Unae har længe rejst rundt i landet, uden nogen form for kontakt til andet et naturen under månens lys. Længe har hun vandret fra sted til sted, for at træne sin styrke, sine sanser og sine evner.
Det er ikke en unormal ting at Unae forsvinder i månedsvis, for at træne sine færdigheder.
Nu har hun vendt ruten mod Tusmørkedalen hvor planen for i aften er hvile.

Landevejene var lange og forskellige og Ra havde begivet sig ud på en af dem helt alene for en gangs skyld, Ra frygtede ingen mennesker i verden og med de magiske egenskaber han besad, kom det for det meste altid ud på hvor god mand var med våben, og der vandt Ra hver gang, han havde iført sig sin mørke frakke og hætten trukket godt over hovedet sådan man ikke kunne se hans helt sorte øjne.

der gik ikke længe før Ra fornemmede hans første selvskab og sandt nok så gik der ikke længe før han støtte på en uventet person, en person der ikke havde særlig meget tøj på, men Ra var sådan set ligeglad han regnede bare ikke med at folk rende rundt sådan, for meter fra hende stoppede han op, nok afstand til at alle hendes magiske evner var blokeret.

Unae mærkede med det samme, at hendes magiske barriere faldt, da hun kom tæt på ham. Hun forsøgte ikke engang at bøje magien i luften, for hun kunne mærke, at hun ikke ville fange den. Og så var der det tydelige tegn. Metalkæderne som bandt om hende, faldt fladt mod hendes krop.
Hun sukkede kort.
Hvad var der med mænd og deres hurtigte angreb. Første gang hun havde været i kontakt med en mand, havde han kastet en kniv efter hende, som hun var kravlet ud af det skjul hun havde levet i. Men den gang havde været anderledes. 45 år i et skjul, uden kontakt til en levende sjæl, det ville have gjort noget ved alle. Men hun havde lært noget af sit første møde, med en mand.
Hun standsede irriteret op. Hvorfor skulle det væsen stille sig i vejen for hende?
Hendes øjne var lige så sorte som hans, men var gemt under hættens skygge. Men trods at det bare nattens mørke, var det spørgende kolde blik ikke til at tage fejl af.

Ra sagde ikke meget og da denne kvinde ikke på nogen måde havde hans interesse endnu, var hun blot et ingenting på hans vej, dog kunne han ikke lade være med at kommentere hendes påklædning " og hvad skal de så forstille frøken " sagde han meget en meget mærkning hæs stemme, Ra kende til mange ting i dette land, mange personer men hende havde han aldrig set eller hørt om.

Ra bevægede sig lidt tætter på dog holde han sig altid omkring en meter fra hende, for at komme for tæt på kvinder tegnede aldrig godt, så det vidste han at ikke måtte ske, alle de kvinder der var kommet tæt på ham ved hans palæ havde alle næsten nærmest endt i hans gemakker, og det ønskede han ikke igen.

Ra's al Ghuls kommentar bralrede lige så let af hende, som det var fløjet ud af hans mund. Hun lod sig ikke påvirke af hans dårlige manere.
"Hvad vil De mig?"
Unae satte en hånd i siden af hoften og så afventende på ham. Hun kunne ikke regne ud hvad hans hensigt kunne være, men uanset hvad det var, ville hun ikke lade ham slippe afsted med det.

At Ra trådte tættere på hende, påvirkende hende ikke. Det eneste hun flyttede var sine øjne, for at kunne følge hans bevægelser.
Han lignede en alm. mand, udover hans sorte øjne, som reflekterende månens skær. Unae vidste at hun skulle være på vagt over for ham, da hun allerede nu var klar over, at han besad store kræfter.

en ting var sikkert lige på var hun da lidt ligesom Ra selv, hvilket han kunne lide en kvinde der vidste hvad hun ville og ikke lod sig gå på, det var noget der kunne bruges, "ord kan ikke beskrive hvad jeg vil dig, og så vidt jeg ved er dette en fri vej for alle " sagde flabet.

han vidste på ingen måde hvad denne kvinde var i stand til hvis han lod hende bruge hendes evner, men det var også derfor han på ingen måde havde tænkt sig at bevæge sig langt væk fra hende, hvorfor hun var her vidste han ikke

Hun så fortsat på ham med et koldt, mørk og ligeglad blik. Selv om at hun havde lyst til at pande ham en, for hans uforskammet og flabede ord, så satte hun sig selv i skak. Der var ingen grund til at give ham den ære og han fortjente ingen respekt.

"Fri vej eller ej, så er De i vejen!"

Unae sukkede. Tænk at hun skulle igennem det pjat igen. Hvad var hans problem. Hvad var han ude på?
Hun flippede over på det andet ben og så afventende på ham.