Alt åndede fred på denne sene forårsaften. Himlen var på grænsen af at være klart orange og ildrød, og solens position dækkede det meste af markedspladsen med lange skygger fra hustage og skorstene. Købmændene med deres boder rundt omkring på torvet var så småt ved at pakke sammen for aftenen, men pladsen summede stadig af aktivitet. De fleste var for travle til at lægge mærke til den tildækkede skikkelse, der skar sig gennem folkemængden med kurs mod Ønskespringvandet, men enkelte bandede dog lavmælt, da han bumpede ind i dem.
Den fremmedes påklædning fik ham mest af alt til at ligne et telt med hat på. En beigefarvet, hætteløs kappe var slået om ham, og var perfekt kegleformet, hvis ikke hans bevægelse havde fået åbningen foran på den til at bevæge sig let. Den brede skygge på hatten dækkede hans ansigt i skygger, og hvis folk endelig forsøgte at se hans ansigt, ville ikke andet end et mumificeret ansigt møde deres blik, samt et par glødende orange øjne uden pupiller.
De få som faktisk havde lagt mærke til ham, stirrede stadig forvirret efter den fremmede. Det føltes som om luften omkring ham blev varmere, da han passerede forbi dem, og fjeren i hans hat glødede med et orange skær lig det i hans øjne. Spyddet, der han over hans skuldre, der så ud til at være lavet af en enorm knogle, tiltrak sig derudover en del opmærksomhed.
Da han nåede springvandet, strakte han armen udenfor kappen, løftede sit spyd og bankede den stumpe ende ned i brostenene med et bump, der fik de nærmeste til at vende hovedet mod ham. Det var ikke nok. Han bankede i jorden igen, så det gav genlyd ud over pladsen, men det var stadig kun et mindretal af folkene på pladsen, der lagde mærke til ham. Han strammede grebet om spyddet, drejede det en halv omgang og hamrede så spidsen ind i siden på springvandet, så en revne løb lodret ned gennem den øverste halvdel af dekorationerne. En af de ornamenterede englefigurer i toppen blev slået løs og med et højt plask og en klirren som af porcelæn, gik den i stykker mod underlaget.
Folkene på pladsen stod pludselig som forstenede, og al samtale forstummede. Alle vendte de sig mod den fremmede, der lige havde ødelagt en af byens smukkere stykker arkitektur.

”Borgere i Krystallandet,” kaldte skikkelsen, der langsomt drejede på stedet, indtil han stod med ryggen til springvandet. ”Det glæder mig at have fået jeres opmærksomhed.”
Igen lignede han et telt med hat, da han stod med front mod dem med armene ind til kroppen.
”Jeg kommer for at varsle jer mod en forfærdelig trussel mod jeres rige! Dragerne vil vende tilbage! De vil komme og fortære alt I har kært, hvis der ikke handles hurtigt!”

Vrede og forargede kommentarer begyndte at summe omkring skikkelsen på pladsen, da han tav. Størstedelen omhandlede hans vandalisme over for springvandet, men et hvad han fik ud af samtalen, var: Hvem var han dog, og hvordan kunne han tillade sig det? Han havde ingen ret til at komme her og ødelægge deres monumenter. Det vanærede guderne. En eller anden burde altså signalere vagterne. De var der allerede, så det var ikke nødvendigt. Jamen så få ham da pågrebet.

Vreden fik ham til at bide tænderne sammen, og da han så bevæbnede vagter ud af øjenkrogen, brølede han: ”SÅ ER DET NOK!”
I samme nu som han råbte, satte han af fra jorden, flåede kappen til siderne, så hans ildrøde vinger slog ud til siderne og løftede ham op over det ødelagte springvand. Solstrålerne blev reflekteret i hans rustning af ametystdrageskæl.
”En drage udslettede min landsby! Også jeg bukkede under for dens flammer, men guderne lod mig genopstå af asken, så jeg kunne bekæmpe den!” Han lod vreden forlade sit tonefald, mens han stadig svævede over det ødelagte springvand. Vingeslagene gav genlyd ud over den atter tavse plads.
”Jeg dræbte dragen, men den var ikke den eneste af sin art. Jeg fik et syn om deres tilbagevenden, og hvis de først får lov til at sprede sig over landet, vil de bringe død og ødelæggelse i deres kølvand. En enkelt drage kan lægge en landsby øde. Derfor har jeres land brug for jer. Hvis vi skal have noget håb om at gøre en ende på dragerne, må jægerne blive de jagede, og jo før, jo bedre.
I skal ikke tage med for min skyld, ej heller for jeres egen, men for jeres land. I, der ikke gør noget og tager afstand fra jeres lands skæbne og lader det bukke under, vil dø med det. Men de af jer, der er villige til at gøre et offer for freden, kan følge mig og blive dragejægere. I kan finde min lejr på sletten nord for byen. Spørg efter Den Askefødte.”

Som en rovfugl susede han ned og greb fat om spydskaftet, som han trak ud af springvandet. Han skævede til den knuste englefigur under vandet, og bad til guderne om tilgivelse i sit stille sind, inden han foldede sine vinger sammen og slog kappen om sig igen.
Den teltlignende skikkelse havde ingen problemer med at komme ud fra markedspladsen igen, men denne gang var alles øjne på ham, da han forsvandt i skyggerne mellem byens huse.