Ude på havet, længere ud end de fleste skibe kan komme, ned under overfladen hvor tusind fisk svømmer og hvor ingen mand nogensinde har sat sine ben ligger havfolkets rige, Aquarin. med store flotte søjler som omridset den store by. Det var formiddag i Krystalandet og solen stop høj på himlen. Sadira sad på en klippe skrænt og betragtede solen, det var som om hun sommetider var fanget på jorden og hendes elskede var inde i solen, den møde dens varme gløder kærtegnede hendes skuldre og resten af hendes hud på var en følelse hun ikke kunne forklare. Hun lukkede svagt sine brune øjne og lagde blidt hovedet imod sten fladen. Hendes hale bevægede sig let på vand overfladen. Der var næsten stille, kun vinden susen omkring hendes øre, hun kunne godt mærke at hun snart måtte tilbage under vandet, saltet fra vandet var ved at tørre ind på hendes hud og hun havde svært ved at trække vejret i fulde drag. Men lige nu nød hun at hun kunne se på solen uden at der var nogen i nærheden som skulle fortælle at hun skulle tilbage til sine pligter. Hun havde så ondt i fingrene efter timers pile flet, Zillia gjorde det ikke just nemmere for hende.

Devyn havde gemt sig bag en sten i flere timer blot for at se på sin gamle by. Den hvor hun blev jagtet lige så snart må så hende. Der hvor man ville slå hende ihjel for den hun var. Men det havde jo aldrig været hendes skyld at hun ikke kunne leve i vand. Det var jo bare den hun var. Der var jo heller ikke nogen der vidste hvorfor hun ikke kunne være i vand end mere end 4 timer, og ikke mindst så var det lige sådan på landjorden. Det var svært nok at være hende og det var der ikke rigtig nogen der vidste. Hvis de bare prøvede at være hende en dag så ville hun var lykkelig. Hun ville da hellere end gerne være som alle andre og bare sidde og arbejde og leve livet under vandet. Tænk at undgå og leve sådan som en der kunne være und vand for altid. Sikke en fantastisk smuk tanke, den var vel lige så smuk som byen var. Hvad var det den hed? Hun havde faktisk glemt det. Men hun ville jo også hellere glemme alt omkring byen og hendes familie. Gad vide hvordan de havde det egentlig nu hvor hun tænkte over det. Havde de det godt eller havde de det skidt? Hun ville gerne vide det, men på den anden side hvad godt kom der ud af det? hendes forældre havde ikke gjort noget for at prøve og stoppe dem som ville dræbe hende. Var de bare helt lige glade?

Midt i sin elendighed kiggede hun ned på sin hånd som hun kunne se var begyndt at sprække, så varede det sikkert ikke længe før smerten kom og så blodet. Det var trist, men hvad skulle hun gøre, egentlig var der kun en ting at gøre, komme op på land.
Lige så stille og uden at blive svømmede hun op til overfladen for at finde en sten eller noget hun kunne sidde på, den der var tættest på sad der allerede en på, mun ikke hun kunne få en lille balle? Men så igen hun kunne jo blive opdaget. Hun var forvirret om hvad hun skulle, og ret bange også. hun tog hænderne op af overfladen og kiggede lidt på dem og rystede på hovedet.

Sadria var i sine egne tanker i et kort øjeblik, men lyden af noget der nærmede sig hende gjorde hende mere opmærksom. Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede rundt, blikket strejfede en anden og et smil spredte sig over hendes læber, det lignede da Devyn, en hånd kom op af vandet og hun vinkede til hende. Det var vidst også på tide at hun skulle ned o vandet igen, det kunne ikke være andet end et tegn. Hun sprang i vandet og svømmede hen til hende.
"Devyn, Hey!" sagde hun og gled hænderne hen over vand overfladen. Hun sendte sin veninde et stort smil. Hun sagde ikke mere. Hun udrede sig hvad hun lavede her oppe. Der plejede ikke at være så mange, ikke når hun var der.