,,Jeg kan ikke lide at du tager ud, når du ved din broders kone kan føde hvornår det skal være’’

Moderens ord gav stadig genlyd i baghoved, som Pandora bevægede sig igennem omgivelserne, hun havde brugt jagt som en undskyldning for at komme ud af huset hjemme i landsbyen. Men sandheden var at de ikke var lavt på føde lige for tiden, da hendes fader havde haft en god fiske fangst for nogle dage siden, der sagtens kunne mætte dem de næste par dage, hvis ikke uger. Men med en højgravid svigerinde, samt en mor der begyndte at blive mere pylret omkring, alt.

Kvinden omsvøbt i store dyreskin, sukkede dybt, det var ikke kun fordi hun var pylret, men hvordan hun begyndte at insistere mere og mere på at hun snart burde finde en ægtefælle som irriterede den unge kvinde grænseløst. Hun var ikke giftemateriale, hvor mange ville have en kvinde som der nød at forsvinde dage af gangen for at komme ud i naturen og jage vildt. Hvor mange brød sig om en kvinde, der ikke kunne finde ud af at kokkerer, ud over det mest basale og otte ud af ti gange nok ville brænde noget på? Ja, hun kunne brødfode sig selv når hun var ude på jagt, men det var også fordi det blot skulle give hende energi og mætte, ikke fordi det nødvendigvis skulle smage godt.

Modløst var hun tæt på bare at smide sig i en stor dyne sne, bare forsvinde i et par timer før hun vente hjemad igen. Men som om at naturen besvarede hendes dårlige humør, mærkede hun hvordan de første snefnug landede i hendes plantin blonde hår. Hun måtte hellere finde sin vej hjem ad igen. Men da hun havde nået de første hundrede meter ned af den velkendte vej hun havde lagt bag sig. Tog sneen sådan en fart at hun ikke længere kunne finde sin efterladte spor, eller se genkendelige genstande som kunne fortælle hende hvilken vej hun skulle.

Hvad der føltes som timer efter, befandt en næsten sne tildækket Pandora sig i en grotte, som hun inderligt håbede ikke tilhørte en sovende bjørn. Men ved første øjekast kunne hun ikke se tegn på at den skulle være beboet. Med en behandsket hånd, hvis fingre inde under den bløde skin føltes som istapper fik hun trukket klædet hun havde lagt hen over hendes ansigt fra munden, hvor der automatisk blev taget en dyb indånding. Selv hendes øjenvipper var frosne. Igen, dage som disse ønskede hun at hun havde oplevet andet en evig kulde, is og sne.
Men hun kunne ikke bruge tid på at stå og dvæle over sol og varme, hvis hun ikke fik gang i noget ild, ville hun fryse ihjel i nat, da stormen ikke så ud til at dø hen lige forløbelig.

Angrod havde i et stykke tid været langt væk fra Lindeskoven og de vante rammer og havde begivet sig til norden, et helt andet sted end det han var vant til. Her var helt andre vejr forhold, et helt andet dyreliv end det han var vant til, men det var et spændende sted at opleve, det var helt nyt for ham.
Omsvøbt i store dyreskind begav Angrod sig rundt i de dybe skove, sneen var faldet dybt og det var faktisk ikke nemt at finde spor fra dyr, eller dyrene selv i dette vejr. Der måtte være steder hvor de opholdte sig når sneen begyndte at falde igen, lige nu var det kun den kraftige vind og den stærke kulde som voldte problemer for Angrod, han var jo ikke vant til denne kulde, og måske var dette slet ikke slemt endnu, men han ville slet ikke tænke på hvordan kulden ville blive når aftenen og natten faldt på.

I denne tid havde han opholdt sig i grotter og små shelters han havde bygget af ned faldne grene og andre ting som han havde kunne brugt til at få tag over hovedet, men lige nu ville han aldrig kunne finde vej tilbage til sit gamle sted og måtte derfor finde et nyt sted han kunne finde ly i. Hvis han kunne finde vej i sneen.

Et par timer efter han søgen efter ly, var det endnu ikke lykkedes ham at finde noget og nu var sneen begyndt at falde hårdt og vinden og kulden var også taget til, så det var med at skynde sig at finde et sted. Dog måtte det vente lidt, for hans opmærksomhed blev fanget af en snehare som havde forvildet sig frem dens skjul. Han satte sig på hug og listede længere hen mod det lille dyr og fik fisket sin bue mindre lydløst frem og fik en pil sat på strengen. Han strammede buen og tog et sigte og affyrede så pilen, som borede sig ind i det lille kræ. Mad var nødvendig i dette vejr og det var en dag eller sådan noget siden han havde spist. Han hev pilen ud af haren og tog dyret op og efterlod sig en stor blodig plet i den kolde sne.
Længere fremme lå en grotte som ved første øjekast så ubeboelig ud og dette kunne sagtens være hans hjem natten over.
Hans første antagelser var dog ikke helt rigtig da han kiggede ind i grotten, det som lignede en for frossen kvinde sad bukkede over noget, som han ville antage var et bål og prøvede at få ild i grenene. Men han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, gå eller blive? ”Undskyld?” Sagde han roligt og spørgende.

Med irriteret støn og brummen, fik Pandora skrabet tørre kviste og grene sammen, som der sikkert over længere periode var blæst ind i grotten under de tørre perioder. Hun løsnede bylden fra hendes ryg, da hun kom hen til stedet hun havde udpeget som sit bålsted. Længst væk fra den hyldende vind og sneen der ihærdigt prøvede at dække alt den kunne komme i nærheden af. Forenden af bylden havde hun bundet et par brændestykker fast, for når man vandrede rundt i norden, kunne man aldrig være for forsigtig nok, med hensyn til at have proviant og andre materialer der kunne sikre ens overlevelse.

Da hun havde fået lagt sit brænde således at der kunne ligges kviste og tørre grene under det, begyndte hun at lede efter flint, så der faktisk kunne sættes ild i det hele. Uden de to vigtige små sten, kunne hele dette sæt op være fuldstændig lige meget.

,,Jeg ved at det er her, et eller andet sted..’’ hendes dybe stemme, for en kvinde at være, brummede stille for sig selv. Som en forsikring at hun havde husket at pakke det, at hun ikke skulle til at fryse ihjel, blot fordi hun havde været forhastet mens hun havde pakket, da hun kun havde haft en tanke i hoved. Og det havde været at komme ud af huset, ud af landsbyen, væk fra mennesker og blot være alene. Hvis dette skulle koste hende livet, skulle hun nok sende en tanke til hendes mor omkring, at hun burde have lyttet mere efter af hvad hun havde at sige. Aldrig at hun nogen sinde ville sige det i virkeligheden, hvis hun skulle ende med at komme ud af grotten i god behold. Før hun overhoved nåde at tænke de mange bange tanker igennem, foldede hendes fingre rundt omkring to kolde men velkendte flint sten. Med et smil og et lille åndsvagt grin, fiskede hun dem op af tasken, men lige som hun skulle til at slå dem imod hinanden. Fangede hendes øre nogen, eller noget var på vej ind i grotten, hun havde besat for natten. Hendes fingre lukkede sig langsomt men sikkert rundt omkring buen, som der havde ligget fast ved hendes side og før hun nåde at høre ordene, Undskyld, havde hun vent sig med sprængt bue og en pil rettede mod elever manden, der stod med en kanin i den ene hånd.

Hendes blik var hårdt og trods at hun så at dette var et menneske, sænkede hun ikke buen. Da hun havde lært på den hårde måde, at man ikke kunne stole på andre jagere, især ikke når de ikke kom fra hendes landsby. Han virkede dog anderledes, huden mørkere, ansigtstrækkende anderledes end hvad hun kendte til. Man skulle jo huske på at Pandora aldrig havde været bevæget sig særlig langt væk fra hendes barndomshjem, som befandt sig ved Isfjorden, så andre race var ikke noget hun havde særlig stor kendskab til. Hun havde læst om dem, men for hende var det som fantasifoster, som drager var for små børn. Hun fugtede langsomt læberne inden hun åbnede munden for at tale;
,,Hvad vil du?’’ hendes stemme var hård, langsomt men sikkert rejste hun sig op fra grottens klippe gulv, dog uden at fjerne pilen fra mandens brystkasse. Godt nok var hun en naiv person, der ville tro på det bedste i folk, men hun var hellere ikke typen der blot sænkede sit våben når en fremmede havde formået at nå så tæt på hende, uden havde hun lagt mærke til det.

Han blev ikke så meget overrasket over personens, som viste sig at være en kvinde, reaktion, sådan var der mange som reagere når andre kom bag på dem, og det var klart for det ville han nok også selv have gjort, men han måtte afværge denne situation uden alt for meget påstyr, han havde dog svært ved rigtig at bevæge sin hænder og fingre pga. den tætte og hårde kulde. Han trak sig lidt tilbage fra hendes pil og prøvede at virke venlig og vise at han ikke var nogen fjendtligt person. ”Rolig,” sagde han roligt og lagde hånden på buen for at fjerne den. Han skubbede den roligt ned ad, så pilen faktisk pegede på hans ben, ikke fordi at det er meget bedre, men nu var det sådan. ”Jeg kom til grotte for ly.” Han stoppede lidt og kiggede på hende, han lagde mærke til at kvinden var lige så for frossen som sig selv, og han ville meget gerne hjælpe hende med at få gang i det bål, de skulle have varme inden deres krop ville fryse helt ned, for det var ikke fordi at der var særlig varmt i denne grotte, men der var ly for den hårde vind.

”Jeg vidste virkelig ikke at der var andre. Snestormen og vinden er virkelig ved at tage fat derude og hvis jeg ikke skulle dø i løbet af natten blev jeg nød til at finde ly og dette var det første sted jeg faldt over, så det måtte blive her” sagde han roligt og lagde sin taske og den døde snehare ned på det hårde stengulv.
”Jeg håber virkelig at der kan være plads til os begge herinde, for jeg finder ikke nogen andre steder sådan som vejret opfører sig derude” sagde han og kiggede ud af grottens åbning, ”Jeg har både mad og tæppe med i mig, så jeg håber vi kan dele” sagde han med et lille smil, men vidste ikke helt hvordan hun ville reagere på at han ville bruge sammen grotte.

Da han ikke virkede faretruende, men blot valgte at ligge hånden på hendes bue for at fjerne den fra hendes mål imod hans hjerte, lod hun ham gøre dette. Hun mærkede hvordan at en rolig fornemmelse gled igennem hendes krop og hun ikke længere så manden foran sig som en trussel, hvilket gjorde at hun til sidst løsnede buens streng. Hun nikkede forstående til at han søgte ly, det ville alle gøre i dette vejr. Hvilket kort fik hendes blik til at vandre hen imod vejret som stadig hylede faretruende uden for. Med et lavt tomt blik, lagde hun ikke mærke til hvad han sagde i første omgang, kulden var ved at tage sit tag i hendes krop, som føltes tung og træt. Hun var nød til at få tændt ilden og i en fart.

,,Selvfølgelig’’ kom der svagt fra hende og et lille smil bredte sig hen over de blå læber ,,Jeg er ikke så hjerteløs at jeg sender en person ud i dette vejr for at fryse ihjel, der er mere end rigelig plads til os begge her.’’ med disse ord, vente hun sig om imod bålet hun var ved at starte, da han havde forskrækket hende. Hun førte pilen tilbage i kogeret og buen blev lagt på jorden ved hendes side. Hendes kolde fingre lagde sig rundt omkring stenene igen, men hendes hænder var allerede begyndt at ryste. Hun skar et irriteret ansigts udtryk, hvor efter hun strammede grebet. Og en arrig tanke blev sendt afsted imod hendes krop, at den var nød til at tage sig sammen.

Efter nogle forsøg fik hun ende sat gang i ilden blandt kvistende. Hun lænede sig ned og begyndte let at puste på de gløder der lå og hyggede sig. Få sekunder efter begyndte flammerne rigtig at tage fat. Nu var spørgsmålet bare om hun havde nok brænde til at komme igennem hele natten.

,,Du er selvfølgelig velkommen til at bruge bålet’’ sagde hun med en svag stemme, mens hun smilede imod ham, derefter trak hun sine ting til sig, og fandt et ekstra tæppe frem, som hun svøbte rundt omkring sig. Igen, tanken om et varmere sted, var ikke fjernt fra hendes tanker ,,Hvad bringer dig så her til? Du, slår mig ikke som en der er fra omegnen’’ stadig uvidende omkring hvilken race hun havde med at gøre, kunne hun alligevel fastslå, at han ikke var en nordkrystalianer. Hans hud var for mørk, samt hans hår. Hun lagde hoved på skrå, mens at hun trak sig mere ind i sit tæppe.

Angrod nikkede efter hendes tilkendegivelse og var glad for at hun ville dele hulen med ham, andet havde jo egentligt været fjollet, den var jo stor nok til begge parter og derfor skulle der nok være mulighed for at Angrod kunne sove i det ene hjørne uden at forstyrre, ”Nej, det virker du heller ikke til at være” Sagde han roligt og fulgte hende med hans blik og lagde selv hans taske, bue og kogger ned på jorden og op ad væggen og gik så hen til hende ved bålet, med haren i hans ene hånd. Han kunne se at bålet gav hende problemer, men han ville ikke blande sig, han var sikker på at hun havde prøvet det før og derfor skulle ilden nok komme, og det gjorde den også efter et par forsøg. Det var en rar følelse som kom i grotten, eller ikke hele grotten, men hvert fald rundt om bålet hvor Angrod sad sammen med kvinden.

”Jeg takker for din venlighed og jeg er villig til at dele min hare, selvfølgelig. Du kunne sikkert også godt bruge lidt mad her til aften og der jo nok mad på sådan en til os begge” sagde han roligt og trak sig lidt tættere på bålet og rakte hans arme frem og varmede dem mod den skønne ild. Han kiggede på hende som hun stillede spørgsmålet til ham, og hun kunne bestemt have ret i at han ikke var fra omegnen. ”Det kan du have ret i, jeg er ikke her fra Norden. Det er faktisk første gang jeg besøger Norden, og sikken velkomst man får når man kommer, en ordentligt sne storm. Nej jeg kommer fra Lindeskoven, hos elverne hvor jeg normalt bor, men jeg er rejsende jæger og derfor så kommer jeg af og til, til stæder som jeg måske ikke har været før og det er egentligt det der bringer mig her til Norden. Samt det anderledes dyreliv , et anderledes vejr og ikke mindst omgivelserne og naturen” Sagde han med et smil til hende. ”Hvad med dig selv, hvad lave du ude i denne storm? Du er vel herfra går jeg ud fra?”

Mens han snakkede gned hun hænderne sammen, de føltes efterhånden som istapper der bare kunne brækkes af hendes hånd. Denne tanke fik kort varigt kroppen til, at rysten og følelsen af hvordan at huden begyndte at kravle, over den tanke at alle hendes fingre ville brække af. Men hendes opmærksomhed blev hurtigt lagt på ham i stedet, da han forklarede at han kom fra lindeskoven, elverne, så de fandtes virkelig? Et lille smil, hvis ikke stort smil spillede på hendes læber over det han forklarede hende, så de var virkelige og ikke bare fra hendes historie bog. Der gik stadig rygter om hvilke slags racer der befandt sig i krystallandet, men efter at være vokset op i en familie hvor at hvad der ikke kunne ses eller var blevet fundet, ikke fandtes. Selvfølgelig set bort fra den gud som de tilbedte, så var det svært ikke at få samme tankegang som ens forældre. Hun fugtede de kolde læber ,,Så der findes virkelig elver?’’ sagde hun med store gule øjne, mens et større smil gled hen over hendes læber, oh hvor hun dog ønskede hun kunne komme væk fra dette sted, komme ud og rejse, se ting hun aldrig i sin vildeste fantasi troede eksisterede. Men det så jo ud til at hun slet ikke behøvede at rejse så langt, når nogle af fortællingerne havde havnet i den selv samme hule som hun befandt sig i.

,,Så er elverne som i historiebøgerne? Og hvad for et andet dyreliv findes der i de skove? Og vejret og omgivelserne hvordan er de?’’ en lang række spørgsmål skylede ud af hende, men med et lille grin stoppede hun sig selv og fik næsten ondt af den stakkels rejsende. At han var endt i samme grotte som hende, hun nikkede ivrigt til hans eget spørgsmål om hun var her fra. ,,Ja jeg bor en lille dags rejse her fra’’ sagde hun med et smil og tog en dyb indånding, ja hun burde jo slet ikke være ude i stormen, men hendes egen vilje havde bestemt sig for noget andet. ,,Jeg havde brug for at komme ud hjemme fra, med fødselsforberedelser og en pylrende mor, var jeg ved at få ondt i hoved at skulle rende rundt derhjemme..’’ mumlede hun en smule forlegent, hun håbede ikke at hendes svigerinde nåde at føde inden hun kom hjem. Hn ville aldrig høre en ende for det.

I mens hans snakkede løs, lagde han mærke til hvordan hun havde puttet sig op ad bålet og hun prøvede ihærdigt at få varme i de stivfrosne finger, og det kunne han sagtens forstå, for han var selv også utrolig kold og flere dele af ham var næsten følelse løse, han var jo slet ikke van til dette vejr, men bålet hjalp utrolig meget og at have selvskab gjorde også at Angrod fokuserede på hende og de mange spørgsmål han fik. Det var han glad for, det var dejligt at få sådan en interesse fra en anden personen, for mange vidste jo en masse omkring elvere, men kvinden her virkede ikke til at vide så meget om elverne, eller generelt omkring Krystallandet, mon hun overhovedet havde været ude af norden? Tænkte han roligt til sig selv og blev enig om at han hellere måtte svarer på alle hendes spørgsmål, det ville være mærkeligt andet.
”Jeg er meget glad for den interesse du har i os elvere, det er ikke nogen du har mødt før eller kender så meget til?” Spurgte han smilende, ”Nej, nu skal du hører” Han stoppede og rykkede sig lidt tættere på bålet og fandt sit eget tæppe frem, nu var det alligevel blevet for koldt igen, ”Ja elverne findes skam, i massevis og det kan da godt være at vi er som i historiebøgerne, nu har jeg ikke selv læst så mange af dem må jeg indrømme. Men elverne er et specielt folkefærd og vi lever en hel del længere end mennesket gør, det kan man så se på som man selv har lyst til, der er vel en grund til at det er opbygget på den måde som det er på” Han stoppede og sendte hende et varmt smil, og håbede at han havde fortalt det om elverne hun nu gerne ville vide.

”Lindeskoven er et fantastisk sted, efter min mening. Vi elvere er en slags beskyttere af skoven, og det har vi været siden begyndelsen og vi har altid boet op ad den eller i den, og vi kender den som vores egen bukselomme. Vejret er nærmest altid godt og lunt. Vinteren er slet ikke som her, skoven følger selvfølgelig samme årstider og skifter blade osv, men der er aldrig rigtig helt koldt ligesom det her sted. Det er første gang jeg prøver noget så voldsomt, har aldrig set lignende. Dyre livet er også stort, der er mange forskellige dyre arter, små og store. Massevis af fugle, hjorte, bjørne, kaniner og sådan slags. Det er et meget hyggeligt sted at bruge sin tid”

Hun rystede blot på hoved, da han spurgte om hun ikke havde mødt nogen før eller var noget hun kendte til. Pandora, havde aldrig bevægede sig ud fra norden, hvilket i og for sig, mere havde noget at gøre med. At hun følte hun ikke kunne efterlade hendes familie, ikke med at hun snart skulle være faster og alt det andet der skete lige for tiden. Men et hjerte, som var draget af eventyr og opdagelser, var det svært for hende blot at blive siddende der hjemme og kigge drømmende ud af vinduet, mens hun ønskede at hun var et helt andet sted end hun var. Selvfølgelig elskede hun sit hjemland, naturen og de vild dyr der nu befandt sig her. Men der var jo så meget mere der ude, så meget mere viden.
Hun fugtede sine læber, mens et ivrigt blik dansede hen over hendes øjne, som var lyst op af de flakkende flammer. Der dansede og knitrede hen over brændet der allerede var begyndt på at få den sorte overflade. Hun slugte hvert ord han sagde, lod ikke noget gå til spilde. Skiftende blade, ikke noget man oplevede meget af her, det var meget korte somre og forår man oplevede så langt op i norden. Nogle gange kunne de være uheldige og have en evig lang vinter der aldrig stoppede helt. Vent, sagde han lige vi?

,,Er du elver?’’ sagde hun med en stemme, der næsten lød som om den skulle til at springes af iver. Hun kunne godt se hvordan hans træk var så meget anderledes end hende. Mere fine, mere elegante. Mens hun sad der med hendes lidt kluntede firkantede krop, plus ar der kunne bruges flere dage på at tælle. Hun fugtede læberne ,,Er det så også rigtigt, i at lange øre? Som en kat?’’ hun lagde hoved på skrå og tænkte over hvor dum hun egentlig lød, ignorant og barnligt. Men hun kunne ikke helt styre det, at få det ud som hun tænkte, var bestemt ikke hendes stærke side. Så typisk kom det bare ud, kort, kontant og en hurtigt forklaring på hvad hun ville have. Ikke så meget rundt om træet med hvad hun ville formuler, en velsignelse og forbandelse på mange måder.

Angrod kunne tydeligt se på Pandora at det ikke var tit hun var væk fra norden, og heller ikke vidste så meget om det der var udenfor i resten af landet. Men han var da glad for at hun slugte alt det han fortalte og udtrykket i hendes ansigt viste næsten heller ikke andet end stor interesse og en stor iver lå i hendes stemme, det var ikke så tit han var ude for sådan noget, men han var glad for at han kunne fortælle så meget og give viden fra sig til hende, og så var det da et sødt træk hos Pandora, med den ivren.

Han nikkede til hendes svar om, han var elver, for det kunne han ikke lyve sig fra. Han kunne næsten ikke lade være med at komme med en lille latter over for hendes spørgsmål, men altså hvis det var det eneste hun vidste omkring elvere, så ville det da være naturligt at spørge om det var noget han havde, "Ja, det har jeg, men de er nok lidt længere end en kats" sagde han roligt med et stort smil og fjernede sit hår, så de lange, spidsede og hullede ører kom til syne, "Der kan du bare se, der sidder de skam" sagde han venligt med et lille grin.