Det her var slet ikke en del af planen! Overhovedet ikke! Det var i hvert fald de tanker der løb gennem hovedet på Hakim, som han og Cate blev omringet i Skumringsgyden. Det havde sådan set bare været deres plan at skyde genvej, men nu var de her, og de var omringet af i hvert fald seks mand. Om der var flere vidste Hakim ikke, men han var mere end klar over, at de lige havde berøvet ham, fra hans bedste våben. Herinde kunne han overhovedet ikke bruge sin stav ordentligt. De kunne ryg mod ryg, ham og Cate, men det ville stadig begrænse Hakims bevægelsesmuligheder. Så han var tvunget til, at starte med at smide den, men han skyndte sig derefter at trække sin ryttersabel, ventende på, at helvede skulle bryde løs. Hvem end disse folk var, så var det besværligt at holde stand mod tre mand ad gangen. To kunne han klare. Med sin stav. Der var længden hans største fordel. Men nu var de tvunget ud i odds, der langt fra var gode.

Og bedst som han skulle til at beordre Cate til angreb, tog en af folkene initiativet først og kylede en kniv direkte ind i skulderen på hende. Han første hendes gisp af smerte, og så gik adrenalinen amok i ham.
Han fik et hårdt vindpust bag den gruppe der stod foran ham, til at vælte fremad og da den første kom tæt nok på, jog han sit sværd lige ind i halsen på ham. De resterende to var mere forsigtige, mens Cate havde sin egen kamp med tre andre, lige bag ham. En grynt forsikrede ham om, at hun også havde fældet en af sine, og Hakims ekstreme hurtighed forsikrede ham sejren over endnu én af sine overfaldsmænd, men så kunne han høre endnu et udbrud af smerte fra Cates side, hvorefter hun faldt om. Alt dette så han i øjenkrogen, mens han havde en vild kamp med den sidste der stod foran ham. Det så ud til, at han nu var alene, og selv hurtighed var ikke nok her.
Først blev hans underarm gennemboret af en kniv, så blev der stukket endnu én i ham, der ramte ham nederst i ryggen. Men han var heldig. Den ramte ikke noget vigtigt, men det gjorde virkelig ondt, og allerede nu kunne han mærke, at han blev sløvet ned, mens han var nødt til at holde alle tre angrebsmænd på afstand. "Niddinge!" råbte han højt, mest af alt for at kunne skabe opmærksomhed, men også fordi han troede at det ville give ham mere energi, at blive vred. Det virkede ikke så godt, for nu fik en tredje fundet et hul i hans forsvar og sværdet skar sig igennem, noget tæt på halsen. Heldigvis kun et snitsår, men det blødte alligevel temmelig meget. Ikke en god ting.

Var råbene der havde tiltrukket halvdæmonen til det foregående scenarie? Virkelig ikke. Det var som at stille nogenlunde samme spørgsmål til rovdyret, der var på jagt.
Når ræven hører kaninen skrige, kommer den løbende. Men den kommer ikke for at hjælpe.
Hvad Morgoth netop var vidne til, var et perfekt overfald – eller, snart enden på et. Overfaldsmændene havde endnu ikke anet hans nærværd, og dette med ganske god grund. Han bebrejdede dem ikke, da han et eller andet sted forstod dem. Når man lagde et så stort arbejde; så stor passion og kraft i, at spidde en mand der allerede lå ned (ynkelig handling, virkelig) var det ikke så besynderligt, hvis man ikke lagde sin opmærksomhed et andetsteds. De lagde al deres i kun én handling.
Smilene i kampstønnene var til at ane, måtte han konstaterer da det tredje angreb brød igennem Hakims forsvar. Det knitrede i hans fingrespidser, fik næsten ham selv til at smile der, bag maskens tynde overflade. Det var ikke af glæde han ville have smilet, eller af medfølelse for mændenes iver over deres succesfulde angreb, men nærmere af hån. Det var forkert, det der skete. Det var helt meningsløst; et gennemført, men yderst meningsløst drab (hvis de gennemførte det, vel og mærke). Han vidste, at han nødigt skulle bebrejde folk for deres handlinger med en baggrunds som hans, men det var det i sandhed. Det var ikke en ærefuld sejr, de ville stå tilbage med i hænderne. De havde ikke ligefrem røvet sig selv til den, men det var tæt ved. Alt for tæt på, til at det var behageligt.
Som det fjerde angreb netop skulle til at indtræffe, lød lyden af nærmende skridt. De to af overfaldsmændene så sig over den ene af deres skuldre, gryntende frustreret over deres ubudne gæst. De havde næppe regnet med en påtrængende persona, i deres ellers så indsnævret selskab. Som Morgoth kun var to skridt fra dem (hans lydløse løb, havde ikke været så lydløst endda) trak han sit sværd. Lyden af det sang smukt i hans ører, og netop få sekunder efter dannedes en lyd af lige så fin kaliber. Skriget fra et menneske der blot ikke kunne gennemføres af den simple grund, at halsen der forbandt hoved med krop, var total adskilt.
Da den første krop ramte jorden, vendte Morgoth sin krop i en aggressiv bevægelse, da hugget han netop havde gennemført ikke var helt uden kræft. Overfaldsmændene var ikke længere deres titel værdige. Overraskelsen i deres ansigter havde været penge værd, hvis man havde fanget dem netop i det øjeblik deres boble sprang – men den ville ikke vare længe. Det vil ikke tage dem mange sekunder om, at komme til hægtende og fange fuld fokus igen. Det var derfor halvdæmonen ganske klart, at han måtte handle blot en anelse hurtigere.
Gennemspidende den anden af mændenes pande, med sådan en kræft at det skubbede ham forover, gennemborende grunden under dem, måtte Morgoth slippe hans våben. Han bukkede sig fra den sidste overlevendes våben, hørende den susende lyd over hans hoved. Angrebet bragte hans krop i en akavet stilling, der resulterede i et svigt i hans balance evne. Han nåede netop at se et triumferende smil præge menneskets ansigt, lige kort inden han spiddede hans torso.
For en kort tid var han stiltiende. Han havde netop udstødt et støn, der ville have lydt som den endelige vejrtrækning. Morgoth havde igennem lang tid lært, at dette ikke var og aldrig ville blive tilfældet. Dette anede mennesket foran ham dog ikke, da han slap hans våben, betragtende hans offer. Hvad han så, var en mand, omfavnende hans eget våben, i hans sidste levende øjeblikke. Hvad der blot var sandheden var, at det ikke var Morgoths sidste – det var hans.
”Urgh!”
Smerteudbruddet var lige så ægte som den silkeagtige stribe af blod, der kastede sig i synet på mennesket foran Morgoth. Lige så ægte var angsten der malede sig i hans ansigt, som blodet der farvede det rødt. Et tilfredsstillet suk hørtes fra halvdæmonen, da den tredje krop kollapsede på jorden. Han vendte sin opmærksomhed et andetsteds hen.
”Så, fortæl mig nu,”
Langsomt, en anelse besværet af det helende sår i hans mave, satte han sig på hug ved Hakims side.
”Er I virkelig besværet værd?”

Hakim skulle til at se sig absolut hjælpeløs, men da lyden af skridt bag ham hørtes, og det fjerde angreb stoppede, indså han, at han enten ikke var alene i sig kamp eller at han var godt og grundigt ude på dybt vand. Han fik ret i sin første konstatering, idet manden bag dem, begyndte sit dræbende kaos med sit sværd. Hakim ville have hjulpet til, mere end meget andet, men allerede nu var han udmattet. Han var et menneske, der lige nu blødte ret kraftigt fra flere sår og han var ret forpustet over den rasende kamp der havde været få sekunder før. Men hans redningsmand så ud til at have styr på det, så Hakim valgte bare at give ham plads.
Og så blev manden gennemboret. Vredegrimasser trådte ind over Hakims ansigt, da han så hvordan hans redningsmand fik et sværd lige gennem torsoen.
Det så dog ud til, at manden havde det under kontrol, for kort efter døde den tredje lejemorder og de kunne få pusten - for nu. Det vigtigste for Hakim var at se om Cate stadig var i live.

Han satte sig omgående på hug ved sin næstkommanderendes side, tjekkende efter en puls, alt i mens den anden mand stillede ham et lettere forvirrende spørgsmål. Hakim så op fra Cate, hen på manden, der så ud til at have styr på sine sår. Hans blik var koldt, men ikke helt uvenligt. Manden havde trods alt reddet ham. Og det var ikke bare hvem som helst, lagde han mærke til. Det var den tidligere mørkets lord, og hvad i alverden han lavede her, havde Hakim ingen anelse om - og han havde ikke tænkt sig at spørge ind til det. I stedet nikkede han bare respektfuldt som hilsen. En handling der strak i det sår der sad lidt for tæt på hans hals og han skyndte sig at dække det til med sin hånd.
"Det må jeg have været, siden du gennemgik det besvær, lord," svarede Hakim med et skuldertræk. Der var en blanding af etikette i hans sydlige sprog, sammen med normal tiltale. Hakim var blevet dus med de fleste. Desuden, så var Morgoth teknisk set blevet smidt af sin trone. Han var lige som Hakim selv, der ikke kunne arve sit len. Arveløs, uden den helt store værdi. Hvis man skulle se det fra én side af. Morgoth havde god værdi. Han kunne tydeligvis slås, og Hakim havde absolut intet imod manden.
"Så det må du fortælle mig. Hvis jeg ikke er besværet værd, så må vi jo finde ud af, hvordan vi regner den ud derfra," og med de ord rejste han sig i sin fulde højde. Det gjorde ondt i de sår han havde antaget, men han kunne ikke bare sidde på hug og modtage døden, hvis det var det Morgoth ville med ham. Faktisk var han ikke helt sikker på, hvad den tidligere mørkets lord ville.

Lord?
Morgoth måtte tage sig selv i, at se blot en kende overrasket imod mennesket, ved dennes ord. Han fandt ingen genkendelse ved hans ansigt, hverken mere eller mindre efter hans skikkelse rejste sig fuldkommen foran ham – og alt dette til trods for, at Hakim synes at genkende ham. Han rynkede brynene sammen i en lettere mistænksom grimasse, granskende manden foran ham fra top til tå. Hans blik stoppede ved Hakims mørke øjne, fastholde sig da han langsomt rejste sig fra hans siddende skikkelse, med en intensitet ganske lig en blussende flamme. Hans stenansigt krakelerede, da han hørte menneskets uhørte tungetale i hans hoved. Hans tanker var sigende, virkelig – accepterede han lige hans skæbne, hvis Morgoth ønskede ham død? Ja, det så sådan ud.
Morgoths tænder var malet røde af hans eget blod, da han blottede dem i et smil. Han tilbageholdte ikke den varme, dybe, og underligt frygtindgydende latter, der samlede sig langt nede i hans hals efter at have hørt Hakim tale. Han rystede en anelse på hovedet, imens han talte:
”Vi har kæmpet nok for nu.”
Hans lyserøde tunge slikkede blodet af hans fortænder. Han sank blodet som lå på hans tunge.
”På den anden side,”
Han hold en pause på få sekunder, imens han skævede imod den kvindelige skikkelse, tæt ved Hakims ene side. Han rynkede brynene, overvejende hans næste ord:
”Blodudgydelser leder oftest til flere blodudgydelser,”
Han trådte enkelte skridt bagud, seende imod den enkelte af de få lig i gyden. For at præcisere yderligere; liget med halvdæmonens sværd gennemboret i det førhen levende menneskes pande. Han lagde et fast greb omkring håndskaftet, mærkende på det let slidte læder under hans fingre. Betragtende det gråsorte metal, huskede han hvordan han havde brugt selv samme sværd til at nedlægge ikke en, men to af landets tidligere regenter. Han fangede sig selv i et virvar af bitterhed og anger. Den ene følelse tilfaldt den ene regent, mens den anden den sidste. Hvilken en tilhørte mon mørkets herrer, og lystes dronning? Et vældig godt spørgsmål.
Han trak sværdet op fra grunden, tørrende det fri fra blod med enden af hans ankellange kjortel. Herefter vendte han atter blikket imod den kvindelige skikkelse, bag Hakim. Hans stemme bar en underlig hæshed, da han talte:
”Din vens sår er ikke dybt.”
Konstaterede han, med en sigende ligegyldighed. Han fortsatte herefter med at tale:
”- Men dybt nok. Placeringen af knivstikket er livsfarligt,”
De efterfølgende ord der fald fra halvdæmonens mund, var (især i hans tilfælde) yderst malplaceret:
”Jeg kan hjælpe hende, hvis du ønsker det? Mine helingskræfter er yderst hjælpsomme, men ikke smertefri,”

Hakim var et kort sekund overrasket over at Morgoth ikke ønskede at slås mere. Men så kom han på bedre tanker. Det kunne godt være, at han havde regeret Mørket, men manden var nok ikke helt så irrationel. Men det var ikke noget, der bekymrede Hakim. Han var ret ligeglad med, hvad Morgoth følte omkring landets velfærd. For Hakim handlede det kun om pengene, alt det andet kunne de stikke skråt op, lige der hvor solen ikke skinner. Derfor valgte Hakim blot at nikke respektfuldt. "Det er sandt. Vi er mange, der efterlader en vej af blod og kaos," indrømmede han, ved Morgoths talen om blodsudgydelser. Han vidste nok bedre end de fleste. Hakim havde dræbt et utal af mennesker, elvere, dæmoner og andet pjok og det faldt ham faktisk overraskende let at gøre det.

Mens Morgoth fandt sit sværd fra den sidste mand, han havde dræbt, tørrede Hakim sit eget sværd af, i en af de andre døde og stak det tilbage i skeden på sit bælte, hvorefter han samlede sin stav op, og på ny følte sig hel. Det var ikke rart at blive berøvet det våben, man elskede allermest.
Hakim var faktisk mere eller mindre forberedt på, at Morgoth nok ville gå nu. Han havde ingen grunde til at hjælpe dem yderligere, i samme situation ville Hakim også have efterladt dem han havde reddet, men igen overraskede lord'en ved at begynde at tale om hans ven.
"Det er irrelevant om de er smertefri eller ej, hun skal ikke dø på min vagt.Jeg er forberedt på at størrelsen af min gæld til dig, bliver større, men sådan er det. Jeg vil meget gerne have hjælp, og hvis hun begynder at blive et problem når du gør brug af dine healende kræfter, skal jeg nok hjælpe til med at holde hende stille," han skævede ned mod den bevidstløse Cate. Hvor mange gange havde hun ikke reddet hans liv? Der meget gæld der skulle tilbagebetales, men sådan var det nu engang. Da hans blik igen faldt på Morgoth, var det stenhårdt og beslutsomt.