”Jeg beklager, men vi har ikke flere værelser til rådighed, frøken.”

Heldet havde tydeligvis ikke været med det unge halvdyr. Flere gange var hun blevet afvist af kroer eller lignende i den lille landsby, hun havde passeret igennem, da den tætdækkede himmel var gået fra at være grå og kedelig til at være dækket af et langt tættere mørke i takt med at solen havde overladt arbejdet til månen. Hun burde have slået sig ned i en tilfældig lade, men følelsen af begå den forbrydelse af at træde ind på privat grund uden tilladelse, havde afholdt hende fra det hver gang at fristelsen havde sparket ind. Og selv hvis hendes fornuft skulle ende med at vinde, så lå landsbyen for langt bag hende på daværende tidspunkt til, at hun ville kunne vende om. Selv hvis hun valgte at lette fra de jordliggende stiger og brugte de bevingede arme til at bære hende, så var det aldrig en god idé at flyve på denne tid.

Kulden var modbydelig lige meget hvor langt syd på, hun vandrede. Den prikkede lettere pinefuldt i hendes rødblussede kinder, som fik hendes ansigt til at se endnu mere blegt ud, end det i forvejen var og ved hver åndedrag opstod der er en sky af hvid tåge foran hende. Hun priste sig lykkelig over for den tykke kappe, der var blevet svøbt omkring hendes krop. Og ligeledes den tunge pelsforede hætte, der skjulte det kobberrøde hår. Hun bar ingen sko, men nu var tilfældet også, at kulden ikke krøb op i hendes usædvanlige fødder, som den ville hos et alment menneske. Dog var der blevet bundet et stykke læder omkring bunden af dem som en form for beskyttelse. Lige som at enden af kappen var blevet slæbt ned over sneen og blevet både gennemblødt og frosset, var kanten på det lange skørt endt i samme tilstand.
Den fyldte taske hang sikkert tværs over hendes overkrop og slog gang på gang ind mod hendes hofter. Vand var ikke længere, hvad hun bragte med sig fra norden. Det var der blevet mere end rigeligt af siden skyerne endelig havde åbnet sig op igen over hele landet. Og mad kunne nu fremdannes igennem magi igen. I stedet var det medicin, der lå pakket i tasken sammen med de resterende af hendes ejendele.

Det startede som en fjern, rytmisk knasen ud af mørket bag Saga akkompagneret af en svag rumlen. Minutterne sneglede sig forbi med lyden der langsomt voksede bag hendes ryg indtil den var tæt nok på til at identificere de enkelte dele: hove og hjul mod grus, prusten af heste og en svag knagen fra akserne.
Ud af mørket formedes en mørk hestevogn, trukket af to store, sorte heste. Kusken ænsede umiddelbart ikke Saga og kørte blot videre, men under den bredskyggede hat kunne hun se to dybtsunkne, tomme øjne. Det lignede at det havde været en lang, lang nat. Selve vinduerne var dækket til med mørke gardiner, men idet vognen passerede hende, stoppede den op og de blev trukket til side. Indenfor sås et interiør i sort og lilla fløjl, samt.. en mand.
Han var smuk.
Det halvlange hår indrammede et adeligt ansigt, punkteret af et par intense øjne. Det var svært at sige hvilken race han var, menneske, elver, halvdyr, engel. Faktisk var det svært at fokusere på enkelte træk hos ham uden i stedet at se helheden, denne attraktive, imødekommende, sympatiske figur der sendte hende et tandsmil. Der var noget ved ham der indgød tillid. De slanke læber skiltes og hun hørte en stemme.
"Dette er en farligt vej for en enlig kvinde.." advarede den fremmede og igen fulgte endnu et af disse smil der næsten føltes fysisk varmende, "..Og jeg skulle være et skarn, om jeg ikke tilbød dem en plads i min vogn."
Der var ingen høflighed, ingen introduktion. Samtalen startede brat med dette vagt intimiderende tilbud, men alligevel var der noget ved hele situationen. Ved ham, ved den kolde, mørke, ensomme vej der gjorde det meget, meget svært at sige nej.

Hestevognens ankomst var som kaldt fra himlen. Så pludseligt, at Saga knap nok havde lagt mærke til den, før den var lige bag hende. Automatisk fik det hendes hjerte til at springe af forskrækkelse, men et gisp forlod aldrig hendes strube. Roligt blev hendes hoved drejet, og en ’hånd’ blev løftet op for at skubbe hætten en smule til siden, så hun bedre kunne se sig over skulderen i samme øjeblik, som den passerede hende på vejen. Ved synet af den sorte vogn var det som om, at et usynligt tryk ramlede igennem hende. Så blidt og så hurtigt overstået, at hun ikke engang nåede at registrere det. Det fik blot hendes hoved til at snøre en smule rundt. Gjorde hende svimmel for en stund. Men alligevel var det meget li, som om intet var hænd. For det samme øjeblik, som hun lod sine øjne søge fra den næsten livløse kusk og videre til vinduet ind indenfor i vognen, forsvandt følelsen straks fra hende igen. Og efterlod kun mindet om det i ubevidstheden.

Roligt stoppede hun op i sin gang og lod sin front vendte sig lidt mere i denne mands retning. Det var svært at tage øjnene fra ham. Men hun kunne sætte en finger på, hvad dét netop var der var fangende ved ham. For hans træk reagerede nærmere som et to dimensionalt billede end en tre dimensional figur. Dog kunne hun ikke undgå at gengælde hans smil med et lettere forlegent og imødekommende af slagsen. ”Jeg er mig nu ellers meget kendt på disse veje, hr.” svarede hun ham, som var hun klar til at afvise hans tilbud. Hun skubbede sine skuldre tættere mod hinanden i et forsøg på at svøbe sig ekstra ind i kappen. Skjulte vingerne ud af vane.
”Men…” startede hun samtidig med at det lykkedes hende at tage sit blik fra den kønne mand for at se ned ad vejen foran hende. Og så tilbage på det stykke, hun allerede havde gået. Så frem ad igen. Prøvede at komme på et godt argument. Men i sidste ende falde de brune øjne tilbage på manden og smilet blev fundet frem igen. Denne gang lettere opgivelse. ”Jeg kan se, at De er på vej i samme retning som mig, så hvis det ikke skulle være for meget besvær, vil jeg tage Dem op på deres tilbud. De er måske også på vej til Hovedstaden?”
?

"..naturligvis." Svarede manden øjeblikkeligt og igen var der noget ved stemmen der gav et underligt indtryk af at den ikke kom fra læberne. Det var ikke umiddelbart en bevidst tanke, man kunne se hans mund forme ordene, syntes at kunne høre den, men stadig var der en lille uhørt sans der insisterede at lyden ankom lidt for hurtigt.
Døren åbnedes fuldkommen stille og den fremmede rakte en hånd frem. Det var tydeligt at intentionen var at hjælpe, men der var stadig et imperativt element til de slanke fingre. Smilet var stadig en konstant. Der var ingen grund til at skjule sig. Han så hende som hun var.

Det var med forsigtige skridt, at hun trådte det sidse stykke hen til vognen. Det virkede til, at jo tættere hun kom på, jo mere sløret blev nogle af hendes underbevidste områder af hjernen. Dog var det ikke nok til at stoppe hende fra i, hvad hun havde gang i. Hånden der blev rakt mod hende blev ikke ignoreret, men hun tog den ikke i sin. Hun ejede trods alt ikke en lignende hånd, som hun kunne lægge i den. I stedet så hun blot kort mod den og derefter op på manden og sendte ham et undskyldende smil sammen med et ganske let ryst på hovedet. Hun skulle nok selv klare sig indenfor.
Hun fik et besværget greb omkring sit lange skørt og løftede det en smule op, så det ikke hang i vejen, da hun trådte op på de små trin ved døren. Hun slap det dog med det samme, at hun havde sat sine fødder ind på vognens gulv. Det var lidt af en befrielse. For selvom at det ikke længere blæste vildt udenfor, så bed kulden stadigvæk langt mere, end den fik mulighed for bag lukkede vægge. Roligt placerede hun sig på bænkesædet overfor denne besynderligt kønne mand. En smule usikkert skubbede hun sin kappe til siden for at kunne løfte sine vinger op mod den dybe hætte for at tage den af, nu hvor hun ikke havde brug for beskyttelse fra nedfaldet sne. Straks skabte hendes kobberorange hår mere farve i det ellers så sorte og hvide og neutrale farvespektrum, der eller havde omgiver både ham og hende selv. Hun rystede et par gange på hovedet for at få rystet noget mere luft tilbage i de bølgede lokker, så det ikke sad helt faldet sammen, hvilket hun kunne have hætten at takke for.

”Jeg havde ikke forventet at i dag af alle dage, ville være min heldige dag.” lød det nærmest muntert fra hende. ”Jeg er virkelig taknemmelig for det her. Turen er blevet barskere nu om dage.”

Sagas afslag lod heldigvis ikke til at støde den fremmede, eller i det hele taget overraske ham. Han lænede sig tilbage i de overdådige sæder og lod hende kravle op i vognen. Som hun dukkede sig ind under døren følte hun et kortvarigt kærtegn ned langs kinden, men adelsmanden sad ganske uskyldigt, med hænderne foldet i skødet foran sig og betragtede hende afventende.
Igen var der dette ubeskrivelige tryk, som en storm var på vej. En kløen i baghovedet, inde under hjerneskallen, en følelse af at blive iagtaget.
Men den eneste øjensynelige iagtager sad lige foran hende, med et enigmatisk smil og smukke, dybe øjne afventende på hende. Med et ryk satte kareten i gang og endnu en gang blev Saga ramt af en bølge af overbevisning om at hun havde gjort det rigtige. At det her var det rigtige.
"Så hvor er du på vej hen?" Spurgte den dybe, melodiøse stemme. Et åbent spørgsmål, i højere grad end noget andet en opfordring for hende om at tale om sig selv. Det var mystisk hvor vel hun kunne forstå hans usagte betydning, som om de havde en eller anden naturlig forbindelse. Det her var virkelig rigtigt.

Rykket, som vognen gav fra sig, da hestene begyndte at trække den frem ad igen, syntes at komme en tand for pludselig for Saga, eftersom hun selv fik sendt et ryk igennem sig og havde nær siddet lænet en god del frem, inden hun heldigvis hurtigt derefter fik sat sig ordentligt op igen. Samtidig havde det givet hende endnu et underligt sug i maven. Noget hun ikke plejede at sammenligne med turen i en karret. Dog tillod hendes hjerne ikke at registeret det som noget der ikke passede ind. Den accepterede det heller ikke som noget korrekt. Det var mere som om, at den bare så hen over det. Så imellem fingrene for det.

”Hovedstaden.” svarede hun meget kort og godt. Og selvom svaret ellers sagtens kunne ende der, så var det kun starten på en længere talestrøm. ”Siden at plagerne ramte landet – specielt da der blev tørke – har jeg bragt diverse former for proviant fra min hjemby Norvik til Hovedstaden. Med en masse sne og is stadig til stede i norden, var det nemt bare at smelte det ned til rent drikkevand, som før kulde og mørket lagde sig, var noget af det mest nødvendige.” Som hun sad og forklarede sin egen situation, som sad hun og havde en rolig samtale over en kop te med en bekendt, begyndte hun også at føle sig mere og mere svimmel. Ikke det helt store, men billeder i hendes hoved virkede uklare.
Af den grund blev hun stum for et kort øjeblik, mens hendes ansigt viste tegn på det ubehag hun følte. Fortrak sig som pressede det omkring hendes hoved. Og det blev kun værre jo mere hun rent faktisk tænkte sig om. Lige indtil at hun virkede til at komme ud af en svag trance og igen løftede blikket mod manden foran hende, som var intet rigtig sket. Fluks undskyldte hun med et ubekymret smil og lod sig læne sig lidt mere tilbage i sit sæde, inden hun forsatte: ”Men lige nu er det medicin der er mere brug for, hvilket er hvad jeg bringer med mig den her gang.” Hun så hentydende mod sin taske og så tilbage op på hendes selskab med et nu langt mere stolt smil. ”Templet jeg er fra er godt kendt for deres medicin.”

Den fremmede lænede sig fremover. Han syntes at have en utroligt sans for hvor hendes personlige grænse gik, fordi han nu sad på en afstand der kun næsten overskridende nok til at hun sagde noget. Men hans smil gjorde det svært, for ikke at sige umuligt, at være irriteret på ham.
"Det lyder vældig spændende, Saga." sagde han og den mørke stemme var lige så boblende berusende som glasset med champagne i hans hånd - havde det altid været der? De brun-gule øjne betragtede hende intenst, med en interesse hun sjældent havde oplevet før. Som prøvede han at gennemskue hende alene fra deres øjenkontakt. Der var noget ved hans øjne der fik dem til at virke næsten mere.. rigtige end resten af ansigtet.
"Så du er stærkt religiøs.. Og villig til at rejse en lang vej for at hjælpe andre.." Der var noget tænksomt i den generelle evaluering; som var han en billedsnider og hun er spændende stykke træ, klar til at blive formet til hans vilje.
Fortæl mig endelig mere om dit tempel.." opfordrede han og placerede en hånd på hendes knæ med en naturligvished der var smittende. Selvfølgelig hørte hans hånd til der.

”Korrekt.” svarede hun næsten helt forlegent over det. Automatisk havde hendes hoved taget det som en kompliment, og dem var hun ikke specielt god til at tage imod. ”Men jeg må indrømme, at den lange rejse ikke oprindeligt var for at bringe proviant med mig. Jeg er blot en del af tempeltjenesten i Bashein-templet, men jeg blev taget ind som præstindelærling i Isari-katedralen i Hovedstaden, hvilket var og er egentlig stadig min hovedgrund til at drage mod og fra storbyen.” Det var underligt behageligt at sidde og snakke om. Hun var stolt af, hvad hun lavede med sit liv. Og hun føltes aldrig at hun spildte den eller brugte den på noget, der ikke var noget værd i sidste ende. Hun tjente som sådan ikke særligt store penge på det. Men det ønskede hun heller ikke. Det ville bare give hende en dårlig smag i munden. ”Jeg har godt nok ikke brug for sådan en titel, men velsignelsen og accepten til at blive talsperson for guderne…-”

Saga stoppede noget brat i sin fortælling. Og så midt i, at hun var ved at miste al fokus om, at der faktisk sad en komplet fremmed og bare hørte hende plapre løs om hende selv. Det var dog ikke derfor, at hun var stoppet op. Det var mere det, at han var netop det – en komplet fremmed for hende. Smilet og glæden syntes at famle noget markant fra hendes ansigt, og blikket i de brune øjne, der så mere direkte op mod ham, var spækket til med forvirring og undring. ”Vent…” sagde hun meget sagte og lagde hovedet en tak til siden. Det var først der, at hun kunne mærke en ekstra vægt ligge mod hendes lår. Og rigtig nok som hun så ned, lå hans hånd der. Hun forstod ikke, hvordan hun ikke havde opdaget den der. Eller bare opdaget, hvordan han havde lånet sig længere frem mod hende. Straks flyttede hun på sine ben i håb om, at det var nok til at hans hånd ville glide af eller han ville forstå hentydningen, hvorpå hun så tilbage på ham. ”Jeg husker ikke, at have fortalt Dem mit navn.” 

Den fremmedes statiske smil skiftede momentært til forbløffelse med en kunstighed Saga inderligt forsøgte ikke at se. Hele ansigt gled mekanisk fra et udtryk til et andet som ført af dukkestyrer der ikke helt vidste hvordan det burde fungere. Men hun nåede ikke at tænke meget nærmere over det, før tanken synes ubetydelig i forhold til hendes spørgsmål. Hvordan vidste han hendes navn når hun ikke havde sagt det? Hun havde ikke sagt det, havde hun? Måske huskede hun forkert.
"Du sagde det." Sagde han, "kan du ikke huske det?"
Hans stemme var beroligende. Så beroligende. Hun blev næsten helt roligere. Rolig. Der var ikke nogen grund tio at bekymre sig. Rolig. Han ville hende kun det bedste. Rolig.
"du hedder Saga og jeg hedder.." Og et navn dukkede op i hendes sind. Theodor. Han havde præsenteret sig som Theodor og han ville hende kun det bedste. Det bedste.
Hans hånd havde ikke fulgt med hendes lår, men hang i luften og ventede.. ventede på at hun flyttede sit ben tilbage på plads.. det var for det bedste. Det bedste hun vidste..

”Theodor…” Frem for at det var ham selv der afsluttede sætning, var det fra hendes strube, at navnet kom til lyd. Stressen var forsvundet som dug for solen, og som var hun landet tilbage i den trancelignende tilstand sad hun atter beroligeret. Hun huskede ikke en gang, hvad der havde fået hende op at køre før. I takt med at hun blev roligere – næsten for rolig til at det var naturligt – spændte hun mindre i kroppen og faldt tilbage til sin før hen stilling. Lod sit ben glide tilbage ind under hans hånd og glemte straks den ubehagelige følelse det oprindeligt havde givet hende. Forsigtigt lagde hun endda også en vinge henover den, som et ubevist kærtegn med de bløde fjer. ”Det er også rigtigt. Undskyld. Jeg måtte have glemt det.” Et undskyldende smil knækkede det blanke udtryk i hendes ansigt og genskabte nu den varme atmosfære.

Idét hun drejede hovedet væk fra Theodor og mod det lille vindue til verdenen udenfor hestevognens lukkede vægge, syntes hendes hoved at snurre rundt igen. Men det var ikke noget hun længere kunne tage sig af. For selvom det var en skarp og uundgåelig følelse, gav hendes sind hende ikke lov til at registrere det. I stedet følte hun sig bare… træt. Hendes hjerne var gået på overarbejde, dog uden at hun selv lagde mærke til det. I hendes illusion havde hun trods alt sjældent følt sig så rolig og godt tilpas. ”Hvor var det, De var på vej hen?” spurgte hun en anelse fortvivlet, mens hun rakte ud for at trække gardinet fra, så hun kunne gøre et forsøg på at holde nogensinde styr på, hvor de befandt sig. For de kunne umuligt have nået særlig langt væk fra stedet, hvor han havde samlet hende op. Men det prikkede nu stadig i hende.