Det havde aldrig været Caitlins plan at blive hos Gidion mere end natten over efter at han havde fundet hende i laden og sammen med sin familie behandlet hendes skader. Det havde slet ikke været hendes plan at blive hos ham i de tre uger der nu var gået heller, men som hun var vågnet den første morgen, øm i hele kroppen og næsten ude af stand til at komme ud af sengen ved egen hjælp, så havde hans venlighed og omsorg knust den sidste rest af stolthed hos hende, der havde været hendes hovedgrund til at forlade det trygge tilflugtssted. Ømheden fortog sig de næste dage, men ikke fra armen i skinnen og da stod det hende håbløst klart hvor hæmmet hun var blevet af den omgang hun havde fået. Det var ikker rart at skulle indrømme overfor sig selv at hun ikke stod en chance på gaden, før armen var iorden igen. Så hun afskyede skinnen af et fuldt hjerte, men mest af alt hvor klodset hun følte sig når selv simple gøremål for Gidion gik galt for hende og hun kunne ikke bare sidde stille uden noget at forestage sig.

Nu var der så gået tre uger uden at hun næsten havde bemærket det og hendes arm var holdt op med at irritere hende konstant. Den var stadig i skinnen og den var stadig øm, men det var nede hvor hun kunne ignorere det. Det havde slået hende om morgenen som hun var stået op og hun havde fået tøj på næsten uden problemer for måske første gang siden hun havde fået bank. Det havde så fået hende til at stoppe op i sit spor og indse at der var flere ting hun var nød til at tage sig af.
Så efter morgenmaden var hun smuttet ud, som Gidion var gået i laden efter noget træ, og havde sat kursen mod templerne. Hun var iført sine sædvanlige støvler (snørret noget mere klodset godt nok), en noget for stor sweater og en kappe hun havde hentet sig fra hendes eget sted på vejen der hen. En hue prydede hendes hoved, som et tykt halstørklæde var viklet om hendes hals. Samlet set var hun sig selv, men ikke klædt som hun plejede og med en lidt anden og mere nervøs udstråling. Hun var trods alt ude i det åbne igen og alt andet end tryg ved det.

Tempelgrunden var dækket af sne som alt og der var andre besøgende. Begge dele noget der betrykkede hende, som hele stedet også gjorde det. Et ganske lille smil var da også på hendes læber, som hun stoppede ved Chances tempel og lagde en lille ting fra sig på hendes alter. Det var rent held hun var i live, held hun havde søgt tilflugt i den lade hun havde og rent held det var hos en som Gidion. Så meget held i streg måtte hun takke for og det lille skæl hun havde lagt fra sig derinde var da også fra en anden episode i det forløbne år hvor held havde reddet hende fra døden. Det føltes som det rigtig at give fra sig nu.
Hun forlod tempelt med en anden form for fred i sindet, trak klodset hætten på kappen tilbage op med den gode hånd og drejede sig for at forlade området.

Amy var helt ærlig efterhånden ved at gå op i en højere spids af bekymring nu! Der var gået over tre uger siden hun havde set sin omstrejfende veninde. Nok var Caitlin ikke den som blev det samme sted altid, faktisk nød hun - lige så meget som Amy selv - at tage på udflugt ud af byen. Efter mødet med Henry havde lysten til at forlade byen endda været større hvis ikke det havde været for det faktum at Handark stadig var der. Ærligt, så følte hun sig mere sikker når han i det mindste bare var i hovedstaden. Specielt hvis hun skulle være så uheldig at møde den psykopatiske gadedreng igen.

Selvom Amy havde været heldig på sin vej, og undgået et uheldigt møde, var Caitlins fravær det som gnavede sig dybt ind i den rødhårede pige, som nu blæste højt og helligt på at gå skjult rundt i de små gader. Hun var pisse bange for at blive opdaget og kiggede sig altid panikken over skulderen ved den mindste uventede lyd, men Caitlin var det værd. Hun gennemsøgte deres normale mødesteder, områder hvor der tit var værdi at finde og endda brugt ressurser på at høre hvilke børn og unge som byvagterne havde indfanget den sidste måned. Intet var kommet frem. Man kunne simpelthen ikke forsvinde op i den blå luft! det var og blev umuligt!

Det sidste sted hun denne hvide dag søgte hen, var ligeledes et sted der havde været jævnt besøgt i søgen efter veninden. Tempelsområdet for Chance. Amy selv var ikke spor troende og havde heller ikke planer om at blive det, men Caitlin var. Caitlin nærede en kontakt til Chance og takkede hende når ting gik godt. Et spinkelt håb om at finde hende der, var alt hvad Amy efterhånden havde tilbage. Om hun så skulle side der i flere måneder før den velkendte skikkelse dukkede op, så gjorde hun det. De besøgende skænkede hende blikke, men ikke megen opmærksomhed hver gang de gik rundt på pladsen, hvor Amy havde placeret sig på en af murerne, med benene trukket til sig, mens hun spejdede rundt. Noget måtte havde fanget hendes opmærksomhed da hendes mål sneg sig udenom Amys blik og forsvandt ind i templet. Ligeså heldig var målet trods alt ikke, som hun gik ud af templet igen. Hun var svær, men samtidigmed let at genkende i flokken. Hun skilte sig ikke ud, men Amy kendte hende. Amy hoppede ned fra muren og satte i et godt rask tempo. Da hun var tæt nok på til at Caitlin uden tvivl ville kunne høre hende, såfrem Amy talte højt nok, åbnede hun munden. "Holdt! Vend!" Hendes stemme var hård og kommenderende, som hun fortsatte med at gå tættere på veninden. "Hvor helvede har du været! Og hvad er der dog sket?!" Stemmen gik fra hård til direkte bekymring og tydeligt mere blødhed ved synet af skinnen. Det lignede ikke Caitlin at komme til skade, så Amy frygtede helt ærlig det værste.

Smilet var svundet fra Caitlins læber, som hun havde forladt tempelbygning og fået hætten op på plads. Bevægelsen, selvom det stort set kun havde været den anden arm hun havde brugt, havde fået hende til at spænde i den skadede arm og endnu værre så var der en der havde givet den et skub i forbifarten. Det havde sendt et tydeligt jag op gennem den og til hendes skulder, så hun havde trukket sig ind mod muren og knurret nærmest umærkeligt af den uforsigtige. Ikke at denne ænsede hende overhoved.
Det var der dog en anden der gjorde og som hun fortsatte var det kun få skridt før en meget bestemt og velkendt stemme kommanderede bag hende. Caitlin trak uværeligt skuldrene en smule op, som hun brat stoppede og så vendte hun sig lige så stille. Hun prøvede med et smil, men hendes blik flakkede en smule, før hun opgav, mødte Amys hårde blik og endelig fik smilet til at virke. "Jeg er også glad for at se dig igen, Amy."

Om ikke andet så til vinden slog kappen til side og afslørede armen i skinnen hun ellers havde haft holdt skjult og hun så hvordan venindens udtryk ændrede sig. Det fik så Caitlin til at skære en grimasse, før hun rakte ud og lagde den raske arm om Amy i et tæt knus. Hun holdt hende lidt længere end hun egentlig havde tænkt sig, men det var rart at se den anden igen og endnu mere uskadt. Så måtte hun dog trække sig og gjorde et lille hovedkast mod et lille lysthus lidt fra stien og forladt til sneen af alle med fornuften i behold. Som hun førte an i den retning svarede hun dog klogeligt om end dæmpet. "Kan vi tage den lidt væk fra folk?" Hun smilede igen forsøgsvis til veninden, før smilet svandt for hun var ret sikker på at det lille lysthus på ingen måder var langt nok væk fra folk når Amy hørte hvad der var sket.

Caitlins reaktion var ganske ventet, i at hun stivnede og vendte sig. Amy stod med armene solidt plantet i siden og et løftet øjenbryn over det måske lidt for hårde blik som veninden ikke helt fortjente. Det var Amys reaktion når hun havde været bekymret i lang tid uden at høre noget for den hun var bekymret for. Hårdheden forsvandt promte som skinnen kom til syne, som tydeligt var forsøgt holdt skjult bag kappen. Bekymringen forsvandt ikke fra hendes ansigt, som hun blev hevet ind i et tæt knus, men hun holdte alligevel godt fast, opmærksom på den tilsyneladende skadede arm. Så meget for regel nr. 1 om at alle skulle klare sig selv på gaden, og forsvandt folk, var det bare synd. Amy var efterhånden noget til konklusionen at Caitlin ikke bare var hvem som helst. Det var hendes veninde, den bedste hun havde, og hun var ekstrem bekymret for den yngre pige.

Amy nikkede og fulgte med hen til et mere privat sted. Amy var allerede begyndte at opdigte alle mulige scenarier i sit hovede om hvordan Caitlin kunne havde brækket armen. At det skulle være en ulykke med at hun var faldet ned fra noget, var så godt som udelukket! Caitlin var simpelthen for dygtig til at lave det nummer. Det var sådanne ting som Amy plejede at lave. Den måned med den forstuvede fod havde været en decideret dræber!
Som de nåede frem til det lille lysthus, løftede Amy igen sit øjenbryn, men i en mere spørgende måde end hård. "Hvad er der sket? hvor har du været i næsten en hel måned? Er du klar over hvor bange jeg har været for at der skulle være sket dig noget?" spørgsmålende strømmede ud, nu hun endelig var kommet hen et sted hvor det virkede sikkert nok at lade sin frustration skinne ud. Dertil var der også en større chance for at hun fik svar på sine spørgsmål her, end ude i det åbne.

Caitlin så til siden på AMy som de gik, mens hun forsøgte at forberede sig på det forhør der ville komme. Hun havde været længe væk. Ikke så meget fordi hun havde skjult sig - det havde hun og det indrømmede hun også - men mest fordi det havde virket så uoverskueligt at skulle bevæge sig nogen steder hen. Den første uge havde trappen været en udfordring for hvor god en healer Gisions søster end var, så var der ting der bare tog tid om at komme sig - og som havde fået delvist lov til at komme sig af sig selv. Så hun havde været mere end øm, temmelig stivbenet og mere end hæmmet af armen i skinnen. Ikke noget der ligefrem opfordrede til en tur på gaden. Så hun var blevet ind og havde ladet trygheden overmande sig til at blive længere end hun havde troet hun ville og længere end hun havde troet hun ville have fået lov til.

Nu var hun dog ude og Amy ønskede ganske klart nogle svar så mange spørgsmål som hun slyngede ud. Caitlin skar en lille grimasse og satte sig på bænken i lysthuset. "Undskyld. Jeg havde ikke lige nogen muligheder for at give besked." Hun trak kappen lidt sammen om sig, før hun tøvende tog fat på det første spørgsmål. "Henry skete." Hun gjorde en lille pause og mødte Amys blik som hun sammenbidt fortsatte. "Ham og hans drenge fik mig luret i et baghold og ja, han var virkelig ikke alt for glad for at jeg havde sagt nej til ham. Så han understregede sin utilfredshed sammen med drengene... godt og grundigt." Hun skar en ny grimasse med mindet. De havde ikke holdt igen med hverken slag eller spark, men i det mindste havde ingen af dem brugt magi eller andre former for våben. De havde også efterladt hende en mulighed for at redde sig selv. Hvorfor havde hun brugt ikke så få timer på at tænke over siden hen, men uden at nå frem til noget svar.

Amy forholdte sig overraskende roligt og så også ganske tålmodig ud som de kom væk fra mængden af mennesker, og hun ventede også til at de var udenfor ørevide af andre mennesker, før hun startede sine mange spørgsmål, alle hun forventede svar på, men også at de ikke kunne besvares på en gang. Caitlin skulle havde mulighed for at kunne fortælle det med alle de detaljer, som veninden efterhånden kendte Amy godt nok til at vide, at Amy ønskede at få! for ikke at sige, at hun mere eller mindre krævede det.

Hendes blik formørkes, men blev også mere blidt og bekymrende, da Caitlin nævnte Henry. Den.. Den skiderik! Det var ikke engang et ord der kunne beskrive bare tæt på, hvad Amy følte omkring den dreng. Han var en bestilens og han havde alle dage haft et ildet og træls temperament at lege med. Noget selv Amy havde været nødsaget til at flygte fra, for at beholde skinnet på næsen. Hun sukkede dybt og sanke ned på bænken ved sidden af Caitlin og lod sit hovede hvile i den ene hånd.
"Den forbandede idiot.." kom der hviskende fra hende. Havde hun mulighed og kraft til det, ville hun sørge for at den knægt aldrig kom ud på gaden igen. Men som enhver anden og hende selv, vidste hun godt at det ikke kunne lade sig gøre. Det var hun ikke stærk nok til, og alle hendes kontakter var mere eller mindre væk.
"Men hvor har du været? Du ligner ikke en der blot har begravet dig i en hule i tre uger!" fortsatte hun og forsøgte at ligge lidt afstand til Henrys galskab. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere hans gøremål lige nu. Lykken var dog midlertidigt, at Caitlin var i live, og til trods for hendes tilskadekommende tilstand, var hun også i nogenlunde tilstand, hvis Amy selv skulle sige det. For tre uger siden, havde tingene nok set end del sortere ud.

"Yeah... Han var bare... Ja, Henry..." Caitlin skar en grimasse og så væk. Det der genrede hende mens var ikke så meget at han havde banket hende synder og sammen og efterladt hende til hendes skæbne, men mere at hun havde givet ham muligheden for det. Hun skulle have vidst han lå på lur et sted i nærheden af torvet. På den anden side havde hun haft brug for at komme derhen af flere grunde. Ingen gode nok nu til turen, men de havde været det den gang.

Amy var dog langt mere interesseret i hvor hun havde tilbragt de sidste uger og det fik næsten Caitlin til at smile. "Jeg forsøgte ellers! Men ja - ejeren af den lade jeg gemte mig i mente hans ekstra værelse var et bedre sted..." Hun gik i stå som hun hørte havd hun selv lige havde sagt og skar endnu en grimasse. Det var bare kommet helt forkert ud det der! "Altså ikke på den måde bedre! Hans niecer og nevøer fandt mig i katteform og de insisterede på han tog sig af mig da og han insisterede så på at blive ved med det også da jeg var blevet til et menneske igen." Det forvirrede hende stadig at hun var blevet taget ind på den måde og at hun havde følt det forkert at tage derfra foruden utrykt at gøre det. "Så det er altså der jeg har været til nu."

Det bragte ikke gode følelser med sig at tænke på Henry for længe. Det var skræmmende hvad han var blevet til igennem årerne. At han virkelig havde fået den sindstilstand. Amy havde svært ved at forstå det. Men hendes udforståelse overfor hans udvikling havde også meget naturligt ført til en foragt for knægten. Nogle gange håbede hun på at barnet i Henry kom tilbage. Men hun vidste godt at det ikke skete. Og hun valgte også fint aldrig at snakke med andre om det. Selv ikke Caitlin. Hun ville helst bare glemme Henry og aldrig tænke på ham igen. Idiot.

Men interessen for venindens tilstand og hvor helvede hun havde befundet sig, overvandt alt andet. Hun havde virkelig ledt, og ikke fundet nogle tegn. Så at se hende i så god stand var forundrende, men også ubeskrivelig rart.
Amys øjenbryn skød med det samme i vejret i overraskelse, inden de blev sænket igen til en undrende. "ekstra værelse?" kom der meget forvirret og undrende fra Amy. Caitlin var heller ikke for langsomt til at få svaret på hvad det egentlig var hun mente og Amy åndede lidt lettet op. Nok vidste Amy at de to havde et forskellig syn på lige netop det område. Amy åndede lettet op, men var stadig en smule undrende overfor hvad der var sket. Det var sjældent man mødte så venlige mennesker. "[Så.. Du har mødt en mand, som ikke vil udnytte dig, giver dig et sted og være.. Samt han giver mad?" Amy skulle lige havde slået det hele fast. "Du har virkelig skudt papegøjen! Hvornår vil han ha at du er ude igen?"

Caitlin skar endnu en grimasse, som Amy gentog det med det ekstra værelse. Det havde virkelig været en dårlig måde at sige det på! Problemet var bare lidt at Caitlin selv stadig havde svært ved helt at forstå hvad der var sket den dag fra hun var blevet fundet og til hun var blevet lagt i seng med besked om at blive der. Så meget omsorg og bekymring kunne hun ikke huske nogensinde at have oplevet før og det havde ærligtalt svært ved helt at forholde sig til det var sket - og stadig skete. Gidion havde ikke sagt ret meget direkte, men måden han havde behandlet hende på og talt hende fra at forlade hans hjem havde også sagt en del.

"Jeg ved det! Hvad er sandsynligheden lige for at der ikke stikker et eller andet under?" Mistroen til menneskeheden som helheden sad stadig dybt i Caitlin og der skulle lidt mere end tre ugers omsorg til at ændre på det. Han kunne jo bare vente på at hun var faldet for trygheden og healet helt op til han slog til. Men hun tvivlede stærkt på det. Gidion virkede bare ikke som typen der ville gøre noget sådan. Ikke med den familie. Så hun mødte Amys blik og smilede skævt. "Jeg har ingen ide om det, men jeg tænker jeg smutter når jeg kan bruge min arm ordentligt igen. Ingen grund til at blive smidt ud trods alt..." Det lød flot når hun sagde det sådan - helt i stil med hvordan gadebørnene tænkte og som hun burde tænke. Problemet var bare lidt at det var rart at have et sted at høre til. Et sted hvor hun følte sig velkommen. En meget ny følelse for hende og meget forledende. "Hvad med dig? Hvad har du lavet i al den her tid?"

Amy så lidt mistroisk ud som det hele begyndte at falde på plads. Ikke mistroisk på Caitlin, fordi hun betvivlede skam ikke dennes historie. Det var mere, at hun havde fundet sådan et sted. Det var syrealistisk, men også en fantastisk ting. Det mistroiske gen var dog størst, som det selv havde været da hun havde mødt Handark. Nok var dette to vidt forskellige situationer, men det var faktisk lidt åbnet op i det samme. "Måske. Jeg ved det ikke. Altså, alt i mig skriger på at det er en fælde, men har jo selv oplevet at noget godt er sket." hun forsøgte ikke at skræmme Caitlin væk fra området, men det var svært at forholde sig til for Amy. Specielt når hun ikke havde mødt manden.

Hele situationen virkede mærkelig for hende. Amy vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle sige. En del af hende jublede over valget med at stikke af før at hun selv blev smidt ud. Det var farligt at falde til. Men hvis manden ikke var ude på at udnytte hende og blot ønskede at hjælpe, kunne man også tage væk fra noget af det gode der var sket for første gang længe. Amy var heller ikke begejstret for at Caitlin skulle tilbage ud på gaden. "Hør. Vent og se hvad der sker. Jeg tvivler stærkt at han vender fra den ene dag til den anden. Det sker normalt gradvist. " pointerede hun først og bed sig let i læben. "Og hvis han begynder at udvise at du ikke længere er velkommen, kommer du hen til mig."

Det føltes næsten som en opledning til næste spørgsmål. Hvad Amy havde lavet. Hun skulle indrømme det før eller siden. Hun vidste ikke engang hvorfor hun holdte det hemmeligt for omverden. "Jeg har arbejdet på en kro inde i midtbyen. Handark tilbød mig at jeg kunne bruge hans værelse når han ikke var i byen. Dertil sørgede han for, at jeg kunne få arbejde hvis jeg ønskede det. Såh... Jeg bor nu fast på det værelse og arbejder på kroen for at betale for det. Kunne ikke få mig selv til at bare bo der uden at betale for det. Specielt når pengene kom fra Handarks lomme." hun håbede at det dækkede ind for det sidste lange stykke tid. Hun havde været der længe efterhånden, men hun havde bare ikke snakket om det. I hvert fald ikke før nu. Måske, ja måske var de begge begyndt at finde en lidt bedre tilværelse end hvad de var vokset op med.

"Ja ikke? Det virker bare for godt til at kunne være sandt.." Hvor godt hun hen forsøgte på at skjule det var det dog tydeligt at hun håbede det ikke var det. Hun håbede inderligt at Gidion var hvad han virkede til at være og at hun ikke ville få den der fornemmelse af at være til besvær. Endnu mere håbede hun dog at hendes tilstedeværelse hos ham ikke bragte ham i problemer med gadens lømler. De kunne være noget hævngerrig og hun havde set dem lade det gå ud over folk hvis eneste forbrydelse havde været at hjælpe nogen banderne ikke mente skulle hjælpes.

Så fortsatte Amy og fik Caitlin til at nikke samtykkende. Hun kunne give det en fair chance og se tiden an. Trods alt havde hun jo erfaringer med folk der gav sig ud for et og viste sig at være noget andet, så hun burde jo kunne se det denne gang. Forhåbentligt. "Men ja... ja, du har ret. Ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Det kunne jo være han var hvad han virker som. De må jo findes derude.... ikke?" Hun virkede stadig ikke sikker. Faktisk virkede hun langt mere usikker og langt yngre end hun længe havde virket omkring Amy. Hendes verden havde forandret sig brutalt og hun havde stadig ikke helt accepteret præcis hvor meget den havde det og specielt ikke hvorfor. Det var ikke noget hun brød sig om at tænke i, så det gjorde hun kun når tvunget til det. Som nu.

Så hun smilede taknemmeligt til Amy og nikkede, før hun lagde hovedet på skrå og lyttede med fuld interesse. Det var dejligt at høre noget godt til en forandring. Hele byen var oversvømmet af ulykke med alle flygtningene og alt det kaos de førte med sig i begrænsninger i mad og ting. Cailtin kunne da heller ikke lade være med at hæve et øjenbryn af Amy og så smile skævt til hende. "Så... du er gået hen og blevet respektabel?" Det glimtede muntert i hendes øjne som hun sagde det, men så snart hun havde rakte hun ud og fangede den andens ene hånd med sin fri. "Det lyder fantastisk! Han virkede også meget... beskyttende overfor dig..." Hun smilede til veninden. Det var godt at høre at denne var kommet af gaden og ved at danne sig et liv væk derfra. Af de to havde Amy altid virket som den værst ramt, måske fordi Caitlin havde flere måder at tilpasse sig på.

Amy smilede sagte og nikkede. "Det gør sådan noget altid for os." os var et vidt begreb. Det var ikke kun Amy og Caitlin der var tale om, men hele gadebørnssamfundet. Det var sjældent de havde været udsat for noget godt. Og når der så endelig skete noget i den gode ende, var de ubeskriveligt skeptiske overfor det. En skam, men også det som havde holdt dem i livet i mange år. "Jo, det gør de. Jeg har hørt historier om det i hvert fald" hun blinkede drillende til Caitlin og kom med et svagt grin. "Det var jo også et spørgsmål om tid før vi mødte nogen af dem!"

Amy himlede drillende med øjene og smilede. "Hvorfor vidste jeg bare at du ville påpege det." kom der næsten opgivende fra hende, selvom smilet ikke var til at tage fejl af! Et skævt smil overtog pladsen som Amy sukkede let. "Det var måske også på tide jeg blev det, synes du ikke?"
Amy tog imod Caitlins hånd og gav den et let klem. Hun nikkede roligt og tænkte tilbage på de forskellige begivenheder der havde været mellem Handark og hende. Nogen af dem var knap så heldige. Som da Henry var kommet ind i billedet. "Ja, det.. Det kan vi roligt sige. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det skete meget hurtigt, efter sidste vinter, hvor han fandt mig. Derefter tror jeg bare han mere eller mindre har adopteret." smågrinede hun lidt. "Nå, jeg tror vi skal havde gang i fodtøjet inden vi fryser fast." hun holdte stadig fast i venindens hånd, som hun rejste sig og kiggede ventende ned på hende.

Caitlin smilede lidt usikkert tilbage til Amy og trak så let på den ene skulder. Hun havde stadig svært ved at tro hun kunne være så heldig at finde en af de omtalte personer og bange for hun håbede for meget på det allerede. Det var svært for hende at binde sig til nogen og hun måtte nok indrømme at de tre uger hos den stille tømmer havde været meget lokkende i den retning. Desværre ville han nok snart mene det var på tide hun kom videre. Især nu hvor hendes arm var i klar bedring og resten af hende det også.

Så måtte hun dog alligevel le over Amys udtryk og vrikke let med øjenbrynene af hende. "Det giver bedre end livet på gaden? Mad hver dag? Tag over hovedet? Så ja - så var det helt bestemt på tide du blev det!" Hun holdt meget af Amy og måtte indrømme at hun altid havde været mere bekymret over at den anden var på gaden end at hun selv var det. Caitlin kunne trods alt blot finde en lade og flytte ind i som kat. Ingen klagede over en ekstra muse og rottejæger, der samtidig var snakkesaglig.

Det lille klem fik hende til at møde den rødhårede piges blik og smile forsigtigt til hende. Så rejste hun sig og skar en grimasse, som hun endnu engang gjorde en dum bevægelse. Det forsvandt dog hurtigt som hun lyttede til den anden og smilet var tilbage og med mere varme end før. "Ohhh! Jamen så forstår jeg bedre hvorfor han var så beskyttende! Og af de rigtige grunde." Spontant rakte hun frem og gav Amy et hurtigt kram, før hun stadig holdende fast i den andens hånd satte sig i bevægelse. Måske var foråret på vej, men det var stadig frysende koldt at sidde stille. "God plan. Jeg må nok også hellere se at komme tilbage.." Usikkerheden var endnu engang krøbet ind i hendes stemme og i hendes blik. Det var bare svært helt at tro hun kunne være velkommen et sted. "Lyst til at følge på vej og måske se...?" ...hvor det er.

Amy kunne ikke tilbageholde et grin som den anden påpegede fordelene ved at være blev lovlydig og havde fået sig et anstændigt liv væk fra de kolde gader. Desuden var det faktisk ikke så slemt at arbejde sandfærdigt for sine penge. Om det var sandfærdig arbejde eller stjæle betød det alligevel arbejde! Så at kunne gøre det uden at frygte for en kniv i ryggen eller en tur i brummen, så var det helt klart det bedre. "Du ser da også kun lyst på det." svarede hun mens tungen blev ragt kort ud. "Så lad gå da.. Ja, det er rart at havde et sted at være uden at frygte for at nogen springer på en." pointerede hun, selvom alle fortidens spørgelser ikke helt var ude af billedet. Henry for eksempel var en af de ubehageligheder der lurede derude. En som hun nægtede at tænke på lige nu

Amy modtog venindens kram med et smil og gav et glem tilbage, ganske svagt inden Caitlin forsvandt ud af favnen igen. Hun var stadig bange for at komme til at gøre Caitlin fortræd, nu hun var såret. Hun trak let på skulderne, mens hun stadig smilede. "Jeg ved ikke hvorfor han lige valgte mig at tage under vingen.. Men det gjorde han. Han er dog sjældent i byen i lang tid af gangen, men det betyder selvfølgelig ikke at han ikke kommer forbi og tjekker op." svarede hun med en blinken. Usikkerheden der dog hurtigt fuldte venindens stemme, fik hende til at kigge en ekstra gang på hende. Det var et roligt og tålmodigt blik, men hun forstod udemærket usikkerheden og vidste også hvorfor den kom. Amy nikkede. "Selvfølgelig! Det gør dig en hel del nemmere at finde senere" svarede hun med et varmt smil og gav igen Caitlins hånd et forsinkrende lille klem, inden hun begyndte at trække veninden med væk fra stedet. Caitlin var dog nødt til at vise resten af vejen frem, men det kom nok helt af sig selv.

//LUKKET