Det var ikke kommet som et chok, hun havde forberedt sig på det i et par dage. Den anden plage som havde ramt landet, havde slået hårdt ned på børnehjemmet, flere børn havde mistet deres familier ved magiker som var gået amok. Selvfølgelig grundet at de ikke kunne styrer deres magi, så hvor der før måske lige havde været plads til hende. Var der nu så fyldt at hun ikke længere havde mulighed for at blive.
Det var så ment taget med et smil og kram, til de af kvinderne som havde taget hende ind. Enkelte børn havde også grædende, taget afsked med Tatiana da hun forlod stedet med en lille bylt. Nu var spørgsmålet bare, om hun skulle prøve sig held med et lift tilbage til Medanien, men var det virkelig det hun havde lyst til?
I sidste ende havde det resulteret i, at hun nu stod her ude foran byvagterenes hovedkvarter. Han havde været der et par gange efter, de havde haft mere mulighed for at snakke. Men det var stadig svært for hende, at bede ham om en tjeneste der var så stor. Desuden, hvis han boede her, kunne hun jo ikke trænge sig på. Men i sidste ende, hvor kunne hun ellers gå hen?

En robust og lille smule skræmmende mand, gik forbi hende for at gå ind på pladsen. ,,Undskyld, ved du, ved du om Roderick Bauer .. er her?’’ prøvede hun forsigtigt, men manden trak bare på skuldrene og fortsatte sin kurs. Nej dette var tåbeligt! Hun kunne da også bare gå til medanien, det kunne vel ikke være så langt, vel?

Rodericks liv havde egentlig altid foregået i en rolig, rimelig fast rytme. Der skete ikke de store forandringer dag til dag og det var egentlig sådan han foretrak det; sådan han kunne forholde sig til det.
Når det var sagt, havde de sidste uger været lidt mere op og ned. Visse dage syntes at gå ufatteligt langsomt og andre alt, alt for hurtigt. Nu havde det været en del dage siden han sidst havde besøgt børnehjemmet og (især) Tatiana og Rod syntes at dagens vagt sneglede sig forbi.
På vejen tilbage til hovedkvarter havde han stødt ind i et halvt dusin folk, fordi gået meget i sine egne tanker - hvis man kunne kalde dem det, givet hvor optagede de var af en bestemt person. Kunne han tillade sig at kigge forbi allerede i dag?
Han stoppede op fordi der udenfor porten stod hun - kvinden der blev ved med at fare gennem hans tanker og drømme..
"Tatiana.."

Hun vente sig hurtigt rundt, for at vende tilbage til portene. Der måtte være en anden mulighed, hun kunne vel altid lokke en til at køre hende hjem, via at der var betaling når de kom frem. Spørgsmålet var bare om hun kunne finde en, som der ville tro hende. Men før hun nåede så langt, hørte hun en velkendt stemme sige hendes navn. Og da hun løftede hoved så hun ham, forlegen lod hun hånden glide igennem hendes hår. Fingrene strammede rundt omkring byltens hank, mens hun prøvede at samle modet med en dyb vejrtrækning. ,,Hey Roderick, går det godt?’’ prøvede hun til at starte med og sendte ham et smil, hun ville så gerne spørge ham om hjælp. Men der var bare så mange stemmer, der fortalte hende det ikke var okay. Og hun allerede på nuværende tidspunkt, havde forlangt for meget af de mennesker på børnehjemmet, til at hun kunne fortsætte. Dette var hendes fejl, det var ikke andres! Derfor kunne det hellere ikke være rigtigt, at hun gik til andre for hjælp, i stedet for først at finde en løsning. Hvilket blev begrundelsen for, hvorfor hun i første om gang, ikke fortalte ham hvorfor hun var her. 

Rodericks rustning føltes altid tungest her sidst på dagen og han trippede en enkelt gang på steder og roterede skuldrene så ringene raslede en smule, men var ellers for optaget af Tatiana. Han så hendes tøven, så bylten over hendes skulder, men kunne stadig ikke helt fatte hvad der foregik.
"går så'n fint" svarede han, i sin kortfattede, underdrivende maner. Det gik bedre end fint i hvert fald lige da - et smil spillede permanent i hans mundvig, selv som hans øjne tog en lidt bekymret trækning, "men hva' laver d'dog her, Tatiana?"
Han lagde trådt et lille skridt tættere på, igen klirrede rustning, og han lagde en beroligende hånd på hendes arm. Det var efterhånden sådan de gjorde, små fortrolige berøringer der kunne have drevet enhver sladdertaske vanvittig med spekuleringer.

Han hæv lidt gulvtæppet væk under hende, hvordan skulle hun bortforklare hvad hun lavede her, når han nu havde set hende. Dette var jo komplet latterligt, han havde jo tilbudt hans hjælp, nu var det bare at fortælle situationen, også tage den derfra!
Ja, det var dét hun måtte gøre.

,,Øh, jeg..’’ startede hun ud, og så snart han lagde hånden på hendes arm, var det som om det hele kom lidt nemmere til hende. Han havde nu et eller andet over sig, som gjorde at alt ting føltes så meget lettere. ,,Jeg har ikke noget sted at bo..’’ kom hun endelig frem med ,,Og jeg tænkte jeg ville finde en vej hjem.. men jeg..’’ hun tabte lidt tråden igen, og kiggede op på ham. Et lille smil dannede sig over hendes læber, som prøvede hun at fortælle det selvfølgelig ikke var hans ansvar, hun kunne bare ikke helt få ordene ud.

"..men d'har ik' lyst t'a' bliv' gift.." Sagde han og selvom han sigtede efter sagligt og faktuelt var der noget der gjorde at ordene føltes tunge i hans mund - og ikke kun fordi han slet ikke kunne sætte sig i hendes position.
Men nu var det ikke det vigtige, Roderick førte hende blidt væk fra den åbne gade - især med de forbipasserende vagter, og over mod et hus hvor et halvtag tilbød læ.. luften kunne godt smage lidt af regn.
"Altså j'ka' sagt's gi' dig mønt t'et rum på'n kro.." Sagde han og forsøgte, med delvis succes, at skjule hvor meget det ville punkterer hans opsparing, "'hverfald t'du har fund't ud af hva d'gør."
En særpræget følelse vældede op i ham som han betragtede Tatianas yndige ansigt, en rus han efterhånden havde måtte vænne sig til. Taget af øjeblikkes irrationelle fandenivoldskhed, nåede et enkelt ord af et håbløst forslag at forlade hans mund inden han klappede den i:
"..ellers.."
Rod kløede sig i nakken og så væk.

"Ja.. også det" sagde hun med et lille smil på hendes læber, mens hun betragtede ham. Hun fulgte efter ham, da han ledte hende lidt væk. Det var hellere ikke en samtale der skulle tages på åben gade, med en masse tilskuer. Hun lagde beskyttende armene omkring sig og følte sig bestemt ikke længere, som den unge selvsikre pige som hun før havde været.
Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og tog en beslutning om hun skulle være tapper. Så armene lagde sig ned af siden, hvor efter hun fik frembragt et lidt mere selv sikkert smil på de fyldige læber. 
Hun gjorde dog store øjne, da han pludselig tilbød at han kunne betale for hun kunne få et værelse på kroen. Oh nej, det var jo ikke det hun var ude efter! Men det gav jo god mening, at hun var kommet her for at tigge om almisser. Hun var jo teknisk set bare kommet for at sige farvel. "Oh nej, det behøves virkelig ikke!" sagde hun måske lidt for hastigt "Jeg ville bare sige farvel.." men hans ellers, fik hende til at stoppe brat op. Havde han en anden løsning?
"Ellers?"

Rod trak hjælpeløst på skuldrene. Han syntes vældig godt om Tatiana men det gjorde det ikke lettere; han ville uendeligt gerne hjælpe hende ud af denne klemme, men samtidig ville han så nødigt støde hende. Det fik hans hjerte til at skælve lidt blot at forestille sig hende stirre forarget på ham. Det mentale billed gav dog vej for synet af hende, med store afventende øjne. Det lignede virkelig at hun såre gerne ville hjælpes.
"Altså.. jeg' kig't 'å 'flyt' ud af mi'kammer og i ' lidt størr' hus.." Mumlede han og kløede sig flovt i nakken. Det var nemt nok at starte i den milde ende, med sagen nærmede sig med uundgåelig hast, "..oog der kun' vel å' være plads t'dig. Hvis du altså vill'.." Han så ned og trods hans to meters højde, lignede mest af alt en forlegen teenager. Han var normalt ikke genert omkring kvindfolk, men Tatiana var noget særligt.
"..alts' ikk' nå'ed uanstændi' ell' nå'ed..!" Skyndte han sig at tilføje.

Hun grinede af ham, men rystede på hoved. "Jeg kan ikke lade dig tage den chance, jeg finder ud af noget. Jeg vil bare sige farvel inden jeg tager herfra." mumlede hun, strakte sig på tæerne og gav ham et kys på kinden. "farvel Roderick, du vil altid være i mit hjerte." med disse ord, små løb hun hen over grusvejen og forsvandt ind i menneskemængden, mens nogle enkelte tåre fik lov til at løbe ned af hendes kinder.