Efter at have fået sine papirer i orden, havde Ethel, og Alexander valgt at tage hjem til hans familie. Han var blevet budt velkommen af alle sine søskende, men til at begynde med, havde han ikke lagt mærke til den mærkelige og trykkede stemning der var omkring dem alle. Han spurgte ikke efter sin far til at starte med. I stedet lod han sig velvilligt tage et bad, hvorefter at han ville have bedt om, at få aftensmad til både ham selv og Ethel. I stedet blev Ethel sendt uden for døren og hans mor forklarede ham, med tårer i øjnene, at far ikke var her længere.

Det var det største chok, Alexander havde fået siden han var genopstået, og det blev for meget for ham. Han valgte at gå væk fra sin mor, langsomt, med signetringen hun havde givet ham i hånden. Hun lod ham være, vidste nok, at han ikke ønskede at være sammen med nogen i øjeblikket. Han gik ned ad gangene med et tomt blik på alting og tog bagdøren for at komme væk derfra. Han havde brug for noget tid alene. Da han var ude i den kølige luft, satte hans vinger af før han tænkte over det, og han fløj op i luften og hele vejen hen til hovedstaden, hvor han rent faktisk lavede en pæn landing på et af hustagene, som han derefter kravlede ned af, stadig med samme tomme blik. Han måtte få det drukket væk. Han måtte tage på en af kroerne i byen.

Og sådan var det gået til, at Alexander var endt op på Det Halve Svin, hvor han nu var i gang med at drikke resterne af en flaske vin, som han havde købt. Han var ikke blevet fuld overhovedet. Det fungerede slet ikke på ham og han kunne ikke holde sine egne tanker ud. Det var møgirriterende, og det var virkelig forfærdeligt, at hans far var død uden at han havde fået en eneste chance for at sige farvel. Han vendte signetringen rundt mellem sine fingre mens han stirrede tomt ned på den.

Det havde været en hulens til besvær at få forklaret hvordan Alexander var opstået fra de døde igen, det var da indtil englevingerne blev vist frem, så havde der sket alverdens, og de havde endelig fået udleveret nogle personlige papirer. Derefter var turen gået hjem til ham. Som hun havde forventet var de forvirrede, om end meget lykkelige over at se deres bror, søn, i live igen. Det var jo et helt mirakel i sig selv. Dog var der andre ting der knapt kunne kaldes mirakler. Hun havde talt dæmpet med hans mor imens han havde været i bad, og affundet sig med at hun efterfølgende blev smidt udenfor døren. Hun var vandt til at vente, det var en del af det at være kriger. Men som tiden gik kunne hun dog ikke undgå at begynde at blive nervøs for hvad der var sket, og det var først da hun fik fat i en, temmeligt forvirret udseendet tjenestepige, at hun fik forklaringen på hvorfor hun skulle vente så længe; den unge herre havde tilsyneladende valgt at tage bagudgangen, og flyve ind imod hovedstaden.
Etheldred havde en stor lyst til at slå sig selv for panden, hun kunne havde sagt sig selv at hans reaktion ville være noget i den dur. Men hun tvivlede også på at det var bedst for ham at blive alene. Altså fik hun bredt sine egne vinger ud og tog flyveturen over muren, med dens temmeligt lukkede porte, og landede på en af gaderne.

Derfra havde hun systematisk gennemgået hver og en kro, værtshus hun kunne komme forbi.
Og til sidst fandt hun ham da også.

Med en hånd strygende småirriteret igennem det tykt krøllede hår, som kun var blevet mere viltert af både flyvetur og stressen rundt for at lede efter ham. Hun valgte ikke at kalde på ham, istedet gik hun ganske simpelt om bag ham, uskadeliggjorde hans vinger ved at brede sine egne ud over hans, som en form for puppe, idet hun lagde armene om ham. Så kunne han blive så hidsig han ville.
Hun vedholdt det bestemte, beskyttende tag om ham, ignorerende den kulde der syntes at brede sig igennem hans krop til hende, idet hun aktiverede sin egen evne til at manipulere med temperaturen og istedet sørgede for at holde sig selv lidt ekstra varm der hvor hun rørte ved ham.
" Du er ikke let at have med at gøre.. Er du godt klar over det.?" Lød hendes stemme dæmpet ved hans ører. Nu hun endelig havde fået fat i ham igen, sikret sig at han var i live.. Følte hun bestemt ikke for at lade ham gå igen.
Det kunne selfølgelig også blot være hendes succubus-side der gjorde dette, men hun havde sine tvivl.

Alexander var så langt væk i sine egne tanker, at han ikke rigtig lagde mærke til sine omgivelser. Han sad og stirrede på sin nye ring og tog endnu en slurk da noget pludselig stod bag ved ham og skyggede for lyset. Kort efter mærkede han Ethels arme om sig og hendes hvisken i hans øre. Han slog blikket ned, ude af stand til, at sige særlig meget. Det var surrealistisk, alt sammen, på et helt nyt niveau han aldrig havde oplevet før. Først døde han, så døde hans far, så genopstod han. Kunne det ikke være sket tidligere? Han forbandede alting langt væk i sit stille sind, mens hans håndfraværende gled op til øjenkrogen for at fjerne den ene tåre der truede med at trille ned ad kinden. Alexander var ikke ligefrem kendt for at være af den hårde skole, så det var nok ingen overraskelse, at han kunne finde på at græde over ting som det, der lige var sket. Selvom det var sjældent at han havde gjort sådan noget.

Han havde egentlig haft brug for at være alene, men nu hvor hans bedste ven var her, valgte han bare, at tage imod hendes hjælp. Hun ville alligevel være den eneste der rigtig forstod ham. Han lænede sig tilbage op ad hendes skulder og stirrede tomt ud i luften. "Undskyld.. Jeg ved det godt, jeg bare ikke hvad der gik af mig," prøvede han på, at forklare sig, før hans øjne igen blev blanke.
"Jeg fik ikke sagt farvel," mumlede han lavt og med en stemme, der knækkede let.

''Det blev for meget på en gang..?" Hun kunne ganske let forstå ham, hun ville nok have gjort noget lignende, hvis hun havde stået i samme situation og haft et bedre forhold til sin far. Med næsen nussede hun hans let fugtige hår.
"Måske vi kan finde en der kan kontakte og snakke med ånder i templet? En psykisk? Vil det kunne hjælpe? " Forsigtigt, måske en smule tøvende, løsnede hun grebet om ham.
"Måske guderne mente at for at du skulle få livet igen, måtte en anden lade det..." Hun fortrød sine ord allerede idet hun havde ytret dem. Det var jo ikke meningen at han skulle få skyldfølelse! Eller begynde at hade sig selv fordi hans far var død hvor han var kommet til live igen.
"Vi kunne måske besøge hans grav..?"

Alexander nikkede omgående ved Ethels spørgsmål om, om det var blevet for meget på én gang. Det var det bestemt. Han var lykkelig over at sin familie igen, mens hans mor havde set ulykkelig ud da hun fortalte ham om hans far. Hun havde elsket ham, og var en meget sorgfuld kvinde nu. Dét, og hans egen sorg over faderens død, havde bare fået bægeret til at flyde over. Han var så langt væk i sin sorg, at han ikke rigtig hørte hvad hun sagde. I stedet lå hans fokus ved de kærtegn hun gav ham fysisk. Det var trøstende, og han blev bare siddende op ad hende uden tegn på, at ville gøre andet end dét, indtil et par af hendes ord nåede ind til ham. Han rystede let på hovedet, mens han lukkede sine øjne, godt træt af alt og alting. Og led og ked. Han vidste ikke, om det var en god idé, at besøge graven lige nu. Det var nok med den ring han havde fået, som han altid havde set på sin fars hånd.

"Nej... Undskyld.. Men jeg vil bare gerne blive fuld, og så sove. Bare.. Sove," mumlede han lavt, før han lænede sig frem og tog vinflasken op. Han drak af den til den var tom, men den fulde fornemmelse var der kun i få sekunder før han var tilbage ved sit gamle jeg igen. Fordi han ikke magtede det, smed han flasken på gulvet, hvor den naturligvis klirrede. "Det virker ikke! Hvorfor virker det ikke!?" udbrød han frustreret, mens han flåede sig let i håret og nu lænede sig helt ind over bordet, mest af alt for at gemme sig for de mennesker, der nu stirrede.

Hendes hænder gled hen og lige så stille massere ham forsigtigt ved skuldrene. Hun turde dog ikke lade dem gå længere ned. Hendes egen hud var så forbandet sensitiv deromkring, så hun regnede med at hans nok også ville være det, ikke ligefrem den bedste måde at få nogen sorger eller chok druknet væk på.. Hvert fald ikke for ham.
Hånden stoppede op idet han begyndte at smide med flasken, og lænede sig ind over bordet.
Det var en naturlig del af sorg-processen, så meget havde hun opfattet fra hendes mange ture på helbredelseshuset. Føst tårer, nægtelsen og isolationen, så vrede, frustration. Hjælpeløshed og sårbarheden, skarpt efterfulgt af depression og stille accept.
Hun vidste ikke hvordan hun bedst kunne hjælpe ham, andet end berøringen, at forsøge at tale med ham. Minde ham om at han ikke var alene, selvom det kunne føles sådan med alt det han havde gennemgået. Men også at der nu var folk der holdt af ham og ville være der for ham, uanset hvor tosset han måtte opføre sig.
" Jeg ved det ikke.. Måske den ikke har været stærk nok? Eller måske det at du er blevet en engel gør et eller andet ved det hele? " Hun skævede imod flasken på gulvet, inden hun sendte et misfornøjet skulen rundt til dem der nysgerrigt gloede imod de to.

På trods af sin sorg, kunne Alexander godt mærke, når noget var fysisk behageligt. Og da Ethel begyndte at massere sig gennem hans meget hårde skuldre, der nok aldrig ville blive bedre grundet den kulde der konstant var i hans krop, så var det lige før han kunne kysse hende. Han lukkede kort øjnene i velbehag, men da han så sin far i sin egen fantasi, åbnede han dem igen og så ned på bordet med et forpint blik.
Ethels ord gav mening, men samtidig havde han ønsket, at de ikke gjorde. Han begyndte at syntes mindre og mindre om, at være en engel, som det gik op for ham, at det nok også havde noget at gøre med hans healingsprocess. Måske skulle der bare nok til. Og nok måtte vel betyde meget, meget stærk alkohol, der sikkert kunne slå en elefant i gulvet.

"Fantastisk. Så jeg skal fryse konstant og vil aldrig blive rigtig fuld," mumlede han for sig selv mens han tog sig til hovedet. Det var virkelig træls. Han så op på hende for første gang siden de havde talt i hans hjem, og med blanke øjne, da hans blik blev næsten bedende. "Drik mig under bordet, vil du ikke nok? Jeg skal nok betale, bare drik mig under," bad han stille, mens han greb hendes ene hånd og klemte den en smule hårdt. Han havde desperat brug for det, bare drikke sig langt væk og have det sjovt i stedet for det her.

Hun kunne godt fornemme at hans skuldre, krop generelt, var temmelig stiv og kold. Som et lig der havde lagt i for lang tid. Hun gøs let ved tanken, forsøgte at jage den væk. Han var jo Alexander, desuden lignede han ikke noget lig på trods af sin bleghed. Det syntes hun hvert fald ikke.
"Fryser du nu? Hvad hvis jeg bruger min evne til at varme.. Er det stadig lige så koldt for dig på huden..?" Spurgte hun, i en blanding mellem nysgerrighed og bekymring.
Forsigtigt placerende en varm hånd ved siden af hans hals, emmiterende varme fra sig.
Det var ondt af guderne, at lade ham vække op til sådan et chok, men samtidig kunne hun ikke lade være at takke dem for at han var i live igen. Hun havde savnet ham så forfærdeligt, et savn Constantin nok selv havde bemærket i tiden efter da hun havde smidt en masse af sin fokus over på ham istedet, i en sær blanding mellem vrede og krav på opmærksomhed. Tanken fik hende kort til at smile. Manden havde i den grad haft nok at se til både dengang og nu. Men han accepterede og respekterede hende, hvert fald størstedelen af tiden.
Blikket gled på Alexanders mørke hår. Hvis hun nogensinde havde haft muligheden for at få et ord indført omkring sit eget ægteskab, ville det bestemt været gledet hen på Alexander. Om end han var yngre end hende, og var født greve hvor hun var født baronesse. Stadig, hvis han havde villet have haft t hende ville hun ikke have haft noget imod at blive gift med ham, hun tvivlede stærkt på at han ville være lige så desperat efter at få en arvning som hendes husbond efterhånden var gået hen og blevet det, og hun ville intet have imod at han stadig tøjtede rundt med alverdens tøser. Hun ville jo stadig forblive en grevinde, og gift.. Ikke..? Hun kunne intet se galt i det overhovedet, selvom hendes far nu nok ville have noget at skulle have sagt om det.
Måske hun blot skulle hyre en lejemorder til at gøre det af med dem begge to?
Hun bed sig hårdt i læben idet hendes segl gav et stød fra sig i brokkeri over hendes tankemønster. En kort, dæmpet knurren lød fra hende inden hun rettede let på sig og nussede sig tættere til Alexanders ryg. " Du har ret.. Lad os drikke os så plørefulde at vi ikke kan gå eller stå.. "
Hun nikkede til ham, gav ham et lille smil.
" Og lad være med at sende mig det våde hundeblik. " Hendes hånd klemte tilbage om hans, uden at tage sig af at hans greb var den del stærkere, også i og med at han var den del højere.
" Så kan pligterne komme engang i morgen."

Da Ethel spurgte ind til kuldeproblemet, rystede Alexander på hovedet og sendte hende et lidt bittert smil. "Det virker, men ikke særlig længe. Det sidder helt inden i mig, og det har været der siden jeg vågnede op. Jeg tror issletten har forvandlet mig til en menneskelig istap," jokede han tørt, mens han ventede på, hvad hun ville sige til, at han ville blive så fuld som overhovedet muligt. Det endte med, at hun pludselig satte i en besynderlig knurren, men fordi Alexander kendte hende, vidste han, at det nok var hendes tanker, der satte seglet i hendes nakke i gang. Han hadede nok det segl, lige så meget som hende, for han brød sig ikke om, at se andre blive sårede eller have ondt. Det lå bare ikke til ham, at have det godt med den slags.

Kort efter gav hun ham ret, og han lyste en lille smule op, før han daskede let til hende ved hendes kommentar om det våde hundeblik. Det var typisk hende. "Ja, de pligter kan rende mig," gav han hende ret, med det samme, hvorefter han råbte krofatteren an og bad om en hel tønde af det stærkeste de havde.
Den blev hurtigt bragt ned til deres bord, og Alexander betalte med den pose krystaller, han havde taget med sig hjemmefra, hvorefter der blev åbnet for tønden. Der var også blevet taget et krus med til Ethel, og Alexander tøvede overhovedet ikke med, at få hældt op til dem begge, hvorefter han løftede sit krus i en tavs skål og tømte det. Det skulle gå hurtigt for, at han kunne blive fuld.

-----Time skip-----------

Der var gået noget tid, og tønden var efterhånden blevet tom. Hvor meget Ethel havde drukket, vidste Alexander ikke, og hvor meget han selv havde drukket, havde han også selv sine tvivl om. Det var nemlig endelig lykkedes ham at få sig selv drukket plørefuld og i øjeblikket sad han noget slattent på sin stol, næsten som om at hans krop truede med at smide ham ned på gulvet. Det hele snurrede rundt i hovedet på ham, og han kunne slet ikke kontrollere sine magiske evner. Han hørte nærmest alt hvad folk omkring dem tænkte, og meget af det var så beskidt og perverst, at han ikke kunne lade være med at grine af dem.

"Ethel.. Mind mig om.. Hvis du vil være så venlig... Hvordan det nu var, vi skulle... Komme hjem," sagde han i brudstykker, for at undgå at falde over sine egne ord. Samtidig kunne han høre en kvinde ved et andet bord tænke på sin bordfælle, en mand, nærmest tigge og bede ham om, at tage hende hårdt, når de kom hjem. Det var så sjovt, at han faktisk var ved at vælte ned ad stolen af bare grin.

Om hun havde drukket? Bestemt! Blev der sat god kvalitets sprut foran var det fandme med at drikke. Sprutten, hvad end det så var, havde da også helt formået at få hendes tanker om at hun var en gift adelskvinde, noget så langt væk. Faktisk lod det nærmest til at det faktum var i et helt andet univers for hende, som hun havde kastet sin 'kærlighed' på en af de kvinder der serverede og arbejdede i kroen. Med en helvedes masser af flirten havde hun endda formået at få tøsen til at sætte sig ved hende, hvilket hun bestemt synes om idet hun med småhvisken og nippen i kvindens ører, sad og havde det noget så lummert med en hånd kærtegnene på kvindens lår, uden helt at huske at hun ikke var alene på kroen. Faktisk var det først da Alexanders stemme brød igennem hendes fuldemands tåger at hun kort livede op.
" Alex..+ Alex er det.. Nåååh ja.. englebasse.. " Hun lændede sig grinende hen imod ham, næsten væltende tøsen af sit skød. " Næh hov.. Hvor tror du at du skal hen..?" Hikstede hun som hun forsøgte at kramme pigen med sig, selvom det blev et temmeligt slattent greb hvor pigebarnet så sin udvej ved at smutte ud af den fulde krigers arm.
" Aaarww.. Seee.. Nu løb hun.." Lød det teatralskt fra Ethel, gloende efter tøsen inden hendes blik igen gled hen på Alex, rækkende en hånd op for at rode i hans hår.
" Hjem..? Deet.. Øeh.. Det ved jeg ikke? Stjæl en hest? "
Bare tanken forekom så latterligt for hende da hun vidste at selv det forbød hendes segl.. Som om alting efterhånden var ondskab. " Eller.. Vi ku..øeh.. Ku sove.. her? Tror porten er luk.. khet " Et enkelt hik forlod hende, efterfulgt af en ræben. " FLyv ka vi sku ikk.. "

Det så ud til, at Alexander fik brudt igennem til den blonde lyskriger, for hun havde ellers haft godt travlt med, at lege med kvinder for sig selv. Derfor var det en latter hun fik smidt efter sig, da hun teatralsk udbrød at nu var tjenestepigen løbet. "Det... Kan vi ikk' gøre noget ved..." mumlede han utydeligt, mens han blev rodet i håret. Han puffede let til hende, som svar på tiltale, men han havde ikke så mange kræfter når han var fuld, så det var lidt slattent.
Han gjorde store øjne ved tanken om, at skulle stjæle en hest, men det så ikke ud til, at Ethel ville følge det til døren. Det ville det forbistrede segl nok også stoppe hende fra.
"Flyve! Det gad jeg... Godt se," råbte han op mens han endnu en gang daskede til hende, før han selv væltede ned på gulvet. Han ville gerne op derfra, men det endte med, at han fik rodet sig selv ind under bordet i stedet for, indtil han sked hul i det, og kravlede ud med alle folks blikke på sig. "Det er i orden, folkens.. Jeg har ikke brækket noget," forklarede han dem alle, mens han gik over for at sætte sig. Han havde ingen hæmninger, når han var fuld.

"Skal vi så.. Dele et værelse, hm? Vi ku' godt tage nogle damer med op, hvis du vil?" Spurgte han Ethel, da han endelig var kommet ned at sidde. "Så ku' du tage hende... Hende du sad med... Så tager jeg hende derovre.. Rødtoppen," hans grin blev mere og mere fjoget. Og drenget. Og mest af alt, ret så pinligt, mens han klaskede ind over bordet og begyndte at fylde sit krus. Han fik den sidste bundslat ud, og drak det med velbehag.

Hun så grinende ned på ham oppe fra bordet, holdende sig selv oppe med en arm hvorpå hendes pande hvilede. " Næææh er du også blevet glad for gulvet? Beskidte lille dreng. " Grinede hun, fulgte ham med blikket som han fik skrantet sig op igen. Hun gjorde stooooore øjne ved hans foreslag, så igen. Det var jo Alexander. " Foreslår du et orgie huuh? Du får alle kvinderne og vi får intet.. Tsssk. Og...Og hvordan får vi dem til at holde kæft bagefter hva?"
Hun skævede il de to kvinder. Slemt så de bestemt ikke ud, hvert fald ikke i hendes fordrukne øjne. -men hvis der skulle hygges, så skulle de kunneholde deres mund bagefter, så meget viste hun. Både Thomas og hendes far ville få et føl hvis de fandt ud af at hun fjantede med andre end Thomas i hans seng.
" Du..Thomas bliver pissemisundelig. " Hun lo, kunne ligefrem se hans misfornøjede ansigt foran sig, ved nyheden om at hans kone endnu engang havde fjantet med andre end ham i sengen. Hun gav sig til at pille ved det krøllede hår, der bestemt ikke kunne siges at sidde i en frisure overhovedet længere.
" Vi kunne også lege sammen..? " Lød det, lettere fraværende mens hun forsøgte at skabe et vådt øjenkontakt med tøsen hun havde haft på sit skød for bare minutter siden.

"Siger den beskidte pige, der ikke kan holde sig fra de andre beskidte tøser," svarede Alexander, mens han satte sig bedre til rette på stolen, og lænede sig ind over bordet. Ethel virkede overrasket, men Alexander tog det ikke så tungt. Han var hønefuld og tænkte ikke over noget af det som han gjorde.
"Nårh.. Når du siger det sådan... Må vi hellere la' være," mumlede han mens han grinede let over endnu en tanke fra en af de andre. Så kom Thomas op som emne, hvorefter Ethel skiftede mening komplet. Alxeander fik pludselig et meget grumt smil på læberne, mens han lagde en arm om hende og trak hende helt hen til sig. Han var ude på løjer. Løjer var rigtig godt. Han valgte dog at hviske det her i hendes øre.

"Hvis vi... Leger sammen.. Så bliver Thomas grøn af jalouxi.. Og så... Kan det være at han bliver væltet.. Af sin grevepind. Det har jeg ikke noget imod," indrømmede han mens han grinede let og snoede en tot af hendes hår om sin finger. Hvad som helst for at gøre Grev Thomas gal. Han hadede den mand.
"Skal vi få os et.. Et værelse? Nu?"
Før hun fik svaret, rejste han sig slingrende, som for at fortælle hende, at han var klar på de farlige lege nu. Intet, ikke en gang fede Grev Thomas, skulle stoppe ham!

" Beskidt har jeg nu ikke noget imod at være.. " Grinede hun kækt tilbage idet hun drejede hovedet imod ham. "desuden har jeg været det .. Siden jeg var heeeeelt lille bitte. " Hun lavede en gestus som for at vise præcis hvor lillebitte hun havde været som foster.
" Desuden er du ikke en pind bedre selv.. Du ville også tage hende hvis ikke jeg havde haft fingrene i hende først. " Drillede hun, hvilende hovedet i hænderne.
Et mindre hvin forlod hende som han trak hende helt tæt til sig; noget hun bestemt ikke havde noget imod, hvilket også tydeligt kunne ses idet hun kælent lod sin krop gnide sig op af hans, blinkende noooget så uskyldigt. Hun kunne håbe på at Thomas faldt af pinden, fik et hjertestop eller lignende. Det eneste der ikke ville tiltale hende ved det var normerne med at gå klædt i sort et helt år efterfølgende.. Så ville hun hellere blive i sin uniform, den gav hende til gengæld mulighed for at få noget med farver på.
"Hvis ikke du var yngre end mig skulle du have giftet dig med mig før min far fik mig smidt på ham.. Nåh.. " Hun stak en tunge ud af ham, inden hun blev hevet op at stå, temmeligt slingrende.
" Duuu. betaler for det.. Ikke..?" Hun lænede sig endnu engang kælent op af ham, selvom hun havde en smule svært ved det med balancen. At gøre Thomas jaloux var let, at få ham helt op i det røde felt endnu lettere. En nat med kørlighed og ømhed var i den grad at foretrække over en nat med Thomas's tykke lemmer, hidsige temperament og alt for slående hænder. For ikke at nævne det at han ved flere lejligheder havde udnyttet hendes segl til sit eget bedste ved at sørge for at hun nærmest blev lammet af den. Nej så ville en vild nat med en hun holdt af være langt bedre, og hun ville le Thomas op i ansigtet hvis han forsøgte at slæbe hende med i ægtesengen efterfølgende.
Nej, kærlighed og ømhed havde der aldrig rigtigt været noget af i deres ægteskab, det lod nærmest som om han mente at kvinder skulle styres med hård hånd, og kun ømhed overfor offentligheden.
En indstilling der gav hende direkte kvalme.
" Jeg håber at du vil tage mig.. Som han aldrig har taget mig før. " Lød det dæmpet fra hende, idet hun virkelig måtte styre sig for ikke at nappe ham i øret, eller halsen..

Alexander satte i en halvkvalt latter idet Ethel forklarede hvordan han ville have taget kvinden uden tøven, hvis hun ikke havde gjort det. "Jah, det havde jeg nok. Men hun er også pæn! Især i min seng," sagde han grinende, mens han gik slingrende op til krofatteren sammen med hende.
"Men.. Ethel.. Jeg er jo ikke yngre end dig, det er omvendt," svarede han til hendes snak om giftemål. Han kunne ikke helt forestille sig, at være gift med hende, men samtidig ville han til enhver tid have reddet hende fra den ækle grev Thomas og have taget hende til sig, hvis han havde vidst, hvem det var, hun skulle ægtes med. Bare dét, at få grev Thomas væk fra hende, var nok til, at han næsten ville gøre hvad som helst.

Idet hun spurgte om han betalte, nikkede han bare med et fjoget smil, mens han lagde nogle krystaller op til krofatteren. "Èn overnatning, dit bedste værelse," sagde han meget kort for hovedet til manden, mens Ethel hviskede ham i øret og fik ham til at gøre store øjne. Han modtog nøglen, og begyndte at slingre op ad trapperne med hende.
"Ham grev Thomas.. Kunne ikke engang gøre en due tilfreds.. Jeg.. Skal nok give dig, hvad han aldrig har.. Formået," lovede han i sløv tale, mens han forsøgte at stikke nøglen ind i nøglehullet. Det rodede lidt rundt for ham, men til sidst fik han døren op, hev hende med ind og smækkede den hårdt i. Hendes ord havde haft en effekt på ham, og han ville bare i gang hurtigst muligt, så da de var inde, skubbede han hende ind i døren, for derefter at placere en hånd på på hver af hendes kinder. Han fik tit at vide, at han var en god kysser. Mon Ethel var enig? I hvert fald skulle hun prøve det, lige nu.

En kort rødmen gik over hendes ansigt. Var det sådan det var? Det havde hun helt glemt. " Uanset hvad var du stadig for sent ude. " Lød det til hendes mindre forsvar, imens hun lænede sig op af en stolpe, ventende på at han havde fået udleveret sin nøgle og betalt for værelset.

Latter lød som de begav sig op af trapperne. " Jeg håber du er bedre til at ramme i sengen.. End du er i døren. " Lo hun.
" Han har aldrig kunnet stille andre end sig selv tilfreds.. Måske et par købmænd eller to.. Måske han ville være bedre bøsse? " Hendes talestrøm blev afbrudt idet hun blev hevet med ind på værelset. Det våde kys der fulgte, blev besvaret af et mindst lige så vådt et, som hun lod ham skubbe sig op af døren. Et enkelt ben gned sig kælent op af hans imens barmen ufortrødent blev presset op imod hans bryst.

// Timeskip..? //

Sollys og en dundrende hovedpine var hvad der vækkede Etheldred morgenen, eller nok snarere dagen, efter. Hun missede let med øjnene imens hun krammede sig lidt tættere på Alexander som hun i forvejen lå tæt omslynget med. I et par lange minutter lå hun sådan mens hun nød hans duft.. Det var lige indtil tømmermændende kom svømmende over, og hun i et nu stavrede ud af ud af sengen på usikre ben, med sengetæppet halvvejs slæbende efter hende. Det var lige med nød og næppe at hun kom ud på 'det lille hus' i tide. Få sekunder mere og hun ville sku nok have brækket sig på gulvet i stedet for. Som hun var kommet af med maveindholdet blev hun siddende, bare en smule længere for at sikre sig at der ikke skulle komme mere op, alt imens hun forsøgte at hive sengetæppet om sig; det var egentligt pænt koldt i værelset.

Med latter fulgte han alle sine ønskede handlinger til, inkluderende, at ramme bedre i sengen end i nøglehullet. Det var en meget interessant nat for hans vedkommende.

------Timeskip------------

Alexander vågnede op ved, at sengen rystede let. Det skvulpede rundt i maven på ham, men mens at Ethel kravlede ud af sengen, tagende halvdelen af sengetøjet med, var han stadig halvsovende i sengen, hvor han bare lå som en død fisk uden at tage sig af noget som helst. Aldrig nogensinde havde han haft så mange tømmermænd, så da han pludselig kunne høre lyden af Ethel der kom af med al den alkohol hun havde drukket aftenen forinden, begyndte hans eget tømmermændsproblem, at blive alt for meget for ham. Han stønnede lavt af ubehag, mens han forsøgte at komme ud fra resten af sengetøjet. Men vingerne var et problem, og han endte derfor med, at vælte ned af sengen, med sengetøjet og sig selv og vingerne rundt over det hele. Det var ubehageligt, for landingen skabte bare mere røre i maven på ham.

Han skyndte sig, at komme slingrende på benene, for derefter at vakle hen til skodder der skabte vinduet. Han var ligeglad med, om der var uheldige mennesker dernede, for nu skulle han også af med sit, for fuld udblæsning. Heldigvis var der ingen, og han kunne komme af med gårsdagens indtagelser, uden problemer, hvorefter han igen klaskede sammen på gulvet med endnu et støn af afmagt. "Årh... Ikke mer' alkohol... Nogensinde," mumlede han for sig selv. Han magtede ikke, at kravle tilbage i sengen, så han blev også på gulvet, halvt op af væggen.

Ethel sad lidt i sine egne tanker idet hun hørte røre fra sengen, et mindre brag og noget der lød som et par vinger der slog imod et eller andet, kort efter fulgt af lyden af Alexander der tømte sit maveindhold, hvilket fik hende til at ørle lidt mere ned i lokummet.
En hånd gned hende træt i øjnene mens hun ønskede sin dundrende hovedpine langt pokker i vold. Hun tog et par mundfulde vand fra vandfadet fora t skylle smagen af bræk og galde væk.
Ubehageligt. En træt stønnen lød fra hende, som hun trak sengetæppet op over sin nøgne krop for at få varmen igen, sjoskende på bare tæer ud hvor hun lidt opgivende stod og stirrede på ham.
Så det var rigtigt? Det havde ikke bare været en drøm? På et punkt gjorde det hende usigelig glad, men på et andet punkt synes hun også at det gjorde deres situation måske en kende akavet.
" Godmorgen prins nøglehulsrammer. " Hun smilte træt til ham, men skar kort efter en grimasse som hun sjoskede videre over til sengen hvor hun lagde sig ned på siden og blot så på ham, stønnende let under hovedpinen. "Næste gang.. Tager vi altså noget lidt.. Blidere.. " Brummede hun idet hendes hoved ramte hovedpuden, i håbet om at kunne opsuge varmen omkring sig... Lige indtil hun kom i tanke om hendes evne..
"Nåh ja.. " Mumlede hun let idet hun aktiverede den og blot lod den hænge om dem begge to som en varmende aura. Det kunne godt være at de havde tømmermænd, betød ikke at de skulle føle sig mere ynkelige ved at fryse lemmerne af.

Alexander så op fra sit yndlingssted på gulvet, da Ethel kom sjoskende ind, nøgen, men med sengetøjet omkring sig. Han prøvede lidt på at smile, men det blev mere en lidende grimasse, da hans hoved var ved at eksplodere af hovedpine. Han tog sig til det, mens han sukkede lavt. "Godmorgen prinsesse tag-alle-kvinderne-på-kroen," svarede han på hendes hilsen, mens han gned sig i tindingerne og overvejede, at slå sig selv ud, bare for at slippe for tømmermændene. Det var horribelt, men det ville nok ikke blive bedre af, at han sad nede på gulvet.
"Ja, vi gør... Hvis det virker," gav han hende øjeblikkeligt ret, mens han kravlede hen mod sengen, og trak sig op i den. Han kunne fjernt mærke, at rummet blev varmet op, at hendes magi, men han forblev selv iskold, mens han trak sengetæpperne helt op over sig, så kun hans hoved stak op.

"Ethel.. Hvad foregik der lige i nat? Gjorde vi virkelig... Hvad jeg tror at vi gjorde?" han turde næsten ikke spørge, men han var bare nødt til at få svar. Det ville bare blive akavet ellers. Eller måske ville det rent faktisk blive akavet, når hun sagde ja, hvilket han desværre regnede med, at hun ville. Sex med sin bedste ven. Slet ikke komplet splitterragende galt. Han stønnede lavt ved bare tanken - og ved den ubehagelig følelse i maven.

"Heh.. Jeg kunne sagtens tage dem alle. " Lød det med et skævt smil fra hende.

Hun puttede sig instinktivt længere ned i sengen, nærmest ønskende at den ville opsluge hende og hendes dårligdom. Det blev ikke langt bedre af Alexanders spørgsmål. Med et mindre huff gravede hun sig dybere ned. Egentligt havde hun slet ikke lyst til at tænke på det. Hvad ville han mon ikke tænke om hende for det? Tøvende nikkede Etheldred med hovedet. " Ja...Det tror jeg.. Er næsten sikker... Mit underliv føles hvert fald temmelig.. brugt.. " Et kort skævt smil forlod hende inden alvoren igen var plantet over hendes ansigt fulgt af en kraftigere rødmen. Hvor helt igennem flovt!
Hun krummede sig let sammen, lod den ene vinge løfte let hen over hendes krop, og alligevel tvang hun sig selv til at blive ved at se på ham. Øjenkontakt kunne det ikke blive til, så i stedet blev det et sted nær hans hage.
" Hvis det kan være til nogen trøst.. Så har det med stor sikkerhed været bedre end hvis det havde været Thomas. " Lød det mumlende. Hun skævede ned til sin vielsesring der glimtede på hendes finger.
Hun hadede ringen, næsten lige så meget som hun hadede sit segl. Faktisk undrede det hende at seglet ikke stak og sved mere end det gjorde, men måske hovedpinen tog det værste så hun slet ikke lagde mærke til det?
En hånd gled tøvende op for at røre ved nakken hvor den hvilede hen over seglet. Det dunkede som sædvanligt i den.. Men ingen smerter, hvert fald ikke nogen der var voldsommere.

Med en tung sukken satte hun sig op i sengen og så på ham. " Jeg, undskylder min opførsel.. Det var ikke meningen, det ligger desværre til min mors side af familien.. Hun er succubus.. jeg ved ikke om jeg har nævnt det før. Min far finder det yderst pinligt og holder det som en familiehemmelighed.."
Hun skævede rundt efter sit tøj.. Hvor så her ud..!
Hun var nu temmelig glad for at hun ikke skulle rydde op og gøre rent efterfølgende, men hun kunne let forestille sig fjæset på personen der fik den tvivlsomme ære af oprydningen og rengøringen.. Især når det kom til brækket ved vinduet.
" Jeg kan godt smutte hvis du har behov for at være alene.. Hvis du.. " Hun slugte et eller andet, havde slet ikke lyst til at ytre ordene der kom ud af hendes mund. " Hvis du ikke vil se mig mere.. Hverken som ven eller.. ven med 'fordele'.. "
Ethel bed sig i læben, forsøgte at forhindre sig selv i at græde. Han var jo lige kommet tilbage, i live.. Det var mere end hun havde håbet om, kunne hun ikke være bare en smule egoistisk og håbe at han ville tilgive hende hendes synd..? At han kunne ignorere hvad der var sket imellem dem?