han selv fandt sin vej ud af klædeskabet, drejede hun sig automatisk og trådte ganske roligt et skridt tilbage for ikke at risikere at de ramlede ind i hinanden. Og som der syntes at ligge et tykt lag af fremtonet irritation hos halvdyret, var der kun mild forundring at finde hos den unge glædespige. Et næste afventende smil formede sig straks på hendes rosa læber det samme øjeblik, som det virkede til at gå op for satyren, hvor han befandt sig. Hvis hendes personlighed havde været mere ironisk eller sarkastisk anlagt, ville smilet nok også have været en tand mere anstrengt end det var. Hun forstod ham nemlig godt. Fordi for en, der ikke fandt sin vej i den retning, ville bordellet ikke forekomme som værende det lige med det samme. Med mindre der stod fristende kvinder udenfor for at lokke trængende mænd ind. Men ham her gav ikke følelsen af, at han overhoved havde været i nærheden af lignende før.

April havde allerede sin forklaring klar på tungen, da han dog selv bragte det helt andet emne op. Og han så endelig ud til at vise en form for taknemmelighed for, hvad hun faktisk havde gjort for ham. Det gjorde hende helt rundtosset at overvære ham springe fra den ene følelse til den anden. Der var ingen glidende overgange fra den ene til den anden, så det virkede en smule overvældende. Det store smil fik ham også pludselig til at minde hende lidt om en af de mere energiske historiefortællere, der til tider var at finde ved springvandet ved markedspladsen. Og ganske rigtigt var det lige præcis, det han præsenterede sig som. På sin vis i hvert fald.
”Det var ingen ting.” sagde hun ganske blidt, hvorpå hun trådte tilbage over for at stille sit parfumeglas på sin plads. Det var virkelig en kraftig lugt. En hun helst ikke så at bruge på sig selv. Det var blot en gave. En gave det var endt med at være brugbar. ”De blev mit problem, det samme øjeblik, at du væltede ind på mit private værelse. Hvilket betød, at det ville være en endnu større skam, hvis de endte med at miste livet.” Der var ikke de helt store følelser at finde i hendes bløde stemme, men helt død var den ikke. Oprigtighed kunne stadig skimmes i den. Hun drejede sig endelig mod Ezrael igen og betragtede ham med de lilla øjne. Et lille kækt smil kunne findes i mundvigen, som hun satte en hånd i siden og lagde lidt ekstra vægt mod den ene side. ”Og De kan tage det helt roligt. Det var blot parfume, jeg pudrede dig i. Min næse er godt nok ikke overmenneskelig, men jeg er klog nok til at gætte, at Deres egen personlige lugt ville have afsløret Deres tilstedeværelse.” Med det sagt blev hun dog nød til at vifte en hånd oppe omkring sit eget ansigt, da ’duften’ nu alligevel var blevet en smule for kraftigt. Gud ske tak og lov for at vinduet stadig var åbent.

”Men nu hvor De er til min tjeneste, Ezrael Lyntunge…” Hun trippede let over gulvet over til enden af sin redte seng, hvor hun elegant satte sig. Uden at se bort fra ham. ”Så ville det være på rette plads, at fortælle mig, hvad der fik en minotaur på krigsstien efter Dem.”[/i]

Ezra betragtede det unge menneske lidt med et nysgerrigt blik, men uden at miste noget af kraften i smilet. Der var noget lidt sært ved hende, ikke bare på grund af de særprægede øjne, som hans nysgerrighed i øvrigt var ved at eksplodere over, men nærmere på grund af hendes udstråling og opførsel, som Ezra fandt gav forskellige signaler. Hendes stemme var blid og gav et indtryk af en sød person, hendes ansigt og tonefald var helt uden følelser og hendes blik... Måske var det bare farven, der forvirrede ham.
Ingen af hans tanker kunne ses på hans ansigt eller øjne, hvis der var noget han var god til, var det at skjule tanker og følelser. Det kom lidt med evnen til at lyve så godt, som han gjorde.

Han lyttede til hendes ord om, at hun var hans problem, siden han var væltet ind på hendes private værelse. Ord der forstærkede det kolde indtryk, han havde fået af hende. Ikke at det rørte ham, han forventede aldrig tjenester for folk. Efter han havde forladt skoven, havde han hurtigt fundet ud af, at alle var kun for dem selv. Man skulle ikke forvente nogen venlighed nogen steder. Selvom det skete, at man fik den. For det meste gik verden bare ud på, at alting havde en pris. Så han bukkede igen, da hun var færdig med at snakke.
"Det var en yderst venlig og heroisk gerning og det vil jeg ikke glemme!" På den ene side kunne man måske godt tro, at han tog pis på hende, men samtidigt var der også bare en stor ligefremhed over ham, der lige så godt kunne betyde, at han var dybt alvorlig. Sandheden? Tjah, enten ville han spinde en historie på det eller også ville han have glemt det, lige så snart han forlod bygningen. Højest sandsynligt det første.

Et fornærmet udtryk dukkede dog op i hans ansigt, da hun nævnte hans egen personlige odør. Nok havde han ikke fået bad i... nå ja, hvem talte dage, men det var nu alligevel ikke pænt sagt. Men hun havde måske alligevel ret. Om minotauren ville have kunne lugte ham eller ej, så var det måske ikke skidt, at hun havde taget den forholdsregel. Så efter at have taget tilløb til at skælde ud, endte det med, at han trak på skuldrene og skubbede fornærmelsen fra sig. Han havde hørt værre. Og hendes ord om, at han kunne fortælle om hele problemet, fik et glimt i hans øjne. Fortælle. Hans yndlingsbeskæftigelse. Med en afslappet holdning, lod han en ene hånd glide over det ene overraskende lange horn og gik et par skridt tættere på hende.
"Nu skal De høre. Jeg kom gående uskyldigt optaget af mine tanke. Ser De, det er første gang, at jeg besøger hovedstaden og det er så storslået at betragte, så jeg så mig måske ikke specielt godt for. Pludseligt stødte jeg ind i noget enormt og pelset, der udbrød et arrigt grynt. Da jeg kigger op, får jeg øje på denne... nå ja, De så ham jo selv. Denne store halvtyr, der stirrede ned på mig med øjne røde af arrigskab. Jeg undskyldte høfligt og... ja, jeg kan ikke helt huske, hvad jeg fik formuleret, men åbenbart noget det store bæst ikke tog så pænt, så han valgte noget så uhøfligt at forsøge at trampe på mig. Jeg så ingen anden mulighed end at søge i højderne og det er så her, jeg er endt." Ikke den mest elegante historie, han havde fortalt, men det kom næsten altid forkert ud, når det var ham selv, det handlede om. Især når der var nogen, der havde set episoden til stede. Så var det svært at pynte på det.

Afsluttet.