Hvorfor var det igen hun altid kom i problemer? Nåh ja, det var noget med den der nysgerrighed hun ejede som tit bragte hendes perfekte røv i problemer. Hun var gået ind i Mørkets Skov med formålet blot at se sig lidt omkring og ikke gå dybere ind, hendes opmærksomhed og nysgerrighed var blevet vakt og så var hun kommet væk fra stien og snart dybere ind i skoven. Hvor længe hun nu havde været der havde hun ingen anelse om, men hun var sikker på en ting, Adrien ville give hende en ordentlig reminder for det her, når hun kom hjem, eller når han gik på jagt efter hende. Hun havde det med at lytte men ikke efterkomme ønsker, andre ville kalde det at trodse, hun ville kalde det nysgerrighed og tankeløshed.

Hun stoppede op med et suk, ømmede sine fødder og lod blikket glide rundt i mørket, der var ret mørkt om end hendes syn havde vendt sig til mørket og hun derfor kunne se så meget så hun hverken vaklede, eller ramlede ind i noget, nogen havde hun ikke mødt endnu, derfor var det heller ikke muligt at ramle ind i nogen. Hun lod blikket søge videre omkring hende, lyden af en kvist der knækkede fik hende til at dreje hovedet men mod lyden, men intet. Hun snerpede utilfreds læberne sammen og lagde armene over kors inden hun fortsatte, desværre dybere ind i skoven. Hånden strøg hun gennem det lange kulsorte hår og sukkede på ny inden hun stoppede og satte sig for at hvile sig, på en træstamme. Stemningen var dyster, og for at slappe af, falde til ro, og tænke klart, gav hun sig til at nynne en stille melodi.

Manglen på liv gav altid Guden Marduk mulighed for at tænke. Han havde været for meget i byen gennem den seneste tid og af en eller anden grund gav den mørke skov altid ro i sindet. Nu manglede han bare at bearbejde alt der var sket gennem den seneste uge. En rolig uge. Et slagsmål på en kro som han ikke var en del af. To nye mennesker han lærte at kende.
Og en pige som han ville møde igen.

Savnet til Nibiru havde mindsket sig gennem de seneste måneder. Måske havde han bare vænnet sig til stedet. Men der var mere der tiltalte ham. Han havde intet ansvar og kunne handle frit. Ingen der forventede han skulle rede planeten. Ingen der forventede at han skulle klare alle problemerne. Han var fri til at gøre hvad han vil.
At han handlede godt var blot et valg. Han tænkte over de gange han var "faldet" ind i dyriske handlinger. Han tænkte på en person. En kvinde der kunne gøre ham lille og stor på samme tid. Én kvinde.
Guden Marduk bar en kåbe og en hætte over hovedet. Lignede mere en munk end den gud han var. I hånden havde han et par metal kugler som lod hans fingre arbejde. Lyden af en gren knække fik ham til at sende massen ud. Massen afsøgte hele området og fandt intet der hvor lyden kom fra. Dog var der noget andet. Noget varmt. En krop.

Lydløst sneg han sig tættere på kroppen. En kvinde efter hvad massen fornemmede. Selvfølgelig var massen stadig usynlig og gennemtrængelig. Hun begyndte at nynne. Normalt havde han valgt at gå og lade kvinden passe sig selv. Lade tankerne falde på plads. Men hun var på hans territorium. Hun var hans bytte. Han slog hætten ned og trådte frem fra et af de endnu ikke helt ødelagte træer og lavede en smule larm så hun ikke følte han sneg sig ind på hende...... Selv om det var det han gjorde. En klar henvisning til han var overlegen på alle punkter. Hvis hun da så lige var klar over hun var et bytte.
Guden Marduk lod et smil slippe og prøvede at fremstå venlig. Ventede på hendes træk.

Nogens territorium? Dum var hun ikke, men hvad skulle man med sådan et sted? Der var dødt, tomt, ensomt, mørkt, og dog interessant og mystisk på sin helt egen måde, hvilket var hvad der havde dragede hende til at starte med. Men direkte at trænge sig på nogen, det havde hun ikke troede, og var endnu komplet uvidende om. Hun skulle med glæde gå, men havde brug for henvisning til en udgang, for lige nu, anede hun virkelig ikke hvor hun var, og der ville nok gå timer inden hun var ude derfra, medmindre hun pludselig faldt over stien hvilket hun ikke regnede med. Realistisk måtte man jo være, håbet havde hun dog ikke mistet hvilket blot blev bekræftet af hendes nynnen, og den fløjlsbløde stemme der snart brød ud i mild sang, var der nogen i nærheden ville de muligvis høre hende.

At en person, og ikke bare en hvilken som helst, havde opfangede hendes tilstedeværelse og sat kursen mod hende anede hun virkelig ikke, ikke før lyden af kviste der knækkede under en persons gang nåede hendes hørelse og hun tav brat afbrydende den sang hun var i færd med at synge, en sang der omhandlede en ung kvinde der havde altid hvad hun ønskede sig, bortset fra den sande kærlighed. Blikket gled atter rundt og faldt nu på en imponerende høj skikkelse der dukkede op godt 7-8 meter fra hende. Hun rejste sig ikke op, lod hovedet søge på skrå hvor håret gled frem over hendes ene skulder og lagde sig blødt over den bar hud, mens hun betragtede ham roligt. Klart et imponerende syn, det var ikke just hver dag hun så så høj en mand. Faktisk mindedes hun slet ikke at have set en mand på hans højde før, hvad var han? Over to meter vel..

Hendes klare blågrå øjne gled undersøgende hen over ham, hvad var han? Masser af spørgsmål og vakt nysgerrighed samt interesse for denne fremmed der var dukkede op af det rene ingenting dukkede op i hendes sind. Hans træk var anderledes, øjnene dybe og intelligente, dominant ydre, og skræmmende på en eller anden plan, dog følte hun sig ikke skræmt, nærmere omvendt, dragede af hans væsen og imponerende ydre. Hans tøj havde hun også hæftede sig ved, en munk? Hendes eget påklædning var en simpel, dog yndefuld kjole med tynde stropper og sad stramt om livet, farve var mørkeblå, på grænsen til sort. Synet af hans smil fik hende til at blinke forundret, et sted passede smilet slet ikke, men alligevel gjorde det. Interessant! Langsomt og yndefuldt rejste hun sig op, lod blikket glide hen over hans ansigt inden det faldt i hans blik og låste sig fast der. De fyldige læber blev formet i et smil som hun trådte et skridt nærmere men tog det i sig og standsede brat op. Hun måtte huske på ikke at virke for ivrig, hendes nysgerrighed havde ikke altid den passende effekt.

Der gik noget tid før han havde fået et komplet billede af kvinden der stod overfor ham. Selv om "skønheden" havde været en bedre beskrivelse af hende.
Var hun nu virkelig et bytte? Hun var en lille en. Knap værd at spise. Måske hun kunne bruges til noget andet? Noget mere end bare een ting.
Smilet på hans læber blev en smule større. Øjnene blev smallere og han strålede glæde. Med hendes afbrudte skridt kunne Guden Marduk tydeligt se hendes intentioner. Interessant tænkte han for sig selv og trådte et skridt tættere på hende og gav hende et lille nik.Goddag. sagde han så og forsigtigt prøvede at tage endnu et skridt hen imod hende men blev mere til et skridt tilsvarende til hans fod. Han ville have hende tættere hvis han kunne. Selve tidspunktet var nok nærmere aften. En god tid. I ly af mørket.

Først nu blev Guden Marduk klar over hans påklædning og det billede han efterlod sig. Hun virkede ikke skræmt men hun virkede påpasselig. Tydeligt at hun ikke selv så hende som et bytte. Nok nærmere hans ligemand. Hvorfor dette? Nysgerrig? Hvis han smed kåben og lod hende se vesten og de løse bukser ville han måske fremstå mere truende. Det var nok bedst at beholde kåben. Se hinanden an og lade massen føle hende. Hvis han ikke kunne gøre det personligt kunne massen alligevel.......

Hans tanker stoppede brat da han hørte et fjernt knæk af endnu en gren.
Meget lavt. Kun lige fanget af hans skærpet sanser, et hul i vinden og en dyb tone af en masse tilbagekastninger af lyden imellem træerne.
Det var tydeligt at skoven stadig var i krig med sig selv og endnu ikke havde lagt kampen bag sig. Selv om de var alene var der måske små dyr der stadig rendte rundt. Igen fangede hun hans tanker da han hørte hendes vejrtrækning.

Mens han anså hende for værende et bytte, var hun fangede af hans størrelse, udseende og fremtræden som hun ikke havde set magen til hos andre. Spørgsmål omkring hans identitet fyldte hendes sind, og hun måtte gentagende gange holde sig for ikke at overdænge ham med spørgsmål og derved enten skræmme ham væk ved at vække hans irritation, eller gøre ham så vred at han valgte at gøre hende tavs på den ene eller anden måde. Fysisk var han uden tvivl overlegen, psykisk havde hun ingen anelse om i disse øjeblikke. Hun bed sig mærke i smilet der voksede sig større, øjnene der blev smallere og den udstråling af glæde han ikke lagde det mindste skjul på.

Han trådte et skridt nærmere som hun havde gjort, men standsede på ny hvor han hilste. Hun fangede hans stemme, vendte og drejede den i hovedet uden at finde noget magen til at beskrive den med hvilket blev til en blanding af mandig, robust, venlig, rolig, musikalsk, men alligevel ikke. Han gjorde hende allerede forvirret, og flere spørgsmål strømmede til, inden hun lod nogen eller noget komme over sine læber, valgte hun dog at besvar hans hilsen. ”I lige måde” smilet spillede endnu over de fyldige røde læber mens blikket hvilede undersøgende på ham. Atter havde han trådt et skridt, et lille et, og var standsede igen. Hendes tålmodighed blev virkelig sat på en prøve her, og hun måtte behersker sig yderligere for at forholde sig i ro. Hvor han nu var standset, satte hun sig i bevægelse mod ham, let, lydløst, og næsten svævende hen over jorden. Da hun omsider standset var der meget tæt på, og lige inden for rækkevidde, for tæt på måske, men hun udviste ikke frygt på noget tidspunkt, hvorfor skulle hun?

Hvad der gemte sig under den kåbe anede hun ikke, men nysgerrig efter at vide det, det var hun. Dette var dog langt fra hvad der lå hende på sinde, for hendes krop sagde hende tydeligt at hun ikke stod overfor hvilken som helst. Hun måtte lægge hovedet tilbage for at se helt op på ham, langt mere imponerende tættere på end på afstand. Uden megen omtanke rakte hun hånden op mod hans bryst, standsede dog inden berøringen fandt sted og brød tavsheden ”Hvad er du..?” sagde hun lavmælt, nysgerrigt.

Hvilke lyde der kom fra skoven fangede hun ikke længere, noget andet havde fangede hendes opmærksomhed, noget langt mere interessant, anderledes, nyt, og ukendt. Denne mand, hvad var han? Eller endnu vigtigere… hvem var han?

Guden Marduk studerede denne kvinde intenst. Sugede alle informationer til sig og kalkulerede alt. Sådan var han jo. Beregnende og rolig. Han kunne se hvordan hun prøvede at holde sig tilbage og hvor svært det var. Og hun gav efter. Hendes stemme lød igen og det var utroligt hvordan den klart flød igennem luften og ramte øregangene. Roligt kom hun tættere på og Guden Marduk aktiverede sin evne. Alle bevægelser satte farten ned og gik i slowmotion. Han så alle hendes træk. Hendes blik, som hans eget, opsamlede informationer. Modsat ham kom hendes nysgerrighed fra lyst hvor hans kom fra viden.

Som hun kom tættere på kunne han tydeligt se hun ikke var bange. Bevidst om han var fysisk overlegen men ikke skræmt. Det var en god ting. Indtil videre. Langsomt mindskedes afstanden mellem dem og det føltes som et helt minut før hun stod foran ham. Han kunne dufte hende. En aroma som virkede næsten bedøvende. Han havde mest af alt lyst til at gå og se hende i øjnene. Nyt frisk kød. Som hendes hånd begyndte at røre på sig blev han igen påpasselig. Han ønskede ikke at blive såret uden grund. Først leger man med byttet. Hun havde lyst til at røre ved ham og han havde lyst til hun gjorde det.
Men hun stoppede inden det fandt sted. Igen lød hendes stemme og denne gang sendte det ham i en drømmelignende tilstand på trods af han var yderst vågen.
Hvad er du? stemmen gav ekko i hans hoved. Hvad han var? Mon ikke hun mente "hvem han var?". Guden Marduks blik faldt ned på hendes lille hoved og krop.
Jeg er Marduk. sagde han så med en rolig stemme men lagde alligevel kraft i for at virke en smule større end han var. Ca 10 cm mere.
Hans højre hånd rakte ud efter hendes og greb den så hans tommelfinger lå i hendes håndflade og hans håndflade var mod hendes håndryg... Synet fik ham næsten til at grine. Hendes hånd forsvandt næsten i hans. Roligt førte han hendes hånd til brystkassen.
Og du? spurgte han imens han blidt fjernede hans egen hånd, efterlod hendes hånd på brystet og strøg den en enkelt gang med tommelfingeren. Omgivelserne forsvandt og det eneste han kunne se og høre var hende og ham selv. Resten var et mørke som kun reflekterede deres lys. Et lys som han ikke havde set længe.

De studerede hinanden, begge opmærksomme men han nok mere end hende. Hun var fanget af hvad hun så, nysgerrigheden heller ikke lagt skjul på et eneste øjeblik, tværtimod stod det nok klart for enhver at noget havde vakt hendes interesse.
Evnen han aktiverede registrerede hun ikke, den var ude for hendes evner, påvirkede kun ham. som ham opfangede hun måden han så på hende, undersøgte hende, nærmest fra alle vinkler, intet gik hans skarpe opmærksomme blik forbi, absolut intet. På grænsen til det skræmmende ville mange nok mene, for hende, var det blot… fængslende.

Frygt var ikke en følelse hun oplevede så tit, endelig var det ganske få ting der kunne gøre hende bange, og få hjertet til at slå hårdt af netop denne følelse. Trods størrelse, og den udstråling af styrke og selvsikkerhed han ejede var det ikke truende på nogen måde, hvorfor skulle det være det når han ikke havde gjort hende noget, derimod hilst næsten venligt. Naiv kunne hun skam være, men dum var hun ikke! Hun stolede ikke just på ham, men hun havde endnu ingen grund til at lade være.
Hun havde ingen intentioner om at såre ham, men det kunne han ikke vide. At såre nogen lå slet ikke til hende, ikke bevidst, og hvis bevidst, så var det velfortjent. Spørgsmålet hun stillede blev opfattet, og effekten var hende tydelig, anderledes, hun forstod ikke effekten hun havde på ham, men hun nød bestemt at se den reaktion, positiv eller negativ, vidste hun ikke med sikkerhed endnu. Spørgsmålet hun havde stillede var korrekt stillede, hun havde spurgt om hvad han var, ikke hvem han var. Hvad han var forekom hende vigtigere end hvem han var, den størrelse, udstråling og fremtoning var mere end bare opsigtsvækkende. Svaret faldt, ikke som hun havde spurgt, men ikke dårligt alligevel. Kræften i svaret fik hende til at se dybere ind i hans fortryllende blik, men uden at de besvarede nogen af de spørgsmål hun så inderligt ønskede at stille. ’Marduk?’, navnet forekom hende bekendt, var han opkaldt efter Guden Marduk? At han var den selvsamme person hun tænkte på virkede usandsynligt, hendes tanker blev brudt da han bevægede hånden mod hendes, tog hendes hånd forsigtigt i sin gene hvor hendes forsvandt næsten fuldkommen i hans. Blikket forlod ham for at blive vendt mod deres hænder, forsigtigt lod han hendes hånd stoppe over hans bryst, og hvilede der hvorpå han slap hendes hånd. Hendes lille krop – sammenlignet med hans – sitrede svagt under berøringen som fremmed følelser og tanker skød gennem hendes sind. I mellemtiden havde han stillede hende et spørgsmål, og hun vendte atter blikket mod ham, lod hånden stryge op ad hans bryst hvor hun kunne fornemme hans muskuløse bryst under fingrene, trods stoffet der var mellem hendes hånd og hans hud. ”Celina” hendes svar var kort, og hun vendte blikket fra hans mod hans bryst igen mens hun forsøgte at regne ud hvad han var. ”Marduk…” hun gentog hans navn, blidt.. og forførende kærligt. Atte vendte hun blikket mod ham, blikket låste sig fast i hans hvor hun måtte lægge hovedet tilbage igen for at kunne gøre netop dette ”Guden Marduk…?” fortsatte hun lettere spørgende, undrende og dog med blikket der var fløjlsblødt, og en stemme endnu varm.

Hendes berøring sendte små stød ind i kroppen på ham og efterlod ham mere fortryllet af hende en tidligere. Hun følte ham og han nød det. Normalt havde han snakket noget mere med hende men af uvisse grunde var der ikke brug for det. Hendes navn rev ham tilbage til virkeligheden. Hun legede med ham. En god leg. Han smilte ned til hende. Celina. gentog han i hovedet.
Hendes stemme var beroligende og rar. Guden Marduk havde altid været den rare kæmpe her i landet men hun kendte ham ikke. Kendte ikke til ham og alligevel var hun helt henne og røre ved ham. Som et vildt dyr og en nysgerrig pige.

Folk havde aldrig blot accepteret ham uden at kende til hans fortid eller prøve ham af. Der havde altid været noget bag selve mødet. Undtagen en gang.
Hun gentog hans navn. Smagte på det, lyttede til det, følte det. Hun gentog det igen. Men denne gang havde sætningen ændrets sig Guden Marduk. Hun kendte til ham. Lige som alle de andre. Med øjnene låst fast i en semi-erotisk leg gik han lidt ned i knæ og var nu på højde med hende.
Mhm? lød det bekræftende og spørgende fra Guden Marduk. Hvor hun kendte ham fra anede han ikke. Med hendes fantastiske øjne låst fast i hans blev han nød til at kigge væk. Kiggede nu på hendes ansigt og tog den lok af hår der hang ned foran hendes ansigt og strøg den bag hendes øre. I en kærlig bevægelse lod hånden glide ned over hendes ene kind. Og hvordan ved du det? lød det mildt fra ham. Nysgerrig men ikke urolig over hendes svar. Alt passede sammen. Nu var det bare at vide hvordan deres møde skulle gå. Han blinkede lidt længere for at tænke hvor hendes viden kom fra. Rar pige.

Som fornemmelsen af ham fik hendes krop til at reagere, gjaldt det same den anden vej rundt. Hun nød atter synet af hans reaktion, hvorfor var hun ikke sikker på, men noget i hende fandt det vigtigt at få bekræftet sin effekt på ham. det undrede hende at hun havde nogen effekt, hvorfor? Hvordan? Og hvorledes? De kendte knap hinanden, burde slet ikke reagere sådan, i hvert fald ikke ifølge hendes egen sind.
Hendes navn synes at bringe ham fokus tilbage, og han smilede ned til hende hvortil hun smilede tilbage op til ham. Nej hun kendte ham ikke personligt, og hvad hun vidste om ham var ikke alverdens meget, faktisk slet ikke. Hendes reaktion på ham var ulige noget hun havde oplevet før, aldrig var dette sket for hende, og hun tvivlede på at det ville gøre det nogensinde igen.

Hun var ligeglad med hans fortid, det var derfor man kaldte det fortid! I bund og grund troede hun ikke rigtigt at noget han ville sige eller gøre, eller noget nogen kunne sige om ham kunne gøre hende bange. Tværtimod følte hun en underlig form for tryghed hun ikke følte andre steder, med andre personer, og hun forstod det ligeså lidt som hun forstod alt det andet.
Hendes vejrtrækning ændrede sig svagt, blev en anelse mere overfladisk som han hans blik ændrede sig, og snart gik han ned i knæ for at komme i øjenhøjde med undertegnet. Hendes blik fulgte ham indtil han brød øjenkontakten, noget hun straks begyndte at savne, dette dog først efter at han havde bekræftede sin identitet. Hendes tanker havde været spredt om op til flere ting, hun fokuseret de på en bestemt ting, eller rettere en bestemt mand, Guden Marduk. Hans hånd blev pludselig registeret lige ude for hendes ansigt hvor han forsigtigt strøg en hårlok om bag hendes øre. Hun trådte det lille skridt der var mellem dem nærmere, hånden der havde hvilede over hans bryst hvilede nu over hans skulder men fortsatte snart op ad hans hals i et forsøg på at få ham til at se hende i øjnene igen, hun havde behov for det hans blik i sin, den tryghed og effekt det havde på hende, hun ønsket det! Hans hånd hvilede kærligt over hendes kind og han spurgte snart til hendes viden. Et svagt drillende smil viste sig over hendes læber ”Jeg læser, lytter og lærer… dit navn er blevet nævnt, jeg har undersøgt det…” stemmen var blid, tonen ærlig, fortrolig og mild. Pulsen steg, og det samme gjorde hendes kropstemperatur hvortil hun måtte trække vejret dybt ind for ikke at blive overophedet og brænde hans hånd der hvilede mod hendes kind, eller omvendt.

Det var tydeligt at se hun nød hans tilstedeværelse og at han nød hendes. En mærkelig sammenblanding mellem to fremmede og alligevel virkede det mere som et interview. Et meget langsomt og legende interview. Temperatur steg en smule da han gik ned i knæ. Han kunne mærke at den ellers kølige eftermiddags luft imellem dem var blevet varmet op af hende. En smule af ham selv men kåben holdte det meste af den inde. Hendes kærtegn omkring hans hals blev ved med at sende disse små stød ind i huden. Stærkere nu hvor det var hud mod hud. Hun vil se ind i hans øjne igen. Og han i hendes. Guden Marduk lyttede endnu engang til hendes ord. Mindre euforisk men stadig beroligende. Hånden på kinden registrerede en svag stigning i hendes kropstemperatur og puls. Det var tydeligt at der foregik mere inde i hendes hoved og krop end hvad hun gav udtryk for.
Massen blev sat i brug nu. De havde brug for en smule privatliv. Massen begyndte at lave et rum omkring dem. Et gulv, vægge, og et tag. Densiteten øgedes langsomt og blev til faste lilla vægge der omsluttede dem. Selvom det virkede klaustrofobisk at gå fra udendørs til indendørs på så kort tid, gav Guden Marduk et beroligende smil og et lille klem på skulderen. Rummet var dog stort nok til sagtens at kunne rumme dem begge, men af gode grunde lavede han en dør inden for hendes synsfelt.

Igen ville han interviewe hende. Hvad vidste hun?
Så du kender mit navn. Hvad mere ved du om mig? spurgte han forførende. Dels for at få mere information ud af hende, dels fordi det var hvad han ville. Forføre hende. Forførelse var altid tegn på øget intensitet. Stille rykkede han sit hoved tættere på hendes og hvis Celina ville tillade det ville deres næser mødes. Stadig med blikket fanget sendte han et blink til hende og et smil. Celina. tilføjede han med et lille smil. Den hånd der havde rørt hendes skulder blev nu ført om bag hendes nakke og lod fingrene køre halvt op igennem hendes hår.

Celina tilbageholdt sine tanker, værnede om dem og beskyttede dem så hun ikke snakkede for meget overfor denne fremmed mand som underligt nok, ikke virkede så fremmed alligevel. En stor del af hende ønskede at smide hæmninger, kontrol, og forsigtigheden til side for at afsløre sig fuldkommen overfor ham, men den smule fornuft hun endnu havde i behold holdt hende fra at gøre netop dette. Kroppen afslørede hende dog, afslørede de mange følelser og tanker kroppen måtte gennemgå, og det var ikke så få.
Hans ønske om privatliv var lige hendes, men hvor hun intet kunne gør ved det, gjorde han. Hendes blik forlod ham modvilligt som noget der mindede om murer skød op omkring dem og gled rundt. Den magt, de evner. Blikket hæftede sig ved døren ude til side, og et smil kunne ikke tilbageholdes som hun atter vendte blikket mod ham. Nok havde de ikke været omgivet af nogen før, men dette føltes absolut bedre, hvorfor forstod hun ikke. Endelig var der så meget hun ikke forstod i disse øjeblikke, og hans effekt på hende var nok den der satte flest tanker i spind. Hans beroligende smil var mere end nok for hende, nok til at gøre hende tryk, mere tryk end hun var før.

Spørgsmålene fortsatte, og hun lyttede til den dybe, vidunderlig stemme som svagt gav genlyd nu hvor væggene var sat op omkring dem. Et ekko hun bød velkommen hvori den forførende tone tændte et lys i hendes øjne, et lys af fornøjelse. Han havde ikke haft behov for den tone for at få informationer ud af hende, ikke om dette. At forføre hende ville ikke kræve alverdens, ikke med den effekt han havde på hende, og hendes eget ønske om at stå ham bi, og ikke forlade hans side. Et ønske der stammede fra den dybe interesse hun havde i ham og den forunderlig effekt han havde på hende. Mens hun arbejdet på et svar rykkede han ansigtet nærmere hendes og for en stund forlod alle tankerne hun havde haft om svaret hendes sind. Hans næse strejfede hendes, hans hånd flyttede sig om til hendes nakke. Vejrtrækningen blev mere overfladisk, mens hun fokuseret på at holde sin kropstemperatur nede, noget der faldt hende alt andet end let med ham så tæt på, og for at gøre det værre, tilføjede han hendes navn med en så blød stemme at man ikke kunne andet end at føle sig svag i knæene. I et forsøg på at berolige sig selv, og fokusere svarede hun på hans spørgsmål ”Jeg ved kun hvad der er blevet fortalt om dig.. din barndom, ungdom og troen på at du er en gud..men nu hvor jeg har set dig, er der ingen tvivl om hvad du er...” stemmen havde antaget samme tone som hans havde gjort, forførende, varm og fløjlsblød. Hendes blik havde ej veget fra hans, alt imens hans hånd strøg om til hendes nakke og begravede sig i det lange kulsorte hår, gled hendes blik et øjeblik fra hans, til hans læber – hvor de lange vipper gjorde deres arbejde i at lægge sig forførende over hendes hud – og tilbage til hans blik igen efter få sekunder. Hans ånde skød mod hende, så sød og velduftende at han næsten gjorde hende ør i hovedet. Hånden ved hans hals strøg op, strejfede hans skæggede kæbe, den anden forblev hvor den var, over hans skulder.

Lyden af hendes åndedrag var højt nu hvor de stod så tæt. Det var tydeligt at høre hun næsten panisk prøvede at kontrollere sig selv. Guden overvejede om han skulle skubbe hende længere fra kontrollen. Selv om det kunne blive farligt. Hendes smil da hun bed mærke i døren, gav ham en klar ide om hun ikke havde planer om at løbe sin vej så døren forsvandt. Hun kiggede på hans læber og rørte hans skæg.
De var så tæt nu at deres læber kunne mødes. Snart. Hun besvarede hans spørgsmål og hendes sidste kommentar om at hun var sikker på han var en gud fik ham til at smile endnu engang. Hun tog jo ikke fejl med hensyn til det. Igen åbnede han munden for at spørge til hende. Hvad kan du så fortælle mig om dig?

Han lagde armen om hendes lænd. Tøvende kiggede han på hendes læber. Fyldige og røde. Lige til at... Hurtigt bevægede han sine læber tættere på hendes og rørte dem med hans. Ikke som et kys men blot en kort berøring. En sensuel kontakt. Hurtigere fjernede han sine hænder både de om hendes lænd og bag hendes hoved. Gik et skridt bagud og kiggede hende dybt i øjnene. Et blik der viste langt mere end hvad de havde sagt indtil videre. Du kan bare tænde for varmen. Igen blinkede han til hende og havde yderlig lagt 1 meter mellem dem. Ikke fordi han var bange. Men Guden Marduk ville blot være sikker på der ikke skete noget. Han begyndte langsomt at tage kåben af nu hvor rummet havde fået en lidt højere temperatur end da de var udenfor. Under kåben havde han den sædvanlige vest uden andet på overkroppen og nogle sorte løse bukser. Da kåben taget af lagde han den på gulvet uden at fjerne blikket fra hende. Rolig som en klippe satte han sig ned på en næsten atletisk manér der så ud til næsten at være uvirkelig af en på hans størrelse. Han løftede derefter hånden og med pegefingeren lavede han en enkelt "kom-her" bevægelse. Igen smilte han til hende.

Døren forsvandt, men det betød intet. Det sidste hun ønskede var at flytte sig fra ham, for slet ikke at sige at flygte. Desuden, man flygtede vel kun når man havde grund til dette, når man følte sig bragt i fare, eller lignende, og det gjorde hun absolut ikke. Forvirret, uforstående og panisk var hun, men over denne uvante situation som hun var usikker på hvordan hun skulle forholde sig til. Hun var blot 18, og hendes erfaring og alder syntes ubetydelig og slet ikke til sammenligning med hans hvortil, men mon han hade oplevet dette før? Eller følte han som hun, fuldendt og bragt til perfektion, dog hungrende efter mere.
Ved hendes ord fik hun et smil, en bekræftelse? Sandsynligvis. Uanset hvad, kunne hun lide smilet, eller nej… hun elskede det. Hans læber skiltes, og endnu et spørgsmål faldt, denne gang om hende. Hvad skulle hun dog fortælle om sig som kunne være interessant? Et smil brød hendes læber igen, og blikket låste sig fast ved hans som hun svarede ”Jeg er en beundrer” kedelig facts om hendes liv ville være langt uinteressant, en ting kun kunne fortælle ham om dem, var netop det hun lige havde sagt.

En arm blev lagt mod hendes lænd, hans blik flyttede sig tøvende til hendes læber. Han tøvede? Hendes blik hvilede i hans, som han hurtigt traf en beslutningen og berørte hendes læber med sine, en berøring som gjorde luften elektrisk omkring dem. Det blev brat brudt som han trak sig fra hende, men deres blikke mødtes igen. Hun havde end ikke fået mulighed for at indprente sig hans duft, eller hans smag, hvor ondskabsfuldt. Hans blik sagde mere end ordene havde gjort, og dog sagde han noget som fik hende til at smile svagt. Slet ikke besværligt at efterkomme det ønske, absolut ikke. Sekunderne gik, imens trak han kappen af og spredte den over jorden. Temperaturen steg, dog uden at blive ubehagelig, eller for varm. Hendes blik forlod ham ej et sekund, og hendes blik gled hen over ham nu hvor kappen ikke var der til at skjule hans krop. Ord kunne ikke beskrive hendes mening om hvad hun så, en ting var dog sikkert, imponerende, og lige efter hendes smag. Snart satte han sig, og opfordrede hende til at træde nærmere. Hendes blik havde fortsat fulgt ham som om han foretog sig noget besynderligt, ukendt, interessant, og det var lige netop det han gjorde hvis man spurgte hende. Alle hans bevægelser, motorik så planlagte og præcise. Hun tøvede ikke, ikke et sekund, trådte roligt nærmere. Yndefuldt, og elegant satte hun sig overfor ham i havfruestilling, med hænderne hvilende i skødet, og med ryggen rank, graciøs i sine bevægelser og stilling. Hovedet søgte en anelse på sned, hvilket resulterede i at håret fulgte med og gled frem over hendes ene skulder.

Med hjernen i kapløb mod en lyst til hende faldt der endnu en tanke ind. Hvor langt ville hun gå? Det var tydeligt at hun ikke havde intentioner om at stoppe foreløbig, men var han i gang med noget som var dømt til at gå i stå? Hun var stadig ung og kunne umuligt være lige så sikker som ham selv. Han havde ikke lyst til at "miste" hende. Normalt havde Guden Marduk slet ikke tøvet men Celinas semi-paniske behov for kontrol kunne have rod i manglen på erfaring. En beundrer? Det lød ikke til hun manglede noget. At hun havde alt hvad hun ville have i en person. Ham. En Gud. En leder. Eller bare et fjols i en kåbe. Nok mest det første tænkte han og små lo inde i hovedet. Noget forvirrede ham ved overhoved at tænke på det nu.

Hans blik blev lidt fjernere idet hun kom tættere på ham. Det var tydeligt at se hun havde nydt deres læber mod hinanden. Hun ville gerne have mere end bare det. Hun strålede det. Han vidste ikke længere hvad han selv ville have. Måske lidt af det hele. Guden Marduk havde hovedet fyldt med tanker som han ikke havde før. En tanke havde ført ham ud på et sidespor. Endelig satte hun sig ned og tryllebandt ham igen. Hendes bevægelser havde en effekt på ham. Beroligende og afslappende. Langt fra de stressende tanker.
Igen så han hende i øjnene. Der var noget specielt ved hendes øjne. Som en drøm der varede længere end et par minutter. Han havde trådt væk fra hende og bedt hende komme tættere på. Lokkede hende tættere på og viste at han havde kontrollen. Nu var det bare at lade hende sætte det hele i gang.
Endnu engang rykkede han sit hoved tættere på hendes. Denne gang var forskellen bare at han var helt sikker på hvad der ville ske. Han kunne mærke hvordan hun var varm. Han lænede sig frem og igen flettede sin hånd ind i hendes hår i nakken. Med den anden hånd støttede han på gulvet og hviskede så sensuelt han kunne i hendes øre Vil du prøve igen Celina? spurgte Guden Marduk. Han gik tilbage og igen var hans læber tæt på hendes. Ikke mere end et par centimeter fra. Ventede på hun skulle tage initiativet. Så kys mig dog!

Hvor langt ville hun gå? Det vidste hun end ikke selv da det afhang af så meget. Lysten til at stoppe var der dog ikke, hun ville hellere end gerne gå på opdagelse, udforske, og lade sig blive oplært af ham i hvad hun ikke vidste eller kendte til. Ingen ønskede at vade rundt i blinde, hellere ej gjorde hun, han formåede dog trods hendes forsøg på at bevare kontrollen til at trænge igennem den barrier af beskyttelse hun havde sat op omkring sig, og det end ikke ved at forsøge. Hvordan han bar sig ad vidste hun virkelig ikke, magi? Muligvis. En af hans fantastiske evner, han var jo en gud, eller... havde været.
Celina manglede bestemt alt i sit liv, det eneste hun havde var en ven.. en bror. Forældrene var døde, hun havde intet specifikt hjem, intet plads hun hørte til, intet. Indtil nu. Der var noget anderledes over ham, og det mere end hans guddommelige udstråling og imponerende størrelse. Han var noget særligt, interessant. Hans effekt på hende, de ting hun følte i hans nærhed, gjorde ham ikke mindre interessant.

Hun kunne se tankerne der kredsede i hans sind, ej kendte hun til dem, fornemmede blot tankespindet. Naturligvis bed hun sig mærke i sind effekt, den berolige effekt hun havde på ham, og hun elskede det, elskede at se ham falde til ro og vide at hun var skyld i det. Deres blikke i hinandens, hvori lysten til at slå blikket ned var stor, men ude af stand til at finde sted. At fjerne blikket fra hans var ikke muligt, og ønsket ikke helhjertet. Sommerfuglene det blik vakte i hendes mave var det hele værd, og så beroligende for hende som det var for ham.
Han lod hende vide han havde kontrollen, og hun havde ikke tøvede med at lade ham det vide endda. Kæmpede ikke imod, hengav sig til ham med krop og sjæl, ikke naivt og tankeløst. Han var en mand, og hun lod ham se den magt han havde over hende, en magt ingen anden nogensinde ville få. Han flyttede hovedet tættere på hendes igen, selvsikkerheden i blik og udstråling var ikke til at tage fejl af, absolut ikke, og per automatik rykkede hun ansigtet tættere på hans. Hans hånd genvandt dens plads mellem hendes hår, og varmen fra den var beroligende og opmuntrende trods varmen for hende var højere og mere bemærkelsesværdig. Hendes hud nærmest brændte af den varme hun udstrålede, brændte i sammenligning med andre folks kropstemperatur, derved ikke fysisk brændende. Hendes hånd lagde sig ved hans mod jorden, den anden hvilede for en stund i hendes skød inden den forlod dets trykke plads der og blev lagt over hans knæ, strøg videre op ad hans lår. Hans sensuelle stemme sendte små ryk gennem hendes krop, han spurgte faktisk? Tanken strejfede hende flygtigt inden hans tilstedeværelse overvældede hende igen, burde hun svar? Hun smilede svagt, velvidende at det ikke ville gå stille og roligt for sig. Frem for ord, valgte hun handling som hans ansigt atter var ude for hendes, og hans læber dragede hende. Hovedet søgte en anelse på sned, hvorpå hendes læber prøvende strejfede hans. Blikket forlod ham, gled kort over hans læber. Pulsen var atter steget, denne gang lod hun dog læberne gå på opdagelse over hans, i et kys. Øjnene gled i, og hånden der havde hvilede mod jorden vandrede nu op ad hans bryst, den anden fulgte trop og lagde sig om hans nakke hvor hun nussede ham blidt.

Hånden i håret på hende registrerede varmen fra hendes krop og han rykkede sig endnu tættere på hende. Luften omkring hende brændte svagt i lungerne og halsen imens han åndede. Guden Marduk udholdte dette da belønningen var langt større. Handlinger sagde mere end ord og det vidste og viste hun nu. Hendes blik fandt hans læber, rykkede tættere på og han opfangede alle dufte og berøringer. Først den lette forføring med læber der knap rørte hinanden. Derefter det de begge længtes efter.

Da hendes læber endelig rørte hans i det kys de begge havde ventet på var det som en elektrisk udladning fór gennem hele hans krop. Hendes læber sendte lyn ind i hans, videre igennem hans hoved og ned af ryggen i en statisk sitren som blot fik ham til at kysse hende hårdere og læne sig tættere på hende og derved også ind over hende. Guden Marduks ene hånd støttede hendes nakke og hoved som hun lagde sig ned med hans krop over hendes. Kysset virkede til at stå på i flere minutter da tiden synes at være frosset og alligevel at gå for hurtig. Deres tanker og læber blev forenet i et øjeblik hvor alt føles større og mindre på samme tid. Hans anden hånd kærtegnede hendes arme og hendes krop. Erotiske gestus signalerede en kødelig lyst og et dybere behov for erkendelse. Åben og en risiko for at blive brændt.
Endelig lagde han mærke til hvor varm hun var blevet og han rullede om på ryggen ved siden af hende, halvt gispende og med dybe vejrtrækninger. Wow.... fik han udstødt, tømt for luft. Han vendte hovedet og kiggede på hende og endte igen endnu engang fordybet i hendes øjne. Et forsigtigt smil inden hans ene hånd fandt hendes. Han gav dog kort slip på den af chokket af hun endnu ikke var kølet ned men tog den dog igen og gav den et kys. Han vendte sig om på siden med front mod hende og lagde sig helt tæt op ad hende. Du er varm. konstaterede han med et glimt i øjet. Kan du kunne holde til mere? spurgte han så kækt og trak hende tættere ind til ham. Han havde en god ide hvad hendes svar ville være men han nød alligevel at se hende reagere på hans spørgsmål uanset hvor retoriske de var. Celina tirrede ham og han håbede på at kunne gengælde tjenesten.

Normalt havde hun en vis kontrol over sin kropstemperatur, og det havde hun da delvist endnu, men kun delvist. Enhver berørt fra ham sendte temperaturen en grad op og hun forsøgte ihærdigt at styre det men så sig besejret af hans væsen som overvældede hende og tog pusten fra hende. Hun fornemmede ham sitre, svagt og flygtigt men en reaktion der var mere end nok for hende, til at vide at hun gjorde det rigtigt. Kysset blev bragt en stadie højere som han gjorde det en anelse hårdere på samme tid som han formåede at få hende lagt ned på ryggen med hans store krop følgende over og som et skjold der skjulte hende fuldkommen.
Det prikkede i huden som hans hænder gik på opdagelse hen over hendes krop, og dog standsede hun ham ikke, kunne ikke, selv hvis hun havde det ønske. De erotiske kærtegn kroppen blev skænkede hjalp ikke fornuften tilbage, derimod, skød den sidste rest overbord. Naturligvis gav hun igen, hendes hænder vandrede over hans krop, gik på opdagelse over hans bryst, ned over hans mave, og hofter, kort gled de om ham og trak ham krævende og bestemt mod sig. Der var ingen behov for ord, hun vidste hvad han signalerede med sine kærtegn, trods det, ønskede hun ikke andet end at give ham den erkendelse af søgte efter, som hun vidste hun selv ville blive behaget undervejs. Ikke et øjeblik holdt hun inde med at udforske hans læber med sine, derimod, syntes det at gå for hurtigt og så brød han det. Som ham tvang hun luften ned i lungerne, pulsen var steget, hendes temperatur måtte være ulidelig! Hendes bryst bevægede sig hurtigt mens den forsynede kroppen med den portion ilt den havde behov for. Trods dette trak det let ud i hendes mundvig ved hans korte udbrud og hans mening der kom til udtryk. Som han vendte hovedet mod hende, gjorde hun ligeså, deres blikke mødtes, hendes en anelse drillende. Hans hånd fandt hende kun for chokkerede at give slip, imens forsøgte hun at få kontrol over sin temperatur mens hun kort så beklagende på ham. Ikke mange sekunder efter tog han den dog igen, og kyssede den, hvortil hun ikke kunne andet end at smile og lægge sig om på siden, og han gjorde det samme med kroppen tæt op ad hendes. Hun smilede blot en anelse større som han konstaterede at hun var varm, det var hun bestemt. Som fortsættelsen faldt brød en kort latter hendes læber, han var bare nød til at spørge ”Spørgsmålet er om du kan udholde min varme..?” svarede hun spørgende. Det var vel et ja på hans spørgsmål, men på samme tid måtte han have opdaget at det ikke vil blive en kold oplevelse. Hendes krop blev presset mod hans, og hun tog glædeligt imod fornemmelsen af hans krop mod sin.