Olug begav sig afsted imod hovedstaden, ude på landevejen. Det foregik i det langsomme, rolige tempo - ikke bare fordi det var det Olug havde valgt, det var faktisk det eneste han var i stand til. Han gik med substitut-benet i venstrehånd: Vandrestaven. Den store ikiro gik ved hans venstre side og han mærkede hvordan den var vagtsom, hvordan det vejede enhver der passerede dem på begge sider, vogtede og beskyttede ham. Han standsede og humpede ind foran dyret med et smil. "Se om vi kan finde nogle interessante personer her, ikke?" spurgte han dyret, der mødte hans udstrakte højre hund med næsen og han strøg den nænsomt over hovedet. "Skræm dem nu ikke væk alle sammen" tilføjede han med et smil, hvorefter kattedyret lukkede øjnene. Han vidste, at dyret havde forstået og indvilliget. Der var aldrig nogen diskussion; det var der aldrig behov for.

Olug rettede sig op igen og begav sig atter ned af landevejen. Dyret ved hans side fortalte ham med sit kropssprog, at han burde holde til højre, gå imod naturen. Olug forstod ikke hvorfor, men han føjede sin kompagnon og satte kurs imod skoven der lå ikke langt fra vejen. Måske han ville finde brugbare urter eller måske et par dyr der kunne fortælle ham noget spændende. Selv hvis der ikke var et stort formål med udskejelsen, så kunne det aldrig være et problem, og Olug havde alverdens tid. Da de var løstnet af vejens jævne underlag og istedet havde græs under fødderne, så gik ikiroen lidt i forvejen, ind iblandt træerne, med Olug langsomt følgende efter.

Olug havde sat kurs imod hovedstaden for at lære. Han havde forstået, at hans nye hverv som "mørkets kriger" ville gøre ham til en fjende af mange, men han var overbevist om at ingen der kunne betragte en sådan som modstander, ville angribe en svagelig krøbling som ham selv. I værste fald ville han blive taget til fange, og måske det også havde været hans plan fra starten. For at lære om lyset, så måtte han trodsalt være i lyset. Han havde ikke taget del i det store slag der havde fundet sted ikke langt forinden, ikke fordi han ikke havde haft lyst, men fordi hans krop ikke ligefrem tillod ham at være den store omrejsende. Alting foregik slag i slag, stille og roligt. Han smilede frem for sig imod træerne, imens han lukkede sit raske øje og åndede ind. Han vidste allerede hvad han ville støde ind i, inden han kunne se det. Han stoppede op og bukkede sig langsomt ned, imens ikiroen, der kunne lugte det samme, fandt tilbage til hans venstre side. Olug plukkede nogle blomster og snusede euforisk til dem, inden han pakkede dem ned i en læderpung i sit bælte, hvorefter han rettede sig op og så imod træerne og lugten. Han slog sin hætte ned, så hans udhulede ansigt var til verdens beskue, og snusede indad igen.

Rosalie rettede ørene mod den lyd hun pludselig hørte, nogle gik forbi et par meter fra hendes hule. hun kom hurtigt op og stå og så efter figuren der gik mod nogle træerne og lugtede til nogle blomster. han virkede ufarlig og humbende.
Rose fulgte parallelt med figuren, og da han stoppede gik hun nogle skridt mere og frem så hun stod mellem træende foran ham, for at se hans ansigt.

hvad hun først troede ville være et fredfuldt ansigt viste sig at lidt udhulet. han virkede til at hænge lidt i venstre side, som var der noget galt. samme side hvor han manglede et ben. Rose gik frem så han kunne se hende bedre og lagde ikke skjul på at hun kikkede på hans manglende ben. og på det ben han stod med i hånden. orker havde hun set før, men ikke en som denne.

"du er vist lagt hjemmefra?" hendes stemme var en smule næsvis, men heller ikke uvenlig.. som hun lod øjnene glide over ham. hendes egen hale viftede let fra side til side, mens hun studerede ham. en besynderlig størrelse han var.

"men jeg kender et sted der har vilde liljer hvis det har interesse" hun så ned på blomsterne han lige havde plukket. hun fandt de rød bladede lijer pænere men hun var ikke sikker på at det var skønheden han gik efter denne... krøbling....

Olug mødte den unge piges blik, som hun kom frem fra sit skjul i træerne. Dyret ved hans side havde kunne fornemme hendes tilstedeværelse fra starten, hvor han selv havde været en anelse langsommere i opfattelsen, men nogenlunde forberedt alligevel. Han fulgte hendes øjne imod hans venstre side og imod træstaven i hans venstre hånd. Nogle stirrede meget, andre forsøgte at vige blikket fuldstændigt. Det var en af meget få tidspunkter, hvor Olug var i tvivl om hvilken han foretrak; men hvorom alting var, så fortalte den simple handling meget om personen gemt inde bag - ligesom den gjorde i det øjeblik, med den unge pige foran ham, med hendes hale. Ikiroen gav lyd fra sig ved Olugs side, inden den lagde sig ned. Den vidste hvad han vidste, nu.

"Hvor tror du da, at jeg kommer fra?" spurgte Olug og sendte pigen et smil, som svar til hendes første spørgsmål, uanset om det så havde været retorisk eller ej. Det forekom Olug åbenlyst, at der ikke var grund til nogen høflig tredjeperson i en samtale med den unge. Hun udviste da så interesse for blomsterne, som Olug havde taget til sig og han nikkede til hende. "Meget gerne, liljer dufter så fantastisk" svarede han hende oprigtigt og så da ned af sig selv, inden han hævede øjenbrynene og betragtede hende igen.

"Men jeg er ikke så hurtig, er jeg bange for" erklærede han undskyldende, selvom det naturligvis var åbenlyst for enhver. Det store kattedyr ved Olugs side kom på benene igen og betragtede varsomt den unge pige. "Han bryder sig ikke om halen" konstaterede han og refererede til den unge piges hale. Ikiroen holdt sig dog i ro, den var bare på vagt. Intet skete uden Olug ville det, og han havde overhovedet ingen lyst til noget som helst i den retning; det smittede af på dyret, hvorfor hverken pelsen stod op eller den virkede truende.

Olug kom langsomt imod pigen og ville følge efter hende, når hun viste vej.

Rosa smilede lidt til ham "ikke herfra.. vi ser ikke mange ork'er. de er her, men ikke mange." Rose lagde hovedet lidt på skå mens hun overvejede hvor han var fra. hendes næse fortalte hende at han tilbragte det meste af sin tid i skoven.

Rose selv var vokset op med naturen som sit hjem. så hun kunne genkende det naturelskende. Men hendes blik faldt ned på katten som gav lyd fra sig, og så fra den til Ork'en foran hende. men hun smilede da han gerne ville se liljerne. "det er den her vej" hun kastede med hovedet lidt bag sig. hun delte gerne ud når folk interesserede i naturen omkring hende.

Hun nikkede til ham "jeg har intet jeg skal nå idag". dette var i hvert fald det første interessante der skete denne dag. og vise nogle flotte blomster kunne hun bruge dagen på. selvom meget få vidste det inde i byen.
Hun så igen overrasket ned på katten. "åhh.. hun satte sig ned langt nok væk så det var dyret der skulle tage initiativet. "jeg er halv ulv.. det er måske det han kan fornemme??" hun sagde aldrig til folk at hun også var varulv. det var hendes forbandelse.

hun lod katten snuse til hende hvis den ville, før hun rejste sig og begyndte at vise vejen "mit navn er Forresten Rosalie.."

Olug sendte pigen et smil da hun sagde, at hun ikke havde andet for, at hun godt kunne lede ham lidt på vej. Hun virkede som en behagelig størrelse, at hun sådan gik op i naturen, og hun steg derfor i anseelse i Olugs bog. Han havde dog ikke tænkt sig, at delagtiggøre hende i sine tanker - og det ville også være ren galimatias, for han bar rundt på mange påfund som ingen andre helst skulle kende til.

Olug lagde hovedet let på skrå, som pigen tiltalte dyret ved hans side. Katten på pigen, så op på Olug hvor den sendte ham nogle knurrende lyde, og tilbage på pigen. "Det er ikke derfor," sagde Olug og skævede lidt i retning af kattedyret. "Han passer godt på mig, ser du" forklarede han med et smil. "Han er bare påpasselig når jeg omgås folk han ikke kender." det var slet ikke sandheden, men det var stadig et godt og troværdigt svar, tænkte Olug. Ikiroens uro stammede nemlig delvist fra pigens hale, men også noget andet. "Jeg tror ikke hun er farlig" sagde Olug til kattedyret, som langsomt bevægede sig hen imod den siddende unge dame og snusede til hende. Dyret var hurtigt ved Olugs side igen og betragtede da pigen tydeligt mere afslappet. Olug havde en idé om, at det ikke ville skade overhovedet, hvis den unge dame blev klar over, at han og dyret havde et særligt forhold. Hun kunne næppe ligefrem gætte, at Olug og ikiroen faktisk talte sammen, men det andet var soleklart.

Olug fulgte langsomt med, da pigen viste vej, og hun introducerede sig også. Han sendte hende et smil som hun gjorde det og frigav kattedyret til at gå i forvejen, foran dem begge; hvor den kredsede omkring dem og nærmest afsøgte området, imens de gik. "Hej Rosalie," sagde Olug først, "Jeg bliver kaldt Olug" præsenterede han så også sig selv. "Og du havde i øvrigt ret i, at jeg er et stykke hjemmefra" tilføjede han så og blinkede til hende med sit raske øje.

Når det umage par engang nåede til blomsterne, så ville Olug lade sig dumpe ned i græsset og påvirke af samtlige sanseindtryk på glædeligste vis. Hvis Rosalie så ville lade ham, havde han tænkt sig at plukke nogle af liljerne og proppe dem i en læderpung i bæltet. Om det skulle blive til perfume, en gift, en særlig smag eller noget helt andet, var ikke bestemt endnu.

Rosalie blev tålmodig siddende og lod dyret tage sin tid til at komme hen til hende og snuse før det hurtigt fortrak sig tilbage til orkens side. Hun sendte ham et skævt smil mens hun rejste sig igen mens hun burstede sin hænder af i tøjet. "det er okay, de fleste dyr lugter nok rovdyret skal du se" det var ikke engang løgn, hendes halvdyr status gav hende en anden lugt, men sjællendet en lugt dyr ikke bryd sig om, snerrer tværtimod. men alle dyr ville lugte varulven i hende og lugte noget farligt. hun var ikke i tvivl om at dyrene måske ikke vidste hvad de lugtede andet end det var noget med skrabe tænder.

Rosalie så efter kattend er luntede i forvejen, aldrig langt nok væk til at den ikke ville kunne se sin eger. "det er en klog kat du har, har du selv trænet ham?" hun var imponeret. hunde og heste så gar grise så hun blive trænet, men katte, de havde et sind i sig selv. hvilket gjorde dem svære at træne.

hun sendte ham et smil for at besvare hans. "Hej Olug" svarede hun som han havde svaret hende. hun trak lidt på skulderne som han svarede på hendes første spørgsmål. når det kom til stykket ragede det ikke hende og orken var jo harmløs. men hun besvarede hans blink med et smil.

Det gik langsomt, og der var et lille stykke hen til blomsterne, som hun havde set var blomstret sidst hun var løbet den vej forbi. og orken virkede lidt tabt i tanker. så hun lod stilheden være som du gik længere ind i skoven.
Til sidst pejede hun over i hjørnet af en lysning "der.. " hun smilede til orken før hun gik med ham derover "jeg synes de har sådan nogle flotte røde blade, de her liljer. synes alt for tit menneskerne dyrker de kedelige hvide liljer."

Olug skævede til ikiroen, som Rosalie talte om den. Kattedyret ville med lethed overmande ham og mange undredes over hans kompagnon og hvordan den var så lydig. Kattedyret var stort, en sådan størrelse, så jægere højlydt ville prale med at have nedlagt det. "Nej, han har aldrig behøvet træning" svarede han Rosalie imens han stadig kiggede på dyret, med et varmt smil, "Han følges kun med mig, fordi han har lyst, det er det hele" og det var den skinbarlige sandhed. Olug og kattedyret havde hjulpet hinanden utallige gange, og det var ikke fordi nogle af dem var trænet til det - men fordi sådan noget gjorde man for dem man holdte af.
Da Rosalie venligt hilste ham på samme måde som han havde hilst hende, imens de gik, sendte han hende et kort nik. Hun virkede som en ganske behagelig type, tænkte Olug.

Blomsterne blev udpeget og Rosalie fulgte flinkt med ham derover. Olug satte sig med en smule besvær ned i græsset ved siden af, og plukkede efter et par sekunder nogle af blomsterne som han inderligt duftede til, inden han så på Rosalie. Kattedyret kom over til dem igen og lagde sig ned ved siden af Olug. "Jeg er enig" sagde han først og snusede så til blomsterne igen og noterede sig de subtile forskellige i luften på lige netop den lilje og andre han havde duftet til, "Jeg syntes egentlig hvid som helhed er en så kedelig farve, så hellere vitterligt alt andet" tilføjede han, inden han pakkede to af de tre liljer i samme læderpung som han før havde brugt. "Jeg forstår også du kan lide farven, den går fint med dit hår" tilføjede han uskyldigt, og trak så sin morter, støder og en lille kniv frem. Han regnede med, at i og med at han ikke hvilede ved udtalelsen, at det ikke ville blive misforstået som andet end en venlig konstatering. Han skar øvet den ene lilje i små stykker, som han dernæst stødte i morteren og snart havde tilføjet en smule olieblandinger, fedtstof og og så blandede det hele sammen. Det var et hurtigt eksperiment. Han hældte den gullige, let klumpede væske på en lille flaske og rakte den frem imod Rosalie. "Prøv at dufte engang, fortæl mig hvad du synes?" spurgte han og ikiroen kiggede op og betragtede først flasken og dernæst den unge dame, inden den lagde hovedet i græsset igen. Olug pakkede sine værktøjer i bæltet igen.

Væsken ville være helt ufarlig, dufte af blomster - primært liljer med et strejf af honning og harpiks. Olug syntes selv resultatet var blevet meget godt, selvom det skulle finpudses - men havde hurtigt skudt Rosalie til at være en ærlig type, hvorfor han regnede med at få hendes uforbeholdne mening. Det var altid godt at vide, hvad folk kunne lide, også selvom det bare var et lille udsnit.

Rosalie, så lidt undrende frem på katten der gik foran dem som Olug fortalte at den bare havde lyst til at være hos ham. det lyd helt mærkværdig i hendes øre, men så igen i en verden hvor alt kunne lade sig gøre. det var i hvert fald hendes erfaring. så hun lod det ligge i det. hun var dog imponeret alligevel. det må være noget at en kompagnon.

Som de kom over til Liljerne og han satte sig ned helt roligt smid hun sig på maven og studerede ham som han gav sig hen i duften. hun lo da han gav hende ret. "kunne ikke være mere enig. selvom farven i sig selv har nogle gode egenskaber." hun plukkede en blomst selv som hun kikkede lidt på hør hun satte det bag øret. "Tja har adobteret farven lidt. elsker Rød, desuden er roser for de meste røde, så det ligger lidt i mit navn." hun så undrende på mens han fandt nogle ting fra som han begyndte at arbejde med. Hun lod ham arbejde mens hun så ned i græsset hvor hun plukkede et græsstrå mens hun i øjenkrogen holdt interesseret et øje med hvad orken fortog sig.
hun tog undrende imod flasken der blev rækt hende da han var færdig. og snuste til det. Hendes næse der var forstærket af hendes ulv fangede hurtigt liljen og honningen, for ikke at tale om harpiksen. "den dufter lidt af sommer, men er meget stærk i duften, jeg ville måske krydder den lidt mere op, med mere end bare harpiksen " Rosalie gav ham flasken tilbage, og trak så lidt på skuldrene "ikke at jeg er den bedste at spørge, kender ikke så meget til duftevand

Hun så ham pakke sammen, og smilede op til ham. det havde været hyggeligt at være sammen med en ny fremmed, og en der ikke virkede til at være på nakken af en heletiden. hun kendte til byen og til at skulle være i toppen af fødekæden. og lige nu var det bare så afslappet.

Olug tog imod flasken da Rosalie rakte den tilbage til ham, og stoppede en prop i toppen, inden han sætte den i bæltet. "Rød er også en nydelig farve," bemærkede han først og nikkede som for at underbygge pointen, "Der er godt med lidt stærk kontrast nogle gange, så det hele ikke er så brunt og grønt" uddybede han. "Og, som du siger, så ligger det også lidt i dit navn" han sendte hende et venligt smil, inden han så fulgte op på hendes holdning til flaskens indhold. "Det vil jeg kraftigt overveje, man skal trods alt aldrig stille sig tilfreds" svarede han først ærligt, "Og det er ligemeget hvad du kender eller ikke kender til, så har du jo en lugtesans ligesom alle andre" han smilede skævt og nikkede i retning af hendes hale, "Måske endda en lidt bedre én af slagsen?" og med det sagt, så rakte Olug højre hånd lidt i vejret og ikiroen var hurtigt nærværende. Den lod ham støtte sig til den, imens han med besvær på benene igen, fra den siddende stilling.

"Bor du hovedstaden? Jeg har aldrig selv været i byen og var egentlig på vej derind" spurgte Olug Rosalie og hævede sine øjenbryn. "Hvis det ikke ville være til for meget besvær, så ville jeg virkelig sætte pris på, hvis du kunne dirigere mig i retning af nærmeste beværtning, hvor jeg kunne få mig et værelse" bad han hende derefter håbefuldt og slog lidt ud med højre hånd, imens han betragtede hende. Ikiroen stod afventende ved Olugs venstre side igen og betragtede ligeledes den unge dame.

Olug havde ikke mange penge på sig og havde egentlig tænkt, men trodsalt nok til et værelse for et par nætter - og i værste fald, så kunne han sælge nogle af flaskerne fra bæltet og helt sikkert tjene en udmærket skilling. Nogle af flaskerne måtte han naturligvis passe på, men der var også nogle af dem - som de nyligt fyldte, der ikke ville være til enorm nytte for ham, udover meget specifikke situationer.

Rosalie lo kort som Olug gav hende ret i farven. "Brunt og grønt kan nu også være fint her i foråret. Grønt er trods alt den første rigte farve efter alt sneen"Rosalige så ned på sin hale og løftede en af hendes hænder for at stryge de spise ulveøre der tittede en smule frem i hendes hår. "Næsen kan jeg heller ikke løbe helt fra nej.." sagde hun med et smil. mange troede at det kun var udseende der påvirkende halv-dyrne, men i realiteten kunne det vare alt der forandre sig. som halvdyr vidste man sjældent hvilke aspekter af dyret ens barn ville blive.

Hun så interesseret til mens katten hjalp ham op og stå igen før hun selv rejste sig op af sin afslappet stilling i græsset. "jeg bor der ikke, men jeg kender den." hun nikkede dog af hans spørgsmål og begyndte at gå i hans tempo, der igen var utroligt langsomt, men rart på en forårsdag.
"Jeg kender nogle forskellige steder. men den bedste er hvor de servere en fantastisk Kanin-stuning hvis det var noget?" og så var det ikke engang dyrt. det lå nede i kandten af byen, men folk der var venlige og maden god.

Olug nikkede da Rosalie bekræftede, at hun havde en lidt forstærket lugtesans. Der var stadig noget ved hende, som hverken han selv eller ikiroen kunne sætte finger på, men hun virkede på ingen måde til at være en fare uanset, så Olug lagde det i baghovedet. Det var sikkert noget han kunne finde ud af hen ad vejen. Olug havde indset mange år forinden, da han først mødte et "halvdyr", at disse var særligt velsignede skabninger. I starten havde han været særdeles misundelig på dem, at naturen havde taget dem til sig på en måde den ikke havde ham - men han var kommet over det og betragtede dem da bare som væsner der oftere var tilforladelige end andre.

Olug så først næsten helt forpint ud, da Rosalie sagde hun ikke boede i byen, men hendes opfølgning fik ham til smile igen. Han gik næsten side om side med hende, og hun var mere end elskværdig, at hun gad bevæge sig i hans tempo. "Kaninstuvning lyder lækkert" svarede han og så lidt spørgende på hende, imens de gik, "Jeg må måske byde på et måltid?" spurgte han, hvorefter ikiroen løftede hovedet lidt og kiggede på ham, inden den gik i forvejen igen. "Det er det mindste jeg kan gøre, når nu du er min venlige vejviser" tilføjede han snart derefter.

Olug glædede sig til, at kunne dumpe ned i et sæde og så få sig en smule føde indenbords. Han havde aldrig smagt kaninstuvning før, men han regnede med, at det sikkert ville være helt udmærket - han havde trods alt ofte spist kanin, sommetider endda rå. Mon ikke denne stuvning ville være et skridt op?

Rosalie strøg fingerne igennem håret, mens hun gik ved siden af orken. så så hun lidt opmærksom på ham, det var ikke ret mange der bare lige gav et måltid mad. men så lyste hun op i et smil, som han forklarede hvorfor han var så elskværdig. han var en venlig sjæl. plus det var lang tid siden hun havde været der selv. og hun elskede virkelig deres stuvning. "det lyder endnu mere lækkert. svarede hun med et glimt i øjet "jeg vil meget gerne tage imod dit tilbud hun sparkede lidt til en sten, der lå på den lille dyre sti det havde fulgt for at komme til liljerne.

At gå i hans tempo var noget hun lige skulle vænne sig til, men hun synes hans karakter var spændende. en mand der var kun havde et ben, og var nærmest noget der lignede lam i den ene side. og oven i det ork, der elskede blomster og natur. hun havde mødt orker før, men ikke en som denne. Olug virkede som en ganske fin fyr, der ville se storbyen.

"Du skulle tage en tur på markedspladsen en af dagene du er her. der er en urte-kvinde dernede der sælger krydderier og dufte, hun samler også selv sine ting i skoven, eller dyrker dem i en lille urtehave hun har omme bagved." hun så op på sin følgesvend. [/b]"hun er venlig og fortæller gerne om hvordan hun laver sine ting.[/b] Rose havde egentlig kun stødt i kvinden et par gange, hvor hun havde stjålet noget sårsalve, til en af de andre unge der løb i gaden og som havde været oppe og toppes med en anden gruppe unge. hun havde Kvinden havde ikke direkte taget Rose i at gøre det, men næste gang hun var i nærheden af boden havde hun pænt for lov til at fjerne ukrudt fra den selvsamme urtehave.