Det var første gang, Trent havde fået et job, som dette. Han plejede normalt ikke at få snigmord som job, men denne gang havde der ikke været mange til, at kunne gøre det. Mordekai var der ikke. Han ville ellers have været en mere end perfekt kandidat med sin kraniehovedmaske og kæden. Trent brød sig ikke om manden, men i det mindste gjorde han sit job. Hvilket Trent selv havde tøvet med, siden han havde fået sedlen med informationen på. Nu var han i det nordlige krystalland, hvor kulden ikke overraskede ham det mindste. Han havde jo været her før, trods alt. Han kunne klare kulden og han kunne klare de mange nordboere.
Han var iført sit normale tøj, men med læder og pels over, for at holde varmen. Han havde en stor pelsforet kappe på, og buen havde han i hånden.
Kentaurens bue.

Han var godt på vej til det palæ, den adelige kvinde boede i. Det var ikke sikkert, om han kunne finde hende lige med det samme. Men han var godt klar over, at han nok hellere måtte have buen med, da han ikke ønskede at forsøge at snigmyrde nogen som helst på tæt hold.
Da han kom til et vindue, der tilfældigvis stod åbent, kravlede han inden for i palæet, hvor han skyndte sig at snige sig videre mod trapperne til hendes soveværelse. Han havde en god idé om, at det var oven på, det var og han havde ret, for han kom snart til et soveværelse, men han måtte stå og bande i sit stille sind, da han ikke kunne se nogen skikkelse. Han skyndte sig neden under igen. Selvfølgelig på lette fødder. Han vidste hvordan man skulle snige sig, for som kat gjorde han det endnu bedre.
Da han kom neden under nåede lyden af papir der blev bladret hans ører og han så efter lyden, fulgte den derefter. En åben dør viste et lokale hvor hun sad i, med en bog. Hun havde ryggen til ham, det var mere end perfekt. Han tog sigte mod hendes bryst. Hans bue havde været ladt indtil nu. Da han slap strengen, lød et højt svirp, før pilen fløj af sted.

Det havde faktisk været en lang og modbydelig sommer. Vejret havde været varmt og nådesløst og solen havde buldret nedover landet og kun efterladt få timer til natten. Alligevel havde vampyren ikke overgovet sig og fået lukket sine soveværelsesvinduer af for solens stråler, i stedet havde hun bosat sig på et af gæsteværelserne og fået dækket det totalt til for alt der mindede om sol.
Det var længe siden hun havde set Lorgath, af en eller anden årsag havde hun bare ikke fået taget sig sammen til at komme afsted og inden hun vidste af det var højsæsonnen ovre dem, så en rejse så langt sydpå ville strække sig over flere døgn med de få mørke timer, og ville ligeledes kræve en masse krobesøg og overnatninger, hvilket ikke just tiltalte den for godt tilvante kvinde.
I stedet havde hun buret sig inde i hjemmets bibliotek og overladt afhentningen af bøger til stuepigen der hurtigt havde indrettet sig. Om det var loyalitet eller skræk der havde gjort, at Saia endnu ikke havde forladt Xenix side, var ikke til at sige, men hun var der i hvert fald endnu, selv efter kvindens forvandling til udød.

Langsomt bladrede vampyren en side i bogen hun sad med, egentligt var den begyndt at kede hende, men hun havde ikke rigtigt andet at tage sig til, ikke endnu i hvert fald, men den lange stille periode og de manglende besøg havde sløvet vampyrens oipmærksomhed og hun bemærkede derfor heller ikke den fremmedes indtrængen i hendes hjem. Ikke før det var for sent. En hidsig hvislen fik Xenix til at hæve hovedet, men mere nåede hun ikke før en borende smerte i brystet fik hende til at give et støn fra sig, unødvendigt, men meget sigende. Bogen gav en dump lyd da den faldt til jorden og de blå øjne søgte straks ned til den svigende smerte. Skævt gennem brystet sad en lang pil og ragede godt tyve centimeter ud. Den sad godt og vel nok gennem hjertet, det var ikke rigtigt til at sige for Xenix, hendes hjerte havde stået stille længe nu, men smerten bed stadig fra sig. Så tog hun et dybt suk, inden blikket rettede sig imod manden der havde sendt pilen afsted, inden hun rejste sig langsomt fra stolen.

"Ved du hvad?"

Vampyren tiltede hovedet til den ene side og betragtede Trent med nøje omhyggelighed, inden den ene hånd greb fat om pilens spids og knækkede den af med et vældigt knæk.

"Før eller siden var jeg så dum som dig, og det var hvad der bragte mig hertil. Et sted hvor en pil langt fra er nok til at tage livet af mig!"

En blodrød plet havde bredt sig omkring pilens udgang lige under venstre bryst, men ikke som det ville på et almindeligt menneske. Dog så det voldsomt ud på det hvide silke der svøbte sig omkring den timeglasformede kvindeskikkelse og ligeledes op mod det sorte lange løse hår.
Langsomt tog hun det første skridt mod manden, mens pilespidsen fra hendes ene hånd gav et klonk ned mod stengulvet, inden hun sprang hidsigt frem mod manden, og i et vældigt greb lagde en hånd omkring hans hals, med en styrke som var helt unaturlig for en kvinde på hendes størrelse, inden hun pressede ham voldsomt imod væggen for langsomt at blokere hans luftveje.

"Men den slags dumheder er der desværre ikke plads til længere, i denne verden!"

Hvislede hun imod hans ansigt, inden en let hvæsen afslørede de to lange spidse hjørnetænder kun ganske få centimeter fra hans ansigt

Trent havde regnet med at kvinden ville gøre mere end blot at stønne over skuddet. At hun ville falde ind over bordet. Måske ned fra stolen. Ikke at hun ville begynde at tale til ham. Han trådte et enkelt skridt tilbage, men frygt havde overmandet hans sind. Hans hænder rystede for meget til at han kunne tage en pil mere.

Da kvinden rejste sig og fortalte ham hvordan en pil ikke ville dræbe hende, stirrede han blot lamslået tilbage. Hun blødte. Men hun så ligeglad ud. Selv da hun knækkede pilen og lige pludselig kastede sig mod ham med et unaturligt hvæs. Han nåede ikke at undgå hende, før han blev banket ind i væggen bag sig, med hendes tilsyneladende meget stærke hænder omkring sin hals. Han kunne mærke hvordan der var komplet lukket for luftveje og begyndte omgående at panikke.

Hendes hjørnetænder var det, der afslørede hvad hun i virkeligheden var, og Trent gjorde som enhver ville gøre, i denne situation. Han forsøgte at dræbe, før han selv blev dræbt. Mens han spruttede efter vejret, og greb fat i hendes arm med sin højre hånd, greb den venstre hånd fat i et af hans kortsværd og han fik det trukket hurtigt nok til, at han også kunne nå at stikke det lige i maven på hende.

Mandens panik voksede i det sekund det fik op for ham, at Xenix ikke var så let at slå ihjel, som først antaget. Hun kunne dufte det, rovdyrets instinkt slog med det samme ind, Trent var et dyr der skulle jages og nedlægges. De kølige blå øjne brændtre over i et isblåt skær. Under de hvide stærke fingre kunne hun mærke hvordan dyrets puls hamrede og han kæmpede for overlevelse. Det vækkede appetitten. Grundet Xenix unge alder havde hun næsten ingen selvkontrol, måltiddet var så let og lige inden for rækkevidde. Unaturligt langsomt lænede hun sig imod ham, inden hun strakte sig en kende på tær og hvilede så sit ansigt få milimeter fra hans hals, hun drak hans frygt ind og mærkede hvordan hans naturlige kropsvarme slog imod hendes ansigt. En følelse af fryd skyllede gennem hende, havde hun været levende havde hendes hjerte nok galloperet afsted, men følelsen stoppede øjeblikkeligt da den brændende fornemmelse hamrede imod hendes maveregion. Nok var hun udød, men klinger var noget af det værste, hun tog sig et øjeblik til at mærke efter, hun var ikke døende, men det var slemt.
En spinkel pinefuld lyd slap ud mellem læberne, inden hun rettede sig op og strammede grebet mens hun løftede en kende opad, til Trents fødder slap jorden.
Udefra ville synet se fuldkommen unaturligt ud, men der var større kræfter på spil, magi på sit fineste.
Xenix tog nogle lange skridt ud af rummet, til en trappenedgang, hendes arm dirrede af anstrengelse, men kun ganske kort, inden hun slap Trent og lod ham falde omkring ftre meter ned på den rå marmortrappe og til døren der førte ned i kælderen.

"En skam du skulle skabe så meget ballade..."

En kort pause, Xenix vred ansigtet i en smertende grimasse inden hun tog sig kræfter til at fortsætte.

"Nu skal jeg først have styr på mig selv, men så skal du nok få min fulde opmærksomhed!"

Vampyren flyttede sig ikke en centimeter, men trak i en hurtig bevægelse sværdet ud af maveregionen med en pinefuld gispen. Et øjeblik sendte hun varme tanker til Lorgath og hans forbandede butler, hvis Xenix havde en stuepige med lige så meget rygrad som Ashmon ville situationen være meget lettere, men Saia ville nok kaste op ved synet.
Langsomt tog vampyren et vaklende skridt, men trak så den sidste rest af pilen ud, og var ikke længere så besværet, så det ud til. Men smerten vvar et helvede, der var ingen tvivl om, at Trent skulle få lov at betale ved kasse et, men først havde hun brug for informationer.

Det virkede heller ikke. Det var ikke nok. Selvom kvinden reagerede med et udbrud som ethvert andet menneske, slap hun ikke grebet, tværtimod. Det blev strammet endnu mere til, og han kunne ikke andet end hive desperat efter vejret, selvom det var umuligt. Da han mærkede at han blev løftet fra jorden, blev hans greb om hendes arm mere stramt. Det her måtte ikke ske. Pludselig begyndte hun at gå.

Panikken blev større, lige indtil hun slap ham. Faldet var langt og smertefuldt, væltede ned over de mange marmortrapper og der lød flere knækkelyde, til han endelig lå for enden af trappen, et kort øjeblik uden at føle noget. Kort efter hostede han kraftigt over at der endelig kom luft til hans lunger, men han måtte stoppe hurtigt, da en skarp smerte trak sig gennem hans bryst. Et halvkvalt gisp forlod hans læber og han kneb øjnene sammen.

Men nu havde hun travlt. Han kunne i hvert fald ikke høre hende komme gående, så han trodsede de voldsomme smerter, og forsøgte at komme op fra gulvet. Hans ben var trodsigt, da han forsøgte at støtte på det, og han faldt ned igen. Det var brækket. Det lå ikke særlig pænt overhovedet. Trent forbandede sin ignorance. Han skulle have undersøgt først! Havde han vidst hun havde været en vampyr, så havde han aldrig taget imod opgaven. Vampyrer var stærkere end mennesker, det vidste enhver.
Men det fik ham ikke til at give op. I stedet trak han sit andet sværd og begyndte at kravle op af trapperne. Det var en langsom og smertefuld handling. Men han var nødt til at komme væk!

De knasende lyde nåede hurtigt vampyrens ører, de fine sanser opfangede hurtigt, at menesker havde brækket knogler ved faldet, hvilket frembragte et lille men vældigt triumferende smil. Langsomt inspicerede hun skaderne fra våbnene, pilen var ikke så slem, ved nærmere eftersyn havde han ikke ramt hjertet, men skræmmende tæt på. Sværdet var straks en værre sag. Der var efterlaft et bredt åbent sår, nok blødte de døde ikke så meget, men hun havde mistet en del af det blod hun havde i kroppen, og dermed en del energi. Hun ømmede sig med st støn, inden hun rankede ryggen og gik langt gelænderet til trappens begyndelse, hvor hun langsomt gik ned ad. I den ene hånd holdt hun endnu mandens sværd. I en upassioneret håndtering klirrede klingens stål mod det kolde marmor, inden hun få trin fra manden stoppede op.

"Du er ynkelig... Og stille!"

Det var en konstantering som de blå øjne studerede manden der ihærdigt kæmpede en tabt kamp mod trapperne, mens han endnu knugede sin klinge.

"Tsktsk"

Xenix rystede på hovedet, inden hun trådte ned på hans sværd, så han ikke ville kunne trække det, inden hun med det andet ben sparkede ham i ansigtet. Ikke den mest feminine håndtering, men det måtte gøre det for nu.
Xenix smed sværdet fra sig, inden hun igen bukkede sig over manden, inden hun med et fast greb i den ene arm trak ham med ned ad træpperne, nådesløst, det skulle bare overstås.
Den store trædør blev skubbet op, hvor en ram lugt slog imod dem begge.

"Åh jøsses, dig havde jeg glemt alt om, lad os håbe at Lorgath ikke ser det her!"

Mumlede hun, blikket blev kastet ind i rummet og ramte derefter et lig der var gået i forrådnelse for flere uger siden, varmen havde bestemt heller ikke hjulpet på sagen, men det var også længe siden vampyren havde været dernede.
Med endnu et suk skævede vampyren ned på mennesket hun havde på slæb, inden hun greb en tot af hans hår, og hamrede hans ansigt imod jorden, til smerten overmandede ham og Trent mistede bevidstheden. Så var de altså nemmest at håndtere.

--- tidshop ---

Da mennesket endelig kom til sig selv var det i samme kælder, han var lænket fast i korte kæder til væggen liget før havde siddet op ad, men havde ellers nogenlunde bevægelighed. Vampyren sad i en stol overfor ham, og så en kende friskere ud end før. Kjolen var uændret, men stoffets fald afslørrede, at en forbinding holdt sammen på såret sværdet havde forårsaget.

"Jeg fik ryddet lidt op i din lille pause. Jeg tænkte, at det ikke var nødvendigt at lænke dine ben..."

En lille hul latter rungede tungt fra halsen, inden hun rejste sig og skævede ned på det sølle menneske

"Og jeg har altså ikke skiftet, nu er der jo blod på kjolen i forvejen, så jeg gik ikke ud fra, at det var nødvendigt, hm?"

Trent var godt klar over, inderst inde, at kampen mere eller mindre var tabt da kvinden kom langsomt ned til ham og kommenterede på hans stilhed. Det forvirrede ham nok til, at han ikke nåede at få sit sværd, da hun trådte ned på det og fik sparket ham i ansigtet, så han fløj væk fra sit sidste våben. Godt nok var der hans pilekogger, men det havde han tabt i alt kaosset.

Han kunne ingen modstand gøre, som hun fik ham taget med sig ned i kælderen igen. Det eneste han kunne gøre var, at forsøge. Og hans forsøg var ynkelige og ikke brugbare. Det var ubehageligt at blive trukket ned af trapperne, men ikke lige så ubehageligt som lugten der ramte hans næsebor da kvinden åbnede en dør for foden af trappen. Han rynkede på næsen og skulle lige til at kommentere på det, da kvinden tog fat i hans hoved og hans ansigt ramte det hårde gulv.
Han mistede bevidstheden tredje gang hun havde slået hans hoved mod gulvet.

--------- Tidshop-----------

Da han kom tilbage til overfladen var det til samme ækle lugt og med følelsen af blod, især ved panden og næsen. Smerten i hovedet var forfærdelig, men der var adskillige andre skader der også tog meget af hans opmærksomhed. Ja, og så kvinden der sad på en stol over for ham.

Da han forsøgte at trække sig op at stå, gik det op for ham at han var bundet fast. Med lænker. Hendes kommentar fik ham til at sende hende et spydigt blik.
At hun ikke havde skiftet kjolen var han bedøvende ligeglad med, det eneste han kunne tænke på, var planer om at komme fri.

"Hvis du tror det her får mig til at blive bange... Så ta'r du fejl. Jeg har set blod før, selvom dit nu er lidt mere grimt end andres. Monster,"

Kommenterede han hårdt og aggressivt, før han spyttede hen på hendes kjole. Det var den eneste måde han selv tænkte, han kunne få tankerne væk fra andre ting. At være vred. Han sled lidt mod lænkerne, men det var til ingen nytte.

Xenix hævede et øjenbryn midt i hans talestrøm, så lagde hun benene over kors mens hun studerede ham som var han et dyr bag hegn.
Til sidst kom hun med en lille flad latter, mens hun tænksomt satte håret op i en lang hestehale, med et sort læderbånd der blev viklet mange gange omkring lokkerne.

"Så længe du selv tror på det..."

Vampyren rettede blikket imod ham, inden hun med et sæt rejste sig fra stolen og trådte inden for hans rækkevidde, hvis hav kunne række nogle steder overhovedet, hvilket kæderne forhindrede. Hun virkede komplet ligeglad med hans ucharmerende spytklat, hun havde efterhånden set meget værre ting end dårlige manerer. Så satte hun sig på hug for at komme ned i hans øjenhøjde.

"Du stinker langt væk af frygt. Er det virkelig hvad menneskeligheden er blevet reduceret til? Jeg er faktisk lidt skuffet!"

Forsigtigt strakte hun den ene arm imod ham, inden de slanke stærke fingre lukkede sig tungt omkrings hans kæbeparti. Så studerede hun indgående hans sår i hovedet. Det var en lang flænge nedover panden fra hårgrænsen. Lugten af friskt blod var ved at drive hende til vanvid.

"Sig mig lille mandsling. Hvem hyrer en morder, til at ende livet på en enlig, forsvarsløs kvinde?"

Tonelejet var dæmpet, som talte hun til at uforstående barn, inden hun igen slap sig tag i ham og så afventende ind i hans øjne med et køligt, ulæseligt blik.

Trent kunne ikke undgå et vredt fnys ved Xenix' ord. Hun tænkte nok han var bange. Det var han også. Men det ville han aldrig i sit liv indrømme, og da slet ikke over for en vampyr der alligevel allerede vidste det. Han stirrede hende trodsigt i øjnene da hun satte sig på hug foran og tog fat i hans kæbe for at undersøge ham, tydeligvis. De katteagtige gener begyndte at bryde igennem, ved denne utålelige handling og hans blik blev noget mere dyrisk. Han havde lyst til at forvandle sig, lige nu og her, havde det ikke været for kæderne, havde han også gjort det. Men de sad på en måde der ville gøre det meget tæt på umuligt for ham, at slippe løs.

Da hun endelig kom med det uundgåelige spørgsmål og tilsatte ordene forsvarsløs, fnøs han endnu en gang. Han kunne slet ikke lade være med at smile over det ordvalg.

"Hah! Dig, forsvarsløs? Havde du været det, så VAR du nok død, ved den pil,"

Svarede han vredt, mens han endnu en gang forsøgte at komme fri af kæderne. Han havde sådan en lyst til at slå hende. Flå hende fra hinanden i en helt anden skikkelse.

"Du kan spare dig. Jeg har ikke tænkt mig at dele noget som helst med dig!"

Snerrende, svarede Trent på hendes spørgsmål med trodsighed, før han endnu en gang spyttede. Denne gang lige på hende. I hendes ansigt.

Xenix måtte sende ham et lille smil, han havde da i det mindste endeligt fået tungen på gled, det var bedre end ingenting, nu manglede de bare, at de rigtige ting kom ud ad munden på ham.
Da hans træk forandrede sig spillede en vis interesse i Xenix øjne, forvandlingsevner havde altid fascineret hende, men en hvis påpasselighed blev ligeledes fundet frem, man vidste sgu aldrig hvad folk var i stand til, måske kunne han forvandle sig til en gargoyle, eller endnu værre.

Vampyren skulle lige til at sige noget, da den lunkne spytklat ramte hende midt i ansigtet, henover næseruggen og halvvejs på den ene kind. Et øjeblik lukkede hun øjnene i ren og skær væmmelse, var kropstemperatur virkelig så ulækker? Men samtidig brød en dyrisk arrigskab fri grundet hans trodsighed.
Langsomt bukkede hun sig nedover Trent, inden hun med hans skjorte tørrede spyttet væk, og rejste sig så fra sin position og valsede over til et lille bord, hvorfra hun fiskede en syl frem, som hun studerede inden hun nikkede godkendende og rettede så igen opmærksomheden imod manden.

"Ved du hvad? Jeg tror du har ret. Normalt er jeg faktisk typen der er vild med kort process, men så er der typer som dig, der bare elsker at gøre et stort nummer ud af tingene, har jeg ret? Derfor giver det os jo en mægtig mulighed for at komme lidt tættere ind på hinanden!"

Xenix smilede, men ikke et venlidt smil, så satte hun i bevægelse inden hun stoppede kort før Adrien og satte sig så igen på hug, men hvilede denne gang den ene hånd på det brækkede ben, ved væsentligt mere kropsvægt end nødvendigt.

"Og jeg er sikker på, at du nok skal fortælle mig et og andet. Så må du selv bestemme hvor ondt det skal gøre!"

Trents arrigskab blev ikke mindre af, at hans skjorte blev brugt til at hun kunne tørre sit ansigt. Han kiggede på hende med ren og skær foragt i blikket, til hun rejste sig og hentede hvad der så ud som en syl. Han holdt vreden fremme, frem for angsten for hvad end der måtte ske. Han måtte komme igennem det her. Uden at sige noget. Hvis han først sagde noget, kunne hun jo ikke bruge ham til noget længere, og så var han i hvert fald så godt som død.

Hendes ord fik arrigskaben til at blive større, alt i mens et jag af smerte blev sendt op gennem det brækkede ben af hans, da hun lænede sig til det. Kælling. Sindssyge, forkastelige, modbydelige, ækle kælling.

Da hun sagde, hun var sikker på at han ville fortælle et eller andet, grinede han et hæst grin, der gik over til en grim hosten, som han fik stoppet før den gik over gevind.

"Jeg kan starte allerede. Du er en modbydelig vampyr, og det eneste der stopper mig lige nu, fra at forsøge at gøre en ende på din ækle eksistens er de lænker,"

Svarede Trent med sit hadefulde blik fastsat til hende. Han ønskede hende virkelig død. Og han håbede inderligt, at Izil ville fatte mistanke lidt hurtigere. Han havde sagt han ville komme tilbage om to uger. Der var umiddelbart gået en uge nu. Forhåbentlig ville hun opdage at han ikke var kommet tilbage hurtigt. Forhåbentlig ville han overleve så længe.

Da han ikke kunne håndtere vægten på det brækkede ben længere, gav han sig til at brøle hende lige i ansigtet.

"DØ, DIT LEDE MØGKÆLLINGE SVIN!"

Vampyren tiltede hovedet, normale mennesker ville ikke kunne holde ud at sidde på hug så længe som hende, men hun havde ingen mælkesyredannelse og havde derfor intet problem med et holde sin faste positur, udoversmerten fra såret, der endnu bed fra sig.

Hun spærrede øjnene op af påtaget overraskelse da han begyndte sin ramse, men mistede hurtigt tålmodigheden for skuespillet og pressede hårdere på benet, inden hun lænede sig helt frem, så deres næser kun var få centimeter fra hinanden.

"Åh, du har så evigt ret, nu mangler vi bare informationer jeg ikke kender til.."

Igen greb hun fat om hans hals med den ene hånd, inden hun strakte sig de sidste centimeter imod ham, og lod tungen næsten perverst langsomt glide over det åbne sår der endnu blødte. Den søde smag bredte sig over vampyrens tunge og gjorde de i forvejen blå øjne næsten hvidlige. Hendes sult voksede næsten ud af hendes kontrol, men hun fik fatningen og af afmagt hamrede hun i stedet sylen i låret på det i forvejen dårlige ben, inden hun arrigt hvæsede ham ind i ansigtet.

"HVEM SENDTE DIG?"

Trents tålmodighed var ved at slippe op da hun satte endnu mere vægt på det brækkede ben og lænede sig helt frem mod ham, igen med et greb om halsen på ham. Han skar tænder, der begyndte at blive en lille smule spidsere. Han kunne sagtens ændre dele af sin egen krop. Inklusive tænderne. Det var et bizart syn, men Xenix, der havde travlt med at slikke blod fra hans pande, kunne nok ikke se det.

Hendes råb sylen der blev stukket ned i låret på ham, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Hans reaktion var at give et brøl dybt nede fra struben, der lød umiskendeligt meget som brølet fra en løve, før han satte de nu skarpe tænder i kødet lige under hendes øre og bed til, helt ind til kødet. Han slap først da han kunne smage det ulækre blod og tænderne blev normale igen.

"Jeg sagde, du kan SPARE DIG! DU FÅR IKKE NOGET UD AF MIG!"

Råbte han af hende, mens han igen påbegyndte sin hiven og sliden i lænkerne. Håndleddene gjorde ondt, men han var ligeglad. Han var rasende. Dyrisk rasende.

Vampyrens tålmodighed var presset til sin smertesgrænse, hun ville have informationer ogf det kunne kun gå for langsomt, men ligeledes havde forsmagen på Trents blod vækket en ubærlig sult, det var også et par dage siden hun havde fået sig et ordentligt måltid. Den eneste grund til at hun havde været i stand til at gå så længe uden føde var hendes aktivitetsniveau, der havde dalet til det mindste. Men efter denne episode, så snart hun havde fået hvad hun ville have, blev hun nok nødt til at aflægge et besøg hos Lorgath, hun havde ikk hørt fra ham længe og folk var åbenbart blodtørstige på vampyrfronten.

Xenix vrede havde afledt hendes opmærksomhed, og det kom derfor som et chok for hende, da de skarpe tænder borrede sig igennem den kolde lyse hud, hendes udbrud var ikke vrede, men overraskelse, inden hun langede Adrien en på siden af hovedet, og rejste sig med en hånd presset imod såret.

"Åh du er da ikke for skarp lille mand. Ved du hvad der sker med et menneske der indtager vampyrblod?"

Xenix skævede bedrevidende ned på ham, hun anede det faktisk ikke selv, men var nysgerrig på effekten, hvis der altså var nogle. Men hun havde pludselkigt fået andet at tænke på, der var ikke så skrækkeligt længe til solen stod op, og da Adrien kun ville blive til et fuldendt måltid hvis hun drak ham tør var det på tide at finde noget ordentligt mad.

"Nå, jeg vil lade dig tænke lidt, jeg har ærinder at se til. Du kan jo selv vælge hvor langsom din død skal være, jeg kan give dit et lille tip, då får ikke meget søvn siddende sådan der!"

Xenix trak et sjal der hang over stolen omkring skuldrene, inden hun gik imod døren, inden hun forlod rummet stak hun dog hovedet ud på den anden side med en tænksom mine.

"Åh ja, og så kan vi jo se hvor længe er går før der går betændelse og koldbrand i det lille ben der!"

Og så var hun væk.

--- Tidshop ---

Xenix slog øjnene op. Hun var gået i seng mæt og vred, dagstimerne havde sneglet sig afsted og den dvalelignende søvn havde været afbrudt flere gange. I et hidsigt tempo var hun allerede i den samme hvide silkekjole der i nattens løb var blevet endnu mere blodplettet og drabelig at se på, så trissede hun i forbavsende langsomme skridt imod kælderen, hvor hun åbnede døren i et kontrolleret tempo. Såret på halsen var allerede lægt, takket være vampyrens hurtige heling når de spiste var de fleste af smerterne gået i sig selv, selvom sværdstikket endnu satte sit præg.

"Åh jamen dog. Så har vi hele natten foran os, har du fået tænkt lidt lille mandsling?"

Xenix lod sig dumpe ned på stolen med et nysgerigt blik og et brændende had i de blå øjne. Adrien Trents historie ville blive en der afskrækkede folk fra at jage vampyrer meget længe.

Han fik en næve i ansigtet, hvilket fik ham til at stoppe tanken om at vide igen. Hendes ord fik ham til at spytte hendes blod ud, mens han gloede arrigt på hende.

"Så er det godt jeg ikke drikker det,"

Svarede Trent mens han trak i lænkerne med en vildskab uden lige.
Da hun begyndte at snakke om at gå og at hun havde ærinder, blev han kun endnu mere gal. Han gad ikke sidde hernede og vente. Her stank! Og gulvet var hårdt. Han var vant til at sove i en skovbund, men det her var et hårdt, koldt mamorgulv. Overhovedet ikke noget, han ønskede at sidde på længere tid ad gangen. For ikke at sige, at mørket hernede var forfærdeligt indesluttende.

"Vi må se hvor længe der går før jeg slipper fri og dræber dig, som du har fortjent,"

Mumlede han hidsigt, som hun forsvandt.
Dagen var et helvede for ham. Han vred sig i lænkerne, alt i mens sylen i hans ben kun lod ham spilde mere og mere blod. Heldigvis ville det bløde mindre, end hvis den var blevet taget ud. I løbet af dagen nåede han hurtigt at få sår på håndleddene med sin vriden, heven og sliden i lænkerne.

----- tidshop -----

Trent var ellers lige faldet i en let søvn, i ren og skær afmagt, da døren til lokalet blev åbnet. Han vågnede øjeblikkeligt op og vreden blussede omgående op i hans øjne, der virkede lidt underlige denne nat. Hans evne til at se bedre i mørke var en god ting, som han valgte at se på hende med et ordentligt blik. Øjnene blev en smule katteagtige, gule og med den aflange kattepupil.

"Jeg har tænkt på hvordan jeg har tænkt mig at flå dig fra hinanden, skulle jeg ved et lille uheld komme fri,"

Svarede han køligt, mens han så på hendes mave. Det var i det mindste ikke healet endnu. Der kunne han starte.

Xenix pustede til en løs sort lok der hang ned foran hendes øjne, til tider glemte hun, at hun kun havde været vampyr lidt over et års tid, og at verdenen trods alt ikke havde ændret sig synderligt meget siden hun selv var i branchen.

"Åh, du keder mig allerede. Jeg troede virkeligt at mordere havde mere fantasi!"

Knurrede hun så, inden hun rejste sig fra stolen og fra samme bord hun havde hentet sylen trak en tang frem hun nærstuderede, inden hun skævede over til Trent med en overvejende mine.

"Jeg ville -så- gerne starte med at trække dine ækle tænder ud, desværre ville det nok stoppe din fantastiske lille stemme i at pippe videre. Så, hvad siger du til at vi starter med benet vi allerede er så godt igang med. Du har alligevel ikke længere brug for den fine muskel dér!"

Vampyren trak i stedet en lille skalpel frem, inden hun valsede over til Trent og satte sig, med lidt for meget lethed, i skrædderstilling, inden hun greb fat om benet, og skar en lang flænge i det øverste kød på læggen. Den søde duft af blod bredte sig straks i lokalet, og vakte igen den isblå øjenfarve hos vampyren.

"Så, du begynder bare at snakke når du føler for det..."

Xenix lod en finger løbe langs såret, inden hun greb fat i den ene kant på såret, og umenneskeligt langsomt begyndte at trække hud fra muskel.

Trents blik fulgte Xenix, da hun rejste sig. Han mumlede noget der ikke rigtig kunne høres, men hun ville nok få fat i at drab på vampyrer ikke var drab når de allerede var døde. Han var stadig pisse arrig, da hun kom ned til ham med en tang og begyndte at forklare ham hvordan hun ikke ville trække hans ækle tænder ud, selvom hun ville. I stedet gik hun igen i gang med det allerede ødelagte ben.

Flængen kunne han sagtens leve med, men da hun begyndte at trække kød fra muskel, skar smerten igennem hans vrede sind, så klar som et spejl. Han kom med et lettere dyrisk udbrud, der endte ovre i et mere menneskeligt skrig. Dét kunne han ikke holde til.

Trents turde ikke tale af angst for at dø, men noget måtte gøres.
Derfor trak han det raske ben til sig - og sparkede så hårdt til hendes hofte, som han overhovedet kunne. Han kørte heldigvis ikke på reserver. Endnu. Men det ville nok komme til at ske med den tid der kom til at gå.

"Du får ingenting! Lede, ækle vampyr!"

Råbte han, både chokeret over hendes metoder, og chokeret over hvad han selv havde gjort, men samtidig dybt frustreret. Ville dette aldrig få en ende? Hvornår ville Izil opdage, at han var væk? Tankerne fløj af sted i hans hoved, til det gik op for ham, at der kun var gået to døgn. Der ville gå mange flere. Hvad havde han dog rodet sig ud i?!

[ADVARSEL: Læsning på eget ansvar, da der forekommer voldsomme beskrivelser]

Trents arrigskab lod til at prelle totalt på vampyren, han var ikke det første paniske menneske hun havde med at gøre, og heller ikke det sidste. HVad til gengæld kostede alt hendes koncentration var at anstrahere fra den søde indbydende duft hun efterhånden var sølet ind i. Det krævede alt den selvkontrol hun kunne frembringe ikke bare at sætte tænderne i den stakkels mandsperson, men det ville ikke nytte noget, hvis det endelig skete ville hun drikke ham tom og tør og så ville hun ikke få mange informationer. HUn havde brug for at vide hvem der ønskede hende død, så hun kunne fjerne en potentiel fare for hendes liv og pt. var det manden foran hende der holdt nøglen til det.
Det kom faktisk som en overraskelse da mandens spark ramte hende klokkeklart og den spinkle kvinde tumlede baglæns med et dyrisk hvæs. Desværre for ham havde hun endnu fat i såret og med en unaturlig knasen fik hun revet en luns af huden med sig, hun omgående smed fra sig på jorden. Langsomt men sikkert kom hun på benene og stirrede olmt ned på ham, så tænkte hun kort, inden hun trak på skuldrene.

"Okay. Nu giver jeg dig et tilbud. Et tilbud du kun vil modtage én eneste gang under dit ophold her, så lyt godt efter..."

Vampyrens blå øjne blev klemt sammen til små sprækker, inden hun gik over til væggen, hvor hun med to flintesten fik tændt op under en fakkel der svagt oplyste rummet, så kunne han selv ligeledes tage et kig på hans nuværrende skader.

"Lige nu kan du vælge at give mig dit navn, fortælle hvem der har sendt dig og give mig informationerne omkring hvad du ved om mig. Så vil jeg lade dig gå herfra uden yderligere skade. Jeg vil sågar forære dig en hest til at komme hjem på..."

Vampyren lod ham tænke kort, mens hun slikkede et par fingre for hans blod der lystigt havde løbet hele vejen nedover hendes underarm og dryppet ned på kjolens fine hvide silke.

"Hvis du nægter vil du dø hvor du sidder, en lang smertefuld død. Tro mig, du vil få masser af tid til at indse dine fejl, tænke over de mennesker du aldrig fik sagt farvel til og søle i din egen usselhed, inden din krop vil give op under presset fra manglende lemmer og smerter, det er dit valg!"

Xenix vejede tungt skalpellen i hånden og skævede så over den ene skulder, der var rigeligt af redskaber at tage af, det ville blive voldsomt, blodigt og smertefuldt, og det ville ikke genere vampyren det mindste!

Trent følte hvordan en stor luns hud blev flået af hans ben, som hun blev sparket væk under hvæsen. Han skreg over smerten og hev efter vejret i et forsøg på at holde sig selv under kontrol. Det gjorde ondt og fik den meget primitive og dyriske side frem i ham, så da hun rejste sig, smed lunsen fra ham væk og begyndte at tænde en fakkel, alt i mens hun kom med et tilbud, han allerede før han havde hørt, vidste, han ville sige nej til. Det var fristende, men han ville ikke give sine venner op. For hvis han nogensinde gav sin arbejdsgivers navn, så ville hun nok også tortere ham, til hun ville blive sendt til Det Sorte Laug. Og så ville hans venner dø og han ville nok også selv alligevel dø. Der var intet godt i dette tilbud. Overhovedet.

Han lyttede dog til hendes tilbud, til hun havde talt færdigt. Han var klar over, at truslen ikke blot var tom. Han havde oplevet den med egen krop og det var ikke noget han ønskede at opleve mere af. Men hans ønske var irrelevant. Han ville hellere dø end at give sine venner op til en sindssyg vampyr.

"Du kan stikke dine tilbud skråt op. Jeg siger ikke noget, du må bare arbejde hårdere. Du får ingen ting, hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Er du fuldstændig fatsvag?"

Svarede han provokerende, i mens han vred sig let over smerten i benet. Men nej. Han måtte åbenbart dø her. Han ønskede inderligt, at Mordekai havde været der til at tage opgaven frem for ham, men sket var sket. Og sådan var det.

Xenix ventede spændt, han afgørrelse var essntiel og inderst inde, et sted gemt langt væk af den mistede medmenneskelighed hun havde lidt over de seneste måneder, så håbede hun nok, at han bare ville overgive sig og komme med de fornødne oplysninger, så hun kunne få ham ud af sit hjem og ud af sin verden.
Til hans svar trak hun bare på skuldrene, ikke en eneste trækning var til at få øje på hos vampyren. Så vendte hun sig om og gik over til bordet, hvorfra hun trak en lille kastekniv. Bladet var lille og trekantet, og strakte sig i en længde af fire centimeter.

"En skam for dig. Jeg tror noget gik over hovedet på mig, da menneskenes livslyst holdt op med at eksistere. Jeg ville have tegnet en skydeskive på dig, men det bliver nok ikke nødvendigt!"

Kort efter slyngede hun voldsomt kniven imod hans brystregion, inden hun fandt endnu en lille kniv frem, interesseret vendte hun og drejede den mellem fingrene, inden hun kort spejlede sig i den blanke overflade, så slyngede hun endnu en kniv mod den forsvarsløse mand.

"Hvem hyrede dig?"

Stemmen blev hård og kontant, der var ikke mere spøg tilbage i vampyren, hun gad ikke bruge ressourcer på manden, hun ville bare vide hvem det var, som ville have hendes hoved på et fad.