På gaden igen. En smule bitterhed voksede stødt i den rødhårede unge kvindes indre som hun vandrede en smule besværet hen over den muldne jord med alt for mange rødder der stak op hist og her. Ikke det bedste terræn at vandre rundt i, men hvordan kom man ellers frem når hovedvejen efterhånden virkede for risikabel, til trods for at hun var raskmeldt. At skulle blive syg på ny huede hende virkede ikke på nogen måde!

Faktisk vandrede hun i blinde. Kort inden krigen var mange vandret mod Medanien, og endnu flere efter krigens afslutning. Det havde bragt ubehagelige minder med sig, den kolde tid med ild der hærgede husene og de mange folk der nærmest faldte som fluer. Eller det var Amys første antagelse til pesten fik bid i landet og nærmere tog over overalt og virkelig satte kraft bag orderne at falde om som fluer. At blive kurreret var en prøvelse i sig selv, og ingen kendte helt risikoen eller konsekvensen, andet end at dronningen havde gjort kuren ulovlig. Det måtte være af en grund, men Amy havde ikke i sinde at dø på grund af en eller anden kamp hun ikke var en del af og ikke ønskede at deltage i. Bitterheden over at være blevet syg hang stadig lidt, men var blevet opløst som hun var draget afsted. langsomt men stødt blevet erstattet af håbløshed og sorg som hun passerede den ene efter den anden som havde givet op for kampen, i et forsøg på at nå frem til hovedstaden. I tiden på hovedvejen havde endnu ingen levende mødt.

Det var anderledes end de kolde vintre, hvor gadebørn og drukkenbolte var frosset fast til murstensvægge med et tomt blik i den døde skal. Der var simpelthen alt for meget over det hele, at det var overvældende nok til at sende de fleste i gulvet. Hvorfor blive et sted hvor alt bare var død og ødelæggelse?

Amy forsøgte desperat at lade hver med at tænke på det. I stedet, havde hun påbegyndt en søgen. En søgen hun faktisk ikke anede hvor hun skulle starte eller slutte. Hun vidste at Caitlin var forsvundet fra byen - hvilket hun kun fandt ganske fornuftigt taget alt hvad der var sket i betragtning. Men hvorhen var simpelthen en gåde. Noget havde sagt hende at Medanien var et valg som de fleste nok tog, alligevel gik Amy i den anden retning, frygtende for at pesten skulle ramme hende igen og med et håb om at Caitlin var søgt op ad i landet, og ikke ned. Hun distraherede sig selv let ved at fløjte sagte til intetheden og trække den tykke rejsekappe tættere om sig. Nok var det deprimerende tider, men hun var simpelthen for stædig til kun at se mørket frem for sig. Der måtte være noget godt at tænke på!

At være genfødt med sorte vinger frem for hvide var ikke altid nogen fordel. Det havde Mitch tidligt erfaret og det var ikke blevet bedre som Mørket havde drevet ind over Krystallandet. Hvor de hvide engle blev forbundet med godhed, fred og hjælp af de fleste efter den gudinde der eftersigende havde bragt dem tilbage, så var han forbundet med dødens komme. I et krigshærget land var det grund nok til at folk var varsomme og mistroiske omkring ham - i et pestramt var de lidt mere direkte i hvad de mente om dødens komme...
Noget Mitch ikke helt havde forudset som han var cirklet ned over en landsby i solens sidste stråler og var blevet mødt med brandpile.
Bandende over egen uforsigtige dumhed, vendte han om for at flyve væk fremfor at land, men ikke hurtigt nok. En pil susede tæt nok forbi hans ene vinge til at antænde fjer og vinden gjorde resten. At styrte var dog en mulighed og stædigt baskede Mitch videre - i lige linie væk fra byen og i stødt synkende højde. Under ham gled marker forbi og ikke meget andet, før den store landevej kom til syne som en streg af et lysere lag i landskabet. Den drejede han ind på og fulgte, mens smerten og lugten af brændte fjer skar i hans sanser.
Nok til at han begyndte at slingre for til sidst at styrte mod jorden som en anden vingeskudt og brændende fugl. Hans blik søgte efter skjul, efter buske, en skov eller noget andet, hvor han kunne være ude at syne for forbipasserende. Hvad han fandt var dog ikke det, men en vandrende gennem mørket på vejen han faldt imod. En kraftanstrengelse med den hele vinge fik han sig kantet sidelæns et stykke. Ikke meget, men lige nok til at ramme græsset ved siden af vejen frem for vejen hvor væsnet var. Et elegant styrt denne gang og ikke et han kunne klare uden at miste bevidstheden kort ved sammenstødet.

Amy var begyndt at gå rundt i sin egen verden. her var egentlig ganske uforstyrret i øjeblikket - af mange årsager, men Amy valgte at forholde sig positiv. Aftenen var nået hen og hun begyndte ganske praktisk at overveje hvor hun kunne tage ly for natten. Hun havde helt ærligt ikke lyst til at befinde sig i byerne, af ganske åbenlyse årsager. Pesten der hærgede det hele - nej tak.
Med en eftertænksom mine hankede hun op i skuldertasken der stadig havde en god portion proviant tilbage da en mærkelig lyd skar igennem luften. Ikke en synderlig velkendt lyd, da den lød forkert til at være en stor fugl der fløj forbi, selvom det godt kunne lyde som vinger... vinger plus noget mere. Og det kom nærmere.

Amy vendte sig for at se et rimelig stort virvar af ild der åd løs af sorte vinger der var fæsnet til en krop. Sorte vinger havde hun set en gang før, men lige nu var hendes opmærksomhed en del mere fokuseret på ilden end på hvem personen var. Først da han ramte jorden ikke synderlig langt fra hende, i hans forsøg på at undgå hende. I hvad der føltes som evigheder, men blot var et par få sekunder, stirrede den rødhårede pige forskrækket og skræmt på ham. De sekunder var nok til at hun genkendte skikkelsen og kom til sig selv. "Mitch?!"
Amy hev tasken over hovedet og smed den ligegyldigt fra sig på jorden, på vejen over til den 'faldne' engel. Kappen blev hevet over hovedet i et snuptag og kastet over flammehavet der havde fået et godt tag i de sorte fjer.
Herefter begyndte hun at banke på den tygge kappe til ilden var blevet kvalt, mens hun mumlede for sig selv om hvad fanden folk tænkte og havde gang i med bare sådan at sætte ild til folk og mere i den retning. Hun var ikke ligefrem tilfreds.. Det var et svedet og smertefuldt syn der mødte hende, som hun trak kappen væk fra vingen igen. Nok til at Amy skar en grimasse og hev tasken til sig for at lede efter sit vandskin. Vandet ville lige kunne tage det øverste af den brændende følelse - håbede hun da.

Det var alt andet end en blød landing Mitch fik, som han fik vredet sig væk fra den faldende bane mod det eneste andet væsen i synsvidde og mod græsset lige ved siden af. Den sidste kontrol af faldet, før vingerne opgav at så meget som at lade som om de sænkede hans fart og han blot ramte jorden. Hårdt. Han gled et rullende stykke hen af græsset med løse og brændende fjer ud til alle sider og taknemmeligt lidt bevidsthed om det eller noget andet, før han langt om længe fandt sig liggende helt stille. Noget der kun ophørte alt for hurtigt, som verden stod stille og smerten fra vingerne slog sammen om ham.
Det var så der væsnet han havde undveget valgte at overraske ham ud over alle grænser ved at udbryde hans navn. Ikke at han kunne gøre det store for at finde ud af hvem det var eller gætte fra det enkle navn udbrudt. Det havde været en lys stemme, en kvindestemme dog. Måske ikke det vigtigste at gå op i som han forsøgte at få vejret og samle sig om hvad han kunne gøre for at få samling på sig selv, men det var en god, usmertelig ting at fokusere på.
Om ikke andet der virkede umuligt tungt landede over hans ryg og vinger med en pludselighed der fik ham til at forsøge at flytte sig, før slag mod selvsamme fik det til at sortne for hans øjne. Af alle tidspunkter ikke at kunne besvimme hadede han nuet mest! Det fortsatte i en evighed, skønt stoppet og fjernelsen af det tunge ikke var spor bedre. Det gav ham dog et øjeblik til at trække vejret ind, før en svidende kølighed ramte ham og fik nye smerter til at jage igennem de mishandlede vinger. Det fik ham til noget ukarakteristisk at knurre af kvinde. "Så hold dog op, kvindemenneske! Jeg styrtede ikke for at bringer dig til Kile!" Det havde været hvad langt de fleste troede, når han landede i disse dage, så de kunne lige så godt få den ting afklaret en gang for alle.
Langsomt, uhyggeligt langsomt og forsigtigt kæmpede han sig baglæns, så han kunne sætte sig op på knæ og dreje hovedet den smule der skulle til for at se kvinden der havde mishandlet ham med hvad han vagt havde konstateret som hjælp til brandslukning. Et nyt chok der dog denne gang fik ham til at stoppe op, rynke brynene og så noget mere afdæmpet spørge. "Amy?" Hun lignende den unge pige han nær havde skræmt fra sans og samling på kroen sidst han havde været i hovedstaden, men ikke helt. På den anden side hvem lignede helt sig selv i mørke på en landevej dækket af sod og aske fra fjer? Hvilket han hurtigt kvalte hvor kom fra, som han beskyttende og en smule strengt fortsatte. "Burde du være herude helt alene?"

Mitch begyndte heldigvis at røre på sig igen efter ganske kort tid, selvom han ikke ligefrem lød synderligt tilfreds med hvad der foregik. Amy havde en del andet at tænke på end at han var komfortabel, nemlig at få slukket flammerne og hældte vand på for senerehen at mindske smerten en smule, selvom det nok ikke føltes sådan i øjeblikket.
Hans knurren blev dog ikke modtaget synderligt godt, mere af et hårdt blik sendt i retningen af hans hoved, mens hun stoppede sin mumlen. "Knur du bare videre, fugleskræmsel.. Det skal nok hjælpe" kom der irriteret tilbage i en dyster tone, selvom hun inderst inde godt forstod han reaktion. Han kunne jo ikke se præcis hvad hun havde gang i, og når først man var blevet skudt ned af ildpile dallede ens vilje til at tro det bedste om andre mennesker.

Amy blev siddende tålmodigt på sine knæ, som Mitch i et umådelig langsomt tempo fik kæmpet sig op at sidde. Ved genkendelse, sendte hun et lille, men dog venligt smil til ham, mens hun ragte vandskinnet hen til ham. Hun havde ikke hældt det hele ned over brandsårerne, og han kunne nok godt trænge til noget vand. "Her, drik lidt"
Amy nåede ikke at stoppe sig selv fra ganske let at himle med øjnene over hans næste spørgsmål, der lidt fik hende til at føle sig som en teenager der havde modsat sig reglerne kraftigt. "Nej, det burde jeg nok egentlig ikke.. Men hey, det er ikke første gang jeg er alene jo" svarede hun med en ganske let tone, mens hun smilede skævt. Et smil der hurtigt blev afløst af alvor "Hvad skete der?"

Det irriterede svar Mitch modtog for sin noget knurrende protest kom så prompte og uden at hvad end tøsen lavede med hans ryg og vinger stoppede. Sammenbidt holdt han ud uden flere kommentarer til processen for hvor ondt det end gjorde, så fortalte hans helbredende evne ham også at det ikke skadede ham. Ikke at han helt kunne sætte pris på det i øjeblikket, men det ville han nok senere. Meget senere.

Som han fik vendt sig og set hvem han nær havde slået omkuld i sit fald accepterede han også det tildelte ubehag uden flere kommentarer. Han havde trods alt selv skræmt hende fra sans og samling uden at ville det, så der var en hvis balance i at hun var den der var her nu. Hun så også langt mere sikker ud på sig selv og verden, som hun sad halvt bag ham og rakte et vandskind frem. Det forklarede den svidende smerte hun havde tilføjet ham. Han flyttede sig dog, så han sad mere med front mod hende, før han tog imod det. "Tak." Han havde brug for væsken og bare tanken om at få hans egen taske fri og dens indhold frem var uoverskueligt i øjeblikket.
Han tog en tår som hun vendte øjne af ham og fik ham til at sende hende endnu et strengt blik. Et blik der hurtigt blødte op, som en forståelse nåede frem. Hvor hun havde været kunne ikke være mere. George ville ellers aldrig have ladet hende stikke alene rundt efter at have fået hende ind. "Og George og hans familie?" Hans stemme var spørgende efter vished. En bekræftelse af hvad han frygtede måtte være tilfældet.
Så skar han en grimasse og rakte vandskindet tilbage. "Jeg cirklede ind for at lande i en landsby og beboerne hoppede til konklusioner. Pesten har ikke gjort mig til noget særligt velkomment syn er jeg bange for..." Han kunne ikke lade være med at sende hende et lille skævt smil ved det sidste. Hun om nogen kendte effekten han havde på folk.
"Vi bør komme af vejen for natten. Hvis jeg ikke husker meget galt er der en jævnligt brugt lejrplads lidt længere fremme - hvis du da har lyst til at slå følge?" det var for meget at antage hun havde lyst til det, skønt såret som han var ville han sætte pris på ekstra øjne og ører i natten. Han kunne forsvare dem begge, men næppe så godt som med sine vingers brug. Bare tanken om den skade de havde lidt var nok til at få ham til at bide sammen. Der var dog intet han kunne gøre, før de var af vejen og et sted hvor han kunne fokusere helt på dem.

Amy trak på skulderne og smilte skævt som svar til han tak. Det var ikke meget hun kunne gøre for ham i øjeblikket, andet end selvfølgelig at have slukket flammehavet fra hans vinge. Og selvfølgelig tilbyde ham vand. Hun undrede sig stadig kraftigt over hvordan det var gået til. Nok var det her ikke det mest fredelige område, men normalvis plejede de ikke at skyde fremmede ned med ild! Ikke så vidt Amy vidste.
De blå øjne flakkede instinktivt ved nævnelsen af George og hans familie. Amy lukkede hænderne håndt omkring sine buksers løse stof og så direkte ned i jorden. Alt imens hun trak vejret dybt og tvang sin stemme til at være ganske normal da hun endelig svarede "George kom ikke tilbage fra krigen. Kroen er brændt ned.. De andre søgte tilflugt hos Georges bror.." fortalte hun stadig med øjnene fæsnet til jorden. "Jeg ville ikke være i vejen eller til mere besvær.. De havde nok munde at mætte." krigen havde ikke været rar. Efterfulgt af hun selvfølgelig også skulle erhverve sig pesten. Amy havde aldrig tilladt sig selv at tænke tanken om at vende tilbage til dem. Hun ville være en belastning, det var jo ikke fordi hun nemt ville kunne få arbejde og bidrage som tingene så ud nu.

Amy løftede blikket igen, uden helt at ville se ham i øjnene som hun tog imod vandskinnet. Det gjorde ondt at tænke på George. Hans fortælling fik hende imidlertid til at løfte sit blik igen og møde hans "Folk er bange.. Det giver dem dog ikke ret til uprovokeret at skyde folk ned" Amy forsøgte at gengælde smilet, men det blev mere til en let grimasse i stedet for. De sorte vinger havde ikke en gavnlig effekt for Mitch når han ankom et fremmed sted. Synd, taget i betragtning af at han var en rar mand, dog nogen gange lidt for ligefrem.
Amy frembragte et smil og nikkede til hans spørgsmål. Hun havde heller ikke lyst til at være alene, selvom hun var vant til det. Hun rejste sig hurtigt op og ragte en hånd frem for at hjælpe Mitch. "Hvor er du på vej hen?" Amy vandrede bare, i søgen efter sin veninde, men hun havde ikke noget specifikt endepunkt i virkeligheden.

Mitch havde været forberedt på det næppe ville være gode nyheder Amy havde til ham om George og hans familie, men alligevel ramte visheden ham som et fornyet slag i maven. Meget få mennesker havde han holdt kontakt nok med gennem årene til at de betød noget for ham, men den favnende familie var nogen af dem. "Jeg tror aldrig du ville være i vejen for nogen, Amy." Hans svar kom uden tanke for hvordan det kunne lyde og at det næppe var sandt i et større perspektiv end hans eget. Hans tanker var da også ved vennen der næppe var der mere og med et brandende ønske om at kunne styre sit syn nok til at kunne se hvor George var nu - død eller levende.

Hans skæve smil blev der som han mødte Amys blik og så forargelsen hans ord vækkede i hende. "Det gør det ikke, men de handler i frygt og vi bør nok alle handler derefter." Han havde været skødesløs i sin måde at nærme sig andre på og havde fået en tiltrængt advarsel for det. En smertefuld en og en han ville få lov at huske længe for det ville tage tid for vingerne at komme sig og gro nye fjer.
Amys enkle svar på hans spørgsmål var nok, skønt det betød han måtte på benene. Det var noget han gav sig god tid om for tanken om at vælte var alt andet end tiltalende. Af samme grund accepterede han den tilbudte hånd skønt det ikke var godt for værdigheden. "Sydpå. Et rygte dernede fra pirrede nysgerrighed og håb nok til at sende mig derned." Han rettede sig langsomt op og trak vejret dybt, før han fik tasken placeret hvor den ikke bragte ham for meget ud af balance, men hvor den heller ikke skubbede til vingerne som de gik. "Du?"

Overraskelsen over hans ord ramte Amy hårdere end hun havde regnet med. Hun havde brugt alle kræfter på at stirre direkte ned i jorden og stramme grebet om sine bukser for at forhindre sig selv i at få tåre i øjnene. Hun ville simpelthen ikke udvise svaghed, selvom hun til tider, som alle andre mennesker, havde brug for det. Overraskelsen fik hende til at løfte blikket med store øjne og bare se på ham. Hele hendes liv havde hun fået at vide hun var en belastning, at hun bare var i vejen. En skøgeunge, som bragte sin moder i besvær og hurtigt blev skaffet af vejen som hun kom til verden. George og hans familie, havde været gode ved hende, og aldrig ladet hende tro hun var i vejen, men tanken sad der stadig og naede. Fik hende altid til at huske hvad hun var. En horeunge.
Amy rømmede sig, som hun mærkede hvordan hendes øjne begyndte gravidst at blive mere og mere våde. Nej, hun nægtede at græde, selvom hun var blevet så overrasket over han ord. Hvordan kunne han mene at hun aldrig ville være i vejen.

"Du har nok ret.." ikke at det var en rar ting, men frygt gjorde mange ting. Man kunne ikke tåle at være naiv i denne verden.
"Havnen, måske bagefter Tysmørkely. Afhænger lidt af hvor jeg kan finde arbejde" trak hun let på skulderne, mens hun diskret holdte øje med at han ikke belastede noget ved at have tasken over skulderen. Arbejde var der ikke meget af, men håbet var der. Hun havde trods alt erfaring nu.

Mitch blik var blevet fjernt og sænket fra den unge pige efter hans velmente ord, mens han selv fordøjede de triste nyheder. Det var desværre ikke så uventet med alle de dødsfald der havde været i Hovedstaden efter det angreb han havde set fra sidelinien. En krig han ikke tog del i, men forsøgte at samle skyggerne efterladt af den. Begge parter efterlod trods alt utilfredshed rundt omkring.

Så nikkede han let og trak vejret dybt, før han kom op. At folk var bange var dog stadig ingen undskyldning for at skyde først og spørge bagefter. Noget han nok ville forklare dem en dag, men bestemt ikke nu.
At gå var heldigvis til uden at skubbe for meget til vingerne. Spidserne slæbte dog hen af jorden og fik ham til at bide sammen for ikke at hæve dem op. Den bevægelse skulle ikke gentages efter den første indskydelse. "Havnen skulle ikke være et godt sted efter hvad jeg har hørt. Nok dele af beboerne var tilhængere af mørket til at resten har taget det ud på dem at pesten kom." At hun så også var en køn lille sag, som ville tiltrække sig opmærksomhed af den nærgående slags var så en anden sag.

Han fulgte vejen koncentreret det lille stykke til en trappet sti antydede at der var noget at finde væk fra den. Her drejede han ind, mens krat lukkede sig på begge sider. Stien snoede sig rundt til en lysning med et gammelt læskur mest brugt til at afterlade tørt brænde til den næste og et stenkantet bålsted. Lyden af en kilde kaldte også på hvorfor stedet var så brugt af dem der kendte til det. Rent vand var altid ønskværdigt. "Jeg er bange for jeg ikke har det store i mad..." konstaterede han undskyldende, som han møjsommeligt fik tasken af og åbnet.

Amy havde været vant til hovedstaden, på godt og ondt. På mange måder skræmte Havnen hende derfor heller ikke, trods det faktum at hun var blevet voksen nu, med alt hvad det medførte. Dette burde havde været nok til at alarmklokker ville ringe. Amy bed sig let i læben og trak på skulderne. "Så må mørket vel være drevet på flugt?" det var lidt en udledning hun tog fra hans ord, men også at det var farligt. At det skulle være et ubehageligt sted at opholde sig. Det var nok til at ideen om at søge arbejde der blev mindre tiltrækkende. "Ville nok også selv foretrække Tusmørkely, hvis jeg kunne vælge." Eller medanien.. Alle tog desværre til medanien da hovedstaden lå for krig, og mange af dem var ikke kommet retur. Det betød dermed også at de fleste arbejdspladser ville være optaget.

Amy hankede op i sin taske, så den sad bedre på skulderen, og fjernede derefter en vild tot. Alt imens hun fulgte med Mitch, der banede vej til et område hun gik ud fra han måtte kende til. I hvert fald virkede han meget sikker i at følge den trappede sti. Hun smilede varmt og lod sin egen taske dumpe ned fra skulderen. "Det gør ikke noget, jeg har mad lige nu. Også nok til du kan få, hvis du er ved at løbe tør." det var ikke så længe siden hun havde fået fyldt sin ressurce. Nok havde hun ikke mange krystaller igen, men hun skulle nok finde en måde. Amy kiggede rundt i området, tog det ind, især lydende hun hørte. Rindende vand var en rar lyd for en rejsende.

"Så langt fra, desværre." Der var ingen følelse at høre i Mitch stemme som han talte udover måske en dyster alvor. Efter slaget ved Hovedstaden var størsteparten af mørkets hær godt nok forsvundet fra Krystallandets overflade, men det havde kun betydet at der var blevet plads til alle de skumle typer der hidtil havde holdt sig delvist i skindet. "Nogen blev efterladt for at holde udvalgte steder, men de er ikke længere det værste. Andre grupper er strømmet frem for at tage den position der virkede åben. Forhåbentlig bekæmper de hinanden først og ikke efter de forsøger at vippe balancen dybere mod mørket." Det var måske lyset der sad på tronen, men det havde ikke så meget kontrol over landet som det gav udtryk for.
"Det er hvor jeg er på vej hen. Vi kunne føles hvis du har lyst?" Ordene kom delvist bag på ham, men han mente dem. At tilbyde sit følgeskab var dog nyt for ham mere end noget andet i det sagte og han vidste dybt nede nok godt hvorfor. Den rødhårede tøs havde sneget sig ind og fået en betydning for ham hvor kort han ellers havde kendt hende. Lidt foruroligende, men nok mest at hun rejste sådan på egen hånd.

At få tasken af var en lettelse der fik Mitch til at stoppe kort op, lukke øjnene og trække vejret dybt ind. Hans magi rørte allerede på sig, men kunne ikke komme koncentreret til så længe han insisterede på at have sin opmærksomhed på andet. Som den unge kvinde han nær havde fløjet ned. "Det var desværre en af grundene til at jeg forsøgte at lande i den landsby..." Et lille skævt smil fulgte ordene, som han åbnede øjnene og fandt hendes blik. "Så tak og ja tak til tilbuddet." Han sænkede blikket til tasken og trak en flaske med grøn-gylden letskinnende væske frem og et krus som han fyldte halvt før han lagde flasken væk igen. Hans udtryk forstenede igen som han så på væsken og trak vejret dybt. "Hvis du ikke har noget imod det vil jeg se til mine skader i mens." Han brød sig ikke om at overlade frembringelsen af et måltid til en anden på den måde, men som skader var flest så ville hurtig healing være mere effektiv end hvis urenheder i sårene fik tid til at arbejde sig ind. Alligevel ventede han på hendes accept, før han flyttede sig til skrædderstilling, tømte kruset og faldt ind i sig selv.

Amy mærkede en vis uro vokse i maven ved tanken om hvordan mørket krøb frem alle vejne. Det var ikke nyt men det føltes forfærdelig tæt på. Amy havde ikke levet en fortryllende barndom og teenageårene var heller ikke rare altid, men hun havde alligevel håbet at hun ikke skulle opleve for mange krige i sit liv. Det var nemmest at være hende under lysets styre, selvom det for Guds skyld heller ikke var lutter lagkage. "Jeg ville nogle gange ønske at man bare kunne tage væk. Hoppe på det første og bedste skib ud af landet. Så slap vi for den evige magtkamp.. For en stund" Amy var ikke så naiv at tro der kun fandtes magtkamp her. Men tage væk lød fristende. Have caitlin under armen og udforske verden som for kun et år siden. Leve mere frygtløst og gøre hvad lunet tilbød. Men, naiv havde Amy aldrig været og hun vidste ønsket var direkte urealistisk. Det fik hende til at smile en smule sørgmodigt.
Det sørgmodigt gled væk og blev mere roligt og glad over hans tilbud. Det bragte de lidt ubehagelige tanker på afstand at tænke på at hun ikke skulle gå alene igennem skove, krat og landeveje. Hun lod sig ikke sådan bøje af vejtyve og banditter, men det var mere rart stænke på at have Mitch med. "det vil jeg gerne.. Tak" taknemmelig for tilbuddet og taknemmelig for at han ikke fandt hendes selskab belastnde, for så havde han aldrig tilbudt.

Det gjorde faktisk den tidligere episode med landbyboere der skød folk ned uden tøven. Han havde blot været efter mad, mad han ville betale for og benytte på sin rejse. Det gav en ubehagelig smag i munden, som Amy gemte væk bag et skævt smil. Amy begyndte at finde pakkerne frem fra tasken, som Mitch talte igen. "selvfølgelig" svarede hun med et smil, inden hun begyndte at pakke skinken ud af den brune indpakning. Den var ikke af bedst kvalitet, men det var stadig bedre end halvdøde frikadeller som indeholdte mere mel end kød. Tanken om at starte et bål strejfede hende lettere fraværende, som hun kiggede op fra sit arbejde, men et blik på de stadig sodne vinger fik hende på andre tanker. Den beslutning tilfaldte hun Mitch at tage når han vendte tilbage igen. Amy kiggede op fra sin udskæring af skinke lidt oftere end hun burde, men det var underligt og nyt at se nogen arbejde sin magi frem på denne måde. Helt stille og koncentreret. Amy lagde hovedet let på skrå - sådan skulle ingen af hendes evne aktiveres.

Mitch kunne mærke et nyt lille smil snige sig frem ved Amys utopiske fantasi hvor godt han end forstod den. Tanken var dog også værd at lege med. Tage ud og se hvad der var bag horisonten. Se om Krystallandet var det eneste land i verden eller om der gemte sig et andet hvor ingen havde vovet sig ud. "Og hvad forhindre dig i det?" Han kunne ikke lade være med at spørge. Så meget åbenlyst gjorde jo nok - som at ingen syntes at sejle så langt ud, men hvad hun valgte at svare var langt mere interessant for ham.

Han nikkede let ved hendes svar, skønt han ikke helt så nogen grund til at hun takkede ham for tilbudet. Værd at huske på dog og værd at anerkender. Amy var en anderledes sammensat pige og en han nød at lære at kende. Især fordi hun virkede til at have en vilje til at opnå noget og skjulte evne for, ja, det ville han jo nok finde ud af med tiden. Håbede han.

Væsken han drak styrkede hans koncentration og hans evne til at helbrede. Det var noget han normalvis kun brugte, når han var på de sidste dråber af kraft, men det hjalp ham til at trænge smerten tilbage og gøre hvad skulle gøres. Det efterlod ham også fraværende for omgivelserne og sårbar for angreb. En tilstand han brød sig alt andet end om, men som af en eller anden grund var mindre slem med Amy vimsende omkring ham.
Det var da også det og duften af mad, der til sidst kaldte ham tilbage og fik ham til at fokusere. Vingerne var stadig alt andet end kønne at se på, men som han spredte dem ud, dryssende afbrændte fejr omkring sig, var det uden smerte. Han havde helet vævet, musklerne og senerne, men fjerene måtte han gro ud på ny. Desværre. Det ville tage sin tid. "Du har pakket godt ser jeg."

Det var en drømmeverden at sidde i. Bare tage afsted og aldrig se sig tilbage. Nok var der stadig områder at udforske i Krystallandet, men det kom ned til den samme Dronning eller Mørkets tyran i sidste ende alligevel. Det var nærmest en lyserød verden væk herfra - men hun blev slået tilbage til virkeligheden ved et simpelt lille spørgsmål. Et spørgsmål der fik hende til at smile svagt og skævt. "Børnene.. De er nok hovedårsagen" svarede hun med et let skuldertræk. "Ikke at jeg ville indrømme det dengang! Det var altid enhver for sig selv - sådan er det på gaden.. Men.. Hvem skulle passe på dem hvis jeg rejste væk?" det var lidt et retorisk spørgsmål. Hun havde også mødt Caitlin, selvom Amy garenteret nemt kunne havde overtalt sin medeventyrlige veninde til at slå følge ud af denne verden, så var det ikke faldet hende ind. Amy mærkede en rolighed og lettende følelse over faktisk at indrømme hvordan det havde været. Caitlin vidste selvfølgelig en god del, om ikke andet kunne hun aflæse det - Men Amy havde overlevet på at være hård som en negl og være direkte ufølsom. Hvilket jo var løgn.

Efter noget tid, stragte Mitch vingerne ud og Amy fik travlt med at se ud som om hun ikke havde kigget op i tide og utide på hvad han præcis havde gjort. Områderne med manglende fjer var synlige, men ikke længere med synlig afskåret kød. Det hjalp. Forbrændtheden var også gået væk.
Amy smilede og så op fra skinken, inden hun bevægede sig videre ned i tasken efter brød. "Det er altid godt at være forberedt - Det kan godt blive varmet hvis du har lyst, men smager også ganske godt koldt."

"Børnene?" svaret havde tydeligvis overrasket Mitch og fik ham da også til at hæve et øjenbryn spørgende, som han lyttede til den videre forklaring uden helt at få afklaret hvem børnene var - eller hvis! Amy virkede måske moden af sin alder og hærdet af det liv hun havde levet, men derfra og til at tilføje børn - i flertal! - til ligningen var alligevel et stykke. Især efter måden hun havde reageret på hans første noget uheldige tilgang til hende.
Han betragtede hende da også ganske undersøgende som han fortsatte. "Men du forlod dem alligevel?" Det måtte hun jo for han havde ikke set børn i kroen eller rendende efter hende på vejen. Der var selvfølgelig mange måder de kunne være blevet skilt på som Krystallandet havde været kastet gennem kaos den sidste tid og endda enkelte nærmest gode.

Mitch gengældte let smilet, som han foldede vingerne bag sig og fjernede lidt af deres makabre syn fra Amy. Hun havde så evigt ret, men alligevel skete det for alle at de blev grebet af begivenhederne og manglede muligheden for at være forberedt på udfaldet. "Jeg tror koldt er fint for nu. Lugten af stegt kød..." Han skar en lille grimasse og lod den hænge der. Der ville nok gå et par dage og et solidt regnvejr før den lugt slap ham igen.
"Et bål til varme og lys ville dog nok være på sin plads." Han rejste sig langsomt for at give sig tiden til at holde balancen og strække musklerne der havde været fastholdt i ro og samme stilling længere end de fandt rart med lige den stilling. "Jeg ser om ikke der er efterladt brænde som der plejer."
Hvilket der var og nok til at få et bål i gang i den stenomkransede plads sat af til formålet.

Amy løftede blikket roligt for at svare "Gadebørnene" det var forhåbentlig nok til at han vidste det ikke var hendes børn. Sådan nogle havde hun heldigvis ikke erhvervet sig. En forfærdelig verden at sætte små børn ud i, og hvor ville hun ende for at kunne brødføde både sig selv og et barn. Ja, svaret var ikke særlig blomsterigt, men heldigvis havde det heller aldrig været nødvendigt.
Amy bed sig i læben og kiggede ned på sine hænder, som var travlt optaget med at skære videre. "Jeg sendte dem i til byvagterne - som sendte dem til Tywing skolen. Alle gadebørn som blev pågrebet ville ende der." det havde været dronnings ordre, for at kunne rydde gaderne en smule mere for kriminalitet og sikre at de kunne få en bedre fremtid end hun selv. "Så de kunne få en bedre fremtid end jeg"

Han behøvede ikke at sige mere. Amy nikkede forstående. Lugten af stegt kød var nok ikke nogen fornøjelig påmindelse at få efter turen med nedbrændt vingestykke.
"Okay" hun så efter ham, som han bevægede sig af sted. Mitch havde fået healet noget, men det var stadig tydeligt for hende at se, at han ikke var ved fulde fem endnu. Omend det blot var indtil han fik varmet musklerne og knoglerne op igen. Amy skubbede halvdelen over på en rug tallerken, og den anden halvdel over på den anden, hvorefter hun satte dem fra sig for at kigge ned i tasken efter optændingsværktøj.

Mitch kunne ikke lade være med smile let ved hendes svar. Det ene ord der så enkelt forklarede så meget og samtidig gav en ekstra vinkel til den unge kvinde. Hun havde tydeligvis før taget sig af andre og gjorde det med en ansvarsfølelse hun sikkert også der havde skjult. Han havde mødt nok børn af gaden til at kende deres stolthed og manglende tro på andres hensigter. Tillid og respekt var noget man gjorde sig fortjent til - som det havde været det i gruppen han havde rejst rundt med i årene før... ja før hans død.
"En bedre fremtid under alle omstændigheder - om den er bedre end din er jo op til jer hver især at bedømme." Han smilede til han og mente det. Amy var en af de piger han som han lærte hende at kende var mindre og mindre bekymret for om hun skulle klare sig. Viljen var der og resten var op til forsynet trods alt.

Et blussende bål og mad at dele gjorde stemningen lettere som mørket lukket sig omkring dem. Den kunne ellers nemt have ladet sig påvirke, men med lidt spørgsmål og opmærksomhed til det sagte lykkedes det Mitch at få Amy afslappet nok til at dele lidt historie om hendes eventyr med en veninde. Nogen han selv kunne bytte med et par af sine egne fra før han fik vinger og også et par fra efter.

//CLOSED