Midt i den skærende kuldes stilhed red en enlig kvinde på en robust pony.
Sveden drev af den, mens hun borede hælene ind i siden på den, velvidende at hesten allerede arbejdede alt den kunne hen over slettens farlige overflade.
Som hun red der, mørkhåret og mere robust bygget end ellers, ville man næppe tro at dette var den selv samme person som var bedre kendt som Samsons blå dæmon. Men det var lige akkurat hvad det var. Takket været en magisk amulet, der havde taget en mindre krig at få fat i, havde hun formået at tage sig mere menneskelig ud end ellers, og hun udnyttede det til fulde.

Vinden rev i hendes ansigt og hår, mens hun tænkte tilbage på for nogle uger siden da hun havde fået nyheden; Mørkets Krigere i Dragorn havde dræbt folk i en landsby, ganske tæt på hvor hun selv havde hendes unge i pleje hos en mindre stamme nordboere. Dæmonen frygtede det værste for sin datter og havde i al hast forsøgt at ligge sine egne planer i hvad hun skulle gøre for at komme derhen hurtigst og sikrest muligt, for at sikre sig at datteren stadig var i live og, om muligt få hende med sig tilbage. Selvom det at have hende på Samsons borg bestemt heller ikke var en rar ting, havde hun vendt sine muligheder. Som landet lå nu ville intet sted være sikkert for en ikke fuldudvokset dæmon-barn.

Hun havde arbejdet hårdt, trænet sine ømme og stadig stive vinger, og holdt skarpt øje med Samson, om han så havde bemærket det eller ej. I det øjeblik hun havde set ham og Tara forlade ruinerne havde hun taget sin plan i værk. Skaffet sig noget tøj fra horehuset og taget af sted med en mindre proviant af glas og en pung med diamanter, bjergkrystaller og jader. Forhåbentligt ville Samson ikke savne nogen af delene.

Håbet havde også været at hun havde kunnet være der hurtigt, men arbejdet med at få fremskaffet amuletten af kvinden til at få sig til at se mere ud af at være et menneske havde været en hård omgang forhandlinger der havde forsinket hende mere end hun brød sig om. Vejret og de stive vinger havde også spillet en rolle. Til sidst havde hun set sig nødt til at lande og købe sig til en pony, den bedste hun kunne finde, og noget varmt tøj. Hun var bestemt ikke skabt for nordens kulde, og sandsynligheden for at Mørket havde spioner ude for at holde øje med skyen og jorden var temmelig stor i disse egne, så hun havde været nødt til at tage sig til tåls med at ligne et simpelt menneske på en hest.

Samson vidste garanteret allerede at hun var væk. Hun havde et par få gange mærket slavemærket, på trods af det havde hun holdt sin kurs. Hvad end hans straf til hende ville være når hun kun hjem, var det at sikre sig at datteren ikke var taget, eller dræbt, det der var vigtigst for dæmonen lige nu. Normalt var moderinstinktet ikke det helt store i hende, men midt i tumulten var den dukket op, nagende og ubærlig.

En tung prusten lød fra ponyen da de endelig kom til stammefolkets lejr. En enkelt røgsøjle viste hvor der var liv, ellers var hele lejren tom. Hun satte ponyen ned i skridtgang inden hun satte af og nærmede sig teltet.
I det øjeblik hun trådte ind i teltet tog hun amuletten af og lod sit blå udseende være varsel nok til lederen i lejren. Ham hun havde ladet sin datter vokse ved. En mand der omend han var grådig efter skatte, ligeledes var retfærdig. Hendes blik søgte rundt i forsamlingen der var om teltet inden hendes blik faldt på en mørkhåret lille pige med lige så mørke vinger.

" Moar! " Et lille glædeshvin lød fra ungen som hun masede sig snublende frem blandt folk. Det var trods alt over et år siden hun havde set sin mor. Blikkene hvilede på de to dæmoner som Prisma først krammede sin mor, for kort efter at give slip som havde hun brændt sig og hurtigt dukkede hovedet med et lille 'undskyld'. Dette fik end ikke et øjenbryn til at hæves ved Zidiac der istedet blot lod sin ene hånd hvile på datterens skulder. På trods af lettelsen for at se sit afkom i live, ville hun ikke kunne slappe af før de var væk herfra.
" Jeg ser De har taget Dem godt af hende, høvding. Jeg takker, men jeg er nødt til at tage hende tilbage, jeg er sikker på at De forstår. "
Høvdingen brummede let, vuggende med armene over kryds.
" Jovist har jeg taget mig af pigebarnet, men hun har kostet, mere end du betalte da du kom med hende. Hun er vokset og krigen er uden for døren. En belastende mund at mætte. "

" Det tænkte jeg nok at De ville sige. Godt jeg var forberedt.." En pung, med resterne af hvad hun havde tilbage af proviant og rigdom, blev smidt hen imod ham, han gloede imod hende inden han åbnede den og gjorde store øjne ved synet.
" Den reneste klump Jade jeg har kunnet finde. Diamanter og bjergkrystal. Det burde være betaling nok for hende og for at jeg kan få mig en ny pony ud herfra så hurtigt som muligt. " Hendes stemme var hård. Hun var bestemt ikke i humør til at hyggesnakke eller forhandle.

Der var en anspændt tavshed imellem dem inden han langsomt nikkede og gjorde tegn til en af krigerne i lejren som hastede ud af teltet for at finde en pony. Hun byttede pony med krrigeren og fik hastigt sin datter op på den.
" Sig farvel til folket Prisma, jeg vil hellere at du tager med mig end her hvor farerne lurer konstant. " Hun valgte ikke at nævne noget om at der de skulle hen var der mindst lige så mange farer.
Hun betragtede utålmodigt sin datter tage afsked med vennerne hun havde skaffet sig i lejren, inden Zidiac hoppede op bag hende og fik hesten i gang, uden et eneste ord mere forlod de lejren for fuld galop.

Først da de var vel ude af syne tog Zidiac sin amulet på igen, og var igen denne mørkhårede robuste kvinde.
Mulighederne havde været mange for hvor hun kunne have sin datter, men ingen af dem havde lydt særlig betryggende. Med Mørket og den krig der var rundt i landet, ulmende var en landsby bestemt ikke stedet for ungen, ej var hovedstaden. Selvom hun sagtens kunne blive væk der, kunne hun også blive udnyttet og misbrugt, på flere måder end Zidiac brød sig om.
Piratbyen var også udelukket og ørkenens byer stolede hun ikke spor på grundet deres slavehandel, Topalis lå for langt væk, hun foretrak af have datteren nær sig hvor hun kunne følge dennes udvikling, både fysisk men også magisk, og forhåbenligt snart lære hende at flyve selv. Vingerne var efterhånden ved at have en passende størrelse til det.
Et jag gik igennem hendes brændemærke, hvilket fik hende til at tænke at Samson nok højest sandsynligt var i et meget dårligt humør, på de pligter hun havde udladt at gøre de sidste par uger fordi hun havde været travlt optaget af at få fat i sin datter.

At falde i nåde ville bestemt ikke blive nemt, hun vidste at han højest sandsynligt havde holdt øje med hende via mærket, hvordan skulle han ellers have kunnet sende smerten lige sådan?
Endnu en tung sukken forlod Zidiac inden hun ømt kyssede sin datters mørke hår og indtog dets vilde duft.
" Bare rolig Prisma. Jeg skal nok sørge for dig. "
Et skur ville hun dog ikke byde sin datter. Og med Samson værende i et dårligt humør ville sandsynligheden for at hun kunne forlade borgen efterfølgende være temmeligt svindende. Ikke desto mindre var det borgen hun var rettet imod, borgens ruiner hun i bund og grund kun kunne se sin datter overleve i. Spørgsmålet ville blot være hvad Tara og ikke mindst Samson ville sige og gøre når de opdagede hun havde medbragt sin datter, for ikke at nævne hvordan hun skulle forhindre dem begge i at forsøge at tiltvinge sig barnets navn eller komme ind i hendes hoved.


Det ville kun fremtiden vise.