Hvad der var sket tidligere på aftenen var så blurry for Tarrim at han ikke rigtig kunne huske. Alt hvad han vidste var, at han var på vej ud af kroen og hen til det velkendte vandfald i Medanien og at han bare skulle være der uden nogen bestemt grund. Hans gangart var usikker, men han holdt stadig balancen mens han gik frem i mørket, med en hånd der lyste af ild. Det var ret risikabelt at gøre det, men det var han egentlig ret ligeglad med.
Han skulle bare væk fra kroen og dens mange mennesker, der kiggede alt for meget på ham. Han var mere end sikker på, at der var fyldt med inquisitors over det hele! Og nu kom de for at hente ham tilbage til det helvede igen! Men nej, de havde ikke regnet med at han bare ville gå sin vej, dummernikker. Han var en hel del bedre end dem.

Da han kom til den lille sø hvor vandfaldet endte, satte han sig på knæ foran bredden, stak sine hænder i vandet, slukkede derved flammen, så det blev mørkt, og plaskede vandet i sit ansigt. Så snart det var gjort var han igen, lettere usikkert tilbage på benene og startede den samme flamme igen. Hvorfor han ikke bare gjorde brug af sin lys magi var forvirrende, men det var ham underordnet. Nogle gange var det bare bedre at flambere ting end at beskytte sig mod dem. Eller var det? Tarrim var ret forvirret i nat.

Bløde regelmæssige hovslag kunne høres inde fra skovens dyb. Den bløde galop kom hastigt nærmere inden en høj skikkelse kom til syne mellem træerne. Skumring havde haft en lang og ikke mindst varm dag, og trængte efterhånden til at blive kølet ned i vandfaldets brus.
Hun havde dog taget højde for menneskenes glædefor vandfaldet og havde af den grund taget det hvide klæde omkring overkroppen, så hendes barm var dækket i tilfælde af, at hun skulle rende ind i en af de tobenede, der ikke virkede så glade for nøgenhed generelt.
Tværs over brystet havde hun en stor langbue siddende og ved hoften et stort pilekogger. Mørkets krigere havde været meget glade for at gemme sig i skoven efter deres nederlag, og det var af samme grund, at hun var blevet ekstra varsom og derfor altid bar våben på sig.
Idét hun nåede frem til vandfaldet fik hun med det samme øje på en skikkelse der sad ved vandet, de store sorte øjne betragtede roligt skikkelsen, inden hun skridtede tættere på og stoppede så omkring 10 meter fra ham, så han ikke ville få et hjerteanfald, det var de færreste mennesker der ikke blev bare den mindste smule overrasket over at se en kentaur.
"Undskyld?"

Tarrim måtte være blevet fuld nok til ikke at lægge mærke til de bløde hovslag der lød længere væk mens han sad, kun en smule oplyst med fronten til vandet og ryggen til lydene. For ham var det blot en af omgivelsernes mange lyde og hans paranoia lagde sig egentlig kun omkring lyden af folk i eventuelle rustninger. Krigere eller fulde folk måske. Han sad egentlig bare og gloede ud i luften, mens han forsøgte at blive bare lidt klar i hovedet. Det var svært for han blev ved med at falde hen i staver og sad egentlig og halvsov mens hesten eller hvad end det nu var der galloperede afsted, kom nærmere.

Det var først da en stemme der sagde undskyld, brød stilheden, at Tarrim reagerede. Han gav et større spjæt fra sig, rejste sig brat og trak samtidig sit sværd, rettende det mod hende, mens at ilden ved hans venstre hånd formede sig større. Han stirrede næsten hidsigt op på vedkommende og han havde ikke engang nået at lægge mærke til hvem det var.
"Hvem der!" Snerrede han vredt, men det var mere end bare let at høre den lettere angste undertone ved hans stemme. Han gik varsomt tættere på, til det gik op for ham, at det var en kentaur og at han sagtens vidste hvem det var. Som reaktion, sænkede han sværdet og gloede åndsfraværende, chokeret på Skumring, der tilsyneladende havde fundet ham før han havde nået Krystalpaladset.

Skumring nåede kortvarrigt at få et helt chok da skikkelset for op og pegede et våben imod hende, men hans tilstand fik hende bare til at trække lidt på smilebåndet, han havde ikke en chance sådan som han stod og svang med våbnet, desuden var hans fodarbejde vidst ikke i top i hans tilstand. Der var ingen tvivl om at hans teknik var noget nær perfekt, men sprutten slørede det en del.
Idét hun fik øje på hans ansig lignede hun dog noget der havde set et spøgelse, inden hun trådte et skridt tilbage og det tydeligvis også gik op for ham hvem han stod overfor.
"Tarrim?"
Hendes stemme var rystet og hun lignede mest af alt en der ikke troede sin egne øjne. Da hun fik i vide at han var blevet taget til fange havde hun med grim følelse afskrevet ham, for for hende kunne det lige så godt være en zombie der stod foran hende.
"Hvad?.. .Hvad er der sket?"

Tarrims chok blev kun større da Skumring udbrød hans navn. Var det virkelig hende, eller havde han et flashback? Han tabte sit sværd, uden at tænke over det, for derefter at tage sig konfus til hovedet. Da hun spurgte hvad der var sket, så han op på hende igen.
"Skumring, er... Er det virkelig dig?" spurgte han mens hans øjne blev lettere blanke. Han anede ikke hvad han skulle sige til det her, og der var altså bare kun én måde at finde ud af om hun var virkelig på. Normalt ville hallucinationerne forsvinde, hvis man rørte ved dem. Eller også ville han bare blinke og "vågne op" fra dem. Han sank en klump og gik helt hen tæt på hende.

Da han stod der, rakte han ud og lagde sin ene hånd, som ikke var tildækket af ild, på hendes forben. Han måtte finde ud af om hun var rigtig eller ej.
Da han mærkede hendes ben og den lettere stride hesteagtige pels, åndede han lettet op smilte forsigtigt mens han kiggede op på hende igen.
"Jeg har ledt efter jer.. Dig.. Jer alle sammen," forklarede han mens han forsøgte at vænne sig til, at han nu igen skulle anstrenge sig virkelig meget for at kunne se op på Skumring. Han var helt kuller. Pisse fuld, rigtig forvirret og endnu mere ved siden af sig selv. "Du har ingen idé om hvor meget jeg har savnet dig," mumlede han forvirret, mens han kunne mærke at han fik overbelance og landede lige på ryggen. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv. Første gang han så Skumring efter at være kommet ud fra det gudsforladte sted og så skulle han absolut være helt væk i euforiserende drikke.

Idét Tarrim smed sit sværd trådte hun roligt et par skridt tættere på, så de store hove slog hule lyde imod den hårde jord. "Ingen andre end mig!" Hun smilede til ham, så de hvide tænder kortvarrigt var blottet, inden han hånd ramte hendes forben i en blid berøring. Forsigtigt og ganske langsom lagde hun hænderne om hans ansigt og studerede ham så indgående med en bekymret mine, et øjeblik blev de store sorte øjne blanke, inden en tåre løb nedover den ene kind, om det var glæde eller lettelse, eller sorg over at se ham sådan var ikke rigtigt til at sige.

"Vi har alle sammen savnet dig. De fleste af os havde opgivet håbet om nogensinde at se dig igen da vi hørte at inkvisitionen havde taget dig!" Hun slap ham forsigtigt og beskuede ham så dumpe ned på jorden. Så grinede hun kortvarrigt mens stemmen dirrede en kende, inden de solige forben bukkede ned, og den store sorte hestekrop lagde sig ved siden af ham, dog endnu med den menneskelige overkrop oprejst.
"Hvordan slap du væk? Hvad skete der?"
Hun lagde hovedet på sned og fejede så en lok af det lange hvide hår om bag det ene spidse ører mens hun så indgående på ham, arret i ansigtet talte vidst for sig selv

Tarrim blev liggende til at starte med, mens han skyndte sig at slukke den ild han havde formået at starte på jorden ved siden af sig med et knips. Et kort øjeblik blev der helt mørkt, men så valgte han at oplyse det lille område omkring dem med lys magi. Det var også mindre farligt. Og nu var han heller ikke alene.
"Så I vidste godt at de havde mig?" Spurgte han lidt forvirret. Der måtte være en grund til at de ikke havde smidt alt og var kommet efter ham for at hjælpe. Hvad, vidste han ikke, for han havde isoleret dernede. Han havde ingen anelse om hvilken form for kaos Krystallandet havde været i den lange tid han havde siddet dernede og rådnet.

Han kunne godt se, at der gled nogle tårer ned ad Skumrings kinder, men hvad han skulle gøre ved det, vidste han ikke. Han satte sig op da hun havde sat sig ned. "Jeg havde helt glemt hvor anstrengende det er at glo så langt op for at kunne se dit ansigt," mumlede han med et skævt smil, før det uundgåelige spørgsmål kom. Desværre var det en stor blurry episode for ham og da han forsøgte at tænke tilbage på det, var det virkelig svært for ham at komme frem til en forklaring.
"Der var kaos og én eller hjalp mig ud af cellen. Så stjal jeg en masse af deres krystaller og stak af," forklarede han forvirret. Han kunne også sagtens huske, at han havde stjålet noget tøj og det sværd der lå ved siden af, men det var ikke så vigtigt som krystallerne. Han havde stadig temmelig mange af dem i sin bæltepung. Og det var ikke dem af lille værdi.

Skumring rynede let brynene da han spurgte hende, inden hun nikkede kortvarrigt "Ja, vi fik det ikke bekræftet, men en sværdkæmper som dig forsvinder ikke fra jordens overflade uden grund. Der var flere af os der prøvede at komme ind og hente dig, men det var mere eller mindre selvmord." startede hun og fangede så et langt græsstrå fra jorden, som hun begyndte at sno imellem fingrene. så tørrede hun hurtigt tårene væk, menneskene var også ret sky overfor følelser og hun ville af den grund ikke belemre ham, på trods af, at gråd ikke altid var en skidt ting.
"Inkvisitionen fik en del af lysets krigere, deres hovedbygning ligger midt i byen hvor et indbrud desværre er ret åbenlyst og hele deres område er så velbevogtet at det halve kunne være nok."

I en langsom bevægelse trak hun den store bue over hovedet og lagde den så på jorden sammen med pilekoggeret der endnu var fyldt med hjemmelavede pile.
Til hans næste sætning kunne hun dog ikke lade være med at grine lidt, hun var høj, meget, og det var de færreste der ikke blev skræmt af hendes størrelse, men Tarrim havde altid taget det roligt.
"Jeg bliver nok aldrig lavere, men vi kan nok finde ud af at lave nogle stylter til dig!" Så lo hun igen men blev kort efter alvorlig ved hendes fortælling, hun kunne slet ikke forestille sig at være fanget så længe, og vidste af samme grund slet ikke hvad hun skulle sige til hans historie, i og for sig var det hele så uvirkeligt.

Tarrim nikkede forstående da Skumring forklarede sig omkring enhedens problem med at få ham tilbage. Det var forståeligt, selvfølgelig var det det. Der havde vel ikke været noget at gøre, som hun sagde. Og Tarrim stolede på hendes ord, godtog dem som forklaring på Lysets krigeres problemer med indblanden i den ene affære. Så var der ikke noget at sige til, at han først var kommet ud for knapt en måned siden. Ubevidst, begyndte han at pille ved stumpen der var tilbage af hans ringfinger. Han lod dog være med at kommentere det. Det var der ingen grund til.

Af samme grund, kom der ikke særlig meget latter fra ham ved Skumrings vits om stylter. Han smilte kun kort og så derefter ned på sine hænder.
"Jeg tror jeg bliver nødt til at brænde stedet ned næste gang jeg ser det, Skumring. Det sted... Du kan ikke forestille dig hvor forfærdeligt det er," forklarede han lavt, nærmest bange for, at nogen skulle høre ham. Så begyndte han pludselig at le humørsforladt.
"Men lige meget hvad de gjorde, så sagde jeg ikke noget til dem. Jeg gav dem endda falsk information," sagde han mens han så hende i øjnene. Det var sindssygt, at han havde været i stand til det overhovedet. Han forstod det ikke engang selv.

Skumring greb nærmest desperat fat om en af de lange hvide lokker fra det enorme hår der som altid var lidt rodet, faktiak kunne det minde lidt om troldehår men på den elegante krop og med hestekroppen så det bare naturligt stort ud. For at aflede nogle af alle tankerne pillede hun med totten, delte den, flettede den for så at flette den op og rede den med fingrene.
Til hans ord rystede hun blot på hovedet, han havde ret, hun anede ikke hvad han havde været igennem, eller hvilket helvede det havde været, kun kunne kun forestille sig det. De sorte øjne ramlede imod hans ene manglende finger som han sad og pillede ved, et sæt gik igennem den store krop, men hun fortsatte med at være stille, hun ville ikke rode op i noget der kunne risikere at være så godt som fortrengt eller for den sags skyld bare ikke skulle rodes i.

"Jeg er imponeret over din styrke, de færreste af os havde klaret to år uden tortur og kunne klare kun at give falske oplysninger!"

Det var sandt, Skumring selv havde nok ikke holdt til det, men hun var også meget sart af natur på trods af den store stærke krop hun var i besiddelse af var hun et frygtsomt væsen der helst undgik konflikter eller for den sags skyld kampe, med mindre det var strengt nødvendigt.

"Hvordan har du det, helt reelt?"

Hun så alvorligt på ham og lagde så hovedet en hende på sned mens totten gled igennem de stærke fingre igen og igen. Spørgsmålet kunne for mange virke komplet åndsvagt taget hans situation i betragtning, men alle kom ud på den anden side af den slags forskelligt, nogle kunne fremstå upårørte, men så snart man kradsede lidt i overfladen stod det skrækkelige billede frem der ellers havde været gemt væk, mens andre med det samme kunne græde råbe eller skrige og få det ud på den måde.

Selvom Tarrim kæmpede med sine egne problemer, så kunne han godt se på Skumring at hun var usikker. Han kunne godt huske tegnet på dette, den ene tot der altid skulle rodes rundt med og han skulle til at tage fat i hendes hånd bare i et forsøg på at hjælpe hende, men så talte hun til ham og lød oprigtigt imponeret over hans styrke. Han smilte lidt igen, men undlod at kommentere på det. Det var bedst, hvis han lod være, syntes han selv, og derfor forblev han bare tavs og nikkede.
Han forventede ikke at blive spurgt direkte om hvordan han havde det og derfor, da hun gjorde dette, så han forvirret op på hende.

"Der var én af dem, der virkelig var forfærdelig. Det var ham der fjernede min finger," sagde han, uden at tænke videre over det.
"Jeg føler det er blevet personligt. Før var alt det her bare arbejde. Naturligvis for at landet skal forblive lyst og godt, men nu.. Nu ønsker jeg virkelig hævn. Den ene mand. Jeg ønsker at tage en finger fra ham. Måske hans liv, jeg ved det det ikke. Jeg.. Jeg har det ikke godt, men det er ikke særlig relevant hvordan jeg har det," forklarede Tarrim. Så snart han havde talt færdig, hørte han nogle nye lyde. Hans rus havde åbenbart lagt sig, for nu var mere opmærksom end før og han så kort hen på Skumring, før han tog sit sværd og rejste sig.

"Der er nogen her," sagde han lavt. Hans hånd lyste stadig op, men han havde ikke ligefrem tankekraften til at slukke det nu.
Kort efter dukkede der seks mænd op, alle sammen enten med økser, stave eller knive. Luskede folk, sikkert ude efter krystaller. Eller også havde han bare gjort for meget påstyr på kroen. Det var ikke til at vide og nu kom de tættere på, mens Tarrim stirrede på dem, spørgende, næsten helt forvirret. Det kunne også sagtens være tidligere krigere af mørket? Måske var han ikke sluppet væk helt så let?
Han nåede ikke tænke særlig meget længere, da han mærkede et skarpt, koldt blad mod halsen. "nu står vi begge lige stille, okay?" beordrede fyren. Tarrim stivnede og slap med vilje sværdet.

Skumring rodede videre med totten, endnu mere befippet end før da han begyndte at snakke om hævn, det var forståeligt, hvis nogle havde gjort hende uret som manden havde gjort imod Tarrim var intet andet retfærdigt. Desværre havde hævn det altid med at give bagslag, uanset hvor nøje planlagt det havde været skulle der nok komme et eller andet i vejen, dette sagde hun dog ikke højt, det var ikke hvad den anden kriger ville høre og af samme grund valgte hun bare at tie stille.

"Dit velbefindende er altid relevant kære. Uanset hvorfor eller hvordan er det vigtigt!"

Så smilede hun igen, og skulle til at strække en arm ud for at stryge ham over kinden da hun hørte lyde fra skovbunden og før hun nåede at nævne noget som helst kom Tarrim hende i forkøbet. I en hurtig bevægelse fik hun fat i sine våben, inden den store hestekrop gav et anstrengt ryk så hun kunne komme op at stå. Hurtigt søgte blikket efter en udvej, men mændene havde mere eller omringet dem ved vandfaldet, hvorfor havde hun ikke hørt dem før, måske var det vandets brusen eller alle hendes forvirrede tanker omkring den tilbagevendte soldat foran hende..
I en hurtig bevægelse trak hun den store langbue, så musklerne der ellers så fint var gemt under den fejlfrie men lettere beskidte hvide hud, kom til syne som hun rettede den dødelige pil imod en der lignede lederen af gruppen, synet af manden bag Tarrim fik hende dog til at stoppe op i bevægelsen, endnu med pilen parat til at slå ihjel

De andre mænd forblev kampklare, da det store hesteagtige menneske spændte buen og sigtede på dem. Lederen, der godt kunne se hvem det var der blev sigtet på, stillede sig frem.
"Tag det roligt, kentaur, vi er blot her for et.. Udbytte. Du kan sagtens gå.. Ride.. din vej, hvis du ønsker det, vi vil bare gerne lige tale med fyren der," forklarede han, mens han pegede på Tarrim, der stadig stod, paf. Det skulle dog ikke vare særlig længe, før hadet brusede op i ham. Han fik en rasende grimasse i ansigtet og tog meget pludselig fat i den kniv han havde for halsen, for at tvinge den væk. Selvfølgelig skar han sig ret grimt på denne handling, men det var ham underordnet.

Der gik ild i hans hånd, så bladet blev for varmt at holde ved, og i samme øjeblik manden slap, vendte Tarrim sig rundt og stak det glohede våben lige ind i ansigtet på ham, blot en gang. Nok til at fyren ikke stod op længere og han kunne samle sit sværd op. "Nej!" Snerrede han da han så de resterende fire komme løbende med hævede våben.
Da der var én lidt for tæt på at stikke sit spyd i Skumring, til hvad Tarrims tålmodighed kunne klare, sendte han en større eksplosion af lys magi i ansigtet på ham, efterfulgt af en ildkugle, for at han kunne komme væk.
Kort efter fandt han sig selv i en hidsig kamp med en mand der havde en økse.

Skumrings ellers blide blik fortrak sig i en snærrende grimasse da lederen af gruppen trådte frem, Tarrim var hendes ven og hun opgav ikke sine venner med mindre hun var bundet på hænder og fødder, magtesløs overfor situationen hvilket ikke var tilfældet.
Idét Tarrim blussede op og kampen brød ud slap hun den dræbende pil der hamrede imod lederens brystkasse og næsten hele vejen igennem, havde det ikke været for styrfjerene der stoppede det dræbende våben der alligevel fik den store mand til at synke til jorden.
Adrenalinen punpede igennem kroppen på det store væsen så noget der bedst af alt kunne beskrives som en rus bankede indover hendes bevidsthed, begge hjerter kæmpede for at sende blodet rundt i kroppen på væsenet som hun trak endnu en pil og sigtede mod en der løb imod hende, så slap hun strengen og sendte pilen imod hans halsregion, desværre havde han på nuværrende tidspunkt set kentauerens træk og sprang til siden, hvilket forårsagede at pilen borrede sig dybt ind i hans skulder.

Skumring blinkede kort inden hun mærkede den skærende smerte som manden med spydet hamrede spidsen af våbenet imod hendes ribben, på hestekroppen vel at mærke. Hun gav et anstrengt støn fra sig som eksplotionen tvang hende til at knibe øjnene sammen, på trods af at hun selv kunne mestre magien var hun tvunget til at se væk. I en hurtig bevægelse fik hun vendt den store bagpart imod Tarrim, inden hun sparkede ud og de store hove knusende trykkede imod manden der før havde været hans modstander.
Hun gav et gisp fra sig og spejdede rundt, hvor mange var der overhovedet tilbage?

Tarrim kunne se at øksen fra hans modstander var faretruende tæt på at ramme, da Skumrings bagben fik ham sendt flyvende væk. Det gav ham en lille smule pusterum, mens Skumring også så ud til at tage dette til sig. Han så selv lige så paranoidt rundt højst sandsynligt dobbelt så paranoidt som hende. Han skulle til at regne med at de alle var stukket af, men kort efter dukkede der én op ved ham meget pludseligt. Der var en anden ved Skumring. Han havde fat i fyren med pilen i skulderen, men dette gjorde ikke det hele meget lettere, for Tarrim var både lettere beruset og udmattet efter for megen magibrug, samt søvnmangel.

Det startede med at være en kamp hvor modstanderen havde et kort sværd og Tarrim havde sit langsværd, men det endte med, at han ignorerede fornuft, greb han i fyrens sværdarm og stødte ind i hans brystkasse med skulderen så de begge faldt på jorden og rullede lidt rundt der, forsøgende at få overtaget. Tarrims hænder gik i flammer igen, men de blev slukket da de begge faldt over vandkanten og ned i det kolde vand. Her formåede modstanderen tilsyneladende at få en kniv frem og stikke den i underarmen på Tarrim, der blev så hidsig at han lavde en lyseeksplosion under vandet der både smed modstanderen væk, samt ham selv.
Her kom det store problem så, gik det op for Tarrim. Han kunne ikke svømme, men var så ude af den at han alligevel formåede at komme til overfladen, hostende og spruttende.

Skumring fik i løbet af få øjeblikket og ved hjælpe af sin enorme kampvægt nedlagt den sidste modstander der endnu ikke var tynget imod vandfaldets bund grundet en tung rystning. I tre lange spring var hun hende ved vandfaldet, hvor en lang slyngplante skød ud og grem fast om Tarrim der tydeligvis ikke kunne svømme, men kun lige akkurat kunne holde sig oppe over overfladen. Flere lyde fra skoven blev tydelige og Skumring besluttede, at det var bedst bare at komme væk. I et hårdt træk fik hun Tarrim ind til bredden, inden hun trak ham op med sin enorme styrke og lagde ham henover hendes brede hesteryg efter at gave sikret sig, at han var okay.
"Jeg tror der er flere i skoven vi ikke har lyst til at rende ind i!"
Konstanterede hun hurtigt og satte så i galop med Tarrim over ryggen, væk fra de mistænksomme lyde

// out