Liv var en underlig substans. Den blev skænket enhver skabning, men kun enkelte blev priviligeret med at beholde den til evig tid, såfremt skæbnen tillod denne handling. Et liv, som var mere værd end andres. Det havde hun lært. Hun var udødelig, skulle ikke mænge sig med den dødelige race. De ville aldrig nå hende. Ville aldrig leve så længe som hun. 50 år var en livsalder for dem, men et sekundt i elverens liv. Var det retfærdigt?
Alligevel var hun rejst. Rejst fra de andre elvere med den udødelige gave flydende i blodet. Klatret over den vagtbesatte barrierer, næsten uden problemer. Hans stemme hang stadig i luften, jagtede hendes tanker, dag og nat.
"Aa' Lasser en ll coia orn n' omenta gurtha" (May the leaves of your life tree never turn brown). De havde aldrig været tætte. De var vokset fra hinanden med forældrene forsvinden og afblomstring. Alligevel var sandheden at se i de grønne øjne, som blidt så mod hende hver gang hun lukke sine øjne. De grønne øjne omridset af det skinnende røde hår.
"Namaarie Gwador" (Goodbye Brother). Hendes egen stemme havde været så hæs. Nærmest visnet væk efter så mange uger drænet for kræfter. Hun havde set døden i øjnene. Budt den velkommen, men blev trukket tilbage. Vandrende mellem liv og død. Følelsen af at være i spøgelse iblandt levende traumatiserede hendes hverdag. Nægtede hende ro.

Med et sæt slog hun øjnene op og hev sig op. Hosten var ubærlig, næsten mere ulidelig end feberen. Rygterne strejfede, sandhederne blev blandet ind. Var hun forbandet, var det bivirkningerne af den døde tilstand hendes krop nåede at opleve? Eller var hun blot endnu et offer for Dæmonernes hævn. Med klagende muskler, skubbede hun sig op til træets stamme og lod de grønne øjne finde frem til den lavt klitrene, næsten døde ild. Hun var ikke sikker på længe hun holdte dette ud. Ithilwen havde set mange syge på sin vej, hjulpet og selv måtte lide samme skæbne. Kile havde tilsyneladende ikke opgivet sin kamp på at få hevet hende ned til sit rige.

Efter riget åbning og nærmest folk var begynde at gå i panik og var begyndt at blive syge, havde Jenko blot et sidst ønske han måtte gøre inden han selv ville blive syg og det værste gå hen og dø, fra byen prøvede han desperat at komme forbi de mange mennesker der var smittet uden selv at blive smittet, mange folk var så tæt på ved at rører ved ham men Jenko slap fra kontakten på direkte hud, det var virkelig et stort Chaos, men han var nød til at gøre denne ene ting, han fik smidt sig ud på landevejen som gik imod nord han vidste ikke hvor han skulle leder, men han ville gør et forsøg og til hans stor overraskelse fik han opnået det han ville.

Han så en kvinde sidde op af et tre med rødt hår et lille tilfreds smil kom frem på hans læber, men ide han kom tætter på personen så han hvem det var og hvad der nærmest skreg ud af hende, han løb alt hvad han kunne hen til hende og nærmest kastede sig på jorden foran hende, han ville gerne rører ved hende men han vil ikke smittes, han tog hans handsker på og placerede hans hånd på hendes kind " hey smukke Nae saian luume (It has been too long) " han tog en hurtig vurdering af hende og mærkede hendes varme pande, han kunne mærke det næsten igennem hansker at hun var alt for varm, han dækkede hendes arme og hænder til for at han kunne løfte hende op uden de fik kontakt med hinanden med huden " kom vi er nød til at finde nogen der kan lindre den temperatur du har ".

Forsigtig løftede han hende op i hans arme, hans blik vilde på hende " hey du dør ikke for jeg mener det " sagde han og begynde at gå imod byen men stoppede op ide han så en Folke mængde nærmest komme imod dem, han vende sig om og begynde at sætte tempoet op " Du skal nok klare den bare hold ud" sagde han.

han brugte sin vind magi til at få dem hurtigere væk fra mængden af mennesker, og hen til en lille hytte han gik ind i hytten i håb om ingen var der, og heldig var han hytten var forladt han placerede hende på sengen og gik med det samme hen for at hende en skål med kold vand, og tog en stof liggende klud med hvor han dyppede den i vandet og lagde den på hendes pande, " hvordan har du det "

Usammenhængende lyde plagede hende. Tunge øjenlåg og ubestemmelige skygger var rundt om hende. Ville hun overhovedet klare den til næste dag i denne kulde? Ithilwen havde ikke gennemtænkt at hun var taget væk fra byområdet i syg tilstand, hendes tanke havde været at mindske hvor mange hun kunne smitte som overhovedet muligt. Derfor var hun taget væk i håb om ikke at blive fundet, at ingen kom mod hende, men det var ikke lykkes. Hun hørte ikke hans fodtrin, ænsede med nød og næppe at noget satte sig foran hende, og talte med en genkendelig stemme, selvom alt var forvirrende og langt væk fra elveren dette øjeblik. "Du må ikke røre mig..." kom der snøvlet fra hende, stadig ikke helt opfattende hvem der sad der, eftersom hendes trætte øjne knap lystrede. Tungt løftede hun sin arm for at skubbe hans væk, selvom det var det svageste puff noget kunne præstere. "Du bli'r smittet..." hun kunne ikke mærke at han bar hanske, da den brændende fornemmelse hun havde overalt i kroppen hindrede hende i at mærke ret meget andet.

Svagt forsøgende med modstand, blev hun alligevel løftet op fra sit hvile ved træstammen. Som hun kom nærmere, begyndte hendes øjne at fokusere. Fokusere på et ansigt, som det ikke tog mange sekunder at genkende, mens hendes vejrtrækning blev mere ujævn som de bange anelser voksede. "Jenko?" hvad havde han gang i! At løfte på hende, selvom han med stor sandsynlighed havde taget sine forbehold, øgede risikoen for at han selv blev smittet! Alle disse tanker startede op at hun først begyndte at mærke en forandre som han satte i løb og hun mere eller mindre halvsov op af hans brystkasse.

Lette feberkramper og rystelser gik igennem kroppen på hende, og blev ikke mindre som hun blev lagt ned, tværtimod blev de mere synlige, selvom de ikke ændrede styrke. "Det kunne havde været bedre" kom der halvmumlende mens hun fik præsteret et svagt smil. "Du er vanvittig" hendes stemme var overraskende rolig og venlig, til trods for man godt kunne høre at hun var træt og hæs

Jenko kunne regne ud at hun ikke havde det godt han var ikke dum men han var nød til at få hende til at snakke, at holde hende vågen søger for hun hele tiden var i kontakt med ham, han satte sig på hug foran sengen hvor hun lå i, han skiftede det stof hun havde på panden flere gange for at holde hendes pande kold, og hendes temperatur nede " Da rystelsen skete og jeg så folk nærmest blive forandret, få folk døde hurtigere ind andre, der vidste jeg at jeg var nød til at vide om du var okay " sagde han lavt imens han kiggede på hende.

et blik der nærmest skreg af at have fysiks kontakt til hende, han vil gerne mærke hende hud men vidste han vil blive smittet hvis han gjorde det, men Jenko kunne ikke bare sidde her og vente, for så vil nok det værste ske og det vil han ikke acceptere. " jeg er nød til at gøre et eller andet ved din feber, bliv ved med at holde dig vågen jeg er nød til at gå ud og finde nogle urter ude i skoven, det tager ikke langtis så er jeg tilbage " sagde han bestemt hvor efter han rejste sig op, og lige inden han gik ud af aede han hendes kind, og gik ud af døren for at finde urter til at dæmpe hende feber med.

døren gik i og jenko var på vej ud for at finde nogle urter heldigvis vidste han hvor han skulle lede, og der gik heller ikke længe før han havde fundet den første urter han skulle bruge, og heller ikke den anden men de sidste urter var sværd at få fat i for de var et sted hvor en menneske mængde havde søgt hen, lige præcis på det samme grundlag som ham, så lige nu havde han to valg og det var at slå dem ihjel for at redde hende eller prøver at finde en anden vej, men lige nu betød hendes liv mest for ham og de smittede skulle alligevel dø, så slemt var det vil heller ikke.

Jenko slog tre af de smittede folk ihjel fik de sidste urter og vende så hurtigt han kunne tilbage til hytten hvor hun var, han åbnede døren og det første hans blik falde på var hende " er du okay" sagde han og med det samme gik han i gang med at blande de urter han havde med, og efter lidt tid var han klar han gik hen til hende fjernede stoffet fra hende pande og dyppede det i vandet igen og lagde på hende igen.
drik dette, men forsigtig " han gav hende koppen med det varme urte te, som vil hjælpe på hendes feber for nu. " Ithilwen jeg ved godt det er et dumt tidspunkt men du skal vide," sagde han kort og kiggede direkte på hende " du skal vide at selvom vi er to forskellige race kan jeg ikke lade være med at tænke på dig, jeg vil ikke kunne klare at miste dig du betyder mere ind du selv ved for mig ".

Ithilwen smilede svagt, som hun havde drejet hovedet for at kunne kigge på ham. "Samme her, bortset fra at jeg ikke vidste noget om pesten før det var for sent" Elverly havde lagt isoleret, og jo, hun vidste at noget var i gære siden Toorah havde valgt at spærre grænserne, men hun havde ikke forudset at det kunne gå så galt. "Hvordan vidste du at jeg var i live?" hun kunne ikke helt selv huske hvad der var foregået over det sidste lange stykke tid, andet end hun havde brugt afsindigt langt tid på at heale. Såret var væk, men det var imponerende nok stadigvæk ømt, mens arvævet nok aldrig ville forsvinde. Ikke engang med Thorns healing.

Som Jenko begyndte at gå mod døren, forsøgte hun at strække sin arm. Hun havde ikke lyst til at han gik, det ville ikke nytte noget alligevel. Som døren alligevel gik i, lod hun armen falde træt og forsøgte at udholde feberen som brændte igennem hende. Det endte med at hun krøllede sig sammen. Nok var hun brandvarm, men det ændrede ikke på hvor meget hun følte hun frøs. Så snart hendes hud begyndte at blive sort og dø, ville løbet være kørt. Hun havde set det ved andre ofre, forstået at det var hvad der ventede hende før eller siden, ligemeget hvor mange healende planter Jenko kom tilbage med.

de tunge øjenlåg var faldet i for blot et par sekunder, som den knirkende dør tvang hende til at åbne dem igen. Ithilwen fik ikke rigtig sagt noget, men mere indikerede med lyde at hun stadig var i live og til stede. Okay, var et vidt begreb for hende lige nu.
Meget besværet, og med muskler der skreg for at hun skulle blive liggende, fik hun sat sig selv lidt mere op for at tage imod koppen. Hun sstirrede længe ned på den, uden helt at kunne få sin hjerne til at signalere at hun skulle løfte den. Det endte med at hun til sidst opgav, og vente blikket tilbage på Jenko. Hun havde lyst til at undskylde, samtidigmed at hun skulle kapere hvad han sagde. "Lige nu er race nok ret irrelevant.." svarede hun, et forsøg på at være opløftende, men det kom ikke helt igennem. Hun lagde en hånd på hans behandskede, sørgede for at hun ikke smittede. Hun ville i hvert fald undgå det for alt i verden. "Undskyld.. Jeg er ked af du skal se mig sådan her.. jeg er ked af at der ikke er noget jeg kan gøre.. men jeg er glad for du fandt mig.. jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen" hun ønskede ikke at såre ham, hun ønskede virkelig ikke at han skulle lide, men tanken om at hun ville dø uden at havde set ham igen bare en eneste gang var næsten lige så ulidelig som at påføre ham smerte.

Jenko vidste ikke hvad han skulle svare på de første ting oh hørte det stort set heller ikke, for han havde travlt med at søger for at hun ikke døde, og på at holde hendes feber nede for han ville ikke miste hende han kiggede over på hende " jeg vidste ingenting om du var i live men vidste at jeg ville gør alt i min magt for at finde dig igen, du har rørt noget i mig og jeg vil altid hjælpe dig uden set hvad, jeg vil med glæde bytte med dig hvis jeg kunne " sagde han bestemt og hjalp hende med at drikke hendes te, " denne te vil hjælpe på feberen men det er ikke en kur, og en ting er sikkert jeg skal nok finde den kur til dig ".

Man ville kunne se på ham at han virkelig bekymrede sig for hende, et lille smil kom frem på hans læber da hun kommenterede det med race forskel, det sidste rystede han på hovedet af og sat sig helt hen til hende og kiggede hende i øjne " du skal aldrig undskylde overfor mig, og især ikke nu slet ikke nu og hey hvis jeg ikke skulle finde dig hvem skulle ellers så gøre det " jenko vidste slet ikke hvad han skulle gøre for at få hende rask men han vil gøre alt for at finde ud af det.

jeg ved godt dette lyder mærkeligt, men jeg er nød til at tjekke din hud for det jeg ved om denne pest er man bliver sort på huden når det er ved at være for sent, jeg ved desværre ikke hvordan du bliver rask, men håber det er okay jeg kigger på dig" sagde han og kiggede på hende afventende, han ville virkelig kunne hende det bedste og han forstod godt hvis hun ikke ville lade ham tjekke hendes krop, for det krævede at hun nærmest skulle vise sin bare hud til ham.

" hvis du ikke vil er det helt okay vil blot sikre mig at du er ikke er tæt på at smutte fra mig " sagde han bekymrende men afventede blot hendes svar. Jenko var stadig dækket med handsker, men tog dem kort af når han ikke rørte ved hende, for Jenko synes det var træls at have handsker på så blev ens hænder så fugtige.

Ithilwen lod sig hjælpe med den varme the, og sørgede for at drikke roligt nok til ikke at brænde sig i munden, ej heller hele vejen ned igennem halsen. Heldigvis var hun vant til at drikke varmt, så hun brændte sig ikke nær så nemt. Oven i det, var hun efterhånden så bedøvet af sin feber at hun næppe ville bemærke forskel. "Jeg tror ikke at der findes en kur" Ikke at hun havde forhørt sig voldsomt meget, andet end at høre rygter om at det var første straf fra dæmonerne. Det var nok egentlig meget forståeligt at de var vrede, men det gik over mange uskyldige.

"Det var der nok ikke nogen der havde" svarede hun ærligt og fik smilt ganske let igennem trætheden. Ithilwen blinkede et par gange, inden hun nikkede ganske roligt.
Det var ikke fordi hun umildbart havde tjekket sig selv igennem, men det havde i hvert fald ikke været voldsomt iøjefaldende hvis der var noget.
Hun tog en dyb indåndingen, og forsøgte at afholde sig selv fra at slumre hen i søvn. Hun var ikke ligefrem nervøs, eller specielt forskrækket over at Jenko skulle tjekke hende. Mest af alt fordi hun var vokset op med at nøgenhed var ganske naturligt og ikke noget hun behøvede at gemme væk.

"Jenko?" spurgte hun stille ikke ret langt tid efter at lag var begyndt at blive fjernet for at hendes hud kunne tjekkes. Hvad gjorde de hvis hun var langt henne i processen. Hvor langt tid havde man igen når først man var blevet smittet? Der var så mange ting at tænke på, selvom Wens tanker mere eller mindre var i tomgang.

Jenko havde fået taget hans handsker på igen ide han fik lov til at undersøge hende, og lag for lag kiggede han på hendes krop og var mere ind grundig, men mest af alt var han nervøs for at finde noget han ikke ville synes om på hende, at miste hende vil være det værste der kunne ske for ham, og da ordrene "jeg tror ikke der findes en kur " blev sagt kiggede han på hende men øjne der nærmest vil græde men dog ikke vidste nogen form for tår " du må ikke sige der en kur findes, det skal der gør for jeg har ikke tænkt mig at lade dig dø uden kamp " Jenko var besat på at finde ud af om der var en kur men han kunne heller ikke bare efterlade hende her, så han var lidt presset men viste det ikke på nogen måde for hun havde nok at bekymre sig om.

Da Jenko var færdig med at undersøge hendes krop hjalp han hende i tøjet igen og heldigvis havde han ikke fundet noget men det kunne komme lige så hurtigt som hun fik tøj på, den te hun fik burde give hende lidt mere tid men det vidste han heller ikke noget om, men gik blot ud fra den gjorde da den ligesom plejede ved normale mennesker der havde feber, hvert sekund der gik tænkte han på om han skulle gå ud og se om han kunne finde svar, men blev stoppet af tanken hver gang han kiggede på hende.

Natten var begyndt at falde på og Jenko begynde at pakke hende ind i så mange tæpper som muligt ide hun nævnte hans navn satte han sig p hg ned foran hende" hvad så " at hun snakkede og var vågen var det der var vægtigst lige nu og bare det hun snakkede til ham måtte da betyde hun ikke var helt død endnu, hvis bare han kunne finde ud af hvad der kunne gør hun blev rask så ville han ofre sit liv for at redde hendes.

" lov mig du ikke falder i søvn, du må ikke sove " gentog han mange gange til hende for at hun skulle forstå det, han aede hende blidt på kinden, og ventede blot på hvad hun ville sige til ham.

Ithilwen tog en dyb indånding og slappede så vidt muligt af i kroppen, for ikke at forstyrre på nogen måde. Desuden var hun også alt for træt til at give sig til at vende og dreje sig. hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, hun havde ikke lyst til at give op, men det virkede så nemt og ligetil lige nu. Hun var træt, havde det forfærdeligt og ville egentlig bare gerne at det hele gik væk. Og den eneste mulige måde hun vidste det kunne ske på, var at hun lod sin krop give op.

"Jeg er træt.." hun vidste godt at han forsøgte at holde hende vågen, men hendes øjenlåg blev ved med at falde i, tungere og tungere.
"Jeg lover at vågne igen" hun skulle nok vågne igen! Hun havde i hvert fald planer om det. Det var svært at sidde i en situation hvor man intet kunne gøre. Ithilwen var vant til altid at kunne gøre et eller andet, som første gang de mødte hinanden. De trætte blide øjne fortsatte med at hvile på ham, stadig med liv til trods for hendes tilstand. Når først øjnene døde ud var det forsent. Så meget vidte hun i forhold til sine egne forældre. I hvert fald hendes far. Nok tog det en elver lang tid at dø, men det var ikke umuligt.

Jenko var virkelig på dybt vand han ville så gerne hjælpe hende, men det var så svært når han ikke havde noget der kunne hjælpe hende, han lyttede til de svage ord hun kom med engang imellem ordet "træt" var ikke noget han kunne lide at høre for selvom hun lovede at vågne igen kunne han ikke regne med det når sygdommen først tog over. " HEY Ithilwen du må ikke sove, jeg ved godt du er træt men det går ikke hvis du lukker øjne, så jeg ikke sikker på at du åbner dem igen, du er simpelthen nød til at holde dig vågen" sagde han og prøvede at få liv i hende.

" drik noget mere te søde " der var ikke meget mere Jenko kunne gøre, han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre, og det var lige før han selv tænkte den samme vej som hende, hvis hun døde fra ham vil han rører hende med hans hud, selvom det vil smitte ham, Jenko tog handsker af langsomt og det føles næsten som timer bare for at tage handskerne af, han lagde dem roligt over på bordet hvor efter han igen drejede fokusset på hende.

Jenko satte ned ved hendes side og kiggede på hende " hey kan du huske den første gang vi mødes, for det kan jeg du hjalp mig fra nogle ubehagelige typer fordi jeg havde drukket mig for fuld, og er du godt klar over efter den dag, har jeg ikke kunne stoppe med at tænke på dig jeg er faktisk også holdt op med at drikke efter jeg møde dig, du er virkelig vigtig for mig så at miste dig ville ikke gavne nogen eller noget " sagde han og holde en pause inden han forsatte " dit smil dit røde hår, det er virkelig noget jeg kan huske " sagde han og hvis hun kiggede på ham vil hun kunne se hvordan hans blå øjne blev utrolig blå, næsten som om når han tænkte på hende var han et helt menneske.

" men hey du må ikke sove " sagde han igen for han ville have hun vidste at hun ikke måtte lukke øjne i, hvad skal jeg gøre lød sætningerne oppe i hans hoved.

Ithilwen følte sig fuldstændig hjælpeløs. Hun hadede det inderligt, men der virkelig intet hun kunne gøre, andet end at forsøge at gøre hvad Jenko bad hende om. Nemlig at holde sig vågen trods svimmelheden forsøgte at give hende helt andre ordre. Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle overholde at holde sig vågen, men hun ville gøre et ærligt forsøg.

Wen løftede koppen på ny og drak noget mere af dens indhold på opfordringen. Hendes tanker holdte sig også der, hvilket resulterede i at hun ikke opdagede at Jenko tog handskerne af igen. Noget hun stærkt ville havde modsat sig at han gjorde, for det udvidede risikoen for at han blev smittet.

Ithilwen smilte til hans ord, omend det var et svagt smil, var det et ægte et. "Jeg husker, at jeg var meget i forvirring med mig selv over hvorvidt jeg overhovedet skulle blande mig. Mennesker og elvere, jeg vidste godt det normalt ikke var noget man gjorde. Men jeg er glad for jeg gjorde det. Jeg er glad for at havde kunne hjælpe dig, ligesom du hjalp mig med at indse at selvom jeg ikke vidste hvem jeg var dengang, kunne jeg umuligt være ond og grusom som der var forsøgt bildt mig ind.." hun huskede tydeligt den aften og nat. Det havde været underligt, og dog alligevel vigtigt. Var det ikke sket, hvem vidste så hvor i verden de to ville stå? Højt sandsynligt ikke det samme sted.

Elveren løftede hovedet med et sæt ved hans ord. Hun var begyndt at nikke igen, efter at øjenlågene havde klappet sig i for blot et par sekunder. Hun var sikker på at hun var blundet hen i et par sekunder, men heller ikke mere end det. "Jeg prøver.." kom der let mumlende fra hende som hun rystede lidt liv tilbage i sig. "Jeg har hørt rygter om en kur for det her... men jeg ved ikke om det er sandt.." pesten gjorde også at man ikke altid tænkte lige hurtigt. Hun havde vitterligt troet at hun intet anede om en kur, men hun huskede nu at samtalerne var gået på kroer, i byer og i gyderne rundt om i Krystallandet. Hovedstaden havde emmervæk været ramt en anelse tid efterhånden.

alle disse ord alle disse bekymringer som fløj af sted oppe i hovedet på ham, hun var virkelig en vigtig del af ham som sagt hvor mund de havde været hvis hun ikke havde hjulpet ham og ham omvendt, han lyttede til hendes ord men kunne godt se tiden ikke var med dem, og han kunne se hvordan hendes øjne begynde at blive tungere og tungere jo mere tid der gik, men Jenko var virkelig på bar bund hvad der angik at gøre det rigtige, det var dog indtil hun nævnte noget med en kur " hey hey vent lidt hvad sagde du? sagde du noget med en kur hvilken kur? " sagde han meget vaks, at redde hendes liv vil betyder alt for ham.

Jenko var opsat på at dø for denne elver, og man skulle næste tro at hun var hans mage dog vel vidne om hun ikke var desværre, men opsat på at hjælpe hende var han og mere ind nogensinde, men vidste han bare hvad der skulle til for at hun ville få det bedre så ville han gør det, han vil gå igennem ild og vand for denne elver, og han vil til hver en tid lade hans liv gå til at hun kunne forblive.

Jenko kiggede bekymret på hende" jeg ved virkelig ikke hvor langtid du har igen søde, og vil virkelig ikke miste dig uden at have fortalt dig mine følelser for dig, du skal vide du betyder utrolig meget for mig du har rørt mit sind på en måde ingen anden har, og ja ved godt vi nærmest kunne lige har mødt hinanden men du gør virkelig at jeg har nemmere ved at se tingene som de er, at få kontrol og at styre min lyst, og hvis du dør for mig ved jeg at jeg ligeså god kan komme med dig til det sted du skal hen. " det var de sidste ord hans sagde.

Jenko rykkede sig utroligt tæt på hendes hoved for at se hende i øjne, og deres læber var kun få centimeter fra hinanden.

Ithilwen var blundet hen, blot et sekundt eller to. Lige efter hun havde nævnt kuren var hendes øjne faldet i, men hurtigt tvunget oppen igen ved lyden af Jenko's stemme. Kur. Nå ja, noget med en kur. "Isari præsterne i hovedstaden.. Nogen af dem var splittede. Jeg overhørte dem snakke om at det her ikke var en almindelig sygdom.. Noget med en forbandelse.." hun forsøgte at huske det hele, og genfortælle det satte brikkerne i gang i hjernen. Hvis bare hun fortalte alt, måtte hun for guds skyld også kunne huske hvilket blod det var der var tale om.
"Men det er gjort forbudt.. Det siges at være dæmonernes straf for at de blev indespærret og kun folk med dæmonblod overlever." lyset gik op for hende ved slutningen af sætningen, men det bragte ikke nogen glæde ind i hendes øjne. tvært imod. "Dæmonblod.. det vil være kuren.." Det var ikke ligefrem nemt at få fat i! Tvært imod. Ithilwen var heller ikke sikker på om det var en tur man kom levende fra, at forsøge at høste en dæmon fra sit eget blod.

Elveren løftede sine øjenlåg mere op, selvom det var hårdere end man skulle tro. De var så tunge og trætte, men hun ville høre hvad han sagde.
At Jenko rykkede tættere på hende, sat forskellige ting i gang i hende. Det var ikke fordi hun havde noget imod hans nærvær, tvært imod, men hun vidste præcis hvad konsekvensen var, skulle han komme til at røre hende.
Svagt havde hun løftet hånden, kort øjebliks forglemmelse over at hun ikke måtte røre, men stoppede den i tide fra at røre hans kind, og lod hånden falde ned og ligge på brystkassen, udenpå tøjet, stadig meget svagt at forsøge at få ham til ikke at dumme sig uden selv at være grunden til at han blev smittet. Så igen, i Ithilwens verden ville det nok altid være hendes skyld at han blev smittet, ligemeget om hun rørte eller han gjorde. "Der er ingen grund til at vi begge dør." svarede hun svagt, næsten som en hvisken. Hun kunne mærke hans varme åndedrag ramme hendes læber, mens hun kiggede ind i de blå øjne. Hun ønskede at han skulle leve, hvorfor skulle hun dog ønske andet.

/afsluttet