Der var gået næsten en måned fra Amy og Caitlin var undsluppet dragens hule med deres last af krystaller og skæl, før de havde fundet ud af hvor umulig en skat skællene egentlig var. Ingen kunne give dem en værdi og endnu færre var interesseret i at købe dem. Langt hellere ville de true skællene fra tøserne og lade dem lære endnu engang at livet er hårdt og uretfærdigt. Smedene havde ikke været meget bedre, men langt de fleste af disse havde afvist dem allerede i døren. Gadebørn var ikke kunder i håndværkernes øjne.
Lidt opgivende havde de diskuteret næste træk og besluttet at Caitlin skulle gøre et forsøg mere. Denne gang med en smed, der skilte sig ud fra de andre af ry så vel som omdømme. Han skulle have levet flere år blandt elverne og lært ikke så lidt der, han holdt for sig selv. Om det også galt evnen til at smede drageskæl, ja, det var dog stadig et åbent spørgsmål.

Så det var med tøvende skridt Caitlin trådte ind i smedjen og så sig om. Hendes øjne havde ikke som andres brug for at vænne sig til halvmørket, men det tog hende alligevel et øjeblik at tage værkstedet ind. Alle smedjer var ens og forskellige havde hun lagt mærke til og alle viste noget om den smed der herskede der. Også denne, skønt hun ikke helt var sikker på hvad det ville betyde for hendes muligheder for salg.
Hun var klædt praktisk i rimelig ren, okkerfarvet skjorte, løse brune bukser og lange støvler. Hun havde en pung og en kniv i bæltet og flere skjult i folderne af tøjet samt i i støvleskafter. Flere af begge dele. Over skulderen havde hun en taske, hvis indhold var let, men skabt og ikke noget hun havde lyst til at skilte med hun slæbte på.

Hendes blik gled rundt, som hun først rømmede sig og så kaldte ud, mens hun rettede på tasken. "Hallo? Er her nogen?" Hun vovede sig ikke meget længere indenfor døren end at hun vidste hun kom ud af modlyset og ind hvor hun var mere synlig. Da var hun ved at fortsætte længere ind og hen mod et af de færdige kunstværker der lå på et bord der. Smykker havde altid været i stand til at fange hendes øjne.

Smedjen var meget ordentlig, og der var ikke nogle redskaber der lå og flød, men alt var på sin plads, men altid i rækkevidde fra der hvor man skulle bruge dem. Et system som Marcus havde styr på, og man umuligt ville kunne tage noget fra, uden at han opdagede det. Det samme med alle de halvfærdige ting der var placeret rundt omkring på væggene og hylder. Kullene i essen glødede stadigvæk kraftigt, og sendte et varmt skær ud over smedjen. Enhver der var vandt til at gå ind i en smedje ville vide at det ikke var lang tid smeden havde brugt essen, og kort efter at pigen havde kaldt kunne man også høre hans tunge skridt dundre ned af trappen, fordi han var nok alt andet end let på tå.
Ned af trappen kom der en mand tydeligt mærket af det fysisk hårde arbejde, og havde overarme som træstammer (det var det man sagde i byen). Han var kun iført sine hoser, og kullene gav genskær i sveden der stadigvæk drev ned af hans bryst. Han kørte en klud, der en gang havde været hvid, mellem sine fingre for at gøre dem lidt renere. Da han var kommet ned for enden af trappen så han kort på den nyankommende og sagde prompte: "Hvem har sendt dig? Hvis det er Ridder Gamlen kan du fortælle ham at han godt kan vendte ind til ugen er omme før jeg vil være færdig med hans sværd." Han var vandt til at nogle af hans kunder sendte stik-i-rend-drenge og -piger, da nogen af dem helst ville undgå at få sod på deres alt for fine klæder, så han tænkte ikke videre over pigens tilstedeværelse. Han havde godt lagt mærke til at hun havde stirret lidt intenst på noget af hans arbejde. Han var gået hen til hende, for at sørge for at han ville kunne få fat i hende med en lab, hvis hun valgte at prøve på at stikke af med noget.

Lyden af skridt oven på fulgte hendes ord så øjeblikkeligt at Caitlin på ingen måde kunne være i tvivl om at hun var blevet hørt. De bevægede sig ikke unødigt hurtigt, men tøvede heller ikke med at komme til trappen og ned. En tung mand kunne hun høre, men til en start så hun ikke i retning af trappen. Hendes blik var fanget af smykket på bordet foran hende og med en intensitet der vidnede om at hun mentalt vurderede det. Ikke blots dets værdi men også dets opnåelighed.
Så var trinene på trappen dog nået en højden hvorfra hun kunne gætte at smeden snart ville kunne se hende. Det fik hende til at dreje sig om mod ham, skønt hendes blik vandrede til smykket en sidste gang som han kom til syne.
Som ventet var det en stor mand. Ikke fordi der i forhold til hende var mange små mænd, men denne var stor selv for flertallet. Muskler og højde det meste, og med frit syn til det meste af ham også. Caitlin lod blikket løbe over ham og afviste hårdt tanken om at lade fingrene vandre. Hun havde bestemt ikke lyst til at finde ud af om han var hurtigere end han så ud til.

Hans svar, som han så hende kom dog nok bag på hende at hun blikkede et par gange af overraskelse. "Ridder hvem?" Så rystede hun det af sig og fortsatte med et lille indsmigrende smil. At få en voksen i snak og til at tage en alvorlig som andet end en fredsforstyre krævede til tider en del hurtighed og behændighed. "Ingen ridder, men hvis jeg kunne låne et øjeblik alligevel?" Hun kunne være høflig når det var nødvendigt, men det faldt hende ikke helt naturligt. Som hun havde talt havde hun bevæget sig en smule mod bordet, så hun ikke længere stod med ryggen blottet mod døren og hun havde strammet grebet om taskens rem.
"Jeg er faldet over noget, som måske kunne have Deres interesse..." Fra lommen i bukserne trak hun et lommertørklæde frem, samtidig med at hun modvilligt slap remmen, så hun kunne pakke det ud med den anden hånd og fremvise det lille safirblå skæl, der havde ligget beskyttet og forsejlet derinde i.

Han fik smidt kluden han havde mellem hænderne ned i en spand med vand der stod ved arbejdsbænken, hvor han tog sig af de finere detaljer der skulle laves i våben, rustninger og smykker, og hvor smykket som pigen havde kigget på også lå på. Han gik hen til det og tog smykket og lagde det op på en af de høje hylder, så pigen ikke bare kunne liste den ned i sin taske og stikke af, men nu ville blive nød til at lave en tydelig bevægelse for at kunne snuppe den. Han forventede at han ville få svar på sit spørgsmål, mens han fik lagt smykket op, men det hun sagde fik ham til at rynke brynet, og sendte hurtigt et spejdende blik gennem hele smedjen, men det hele så ud til at være der hvor det skulle være. Han fik stillet sig foran hende, så hun ville blive nød til at løbe forbi ham for at komme ud. Han var blevet meget mistænksom over at hun ikke var blevet sendt af nogen, eller hvert fald ikke nogen som hun ikke ville afsløre. Det gjorde ham meget utryg over at kunden ikke ville give sig til kende.
Hendes næste ord gjorde ham ikke mindre rolig og han så stadigvæk på hende med et hårdt udtryk og musklerne spændtes og var klar til at gribe ud efter hende hvis han skulle prøve på noget lusket. Han så ned på hendes hånd da hun afslørede det safirblå skæl, og hans øjne blev store. Han blev helt overrasket over at hun stod med noget der meget vel lignede et drageskæl, og nu blev han virkelig mistroisk.
Pludselig skød hans hånd ud efter hendes overarm, og hvis han formåede at få fat i den, ville hånden lukke om armen med et jerngreb. Han stirrede på hende med afsøgende øjne for at se hvad hun ellers gemte på hemmeligheder. "Hvor har du fået den fra?!" spurgte han med en hård stemme.

At flytte sig væk fra døren og mod bordet viste sig at være lidt af en fejl. Smeden var ikke tillidsfuldt anlagt og havde vel heller ingen grund til det. Som hendes blik faldet til smykket igen, fjernede han det uden at fortrække en mine og placerede det udenfor hendes rækkevidde. En diskret måde at fortælle hende på at han havde et øje på hende og at hun ikke skulle prøve på noget.
Det hjalp ikke at hun fik placeret sig udenfor rammerne af hvem der normalt kom i hans smedje og måske værst af alt fik sig placeret blandt dem han helst så holdt sig langt væk fra stedet. Det gjorde ham anspændt og varsomt, hvilket hun reagerede på ved at spænde op og virke klar til at løbe. En naturlig ting for en opvokset mest på gaden hvor flugt slog kamp langt det meste af tiden. Ikke lige nu dog, så som hun fortsatte og fik skabt mere mistro hos smeden med sine ord, tvang hun sig selv til at falde ned og ikke bakke væk fra ham.
Noget han gjorde mere end svært som han så hårdt på hende og spændte op. Han var også kommet tættere på hende, som hun havde talt. Det var dog først da hun åbnede lommetørklædet at han viste hvor hurtigt han kunne bevæge sig og hvor dumt hun havde fået sig placeret. Hun så ham række ud og rykkede sig instinktivt væk for at undslippe hans tag, men ramte bordet skævt med siden og kom ikke videre. Slet ikke som hans næve lukkede sig om hendes overarm og låste hende fast til stedet. Nervøst mødte hun hans blik, mens hendes propiller hurtigt skiftede fra runde til smalle og tilbage igen. Så stivede hun sig af, lukkede hånden om det blottede skæl og stak hagen stædigt frem. "Fundet det."
Hun havde ikke den store lyst til at skulle fortælle helt præcis hvor hun havde det eller sammen med hvem, men var godt klar over at hvis smeden pressede på for at få det at vide ville hun nok ikke kunne stå i mod. Han havde styrken og udstrålingen til at have en overhånd og det var trods alt hende der var kommet til ham for at sælge. Ville hun det måtte hun forhandle og det var krævede desværre at holde ham interesseret og ikke alt for mistroisk. "Interesseret? De er ikke helt nemme at få fingrene i.." De var også skarpe, som skællet huskede hende på, da det skar sig ind i hånden på hende og fik hende til at skære en grimasse, som hun løsnede grebet om det lidt.

Han løsnede ikke grebet på hendes arm. Han ville have svar. Drageskæl var virkelig ikke noget man fik fat i uden visse risici, men hvilke risici afgjorde helt hans interesse for noget så kostbart som drageskæl. Han ville ikke have ordensmagten komme og lukke smedjen, bare fordi han havde modtaget hælervarer, som en eller anden naiv tosse. Smedjen var hans et og alt, og hvis han ikke kunne smede, så vidste han ikke hvad han ellers skulle give sig til. Det var det han kunne, men til gengæld kunne han det også godt. "Det ville være løgn hvis jeg sagde at jeg ikke var interesseret i dem" sagde han uden at virke formildet på nogen måde. Han granskede hende stadigvæk nøje, men han brød sig ikke om at hun virkede så rolig i hans greb. "Intet menneske har arbejdet med drageskæl i århundrede." Han ville næsten give sin smedearm for at prøve at arbejde med noget så sjældent, men han vidste at det ville være for risikabelt. Det ville kunne tiltrække farlig opmærksomhed, og han kunne lide sin stille tilværelse, hvor han kunne arbejde i det tempo han foretrak. Hvis det kom ud at han havde arbejdet med drageskæl, så ville han ikke kunne være i fred, fordi så ville folk vide hvor han havde skaffet det fra. "Men hvis du har stjålet dem, så vil jeg ikke have noget med dem at gøre, og så har du bare at forlade min smedje, hvis jeg ikke skal smide dig ud!" Hans stemme var kold og kompromisløs. Hun skulle virkelig kunne forklare hvor hun havde fået de skæl fra, hvis hun ikke ville have at hun fløj hovedkulds ud på gaden, hvor hun kom fra. Han havde sluppet hende og stillet sig til siden så hun nemt kunne komme forbi ham og ud af døren og han så strengt på hende. Hans muskler var dog stadigvæk spændt og han var klar til at hugge til hvis hun ville prøve på noget.

Taget om armen blev ikke mindre af hendes let provokerende svar og slet ikke som Caitlin mødte smedens blik uden at blinke. At vise svaghed skar i hendes instinkter, der advarede hende lystigt om hvor farlig situationen var og hvor meget hun burde forsøge at bryde mandens tag og stikke af. At se tingene fra hans side faldt hende overhovedet ikke ind. Alle hun kendte købte hvad de lystede uden at spørge hvor det kom fra hvis ikke de ligefrem blot tog det. Eller de fleste hun kendte. Jolene var anderledes og nogle af dem hun havde mødt den seneste tid havde også været det, men det lå hende fjernt ligenu.
Alt hun kunne var at holde smedens blik en smule for langsomt blinkende og med lidt for stor intensitet, mens hun rykkede sig forsøgsvis baglæns mod væggen. Så langt hans greb lod hende komme. Roen hun udstrålede var falsk og vaklede som hun mærkede en fast flade bag sig. Da flakkede hendes blik og noterede sig lidt for tydeligt alle veje væk.

At han var interesseret så hun dog som en fordel og det fik hendes blik tilbage på ham igen. Ikke med ro, men med noget vurderende over sig. Hun sagde intet til det, men nikkede let, som bekræftede han hendes formodninger. Først da hans slap hendes arm åbnede hun munden igen. "Det er ikke stjålet." Det var ikke helt løgn, for det var jo kun taget fra en drages hule og ikke fra et menneske eller andet væsen. Hun skiftede lommetørklædet med det forsigtigt over i den anden hånd, så hun kunne tage sig til den let ømme overarm. At det efterlod blodpletter var hun ligeglad med. "Vi.. jeg fandt dem i en hule der nok engang har været brugt af en drage." Nok stadig var det, men det var også en ligegyldig detalje for det mulige salg. Forhåbentlig bed han ikke for meget fast i de fortalelser hans bryske væsen havde fået hende til at begå. "Så ikke stjålet." Hun så på ham med troskyldige øjne, som hun flyttede sig en smule fra væggen og ud hvorfra hun hurtigt kunne tage benene på nakken, hvis han besluttede at smide hende ud alligevel. "Nogle af dem var også større end det." Faktisk var de fleste større end det hun havde vist ham. De var bare ikke så nemme at have med at gøre som det lille.