Clop-clop-clop..
Lyden af en tung beskoet hest lød blandt så mange andre ting i byporten idet Etheldred red igennem den, på vej ud af byen.
Vingerne var bundet tæt sammen under hendes blåhvide kappe der holdt hende varm og nogenlunde tør i den småregn der havde vært over hovedstaden det meste af dagen.
Krigeren havde været inde ved sin overordnede med noget papirarbejde og havde fået lidt mere med sig hjem. DA hun stadig ikke var fuldt ud i stand til at bevæge sig som hun plejede at være vandt til, efter en nærkamp med en drage og dennes rytter. At hun stadig var i live var et sandt mirakel, til gengæld havde det taget hårdt, både på hovedet og på vingen. Dele af hukommelsen havde i tiden efter kampen vist sig at være forsvundet, mens vingen havde været rent og skær flænset op efter nærkontakt med dragens sylespidse tænder.
Healingsprocessen havde varet en evighed, men efter ugevis af behandlinger var der endelig begyndt at ske noget. Der havde ellers været tale om at man måske hellere burde amputere vingen, til Etheldreds store frygt.
Heldigvis var det begyndt at heale. Sessionerne skulle hun dog stadig til, men det var en begyndelse.

De blå øjne skuede ud i folkemængden som hun manøvrerede den store stridshest der var blevet lånt hende af ordenen, ud og ind imellem flygtninge. Egentligt var hun ikke i det helt bedste humør.
Akkurat som hun havde været på vej ud af døren var hun blevet stukket en ordre om at tjekke op på et varulve problem. ' det lå jo alligevel på vejen. ' Hun krængede let ved genlyden af hendes øverstbefalende, men havde ikke kunnet sige ham imod og havde blot taget imod ordren. Der var ikke behov for ham at vide at hun det meste af tiden efter kampen ved Dragorn havde formået at holde sig ved sin barndomsven, Alexanders, ene gæsteværelse. Væk fra en dybt irriterende husbond der kun lod til at være glad for at have hende tilbage under hans hånd hvor han vidste hvor han havde hende.

En sukken forlod hende som hun begav sig ned af den lange landevej, hen imod den landsby hun havde fået besked på hade nogle problemer. Håbende at hun ikke ville være nødsaget til at ty til vold og kamp.

Det var egentlig primært sket på grund af orkbanditter på vejen. Allerede én gang på hans rejse til hovedstaden havde han været overfaldet af banditter, men denne gang havde han været alene, og havde været nødt til, at ty til sit indre bæst for hjælp. Derefter havde han taget tasken med alle sine ting i kæften og var løbet som død og helvede fra de resterende banditter, før de kunne nå at flå ham helt fra hinanden.
Problemet var bare, at den lille landsby han endte i, ikke var vant til varulve, så de havde alle sammen barrikaderet sig, og havde sendt en rytter af sted mod hovedstaden efter hjælp. Og det var netop hjælp, Caidan havde brug for. Han havde det ikke sindssygt godt, men for nu, hvor han løb rundt i landsbyen i et forsøg på, at komme af med al sin energi, kunne han ikke helt mærke det. Der var blodklatter i hans pels, ved ryggen og ved den ene forpote og under det venstre øje.

Men han kunne ikke komme ud af sin monstrøse form, ligegyldigt hvor meget han end forsøgte at løbe energien væk. Der var stadig vrede, angst og adrenalin tilbage fra overfaldet, og derfor var han nødt til, at løbe rundt. For ikke at ende med, at nogen kom ud og troede at vejene var sikre. Så hellere holde dem indendørs, så han ikke endte med, at dræbe én af dem ved en fejl. Det var grusomt, og Caidan håbede virkelig, at det snart kunne få en ende.

Det virkede som en blanding mellem evigheder og at det var gået alt for hurtigt, for før Etheldred havde fået set sig ordentligt om var hun kommet hen til landsbyen. Hun stoppede hingsten op og holdt for en stund øje med de mange små huse og deres barrikader. Hun fornemmede øjne der hvilede på sig og skævede hen imod et ikke helt lukket vindue hvor et barn snart blev hevet væk fra af sin mor.
Så folket havde lukket sig inde, men hvorfor? Havde mørkets magter virkelig allerede kommet helt derhen uden de havde bemærket det? En fnysen fra hesten fik hende til at fokusere fremad igen, idet hun fik øje på en hund. Nej.
Størrelsen var forkert, det kunne næppe være en hund, og hvorfor skulle en hund rende rundt med en sæk i kæften? ET lyst øjenbryn blev hævet som det gik op for hende at det var en varulv hun stod overfor, enten det eller et halvdyr der var blevet fanget i sin krop og havde ladet instinkterne tage over.
Det kunne meget vel være med det blod der lod til at være i pelsen.

Et ben blev hævet bagud mens hun lænede fremad, hvilket resulterede i at den tunge stridshest stejlede, kort men højt, og igen lod sig dumpe ned, så det klingede let imellem bygningerne. Et fast blik var kommet frem i krigerens ansigt som hun holdt hesten an med den ene hånd og fik fat i en dolk fra støvleskaftet med den anden i tilfælde af at ulven skulle være dum nok til at angribe.

" Hey! Pelsdyr..!" Hun vidste godt at det var temmeligt dumt at kalde den ved navne men hun vidste ikke hvad der ville være bedre.. Ulv?

Lyden af en hest der stejlede og landede hårdt i landevejsgruset igen fangede Caidans opmærksomhed, samtidig med en kvindes råb. Han vendte sig brat rundt i sit løb og stoppede stift op, mens han stirrede ned på hesten og dens ejermand. Han ville have råbt at hun skulle løbe, men før han nåede at gøre noget ved det, tog instinkterne over og han satte i løb direkte ned mod hende. Det var først da han var så tæt på, som man kunne komme, uden at blive trampet ned, at han fik øje på uniformen. Han havde set hende før. Han kendte hende ikke så godt, men hun var en kriger af lyset, og nu sad hun dér på sin hest. Caidan ville ikke angribe hende og blive dømt som morder for at have dræbt en krigerkammerat, så han stoppede igen stift op, og gik stik imod det indre bæst. Det var næsten som om, at han hev og sled i sin egen krop, da han trådte væk fra hende med en let halten på den skadede pote.

Derefter kom smerterne igen. Han var ved at falde ned. Adrenalinen forsvandt og fordi han havde været så bange for, at komme til at dræbe hende, havde han tvunget al vrede og angst væk fra sine overfladiske tanker, så kort efter han havde vendt sig væk, smed han tasken, og der lød en let lyd af stål mod sten, da sværdstaven i tasken også løsnede sig og landede i gruset. Ulven lagde sig ned for vise underdanig og kort efter skiftede han form til menneske igen, hvor det eneste tøj der var tilbage på hans krop var et sæt ødelagte bukser, der nu kun gik ham til knæene. De blødte stadig fra hans ryg fra et sværd der havde trukket en lang streg ned gennem hud og kød, og hans hånd så kvæstet ud, samt havde han en ret grum rift under øjet. Han trak vejret i korte, forpustede stød, mens han forsøgte at komme op fra sin liggende position, men han fandt det en kende besværligt. "Undskyld... Hjælp?" hans toneleje var tydeligvis bedende og han så op på krigerkvinden med et træt, udmattet blik, før han endnu en gang sank sammen.

Længe stirrede hun blot på ulven som den kom stormende imod hende, noget der nær havde fået hesten til at træde bagud i ren og skær instinkt på trods af dens skarpe træning. Dolken var hævet, parat til at slå til hvis det skulle blive til noget, hvilket det frygteligt så ud til.. Lige indtil ulven pludselig stoppede brat op.
Mere stirren fulgte da hendes øjne betragtede hvordan den krøb sammen, som en tæsket hund, for at gennemgå en forvandling der ikke så videre behagelig ud.
Hun var ikke videre vant til forvandlinger af den slags, men når hun så dem kunne hun ikke lade være at tænke om seglet i hendes nakke mon forhindede hende i at blive til et bæst uden lige eller blot holdt hendes dæmoniske side i skak.

Hun rystede tanken af sig og lod istedet dolken ned i støvleskaftet igen, inden hun svang sig langsomt ned af hesten. Galant tog hun de få skridt hen til ulven, der nu var menneske og så ham an.. Han virkede vagt bekendt men hun kunne virkelig ikke sætte navn på ham. Måske han bare var en hun havde set på gaden.
Hun skævede kort imod hans sår inden hun gav ham sine hænder for at hjælpe ham op at stå.
" Kom.. Med over til brønden så vi kan få set på det sår. Du kan forklare dig selv imens.. "
Hun var ikke ligefrem en healer, men hun havde da gennemgået sin uddannelse lang tid nok til at hun vidste hvordan man tog sig af sår, selvom hun ikke ligefrem følte sig som værende den type kvinde der blot ville tage sig af folk.

Det lettede lidt at se, hvordan kvinden lod sin kniv tilbage hvor den kom fra i stedet for, at virke fjendtlig over for ham. Det var en start, for han vidste godt, at han ikke ligefrem var i krithuset, sådan som han var kommet herud og havde skræmt hele landsbyen fra vid og sans. Han kiggede lidt efter hende, da hun sad af hesten og kom hen mod ham. Hvad var det nu hun hed? Da hun rakte sine hænder frem mod ham i en gestus, tog han imod, men nøjedes med at bruge én hånd, da den anden sved og gjorde rigtig ondt. Snart var han på benene igen, på den rigtige måde. Ikke alle fire, men derimod to. Sådan som han bedst kunne lide det. Også selvom han ikke havde synderligt meget balance at gøre med. Taske og våben lod han ligge, for han ville ikke skræmme nogen mere end højst nødvendigt.

Derefter begyndte den trælse gåtur mod brønden. "Tak," startede han ud, mere end oprigtigt. Caidan var virkelig glad for, at lyskrigeren var her til, at hjælpe, også selvom hun havde været nødt til at se ham som det monster han reelt var. "Det var ikke min mening at løbe herind. Men landevejene myldrer med banditter, og.. Nogle af dem ville tage alt hvad jeg har tilbage, og da jeg pænt sagde nej, ville de ikke acceptere det," forklarede han, noget mere roligt end hvad han havde følt sig de sidste mange timer. "Jeg var egentlig på vej til hovedstaden. Lysets palads, nærmere sagt. Jeg arbejdede der engang," om det kunne sparke hendes minder i gang vidste han ikke. Han kunne genkende hende, men kunne ikke huske hendes navn, men hun virkede slet ikke til, at kunne genkende ham. Han havde godt nok ændret sig en del. En del længere hår, og så så han langt mere træt ud end dengang hvor han havde lignet menneskets svar på en top-atlet.

Som hun så hans vaklen var hun ikke langsom til at få kappen af sig så den ikke ville være i vejen idet hun gav ham sin skulder, mens kappen nu lå over armen. Han kunne nu nok godt få brug for varmen fra den, men sårene på ryggen skulle tilses, stof imod sår sådanne steder var bestemt ikke rart, især ikke hvis såret var dybt.

Langsomt bevægede de sig hen imod brønden, alt imens han fortalte. Hun sukkede let. " Banditter er der desværre kommet flere og flere af, især efter det lykkedes Mørket at tage magten i Dragorn.. " Hun hadede at tænke på nederlaget, men idet mindste var hun fri, for nu. Hvorimod flere af hendes kammerater fra Lyset var taget til fange eller dræbt på stedet. " Jeg ved ikke med de andre noble, men min mand og jeg gør vores for at sørge for at der ikke kommer banditter og gør livet trist og mere desperat for de bønder og landsbyer vi har under vores beskyttelse. "
Et kort, let trist smil fulgte. Det var ikke så meget for at blære sig med sin rang, for hende kunne hun være en bonde hvis ikke det ville skade hendes families ry, på trods af hendes had til samme.

Hun rynkede brynene. Lysets Palads.. Var han en gammel kriger? Han virkede nu ung, omkring hendes egen alder. En nagende hovedpine var begyndt at melde sin ankomst som hun forsøgte at huske. " Du arbejdede der...? Som kriger eller? " At se på hans ansigtsmærker var det højest sandsynligt, hun tvivlede at dronningen ville lade tjenestefolk med den slags mærker arbejde som tjenere i al fald. Det kunne selfølgelig være at hun tog fejl men de fleste tjenestefolk hun havde stødt på virkede neutrale i deres udseende. Intet for voldsomt og distraherende der kunne skræmme småfolket.

" Mit navn er Etheldred, hvad kan jeg kalde dig? "

Caidan vidste alt om Dragorns fald, og derfor overraskede det ham ikke, da hun fortalte ham om det. Men det ændrede ikke på hans vrede. Han holdt munden lukket til hun spurgte ind til hans arbejdsposition på paladset og derefter præsenterede sig. Da gik der et lys op for ham. Ethelred. Også kaldet Ethel blandt de andre krigere. Han havde aldrig selv kaldt hende det, for han havde aldrig rigtig faldet rigtigt i snak med hende før. Oftest havde han blot valgt at bruge sine dage på træning med sværdstaven, samt de andre våben, der var nødvendige at gøre brug af for en kriger. Desværre havde han kun sværdstaven for tiden. Sværdet havde han mistet til et af sine... Anfald. Han sukkede let, da de kom til brønden som han satte sig op af, glad for, ikke at skulle stå op mere. "Jeg arbejdede der som kriger. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke husker mig, jeg har ændret mig meget siden, og vi talte ikke rigtig sammen dengang. Og så er det trods alt omkring syv år siden," forklarede han hende med et mildt smil på læberne. Det kunne godt være, at han følte sig komplet drænet og udmattet, men samtidig havde han også lettelsen over, at monstret inden i ham ikke havde opført sig helt så slemt i dag.

Der var faktisk også et par beviser på hans medlemskab. Eller i hvert at han havde været sammen med andre krigere af lyset. Arrene på hans skulder var varulvens bid lyste nærmest op, hvilket var et tydeligt tegn på, at han var blevet healet med lysets magi. Det samme var tilfældet for et større ar han havde i siden. "Jeg hedder Caidan Durothiil. Det er en glæde af møde én af lyset, selvom det måske ikke var i en særlig god situation," Igen rettede han et smil mod hende, alt i mens han kiggede ned på sin kvæstede hånd. Nærmest uden at tænke over det, gik han ind i sig selv og frembragte lysets magi, der fik hans hånd til at lyse op samtidig med, at såret på hånden lukkedes og efterlod endnu et af de mærkværdige ar.

Som han forklarede sig frem og præsenterede sig kom et mindre glimt tilbage af ham som hun havde set ham tilbage dengang. Han havde virket mere adræt, veltrænet og smidig, i forhold til nu. Han måtte mangle ordentligt næring til sin krop.
" 7 år siden.. Så forstår jeg bedre.. For cirka 7 år siden blev jeg gift.. Det var et værre roderi. " Mere sagde hun ikke om den sag. Han behøvede ikke at vide at ægteskabet bestemt ikke var lykkeligt og at hun nærmest konstant pønsede på hvordan hun bedst kunne få ham til at miste sin status og rigdomme uden selv at få sit ry og omdømme skadet alt for meget. Til al held havde hun da undgået at give ham en arving af nogen art. Selvom der havde været mange gange hun havde været gravid havde hun hurtigt sørget for at få fat i elvernes berygtede urte til at sørge for at dræbe fostret før der blev lagt mærke til det. Om det kunne blive ved at gå på denne måde anede hun dog ikke.

Hun betragtede ham med et let sælsomt smil idet han satte sig ned. Et øjenbryn blev dog hævet idet han healede sig selv. De lysende ar var sælsomme og finurligt smukke.
" Så du er blevet en varulv i mellemtiden kan jeg gætte mig frem til..? Jeg mener at huske at der er en MIA på dig... Den ligger nok i arkivet nu dog.. Men ja, bestemt en glæde at møde en kammerat. "

De lyse øjne skævede rundt som hun fornemmede at folk var begyndt at slække på barrikaderne. Et par enkelte mænd havde endda formået at gå ud i gaden hvor de stod og gloede hen på dem. Etheldred sendte dem et nik og et smil som tegn på at situationen var under kontrol, inden hun igen fokuserede på Caidan.

" I det mindste dræbte du ikke nogen uskyldige... Havde du problemer med at kontrollere dit indre bæst..?"

Caidan var ikke sikker på, om Ethel mente at det havde været godt eller dårligt at blive gift. På den ene side var det dejligt at få en mand i sit liv, eller en kvinde hvis det var i Caidans tilfælde. På den anden side, havde hun lige sagt det var noget værre roderi, så måske var hun ikke helt tilfreds. Han overvejede at smile, men lod være, og strak sig i stedet for, at nå om til såret på ryggen. Han kunne lige nøjagtig nå det, og som han endnu en gang lod magien strømme gennem sin hånd, healede også dette sammen, selvom det gjorde ham noget mere træt, og en smule svimmel.
"Ja... Da jeg tog hjem. Det er også derfor jeg ikke er kommet tilbage før nu, jeg har været nødt til, at komme i kontrol over den... Del af mig," han valgte med vilje, ikke at fortælle hende hvordan det hele var sket. Han havde ikke lyst til, at tale om det lige nu.

Hendes spørgsmål omkring hvorvidt han ikke havde haft kontrol, fik ham til, at ryste på hovedet. Caidan plejede normalt at have rimelig god kontrol når der ikke var fuldmåne, men i dag havde jaget ham en skræk i livet, og under angst og pres var han ikke særlig god til, at holde kontrol over sig selv. "I dag, ja. Jeg er virkelig ked af, at det skulle gå ud over folk her i landsbyen, men de banditter var i stort overtal. Og jeg kunne ikke komme ud af problemet uden at skifte form," han rystede let på hovedet igen, mens han skævede mod de folk der kom ud og overbegloede dem. Han var ikke glad for, at blive stirret på. Men i dag havde han sgu selv bedt om det.

Etheldred lyttede opmærksomt på hans beretning, imens hun fik skubbet en spand ned i brøndens dyb og begyndte at hale det kølige vand op igen. Caidan lignede bestemt en der kunne bruge noget at styrke sig på, og ikke mindst få sig et bad.
Hun nikkede let og satte sig, på kanten af brønden; hendes indbundne vinger tillod sig ikke rigtigt at hun satte sig ned ved siden af ham. Hun så frem til den dag hun kunne bevæge sig frit og uden smerter igen.

" Lyder fornuftigt. Forhåbentligt gik det ikke ud over alt for mange uskyldige gennem den... Træning.. " Hun fik hevet spanden over kanten og en smule besværet sat den ned ved siden af Caidan, selvom et par enkelte sprøjt faldt ud over kanten, det var der ikke noget at gøre ved.
Hun fornemmede godt at han ikke brød sig om nysgerrigheden fra landsbyboerne som flere og flere turde gå ud af deres hjem og satte deres barrikader ned. Et par enkelte børn vovede sig endda ud at lege med en temmelig slidt bold af læder.
Hun smilede kort til ungerne. Nysgerrigheden var nu en naturlig del af menneskets natur, det kom man ikke udenom, det lå ligesom til instinkterne ved de fleste.

De observerende øjne betragtede som Caidan med møje og besvær fik healet såret på ryggen. Det var smart hvordan lysets magi havde udviklet sig med tiden, og det var da altid noget at han stadig havde emblemet med krystallen ved sig så han kunne gøre brug af magien og derved kunne bevise hvem han var.
Da han blev færdig tog hun sin kappe og lagde den over hans skuldre så han kunne få noget ordentlig varme i kroppen igen.
" Igen, ingen kom til skade her, hvilket er hovedsagen. Men du må nok være behjælpelig med en rapport omkring hele situationen, såvel som at beskrive banditterne. Hvor mange der var, racer, udseende og sådan.. Som kriger burde du nok kende til systemet..? "

Caidan kiggede op mens Ethel fik hevet en spand vand op fra brønden. Der plaskede lidt vand ud over grusvejen, da hun stillede spanden ned til ham, men han sagde ikke noget til det og begyndte i stedet at få vasket rejsestøv såvel som blod og sved væk fra kroppen og ansigtet. Da han var tilfreds rejste han sig op og gik hurtigt hen til sine ting og fik dem med tilbage til brønden med et undskyldende smil over bare, at være smuttet midt i det hele. Sværdstaven lagde han ubevidst inden for rækkevidde, mens han fik sat sig på kanten af brønden ved siden af hende. Det var lettere at tale sammen i øjenhøjde.

"Jo, ja, jeg kender godt kotumen. Vil du have rapporten på skrift, eller er det nok, jeg bare fortæller om det nu her?De var alle sammen orker, kan jeg med det samme fortælle. Men de var ret fattige, og havde primært våben af knogler eller sten. Til gengæld var de alle ret stærke og store i det," fortalte Caidan, mens han fik en tunika op af tasken og tog den på. Bukserne måtte vente, men de sad også nogenlunde i øjeblikket. "De var 15 stykker, men jeg fik tyndet lidt ud i deres rækker. Så nu ved jeg ikke helt hvor mange der er tilbage," han kløede sig lidt om hagen, eftertænksomt. Han kunne virkelig ikke huske det, og det var ret træls. Som han kløede sig om hagen, var det dog tydeligt, hvor han havde emblemet hængende. Den sad i hans læderarmbånd, og virkede ikke synderligt synlig dér, blandt andre små ting, der også hang i armbåndet.

Ethel forsøgte ikke at stirre alt for meget da han begyndte at vaske sig fri for blod og snavs. Selvom det egentligt havde været tiltænkt at han drak det var hans behov for at virke mere renlig og ufarlig nok større.
Hun smilede kort, sparkede let med det ene ben ud i luften inden hun dæmpet fløjtede. Stille og roligt kom stridshesten luntende hen til hende ved brønden. Normalt ville det ikke være den slags heste man ville låne ud til krigerne hvis de ikke skulle i kamp, men med hendes skadede vinge var en stridshest noget af det eneste der kunne bære hende. Drager kunne det omvendt også, men det var ikke noget hun havde rangen til, hvilket hun også fint accepterede.
Hingsten lod sin mule møde hendes hånd som hun let strøg ham over hovedet inden hun fik fat i tøjlen så han ikke skulle stikke af, selvom han nu engang var ganske veltrænet.

" Mundtligt kan gå an, men det bliver skrevet på skrift når jeg kommer til paladset igen.. Eller hjem.. Hader at sige det, men er ikke alt for egnet til de normale opgaver for krigere for tiden. Fik kun denne opgave fordi den lå på vejen hjem. " Hun lo kort, et simpelt humorløst grin, inden hun gav sig til at lytte så opmærksomt som muligt til hans beskrivelse af banditterne. 15 orker? Det kunne let være blevet grimt for ham. Forhåbentligt ville de ikke have været dumme nok til at optage forfølgelsen af ulven.
Blikket faldt på hans armbånd. " Smart sted du har emblemet hængende. " Lød det kort for hovedet.

Caidan måtte hæve et øjenbryn idet Ethel forklarede hvordan hun ikke havde egnet sig til opgaven og at det kun havde været et tilfælde. Han så lidt mere undersøgende på hende, til han kom i tanker om, at hun normalt havde vinger. I og med, at de ikke var særlig synlige, måtte de enten være blevet ødelagt og skåret væk, eller indbundne for at holde en skade i ro. Det så dog ikke ud til, at hun var overdrevent nede i kulkælderen, så det måtte nok bare være det sidste. Så forstod han godt. "Så er jeg kun glad for, at det var mig, der var varulveproblemet og ikke nogen anden. De fleste varulve har enten ingen kontrol, eller også er de aggressive og ligeglad med andre mennesker," igen var det en skjult hentydning, endda for ham selv, Han var blevet overfaldet af sidstnævnte dengang og havde været førstnævnte et godt stykke tid.

Hendes kommentar om emblemet fik ham til at smile skævt. "Ved at indsætte den i et mundant mønster, ligner den blot en del af det mønster. Og jeg har ikke lyst til at rende rundt og skilte med mit mest dyrebare eje," Han var ikke sikker på, hvor hun havde sit emblem hængende henne, og han ønskede heller ikke at granske hende efter det. I stedet for fik han lukket sin taske og kørte en hånd gennem sit lange hår, ind til det kom så pludseligt, som altid. Hans ellers normale øjne fik en nuance af kulsortm som han for sit indre blik kunne se syv vrede orker nærme sig landsbyen.
Da hans øjne blev normale, så han på Ethel, med et vagtsomt blik. "De kommer," advarede han samtidig med, at han kunne høre deres larm i udkanten af landsbyen. Han rejste sig med det samme op og tog sin sværdstav op i hænderne, parat til, hvis orkerne skulle gå amok.

" Jeg er nu mere glad for at du rent faktisk stoppede op og fik kontrol over dig selv, ellers kunne det da let være endt galt. " Lo hun let. Situationen kunne i den grad let have set anderledes ud hvis han ikke havde haft kontrollen og hun kunne have været nødsaget til at tage sig af et lig og al det papirarbejde et lig medførte.
Hun nikkede. Det kunne let gå galt, det vidste hun, varulve havde trods alt ikke ligefrem det mest pletfrie ry.

Øjnene blev ved at betragte mønsteret, det var egentligt temmelig smart fundet på. Hendes egen var gemt ved det ene bryst, i sine yngre dage havde man forsøgt at have den i hendes segl men krystallens rene kraft havde vist sig at forvolde hende alt for store smerter så man havde taget det til tåls med at den var i et form for brystsmykke, skjult for at fjender lige kunne få fat i den og rive den ud. De færreste ville tro at sådan et magtfuldt symbol ville være at finde der ej heller tage sig tid til at lede der.

Hun bemærkede ikke at hans øjne skiftede sig, faktisk var det mere hans muskulatur i armen hun bemærkede som han spændte musklerne inden han advarede hende og selv var på benene.
For fanden da også!
Bandede hun i tankerne, som hun hoppede ned fra brønden og i et sving kom op på ryggen af hesten der vejrede let i vinden.
" Skynd jer inden dørs igen, det er ikke sikkert herude.." lød det kort for hovedet til de nærmeste landsbyboere der, om end en smule nølende, fik hevet sig selv, dyr og børn med ind igen og gav beskeden videre. Nu havde hun lige sagt det var sikkert også blev det usikkert igen, hvad var det da ikke for noget.? Hun greb om skæftet på sit sværd inden hun fik manøvreret hesten hen foran, imod hvor orkerne uden tvivl ville komme om ganske få øjeblikke.

Caidan var kun glad for, at Ethel havde en krigshingst, nu hvor de var ude på dybt vand. Selv var han stadig meget træt og udmattet efter sit sidste møde med orkerne, men han ville være nødt til, at beskytte landsbyen. Det var hans arbejde, trods alt, selvom han ikke havde fulgt lysets vej i lang tid. En mere spirituel rute havde været lagt ud for ham de sidste mange år. Han svingede sværdstaven prøvende mellem sine hænder, mest for at se, om hans muskler ville samarbejde. Ved synet af orkerne, fandt han, at adrenalin sørgede for, at holde ham kørende. Ganske vidst var de 7. Noget mindre end sidst. Men nu havde de vidst også deres leder med, en kæmpeork med en stridshammer på størrelse med hestehoved, hvis ikke større. Han stirrede på orken med let frastødethed i blikket, før han skævede mod Ethel.

"Jeg kan flankere dem, hvis du rider dem i møde," foreslog han. Uden at diskutere det yderligere, forsvandt han som dug for solen, da han fokuserede på sin evne til, at gøre sig usynlig. Den var heldigvis ikke lige så tærende på hans kræfter, og den var let, at få adgang til. Derefter satte han i løb, hele vejen ned til orkerne og sneg sig om bag på dem. Hvad end Ethel var med på idéen eller ej, kunne Caidan ikke tillade sig at vente. Han kunne høre på lederens ordrer til de andre orker, at landsbyen skulle plyndres, og det var han ikke okay med.
Den første ork, helt ude på venstre flanke, var nem. At stikke folk i ryggen, var måske lidt for let, men i denne situation var det nødvendigt. Han kunne ikke kæmpe mod 7 orker på én gang. Da han hamrede sin sværdstav i ryggen på orken, faldt han omkuld med en dødsrallen. Desværre betød det også, at Caidan blev synlig, og før han nåede at gøre sig usynlig igen, var der allerede tre orker over ham, og han måtte kæmpe for livet. Den næste ork faldt, da han lempede hovedet af ham med et sving fra sværdstaven, og derefter måtte han fuldt ud i defensiven igen.

At skulle stå ansigt til ansigt med en gruppe orker og uskadeliggøre dem for at holde dem fra at røve en landsby, havde ikke ligefrem stået aller øverst på listen over daglige gøremål og pligter da Etheldred havde stået op i morges.
Ikke desto mindre var det hvad der nu situationen hun befandt sig i. En kort fnysen lød fra hingsten under hende mens hun selv havde lyst til bare at sukke tungt. Uheldigvis var det sådan med orker at de bare overhovedet ikke lyttede efter hvad man sagde, så det var en umulighed at komme til at snakke dem til fornuft, så meget var hun allerede helt sikker på.
Til gengæld adlød de åbenbart Mørkets Lord, hvad end han havde gjort for at manipulere de dumme skabninger.

En nikken blev sendt til Caidan som tegn på at hun havde både hørt og forstået ham, inden han pludselig forsvandt. Det måtte være en af hans evner.
Hun satte hælene i flankerne på hingsten, med en tavs undskyldning til denne, som de satte i kort galop imod orkerne. Den første og nærmeste fik et slag med sværdskæftet, hvilket åbenbart ramte den præcist nok til at han skravlede om på jorden kort efter.
Hvilket ærligt overraskede Etheldred, da orker var kendte for at være tykpandede.
Hun rystede tanken af sig og vendte istedet opmærksomheden imod de to andre orker der var på vej imod hende højest sandsynlgit for at få hende væltet af krikken. Det rev og sled godt i hendes healende vinge idet hun hev i tøjlerne med den ene hånd for at få dem væk fra orkernes hænder, mens hun med den anden hånd svang sværdet. Hun gjorde dog sit bedste for at ignorere smerterne.

Det havde egentligt været meningen at hun vile have hugget hovedet af ham, men da hesten gav et spjæt som orken fik fat i Etheldreds ene ben og forsøgte at hive hende af, endte det istedet med at blive en huggen, dybt ned i skulderen. En dæmpet banden forlod hende mens hun forsøgte at vriste sig fri. Til ingen nytte, hun følte hvordan hun var ved at miste grebet om stigbøjlerne, og så ingen anden udvej end at gøre brug af sin kriger-magi.
Flammer slikkede næsten omgående sig omkring hendes arme inden de slangede sig ned omkring sværdet som endnu engang blev hugget imod orken, og dermed fik sat ild i dennes hår og tøj.

Et højlydt vræl hørtes fra ham da han gav slip og istedet gav sig til at forsøge at slukke sin ild. Under Etheldred dansede stridshingsten nervøst. Det kunne godt være at den var godt trænet, men den brød sig stadig bestemt ikke om at have ild så nær ved sig.
De skarpe, temmeligt lyse, blå øjne forsøgte at danne sig et overblik over hele situationen mens hun styrede hesten let væk fra forsamlingen, og fra den anden ork der stadig var efter hende.

" Caidan! " Råbte hun, tonen i hendes stemme var endnu engang blevet bestemt og en smule beordrende. " Lederen skal uskadeliggøres, men ikke dø. "
Hun anede ikke om han tænkte ligeledes som hende, faktisk var det temmelig upraktisk at sige det højt, men hun var trods alt ikke mentalist og kunne ikke sende telepatiske beskeder heller.

Forhåbentligt ville det lykkedes dem at få lederen ned og få ham slæbt til paladsets fangekælder til forhør. Efter de havde mistet Dragorn til Mørkets Lord var dette en mulighed for muligvis at kunne få oplysninger der kunne være til gavn for Lysets dronning såvel som hendes undersåtter, krigere og riddere.
En mulighed Etheldred helst ikke så gå til spilde... Hvis de altså fik ham ned. Han var trods alt noget af et klods.

Kampen var stadig meget besværlig, med to orker lige i synet. De var voldsomt aggressive, men da først Caidan havde formået, at ødelægge deres våben med sit eget, der var af noget bedre kvalitet, så var de ganske nemme af fjerne fra kampen. Alt i mens dette skete, kunne han høre Ethel råbe, at han ikke skulle dræbe deres leder. Ganske som hun sagde dét, dukkede solen op som den blev omtalt, da en kølle blev svunget meget tæt forbi Caidans ansigt. Det ville blive meget besværligt. Og så var der også en anden ork, der flankerede ham, men der var derudover ikke rigtig flere som var på hans nakke. Han blev nødt til, at gøre sig usynlig igen. Da han havde gjort dét, var den ene ork ikke spor svær at gøre det af med, og som orken blev slap, skubbede han den efter lederen, der lige måtte bruge en smule tid med, at vikle sig fri af den slappe ork.

Men så var problemet ellers også ude. Lederen var meget mere erfaren end de andre orker, og idét, han svang køllen, gik det meget hurtigere end forventet. Caidan måtte parére, og da de to våben mødtes sendte stødet rystelser gennem hele kroppen på Caidan, der flyttede sig bagud og kort måtte sunde sig. Det fik han dog ikke lov til, for kort efter kom det næste slag, hvor han paréring ikke var nok. Køllen snittede hans hoved og kort svømmede alle hans omgivelser rundt for ham, mens han vaklede let. Orken grinede et glubsk grin, før han endnu en gang svang køllen. Denne gang var Caidan dog forberedt, og lavede et rullefald under svinget, hvor han hamrede sin sværdstav ned i foden på orken, hvorefter han kastede sig ind i ham, så de begge to væltede ned på jorden. Orken brølede højt af smerte og lukkede sine hænder om halsen på Caidan, der hurtigt indså, at han måtte skynde sig før det gik galt. Slag på slag haglede ned over orkens ansigt, til han lå stille, men stadig trækkende vejret. Caidan væltede selv af og lå nu også selv på jorden og tog sig til hovedet, hvor der var kommet en ret voldsom rift. Det gjorde jævnt ondt. "Han er ikke død, bare rolig!" det var et noget hæst råb, men et råb var det da.