Det var en skyfri nat, og den rejsende elver havde endelig fundet sig en kro at sove ved. Han havde betalt for logi til både sig selv og sin pakhest, men var for rastløs til, at blive, så det endte med, at han efter sin aftensmad, var gået uden for igen. Han var ikke så heldig denne aften, for en mand i kroen - en meget desperat mand - havde lagt mærke til elverens udsøgte tøj og store pengepung. Manden havde mistet sin kone for ikke mange måneder siden og hans penge var ved at slippe op fordi han var for deprimeret til at gå på arbejde. Men her var den "lette" løsning. Bare et lille drab. For han var nødt til at dræbe elveren, ellers ville han sikkert råbe efter hjælp. Han var så langt ude, at han ikke tænkte på konsekvenser som han, med en kniv i bæltet, listede efter Xharlion, der slentrede ud for at se byen og naturen lidt bedre an.

Så mens Xharlion gik, og af en eller anden fjollet grund endte mellem to huse, så manden sit snit. Han listede helt op bag ved elveren, der for en gangs skyld ikke havde sin opmærksomme ugle på skulderen - og stak til med kniven.
Xharlion vidste ikke der var noget galt, før den skarpe smerte gennemborede hans skulder. I mandens fuldskab havde han ramt forkert. I skulderen og ikke i lungen. Det var meget heldigt, men det var til gengæld meget uheldigt, at Xharlions smertetærskel var utroligt lav og han udstødte et mindre støn af smerte, mens hans magiske kræfter gik amok og et kort øjeblik fik jorden under dem til at ryste. Det bredte sig som en "løbeild" ud på vejen, men Xharlion var ikke sikker på, om det var nok til, enten at skræmme banditten væk, eller til at hente hjælp. For nu var der kun dem to.

Amy havde for en gang skyld, valgt at tage på udflugt. Væk fra hovedstadens mange lyde og tumult, ud til et mere roligt område. Folk var ikke så meget på vagt her og selvom amys sølle klæder afslørede at hun ikke penge mellem hænderne, anså de hende alligevel ikke for at være tyv. Deres fejl, men hendes held. Indbringende sag, selvom der stadig var koldt udenfor. Hun havde ikke penge til et sted at sove, men det var ikke noget nyt. Dog havde hun fået mere at spise i dag end hun plejede, så hun var egentlig meget tilfreds. Hun hoppede i lydløst gadedrenge løb gennem gaderne, indtil hun nåede en gyde hvor hun nær var styrtet, grunden den pludselige ændring i jorden som rystede svagt.

Der var to derinde. En som havde udstødt et svagt smertessuk som amy alligevel havde opnået og høre, men den andens holdning og overlegne position afslørede både hans fuldskab og grusomme gerning. Amy er hårdføre af natur og berøres ikke af at nogen får frataget deres liv. Det eneste som kan gøre at pigen føler bare et eller andet, er ved bagholdsangreb. Skal man lade livet, skal det være i en kamp, front mod front. Så derfor mærkede amy også eb arrighed stige op i hende ved dette syn, og grundet at der kun var en overfaldsmand, som oven i købet var fuld, flygtede hun ikke, men løb lydløst hen over jorden og fik en lille, men effektiv kniv frem og satte den foran angriberen strube. "ikke så rart, når det er dig selv de sker for, er det? En enkelt bevægelse og du kommer til at forbløde i rendestenen" snerrede amy koldt, som manden forskrækket havde sluppet taget i kniven og lænt hovedet tilbage for at ligge afstand til den lille kniv, som amy blot pressede tættere på struben

Det var meningen, at Xharlion ville forsøge at bevæge sig om med front mod sin angrebsmand, men dennes stærke greb i ham afholdt ham fra det, især da han valgte, at rykke let rundt i kniven, så såret i hans skulder blev større. Det var en rigtig dum situation, især fordi han ikke rigtig havde så mange ting fra naturen at trække på. Jo, han kunne begrave dem begge to i væggen på det ene hus, men det ønskede han ikke. Så der var ikke meget at gøre, i hvert fald ikke før manden slap kniven, der stadig sad i Xharlions skulder og han hørte en kvindestemme. En meget ung kvindestemme. Han vendte sig endelig rundt og stirrede på manden med et ulæseligt blik. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre i den her situation, så han skævede hen mod kvinden. Pigen. Hvor gammel var hun? Hun var i hvert fald et menneske, så meget vidste han.

"Jeg kan ikke helt se det rigtige i, at stikke en harmløs elver i ryggen," Sagde han køligt, til manden. Ikke til Amy, for det var ham, han kiggede på.
"Hvad er det helt præcist du vil mig?" Han ønskede ikke at give manden de store chancer, men som han brød ud i en smertende gråd, tiltede Xharlion let på hovedet. Hvad i alverden foregik her? Igen skævede han mod pigen.
"Jeg.. Ville bare.. Jeg har.." hikstede den fulde mand, mens han græd videre i Amys greb. Det var virkelig ynkeligt, og Xharlion var ikke sikker på hvad det helt præcist var han kunne genkende. Det virkede ikke bare som en normal mands gråd. Det var som om, at han kunne huske denne form for gråd et andet sted fra, men han var ikke sikker.

Der var ingen medlidenhed at spore i Amys ansigt. Faktisk forekom det mere koldt og med tydelig foragt for mandens gerning. Hun stjal, røvede, havde ingen respekt for andre folk eller nogen plig. Men det eneste hun simpelthen aldrig kunne få sig selv til, var generelle bagholdsangreb. Det var så kujonagtigt. En anden ting, som den unge kvinde heller ikke kunne gøre, var at slå et andet individ ihjel. Hun havde haft muligheden mange gange, og endda mærket det grusomme greb af lysten til det. Og lige nu, havde hun faktisk også lysten til det, selvom manden begyndte at græde og komme med hikkende og ynkelige lyde.
”Bare hvad? Bare opfører dig som et andet laverestående væsen og ingen ære havde i livet?” hun strammede sit greb som han begyndte at vride sig. Amy var ikke stærk, men hun havde lige nu fordelen! Han var ynkelig, og ikke særlig smart i sine bevægelser, for Amy sørgede for at kniven kun blev presset mod hans hud, men ikke lavede hul af nogen art. På nær når han selvfølgelig vred sig og kniven skar lidt ind i huden. Hun havde faktisk ikke så meget kigget på manden som var blevet angrebet, men lige kort kunne hun se at han var utrolig høj, og fremstod meget som en elver. Ikke lige hendes ynglingsrace, men de var vel fine nok på deres egen måde. Ikke destru mindre, var hans race ikke vigtig i øjeblikket.
Manden begyndte at klynke igen, som han selv var skyld i at der kom nogle svage snit ved halsen. ”Jeg burde faktisk give dig samme behandling. Burde bare lige lade kniven slippe hen over din pulsåre og lade dig ligge. Jeg kunne gøre det.” hun mærkede igen følelsen løfte sig i hende, men hun kunne ikke alligevel. Hun vidste at hun ikke var i stand til det. Hun fjernede kniven fra hans strube og lod ham falde klynkende ned på knæ. Hun kiggede ligegyldigt ned på ham, uden medlidenhed eller barmhjertighed i blikket. Amy var ligeglad med hans liv. Hvis ikke han var stærk nok til at overleve, var der nok en grund. Endelig kiggede hun dog op på elveren, som var betydelig meget højere end hende. ”Hvor slemt er det?” en svag bekymring kunne anes, men det var ikke meget, og mest var det bare et udtryksløst spørgsmål, som hun tørrede kniven kort af i sine posede bukser.

Xharlion lod pigen om at håndtere manden. Hun så ud til at være meget vred over hvordan han havde stukket en anden i ryggen, så han ville ikke blande sig. end ikke hvis hun dræbte ham. Det var i sidste ende op til hende, for ham var det komplet irrelevant. Det var nok en kold tankegang, men når alt stod til alt, så havde han egentlig ikke meget til overs for mennesker. Ikke siden et menneske havde slået hans elskede bror ihjel i koldt blod.
Det endte med, at hun slap ham og han væltede ned på knæ, hylende og grædende. Det gjorde næsten Xharlion vred. Næsten. Han brød sig ikke om mandslingen. Men pigen her; hun havde faktisk opnået hans respekt, hvad end han ville det eller ej. Hendes spørgsmål fik ham til at se op, mens han mærkede efter. Kniven sad der stadig, skurende mod noget knogle i skulderen og han kunne ikke undgå en mindre grimasse. Det var langt fra i orden.

"Jeg ville lyve hvis jeg sagde det ikke var noget særligt," indrømmede han med et af sine sjældne reserverede smil. Det var det mindste han kunne give hende, hun havde trods alt reddet hans liv. Manden var stadig ikke gået sin vej, hvilket irriterede ham. "Du bør nok hellere gå din vej, før en af os ombestemmer sig omkring din hals, mandsling," sagde han koldt til manden. Han behøvede ikke sige dette to gange, for manden var hurtigt på benene og løb sin vej, alt i mens en ravn kom styrtdykkende ned mod dem og landede på hans gode skulder. Den havde nok set det der var sket og nu ville den have ham til at takke pigen. Han kiggede mærkeligt på den og lod som ingen ting derefter. "Tak for hjælpen. Jeg havde nok ikke klaret det.. Problem alene," endnu en indrømmelse over for en af de yngste, mest dumdristige racer her i landet. Men det var okay, han måtte bide i det sure æble en gang i mellem. Han havde heller ikke noget som helst imod denne pige.
"Du ville vel ikke have noget imod at.. Jeg kan ikke rigtig få den kniv der ud," Spurgte han så høfligt han kunne for smerterne der var uundgåelige i øjeblikket.

Det så heller ikke ligefrem godt ud, som der piplede blod frem fra der hvor kniven havde boret sig ind i kødet. Heldigt nok, var Amy ikke spor bange eller nervøs omkring blod, våben og des lige. Hun havde haft for mange oplevelser med det, og var ærlig talt ved at nå et stadie hvor frygt ikke var højt på listen. Hun kiggede lidt hen mod kniven, men flyttede sig ikke rigtig. Manden der lå for hendes fødder, fik dog et skub, da han næsten var småtrillet ind i hende. Der gik heller ikke mange sekunder fra at elveren havde talt, til at manden rejste sig og styrtede væk. Hvad end der havde bragt ham ud i dette, havde ikke været rart, men han var noget af en tudeprins i Amys øjne. Hun havde mistet før, hun havde været udsat for lidt af hvert og hun var endda stadig kun 17 år gammel. At en voksen mand havde lagt og grædt foran hende, gjorde bare at hun følte han var ynkelig og patetisk. Hun kiggede efter ham, indtil hendes opmærksomhed blev fanget af ravnen som fløj ned. Hun stilte ikke ligefrem spørgsmål omkring det, andet end et svag hævet øjenbryn. Men han var jo elver.
Hun løftede skulderne lidt, som var det ingenting og havde egentlig en lyst til at tage videre nu, men noget i hende lod hende blive stående, da elveren jo stadig havde en kniv stikkende ud af skulderen. ”Han fortjente det..” svarede hun bare, og kiggede efter manden der næsten var væk. Det havde egentlig været pudsigt at høre ordet mandsling. Det var ikke lige et hun stødt på så tit. Hendes korte svar, udviste også at hun ikke var opvokset et sted opdragelse, plig og almindelig takt og tone. Hun var egentlig også lidt beskidt på tøjet og den ene kind. Håret så dog stadig rent ud og meget stort og busket.
Amy gik tættere på ham, som han på en høflig og dog let kluntet facon, spurgte efter om hun ville tage kniven ud. Hun rakte ud efter den. Hun havde dog ikke noget at forbinde såret med, eller stoppe blødningen, så derfor tøvede hun også få cm fra kniven. ”Har du selv bandager eller anden måde at stoppe blødningen på?” spurgte hun roligt og ventede med at gøre mere før han havde svaret hende.

Pigens ord om, at manden havde fortjent det, kunne Xharlion kun være enig i. Han nikkede med det samme. "Jeg kan kun give dig ret."
Han så selv lidt efter manden, mens ravnen prikkede let til ham med næbbet, bare for at forsikre sig, at han havde det godt, for han rystede let, uden at han selv vidste. Især fordi, han havde tabt sin stav, da han var blevet stukket og nu støttede mest på sit raske ben. Og af åbenlyse grunde, havde han ikke lyst til at samle stokken op. Som pigen skulle til, at trække kniven ud af skulderen på ham, dukkede hendes spørgsmål op ud af den blå luft, og Xharlion stivnede et kort øjeblik, før det gik op for ham, at han til alt held, stadig havde en mindre taske i bæltet, hvor han da havde en mindre støtteforbinding. Den blev normalt brugt til hans ben, men nu var han lidt nødsaget til at bruge den et andet sted.

Han stak hånden ned i tasken og rodede lidt rundt til han fandt den.
"Bedre end ingen ting," mumlede han for sig selv. Men nu skulle den nok også snart ud. Det var begyndt at blive ubærligt, at have den siddende der, skurende i sin skulder. Xharlion var overhovedet ikke god til smerte. Han kunne holde masken, det var så let som ingen ting, men hans krop forrådte ham altid. Som nu, hvor han holdt et ulæseligt ansigtsudtryk, men samtidig blev farligt hurtigt bleg og rystede. Han måtte lægge en hånd på væggen ved siden af sig for at holde sig oprejst. "Så. Nu kan du gøre det, bare få den ud," hans toneleje blev lettere sammenbidt, men samtidig med en lettere bedende klang. Han havde et stort behov for, at den kom ud. Nu.

Amy var ikke helt tryg ved det faktum at han begyndte at svinge lidt, og ikke rigtig så ud til at kunne støtte på sine ben. Ikke at hun videre havde nogen bekymring for ham, men hun havde trods alt lige reddet hans liv, og hun havde da egentlig heller ikke lyst til at han skulle ligge og lide midt på gaden. Det var vel almindelig menneskelighed? Eller var det bare Amy der havde den opfattelse?
Hun tog imod forbindingen og lagde den ned i sin egen taske, da hun var nødt til at bruge begge hænder for at få kniven ud af hans skulder. Hun gjorde som hans sagde, tog fat i kniven og hev den hurtigt ud. Man kunne mærke at hun havde gjort det før, da det ikke umildbart så ud til, eller mærkede som om hun skar mere i stykker derinde, men det var en lige linje ud, som den var kommet ind i hans kød. Herefter begyndte blodet at løbe heftigere, og Amy lagde automatisk en hånd på, for at mindske udslippet, mens hun fik forbindingen op igen. ”Løft armen.” kommanderede hun neutralt. Han kunne vælge at modsige hende, men det ville ikke været et smart trick for ham at gøre! Med mindre han da ønskede at forbløde mit på gaden. Hun fik taget et stykke rent stof op fra sin taske, som hun havde med i nødstilfælde, og lagt på først, uden at sætte alt for mange blodige fingre på. Hun pressede det ind, og begyndte derefter effektivt at forbinde hans skulder, så blødningen blev stoppet til. Der ville dog gå lidt tid, inden det ville stoppe helt, men det var minimalt hvilket udslip der slap ud. Han ville ikke være i stand til at bevæge armen særlig fleksibelt, men det var i øjeblikket også lige meget. ”Jeg vil foreslå dig at tage til en healer, hvis du da har penge. Ellers må du håbe på at der forefindes en venlig sjæl.” sagde hun, som hun tørte de blodige hænder af i sine bukser, for at erfare, at hun havde rimelig meget blod rundt omkring på kroppen. Ikke sådan i overdrevende mængder, men at det var havnet der, fordi hun havde strejfet tøjet let med hænderne eller noget var ramlet ud. Hun havde endda fået lidt i ansigtet, som hun forsøgte at tørre af med bagsiden af sin hånd. Først der blev hendes blik rettet mod jorden, hvor der så ud til at ligge en stok. Noget sagde hende at det var elveren. Amy gik hen til den, således at hun var foran elveren igen og bøjede sig ned efter staven. Hun ville havde rakt den hen til ham, hvis ikke det havde været fordi hun vidste at den ikke var nok for ham i denne situation. ”Støt dig til mig.” sagde hun roligt og stilte sig ind under hans raske arm, således at han kunne læne sig op af hendes skulder. ”Der plejer at være nogen der kan hjælpe på kroen. For en mønt eller to.” Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun nu roddede sig ud i dette vrøvl, da det var unaturligt for hende. Men nu var hun gået i gang, så kunne hun lige så godt gøre det færdig.

Xharlions åndedræt blev en smule mere tung, da han løftede armen, og pigen gik om bag ham og noget hurtigt fik trukket kniven ud af hans skulder. Det gjorde ret ondt, men det føltes ikke som om, at den havde ramt noget mere end hvad den allerede havde ramt i forvejen. Noget sagde ham, at hun havde prøvet dette før, men eftersom han ikke var sikker på hvorfra, undlod han at tænke videre over det. Det kunne enten være meget negativt eller positivt og han turde ikke helt vide hvilket det egentlig var. Han holdt armen løftet til han ikke behøvede at gøre det mere og var tæt på at udtrykke en svada af elviske forbandelser idet hun bandt en stram forbinding om hans skulder. Men hun gjorde det rigtige. Havde hun ikke gjort, ville han sikkert forbløde.

"Hmm, en healer lyder slet ikke spor dårligt," mumlede han som svar på hendes rådgivning. Han var ikke sikker på, om hun overhovedet havde lagt mærke til hans meget fine tøj, men han lod være med at kommentere det. Andre racer vidste ikke meget om hans race. For alt hvad han vidste om dem, kunne det jo være, de gik og troede at alle og enhver i elverracen gik i sådan noget fint tøj. Det var til dels sandt, men mange elvere havde ikke silke med i deres tøjvalg. Det var reserveret til de noble familier. Såsom Nattefrost familien.
Hans blik fulgte pigen, mens hun gik om for at samle hans vandrestav op, men han var en smule overrasket over, at hun gik helt hen til ham og bad ham støtte sig op af hende. Hun var dog lav nok til, at det virkede nogenlunde, så han valgte at gøre det. Et lille suk undslap ham, da han fjernede vægten fra det dårlige ben. Han havde ikke synderlig dårlig samvittighed over, at lade hende tage sin vægt.

"Ellers.. Hvor befinder denne healer sig?" Spurgte han en smule tøvende. Det var ikke sikkert, hun vidste det jo. En pludselig indskydelse fik ham til, at se ned på hende. "Forresten. Jeg står i en stor gæld til dig. Faktisk skylder jeg dig mit liv, så hvis der er noget du har brug for, skal du ikke tøve med, at sige til," nævnte han dybt alvorligt, før han tillod sig at smile et lettere reserveret smil.

Amy havde ærlig talt ikke megen fokus på elverens ansigtsudtryk. Det var en nødvendighed at han blev forbundet, også selvom det gjorde ondt på ham. Det kunne hun virkelig ikke tage sig af i øjeblikket, og det kom hun nok heller aldrig helt til at finde interesse for. Hun var ret koldblodig og praktisk på det punkt. Det skulle bare ordnes, hurtigt og effektivt. Så kunne alt andet være ret lige meget.

Amy havde skam bemærket det fine tøj, også ret hurtigt. Men da han havde en ret stor kniv i skulderen, var det vigtigst lige først. Men hun vidste ikke at hans tøj betød noget specielt. Han måtte være rig og fin, men det var mange elvere jo. I hvert fald dem hun havde mødt. Undtaget dem, som var betegnet som bastard unger fordi de var udenfor ægteskab og boede på gaden. Men der var vidst også noget med, at de mere var halvelvere. Underordnet, Amy kendte kun svagt til deres skikke og valg af tøj og hvad deres tøj betød. For Amy var tøj blot noget man skulle bruge af praktiske årsager, og ikke udvise hvor fin man var.
Det var et hel at Amy ikke var svag, og at manden heller ikke vejede overdrevet meget. Han var jo en høj og tynd herre. Det havde været langt værre hvis han havde vejet meget og hun så skulle slæbe rundt på ham. Men lige nu var det intet problem, selvom han muligvis kunne mærke de fremtrædende skellet under det posede tøj, nu når han lænede sig op af hende. Hun var ikke sygeligt tynd, endnu, men hun bar stadig præg af at mad ikke var el selvfølge.

Amy lavede et hurtigt og diskret preg med hovedet. ”Lidt længere nede end kroen.” svarede hun roligt og lod ham bestemme om de skulle fortsætte længere ned. Lige nu gik de ikke ligefrem hurtigt afsted hen mod kroen. Det var nok et ganske stort held af healeren og kroen lå i samme gade. Hvilket nok egentlig også var meget praktisk, nu når Amy tænkte efter.
Amy løftede overrasket et øjenbryn og kiggede på ham en smule skeptisk. Han mente at han stod i gæld til hende. Virkelig? Og at hun kunne fremsige hvad hun ønskede. Amy havde så mange ting hun behøvede, at hun rent faktisk var i tvivl om hvorvidt hun manglede dem efterhånden. Hun havde levet uden dem hele livet. Dog virkede mad som en ret god idé. ”Egentlig burde jeg være flink og sige ingen årsag. Men ærlig talt, er jeg dragesulten.” konstaterede hun, og kom selv med et lille smil på læben. Hun var ikke altid god af sig, og foretrak at få noget ud af situationen. Og nu når han selv tilbød, følte hun heller ikke det var akavet at spørge efter noget for hendes hjælp. Hun havde jo ærlig talt ikke regnet med at få noget for det. Gadebørn havde aldrig mange forventninger til folkene omkring dem.

Xharlion forholdt sig tavs mens han lod sit budskab synke ind hos pigen, der virkede en smule tøvende med, at tage imod hans tak. Det var nok meget normalt. Ikke alle gadeunger var vant til at støde på en elver af nobel byrd, og denne situation var heller ikke ligefrem helt normal. Det ville være en situation, Xharlion højst sandsynligt ville komme til at le over senere hen. Men lige nu var der ikke meget at grine af, for såret i hans skulder blev ved med, at gøre ondt og den mængde af blod han havde mistet, om end de var lille, var ikke særlig sund for den ikke så stærke elver. Han ikke været særlig udholden siden hans ben var blevet maltrakteret af et menneske med en meget stor stridshammer.

Hendes svar til hans tilbud, fik ham til at smile igen, overrasket over sig selv. Siden hvornår havde han tilladt sig selv, at smile så meget? Det måtte virkelig have en god effekt, at komme ud lidt igen. "Sulten? Ah, ja. Jeg kan godt arrangere, at du får noget at spise, som tak," svarede han en smule overrasket over, at hun ikke bad om mere. Han kendte virkelig ikke til den menneskelige race, det var sært, hvordan ét menneske var meget forskelligt i forhold til det næste. Hende her var tydeligt ikke typen, der pressede sig voldsomt på, og grådig var hun heller ikke.
"Men jeg må hellere spørge. Hvad skal jeg kalde min redningsmand.. Kvinde?" Spurgte han, igen med et lille smil.

Amy var generelt meget skeptisk omkring det hele, selvom hun da på et neutralt punkt, godt kunne følge at manden sagde tak for at hun havde hjulpet ham ud af en grum suppedas. Men Amy var mere van til at blive skubbet til side, eller i andre ekstreme tilfælde, blive jagtet eller slået ud efter, til at hun tog det helt roligt altid. Hun var skeptisk omkring alt, men sådan var det jo. Ganske normalt blandt unge som hende.

Amy var måske gadebarn og havde ikke meget mellem hænderne til hverdag, men hun var heller ikke van til overdådige behandling af nogen art. Hendes hovedfokus var at få mad. Dertil havde hun også lidt ære og plig i livet. Elveren var lige blevet overfaldet for guds skyld! Det var ikke lige tiden, eller lysten til at kommandere op med genstande hun ønskede sig. Selvom hun egentlig også trængte til nyt tøj. Men mad var vigtigst, og derfor også det eneste der kom frem i hendes tanker og hvad hun sagde. Hun smilede skævt til ham. ”Selv tak.” svarede hun roligt, som de gik længere ned af gaden. Han skulle nok ikke regne med alt for mange barmhjertige handlinger fra hendes side af, hvilket der ikke rigtig var nogen der skulle regne med. Hun havde principper! Som et hvert væsen, hvor gode eller rødne de end måtte være. Og hun var ikke egoistisk af natur. Hun havde et omsorgsgen. Godt skjult, bag den benhårde og kolde facade. Men den var derinde et sted. Og det var mest gennem små gerninger, den kom til udtryk.
Hun kiggede først lidt forvirret på ham, inden hun tøvende bed sig i læben. Det kunne vel ikke gøre skade at afsløre. ”Amy.. Amy Storm.” egentlig var hendes fornavn nok, selvom mange i gaden enten kendte hende som Amy eller Storm. Aldrig begge dele, som sådan. Amy var blandt de andre gadebørn eller nogen hun selv havde introdukseret sig til, mens Storm, enkelte gange var det som de råbte efter hende i gaderne når hun løb forbi i en direkte stormende fart.
”Det er deroppe. Vi skal om bag ved og op af nogle trapper.. Hun er lidt småsær, men relativt flink.” sagde hun så, og guidede hen til, at de skulle bevæge sig om bag huset, som så lidt finere ud end resten af kvarteret. Nok hovedsageligt fordi kvinden havde penge mellem hænderne, og ingen turde stjæle fra hende. Ikke mere end en gang i hvert fald.

Pigens forvirrede blik på ham, fik Xharlion til at hæve et øjenbryn, selv i let forvirring. Hvad var der nu galt i, at sige sit navn? Det virkede næsten som om, at hun tvivlede på, om hun skulle sige det, men hvad skulle han da også sige til det? Han skulle ikke forhindre hende i, at holde sit navn hemmeligt, hvis det var det, hun ville. At hun så sagde det, igen, meget tøvende, var en anden side, af sagen. Den ældre elver nikkede bare let, mens han overvejede, om hun overhovedet ville kunne bruge hans navn til noget som helst. Ikke mange mennesker, havde været i stand til at udtale det. Om denne pige var anderledes kunne han jo ikke vide, når næsten alle de mennesker han havde mødt, altid kludrede i X'et og fik hans navn til at lyde decideret fjollet. Alt i mens hans tanker fløj af sted, endte de ved nogle trapper der så noget pænere ud end resten af kvarteret de var i, og hun brød tavsheden mellem dem med at forklare, at det var her, de skulle op.

"Ja.. Ja, selvfølgelig. Jeg har oplevet mange sære væsner i mit liv, så det skulle ikke være et problem," mest af alt fordi han selv var en af de særeste personer han kendte. Han vidste udmærket, hvor langt bagude han var i sin tankegang og hvordan han tacklede en generel hverdag. Han var en elver af nobel slægt, og så var han en krøbling, der havde levet i eksil i mange hundrede år. Han var meget mærkelig, når man først lærte ham at kende.
"Mit navn er Xharlion, forresten," sagde han selv, næsten lige så tøvende som hende. Hun behøvede ikke at vide, hvor vigtig en person hun havde reddet livet på. Han havde heller ikke det store behov for at fremvise sig i pomp og pragt. Han havde ikke lyst til, at distancere sig mere fra hende, og det ville sikkert ske, hvis hun vidste, at han var en vigtig mand i sit eget samfund.

Amy var vant til at være skeptisk overfor alt! Hun holdte helst sit navn tæt til kroppen, men var til sidst noget frem til konklusionen, at det i dette tilfælde ikke ligefrem kunne skade. Han virkede ikke som en der ville bruge det mod hende, heller kendte han umildbart ikke til hendes fantastiske liv i hovedstadens skumle gader. Faktisk tvivlede hun lidt på at den ældre elver nogensinde havde befundet sig i hovedstadens skumringsgyde. Hvad skulle han dog også gøre der, af alle steder man kunne finde i hovedstaden?

Amy løftede blot et øjenbryn, men undlod at kommentere.. at han havde mødt mange sære væsner, kom egentlig heller ikke bag på hende. Krystallandet var fyldt til bristepunktet med dem! Og Amy havde også mødt sit antal af sære væsner. Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var at den sære gamle kone gad hjælpe dem. Hun var nogle gange i forkerte luner, selvom det var sjældent.
”Rart at møde dig.. selvom det er under uheldige omstændigheder.” svarede Amy, og måtte indrømme at hun skulle holde tungen lige i munden, hvis hun skulle havde en chance for at udtale hans navn rigtig. Hun havde før udvist talent for at ramme rigtig, men det krævede også noget koncentration fra hendes side. Da de nåede toppen af trappen, bankede Amy hårdt på den tunge dør foran dem. En lyd af en kat, der kom med en misfornøjet lyd, nåede først frem, inden en lidt buttet, lav kvinde åbnede døren og så på dem, en smule træt og småirriteret. Dog løftede hun hurtigt et øjenbryn og bakkede lidt til siden, så der var plads i døren. ”Det var ikke svært at gætte hvorfor i er komme til mig.” kom der brummende fra hende, som Amy begyndte at guide Xharlion støttende ind af døren. Hvilket var en smule besværligt med lykkedes. ”Har i penge.” kom der promte fra damen, som stod med armene i siden. Amy nikkede en enkelte gang for at bekræfte. ”Ja, det har vi.. Manden her blev overfaldet i gyden.. stukket i ryggen.” forklarede hun hurtigt, som hun guidede Xharlion videre hen til en stol, så han kunne sidde.

Xharlion nikkede mest af alt bare for sig selv, da Amy konstaterede at det var rart at møde ham. Da det gik op for ham, at der igen var mangel på høflighed fra hans side, rystede han den voldsomme udmattelse af sig selv, mentalt, selvom hans krop rystede over anstrengelserne den var blevet udsat for.
"Også rart at møde dig, selvom det var en mærkelig måde at mødes på. Jeg foretrækker altså lidt det typiske møde på kroen," forklarede han med et let glimt i øjet. Da de gik op af trapperne, fik det første trin hans knæ til at give sig med en lidt grim knæklyd, og han skar kort tænder, som han bed smerten i sig, til de endelig var ved døren, hvor Amy bankede på, og en sær kvinde dukkede op i døren. Xharlion var ikke overrasket over de mange kattelyde, men uglen på hans skulder lettede øjeblikkeligt og fløj væk.

Han forholdt sig tavs, mens Amy guidede ham hen til en stol hvor han kunne mærke den lidt hæslige belastning af sit knæ forsvinde. Kun for at blive erstattet af smerten fra knivstikket i ryggen, som han lænede sig tilbage og stoppede lidt brat, mens han overvejede om kvinden var en god healer eller ej. Hun var gammel, men hun var stadig et menneske og han gruede for, om hun havde samme evne, som mange elvere, til, at bedøve lidt for skaden inden hun healede den. Han skyndte sig at få fundet én af de få pengepunge han havde i sin taske, op, for derefter at række den mod kvinden. Han ville bare gerne have det her overstået, for han var ikke ligefrem glad for, at skulle heales af et menneske. "Her, jeg håber der er nok. Der skulle i hvert fald gerne være, for et par dages arbejde, nu hvor vi forstyrrer så sent på aftenen," sagde han så roligt det var ham muligt, mens han så hen på én af de utallige katte, der i øjeblikket sad og stirrede på ham. Han kunne finde ud af dyremagi, men katteracen var ikke én han forstod. Ikke desto mindre havde han et ret godt dyretække og selv dyr han ikke forstod plejede at kunne lide ham. Præcis som denne kat, for den var begyndt at spinde.

Amy smilede let til ham, men valgte ikke at sige mere. Det var tydeligt at det tog på hans kræfter at snakke, men han var for høflig til ikke at svare. Dette gav med det samme Amy en tydelig idé om, hvor højt oppe i samfundet han muligvis var. Men det kunne være ligemeget lige nu. Det var altid noget hun kunne undersøge, eller spørge ham efter senere, hvis hun lystede. Den ubehagelige knæklyd fra hans knæ, sørgede også for at Amys tanker var et helt andet sted end på hans status. Hun lagde lidt flere kraftiger i at hjælpe ham op af trappen, så han bruge det dårlige ben så lidt så muligt. Ikke nemt, når man som Amy ikke er vanvittig stærk, men hun gjorde forsøget.

Amy konsentrede sig ikke voldsomt meget om det voldsomme overtal af katte, der var i huset. Hun holdte skarpt øje med den gamle dame. Selvom Amy kendte til hendes evner, var hun stadig skeptisk. Det var et overlevelsesinstinkt at være skeptisk når man var gadebarn. Kvinden tog imod pungen, og gav sig med det samme til at kigge i den. Amy stod utålmodigt og kiggede på hende, og lod der ikke gå mange sekunder, før hendes unge stemme skar igennem kattenes svage mijaven. "Du kan konsentrere dig om at tælle penge senere.." den gamle dame kiggede på den rødhårede et langt øjeblik, inden hun lagde pungen fra sig og gik frem emd Xharlion og beordrede ham til at læne sig fremad igen, så hun kunne se hans sår. Imens stod Amy et kort øjeblik og kiggede på en rød kat, der kiggede lige så undrende tilbage på den rødhårede pige. Det så en smule finurligt ud, men så snart damens ordre var lydt, var Amy allerede henne for at støtte Xharlion, hvis han havde behov for det.