Det krævede træning, at ride godt af sted gennem vinden på en drage, og skønt Constantin var ved at blive godt vant på sin, var han stadig stor fan af, at vedligeholde sin træning. Præcis som med spyddet, han i øjeblikket havde siddende fast på skrå, på ryggen. Det var ikke vildt praktisk, men på en drageryg, var det det mest sikre at gøre. Man skulle helst bruge begge hænder på at holde sig fast med den stærke luftmodstand. Han overvejede flere gange, om han ikke skulle tage, at forsøge sig uden den store sadel, der var designet til dragerne i lysets hær, men igen var det bare lige lidt for tidligt, til, at tage fuldt ud hensyn til dragen. Og det var heller ikke noget problem, så længe han fodrede sin temperamentsfulde drage med mad, hver gang han fastgjorde det dumme tingest.
Han havde aldrig i sin vilde fantasi forestillet sig en drage på så tæt hold som denne, men nu var det sådan. Opaldragerne og onyksdragerne havde åbenbart også et problem mellem hinanden, lige som lyset og mørket havde det. Men det var ren spekulation.

Og spekulation var noget, Constantin utroligt ofte gjorde sig i, især når han egentlig burde have været mere opmærksom på sine omgivelser, hvilket blev bevist for ham, da dragen slog et lidt for hårdt sving til venstre, som for at sige, at han også var her. Constantin genvandt hurtigt balancen og kærtegnede derefter væsnet over nakken, for at berolige ham lidt. Enten var han bare gnaven, eller også var der noget galt. Men Constantin vidste det ikke. Faktisk var han komplet uvidende om, at der var andre i luftrummet, og fløj egentlig bare i sin helt egen verden.

Et ligefrem venskabligt forhold var det endnu ikke blevet til mellem Ikaris og Kaar'zal, hans iltre temperament havde ikke gået godt i spænd med Ikaris' og på trods af at han til hver en tid ville have kunne sluge mørkelveren, havde hun fået sat ham rigeligt på plads til, at han måtte bøje sig for hende som ejer. Båndet mellem de to var dog ved at blive tættere og et par enkle gange havde mørkelveren dristet sig til at tage en tur på dragen, men det var så nyt for hende, at det endnu ikke faldt hende just behageligt at være så langt over jorden. Slet ikke siddende på et bæst hvis væsen man endnu havde småproblemer med at styre.
De orange øjne gled ned langs dragens skællede flanke, under hende passerede store marker, som blå firkanter mens træer fremstod som de mest sølle buske, hun gav et fnys fra sig, Ikaris var opdraget til ikke at føle frygt, men hun kunne ikke rende fra, at højderne gav et sug i maven, et sug der ikke nødvendigvis var positivt.

Et hurtigt ryk fremad i den sorte drage fik omgående mørkelveren til at klemme sammen med lårene omkring den kraftige lædersaddel, inden hun rettede blikket op og fandt ud af, hvorfor dragen pludseligt havde så travlt med at komme fremad. Et sted i horisonten kunne hun ane en hvidlig drage, den var endnu på meget lang afstand, hvilket gjorde jagten som Kaar'zal havde sat ind besværlig, men det var ikke til at tage fejl af, at en af lysets Krigere følte for, at tage sin drage ud på en lille ridetur også.
Ikaris nåede ikke at tænke meget over tingene, alle de tanker hun havde gjort sig om at skulle holde sig fast på drageryggen forsvandt som dug for solen og blev erstattet af et blodtørstigt instinkt som hendes drage tydeligvis også besad. I en glidende bevægelse trak mørkelveren sin bue, der ellers havde hvilet henover ryggen med strengen spændt foran brystet, og en fælt udseende pil, der havde siddet i det dertil indrettede kogger på dragesadlen lå nu klar, nu gjaldt det hele blot om rækkevidde.

Lykkeligt uvidende om en anden drages tilstedeværelse, fløj Constantin af sted på Rahgrondir, mens han forsøgte at gøre ham mere rolig. Det hjalp ikke synderligt, og da slet ikke, da den anden drage kom tættere på, og fik opaldragen til at sætte i et noget pludseligt styrtdyk. "Hvad i alve... Åh," Hans udbrud blev afbrudt, da Rahgrondir lavede et mærkeligt snurrende stunt, der fik hans syn mod den noget større silhuet af en onyksdrage. Pis. Så meget for en lille hyggetur. Han gjorde sig metalt klar, for han Rahgrondir et mere bestemt klap på nakken, samt et højt fløjt, betydende "Sæt til angreb". Han havde trænet det med dragen, men aldrig gjort det i praksis. Nu måtte tiden vise, om det fungerede. Rahgrondir fulgte kommandoen og mens han fløj tættere på, dannedes der et spyd af blod i hans højre hånd, mens han løftede den til et kast. Det var dumt. Men sådan var det.

Da han kom tættere på, begyndte dragen at flyve i et mærkeligt zig-zag mønster, af egen fri vilje, hvilket Constantin slet ikke forstod. Men han lod det ligge for nu, mens han lige så stille begyndte at kunne se figuren af en person oven på onyksdragen. Men han ville ikke kunne ramme herfra. Ikke før han kom tættere på, hvilket dragen dog heldigvis godt forstod. Eller også var han bare vred på onyksdragen. Hvem vidste. Det øjeblik han kom inden for en god distance, sendte han blodspyddet flyvende af sted gennem luften, direkte mod skikkelsen på den monstrøse, sorte drage.

Ikaris prøvede ihærdigt at få den store onyxdrage til at dreje en kende til siden, så hun ville få bedre udsyn og større sandsynlighed for at ramme hendes mål med pilen. Kaar'zal havde dog tydeligvis andre planer og fortsatte med faretruende fart mod hans eget mål, hvilket fik Ikaris til at give en udskældende lys fra sig, til ingen verdens nytte. Der var ingen tvivl om, at der endnu var mange timers træning forude for mørkelveren. Hun havde selv valgt sin drage, hun vidste hvad hun var gået ind til, men på trods af to store temperamenter der skulle lære hinanden at kende, havde der for første blik været et helt specielt bånd mellem hende og dragen.
Dette bånd var dog ikke til gode nu, onyxdragen åbnede gabet og gav en faretruende hvidslende lyd fra sig. Mørkelveen fandt sig selv i en svær situation, hun kunne ikke rigtigt bestemme sig for, om hun skulle satse på at ramme rytteren eller dragen, problemet med de store dyr var deres uigennemtrængelige skæl, hvilket ville kræve at hun ramte øjet eller lignende. Problemet vile være, at selvom at opaldragens rytter faldt ville dragen sikkert kæmpe videre alt hvad den orkede, men måske havde hun chancen for at stikke af fra den, Kaar'zal var trods alt ret hurtig på vingerne.
Af samme årsag faldt hendes valg på, at skyde efter rytteren som hun nu kunne konstantere var en mand. Meget mere nåede hun dog ikke at tænke over det, inden noget kom flyvende med skræmmende høj kraft, hvilket fik elveren til at kaste sig sidelængs på dragen, så spydet fløj med skræmmende høj hast lige forbi elverens skulder for bagefter at ramle mod dragens skæl med et hult 'klonk'.
At Ikaris måtte kæmpe alt hvad hun orkede for at komme tilbage på ryggen af dragen var en ting hun aldrig ville indrømme, men det gjorde hun, metalrustningen gjorde hende umiddelbart ikke meget mobil og den høje hastighed samt dragens bevægelser gjorde det til at større projekt at komme tilbage på plads, men det lykkedes, dog ikke takket være buen, der blot gjorde det hele endnu svære. Takket være mørkelveres evner med våben tog det hende dog ikke ret lang til at affyre et relativt præcist skud mod den anden rytter, som lå en kende lavere i luften end Ikaris.

Constantin bandede sagte da han så sit spyd flyve, og derefter misse sit mål. Pis også. Skikkelsen - en meget mørk kvinde, måske mørkelver - havde gode reflekser, det måtte han give hende, men det ændrede ikke på hans ordrer; Bekæmp enhver kriger af mørket du ser! Han dannede sig en ildkugle som det næste våben i sit arsenal, men før han nåede at affyre det, hørte han en mærkværdig, meget lav hvislende lyd. I modsætning til ham, var det dragen, der reagerede hurtigst, og fløj noget drastisk til siden. Han måtte holde godt fast med benene, men lige gyldigt hvor hurtigt Rahgrondir reagerede, så snittede pilen ham stadig i siden og fik ham til at bide hårdt sammen for at undgå et højere udbrud end det der kom nu. Han havde ikke noget rustning på i dag, for han ville ikke belaste dragen for meget allerede nu.

Rahgrondir fløj nu meget tæt på, og da den fløj tæt forbi den anden drage, genkendte han godt mørkekrigeren. Eller ridderen, måtte det næsten være, siden hun også sad på en drage. Spionen! Han bandede endnu en gang, mens han sendte ildkuglen af sted imod hende. Rahgrondir brølede højt, mens den bremsede op i luften, for derefter at vende sig endnu en gang. De var nu inden for høredistance.
"Dig? Jeg havde håbet, du var blevet dræbt. Så må jeg gøre det selv!" Råbte han ad hende, mens han mentalt forberedte sig på hvad end Rahgrondir nu kunne finde på. Han var en meget spontan drage, og kunne finde på hvad som helst, og i dens allerførste kamp med rytter, var det ikke sikkert, at han ville tage særlig meget hensyn. Men man kunne jo håbe.

Ikaris lo en hæs hånende latter idet hendes pil snittede Lysets Ridder, overraskende nok havde hun ikke slået ham ihjel, hendes våbenfærdigheder var ellers ovenud suveræne, af samme årsag havde Mørkets Lord betalt en klækkelig sum for at få kløerne i hende i sin tid, men nogle mennesker havde evnerne til at undgå våben, selv de dygtigeste af dem.
"Det ville kræve at nogle af jer sølle skravl ville være i stand til at slå ihjel!HAH!"
Ikaris stemme var hånende og overlegen, at en af soldaterne faktisk havde haft held med at skyde hende en pil i skulderen og en anden hugget et sværd i hendes arm nævnte hun selvfølgelig ikke nævnt. Til Ikaris' store uheld havde hun ikke haft meget mere end den sølle hvide kjole på samt en mørkeblå underkjole da hun blev opdaget, hvilket havde resulteret i en lang jagt gennem dunkelskoven, inden det lykkedes hende at slippe fra de blodtørstige soldater.
Det var udelukkende takket være Kaar'zals store vinge, at Ikaris ikke blev komplet flamberet af ildkuglen der kom flyvende mod hende. Uanset hvor dygtig hun var til at undvige og hvor smidig hendes elviske gener havde gjort hende, havde hun ikke kunne redde sig selv fra kuglen, i stedet ødelagde den store solide vinge kuglen der spredte sig til en masse gløder der fik Ridderen til at give et hvæs fra sig og gnide sig henover ansigtet, som små gløder bed, heldigvis ikke nok til af efterlade andet end lyse irriterede mærker i huden og hvis Ikaris ikke tog meget fejl, var det brændt hår hun kunne lugte.
Elveren skævede irriteret op og blottede tænderne i et vrissent udtryk, inden hun endnu engang trak sin bue og spændte en pil for, denne gang ikke lige så præcist grundet den brændende fornemmelse i ansigtet.
Jeg slår dig ihjel. Hendes øjne blev knebet sammen til smalle sprækker mod Constantin, måske var drastiske midler nødvendigt.

Mærkelverens ord, fik Constantins øjne til at slå lyn af vrede. Han strammede grebet om sin sadelknop, mens han overvejede hvad han nu skulle gøre.
Desværre var ildkuglen ikke helt nok, for onyksdragen havde også ret gode reflekser, da dens vinge pludselig kom i vejen, og sørgede for, at hun ikke døde af ilden. "Pis," bandede han vredt, mens tankerne fór gennem hans hoved. Det var nu, han havde brug for én eller anden genial plan, men den dukkede bare slet ikke op. Ikke for Rahgrondir pludselig satte til angreb på onyksdragen i ren og skær raseri. Han havde besvær med at holde balancen, og så derfor ikke pilen før den sad i hans skulder og fik ham til, næsten af vælte bagover. Han bandede endnu højere denne gang og tog sig til såret, før han sked hul i det hele og med stor kraftanstrengelse fik flået pilen ud. Desværre var det en pil skudt fra en mørkelver, og modhagerne flåede en del kød med ud, til hvilket Constantin kom med et meget højt udbrud af smerte.

"Jeg slår dig kraftedme ihjel, din skide mørkelver!" brølede han af hende, mens endnu et blodspyd dannedes i hans gode hånd. Han havde ingen hænder på sadelknoppen, men det var hip som hap, da hans vrede lagde en skygge over hans fornuftige jeg. Han skød den af sted mod hende, alt i mens dragerne mistede højde ved deres hidsige angreb på hinanden. De var nu noget tættere på jorden end før, men et fald ville stadig ikke være vildt fedt.

Ikaris slog endnu en hæs latter op som hendes pil hamrede ind i skulderen på Constantin, men dette stoppede ret pludseligt da Kaar'zal pludseligt lagde sig lodret i luften for at gå til modangreb på den store hvide drage. Ikaris var en benhård soldat, hun var opdraget uden nåde og var den fødte dræber, men hvad hun aldrig nogensinde havde forstillet sig var, at hun skulle til at udkæmpe et drabeligt slag på ryggen af en drage.
I en bhurtig beværelse fik Ikaris sat sin bue på plads på ryggen inden hun måtte klamre sig til sadlen, hendes metalrustning var ikke optimal at ridde i, når hun endnu var så ny og hedes drage så vild. Det havde nok været smartest med at par læderbukser så hun kunne nøjes med at klamre sig til dragen med benene, men sådan var det ikke gået, da metallet let gled på det glatte læder.
En brændende smerte fangede hurtigt hendes opmærksomhed fra de faldende drager, Ikaris skævede ned til sit lår hvor Constantins suspekt udseende spyd havde boret sig igennem hendes metalplade på låret og ragede ind i benet på hende, hvad sært var, at det gjorde mere end almindelig ondt. Ikaris havde gennem tiden erhvervet sig sin del af krigsskader, hun vidst hvordan det var at blive spiddet, men det har var en sær brændende fornemmelse, mon der var gift på? I et sæt slap Ikaris dragen og trak spydet ud, det krævede lidt lirken grundet spydets indfangen i metalpladen, men det lykkedes til sidst. Et sejersrigt smil prydede kort elverens læber, inden det gik op for hende, at hun havde mistet taget på din drage. "Arrgh!" et indædt udbrud måtte hun give fra sig, idet det gik op for hende, at hun nu var i frit fald mod jorden, de orange øjne blev knebet sammen, inden hun forsvandt i en sort røgsky og dukkede op milisekundter efter med et stædigt greb omkring Constantins krave, idét hun prøvede at trække ham af hans drage.
"Hvis jeg falder, ryger du med, soldat!" Snerrede hun bidsk lige ind i øret på den anden dragerytter.

Constantin havde meget travlt med, at holde fast på sin drage, efter at han havde kastet spyddet, så han lagde slet ikke mærke til, hvorvidt hun blev ramt af spyddet. Det var først da han så og hørte at hun faldt af, at han kunne føle sig nogenlunde sejrsrig. For nu. Først var der en onyksdrage, han skulle tage sig af, sammen med Rahgrondir.
Den plan blev skudt i vasken, da mørkelveren pludselig dukkede op lige i ansigtet på ham.
Hendes ord var et løfte, for hendes pludselig opdukken fik Rahgrondir til, at gå mere amok og den gik i et styrtdyk med gabet om den sorte drage, hvortil Constantin selv mistede balancen og væltede af. "Jeg ska.. Argh!" hans eget udbrud var lige så forskrækket som hendes, men han nåede ikke at panikke særlig meget, da faldet gik forholdsvist hurtigt.

Han vidste ikke hvor langt de faldt, men det var heldigvis ikke helt langt nok til at det var decideret dødeligt. Men ubehageligt blev det da de begge to landede på én af Medaniens marker med to hårde bump. Det sortnede kort for Constantins blik, men med ren, rå viljestyrke, holdt han sig vågen. Okay, måske også en del adrenalin. Det stoppede ham dog ikke fra, at føle sig virkelig kvæstet, som han lå dér, i en ret så akavet stilling.
Han forsøgte omgående at rejse sig, men hele hans venstre side brændte af smerte, da han bevægede sig og med et misfornøjet grynt faldt han tilbage som han havde ligget før. "Der sker bare ikke, det her!" mumlede han arrigt, mens han begyndte at trække sig hen mod mørkelveren, der lå nogle meter fra ham. Han havde ingen anelse om hvor stort et omfang hans egne skader var på, ej heller hendes. Hvis han var heldig var hun død. Men Constantin var sjældent særlig heldig.

Ikaris nåede kort at tro på, at hun faktisk ville være i stand til at sidde fast på dragen, med Lysets Ridder der sad i perfekt position til at få brækket nakken af hendes stærke hænder. Sådan skulle det dog ikke gå, for få sekundter efter hun havde grebet fat, begyndte den hvide drage på krumspring de færreste sikkert havde forstillet sig, at en drage overhovedet var i stand til.
Dette medførte at både hende og den anden Ridder kort tid efter faldt mod jorden, Ikaris prøvede alt hvad hun orkede at løsrive sig fra Constantin så hun kunne teleportere sig væk fra faldet, men dette var ikke muligt eftersom hendes greb i ham næsten var frosset fast i hans krave og et splitsekundt efter hamrede begge skikkelser mod jorden. En syg lyd af metal som bøjede bredte sig over hele marken som elverens rustning gav efter for slanget, mens en ubeskrivelig smerte bredte sig i hele kroppen. Ikaris kunne ikke bestemme sig for, om hun skulle skrige eller besvime, kort efter lød et hæst hyl udover hele marken. Hvis hun lod sig synke ned i det tyngende mørke vidste hun, at hun havde tabt.
Hun rejste sig hurtigt, eller det ville hun havde gjort, hvis hendes venstre side ikke havde været som lammet, hun kunne ikke engang skubbe sig op fra jorden, havde hun brækket noget? Hun anede det ikke, hendes ene side var følelsesløs.
Langsomt gled hendes blik opad,´inden det ramte Constantin, kort håbede hun på, at faldet havde taget livet af ham, men han lå som hende og rodede som en skildpadde der var vendt på ryggen.
"Nnn. Nogle.. Sss.. Sidste ønsker.. Helt?"
Hvæsede mørkelveren hæst i anstrengte stød, hendes højre arm gled ned langs siden, hun havde sin trofaste kniv og var inden for rækkevidde til at kunne stille den i brystet på ham... Bortset fra, at den manglede. Ihærdigt klappede hun sig på siden, men skeden var tom, måske var den røget ud i faldet? Elveren gav et støn fra sig, så måtte det blive på den gammeldags metode.
En stædig hånd greb ud efter ridderens tunika, inden Ikaris trak sig tættere på ham, hendes ene arm var immobil, og hendes knæ kunne ikke bøje, samtidig føltes det som om, at der var ild i hele hendes venstre side, men det skulle ikke stoppe hende, hvis hun bare kunne komme ovenpå ham, kunne hun med sin vægt fra rustningen sikkert kvæle den sidste rest af liv der nu måtte være i det menneskelige skravl.

Det gik hurtigt op for ham. Hun var ikke død, for døde folk skreg ikke. Han forsøgte at kæmpe sig op at stå endnu en gang, men lavede i stedet et halvkvalt udbrud over smerterne i venstre side. Det føltes ikke rart, og han var sikker på, at ét eller andet have revet sig selv i smadder inden i ham, hvad end det var knogler eller muskler. Det var i hvert fald slemt nok til, at hans venstre arm lå slap mod jorden, og var komplet ubevægelig. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde over situationen, og han nåede det heller ikke, for det så ud til, at mørk elveren var lige så fast besluttet på at dræbe ham, som han var på, at dræbe hende. Han skar tænder over hendes ord, men kom så til at grine, da han så hvordan hun forsøgte at trække en kniv der ikke var der. Hans hæse latter gik over i en hoste, som han hurtigt tvang væk, da det kun gjorde alting så meget værre. I stedet nøjedes han med smilet.
"Jeg ku' spørge... Dig.. Om det.. Samme... Mørkets kriger," gispede han tilbage, i lidt det samme tonefald som hende. Lange sætninger var ikke en god idé, og det var heller ikke nogen god idé, at blive liggende her.

I modsætning til hende, der stadig var i rustning, havde han kun sit lettere mærkværdige, men ellers meget pæne tøj på, der dog så ret beskidt ud nu, og da hun fik fat i hans tunika og begyndte at trække sig tættere på ham, forsøgte han, at vende sig om på den dårlige side, så han kunne slå fra sig. I starten kunne han ikke, men til brugte han momentummet fra hendes trækken, til at få sig vendt. Der kom en knasende lyd fra hans arm og som reaktion slog han ud efter hendes ansigt med den raske mens han bandede højlydt og skar endnu mere tænder.

Den lyse krigers latter ar lige havd der skulle til for at sætte mørkelverens pis godt og grundigt i kog, hvilket egentligt bare var ynkeligt, hendes fysiske tilstand taget i betragtning, men det var nok udelukkende den ekstra vrede, at elveren kom så langt hun overhovedet kunne.
De spinkle væsner havde ikke meget fysisk kampvægt, Ikaris havde heldigvis en del mere end de fleste elvere grundet den særdeles hårde træning hun havde vokset op med, faktisk var hun virkelig sej og senet at se på, hvis man tog rustningen og uniformen af hende, men rustningens vægt hjalp hende også godt på vej.
Pludseligt vendte hendes modstander rundt og i svinget langede han ud efter hendes ansigt med en knyttet næve, Ikaris havde fine reflekser, men hendes absolutte uduelige skildpadde-position gjorde det umuligt at undgå, hun nåede at vende hovedet en kende, men dette endte bare med en vældig kæberasler, så hendes tandsæt klappede sammen med et ordentligt smæld og en mægtig hovedpine bredte sig fra kæbeleddet, som en steppeband og helt om i nakke.
Det tog hende et par sekundter at komme sig, uroligt virrede hun med hovedet som en hund der havde fået vand i pelsen, inden hun som en slange vendte hovedet direkte mod hans ansigt, faretruende stirrede hun tænksomt på ham, inden den krampagtige hånd løsnede sig fra hans efterhånden beskidte tunika og hamrede mod hans ansigt med alt den kraft hun kunne mønstre. Dette gjorde dog tilstrækkeligt ondt til, at hun igen måtte virre med hovedet, sorte pletter dannedes i hendes synsfelt, som tabte blækklatter på et stykke pergament. Ikaris vidste, at hun ikke havde meget tid og så snart hun kunne mønstre det, kravlede hun så godt hun kunne ovenpå soldatens brystkasse, hvis hun bare kunne kvæle ham nu, ville det være overstået, men det krævede ligesom at han lå stille og ikke gjorde så fandens meget modstand som han hidtil havde formået.

Slaget ramte plet, og på én og samme tid frydede Constantin sig, samtidig med, at han følte sig voldsomt forpint ved modstanden fra hendes ansigt. Han kom med et forpint, men lavt grynt mens han kunne mærke hvordan armen, han havde hele vægten på, nærmest skreg op af smerte. Idet mørkelveren slap ham, trillede han om på ryggen igen, med det samme ubehagelige knas, hvorefter hendes hånd kolliderede med hans hoved. Nærmere sagt; Øret. Dette fik ham til at sætte i et højere udbrud end de andre han havde lavet, mens han tog sig til hovedet og forsøgte at få den ringende fornemmelse væk. Hans arme værkede og den ene af dem var tydeligt brækket, kunne han se, da han kiggede på den. Den knaste og knækkede også hele tiden, så det var ingen større overraskelse. Mens han lå og jamrede i protest over den hvinende lyd i hovedet, kunne han pludselig mærke en ekstra vægt på sin brystkasse.

Han så op og fik store øjne. Åh nej. Hun havde vidst fået overtaget lige nu. Men han ville ikke nedlægges på samme måde som sidst, så han begyndte omgående at tage fat i en kant af hendes rustning, som han forsøgte at hive og flå i, for at få hende til at miste balancen. De dumme handlinger han begik overbelastede hans allerede smadrede krop, og det gjorde det ikke bedre at hendes pansrede krop var oven på hans og fik den brændende fornemmelse i siden til at forstærke sig. Bare dét alene fik gjort hans vejrtrækning meget mere anstrengt og ubehagelig. Hans modstand var der dog, og det kunne da være, at han var heldig at få hende af. Måske.