Solen stod ikke nær så højt på himmelen da Sadira forlod kysten for at tage en tur rundt i byen, det var eftermiddag og det havde været en del uger siden hun sidst havde mærket græsset mellem tærene. Sadria lukkede døren op til kroen og fandt et ledigt bor. Det var inden aftensmad så der var ikke så fuldt som der plejede, eller som der ville blive, lige så snart mørket faldt på, dukkede der de mystiske væsner op i byen.
Sadira havde sat sig i et hjørne med en kop varm et-eller-andet, hun var endnu ikke klar over hvad hun havde bestilt, men så meget van til overfladen var hun heller ikke. Det var 3. gang hun havde vandret igennem byen, og idag havde hun ikke behøvet at stjæle, eller at låne som hun gerne ville kalde det. Hun havde slogt en masse kurve de kommende par dage, og derfor havde hun haft mulighed for selv at betale for både mad og drikke. Hun betragtede de forskellige personer der var på kroen i øjeblikket. Hun ledte ikke efter nogen speciel, men hun havde da en tanke i bag hovedet om en speciel hun gerne ville se igen. Det havde været underligt for hende, at det skulle blive sådan her.

I samme kro, på et værelse oven på, havde Rafixul midlertidigt indlogeret sig. Han sad lige nu og fik redt noget af alt støvet ud af sit lange hår, samt skæg. Det trængte til det. Da dette var gjort fik han sit bælte, med øksen hængende i, på igen og gik ud af døren, for at komme ned i krostuen.
Hans ærinde i hovedstaden var egentlig ikke noget stort, men han havde alligevel valgt at tage en tur på kro, bare for afslapningens skyld. Under alle omstændigheder, så var lyset blevet dominerende, så mon ikke det gik, at slappe af en gang i mellem i stedet for hele tiden at skulle se sig over skulderen. Rafixul ville ikke have det store problem med dette eftersom at han var blevet en del af en af de mest problematiske bander her i Krystallandet. Men hvad hovedstadens indbyggere ikke vidste havde de ikke ondt af. Lige nu var han blot Rafixul, lejesoldaten, der tilfældigvis var en meget trofast kunde i kro og sådan var det bedst.
Han gik hen til krofatteren, smed en krystal på bordet.
"En stor omgang mjød," sagde han med sin mørke, kraftige stemme, før han satte sig ned og rettede på sin skjorte uden ærmer, armene noget muskoløse. Han var ikke typen man lagde sig ud med overhovedet.

Sadria sad med sin varme te tæt indtil ansigtet, hun var ikke helt vant til temperaturen på overfladen, så den mindste varme tog hun til sig, og hun måtte en gang imellem fugtig gøre sin hud for ikke at tørre helt ud. Hun pustede ned i koppen og tog en lille slurk, hun betragtede i kort øjeblik flammen der stod op af lyset på bordet, det var meget smukt. Hun smilte svagt og pustede let så flammen nærmest ville danse for hende. Hun satte koppen og lagde hænderne på bordet. Hun kunne kigge på det hele aftenen.

I det samme øjeblik kom en letter fuld mandelig skygge hen imod hjørnet hvor Sadira hun sad, han var en kriger, og en god en af slagsen, han havde et krus mjød i hånden og greb med den frie hånd fat i Sadiras, så ellers tynde og sarte håndled
"Kom min smukke, nu skal vi danse, og bagefter vil jeg se hvad der gemmer sig under dine triste klæder" sagde manden og tog hårdt fat i hende og klappede hende i numsen, han trak hende med over til et bord hvor hans fellow krigere sad
"Se hvad jeg fandt, hun er næsten kønnere end nymferne, en fin lille sag" sagde han og skubbede hende i favnen på en af sine venner, som sad ned

Sadira vred sig, det var bestemt ikke særlig sjovt, men hun var ikke i stand til at kæmpe imod, ikke engang hendes magi ville kunne hjælpe hende, hun prøvede at sparkede og rive sig fri, men han var for stærk, eller også var han bare utrolig fed, hvilket bare gjorde det enormt ulækkert.

Den ro der ellers var i kroen blev forstyrret, da en gruppe af larmende krigere dukkede op. Rafixul sukkede lavt, men undlod at lade sig mærke med det. Så længe de ikke irriterede nogen. Navnligt ikke ham. Han tog en stor slurk af sin mjød da han fik den stillet foran sig og valgte at observere gruppen af folk. Da én af dem gik hen og forstyrrede en lille kvinde, hævede han øjenbrynet. Nu igen? Nok var Rafixul en del af en bande der ikke havde noget imod at sprede kaos, men dette var bare åndsvagt. Tidsspilde. De burde hellere gå ud og træne, som det var meningen at de skulle. Da han tog hende hen til sine venner og smed hende ned i skødet på en af dem der holdt hende fast, til hendes store misbehag, rejste Rafixul sig fra sin stol, tog endnu en slurk mjød og gik hen til dem.
"Her var hyggeligt før I kom," konstaterede han blankt. En af fyrene så ud til at genkende ham. En hvis handlers tidligere livvagt. Manden så faktisk skræmt ud, hvilket Rafixul brugte til sin fordel.
"Du vil få chancen for at gå nu. Hvis ikke, så bruger jeg dig, til at banke de andre med. Jeg håber vi forstår hinanden" forklarede han for fyren, der ikke tøvede med at rejse sig brat og forlade sine "venner".
Fyren der havde trukket tøsen med hen til gruppen, tog fat i kraven på Rafixul. "Du skal fandme ikke blande dig!" vrissede han surt. Rafixul svarede ham ikke. I stedet for nikkede han ham en skalle. Manden faldt omgående omkuld og han så hen på de andre der allerede havde rejste sig. Desværre stod der et bord foran dem, og Rafixul var blevet småsur, ergo, hans styrke havde forøget sig, og han tog fat i bordet og væltede de to fyre med den, men sørgede for at undgå pigen. "Jeg betaler for bordet, krofatter," råbte han højt, mens han gloede vredt ned på de to mænd der lå ned.

Sadria gav et halvt skrig fra sig, hun brød sig ikke om når folk gik igang med at slås, faktisk hadet hun alt former for krig og blod. Hun bed sig i læben og prøvet ihærdigt på at komme fri fra mandens greb, det endte dog med at han rejste sig, nu var hun ikke mere midtpunktet for deres hygge, han skubbede hende hårdt ind i væggen og tog fat i sit sværd. Der var ikke nogen der skulle fortyrre dem på deres fri aften.

"Du er modig at komme i vejen for os" sagde han og spyttede i gulvet. Han smilte roligt og svang sit sværd imod Rafixsul. Det her skulle nok blive sjovt. Han havde ikke fået lige så meget som de andre.

Sadira tog sig til hovedet, hun kravlede under nogle borde, og hen til hvor hun havde sine ting, der stod noget stift, hårdt stål op af hjørnet, det viste sig at være et spyd, et Aquarin spyd, et ret normalt lavet våben under vandet, men på overfladen, var det meget sjældent, og meget værdifulgt, det var heller ik Sadiras eget, men et hun havde "fundet" hos sin tidligere værge. Hun knyttede hænderne om skaftet og gik i huk og nærmede sig de andre. De skulle ikke slippe godt fra at gøre en pige fra havets dyb fortræd.

Rafixul havde ikke regnet med at den sidste mand ville gøre noget som helst andet end pakke sine ting og skride, men da han rejste sig med trukket sværd, blev han kun endnu mere hidsig.
"Du er meget dumdristig, at komme i vejen for kroens fred," svarede Rafixul igen, før manden svang sit sværd mod ham. Rafixul undveg, men kun lige nøjagtigt, før han selv trak sin tohåndsøkse og gav en meget dyb knurren fra sig. På det sidste var han kommet en del tættere på sin dyriske side og lige nu lyste hans øjne næsten af vrede. Den fremmede mand svang igen sit sværd, for kun at blive paréret af skæftet på Rafixuls økse. Med øksens hjælp, disarmerede han fyren, men kom samtidig til at snitte ham over armen. Da dette gik op for ham, greb han fat i fyrens arm, prikkede sin finger ned i såret, og fik det til at hele sammen.
"Dørmand! De har brug en eskorte ud herfra," forklarede han til dørmanden der endnu ikke havde nærmet sig af ren og skær fornuft.

Sadria krøb sammen under bordet, med sit spyd, hun trak vejret dybt ind og blev helt siddende. Hun studerede mændene nærmere, hun havde aldrig rigtig været så tæt på en slåskamp før. Hun bed sig svagt i underlæben, hun gjorde ikke noget, hun var en smule skræmt.

Manden sukkede, han skar ansigt da øksen ramte ham, og så overrasket på Rafixsul, helede han ham lige? Han løftede sit øjnbrynd og var hurtigt ude af døren, så snart det var muligt.

Da den sidste mand var forsvundet ud af døren, nærmede Sadira sig, hun rejste sig og stirrede på den store mand. Hun kneb kort øjnene tæt sammen, var han nu også til at stole på?