Ithilwen sendte ham et strengt blik, der tydeligt afspejlede en utilfredshed ved at han rejste sig og begyndte at arbejde. Hun vidste udemærket godt at det var et forsøg fra hans side på at vise at han godt kunne. Ikke at han var afskrækket fra at få hjælp, men måske mere et ønske om ikke at virke svagt. Hun sukkede dybt og lod ham, med sin hjælp få bålet i gang så hurtigt som muligt, så han kunne komme ned at ligge igen.
Hun nikkede roligt. Hun havde set hvad der især blev gjort ved pilesår. Man brændte det igennem ved at stikke en brandvarm kile igennem, for at lukke sår og afbrænde eventuelle infektioner der var blevet påført. Det var det samme her, omend det ikke var et pilesår, var det nært ligende samme procedure.
Wen var stille, forsøgte at sende ham et smil ved kysset, men det var svært. Hun var bekymret. Alt for bekymret. Som Jenko råbt i smerte, gik der et sæt igennem hende, omend hun var klar til at gribe om hans nakke da besvimelsen overtog. Blidt lagde hun ham ned mod græsset, og tog mosset frem. Hun gav sig indenfor få sekunder til at smøre mosset på.
Herefter begyndte hun at gøre ting klar. Sørge for at ingen holdte øje med dem, at de kke var så nemme at se, trods bålet. Men hun gik ikke væk. Hun var konstant i nærheden. Hun vendte tilbage med jævne mellemrum, lagde lidt mere eller noget nyt mos på såret, tørte hans pande med vandet og sørgede for at han lå komfortabelt.
Hun selv var stadig omtumlet efter sygdommens greb, der ikke var helt færdig. Men hun var rask, og havde ikke tid til at ligge stile, ej heller vise det. Hun blev rask igen, og der var ikke tid til mere sygetid.