Kentaueren var usikker på om han overhoved var på den rigtige vej, den som førte hjem, men han var nød til at kæmpe sig videre med sit dårlige bagben på slæb. Han forsøgte at træde normal på det, men smerten der jog gennem fik ham til at halte. Bandagen var blodig og mørket faldt langsomt men sikkert på. Blodet kunne let tiltrække mørkets væsner fra skovens dyb og dette frygtede Makoto som havde vandret langs med skoven hele dagen. Han var en anelse klog for han havde holdt sig til stien som banede sig en snoet vej af ujævnheder som i ny og næ fik halvhesten til at træde forkert og derved støtte mere end hvad godt var på det skadede ben og han stoppede for at holde pauser.
Denne gang var han dog stoppet af andre årsager, nemlig for at lytte til andet end sine egne ustrukturerede hovslag. Han syntes at han hørte noget og hans instinkter fortalte ham at han skulle løbe, men han tøvede. Hvis han var heldig var det måske en person der kunne hjælpe ham?

Tristan, havde sat kursen mod den store landevej, som han havde fulgte i et godt par dage nu. Han sad på sin hest mens han red, hen langs vejen. Hans øjne kunne lige ses bag hans hætte mens han red langs vejen. Han sadlet dog af da han var kommet ind i denne dele af verden. Han mærket på jorden og kunne pludselig se, at mørkets kriger eller noget andet som var vildt mørkt, havde været på denne vej. Tristan ømede sig kort tid bagefter, hvorefter han sætte sig op igen på hesten. Han kunne se en halte som stod ikke så langt fra ham, Tristan bevægede sig over mod ham. Mens han hang bue over sin skulder. Han fjernet dog masken og bevægede sig tætte på denne ting. Han kunne ikke huske, hvilken race de var men ham her var meget skadet, derfor vidste han ikke helt hvad han skulle gøre. Han stoppet op ti meter fra ham, hvor han så kunne studere ham og ikke stå truende tæt på " Goddag." Lød det fra Tristan af, mens hans øjne mørkegrønne øjne mødte hans, Tristan kiggede ned på hans ben og op på ham igen, "det er en temmelig stor skade du har der."
P http://smg.photobucket.com/user/EdmundO ... _.jpg.html

Makoto så en fyr til hest og smilede stort. Det var lige hvad han havde brug for. "Hej! Hallo :D" smilede han venligt og virkede overhoved ikke bange for den fremmede som ellers bar bue. Kentauren brød øjnkontakten for at se ned mod sit ben. "Ja, jeg blev angrebet af en af mørkets væsner inde i skoven der." Han pegede på skoven ved deres side. "Jeg håbede faktisk må at møde nogen som kunne hjælpe mig hjem til værtshuset hvor jeg bor og arbejder." forklarede han. "Og du har en hest jeg kan støtte mig til" tilføjede han. "Hvis du altså vil hjælpe." Han håbede på et ja. Han havde ikke mødt så mange på turen og dem han havde mødt havde skyndt sig videre fordi vejen her lå op af skoven og det blev snart mørkt.

Tristan studeret væsenet som stod foran ham og med et kunne han huske, hvilke slags race han var. En kentauer, stod og bede ham om hjælp dette var meget mærkeligt. "Well jeg kan måske hjælpe dig lidt af vejen, jeg har selv noget jeg skal ha ordnet nemlig." Det var mere eller mindre hans sande ord, hvilket betød at han ville godt hjælpe ham men han kunne ikke love og følge ham helt der hen. "Så Ja jeg kan sagtens hjælpe dig," lød det fra Tristan af, hvorefter han træk hans hest med sig så han kunne støtte sig op af af den, hvilket jo ville gøre det letter for ham, "sker dette her ofte." Lød det fra Tristan, mens han bevægede sig videre sammen med hesten og denne Kentauer.

"Mange mange tak" Svarede Makoto taknemmeligt og støttede sig til hesten men en arm over ryggen på den. Han lænede sig ind til dyret og ganske som han have forventet, skubbede hesten lidt igen og gav ham dermed den støtte han havde brug for. Lidt af vejen var altid noget, så længe han kom væk fra mørkets skov nu hvor det var blevet tust og væsnerne snart begyndte at myldrer frem. Makoto lyttede til den fremmedes ord. "Nej, eller jo... eller det er første gang det er sket for mig, men det sker vidst tit at folk bliver angrebet heromkring." Han begyndte at gå i takt med hesten. "Hvad laver du så herude på denne tid?" spurgte han så det relevante spørgsmål.

Tristan nikkede svagt, hvorefter han bevægede sig videre med hesten og denne mand. Han, havde dog forudset at der ville komme et spørgsmål. Grunden til han, havde taget denne vej var jo bare jorden men ingen forstod det. Da evnen han, havde var svære og forklare. Tristan bevægede sig derfor videre langs vejen, mens han prøvede og komme med den bedste forklaring i hans, hovedet han blive dog hurtig enig med sig selv om at han måtte svare, ikke for andet end og være sød da. "Jeg var bare på gennem rejse, så du ved, ikke det store i det her, det var et tilfælde at vi stødte på hinanden intet andet." Da det sidste var sagt sætte, Tristan tempoet let mere op de var ved og være ved en by, hvilket der vel betød at det var omkring her. Tristan stoppet op og vendte hans ansigt mod Kentauren, "så er det her jeg bliver nød til og forlade dig, du kan ha mit hest med dig et stykke vej i nu, bare huske og send ham tilbage mod mig næste gang, okay."

Makoto blev glad for at se en by. Han stoppede med fyren han ikke havde fået navn på. "Tak for hjælpen." sagde han venligt. "Jeg står i gæld til dig. Mit navn er Makoto Viltess hvis du skulle få brug for mig. ^^" forklarede han og gav ham hånden til et håndtryk.
Det var nu blevet helt mørkt og det sagte lys fra husene i byen var snart det eneste man kunne se hinanden i. Han smilede til den fremmede og afleverede hesten tilbage. Han kunne ikke tage hans hest bare sådan. Dyret kunne let blive taget af mørkets væsner udenfor byen og det ville Makoto ikke være skyld i. "Tak for lån."

Tristan smilede svagt til ham da han gav ham hånden, hvorefter han så på ham og tog imod hesten. "Som du vil, Passe nu godt på dem selv Makito mit navn er Tristan, men jeg vil forlade dig nu, held og lykke og det skal jeg nok huske, men du behøver ikke og skylde mig noget." Med de ord forlod, Tristan ham og red mod syd. Dette ville kun blive starten på hans rejse, hvilket han var helt sikker på.
//out, tak for et dejlig starts emne. :)//

Makoto besluttede at blive i byen og holde et hvil. Den næste morgen drog han videre.
//out. Det var så lidt :)