Sted :: Værtshuset "Den gyldne lygte"
Tid :: Sent hen på aftenen, solen er lige gået ned
Omgivelser :: Øde udenfor værtshuset, indenfor er der en anelse mere liv, men stemningen er trykket.
Vejr :: Skyfrit, stjernerne er så småt begyndt at komme frem.

Sidst han havde været i "Live", havde han elsket at sidde på den gyldne lygte, der havde altid været fyldt med folk, hvoraf mange af stamkunderne havde vidst at han var en dæmon, men ikke havde dømt ham for hvem han var, men havde i stedet set ham som en del af den snuskede familie der havde holdt til på værtshuset, men det var omkring 72 år siden, selv de mennesker der levede længst, var for længst borte og begravet.
Han havde prøvet det før, det med at falde hen i et halvt eller helt århundrede af gangen, for så at vågne op til en verden der var noget forandre i forhold til hvad han havde kunne huske. Denne gang var dog væsentligt anderledes fra de sidste 2000 år, Kzar Mora var igen åbent og en sygdom som intet han havde kunne huske fra hans levetid hærgede, specielt blandt de mere fattige, ligesom dem der boede i hans område nede omkring havnen. Nassir gøs ved tanken om Kzar Mora og tog en voldsom slurk af kruset der stod foran ham på bardisken. Han var fuld, meget fuld, det var den eneste måde han kendte til at gemme hans sorger af vejen på, når kreativiteten udeblev og frygte havde taget dens plads.
De første par dage havde an bare siddet blandt statuer, buster og figurer og ventet på at en dæmon fra en fjern fortid havde væltet ind gennem døren og dræbt ham på stedet, i søgen efter hævn over hans indblanding i forseglingen af dæmonernes rige. Da intet skete og hans arme skal skreg på føde, havde han været nød til at bevæge sig udenfor, syntes havde været grotesk, men et eller andet sted ikke uventet, døde lå i stakkevis rundt om i gaderne og en fæl stank af råd bredte sig som en tåge i luften. De mennesker der endnu ikke var ramt, eller på mirakuløs vis havde rystet sygdommen af sig, kæmpede i området omkring Nassirs værksted om den sparsommelige mængde mad der var tilbage at finde, misundelse på selv det mindste var enormt, normalt noget han havde ville fryde sig ved, men i dether sammenhæng var det intet mindre end uhyggeligt at se på hvad mennesker ville gøre ved hinanden for at komme afsted med noget der ikke var deres, de af byens vagter der var at finde rundt omkring var ikke meget bedre, de ville også gå til utroligt store længder for at brødføde sig-selv og ikke mindst deres familier.
Endelig havde Nassir fundet vej til "Den gyldne Lygte", her var af uransagelige årsager en anelse mere fredeligt end der var i resten af byen, nok mest fordi det var en af de sidste dyrebare vandhuller der stadig holdt åbent til trods for sygdommen.

Nassirs pjaltede grå tøj, var dækket i små pletter fra de mange krus med mjød han efterhånden havde været igennem, de bøgebladsgrønne øjne var slørede og råde efter gentagende gange at have siddet og hulket, det eneste der stadig var pænt på ham, var det midnatssorte hår der blankt lå ned af hovedet på ham, som om han ikke lavede andet end at børste og pleje det. Det var en mystisk kombination og hulkeriet havde nok tiltrukket en del mere opmærksomhed, hvis det ikke var fordi der var andre der også sad og gjorde det. Sygdommen havde splittet familier fra hinanden og den eneste trøst der var at finde for mange, var det samme som for Nassir, ved at flygte ind i en flaske, eller ned i et krus som det nu var ved ham.
Døren til værtshuset åbnede og en lyshåret pige med lyseblå øjne kom ind, øjnene var tomme og uden liv og man fik en kold fornemmelse af at se på hende, hun var ikke smuk, men der var alligevel noget ved hende, en anden form for skønhed end fysisk. Kvinde kiggede rundt i rummet og fandt Nassir med øjnene. Uden at sige noget satte hun sig ved siden af Nassir og kiggede tomt ud i luften foran dem begge. Han vidste godt hvorfor hun var der, også selvom hun ikke sagde noget til ham, hun sagde jo aldrig noget til noget, hvilket havde gjort at han havde valgt hende som tjener. Roligt fandt han en krystal frem og lagde den forsigtigt på disken, "Mad og drikke til Elisa", hans stemme var sløret og næsten uforståelig, men bartenderen tog krystallen op, kiggede mistroisk på den og forsvandt ud bag en dør, for kort efter at dukke op med nogen skiver brød, lidt kød og en krus med svag lys øl. Elisa satte, med det samme, tænderne i maden, men det var stadig som om at al lyd forsvandt når hun gjorde det. Nassir betragtede hende med et sløret blik og mumlede "Jeg er glad for at se dig". Der kom ikke engang en reaktion fra hende, hun spiste bare færdig, rejste sig brat op og gik lige så hurtigt som hun var dukket op. Nassir kiggede efter hende i et øjeblik, inden han løftede kruset op til munden igen drak endnu en stor slurk.

En lille pyt af savl havde samlet sig på bardisken, hvor hans hoved hvilede. Tre store ølkrus stod foran ham, alle tre tomme, foruden dem der stadig stod der havde der været en hel del andre, som stille og roligt var blevet fjernet af bartenderen. Han var den sidste der sad der på værtshuset, alle andre var gået hjem efter et slagsmål var opstået som følge af at Nassir havde påvirket to mænd, der åbenlyst sad og solgte dæmonblod til alt for høje priser. Det resulterende slagsmål mellem de ro mænd der beskyldte hinanden for alt mellem himmel og jord, havde været så voldsomt at 4 af byens vagter havde været nød til at skille dem ad og slæbe dem væk, for at andre ikke skulle havne i krydsilden. Som sådan havde Nassir intet problem overhoved med at de solgte blodet til en pris der var helt vanvittig, hvad han ikke kunne lade sidde overhørrigt, var hvor mange dæmoner der havde ladet livet rundt omkring og hvor lidt de agtede dem. Nok var dæmonerne nu om stunder ikke der samme som han selv mente han havde været for bare et par tusinde år siden, men de var trods alt hans folk, så stregen i sandet var nød til at blive trukket et sted. At han så også var voldsomt beruset, havde nok heller ikke talt til forbrydernes fordel.
Bartenderen hamrede en behåret næve ned i bordet foran Nassir, "Hey betal din regning og skrub af, der er ikke andre end dig og du har sovet i en time". Nassir fandt en pose med krystaller frem fra hans bælte og tømte den ud på bordet, der var mere end nok til at betale for regningen for både hamselv og formentligt alle dem der havde været på værtshuset hele aftenen, han viftede irriteret med hånden, "Hent mig noget der er stærkere end dether" , han daskede til det ene af krusene hvor der var et enkelt skvulp tilbage, "Og behold endelig resten af krystallerne, det er ikke som om jeg selv kommer til at have meget glæde af dem". Bartenderen snøftede irriteret og tog kun en meget lille smule af krystallerne inden han skubbede resten ned i posen igen og gav den tilbage til Nassir "Du kan få et krus til og så er du også på vej". Nassir kiggede op på bartenderen med en muggen mine, men lod i første omgang være med at sige noget, før bartenderen var kommet tilbage igen med hans krus.

Nassir kiggede bartenderen i øjnene mens han tog en slurk fra kruset. Bartenderen stod foran ham med armene over kors og ventede på han blev færdig. Nassir blev irriteret igen, "Hør her dit fede skrummel, jeg har jo lige tilbudt dig at betale en formue for at blive siddende, lad mig i det mindste drikke i fred!". Bartenderen rystede på hovedet og fik en lige så irriteret mine, men vendte rundt på hælen og begyndte at gøre bordene rundt om rene, for at være klar til at lukke stedet så snart Nassir havde bestemt sig for at gå. Nassir mukkede videre og nippede til hans krus, for bare at være ekstra på tværs. Selvom han ikke ville være ved det savnede han noget sleskab, det var stort set ligemeget hvad, så længe det bare var nogen der ikke var Elisa, eller bartenderen.

Hmm... guess it was'nt meant to be.