Planen var hidtil gået som den skulle: Amber var kommet væk fra grotten, sit hjem. Nu var hun på vej gennem vandets strømme, op mod overfladen. Hun havde fået lidt at vide om stedet. Det hvor Det Store Vandtæppe var oven over dem. Og der ville være luft på en helt anden måde end i grotten. Det ville jo blive sjovt for en gangs skyld! Far og mor ville ikke tage sig en skid af det alligevel, de var jo ligeglade. Så hvorfor kunne hun ikke også bare være ligeglad? Og det var sådan at Ambers beslutning om at tage væk fra klanen var opstået. Hun var nu på vandoverfladen, kiggende op mod Det Store Vandtæppe. Måbende svømmede sælen videre, til hun nåede en kystlinje, som hun krabbede sig op ad. Der var sand under hende og snart forvandledes hendes sælkrop til en menneskekrop. Hun tog instinktivt fat om sit sælskind, rejste sig op og vandrede glad af sted, fuldstændig ligeglad med at hun havde fødderne frit fremme, og at hendes eneste påklædning var det det førnævnte sælskind, som hun kun dækkede sig nødtørftigt med.

Dog gik det hurtigt op for hende, at her var ret koldt under Det Store Vandtæppe. Faktisk var her bidende koldt og det var en ret klar nat. De lysende prikker var rundt omkring på Vandtæppet. Hun beundrede dem med de største øjne nogensinde mens hun gik. Hun endte ret hurtigt i en by hvor huse lå rundt omkring. Det første og bedste hus var det, som hun gik hen til, og uden at tænke nærmere over det, kravlede hun ind af et af vinduerne der stod åbent.
Der stod et par inde i huset. De kiggede dybt forvirrede på hende med akavede smil og spørgende blikke. Hun smilte bredt til dem, nærmest hoppende op og ned på stedet. "Hej! Hvad er I for nogen? Og hvad er det der?!" med det samme pegede hun over på deres ildsted hvor ilden dansede i mørket for at holde huset varmt. Det var dog ikke noget Amber var klar over. Hun så bare en stor lysende klump. Måske var det sådan en af de der prikker på himlen? Den lyste i hvert fald op! Hun gik med det samme hen til den. Dybt fascineret.

Det var ikke længe siden at Luna opdagede sin mangel på en søster der hang om hendes ben eller Luna om hendes for den sags skyld, så enden var Amber blevet en mester i gemmeleg, ellers var noget galt. Luna spurgte rundt i grotten og da hun fik at vide at Amber var taget ud at svømme satte panikken rod i Luna. Hun greb hårdt om sit fine hvide skind og lod det bleve kastet om sig som hun var hoppet i vandet og forvandlet til en sæl.
Hun svømmede i alt sin hast rundt i mange kilometers omkreds indtil hun nåede kystlinjen. Hun så mod kysten og så slæbemærker og små føder. "Det kunne hun ikke finde på." tænkte Luna til sig selv som hun hurtigt trak sig selv op af vandet og transformerede sig til en smuk kvinde. Hun havde sit fine skind om sin krop der dækkede lige tilpas nok. Hendes ben var nærmest fuldstændigt synlige samt det øverste af hendes bryst. Hun gik ubesværet to meter og opdagede så den kolde jord under hendes fødder.
Luna hoppede et skridt tilbage. Hvorfor var det så koldt lige nu. Hun så mod himlen og tænkte kort til sig selv "Hun er herinde. Jeg skal bare finde hende.".

Luna sang en lille sang i vandet hvor hun stod. Hun håbede at hendes smukke søster Amber ville høre det og komme til hende, for med alle husene omkring dem så ville det ikke blive nemt at gå på eventyr efter hende. Stille begyndte nogle få lys at tændes i mørket og Luna kunne se fire, nej seks, nej otte små lys bevæge sig mod hende.
Bag lysene var silhouetter der havde hørt hendes sang og ville finde ud af hvem der havde sunget med sådan en klang. Dog kastede Luna blot med sit mørke hår og begyndte at bevæge sig op på strandens bred og hen mod nogle af de første huse hvor folkene stod. De måbede for det meste. Nok fordi Selkie'er blot var kendt som myter blandt almene folk og måske på grund af Havets velsignelse af Lunas egen krop.

Mens Amber gik hen mod den store lysende klump kunne hun høre Lunas klangende stemme længere væk. Syngende. Hun smilede let og gik videre hen mod lysklumpen til hun stod lige over for den. Nysgerrigt rakte hun en hånd hen mod den. Varmen kunne mærkes jo tættere på hun kom men kvinden der havde stået ved siden af sin mand begyndte hurtigt at vifte med hænderne, næsten panisk. "Hvad? Hvad er det for en sjov lysklump?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun selv viftede med hænderne foran kvinden. "Det er ild, du brænder dig på det. Vær sød ikke at røre ved det," kvinden så stadig meget panisk ud og Amber fattede det ganske enkelt ikke. Hvad var der så farligt ved sådan en varm lysende klump?
Hun endte med at trække på skuldrene. "Øv, hvor er I kedelige," hendes mumlen fik dem begge til at kigge fortvivlet på hende, men hun ignorerede dem og gik hen mod vinduet. Det var her hun fik øje på deres tøj. Hvad i alverden? Hvorfor havde de så meget tøj på? Hun havde bare sit sælskind, hvorfor skulle man have behov for mere? Hun pegede på mandens bukser med store øjne.
"Hvad er det for noget?" spurgte hun, næsten anklagende. Manden - han var ret tynd - kiggede ned og blev nærmest helt forvirret, før kvinden pludselig dukkede op igen. Hun havde været væk før, men nu stod hun her med flere af de sære klæder. Hun rakte det frem mod Amber, der bare tog det. Det kunne sikkert bruges til et eller andet.

Og som hun fik tøjet, kravlede hun ud af vinduet igen og begyndte at gå tilbage mod lyden af Lunas sangstemme. Hun nåede ikke voldsomt langt før hun opdagede en større menneskegruppe der stod og beundrede hendes storesøster. I starten var det fint nok for Amber, men så gik det op for hende at hun faktisk ikke helt brød sig om den måde de kiggede på Luna. Hun gik gennem mængden, hen til Luna og kiggede kort på menneskerne før hun strålede op i et stort smil. "Luna! Luna, se!" hun viftede tøjklæderne foran sin søster og grinede. "Og de havde sådan en stor lysende... Klump inde i deres hjem! Den føltes varm, men menneskekvinden ville ikke have at jeg rørte ved den," aldrig i sit liv havde Amber været mere spændt end nu.

Luna kiggede forskræmt da hendes søster kom løbene til hende. Hun skyndte sig også hen til hende, men da Amber begyndte at vifte med mærkeligt skind som mennesker normalt gemte deres kroppe i så kiggede hun undrende på det og spurgte "Hvor har du fået det finurlige skind fra?". Dog vende Luna kiggede Luna til siden da hun begyndte at synes dårligt om hvordan folk så på hende. Hun tog ved sin søsters hånd "Lad os komme væk herfra, ik'. Lad os nu bare tage tilbage til Havet" sagde Luna så mildt og sødt som hun kunne til sin højere lillesøster mens hun så ind i hendes smukke grønne øjne.
Hun kiggede dog tilbage som en mand var noget helt tæt på hende og var ved at række en hånd ud mod hende. Hun trådte et skridt tilbage og stod nu ved siden af Amber.

"Okay, ikke den vej så" sagde hun da og begyndte at gå den anden vej i håbet om at Amber ville følge med hende tilbage i Havet. Men hun så så ind af vinduet som Amber var kommet fra. Her så hun en stjerne der lå på deres gulv. Hvordan havde de revet den ned fra himlen? Hvorfor havde de taget dens lys og holdt det fanget? Hun stod lidt og kiggede ind af husets vindue og så da hen på Amber for at se om hun var med på at tage tilbage til Havet enden noget ville ske for dem eller folkene omkring dem.

Amber lyste op i et kæmpestort smil ved Lunas spørgsmål. Hun viftede lidt mere med tøjet og rullede derefter sammen til en stor bold. "Nogle sjove mennesker. Dem med ild! Menneskekvinden gav mig det," besvarede hun på Lunas spørgsmål mens hun kiggede rundt på de mange mennesker. Luna så ud til at være lidt usikker heroppe, men for Amber var her jo bare hyggeligt. Altså hvis man lige så bort fra de der mennesker, der blev ved med at kigge underligt på Luna.
Hun klemte Lunas hånd, smilende, før hun så en af mændene række ud mod Luna. Hvis ikke Luna havde kantet sig væk, kunne det måske være endt i noget problematisk, men Amber vidste ikke helt hvad og hun var ikke sikker på om hun havde lyst til at vide det. Ubehaget steg. "Men Luna, jeg vil ikke tilbage til Havet lige nu. Mor og far er irriterende," det blev kun til en lav mumlen som Luna begyndte at gå en anden vej. I starten fulgte Amber med, men så stoppede Luna op igen og så helt forgabt ud i det hus hvor ild var inde sammen med de to mennesker.

"Luna, kom nu?" selvom Amber ikke ville tilbage til Havet lige nu, så ville hun meget gerne væk fra de mange mænd, især da to af dem forsøgte at trække hende væk fra Luna. Dette var nok til at sætte en så ung selkie som Amber i en let panisk tilstand og hun vred sig meget hurtigt fri og begyndte at få noget så blanke øjne da hun så mændene række ud efter Luna. "Pas på Luna, de prøver på at ta' os!" hun satte i et lille, halvkvalt hvin og kastede sig i armene på sin søster i forsøget på at undgå de to mænd hun lige havde vredet sig ud af grebet på men samtidig var hun også bare fastsat i det paniske stadie, og når Amber var i den tilstand havde hun måske lige lovligt let til tårer.

Som panik blandt de to selkier begyndte kiggede Luna hen mod Amber der var ved at blive trukket væk. Hun var irriteret over at nogle folk var som dem og hun slog derfor den første mand i næsten og så ham falde til jorden efter slaget. Hun ville havde hjulpet Amber ved også at tage den anden, men som hun rejste armen rakte to mænd yderligere ud og tog fat i Lunas arme. Hun nægtede fandme og blive trukket noget som helst sted hen og nikkede derfor den ene en skalle og trampede så hårdt som muligt den anden overfoden.
Luna greb efter Ambers arm og løb hen mod brynet til at skov, men hun kunne se at mændene stadig var efter dem. Men hvorfor var de det?

Der var ingen tid at hente. Luna nåede til at brynet med Amber og så sig så tilbage som mændene var få meter væk. Hun satte derefter sine hænder på hendes kinder og kiggede hende dybt i øjnene. "Jeg har brug for du græder!" Luna kiggede mod mændene og indså at hvis Amber ikke græd nu, så ville de ikke kunne nå væk inden de ville nå hen til dem.
"Amber, NU!!" råbte hun og tog fat i Ambers arm igen for at vise den yderlige vigtighed det var af.

Og så gik det hele ellers amok. Luna slog en af mændene lige på næsen og manden væltede omkuld. Amber stirrede forskræmt ned på ham og så derefter Luna blive taget fat i af nogle andre mænd. De endte også med at give slip grundet Lunas lidt mere voldelige side og derfra gik det også hurtigt. Amber var nærmest tvunget til at løbe af sted sammen med Luna, der holdt hende i et solidt greb. Lige indtil de nåede sjovbrynet, hvor det var Ambers forhåbning at de ville blive ladt i fred. Men mændene kom stadig løbende! Amber kiggede forvildet og panisk mod dem til Luna førte hendes ansigt mod sig. Et kort øjeblik havde de en dyb øjnekontakt. Ambers øjne var faretruende blanke nu, og det hjalp ikke at Luna pludselig råbte eller at mændene, der nu var alt for tæt på også råbte.

Hun vendte sig mod mændene med tårerne trillende ned ad sine kinder og et frustreret ansigtsudtryk. "Så lad os dog være! Hvad har vi overhovedet gjort jer!?" hun skreg nærmest af dem og der gik ikke længe før de alle endte på jorden, skrigende over deres kogende blod. Det så altid så voldsomt ud når det skete og det skræmte også altid Amber endnu mere. Det var som en ond cirkel. Hun ville ikke skade mændene, men hun var skrækslagen for dem samtidig med, så hun endte med at søge tilflugt hos Luna da hun kiggede tilbage på søsteren med et bedende blik. "Vil du ikke nok få det til at stoppe?"

Som Amber så bedene på Luna tog Luna hendes hånd. "Det okay! Det okay! Kom." sagde Luna så for at berolige Amber og begyndte så at trække lidt i hende for at tage hende med ud i skoven så de kunne komme væk fra mændene der nu lå og skreg. Luna skyndte sig mellem grene og buske for at få hende selv og Amber i sikkerhed fra at blive fanget igen. Hun kastede sig selv om bag et stort bøgetræ hvis stamme var tyk nok til at skjule dem begge.
Luna lagde sine bløde hænder ved Ambers våde kinder "Det okay nu Amber, de væk, vi sikre." hun kørte sine hænder ned af hendes kinder for at tørre tårene af.

Amber var helt ved siden af sig selv og reagerede knap nok på Lunas ord. Til gengæld lod hun sig trække væk helt frivilligt. Væk fra skrigene, der skræmte hende så voldsomt og væk fra mændene der lå og vred sig på jorden. Bare væk. Som de skjulte sig bag en større træstamme var de også kommet langt nok væk til at skrigene heller ikke lød længere. Eller også var mændene døde? Alene tanken satte hende endnu mere i panik som hun decideret sad og rystende stirrede ud i luften.
Luna brød stilheden og tørrede hendes tårer væk. Der kom hurtigt flere af dem, og Amber kastede sig i favnen på Luna. "Hvor... Hvor er vi overhovedet? Jeg kan ikke lide dem der," hun pegede mod træerne som for at fortælle Luna hvad det var hun snakkede om. Hun rystede flere gange på hovedet. Og selv med alt dette uhygge var hun stadig stædig nok til ikke at ville tilbage i Havet igen. Hun gad ikke de konsekvenser som far og mor sikkert holdt i vente for dem.

Og hun gad heller ikke påmindes Caja, hvilket altid skete når hun sad i hjemmet, kiggede på mor og far eller bildte sig selv ind at hun muligvis havde set en havmand. "Hvad gør vi så nu?" tårerne var lige så stille gået væk og hun kiggede nu nysgerrigt på Luna. Afventende.

Luna kiggede rundt som hun kunne høre fodtrin i skovbunden. "Jeg ved ik' hvor vi er. Men vi er ikke hvor vi burde." sagde Luna halvt panisk, men roligt. Hun kiggede sig rundt og prøvede at orientere sig. Hun kiggede rundt og så et flodløb længere væk. "Du vil ikke hjem, men vi kan i det mindste bruge floden der til at komme længere ind på land og væk." sagde Luna og begyndte at bevæge sig mod flodløbet hun kunne se. Hun slog sit sælskind om sin krop som hun hoppede ned i vandet og transformerende sin yndige krop til sin smukke hvide sæl krop.
Hun håbede at Amber var bag hende som hun kiggede tilbage.

Hun svømmede stille afsted for ikke at lave for meget plasken og lyd i vandet som hun prøvede at komme længere ind på land til hvor de ville kunne komme ud igen uden at være omringet af perverse, ulækre menneskefolk. Hun nåede til et længere ind på land og hun gled stille op på land og ændrede igen sin form til menneske. Her lå hun lidt og så mod himlen. De var for langt væk til at kunne blive fundet let, så hun håbede på at de ikke kunne det. Hun så lidt mod himlens skinene stjerne og så så mod Amber "Tror du vi er sikre nu?" spurgte hun lettere forpustet.

Amber opsnappede hurtigt at Luna også var bange. Nok var tonen hun brugte rolig, men Amber kunne se hendes blik. Hun var heller ikke glad for det her. "Ikke med de der... Menneskemænd," mumlede hun mens hun skrabede i jorden med en fod. Hun havde stadig klumpen af klæder i hånden, overraskende nok, men det ændrede ikke på, at de skulle væk hurtigt. Til gengæld var en gave altså bare en gave. Amber ville beholde sin gave, så selvom hun nikkede indforstået og fulgte med hen mod floden, lagde hun de mærkelige klæder på bredden, hoppede i vandet med sælskindet om sig og tog klæderne i munden. Med tøjet i kæften svømmede hun afsted i sin kulsorte sælform, lidt mere langsom end Luna. Kun fordi hun var dybt forvirret og en smule træt efter at have grædt sådan.

Amber fulgte stille med Luna til Luna mente at de var kommet langt nok væk og kravlede op på bredden. Amber fulgte opmærksomt efter og transformerede også, da hun var på jorden. Hun lagde sig ned og de klæder hun havde taget med lå spredt ud over det hele og hun pustede ud efter at have fulgt efter Luna så længe. Luna var generelt en meget hurtigere svømmer end Amber var. "Vi er kommet langt væk.. Du svømmer meget hurtigt... Og jeg er træt nu," hvor Luna blot var lettere forpustet, var Amber vildt træt. Hun krøllede sig sammen inden i sælskindet og lukkede kort øjnene. "Hvordan slår man lejr heroppe?" Amber forventede naturligvis at Luna havde svaret på alt.

Luna lå en smule forpustet og kiggede så på sin kære søster, Amber. Hun stillede de rigtige spørgsmål og hun havde da også været så kær at tage hendes gaver med herhen. Luna overvejede hvordan hun fra vandets overflade havde set nogle folk gå rundt med mærkelig skind på ryggen, men hun havde aldrig set dem sætte sig ned og lave en "lejr" så hun havde ingen viden om hvordan man gjorde det på land.
Hun lagde sit skind omkring sin krop og så mod Amber. "Lad os bare få sovet ud her og prøve at så lidt ro til hovedet. Det hjælper sikkert, især når jeg ikke ved hvordan vi laver en "menneskelejr"." Luna lagde sig på ryggen og så mod den klare stjernehimmel som mange Selkie'er istedet ville kalde for "Det Store Vandtæppe". Dog var Lunas kendskab til stjerne og deres brug til navigation mere udvidet end de flestes. Hun ville nok selv kunne klare som navigatør på et skib, hvis altså hun vidste hvordan skibe fungere ud over at mennesker brugte dem til at fragte sig ovenvandes og fiske fra.

Luna lukkede sine øjne i og håbede på at morgendagen ville bringe noget bedre end denne dag havde. Hun så sig ikke rundt og gav ikke dagen yderlige tanke og faldt stille i søvn.

Amber nikkede et par gange. Men da Luna lagde sig til at sove, kunne hun ikke. I stedet gik hun hen og legede lidt med Lunas hår, hvorefter hun forsøgte sig an med det mærkelige mennesketøj. Hun formåede at få både bukser og skjorte på, selvom det virkelig var underligt, og dansede lidt rundt i det, før hun også lagde med sig med sit sælskind.
Det var muligvis det der sørgede for at hun ikke blev syg dagen efter, hvorimod Luna virkede til at have trukket alle mulige dårligdomme til sig. Amber vågnede i hvert fald op til sin søsters hosten og snotten, og hun kiggede over mod Luna. Bekymret.
"Luna? Hvad er der galt?" hun kravlede over til Luna og satte sig ved siden af hende, kiggende ned mod hendes lidt for blege ansigt. "Er du blevet syg?" det var ikke sjovt. Amber var vant til at det altid var hende der blev syg. Ikke Luna, Luna var stærk og kunne selvfølgelig ikke blive syg nogensinde.
Men hvor havde Amber dog taget fejl. Her lå Luna og hostede, og Amber kunne ikke gøre meget andet end at lægge sin hånd på søsterens skulder, forsigtigt.

Luna hostede en gang mere som hun vende sig mod sin lillesøster. "Nej vær ikke fjollede" sagde hun som en sidebemærkning til det næste host. Luna var ikke typen der normalt var syg. Hun var hellere ikke den type der nogensinde ville indrømme det, for det var et tegn på at hun var "svag". Hun ville jo ikke kunne tage sig ordentligt af Amber hvis hun var syg. Hvem skulle så beskytte dem?
Hun satte sine hænder i jorden og rejste sig stille op. Det kradsede i hendes hals og hendes mave havde en mærkelig fornemmelse i sig. Hvad var der mon galt? Hun rejste sig og hostede som hun satte sig hen til det nærmeste vand og plaskede noget af det op i hendes hoved for at vågne ordentlig op. Som hun sad på knæ der og hostede endnu en gang hørte hun noget. Det var ikke som fødder på jorden eller stemmer blandt træerne, men hun havde den irriterende fornemmelse af at nogen så på hende. Hendes stemme var for hæs og hendes hals gjorde for ondt til at kunne bruge vandet som hjælp hvis der skulle være nogen, så hun så bare på Amber som hun rettede sit sælskind omkring sig. "Lad os kigge," endnu et host forlod hendes mund "Lad os kigge rundt og se om vi kan finde et andet sted af være end lige her." forklarede hun mens hun kiggede sig over skulderen og gik hen mod sin  bekymrede søster.

Luna var stædig. Det var meget normalt, Amber havde set det så mange gange før, men ikke desto mindre var det nu engang stadig bekymrende. Hun kiggede efter søsteren og rejste sig langsomt op mens Luna plaskede vand i ansigtet. "Neej, jeg fjoller altså ikke," hun sukkede kort efter, for det var nærmest umuligt at overbevise Luna om andet, hvis hun var i sit stædige hjørne. Så kunne man næsten lige så godt give op. "Okay, så siger vi at du ikke er syg," mumlede hun med et skuldertræk, mens hun stod med sælskindet i hænderne. Hun havde fået det sære mennesketøj på, så i det mindste kunne Luna vel tage imod lidt mere varme? Hun gik hen til søsteren og lagde sit sælskind over hende, netop som hun nævnte at de burde gå et andet sted hen.
I næsten samme sekund kom lyden af en gren der knækkede bag dem. Amber vendte sig rundt med et lille spjæt og fik øje på dem. Var det de samme mænd som i går? De havde det samme, nysgerrige udtryk i øjnene. Og måske også lidt uhyggeligt, nu hun tænkte over det. Og de var samme antal som i går.

Amber tænkte ikke rigtigt over hvad hun lavede, da hun næsten af ren instinkt stillede sig foran Luna. Hun var syg og hostende, og rent instinktivt var Amber godt klar over, at det eneste, der kunne hjælpe dem var hvis hun selv panikkede. Men så hellere stå foran Luna mens det skete. "Nej, vær nu søde! Lad dem være, de har jo intet gjort," Amber kunne godt genkende stemmen. Han havde været med til at give hende det sjove mennesketøj hun stod i. Men det hjalp ikke på situationen, for gruppen af mænd trådte stadig frem mod dem. "Hun må ikke græde," sagde en person der så så ud til at være ret autoritær. Og med det samme begyndte tårerne at trille ned fra Ambers kinder. De var over hende inden for sekunder. Trak hende væk fra Luna. Hvad der skete med hende, vidste Amber virkelig ikke, for de var ikke særlig blide da de trak hende væk. Én af dem slog hende sågar lige i tindingen og det var næsten lige før at hun gik ud som et lys, havde det ikke været for den rå panik der skyllede igennem hende. Men det var smerte og forvirring nok til at hun ikke kunne få kontakt til sin indre magi. Hendes tårer havde ingen effekt på mændene længere. Hun kaldte flere gange på Luna mens de trak væk med hende, men lige meget hjalp det; Hun ville blive taget væk nu, og måske kom hun aldrig til at finde Luna igen.

//Out

Det skete ud af det blå. Luna og Amber var overfaldet og Amber var hurtigt i jorden. Luna vidste ikke hvad der skete før en anden mand lå over hende og hun kunne høre manden prøvede at berolige hende, men Amber! Hvad skete der med Amber! Hun skubbede manden væk som hun så at endnu en kom mod hende. Manden der havde prøvet at berolige hende greb dog hendes ankel og hun faldt i vandet.
Vreden kunne næsten få vandet til at dampe omkring hende. "Amber!! Bare rolig!" skreg Luna som hun faldt i vandet med et plask. Hun ville inderligt bare redde hende, men med både hendes eget og Ambers skind omkring sig var det svært at holde sig fra at skifte. Hun skiftede og som hendes eget skind trylleband hende og forvandlede hende til en sæl flød Ambers mod bunden. Luna greb det med sin ene luf. Hun vidste hun ikke kunne komme op på vandet. Men ingen af dem skulle havde chancen for at få hendes skind.

En mand gik mod vandet for at tage skindet og nok for originalt at hente Luna op. Men som Luna så mandens arm i vandet brænde hendes indre had med flammerne af et tusinde sole og hun lod sin stemme gøre arbejdet.
Som en sang rungede gennem vandet greb vandet ordentligt fat og hun tvang Havet med på sin side. Manden sank pludseligt ned mod bunden også og som hans mødte Lunas røde øjne begyndte bobler af varme at omringe ham. Hun ville koge ham til døde. Han ville få lov at dø en så rædsom død at han ville fortryde nogensinde at havde gjort tanker om at skade både Luna og hendes skønne søster Amber. Hun så som manden blev kvalt af vandet i hans lunger, hun så som hans hud blev rød af heden og som hans sjæl forlod has øjne.

Hun kastede noget af sin sæl krop op af vandet men hun nåede kun lige at se hvordan mændene forsvandt bag nogle træer. Hun ville inderligt følge efter dem. Men vandet gik ikke den vej. Hun var tvunget til at være her i vandet i de næste par timer. Mændene undrede sig nok over hvor hun var, men hun svømmede at vandvejene og håbede på at finde hendes søster et sted ved enden. Måske ville hun hurtigt kunne finde hende. Måske ikke. Men Luna var for stædig til nogensinde at ville give op på sin søster og det vidste både Luna og Amber inderst inde godt.

//Out