Markedspladsen summede af liv. En kvinde diskuterede prisen på fisk med en tyk handelsmand, børn løbe grinene rundt, en mand råbte op for at tiltrække kunder og et sted græd et spædbarn.
Midt i den summende menneskemængde stod Luca. Solen var i sit fineste set tøj, så Luca havde medbragt en simpel lyseblå parasol for at skærme sig for dens pragt. Han var også iført lang blå kappe med hætten slået op. I hættens kant var der sølv broderier og nogle fine mørke sten. Ligeså var det med ærmekanten. Stoffet i sig selv havde fine mønstrer over alt og special ryggen var prydet af broderier. Det resterende tøj var skjult i kappens folder, men de saphir blå øreringe der dinglede fra Lucas ører var stadig synlige, og den lange fletning, flettet med sten og sølvtråde, fik ham til at se ganske pæn uden på trods af at hans tøj var gemt væk.
Luca pillede irriteret ved sine øreringe. Den halskæde der havde matcet dem så godt var netop bleevt ødelagt, i det lune havde ragt op og hevet fat i den. Sættet var bare ikke komplet uden den, så nu havde Luca vovet sig ud i solens lys for at se om han ikke godt kunne finde sig et nyt sæt smykker... og måske noget tøj... det var længe siden han havde haft mulighed for at shoppe lidt.

Og hvis Luca bevægede sig mod en smykkebod ikke langt derfra, ville han kunne se en skikkelse med sort hår..
Elizeph var iført flere lag tøj den dag. Inderst var det fineste silke syet om til underbenklæder, og et rygkorset var bundet tæt om livet på den sorthårede, for at holde ryggen rank, dog uden at skabe nogle kvindelige kurver; det var korsettet ikke lavet til at skulle. Udenpå denne bar han en tynd, blød bomuldskjortel, som nåede lige ned til knæene. Endnu et lag var dernæst lagt, og dette bestod af hvidt silke i et lag så tyndt, at det knapt gjorde en forskel for andet end stadsens skyld. næste lag var det første lag, som man kunne tillade sig at vise frem uden at være uanstændig. Det var ligeså af silke, men en smule mere stift, og med guldtråd broderet ind så de dannede snørklede mønstre, og dog var tråden så tynd, at man kun lige anede det gyldne skær, når lyset faldt helt bestemt på stoffet. Den var formsyet til Elizephs krop, og passede som hånd i handske. modsat de forrige lag, som bare blev trukket over hovedet, var denne nøjsommeligt knappet i ryggen med guldknapper, som dog var ganske små. den havde en høj krave som sad tæt til halsen, og nåede helt ned omkring håndledene, og et stykke ud på hånden i en V form, og længden gik helt ned til anklerne. Men selv om man skulle tro, at dette ville være nok, så ville man snart finde ud af andet, hvis man valgte at tælle de mange lag tøj. Udenpå dette bar han en smuk, vinrød kjortel af Damask, med det kønneste mønster som dog kun svagt var synligt, i en lidt mørkere rød. Også her var der spundet guldtråde ind i stoffet, hvilket var med til at give illousionen af et mønster. kanterne på denne dragt lignede et gyldent reb, og det snoede sig hele vejen forneden, hvor dragten foran lå og hvilede på oversiden af den sorte støvle, og bagpå var der et slæb som strakte sig en halv meter bagefter den høje, slanke, ungt udseenede mand. Denne kjortel var lukket foran, hvor de smukkeste rubiner sad i et solidt guldindfat, og med en forgyldt lille kæde i midten. tråden som den var syet af, var ligeså belagt med en gylden kullør, som uden tvivl indeholdt det smukke, blanke metal.
Under alt den påklædning gik støvlerne helt op til midt på låret og var forret med lammeskind på indersiden. Normalt var Elizeph bestemt ikke tilhænger af at dræbe dyr for egen vindings skyld, men man måtte jo holde varmen!
yderst bar han en lang frakke, som hvis slæb var længere endnu. Mere præcist en halv meter længere end det forrige. Frakken var åben foran, men dog hægtet sammen med en gylden spænde ved livet. Den var sort, men med de smukkeste snørklede mønstre ned ad ryggen, og var virkelig en fryd for øjet. Forret i den var af et bestemt krystallisk dyr, som boede langt oppe i bjergene. Pelsen så tynd ud, men var blød som silke, og utroligt varm til trods for hvor fine de små pelsstrå var.
Ærmerne på frakken var lange for enden af ærmet, og hang åbne en god meter, hvor det smukke ærme kunne ses på dragten inden under.
Som om alt dette ikke var nok, så bar han et utal af smykker. Samtlige fingre var prydet med ringe. De fleste var simple guldringe, men nogle enkelte havde enten en mindre rød rubin, eller en større rubin i indfat. udenpå halskraven hang et rødt silkebånd med en rubin i gyldent indfat, og ned over brystkassen hang utallige af guldkæder, rubinkæder og andre ubeskriveligt smukke smykker. Selv håret fik ikke fred. Det var flettet ned ad ryggen, men bundet ind i et langt silkebånd, hvorpå små guldperler var syet. i håret foroven sad to vingeformede guldfigurer med en halvstor rubin i hver side, lige over ørene, og som så var forbundet med en perlekæde af ganske små guldperler hen over nakken. Ørene var naturligvis også præget af et par rubiner i en lille guldhank... Men af alle smykkerne, hang det skønneste i panden på ham. Det var en ganske lille rubin, og et ganske lille snørklet guldindfat. smukt var det at se på, og alligevel diskret. De sorte, bølgede hårlokker faldt blødt frem foran ansigtet, inden han strøg dem tilbage med en slank, feminin hånd, hvor neglene var lange og velplejede. de smagrad grønne øjne vurderede intenst et smykke, som han holdt i sin hånd. manden bag disken var elde vild for at handle med det smukke væsen foran ham. Han udstrålede jo rigdom! - ingen anede, at denne mand var intet andet end en tjener. Den blege hud fremstod næsten snehvid i den skarpe sol, og fik de grønne øjne til at stå endnu tydeligere frem. Men pludselig smed han smykket fra sig på disken, og i en kold, alligevel rasende tone hævede han den gyldne stav, som hvilede i hans hånd.
"Dit skamfulde bæst!" hvæste han af handelsmanden, inden han hvislede en bister formular, og derefter var et enkelt vip med staven nok til at hele boden væltede omkuld med handelsmand og hjælpere. "Hvor vover du at forsøge at sælge sådanne uværdige smykker til mig!" han lagde et tryk på 'du'. Han udtrykte hvordan han udviste ingen respekt for denne mand. "At tro, at jeg lader mig narre af sådanne forfalskninger! Og du kalder dig selv for en respektabel handelsmand!" folk omkring ham, fór forskrækkede væk.. ingen af dem ville have nallerne i klemme..
Men for at dæmpe dæmonens vrede, var handelsmanden straks nede på knæ, bad om tilgivelse.
Elizeph værdiede ham intet andet end et irriteret fnys, inden han med rolige skridt fortsatte sin gang ned ad den frosne jord, hvorpå de mange boder var placeret..

Da Luca den morgen var atget afsted til markedet efter nyt pynte stads, havde han ingen ide om hvilket forunderligt væsen han var bestemt til at møde denne dag.
Det midt på markedet, i nærheden af nogle af de smykkeboder Luca havde ladet sit blik glide over i søgen efter noget særligt, var hans blik landet på ham. En høj, bleg, mørkhåret mand, der tydeligvis satte lige så stor pris på skøndhed som Luca. Det lange hår var ligesom Luca kunstfærdigt dekoreret og han havde tydeligivs også en forkærlighed for smukke klæder og smykker. Luca blinkede af bare forbløffelse... Aldrig før havde han set en anden mand gå så højt op i den slags som ham selv. Det var nærmest helt utroligt...
Men før Luca fik kæmpet sig hen til den fremmede, som et møl draget til et lys, udstødte den smukke mand en foragtende lyd.
Luca så til og forsøgte at finde ud af hvad der foregik da boden blev tippet af magi. Hans blik løb over smykkerne der var blevet spredt over det hele. men han samlede ikke nogen af dem op. De var tydeligvis værdiløs. Det var uden tvivl også derfor den fremmede var blevet vred. Og ganske forstådeligt. Tænk at sælge billige kopivarer...
Han så efter den anden. Han havde brugt magi til at vælte bordet.... En anden demon eller...?
Spændene var ahn i hvertfald... Hans blik gled længselfuldt over en bod med smykke ægte ædelsten, før han løsrev sig. han måtte shoppe en anden dag! han fik næppe chancen for at møde den smukke fremmede igen.
Han løb efter den sort hårede mand og kort før han indhentede ham skiftede han til et mere værdigt tempo og fulgte efter - hann ville vente på det rette tidspunkt at indtroducere sig selv. Han skulle nødig fremstå som et fjols foran denne skabning.

Elizeph var ikke i det bedste humør nu. Han fandt stor irritation over den elendige forhandler. Problemet var at smykkerne ikke var guld hele vejen igennem, men blot forgyldt messing, og skønt stenene var ægte nok, så var det ikke fint nok for Elizeph. Det skulle være rent guld. Intet mindre kunne gøre det.
Hans tempo var højt, men uden at være så hurtigt at man ville tro at han skyndte sig. Men langsomt satte han hastigheden ned, lod sin gang føre sig hen til en anden bod. denne solgte smykker, vaser og andre kunstgenstande.. Elizeph lod blikket glide over nogle øreringe som hang på en lille stander af træ.
"Disse varer er af høj kvalitet! guld, sølv, bronze og med ægte ædelstene!" reklamerede manden.. Elizeph løftede en ørering af standeren, studerede den nøjsommeligt. Jo. den var god nok.
uden at værdige handelsmanden et eneste blik, samlede han et håndspejl op fra disken, for at vurdere hvordan øreringen ville se ud.. han holdt øreringen op ved siden af sin kind.. Jo.. den var vist fin nok.
Han lagde spejlet ned igen.
"Hvor meget koster disse?" spurgte han i en rolig stemme. Hans stemme var ikke voldsomt dyb for en mand, men heller ikke så lys at man ville tro at den var tilhørende en kvinde.
Han fik sit svar; de var dyre. Men det betød ikke noget. Han var dog ikke færdig med at kigge.. et par små, blå safirer fangede hans blik.. De ville klæde Shinichiro. Han samlede dem op, vurderede dem nøje.
"Og disse..?" spurgte han. Godt nok havde Shinichiro ikke huller i ørene...

Endnu.

Luca betragtede den fremmede da han fandt en ny bod at handle fra. Det kriblede i hans krop efter at gå hen og købe nogle af tingene selv. Og måske var det slet ikke en dårlig ide?
Luca begyndte at undersøge smykkerne på disken. Pris var heller ikke et problem for den vælhavende Luca, så han blev ikke afskrækket af prisen på den fremmedes øreringe, der var ganske pæne.
Lucas øjne søgte efter noget blåt til at erstatte det mistede hals smykke. Han samlede en sølvkæde op. Den havde en lille plade hængene fra sig med saphier på og fem fin poleret sten hængene ned fra. Den var faktisk ganske pæn.... Luca havde en skjote og et par støvler den ville se rigtig god ud til... Men den passede ikke rigtig til hans øreringe... Måske han skulle finde et nyt par øreringe også? Og måske en ring eller... Luca stoppede sig selv. han havde nær glemt den fremmede i sin iver. Han måtte ikke glemme der ikke kun var for at kigge på smykker han var gået til denne bod.
"Jeg så hvad der skete ved den anden bod. Det var godt gjordt af Dem," Sagde han en smule henkastet men i et høfligt tonefald og sendte den fremmede et charmerende smil.

Elizeph stod midt i en vurdering af hvorvidt han skulle købe sin herre en halskæde eller en ring, da han pludselig hørte nogle tale til ham.
han drejede ikke hovedet, men lod blot blikket glide ud af øjenkrogen, hvor han kort tog den anden i øjesyn. Var han værd at tale med? Han så ud til at være af højere status.
"En mand som ham, burde kende sin plads.." svarede den sorthårede i en rolig tone.. han bemærkede da halskæden i den andens hånd, og kunne ikke lade være med straks at bemærke øreringene som han allerede bar, der lige kunne skimtes imellem de blonde lokker.
Hans blik screenede disken, inden hans hånd langsomt rakte frem, fandt en halskæde som ellers lå godt gemt imellem en masse andre.
"Denne her er bedre." lød det så kortfattet, inden han lagde kæden langsomt ned på disken foran Luca. Række den ud ville han ikke, for så kunne han risikere fysisk kontakt. Kæden var af sølv, men med små sølvperler som hang efter ca hver 5 centimeter. vedhænget var lille, men stadig stort nok til at være prangende. det var en blå Tanzanit.
Dets blå farve var indhyllet i et fint, svagt violet slør, hvilket gav den en farve, hvor man sjældent så noget lige. men selv om farven var en anden, ville den stå smukt til øreringene, eftersom indfattet var det samme.
Selv lod han nu blikket søge videre.. måske Tanzanit ville være et godt valg til Shinichiro? hvorom alting var, så var det jo nok en af de dyreste ædelstene man kunne finde...

"Enig," svarede Luca bare kort tilbage. Den anden virkede ikke umiddelbart interesseret i Luca. Det var ellers nyt for ham. Normalt var folk jo meget interesseret i ham pga hans skønhed. Det var lidt noget andet når han stod over for sin lige mand lige pludselig. For i følge Luca var den fremmede naturligvis ikke smukkere end ham selv.
Luca lyste helt op da den anden rakte ham halskæden. Han kunne ikke lade vær med at smile. Den var perfekt. Han nikkede.
"Du har ret," sagde han. Han løftede en op og betragtede den med en kenders mine. "Den er et udemærket stykke håndværk."
Hans blik løb igen over den anden. Hvordan skulle han få startet en samtale med denne mand? han var frygtelig interesseret i ham, men han var ikke vant til at skulle jage en anden for at få dem interesseret i ham, og havde faktisk ikke rigtig nogen ide om hvordan han skulle gribbe det an. Den anden virkede ikke som en der bare sådan faldt for smiger og Lucas ellers uimodståelige charme.

Elizeph, som overfor fremmede havde en tindens til at virke utrolig hoven og overlegen, bemærkede omgående Luca's måde at tiltale ham på.
"Jeg mindes ikke, at have drukket 'dus' med Dem." lød det i en rolig, næsten ligeglad tone.
"Jeg ville sætte pris på en ordenlig, høflig tiltale." fortsatte han så i samme tone. Han lød ikke fjendtlig, mere bare ligeglad..
Hans øjne blev fanget af en smaragd, hvis farve matchede hans øjne meget godt. Jo.. den sten kunne han sætte i et sølvindfat, og Shinichiro ville have et fint halssmykke.. Han samlede den op, vurderede dens vægt og form, inden han bad om at købe den, samt de andre ting han fandt, plus noget rent sølv.. Han fandt dernæst en halvstor pung frem af et materiale som til forveksling kunne minde om thaisilke... han lagde den aftalte betaling på disken, og handelsmanden virkede ovenud lykkelig for sådan en god handel! som regel købte folk jo sjældent mere end én genstand..
Elizeph rankede ryggen fuldkommen, strøg en lok hår væk fra ansigtet mens han ventede på at handelsmanden skulle få pakket smykkerne fint ind..
Han reagerede nærmest som om han havde glemt Lucas eksistens. Ganske vist fandt han Luca ganske nydelig, og måske endda tiltrækkende... Men den slags havde det med ikke at virke distraherende på Elizeph.. for ham var der vigtigere ting i livet! Og desuden, hvad ville han få ud af at snakke med folk, som hvem appelerede til ham? Han havde ingen intentioner om at indvolvere sig sexuelt eller følelsesmæssigt med nogen. Det var efterhånden en del år siden at han havde lavet den slags. Næh nej, han foretrak altså at leve i cølibat.

Luca blinkede. Det var slet ikke gået op for ham at han havde skiftet over til det uhøflige tonefald. Fandens tage den husholdning. Han måtte have vænnet sig til at den talen ned til hinanden blandt demonerne i Lunes herskabshus at det var begyndt at blive naturligt. Satans.
Han undskyldte med det samme:
"Jeg beklager meget, jeg blevet vidst revet lidt med."
Den anden skulle til at gå, så i et sidste forsøg på at starte en samtale op med den anden valgte han at satse og fortsatte:
"Det er nok bare overraskelsen. Det er sjællendt man møder andre dæmoner strejfende om i byen," Det sidste var sagt lavt nok til at handelsmanden, der var travlt optaget af at tælle sit nye guld, ikke hørte det, men alligevel højt nok til at den fremmede kunne hører det. Han lod sit blik glide ud af øjnkrogen for at se den andens reaktion. havde han gættet rigtigt? Den anden havde brugt magi, men han kunne lige så godt bare være en form for troldmand aller lignene... Det var Lucas Incubus instinkter der fik ham til at sige dæmon, skønt han ikke var sikker. Den fremmede var ikke helt nem at sætte sin finger på.

Elizeph nikkede kort. Dette var som svar på at undskyldningen var accepteret..
Han skulle lige til at gå, men stoppede roligt op. Elizeph selv havde bemærket at Luca ikke var menneske. Han gættede selv på enten vampyr eller dæmon.. men den anden havde ingen spidse tænder, så derfor måtte det være dæmon.. Men hvilken type, var ikke helt til at sige.. En formskifter, ville Elizeph skyde på.. men dem fandtes der jo mange af.
"En strejfende dæmon er nok næppe udtrykket jeg ville benytte mig af." sagde han i en rolig tone, uden at lægge en dæmper på hans stemme. Folk der hørte ham kiggede forskrækket hen, hvorefter en del tog afstand.
"Blot en dæmon med et eirne." hen bøjede roligt hovedet, som en afskedsgestus.. Han havde flere handler at slå af.
Men manden bag disken var færdig med at tælle guldet, inden han viftede en hånd lidt frem for at få Elizephs opmærksomhed.
"Gode herre." sagde han - uden frygt. Elizeph havde jo blot været en godt betalende kunde, så det at han var dæmon afskrækkede ikke købtmanden.
"Har De måske interesse i at handle her igen? For så vil jeg hjertens gerne give Dem kontaktoplysninger så De kan finde mig igen."
Elizeph vendte nu opmærksomheden på manden, og svagt løftede han begge øjenbryn.
"Hvis De kan skaffe flere ædelstene af tanzanit, så er jeg villig til at handle." svarede han.
Købtmanden nikkede, svarede; "Jeg skal gøre hvad jeg kan! hvis De vil vente her sender jeg min buddreng hen til lageret efter en kuvert med de nødvendige oplysninger."
Elizeph nikkede blot, og rankede sig nu fuldkommen op, som en støtte, hvor han blot lod den ene arm hvile ned langs siden, mens den anden løst holdt om guldstaven..

Et erinde...?
"Ah, De er måske sendt ud af deres herre?" spurgte Luca henkastet. det var lidt et skud i tågen, men det var sjællendt han hørte om dæmoner på ærinder, og da han nu selv tjente en ung herre, virkede det ikke lige så usandsynligt for ham at den prængende mand foran ham var en andens tjener.
Luca rullede parasolen lidt i sin ene hånd. Selv med dens skærmen kunne han stadig mærke solens tilstedeværelse som en stikkende fornemmelse i kroppen. Det var varmt. Han lod hætten falde tilbage og svang sin tykke fletning om på ryggen, så ædelstene i den glimtede i lyset.
Nu kunne hans kønne ansigt endelig blevet set ordentligt. Hans blå øjne matchede glimrende de øreringe han havde på og hans lettere feminine træk fik de fleste til at syntes han var ganske smuk. Det var i hvertfald nok til at få et par kvinder til at vende hovederne. En hvis person ville have sagt han lignede en rigtig prinsesse......
Kanten af hans krave kunne lige skimtes i kappens åbning, så man tydeligt kunne se at han lige som den fremmede var nydeligt påklædt - om en i en noget andet stil.
Luca fik betalt for halskæden og lod så blikket glide over den fremmede igen. Han var i det mindste ikke gået endnu...

Elizeph var ikke imponeret af den andens gæt. Han var jo vant til at dæmoner tjente for en herre.
"Ja.. det kan man vist godt sige.." var hans svar, og i et øjeblik udtrykte hans ansigt næsten en følelse; en følelse af opgivenhed.
"Så min vurdering var at han kunne bruge nye smykker.." hans hoved bøjede ganske kort fremover, uden nogen særlig årsag, andet end at hans hår irriterede ham en smule..
Han betragtede Luka lidt.
"... Formskifter.." lød det så dæmpet.. Han betragtede Lucas ansigt nu da hætten var slået ned. Enten var han samme type som Elizeph, hvilket var nærmest utænkeligt, eller også ville han være en...
"Incubus.." tilføjede han så. Ja, det måtte han være. Det ville forklare hvorfor han så så ualmindeligt køn ud..
... Egentlig havde Elizeph ikke så stor en viden om incubus'es... de han havde mødt, havde forsøgt at gøre det de nu gør i drømme, og havde derved brændt nallerne, da Elizeph ikke ligefrem var typen der fandt sig i den slags! så han sov oftest med en roule til at beskytte sig med..

Luca så en smule overrasket på den fremmede og smilte så bekraftende.
Imponerende at han kunne gætte det bare ved at se på ham.
"Det kan jeg nok ikke løbe fra," svarede han og nikkede. Han havde ikke noget imod at den anden vidste at han var en incubus... Det var mere det at han havde kaldt ham formskifter... Det mindede Luca om at hans elskede udseende ikke var hans sande ansigt, en kendsgerning Luca gjorde et stort nummer ud af at glemme alt om.
Ubevidst skar han en let grimasse. Så rystede han det af sig.
"Er deres herre glad for smykker?" Spurgte han interesseret. Kunne det tænkes at den fremmedes herre var endnu smukkere end den fremmede selv? næppe sandsynligt, men alligevel...
"Min egen herre ville højst sandsynligt ende med at kyle smykkerne efter mig hvis jeg gav ham nogen.... eller sluge dem... eller måske forsøge at fodre hans egern med dem..." Lucas ansigts udtryk skiftede fra tænktsomt, til opgivende, til små irriteret imens han gennemgik skræk scenerierne. Ikke fordi Lune ikke kunne se pæn ud når han ville det, men når han ikke ville... Tja det var ikke til at sige hvad han kunne finde på.

Ved Lucas forklaring, kunne Elizeph straks genkende Shinichiro..
"..Tjaeh.." lød det tænksomt fra ham.
".... Om han kan lide dem, er så meget sagt... Men han har ikke noget valg. Jeg agter ikke at tjene under en, som hvem ikke klæder sig efter sin rang..." hans blik så ganske kort tænksomt ud.
"..... Men han har ikke altid lige nemt ved at forstå præcis hvorfor.. Han er stadig meget ung, ser De.." lød det kortfattet i en dæmpet, rolig tone, som samtidig afsluttede hvad han sagde, som om alene tonefaldet fortalte at han ikke yndede at tale mere om lige præcis dét. Han lød ikke skamfuld derom, men blot afvigende..
.. Egentlig, så havde shinichiros ikke så godmodige side haft et hysterisk anfald og bedt Elizeph om at skride ad helvedes til, for han ville ikke se ham i mindst en uge! - det var nu 4 dage siden, og imellemtiden havde Elizeph ikke sovet. - ikke at man kunne se det på ham. som dæmon havde han brug for mindre søvn - men han blev stadig utroligt træt, og kunne sagtens mærke hvordan han godt kunne sove i en 30 timer... Men han havde jo forbud mod at vise sig for sin herre igen...
Tsh! alt sammen fordi han havde givet sin herre en sviner for at han igen ikke havde læst sine lektier!

Luca så i et øjeblik forstående på den anden.
"Ah, de er svære når de er unge, ikke sandt?" Sagde han bare, som afsluttende kommentar. Så dæmonen over for ham havde også en ung herre.... Interessant. Måske de var mere ens end Luca først havde troet?
"De ved lige hvad de vil have," mumlede han, med et gådefuldt smil spillende hen over sine læber.
Siden George og Han havde introduceret kødets lyster overfor deres unge herre, var denne blevet tæt på afhængig af det. Det var ikke meget søvn Lune fik i disse dage... og nogle gange lod han det gå ud over Luca ved så at vække ham om dagen og krave hans selvskab der. Skønt det for det meste dog var George der havde Lune om dagen. Luca havde på fornemmelsen at George fik en lidt anden behandling på sengelindet end Luca fik. Men det var måske kun fordi Luca ikke ville finde sig i hans ydre blev skadet... og fordi George bare var et mascokist svin...
Lucas øjne opfangede en hvis træthed hos den anden, men nævnte det ikke - det ville være temmelig uhøfligt.

Elizeph nikkede.. Ja, Shinichiro var en bestemt ung herre... Desværre ville han meget gerne have nærkontakt med Elizeph.. Ikke i en seksuel forstand, men blot det at han elskede at sidde på skødet af den sorthårede, eller at læne sig op af ham.. Med tiden havde Elizeph vænnet sig til det, men han fik stadig gåsehud af væmmelse når det skete..
"Nemt er det i hvert fald ikke.. Men trods alt får det da tiden til at gå.." hans skuldre trak sig svagt opad i en lidt ligegyldig mine..
Nu kom drengen som købtmanden før sendte afsted, tilbage med en kuvert..
"Her." købtmanden rakte den til Elizeph, som besvarede med et høfligt nik, inden han tog imod kuverten og lagde den ind i en af de mange inderlommer på frakken..
Måske det var på tide at finde noget at spise..?
... Nah... Elizeph brød sig ikke om at spise hvor andre kunne se. Han holdt af at spise alene, eller i det mindste i privaten.
Pludselig var der en tanke, som slog Elizeph.
Han så nu -for første gang- direkte ind i Lucas øjne. Indtil da havde han knapt nok kigget på ham.
De grønne øjne var meget intense, og udtrykte ét eller andet, som man ikke helt kunne sætte en finger på. En form for magt strålede fra dem, og alligevel en voldsom underdanighed.
"Man undres, hvad laver en Incubus udendøre i et sådan solskinsvejr..?" ansigtet var udtryksløst, men hans tone var skeptisk.
Selv om solen skinnede, var det bidende koldt.. Kulden havde givet Elizeph's kinder en ganske svag kullør, hvilket virkede ganske klædeligt på den ellers så blege hud. hans fingre var også ganske svagt farvede af kulden, da han jo ikke bar handsker...
Men nu havde han jo også gået udendøre de sidste 4 dage....
Han følte virkelig, at han godt kunne bruge et bad - dette var dog ikke noget man hverken kunne se eller lugte.. Elizeph bevægede sig ikke meget, så sved hørte ikke rigtig til i hans verden.

Luca nikkede.
"Tid er noget mærkeligt noget," mumlede han. Skønt han ikke havde tænkt lige så meget over den nu hvor han havde Lune. Tiden havde ellers altid syntes at gå så langsom og verden omkring ham havde til tider været meningsløs, men nu var tingene lidt anerledes. Luca smilte. Han havde gjort ret i at følge efter den lille dreng den gang de mødtes i nattens mørke gader.
Luca blev overrasket over den direkte øjnkontakt. Charmerende Blå øjne mødte strålende grønne, og Luca måtte tænke sig om en ekstra gang for at opfange hvad den anden sagde.
Hans læber skiltes i et hemmelighedsfuldt smil. Det var kun pga Lune at Luca overhovedet kunne bevæge sig i dagslys. Normalt ville hans øjne være blevet blændet af lyset, og på trods af paraplyen ville hans hud være nærmest smeltet af. Men det behøvede den fremmede jo ikke at vide.
"Min unge herre... kom til... at ødelægge en af mine halskæder," svarede han, imens han drejede den nye halskæde i hånden. "Så jeg var nød til at tage ud for at købe en ny."
Han fik det til at lyde som noget af det mest naturlige i verden, på trods af han i gamle dage ville have gyset ved tanken om bare at se ud af vinduet i dagslys.
Hans blik dansede endnu engang over den fremmedes smukker klæder. Den anden så ud til at have det lidt koldt, men for Luca var kulden rar. Den hjalp til at holde solen mere tålelig. Alligevel gav det ham en ide:
"Men hvad siger De til at fortsætte vores samtale et sted inde i varmen?" spurgte han med et charmerende smil. "Det er jo temmelig koldt."

Elizeph fandt ikke Lucas forklaring troværdig nok. Nej, der måtte være en anden forklaring! Kun grundet hans nysgerrighed for denne information, afslog han ikke blankt Lucas foreslag om at gå inden døre.
Men tanken om at komme indenfor og få varmen, var også temmelig tillokkende.
"Det lyder nu ikke til at være den eneste årsag.." lød det dæmpet fra ham, egentlig mest henvendt til sig selv.
"siden De er i stand til at bevæge den udendøre.." Han så vurderende på Luca.. Hvad kunne det skyldes? en roule? måske...
Han lod frakken lukke lidt tættere om sig.
"Deres foreslag lyder tillokkende.. Vejret er temmeligt bidende i dag.." hans blik gled lidt op på himmelen.. Skyfri, hvilket var grunden til at der var så koldt.. Dette virkede nok ikke så logisk for alle, men for Elizeph var det en selvfølge.. Når der var skyer, lå de som en tyk dyne et sted oppe i atmosfæren, og holdt strålevarmen nede ved jordoverfladen.. Samtidig holdt de også solstrålerne ude... skyer var et besynderligt fænomen, hvilket var årsagen til at netop overskyet vejr, var hans foretrukne..

Luca smilte og trak på skuldrene.
Den anden virkede interesseret i Lucas hemmelighed så han måtte gøre sit bedste for at bibeholde mystikken lidt endnu.
Han bukkede let sit hovede og indtroducerede sig høfligt:
"Mit navn er Deimos De Luca. Men de kan kalde mig Luca."
Han smilte charmerende. Han introducerede sig med to af sine navne som da han havde introduceret sig selv til Cassa. Det virkede mere formelt, uden at give for meget af hans navn væk.
"Jeg kender et fint lille sted vi kan sidde ned," sagde han og ledte så dem smukke fremmed med sig til hans yndlings kro. Kun velhavende mennesker kom her, og Luca nød at spendere sin tid med at betragte de kvindelige skønheder... Og en gang imellem også de mandlige. Han havde fundet mange 'ofre' her. Han smilte for sig selv ved tanken og ledte så den smukke mand med til et bord i en krog så de kunne snakke i fred.

Elizeph fulgte med i tavshed, og nikkede blot til Lucas præsentation. Selv yndede han ikke at nævne sit navn. Luca havde ikke spurgt, og hand fandt det meget irellevant.
Folk, som de passerede stirrede forundret.. Dog turde ingen stjæle fra de to, høje skabninger.. med sine 182 centimeter, var Elizeph lidt af et tårn, og Luca var jo omkring den samme højde.
Da de nåede kroen, var Elizeph ikke ligefrem behaget.. Han nød ikke at sidde i det offentlige rum, hvor andre mennesker var at skue. Men snart sad de begge ved et bord, hvor Elizeph sad så utrolig rank, at man næsten skulle tro han var til middag hos de kongelige.
Hans blik gled vurderende rundt.. Ikke just det fineste sted, vurderede han, og alligevel af den lidt højere klasse...
På det seneste havde Elizeph fået nøkker. Han følte sig finere end de fleste andre, til trods for hans status som tjener, og han værdiede sjældent andre så meget som et nedladende blik.
Han følte sig sulten, men var fuldkommen fast besluttet på ikke at bestille noget fra dette sted. Fremmede folk skulle bestemt ikke stå og tilberede ham noget som helst. Og end ikke vin ville han kunne købe her, da det havde været varmet op.. Vin drak han kun, når det var tilberedt på magisk vis, og den mad han indtog, måtte ikke have været varmere end 45 grader. Mælk rørte han heller ikke, og bare tanken om æg fik ham til at krympe sig. Ja. Elizeph var veganer, ikke noget man så ofte for en dæmon...