Der var ikke gået længe siden tørken havde sat ind. Rafixul havde få dage før det, haft et kæmpe skænderi med Miranda, kvinden som han havde spenderet de mange, sidste år i samvær med, som nu havde et barn. Ikke hans barn. Normalt ville han bare være ligeglad, men Miranda og ham havde en historie sammen. Han kunne faktisk rigtig godt lide hende! Mere end han normalt kunne lide de fleste! Og nu var han på vej væk fra Ulvehøj, på vej hen mod hovedstaden, bare lige for at se hvordan den ville så ud. Måske kunne han få arbejde som lejesoldat igen? Han sukkede lavt, nærmest knurrende, mens han gik ned ad landevejen med en taske på ryggen og sin gigantiske dværgelavede danaøkse over skulderen, da han så en lille kro længere væk. Et lille smil prydede det ellers skæggede, arrede, sammenbidte ansigt, da hans lyseblå øjne faldt på skiltet. Her kunne man vel drikke lidt mjød. Eller måske mere end lidt.

Han trådte inden for på kroen gik med det samme hen til krofatteren for at bede om en hel tønde. Som betaling smed han gårsdagens arbejde på bordet: I form af en bandits krystaller. Rafixul fandt sig ikke i en skid, heller ikke fra banditter, og banditten lå nu død på landevejen, godt en dagsrejse herfra. Som han fik stukket tønden i hænderne, gik han med det samme ned til et bord, slog røven i et sæde og drak de første tre krus i næsten kun én slurk, og slog derefter en høj bøvs. Som han fik placeret sine fødder på bordet og lagt den kæmpestore økse på bordet, kiggede han lidt rundt i kroen. Så mange var her alligevel ikke.
Og de der var her, stirrede så meget, at han ikke kunne lade være med at rejse sig brat. "Er det spændende? Er jeg spændende, hva'? Nej? Så kig væk," sagde han højlydt, stadig vred oven på det skænderi han havde haft med Miranda. Derefter satte han sig, da folk så ud til at kigge væk igen. Der var ikke mange, der havde lyst til at afprøve næverne med en stor fyr der havde en gigantisk økse.

Utroligt at det ikke var gået op for hende noget før, hvad hun i virkeligheden følte. Og pludselig havde det svært at få vejret ordentlig ned i lungerne, uden at det gjorde ondt bare ved tanken. Men det var helt sikker for det bedste, hvad skulle det alligevel være endt ud i? Hun var syg, blikket blev øjeblikket revet hen imod hendes arm der var bundet op i bandager, på grund af tatoveringen der var blevet hende givet. Ganske i en situation som der ikke var med hendes bedste vilje, skulle der tilføjes hurtigt.  Og han skulle tilbage til sin klan, hvor end det så var og hvad de egentlig bestod af. Hun mindes svag at kunne huske han fortalte hende noget vigtigt, første aften de havde mødt hinanden. Men alt den aften var omtåget af, at hendes magi var gået amok.
Hun hamrede kruset med mjød ned i bordpladen, der fik det til at skvulpe over. Hvilket tilegnede hende et vredt blik fra bartenderne, hun sendte ham dog bare et smil og vente blikket imod den gyldne drik. Hun var nød til at stoppe med disse barnlige tanker, hvad skulle det nytte når det kom til stykket? Hun havde valgt at forlade ham, og sikkert for det bedste. Han havde glemt hende inden at næste fuldmåne, ville tage dens plads på himlen. Forhåbentlig.
Hun ænsede knap nok manden der trådte ind af døren, og købte en hel tønde forså at sætte sig ned. Trods at valget af størrelse på drikkevaren var ganske, uset. Det var først da han rejste sig op, og brølede af de få, men dog tilstedeværende kunder. Hun vente sig med et hævet bryn imod den arrige mandsperson, hvem fanden havde dog pisset i hans øl tidligt om morgen?

Vent, han virkede, ganske bekendt. Hvor havde hun set ham før? Mere optaget af at finde ud af hvem han var, tog hun sig ikke rigtig af hans trussel omkring at blikke ikke skulle overvære ham. Noget med, havde han virkelig? Pandora lagde hoved på skrå for at få et bedre blik, og spærrede så øjnene op da hun genkendte ham. Han var efterlyst, hele ti diamanter var på hans hoved. Manddrab mentes hun var grunden, så var det virkelig en god idé? Hun nåede dog ikke at fuldføre en velovervejet diskussion med sig selv, før hun havde rejst sig fra sin plads og vadede over imod hans bord. Næsten kastede sig ned i stolen ved hans side og sendte ham et opfordrende smil ,,Men hvem siger du ikke er spændende?’’ med disse ord lænede Pandora sig tilbage i stolen, og tog et langt drag fra sit eget krus.

Rafiuls krus var tomt igen. Han fyldte det på ny et par gange og tog nogle flere slurke, før han slog kruset en anelse hårdt ned i bordet. Krofatteren kiggede også en smule vredt på ham, men blev mere nervøs da Rafixuls isblå øjne mødte hans. 
Nordmanden - eller varulven, det kom an på hvem der så ham an - gik tilbage til egne tanker og sad egentlig sådan lidt tid før en fremmed kastede sig ned i stolen over for ham. En kvinde, med helt hvidt hår og et spørgsmål på læberne. Han løftede blikket fra bordet og trak sin økse til sig, mest af alt for at den ikke lå og fyldt, før han kiggede på hende, tavs. I lidt for lang tid. Hans blik var en stirren. Intens, som et rovdyr på jagt. Så hamrede han sin hånd i bordet. 
"Hvem? Hvor fanden skulle jeg vide det fra?!" udbrød han, i et vredt toneleje. Derefter smilede han et vaskeægte ulvesmil. Der endte i en høj latter. "Hah! Jeg kan li' dig!" han tog endnu en slurk og smadrede sit krus ned i bordet, før han vendte tønden rundt så hanen på den vendte mod kvinden. "Du har mod. Ikke som de andre små får herinde. Ta' for dig, før jeg tømmer tønden alene, hæh!" endnu en gang kom det lidt barske grin frem i mundvigen, før han igen satte sig til rette. Helt tilfreds med sig selv og den situation han havde skabt. "Så hvad er du for en støbning, hva'?" han lænede sig igen brat ind over bordet. De pludselige bevægelser var med til at få de andre i krostuen til at sidde på kanten af deres stole. Rafixul kunne lide når folk var nervøse. Samtidig hadede han det. Han vidste ikke helt hvilken følelse der var stærkest.

Pandora løftede uinteresseret et øjenbryn over hans vrede udbrud, der var virkelig noget der spændte steder hos den herre. Hvis man faktisk kunne kalde ham det, hoved blev lagt på skrå mens hun indtog synet foran sig. Han lignede ikke en som kunne finde på at nedslagte en hel by og sætte ild til det, men så igen man skulle aldrig dømme mennesker på deres ydre. Den største og grimmeste mand, kunne sagtens være det sødeste og blideste, visa versa.
Tungen gled hen over hendes læber, mens hun trak sit ene ben op på stolen og lænede sig hen over det. Han var hurtig til at vende sit humør, det kunne vise sig at være ganske problematisk, skulle hun komme til at sige noget til ham han ikke brød sig om. ,,Hvad gør det dig så, den store stykke ulv?’’ begge øjenbryn var nu løftet, mens hun fyldte sin kop op, ingen grund til ikke at gøre brug af så velset et tilbud. Kruset blev sat for læberne, hvor de fyldige dråber atter indtog hendes mund og gled ned af struben. Støbning? Ja, det var vel et ganske godt spørgsmål, det kom vel an på hvad han helt præcist mente.

,,Blot en kvinde, der er langt hjemmefra og elsker en udfordring når hun ser en.’’ Hun gengældte hans smil og tog endnu en slurk, dog ikke uden at tage blikket fra ham. ,,Så, hvem er den, der har gjort dig i så dårligt humør?’’ skud i tågen, selvom at Pandora var en af de bedste til at læse terræn og finde sine byttedyr, mennesker var en del svære. Men der var noget over ham, som gjorde ham lidt som en åben bog. 

Kvindens spørgsmål fik Rafixul til at at smile hemmelighedsfuldt. Han slikkede sig om læberne og gav hende et undersøgende blik op og ned med øjnene. "En mand man ikke skal løbe om hjørner med," ordene blev efterfulgt af et afslappet skuldertræk. Han havde intet at være bange for herinde, og da bestemt ikke denne kvinde, der ikke virkede til at tage sig særlig meget af hans eksplosive temperament. "Hmpf, en udfordring. Så når jeg siger at du ikke kan drikke mig under, ville du sikkert ta' udfordringen op," det var en meget kraftig hentydning. Rafixul elskede at lade folk tro de kunne drikke mere end ham, hvorefter han ville tvære deres arrogance ud i ansigtet på dem. 

Han tog en stor tår af sit krus og smækkede det hårdt ned i bordet. "En kælling, som jeg tilfældigvis godt kan lide. Men det forstår hun ikke, så hun valgte at lægge i med en anden og er nu gravid med hans møgunge. Og han er også en møgunge. Men... Hvis hun ikke har nok i mig, så må hun fandme sejle i sin egen sø!" han ville ikke indrømme at han faktisk var en smule såret over, at være blevet kasseret på den måde. Han forstod godt at det ikke var sådan landet lå, men Miranda havde stadig valgte at være sammen med Fayne den aften, og hun fattede ikke hvorfor han så havde reageret så vredt. Og derfor var han skredet fra hendes Ulvehøj. Så kunne hun jo passende være sammen med sin nye legekammerat.

//Du havde nævnt at du ville afslutte alle tråde, så nu gør jeg det lige for dig <3