Der var gået meget lang tid siden Rafixul havde været væk fra selve sletten, hvor han havde brugt usandsynlig lang tid med at overleve og gemme sig fra alt og alle. Han var blevet mere ét med sin indre ulv, for ude i den slags kulde skulle man enten finde civilisation, eller også ville man dø. Med mindre man var dækket i pels og derfor kunne udholde kulden. Han havde stadig sit snavse tøj på i menneskeskikkelse, men hver nat havde han lagt det væk og forvandlet sig, for at kunne sove uden at få frostskader. Derfor var han nu ikke længere bange for sit monstrøse jeg og var i ét med sig selv for første gang i meget, meget lang tid. Desværre indebar dette, og isolationen, at han var blevet meget mindre menneskelig. Han havde skåret al hår af, med undtagelse af skægget, der havde vokset lettere vildt, og ofte var han faktisk ude at jage i sin ulveskikkelse frem for sin menneskeskikkelse. Men nu skulle det være. Han følte sig ensom, og endnu værre, han var løbet tør for mjød for længst, og trængte virkelig til det. Der var ingen vej uden om; Han måtte tage på en kro, hurtigst muligt.

Således dukkede han op i landsbyen Norvik, hvor han, iklædt en slidt blå tunika, ruskindsbukser og en kappe dækket i pels øverst, samt ringbrynje og en dana-økse i hånden, og en langbue over skulderen, sammen med et kogger, der hang ved bæltet. Han gik gennem byen med et intenst blik på alle der kom ham for nær, og da han så kroen, var det øjeblikkeligt dér, han gik ind. Han gik derefter hen til krofatteren, hvor han lagde de sidste krystaller på bordet.
"Værelse. Mjød. En tønde, mere hvis du har," sagde han med en hæs stemme, der ikke var blevet brugt meget længe. Derefter gik han hen til det første og bedste tomme bord.

Det havde været nærmest evigheder siden Ragna havde været i norden og besøge sin familie, sådan føltes det i hvert fald for Ragna der havde brugt de sidste par måneder væk fra hendes opgave ved Mørkets Borg, og istedet havde fulgt den årlige tradition med at tage tilbage til det nordlige Krystallandet, og Dragorn, for at mødes op med sine barndomsvenner, og familien. Hun nød vinteren heroppe, selskabet var bestemt heller ikke for ringe, men endnu engang var hendes rodløshed kommet frem i hende da de første spæde tegn på forårets alt for tidlige komme, var begyndt at vise sig, hun havde pakket sit grej, sagt farvel og på gensyn og var draget afsted igen til fods. Langsomt begivende sig ned imod de varmere jordlag, men også imod den opgave hun jo egentligt stadig var sat på ved Mørkets Borg med at optræne rekrutter. Forhåbentligt var de ikke blevet alt for svansede mens hun var væk.
Et kort rovdyrsgrin forlod hende ved tanken, idet hun trådte ind i den lille by.
En bunke pelse var på en slæde som hun trak efter sig hen imod en af garverne og pelssælgerne. Halvdværgen havde bestemt ikke lidt nød, ikke engang for sig selv. Som halv bjergelver vidste hun hvordan man bedst begik sig oppe i bjergene og kendte til hvordan man opsnuste vildt. Kødet var anvendt, selv senerne var blevet lagt i en temmeligt lugtende pose inde under hendes tykke kofte, for at de ikke skulle fryse til. Hendes tanke var at de kunne anvendes som buestrenge og snarefælder.

De to farvede øjne skævede rundt, ignorerende de blikke der blev sendt den sære skabning som hun nu engang var; hun var ligeledes vandt til blikkene selvom de da en gang imellem kunne virke pænt provokerende.
Med et mindre fnys fik hun far i en garver og fik sig forhandlet frem til en fornuftig pris i at få garvet og videresolgt pelsene, samt lavet buestrenge ud af senerne.
Lønnen for dette var nu ganske glimrende, og uden videre begik hun sig hen imod den nærmeste kro. Tanken om en gang mjød var mere end fristrende. Varm mjød og mad, se det ville være sagen efter at have brugt et par uger ude i issletternes kulde.
Ind trådte hun i den lille lumske kro og fik smækket sin oppakning ved et tilfældigt bord inden hun trådte op til baren.
" Et stort krus varmt mjød og dagens måltid. Med ekstra kød. " Hun kendte dem lidt for godt til at vide at hvis de kunne slippe af med det ville de ikke give dagens måltid andet end et temmeligt beskedent portion kød.

Et par krystaller blev smidt hen over disken til kromutteren der kort sendte blandingen et blik inden hun pænt ignorerede Ragna og istedet gik hen for at servere et krus mjød til en eller anden ved et andet bord. Kort efter fulgte krofatter efter med en tønde mjød. Ragna hævede øjnene som hun så det mindre optog. " Nogen er dælme blevet tørstige her i kulden, eller er det til den fremtidige rejse? "
Hun lod med vilje hendes stemmeføring være en smule højere og mere provokerende, krofatter og mutter skulle bestemt ikke tro at hun havde glemt sin egen bestilling. Bare fordi hun så anderledes ud end så mange andre ville hun bestemt ikke finde sig i at blive ignoreret.

Der gik et stykke tid, hvor Rafixul ventede på sin mjød. I mellemtiden dukkede en lavstammet, men bestemt ikke tøset kvinde ind i kroen. Han så hende kort an, før han vendte sin opmærksomhed tilbage mod dana-øksen, som han uden videre havde lagt hen over bordet. Den var specialbygget til ham, af dværge fra Dragorn. Normalt var sådan en økse lavet med et hoved af stål og et skaft af træ, men for en mand som ham skulle der stærkere midler i brug. Skaftet var blevet forstærket med ringe af hærdet stål, det samme var øksehovedet, og det træ der var blevet brugt var noget af det stærkeste man kunne finde i krystallandet. Der var runer påskrevet på bladet og i det lå noget så tungt på bordet, hvor det havde sagt et solidt klonk da han havde lagt den der. Der var ikke mange, der kunne bære sådan et våben, eller for den sags skyld bruge det i kamp. Rafixul selv var stærk nok til at bruge den i én hånd, hvis han var vred nok. Han ventede til krofatteren kom ned med tønden, baksende, trods han var en forholdsvist stærk bygget mand.

Det var kvindens kommentar der fik en smule vrede op i sindet på varulven. Men han brugte den konstruktivt, da han i stedet for at svare igen, tog tønden op mellem sine hænder og hældte op uden det mindste problem med vægten i selve tønden. Krofatteren stirrede lidt, og kromutteren måbede også en kende, men Rafixul lagde ikke mærke til det. I stedet tømmede han kruset, som han havde fyldt, og ræbede derefter højlydt.
Hans blik landede på kvinden. "Jeg er tørstig. Men jeg kan dele, hvis der ikke er mere mjød," svarede han hende, før han skubbede en stol og klappede den, en anelse hårdt. Der kom en meget lille bule i den, men ikke noget, krofolkene lagde mærke til. "Slå røven i sædet. Der er alligevel ikke andre frie borde," sagde han med et ulvesmil på læberne. Et kort øjeblik så hans hjørnetænder lidt mere spidse ud end de egentlig var, og der kom et gult skær i hans ellers intense blå øjne. Han kunne godt lide kvinden. Derfor kunne hun sagtens sidde her, frem for alle mulige andre sølle steder.

Et smil sneg sig frem på hendes læber idet han på det nærmeste demonstrerede sin styrke; bestemt ikke noget hun havde spor imod, som hun stod lænet op af baren og betragtede ham. " Tørsten kan også være streng. " Nikkede hun samtykkende, morende sig over både kromutter og fatters måbende fjæs, de var tydeligvis ikke vant til at det var SÅ stærke mænd der kom ind i deres temmelig beskedne kro.
"Jeg takker for tilbuddet, men hvis den skal holde til en dag så er det nok bedst jeg tager lid for mig selv. " Hun sendte et blik imod kromutter der endelig havde fået løsrevet sig fra at nedstirre den skaldede mand, og vimsede om med et beskt udtryk i ansigtet som have hun lige bidt i noget der ikke var helt friskt. " Glem nu ikke kødet, frisk men ikke rå. " Ragna blinkede kort til kvinden som muggende fik serveret et krus varmt mjød til hende, mumlende noget om at de da sagtens havde mere mjød, selvom Ragna nu tydeligt kunne se at det ikke lod til der var meget tilbage i den tønde der stod bag baren, selfølgelig kunne de have en tønde stående i køkkenet.
Med et kort nik til kromutter tog hun kruset, vendte om på hælen og fik hevet sit rabengut med sig i svinget hen imod den stol fyren nu så fint havde hevet ud for hende.

Hun smækkede sig ned, i samme sekund som hun gav slip på oppakningen og tog en lang tår af sin mjød, tørrede sig kort over munden og nikkede imod ham. " Tak som byder. Siger sku aldrig nej til et nyt bekendtskab. Jeg er Ragna, hva er du for en?" Hun bemærkede godt det let rovdyrsagtige der lå hen over ham, synes næsten at kunne skimte noget gyldent i de ellers blå øjne. Måske det var kulden der var ved at gøre hende skør, eller også var han måske en af de der halvdyr der fimsede rundt i landet.

Blikket gled over imod danaøksen. Et flot håndværk hun ganske let kunne genkende som værende fra Dragorns smedjer. Hvem der havde smedet den kunne hun dog ikke helt se, det var hun ikke vidende nok omkring dem til, på trods af at hendes far havde forsøgt sig i at oplære hende i smedens kunst. Hun havde ikke selv kunnet opfatte noget af det uanset hvor meget hun holdt af det, og var i stedet gået til bare at beundre værkene der kom ud af smedjerne.
" Du har måske lige været i Dragorn? Jeg synes at kunne genkende de runer og mønstre."
Så nysgerrig hun var efter at undersøge den nærmere valgte hun at holde hænderne om det varme mjødkrus, en krigers våben var en af hans største stoltheder men også det han passede bedst på, det vidste hun godt fra sig selv med hendes hellebard der var surret godt fast til hendes oppakning, men dog let kunne hives fri ved at hive i en læder strop.