"Faret vild? Kan jeg hjælpe?" Völunds hæse stemme lød i mørket, da han trådte ud mellem træerne, til en gruppe af mænd, der så ud til at være soldater, ja nok nærmere byvagter, der var kommet for langt væk fra byen. Måske endda lejesoldater, der var blevet sat til at fjerne hans slags. Mange havde på fornemmelsen, at mørkets krigere holdt til i denne skov, men det var sjovt nok meget svært at finde ind til selve borgen; Og så var der selvfølgelig det andet problem. Völund rendte skoven tynd hver nat, for at sørge for, at ingen uønsket indvanderede stedet. Hvad han gjorde ved sådanne mennesker, var der ikke mange der vidste. Han var Bæstet, og hans primære opgave lå i, at holde skoven mere sikker, for den hær, han tilhørte. Han gjorde det med stor nydelse. Det gav ham chancen for at lege lidt.

Hans skikkelse mindede mere om en nordenkriger end en mørkets kriger, så til at starte med kiggede lejesvendene forvirret på ham. Indtil området omkring dem blev mørkere, og Bæstet smilede sit dyriske smil og en latter gennemtrængte stilheden i skoven. "Dumt at komme her. Jeg giver jer ingen chancer for at komme ud igen," hviskede han lavt. De var mange, men da han sprang op i et træ, var det besværligt for dem, at se hvor han var, og da han også trak en anden soldat op ved hjælp af den telekinetiske evne han for nogle uger siden havde hvervet sig, skreg manden, til han var oppe i Bæstets hovedhøjde. Da tog Völund fat i mandens hoved med sin frie hånd og stak sit kortsværd gennem halsen på ham.
Da soldaten faldt til jorden, var det med en gurglende rallen og døden malet i sit blik. Völund var klar, da han sprang ned oven på liget med begge sine sværd trukket. Det skulle nok blive spændende. Det var også fuldstændig ligegyldigt for ham, om han var i undertal. Han ville klare sig. Han ville nok blive skadet, men han ville klare sig, som altid.

Ikaris drev hurtigt hesten fremad gennem de mange buske og krat, det var med vilje, at hun havde lagt en god afstand mellem hovedstaden og sig selv, siden hun blev indlogeret i lysets rækker havde hun ikke haft meget tid for sig selv, og det var efterhånden tiltrængt. Da hun nåede et passende sted i skoven stoppede hun hesten og lyttede koncentreret, det var vigtigt, at ingen havde fulgt efter hende,da de fleste nok ville undre sig over, at en 'lysets kriger' bevægede sig mod Mørkets borg. De lange hvide gevandter hang løst ned omkring hestens flanker og en hætte af hvide stof med blå kanter var trukket op omkring hendes hoved. Umiddelbart lignede hun bare en almindelig Lysets Kriger, men de få der kendte til Ikaris mission vidste helt anderledes.
Et pludseligt brøl fik dig hurtigt vendt elverens opmærksomhed i den generelle retning og få øjeblikke efter kom en af de trofaste byvagter løbende, som afhang hans liv af det. Store øjne blev kastet på Ikaris, dernæst mod hendes uniform, inden han tog flugten videre væk fra hende "Løb!" Skreg han hæst mod hende, inden han forsvandt i de mange buskadser.
Elveren trak kort på skuldrene, inden hun red videre mod påstyret, selvom hesten tydeligvis ikke brød sig om det. Af samme årsag gik der ikke længe inden hun steg af og bandt hingsten til en tyk gren.
Mørket der kom bragende imod hende var hende ganske velkendt, evnen hun selv besad var for hende ganske hjemlig og betryggende. Flere skrig i kom fra mørket, men da hun ikke selv havde fremkaldt dette, snede hun ikke hvad der forgik og ventede af samme årsag pænt men parat til at scenariet var ovre. Èn ting havde elveren dog et kort øjeblik glemt, udefra lignede hun alt andet end en fra mørkets rækker, tværtimod hang Lysets uniform tungt omkring hendes skuldre og det kom som en ganske overraskelse for hende, da en hånd pludseligt greb om hendes ankel og en hæs gurglende stemme hvidslede fra mørket. "Soldat! Hjælp!"

Midt i al kaosset kunne Völund svagt høre hestevrinsken. Han slog øjnene lidt mere op, men han havde overhovedet ikke tid til at gøre noget ved det, da to mand var på ham i et bravt forsøg på at lægge ham omkuld og gøre en ende på brutaliteten og de mange der allerede var dræbt. Han undgik dem med lethed. De var tungt udrustede, hvorimod han havde fuld bevægelighed; For ikke at nævne, at han havde lært at stå imod skjolde, med sine små kortsværd. Det eneste der var rigtig udrustet på ham, var hans arme, hvorpå der var blevet spændt pladeringe rundt omkring, fra håndled til skuldre. Det virkede voldsomt at se på, men det var faktisk ganske let for ham at bevæge sig i det, hvilket han beviste, da han kastede sig over den første, rev skjoldet væk med det ene sværd, for derefter at hugge det andet igennem ansigtet på ham.

Mens den første modstander faldt død om, satte Völund i et dyrisk spring og fik væltet både sig selv og manden omkuld. Da de lå dér, stak han et sværd i hver arm og begyndte at tæske mandens ansigt til mos. Det tog mange slag, og det var først da han registrerede i øjenkrogen at der var tre flere stående, at han skyndte sig op at stå, hivende sine nu bloddryppende sværd ud af kroppen på manden.
Han havde taget fejl. Blodet måtte have forvirret hans sanser, som han nu var smurt ind i det, og i virkeligheden stod der tre lejesoldater med stor afstand til ham og en enkelt kriger, som var en sortelver, prydet i lyskrigerens tøj. Han vrængede næse, spyttede noget blod op, som var kommet ned i munden på ham og skævede til hver soldat. Èn af dem havde en ladet armbrøst, de to andre stod blot med deres sværd og økse, samt skjolde. Han kunne ikke helt placere lyskrigeren. I stedet stirrede han fra den ene til den anden til den tredje med et dyrisk udtryk i ansigtet. "Tør du trykke på aftrækkeren, mandsling? Det tager lang tid at genlade, måske har jeg dig spiddet som en gris, før du når at få en ny pil på?" Spurgte han med et skævt smil. Manden så skræmt ud, men virkede usandsynligt twitchy, og uden at tænke over det, trykkede han på den forbandede aftrækker. Pilen ramte sit mål og Völund så rasende til, da den gennemborede hans skulder og endte i et træ bag ham. De to andre soldater skyndte sig dog frem mod ham, før han kunne nå at gå efter manden med armbrøsten. Nu var det bare at komme i gang igen.

Ikaris hævede hovedet en kende, hun lyttede intenst til kampen, men holdt behændig afstand, manden der havde grebet omkring hendes ankel fik et hurtigt blik, inden hun trak sit sværd og spiddede ham ganske hurtigt, i et enkelt stik. Der skulle ikke meget til at soldaten kradsede af, Völund havde gjort det meste af arbejdet og hun kunne lige så godt hjælpe en kammerat ud. Det virkede dog ikke til at han havde brug for hjælp, som elveren bevægede sig igennem mørket og stødte på flere lig vurderede hun, at han havde gjort et godt stykke arbejde.
Det næste der fangede hendes opmæksomhed var en snak om armbryste, hvilket kunne blive et problem, især nu, da der var mere end én. Ikaris forsvandt hurtigt fra et sted, inden hun dukkede op bag den ene armbrystbærende mand, der omgående sank sammen under hendes ene klinge, bolten fra hans våben for afsted i en ukendt retning, ganske ufarligt.
efter at have smidt det andet lig fra sig, bøjede elveren sig ned og tørrede sværdet af i mandens kåbe, inden hun rejste sig og trak hætten af, de elviske træk fra ekstremt fremtrædende, ingen der kendte bare en smule til racer ville være i tvivl om, at der ikke var et gram menneskeligt gen i Ikaris.
"Aggressivt, syntes du ikke, at lægge sig ud med så mange på én gang?" Hun slog et stort smil op imod manden der til trods ikke ligenede den almene Mørkets Kriger

I mens Völund havde travlt med de resterende to, fik han igen fra øjenkrogen øje på lyskrigeren, der pludselig havde drabt den ene mand med armbrøsten. Kampen for ham selv tog en drejning til det bedre, da han sparkede den ene af mændene omkuld, og med et umenneskeligt brøl, nikkede den anden en skalle. Bedst som de rejste sig på knæ, skar han halsen over på dem begge. Mens de lå og døde, vendte han sit blik mod lyskrigeren, da hun åbnede munden. Hun var ingen lyskriger. Med mindre hun var en defekteret én af slagsen? For ham var det også lige meget, hvad hun var, hun havde hjulpet ham, så hun havde ikke rent mel i posen. Han smilede skævt, mens han tørrede sine bloddryppende sværd af i et lig og stak det ene tilbage i dets skede i bæltet. Man kunne aldrig være for sikker.

Han kiggede kort ned på såret, og fik uden det store problem stoppet blødningen med en finger. Det gjorde satans ondt, men der var virkelig ikke meget andet at gøre. Han havde intet ild, han kunne brænde såret med. "Hvis du vidste hvem jeg var, ville du vide, at det her er ingen ting. Jeg er altid så vred. Hvem er du?" han gik fra konstatering, til spørgsmål ret hurtigt, for han anede ikke hvem hun var, og mente ikke, at det var sikkert at hyggesnakke med hende, før han havde fundet ud af, om hun kunne stoles på.

Mørkelveren lod tøvende blikket hvile på den fremmede foran hende, umiddelbart lignede han ikke en mørkets kriger, at vurdere efter hans påklædning, men hun vidste ligeledes, at det ikke var alle der brød sig om at vade rundt i deres uniformer, når hæren var så presset som den nu engang var.
I en flydende bevægelse, som elverene var ganske kendt for, strøg hun en hånd gennem de løse hvide lokker der få steder gik i et med lysets uniform, der overraskende nok ikke havde været udsat for blodstænk.
"Jeg kender sandt at sige ikke dit navn, men jeg kan næsten gætte mig til, at vi er på samme side..." Mørkelveren holdt en kort pause, inden det sultne ulvesmil bredte sig på hendes mørke læber "Uniformen her er sandt at sige ikke noget der appelerer til min politiske holdning!" Ikaris lo, en hæs og tør latter, inden hun lod de orange øjne glide ned og betragte de faldne på jorden foran hende og det lille menneske.
"Noget siger mig dog, at sådanne et bekendtskab ville være en skam at gå glip af. Jeg har aldrig set dig før, hvem er du?"
Elveren trådte en kende tættere på manden, hun var høj, de fleste synes at opfatte hende mindre end hun egentligt var, i hvert fald til hun stod foran dem.
"For du er naturligvis en del af Mørkets hær, ja?" Langsomt gled øjenlågene en kende i, mistænksomt næsten, hun kunne ikke have taget fejl af hans evne, hun havde set den så mange gange, og så alligevel kunne man aldrig vide sig for sikker.

Völund regnede med, at skulle tale med én der mindst var blot lidt simpel i det. For hun lignede jo en kriger, og det burde vel sige sig selv, at krigere ikke havde nogen avanceret uddannelse, men da hun åbnede munden, var der en del ord, han ville have sagt i en helt anden rækkefølge, og et par enkelte af dem, havde han slet ikke stødt på før. Appellere havde han aldrig hørt, blandt andet.
Da hun hentydede til, at de var på samme side, var hendes latter et ganske godt bevis på, at hun i hvert fald ikke var, hvad hendes tøj fortalte, at hun var. Hun var bestemt ikke en god person, så meget var helt sikkert.
Til at starte med, kiggede han på hende, uden nogen åbenlys følelse i ansigtet, til de mærkelige ord dukkede op og fik ham til at hæve et øjenbryn i forvirring. Da hun gik hen mod ham, var han, modsat mange andre, ikke spor bange eller nervøs. Det var bedre at være tæt på fjenden, end at løbe fra den, hvis hun altså vel og mærket var fjenden.

Da hun bragte mørkets hær på bane, gav det hele pludselig mening, for hendes avancerede ord havde nok været et forsøg på, at få ham selv til at bringe det på bane. "Aah.. Du er én af dem der holder øje med fjenden," konstaterede han roligt. Hun var spion for mørkets hær, andet kunne det på ingen måder være. Og hvis det var løgn, ville hun jo nok angribe når han mindst ventede det. Men han var altid forberedt. "Jeg er Völund, kriger af mørket og Bæstet i skoven," med de ord, fulgte en hæs, grufuld latter, som kun folk af mørket nogensinde ville kunne lære at holde af.