Måske havde pesten lige raset, og måske var folks magiske evner gået totalt amok, men var der en ting der var sikkert, så var det, at intet var så galt at det ikke kunne drikkes væk. Måske lå det bare i manges natur at drikke så snart tingene blev lidt for meget, eller også var det bare den gruppe af mennesker Saga altid formåede at finde sammen med.
Hvad end grunden var, befandt hun sig endnu engang på Det Halve Svin. Hun havde et smil på læben og et glas mjød i hånden og nød den larm der var fra de mange gæster og den høje musik der blev spillet i et hjørne. Hun var fuld. Ikke slingrende fordrukken, men absolut beruset. Og hun havde det godt. Fuldskab druknede alle hendes sanser, så for én gangs skyld kunne hun være sikker på ikke pludselig at blive bombarderet med hverken fornemmelser eller stemmer. For nu var hun bare Saga: den ensomme jæger fra Tusmørkedalen der havde fundet vej fra den gård hun lige nu var logerende på, til det Halve Svin for at drikke og more sig. ¨

Hun havde ellers foretrukket sit eget selskab det sidste stykke tid, men samme eftermiddag havde hun haft en trang til igen at være sammen med andre, hvilket havde fået hende til at søge til Svinet. Måske kendte hun ikke rigtig nogen, og hun var heller ikke sammen med en stor gruppe venner, men det gjorde hende ikke noget. Bare at sidde her og betragte de andre gæster fyldte hende op i menneskelig kontakt og gjorde hende i væsentligt bedre humør end hun havde været længe. Der var da også et konstant smil at finde om de fyldige læber, og selvom hun ikke ligefrem havde gjort noget ud af sig selv denne aften - hun var stadig iført de grå lærredsbukser og den rustbrune kjortel - var der allerede flere mænd der havde tilbudt hende et glas mjød. Et tilbud hun havde taget imod, skønt hun havde afvist deres selskab med noget høfligt vås (hun kunne ikke rigtig huske, hvad hun havde sagt), hvilket igen havde ladet hende alene. Alene og mæt af indtrykkende omkring sig, præcis som det altid burde være.
 

Endelig i hovedstaden. Det var her, man bedst fik et publikum i kroerne, havde hun hørt. Men i aften handlede det ikke om at skabe røre på en kro. I aften handlede det blot om afslapning, for Ysara havde brugt det meste af sin dag på, at rapse lidt her og der, efter at være blevet bestjålet for nogle dage siden. Det havde ikke været vildt heldigt, for hun var ikke kommet ud af den situation helt uskadt. Anden grund til, blot at slappe af i aften, og derfor var hun heller ikke klædt i sine gøglerklæder denne aften. Primært bestod hendes påklædning af rejsetøj i form af en hvid - ikke helt ny - skjorte, et par bukser der sad lidt mere stramt end de bukser man plejede at have på i syden. Det var langt fra lige så varmt her i hovedstaden, og det skulle Ysara lige vænne sig til.
Da hun trådte ind i kroen blev hendes lugtesans mødt af en dunst af røg, mjød og mandehørm. Hendes ører blev mødt af musik - god musik. Hun havde intet imod den blandede dunst, den var nærmest hverdag for gøgler som hende, så hun begyndte med det samme at smile, som hun gik direkte hen mod kromutter og fik bestilt sig et krus mjød og et værelse. Med kruset og nøglen i hånden, vendte hun sig og undersøgte kunderne, én for én.

Hendes blik landede på en kvinde, der sad for sig selv. Havde det ikke været fordi kvinden så glad ud ville Ysara ikke have overvejet at gå derhen: Man forstyrrede normalt ikke fremmede folk der sad for sig selv, men denne kvinde virkede til at være i godt nok humør til at få selskab, så Ysara slentrede derhen efter mindre overvejelser.
"Godaften," hilste hun med et skævt smil, mens hun stillede sit krus på bordet og kiggede lidt mere nærmere på kvinden. Hun lignede en jæger, i hvert fald på påklædningen. "Har du noget imod at jeg sætter mig her?"

Det havde været lang tid siden Saga havde moret sig så godt. Ikke siden hun havde fået besked om at pesten havde taget hendes forældre, havde hun haft det så godt. Hun havde drukket (mere end hvad godt var), men hun havde ikke decideret hygget sig. Mjøden var god, musikken endnu bedre og humøret på kroen var højt. Der ville sikkert opstå en slåskamp eller to (eller flere) senere, men dem havde Saga ingen intentioner om at blande sig i når det skete. I aften ville hun bare drikke til hun ikke kunne mere, og så slingre ind i en baggård et sted og finde en stald at sove rusen ud i.

Hendes ensomme drikkerier blev afbrudt af en lys stemme, der tiltrak sig Sagas opmærksomhed og fik hende til at se på den nytilkommende. "Næh, du slår dig bare ned." Svarede Saga med et lille smil, og trak foden - der havde hvilket på den anden stols sæde - til sig. "det er et frit land." Mere eller mindre i hvert fald. Hun så den anden kvinde an et øjeblik, inden hendes ansigt lyste op i et smil. "Hey, dig så jeg i går på markedspladsen. Du er gøgler, ikke?" Saga mindes i hvert fald at have set en der lignede den nytilkommende på en prik, optræde med nogle andre gøglere dagen før. Eller også var det hendes omtågede hjerne der lavede numre med hende, om ikke andet ville det sikkert sætte gang i en samtale.

Det så ud til at Ysara havde heldet med sig. Kvinden trak sin fod væk fra den anden frie stol med et anerkendende svar der fik hende til at smile skævt og så sætte sig i stolen over for jægeren. "Ja, sådan da," medgav hun. "Så længe man passer på folkene der er højt på strå," hun kunne ikke lade være med at le lidt. Ysara havde altid været meget imod hvordan de adelige næsten altid fik hvad de pegede på, og så kunne almuen bare bukke og skrabe. Det var ikke særlig rart at tænke på, hvordan nogle folk bare var født til at leve et liv i sus og dus. Hun tog en tår af sin mjød, og lyste lige så meget op som jægeren, da hun genkendte hende. Det var altid rart at blive genkendt for sin optræden. Det betød hun gjorde sit arbejde ordentligt.

"Jo, det er jeg. Og du ligner en jæger," gav hun igen med et lille grin igen. Hun kiggede igen lidt undersøgende på kvinden, før hun satte sig op lidt mere ret. "Mit navn er Ysara. Hvad er dit?" hun virkede lidt fuld, men Ysara havde næsten kun haft gode erfaringer med fulde folk, så det gjorde næsten kun det hele bedre. Det eneste triste var, at hun ikke selv var fuld, men det kunne hurtigt ændres. Det krævede bare lidt mere mjød så hun fik i sit krus igen. Som hun skulle til at drikke gjorde hun dog en skålende gestus mod jægeren. Det ville da være en skam hvis uhøflighed skulle skabe en kløft mellem de to, for Ysara kunne allerede mærke at det her nok skulle blive en god aften.