Sted:: Nassirs Worksshop nær havnen
Tid:: Tidlig morgen
Vejr:: Solen er stået op og det er allerede meget varmt
Omgivelser:: Nassirs Workshop, udenfor står der en en række hvide marmor sten, de handlende skændes allerede voldsomt udenfor, som om en usynlig kraft får dem til at hungre efter hvad de ikke kan få.

Nassir satte sig op med et ryk, hun var faldet i søvn midt mellem en satyr der spillede på dobbeltfløjte og en grif der kæmpede med en basilisk, begge var så livagtige at man bare ventede på at en af dem kom til live og en kamp på liv og død foregik til munter musik fra en dansende satyr. Træt rejste hun sig op og kiggede rundt i rummet, hendes spejlbillede kiggede tilbage på hende, hendes normalt tusmørke sorte hår var hvidt at støv fra marmor, men de gennemtrængende grønne øjne stirrede som altid kvikt tilbage. Tøjet var laset og pjaltet, hendes kjole, der efterhånden nærmere var en nederdel, var næsten gennemsigtig af slid og den ene skulderstrop var forsvundet så pjalterne hang faretruende ned af hendes side. Nassir rullede med øjnene og bevægede sig over i et hjørne af rummet, hvor noget grumset vand og begyndte at vaske sig, det kulsorte hår blev igen sort og ansigtet blev igen synligt under støvet. Den nuværende skald var ikke smuk, men ganske ordinær, det eneste smukke ved hende var de lysende grønne øjne og håret. Ikke at det var noget der påvirkede Nassir, skønhed var mange ting og det ydre var kun en af de mange forskellige måder der kunne træde i kraft på. Gabende strakte hun sig og lod kjolen falde til gulvet og vaskede det sidste af kroppen, inden hun tog en ny kjole på der så knapt så hærget ud. Med endnu et gab gik hun over til et tæppe der lå på gulvet og rykkede det, så en lem kom til syne. Hun greb resolut fat i en kæp ved siden af et lille bord og åbnede lemmen i gulvet en mand kiggede forvildet op og prøvede at skrige, men bindet for munden gjorde det til en stum halvkvalt lyd, "Årh hold kæft, det er for tideligt detder", Nassir knaldede ham en på låget så han gik ud som et lys, derefter tog hun bindet fra hans mund og tøjringerne fra hans arme, så de var frie. Nassir satte sig derefter i en stol på i den anden side af det lille kælderrum og sukkede lavt.
hendes krop begyndte at ryste voldsomt, som om hun fik et anfald, øjnene rullede tilbage i hovedet på hende, så det hvide kom til syne. Blå orme gled igennem det hvide af øjnene og ud af munden kravlede en blå orm på tykkelse med en arm, den sneg sig ned af brystet på kvinden og gled henover gulvet, den var lydløs undtagen når den kom med en hvæsende sluprende lyd. Den smøg sig op ad benet på manden og op under hans pjaltede overbeklædning, indtil den nåede mandens mundvig. munden havde lukket sig automatisk efter at manden havde fået et slag i hovedet. Ormen kæmpede sig ind i munden på manden som vågnede da den allerede var langt inde i munden på ham, han forsøgte at skrige og greb fat i ormen, men faldt bagover på stolen. Han vred sig i smerte og forsøgte igen at skrige, mens han med begge hænder forsøgte at trække ormen ud af munden, men det var for sent og han var ikke stærk nok, forsigtigt, men sikkert kom ormen længere og længere ind, indtil han slapt gav slip og lod armene falde til jorden. Hans hals og ansigt bølgede der hvor ormen bevægede sig, men med et stoppede det og kunturene af ormen forsvandt.

Få øjeblikke efter slog manden øjnene op, hans røde hår var blevet sort og det blå øjne var blevet grønne som bladende på et bøgetræ om sommeren. Nassir rejste sig møgsommeligt, denher skald var der altid problemer med, en ville bare ikke overgive sig og kæmpede altid imod, selvom resultatet i flere uger havde været det samme. Den kvindelige skald var noget nyere og havde overgivet sig fuldstændigt til et liv som en parasits slave, mest fordi hun da i det mindste fik mad hver dag og i nogen tilfælde enda havde fået lov til at komme ud af hullet for ar løbe erinder for Nassir.
Nassir strakte kroppen igen og smaskede træt og sultent, han havde også valgt at holde kvinden fordi hendes hænder var mere rafinerede og bedre egnede til at lave fine detaljer på nogen af skulpturene. Men manden var hans normale udseende for nu, indtil han vel at mærke løb tør for livsernergi og blev til en livløs dukke.
Nassir lukkede lemmen efter at have stillet noget mad frem til kvinden, derefter trak han tæppet henover lemmen igen så eventuelle kunder der kom ind ikke ville se den. På et eller anden tidspunkt ville kvinden vågne, spise og derefter kravle ud af hullet og fortsætte med hendes daglige pligter, det var kun manden som Nassir behøvede at låse inde, han havde en irriterende tendens til at prøve at flygte. Nassir vaskede også mandens ansigt, så spor efter snot og gråd ikke længere var til at se. Han greb en skive brød mens han spændte et bælte med alle hans redskaber fast om livet og kørte en hånd gennem håret så det kælent lagde sig ned, som om der hele tiden var vand i det.

Vi er åben for bestillinger!, Nassir triumferede mens han trak i en snor, det halve af facaden på værkstedet åbnede sig ud mod gaden så folk kunne kigge ind i værkstedet. Det summede allerede udenfor af handlende og som altid var det et tilløbsstykke når Nassirs værksted åbnede. Henover natten skete der altid det mest fantastiske med hans figurer og skulpture, de gik fra at være flotte om til decideret at blive fenomenale. Det handlede mest om specielle teknikker som Nassir havde lært sig gennem et meget langt liv, teknikker som han værnede om med livet. Han skubbede et bord med små figurer af helte og ridder ud på gaden, børn fra hele området stod allerede parate til at se hvad det var der var blevet lavet i løbet af natten og det lød et kollektivt NØØØØJ! da han viste dem frem, en ekstremt livagtigt kopi af en Onyxdrage i sort marmor var den mest populære.
Nassir satte sig på en stol og smed benene op på et bord ved siden af hans arbejdsbog, på et lille skilt stod der Bestillinger her.... 50% forskud... ikke til forhandling!. Ballade fra den anden side af gaden blev kun større og større som folk i ren misundelighed på hinanden begyndte at skændes indbyrdes, selv børnene der havde haft råd til at købe en figur dagen før, kunne næsten ikke have dem i fred, for andre misundelige børn. Alt i alt var det endnu en skøn dag i Nassirs personlige paradis.

Rubinien.
En ørken, sandbunke efter sandbunke. Hvorfor at liv, valgte at befinde sig her ude, fra den kvindelige dæmon et under. Hvorfor hun havde bevæget sig ud i denne stinkende varme, var hende endnu et under. Men hvisken omkring en ny skikkelse, og de mest fantastiske skulpturer, havde draget hendes nysgerrighed så langt, at hun var sadlet op og begyndt sin rejse imod det ukendelige. En verden hun endnu ikke havde stiftet sig med, men den varme, varmen kunne hun dog nok være foruden.
Vandflasken som var blevet hægtet fast på sadeltasken, blev hurtigt fisket op og sat imod de fyldige læber. Øjnene gled i, over den umiddelbare nydelse, som prægede hendes stakkels halsrør. Tør, næsten lige så tør som det sand hendes stakkels Isra red igennem, den ældre hingst havde måske ikke være det bedste valg at tage med ud, på ørken vandring. Men hun havde aldrig brudt sig om kameler, så da tørsten var slukket hos den ældre dæmonien. Klappede hun den støvbelagte sorte hals, i et lille trøstende forsøg på at forklare den, at de nok snart ville finde et sted, hvor de også kunne få slukket sin tørst.

Og ret havde hun heldigvis, da hun endelig red ind i handelsby. Det var en skøn følelse, endelig at være i blandt civilisationen igen. Hendes næse, kunne dog straks dufte det saltevand, der kun kunne betyde at de var nær havet. Hun kunne måske have valgt at tage et sejlskib her til, men efter hendes sidste rejse på havet. Måtte hun indrømme, at en rejse over land havde været mere lokkende for den gammel pirat kaptajn.
Hun sadlede af hesten, og begyndte hun i et raskt tempo, at finde hen til en kro der måske kunne hjælpe hende med husning af dyret. Måske efter et kvarters gå gang, og lidt hjælp fra lokal befolkningen, befandt hun sig i en stald hvor den dejlige duft af friskt halm var der til at byde hende og Iras velkommen. Hesten blev sat i bås, sadlet af, børstet, fodret og vandet. Inden at den høje kvindelige skikkelse fandt sin vej ind i kroen, da dørene blev slået op, fra det ikke en unaturlig ting for dødssynde at de fleste blikke blev vendt hendes vej. Ikke at hun skulle påstå at hun havde noget imod det, da smilet bredte sig lystigt hen over læberne. Stakkels uvidende mennesker, der var så lette at fordreje hovederne på, lod til at glemme hvad det var de havde gang i. Da den vel proportioneret krop elegant fandt sin vej hen til krofætteren, der stod og tørrede et krus af i et fedtet håndklæde. Pungen var allerede fisket frem fra hendes sorte kåbe, hvis hætte var slået ned fra det opsatte ravne sorte hår. Et jadestykke blev kastet hen over disken, hvor at den middel aldrende herre greb det, inden det faldt på gulvet. ,,Jeg har min hest til opstaldning, jeg betaler mere når jeg kommer tilbage velvidende om vi begge bliver natten over.’’ manden, med askeblondt hår, kroget næse, samt gennemborende blå øjne nikkede blot og smed krystallen ned i hans egen pung, hvor efter han brummede et næsten utydeligt, er der andet jeg kan hjælpe dem med?
,,Du kan fortælle mig, hvor jeg finder Nassir’’

Endnu tyve minutters gang, og hun befandt sig endelig sit endelig mål. Skulptørens shop, med et interesseret blik. Dog blev det kort hævet væk fra skiltet med, bestillinger tages her, imod turmultet af byens beboer der skændes over noget hun ikke helt kunne fange. Måske var grunden også at hun simpelthen var fuldstændig ligeglad, de lange ben blev derfor målrettet sat hen imod manden som sad ved skiltet. Men det var først da hun havde stået der i nogle sekunder og betragtet de genstande som var sat frem, inden hun begyndte at tale;
,,Så jeg for måder, at de er den berygtede Nassir jeg har hørt så meget om?’’

Nassir sov og en lille dråbe af savl gled kælent ned ad kinden på ham, inden han var faldet i søvn var der opstået et større håndgæng da en af de handlenede kvinder beskyldte en anden for at være en heks, der havde stjålet hendes og andres skønhed. To butikker var blevet raseret af den vrede hob, der henholdvis bestod af de anklagende kvinder og handelskvinden med hendes venner og familie. lidt derfra var folk stadig igang med at slukke branden der som følge var opstået i et bageri og byens vagter stod med bitre miner og forsøgte at tale folk til ro, mens de med store armbevægelser forsøgte at dirigere oprydningen. Dagen før havde en mand brækket armen og dagen før det havde Nassir selv kastet sig ind i en af slåskampene da en af hans skulpture, var blevet et uskyldigt offer for cambolage vedrørende nogen der mente at nogen andre havde kigget forkert på deres koner. Skulpturen af lysets dronning med en brækket næse og et hul i venstre øre var pakket væk under et stykke sejl, for ikke at provokere folk der ikke kendte til grunden.
Stort set sammen dag som Nassir ahvde fundet denne nye vært, havde han drukket sig fra sans og samling på den lokale krog der lå godt 20 minutters sløv gang fra hans værksted og godt 45 når man snublende gik tilbage igen engang ud på de små timer. Nassir havde betalt kroværten for at fortælle vidt og bredt når folk kom, om hans skulpture, for hvad var meget bedre reklame end en krofatter der snakkede med hundredevis af forskellige handlende i løbet af en almindelig arbejdsdag.

Nassir vågnede med et sæt da det var en kvindesatemme der snakkede til ham, han fik fødderne ned fra bordet og missede med øjnene mod solen, *Hvad fanden mon klokken er?*, han vendte blikket mod kvinden og svarede med et ræveagtigt smil på læberne "Det hedder formode" . Han kiggede nærgående på kvinden, der var noget bekendt over hende, ikke som person, men udstråling, noget som han ikke helt kunne sætte fingeren på, ikke før han kort kiggede forbi hende på den gruppe af mænd der stod og savlede, *arhh nu ved jeg hvad du er. Nassir rejste sig helt og bukkede ærbodigt for hans nye kunde, "Zili Un Bhenzar Nassir, til tjeneste, han rettede sig op igen og fortsatte med det ræveagtige smil "Berømt skulptør, berygtet... ikke så meget, måske som fulderrik på kroen men ellers ikke. Han tog bestik af kvinden at sige hun ikke var smuk, ville være en helt ny dødssynd i sig selv, hun kunne blive en skøn skulptur, såfremt at hun havde tålmodighed til at stå model og selvfølgelig penge nok til at det kunne blive virkelighed. "hvad kan jeg hjælpe dem med deres højvelbårenhed, måske et stykke til minde om en storslået sejer" Han pilede over til en skulptur af en barbar dronning med hovedet af en ork løftet højt i den ene arm og en mægtig økse i den anden, med et udtryk af stolthed og frygtingydende styrke der næsten gjorde hende levende, "Eller måske noget lidt mere våget", han stillede sig over til en skulptur af en nymfe der var igang med at taget et bad. "Jeg har noget for enhver smag, ellers kan jeg kreere noget specielt i deres.... forudsat at de selvfølgelig kan betale, min tid er ikke billigt til salg". Han susede tilbage foran kvinden og lignede en mand der lige havde solgt et æsel til samme pris som 3 hvide heste,

,,Så sandt.’’ mumlede hun med et hævet øjenbryn over hans kommentar at udtalen, havde han virkelig være vågen nok til at høre ordenligt efter. Hendes øjne blev kortvarigt smalle, men blev erstattet af et mere ledt og imødekommende ansigt. Der var nu et eller anden mærkværdigt ved denne skikkelse, mandsperson vel at mære. En energi der strømmede omkring hende, svøbte hende ind i misundelse, ikke en dødsynd hun selv var betydeligt bekendt med. Hun havde ikke noget at være misundelig over; længere vel og mærke og måske havde det også noget at gøre med, at hun selv var af dødsynden begær. Desuden så havde hun det som de fleste misundte andre for. Hun havde pengene, hun havde udseendet og hun havde et godt og velsignet liv. Men det var nu et eller andet der alligevel sneg sig ind under huden, lidt som en flue der ikke ville stoppe med at kravle rundt på en, selvom man utallige gange havde prøvet at vifte den væk

Hun gled elegant efter ham, ytrede ikke videre nogen ord, nikkede blot for at bekræfte hun lyttede. Det var da også nogle magiske flotte kreationer som der var blevet skabt her, dette kunne hun ikke modsige sig. Men hun var nu ikke kommet for selv at få lavet noget, men måske ikke hun kunne lokkes, især nu når hun havde set kunsten tæt på. Det havde dog mere været et partnerskab, som hun havde at tilbyde ham. Han havde den særlige gave at kunne lave noget så smukt, mens hun havde evnen til at brede nyheden omkring det, længere ud i landet. Og derved give ham succes, større end mange andre kunstner kunne tænke sig til. Sammen kunne de stable noget stort og fantastisk på benene, måske, hun var ikke sikker på at han overhoved ville se det som hun gjorde.

,,Og det udtales vovet, søde skat. Så hvad med at vi efterlader fonetik og pedanteri til elvere og andre folk med for lidt at tage sig til." udtalte hun endeligt, med et kækt toneleje, da han atter stillede sig foran hundæmonens direkte synsfelt. Hun havde bestemt ikke noget imod, folk mente at hendes udtale ikke var som den skulle. Hun ville i dette tilfælde nok skyde skylden på det varme vejr, men hvad der virkelig kunne få den irritable Avaion frem, var folk som følte de var hævet over hende. Lige meget, hvor lille en højde forskel der kunne være på piedestalen.
Man skulle da næsten tro at han var blevet stukket i røven af bi, sådan som han næsten faldt over sine egne ben for at sælge genstande til hende. Hun stillede sig hen til barbaren, som havde været det første han havde vidst hende. Gik nogle rundt omkring det, med hånden rundt omkring hagen, bukkede sig ned for at betragte nogle af detaljerne ordenligt.

Solen skinnede ubamhjertigt ned fra en skyfri himmel og varmen bølgede legende i luften på markedet. Selv de vredeste af de handlende havde givet op og havde søgt ly for den stadigt stigende sol, det ville ikke være før engang ud på eftermiddagen at der rigtigt ville være nogen kunder på markedet. Sveden haglede af bærerne der stadig slæbte rundt på deres nådesløst tunge pakker, på vej ned mod havne. Af og til havde Nassir haft ondt nok af dem til at sende hans tjener ud med vand til dem når de gik forbi. Ren ondskab havde han for længst lagt bag sig, han var simpelthen for gammel til at det tiltalte ham og desuden havde ondskab det med ikke at bryde sig særligt meget om det smukke i verden, sådan som han selv gjorde. Ondskab var lagt på hylden og skiftet ud med en langt mere pragmatisk ligegyldighed, som en gang imellem alligevel gjorde, at han havde ondt af dem, der ikke havde det som han selv havde; viden om verden og hvordan fred var umuligt at opnå andre steder end i kunst og den æstetiske skønhed som vedblev, uanset hvem det nu var der havde magten.
I princippet havde han aldrig rigtigt været ond, jo han havde haft en finger med i spillet i nogen af de største politiske rænkespil gennem de sidste mange tusinde år, men aldrig noget der ikke selv var kommet ham til gode, eller som havde haft en indirekte virkning på at magtbalancen mellem godt og ondt ikke skiftede alt for meget i den enes favør. og han ville gøre det igen, hvis det blev nødvendigt. ligenu var det lyset der stod voldsomt stærkt, ikke noget han brød sig forfærdeligt meget om det. Der var for mange regler og alt for mange der havde en skidt mening om en original dødsynd, også selvom undetegnede ikke decideret havde gjort nogen ondt i flere årtiger... Eller der var selvfølgeligt problemet med den nuværende skald, men det kunne vel knapt betragtes som ondt, at man fodrede den, på samme måde som man fodrede en loyal hund.

Hendes egen påpegelse af hans manglende forståelse for sprog fik ham til at grine højt, varmt og inderligt. Man fik som man selv såede, og når man var lidt for smart endte man som regel med at få nogen på ørene, ihvertfald verbalt. "Det er vel hvad man får for at spille lidt for smart deres højvelbårenhed. Sagde han med fryd i stemmen og susede videre i hælene på hende, "Det er trods mine evner ikke hver dag, at jeg får besøg af nogen fra så højt et samfundslag som deres", han bukkede igen lavt for hende. Han brød sig ikke om at smiske for en anden-rangs dæmon der i hans øjne var en udvandet sølle kopi af den perfekte originale, men pengene, hvis der var nogen, ville falde på et tørt sted. Fattigrøvene på markedet havde sjældent nok penge til at købe nogen af hans seriøse værker. Som en sand handelsmand, havde han dog opdaget, hvordan man spottede kunder med mange penge, penge der måske sad en anelse løser ende ved de normale borgere der tabte kæben udenfor hans værksted.
Han klappede barbaren på siden, den var cirka dobbelt så høj som han selv var. Bordacia her kan du få for en ganske favorabel pris, jeg kan enda overtales til at putte ædelsten i øjnene på hende... for den rette pris selvfølgelig, men det burde jo ikke være et problem for en af deres stand.. Han kunne ikke lade være med at kigge på hende da hun bukkede sig ned *der er da noget der, jeg skulle lave en skulptur af*, tænkte han mens et smørret smil bredte sig på hans læber.
Han kiggede op på solen, selv fuglende havde forladt himlen og dens ubamhjertige varme, måske det var tid at få noget at drikke, han kunne trods alt ikke mærke om værtskroppen havde brug for det, så det handlede om at forebygge. Han råbte i en elegant tone der mindede meget om en kvindes latter, "Elisa, kan du ikke komme med noget kold vin til vores kunde og mig!". Man kunne hører lemmen i gulvet smække op og trippen fra en ung kvindes fødder, så en raslend og et voldomt knald da en eller anden gentand faldt på gulvet. Nassir farede fuldstændigt i flint, og brølede med en stemme der ville få nakkehårene til at reje sig på selv den største farligste lejesoldat, "Guderne nåde og trøste dig, hvis det var en af mine figurer der lige gik i tusinde stykker!". Der gik et øjeblik, hvorefter der kom en høj raslen efterfulgt af lyden af væske det blev hældt op i en kande. Skikkelsen af en tynd kvinde i starten af tyverne kom til syne, hendes blonde hår var lavet til en flætning der faldt ned af hendes ryg og svajede fra side til side når hun gik. Hendes store lyseblå øjne var på en eller anden måde tomme og kolde og hendes smil, hvor pænt det end var, virkede som om det manglede en eller anden form for gnist, der gjord at hun ikke så helt levende ud. på bordet ud mod pladsen satte hun en bakke med to lerkrus og en kande med lyserød vin, der fik glasset til at blive fyldt med perler, som kulden indefra mødte den stærke varme udenfor. Per instinkt rettede kvinden et rødbrunt sejl til, så det gav en anelse skygge for den barske sol. Hun bukkede lavt og forsvandt ind i værkstedet igen. Nassir kiggede misfornøjet efter hende, men vendte sig med et stor smil mod hans kunde, "En forfriskning?", han gestikulerede mod en taburet der stod ved siden af den han selv havde siddet i, da kvinden først havde vækket ham.

Hendes øjne betragtede han koldt, alt omkring ham, hun brød sig ikke om det. Måde han talte til hende på, det føltes falsk, overgjort. På ingen måde særlig tiltalende for hende, men hun fik smidt en fysiognomi som passede til situationen. Med et charmende smil, og et blik der drejede sig fra koldt til varmt på få sekunder.
Hun var ikke kommet her for at få venner, eller for finde folk som hun kunne lide. Men måske dette ville udelukke et sammenarbejde, for hun var virkelig ikke sikker på at hun ville kunne holde til det i længden, for at hun havde lyst til at smide ham ud over den nærmeste kløft.

Hele scenariet mellem handleren og hans, mulige, assistent. Gik hende overhoved, hun havde ingen grund til at blande sig, ej hellere nogen lyst. Med en stille minde satte hun sig ned på skamlen hun hentydet sig til, og nikkede så hvor på hun endelig åbnede munden for at snakke igen; ,,Meget gerne, især i denne hede ville det ikke være rart med noget læskende’’ hun ventede tålmodigt på at et glas blev hende givet, hvor efter at hendes slanke fingre lagde sig rundt omkring glasset, en slurk blev taget, hvor efter hendes øjne betragtede ham indtrængende.
,,Jeg ønsker noget som passer min personlighed, jeg ønsker noget som man ikke vil finde i andre huse, og jeg ønsker gerne også noget overraskende og spændende..’’ hendes stemme var høflig, venlig, om ikke med en undertone af noget sensuelt. Hvis ikke at hende stemme havde en hvis grad af denne form for flatterende stemmeleje, var det som mennesker der gik nøgne rundt i offentligheden. Det hente ja, men ofte, nej.

,,Pengene er intet problem, jeg kan betale en god dagslån, samt et forskud inden at projektet går i gang, hvis det ønskes kan der også ligges krystaller til materiale i med det samme.’’ for at understrege at hun kunne holde på sit ord, greb hun ind i hendes rober, og hæv en lille pung frem, som hun smed på bordet, så den landede foran ham. Posen gik op, hvor på glimtende diamanter forlod den læderbeklædte pose. ,,Så, nogen brillante idéer du vil dele med mig?’’ enkelte svedperler gled ned af hendes pande, over øjenbrynene og lige så stille kærtegnede kindbenet, ind til at det til sidst fladt ned imod det blottede kraveben. Hun kunne mærke hvordan sveden begyndte at prikke i det lange tykke sorte hår, som hang i en tyk fletning ned af ryggen. Endnu en slurk blev taget, trods at det var så varmt, at det ikke var en nedkølende fornemmelse, var bare det at man fik noget væskende, ikke mere end hun kunne ønske sig, i denne enkelte situation. Mens hun atter tålmodigt ventede på hans svar.

Han var slet ikke i tvivl om at hun slet ikke brød sig om ham, det var de færreste der gjorde det, og alt dether var i sidste ende et spørgsmål om at han skulle have råd til at beholde det værksted han boede i og have foder til hans skal samt hans tjener. Så købmands mentaliteten var desværre kommet for at blive, men der var selvfølgelig flere måder at gribe det an på når man handlede, specielt når det ikke virkede som om at personen man handlede med, ikke brød sig særligt meget om den måde man forsøgte at sælge ting til vedkommende på. Han lænede sig lidt tilbage mens han tømte lerkoppen for den kolde søde vin, Undskyld mig, men inden jeg kommer med noget overraksende og spændende, tror jeg det er bedst for os begge to at jeg piller mig egen facade ned". Han smilede til hende, ikke på den samme ræveagtige måde som før, men på en mere ligeværdig måde, som om han havde accepteret at hun ikke bare var endnu en kunder der kom for at få lavet en buste af en afdød slægtning.
Roligt samlede han en af krystallerne op og kiggede på den med et interesseret blik, mens han fortsatte med at snakke til hende, "Jeg er ikke rigtigt en købmand af særlig stor kaliber, jeg elsker mit arbejde, men har brug for pengene til at opretholde en nogenlunde tilværelse her, uden at der er nogen der ligger mærke til mit rigtige jeg... lidt ligesom de heller ikke ligefrem udbasunere deres", han lod blikket forlade krystallen mens han lagde den på bordet igen, og i stedet kiggede hende indgående i øjnene med et venligt blik, "Jeg er originalsynden Envy, og jeg tror du er Lust, men jeg er ikke helt sikker". Han gjorde ikke mine til at ville afslører mere om sig selv, men i stedet smilede han bare igen som om at det var en form for afslutning på en formel præsentation.

Han vendte sig om mod det andet bord, hvor skiltet hang på, der lå en stak tomme papire og et stykke tilspidset kul som han roligt placerede mellem hamselv og hans kunde, hvis hun ville have noget spektakulært, skulle hun også nok får det, "De bliver nød til at fortælle mig noget om demselv, hvis det skal passe til deres personlighed... Jeg tror faktisk ikke engang jeg fangede deres navn i første omgang miss", Han begyndte at lave skitser af hende, han kiggede op i ny og næ men det var tydeligt han stadig ville hører efter, for at lave eventuelle forandringer i skitsen til den skulptur han så småt var begyndt at få ideen til. Den skulle være storladen uden at være stødende, grandiøs men uden at virke anmasende, med skøndhed som en gudinde og styrke fra en drage. Han kiggede op fra skitsen og mødte hendes øjne med hans egne bøgebladsgrønne af slagsen og sagde interesseret, "jeg har en fornemmelse af at jeg godt kan stole på, dem, så lad os snakke om betaling efter at jeg har lavet en skitse, som de så kan sige om de kan lide eller ej" Han tøvede lidt inden han fortsatte med at tegne videre, "Men fortæl mig om demselv, hvordan ser de demselv som person?"