Caiside havde haft en stille dag. Som altid havde han taget en tur rundt i skoven med Meles hans rejsefælle og livspartner. De var rejst lidt rundt, samlet nogle blomster og solen skinnede blot fint ned gennem træernes kroner og dannede en smuk brostens sti af lys hvoraf han vandrede. Meles var tilfreds og fulgte blot trop.
Bag Caiside fulgte en mindre musikalsk trop af fugle der fløj fra gren til gren. Caiside gik rundt med sin Panfløjte og spillede lystigt på den mens han fulgte en af de mange naturlige stier i skovens bund.

Han nåede endelig til destinationen. Det varme udspring af sølvfloden nær hans hjem. Her kom han tit da selve kilden ikke var særligt kendt og ikke stor nok til at man kunne svømme vildt og voldsomt rundt. Han satte sig på en sten nær kilden og kiggede ud på vandets blå skær der kun kunne reflekteres af hans mindst lige så blå øjenfarve.
Meles sprang i uden videre omtanke og råbte efter Caiside "Kom nu med, du var jo ikke i sidst da vi mødte hende der pigebarnet Cherry" fortalte Meles.

Caiside kløede sig lidt i nakken og kiggede så ud på den badende grævling "Hun var også en smule sær" sagde Cas med et glimt af et grin gemt bag ordene. Han gik hen til vandet og satte sig med benene i. Han sad lige der lidt og vende sig til varmen af vandet før han ville smide sin eneste beklædningsdel, hans shorts, og begive i sig i vandet.
"Jeg tror det her blive en nydelig dag, hvor vi bare kan fredeligt bade rundt" sagde Caiside, for han plejede ikke rigtigt at se andre folk nær denne kilde da dens udspring var længere øst gående end de fleste andre og vejen hertil var svære at færdes i end andre. Han lagde panfløjten ved sin side, tog sig selv i at klø hans lille skæg en smule og så hørte han noget. En gren der knækkede under en fod? Men hvem ville dog være helt herude?

((Denne tråd er før de dæmoniske plager. Magi er derfor som normalt og vejret lige så.))

Pipillia havde taget væk fra træhytterne og sin søsters plager for at tænke på noget andet. Hun tog en dyb indånding og bevægede sig stille rundt. Det havde været en udmattende dag med en masse træning og et besøg hos søsteren, men det skulle Pipillia ikke tænke på nu. Hun skulle bare have en god afslutning på dagen der ikke handlede om Yorissa for en gangs skyld.

Pipillia trådte lidt rundt og nåede frem til De Varme Kilder og trådte frem og så en mand, nærmere betegnet, en satyr. Hun hævede et øjenbryn, da hun troede at der nok ikke ville være så mange. Normalt var Pipillia ikke så genert, men hun var jo en ung pige. Hun kendte ikke sådan rigtig nogen satyrer, da hun for det meste var ved træhytterne. Jo, hun havde hørt panfløjten spille, men hun havde ikke regnet med at spilleren ville være lige præcis det sted, hvor hun skulle hen. Pipillia tog en dyb indånding og tog mod til sig og trådte længere hen mod kilden, hvor satyren sad. "Hej, jeg er Pipillia." sagde hun nervøst og satte sig ned.

Meles svømmede fredeligt rundt i vandet. Så Caiside var allerede klar over at personen der var bag ham klart var til at stole på og at han eller hende måtte være enden af elver eller satyr slægt. Som en pæn pige med smukt gyldent hår satte sig ved hans side og sagde "Hej, jeg er Pipillia." så blev han ikke overrasket.
Hans øjne vende sig mod hende sammen med hans hoved i en flydende bevægelse og han rakte sin hånd ud og sagde "Hej Pipillia, jeg er Caiside." han smilede venligt til hende for han vidste at alle folk inderst inde var gode nok vis man blot var sød ved dem fra starten.

"Du er da et sjældent syn herude eller kommer du her bare ik' så tit?" spurgte han. Forskellen på Caiside der spurgte om ting og andre var at hans stemme altid var rar, selv når han var vred. Noget var lagt i hans stemme som nærmest forklarede at han kun ønskede det bedste for alle omkring ham, selv hans værste rival. "For jeg er sikker på jeg ikke har set en med så pæne øjne som dine her før." sagde han og lod så sin muskuløse, veltrænet krop glide ned i vandet med shorts på. For han havde ikke tænkt sig at smide dem foran en fremmede i skoven. Det ville jo blot virke forkert. Solen ville nok også blot tørre dem når han kom op igen senere.
Meles svømmede som den lille grævling hun nu var hen til ham og han strøg sin hånd over dens ryg mens han kiggede mod den pæne unge pige.

Pipillia betragtede grævlingen der svømmede ude i kilden. Hun smilede af synet af det lille nuttede dyr, der så ud til at have det godt. Kilden, de sad ved var yderst vidunderlig og utrolig smukt. Et 'wow' undslap Pipillias læber. Hun havde ikke været så mange gange ved kilden før. Hun førte sit blik over mod satyren og rettede sit fokus mod ham. Han så nu meget venlig ud, så Pipillia valgte at stole på ham. *Caiside. Det er et flot navn.* tænkte hun kort. Hun syntes at det var et unikt navn.

Da satyren yderligere fortsatte samtalen, lyttede Pipillia interesseret til hans spørgsmål. Han hævede kort det ene øjenbryn, men anså det for at være lige meget og derefter besvarede hun hans spørgsmål "Tja, jeg måtte bare væk. Nogen gange er hverdagen hård." sagde hun med et skuldertræk og et lille smil på læben. Pipillia følte sig tryg ved satyren, der var noget over ham og så den overvældende venlighed overraskede hende. Folk var selvfølgelige høflige, men alle havde så travlt nu om stunder. Da Caiside kom med det som Pipillia anså som et kompliment grinte hun lidt før hun fortalte. "Men altså, jeg har bare normalt travlt inde i hverdagen, så jeg kommer her ikke så tit mere.." sagde hun og smilede til den venlige satyr.
Pipillia kiggede beundrende på grævlingen kom svømmende hen mod dem spurgte hun interesseret: "Hvad hedder din fine, lille ven?"

Caiside løftede grævlingen op til sin brystkasse og holdte den der. "Hendes navn er-..." som ordene blev sagt af Caiside til Pipillia så hørte Cas ordene "Hun er en smule mærkelig. Hun virker lidt som hende Cherry tøsen, men vi kan stole på hende her for hun er jo elver." sagde den lille grævling til Caiside. Han fnes en smule og kiggede så ned på Meles. "Det er altså ikke sødt at tale sådan om folk Meles". Meles var ligeglad med om det var okay og hoppede fra Caisides hænder og ned i vandet igen hvor Caiside selv var i nu. Han lagde sig lidt længere ned i vandet for at kun hans hovede var overvande.

"Det lyder da ikke rart at have så travlt" forklarede Caiside. Han selv levede et liv i bedste velvære og idyl med sin familie og venner lige i nærheden ved hans hus. Der var dage hvor man kunne kalde det "travlt" men det var ikke noget tre unge stærke satyr drenge ikke kunne klare ved at hjælpes ad og så var "travlt" jo ikke længere et problem.

Inaktivt / Afsluttet